Angrebet af en tupilak
Kârale Andreassen, 1934
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
52. Om en Tupilek
Nikouk var en stakkels gammel affældig Mand, der ikke mere formaaede andet end at fiske Ulke. Han boede paa samme Plads som nogle Brødre, der alle vare stærke og udmærkede Erhververe. Da disse undertiden holdt af Fiskemad til Afvexling, brugte han sine Ulke til at tilforhandle sig et og andet af dem. Engang hændtes det at Nikouk, da han var ude at fiske, saae en Hvalros, og ved at betragte dens Bevægelser pludselig fik Lyst til endnu engang at forsøge sin Lykke i Fangsten. Han roede hurtig hjem, hentede sine gamle forfaldne Redskaber og det lykkedes ham virkelig at dræbe Hvalrossen. Da han nu kom slæbende med den hjem, vilde Folk ikke troe deres egne Øine, da de saae at Nikouk havde faaet en Hvalros paa Slæb. Men den der kom mest i Bevægelse var hans Kone, baade med at skulle fortælle alle Ankommende at hendes Mand havde fanget en Hvalros, og med at flense og uddele Gaver til alle. Allersidst kom den mellemste af hine Brødre hjem, og han var den eneste, som ikke deeltog i den almindelige Munterhed. Han saae ganske suurt til den flensede Hvalros, og om Aftenen, da han blev indbudt tilligemed de andre Mænd til at spise hos Nikouk, lod han sig undskylde. Han frøs, sagde han, og om de ikke heller vilde bringe ham et Stykke. De sendte ham da et Hvalrosribbeen med paasiddende Skind samt Kjød og det for ham bestemte Stykke af Tanden. Dagen efter gik Nikouk atter ud at fiske Ulke, som sædvanligt, men om Aftenen kom den mellemste af Brødrene hjem uden Fangst. Det samme gjentog sig hver Dag, hvorimod den samme Mand altid var den første ude hver Morgen, endnu inden nogen anden var opstaaet. Hver Morgen raabtes der ind ad Vinduet til Nikouk: »har du heller ikke seet noget til ham?« Nikouk, som begyndte at blive mistænkelig, stod meget tidlig op, men den mellemste var allerede borte med sin Kajak. Tilsidst stod han engang op midt om Natten, gik ud og stillede sig op imod en Klippevæg for at passe paa. Da saae han den mellemste Broder i Mørke komme ud af Huset, skynde sig i Kajak og forsvinde i Retningen over imod en stor Ø. Nikouk gik ind igjen og lod som om intet var foregaaet. Efter Sædvane blev der raabt ind til ham: »har du heller ikke seet noget til ham,« og han svarede: »hvis I ikke kunne passe paa ham, saa kan jeg endnu mindre.« Men først da de alle vare gaaet ud i Kajak, begav han sig ogsaa paa Veien, roede over til den store Ø og langs med Strandbredden af samme, seende sig nøie om. Han fandt da en Kajak ragende frem af en Steendynge og da han gik op og saae efter, var det ganske rigtig den mellemstes Kajak, som her var skjult under Stenen. Lidt efter hørte han en mumlende Lyd og ved at forfølge den saae han til sin Forskrækkelse, hvorledes hiin Mand sad ganske nøgen med en stor Tupilek, som han lod suge paa sit Legeme, idet han stadig gjentog de Ord: »du skal angribe Nikouk.« Han betænkte sig ikke længe, men sprang pludselig til, greb Manden og raabte: »hvad er det du har for der?« Den Tiltalte vendte sig om, men styrtede i det samme bevidstløs omkuld. Imidlertid hørte Nikouk, at ogsaa de andre Brødre nærmede sig. Han gik dem imøde, lod som om intet var hændet og hjalp dem paa Skrømt med at søge efter Nikouk. Han ledede dem som ved et Tilfælde først til Kajakken og derpaa ovenfor det Sted, hvor han havde fundet ham. Forfærdet bleve de nu selv vaer, hvorledes Tupilekken vedblev at suge paa den Døde. De spurgte Nikouk hvorledes de skulde angribe den. Han raadede dem til at kaste med Steen. Da Nikouk kastede med en smal Steen, sprang der et Ribbeen med Skind paa ud af den. Derpaa dræbte de den ganske, sønderskare den og kastede Stykkerne til alle Sider. Paa Nikouks Raad toge de omsider den Døde, bandt ham til hans Kajak og sænkede ham i Havet. Snart efter kom der Bobler op og han svømmede igjen ovenpaa, hvorpaa de atter sænkede ham med Steen. Om Aftenen da Nakouk havde lagt sig til Hvile kunde han ikke sove paa Grund af en boblende Lyd, som han hørte under sig. Den samme gjentog sig i 5 Nætter, men hørtes saa aldrig mere.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 91-93
