Omskiftede heste for ligvognen

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

H. Dødsvarsler

25. Omskiftede heste for ligvognen


524. I Rejsby sogn var der en mand, som kunde se varsler. Nu kom han gående hjem en aften gjennem Rejsby, og da mödte han en ligskare, og han kunde tydelig kjende alle kuskene, og hvis de forskjellige heste var der fra byen. Så fortæller han det jo til folk, og at min bedstefaders heste trak ligvognen, han havde nemlig et par sorte heste. Kort tid efter døde der også en gårdmand i byen, men nu troede min bedstefader ikke så svært meget på den slags ting, og han sagde, den gang han hørte fortællingen om varslet, at hans heste skulde ikke komme for ligvognen. Da så begravelsesdagen kom, sætter de jo et par andre heste for ligvognen, men de stejlede og slog bag ud og vilde ikke trække ud af stedet. Der var jo intet at gjøre ved det, og de måtte have dem fra og et par andre for, som var mere tålige. Men det var alt det samme; de var ligeså tåbelige, som de andre. Da de så havde prøvet flere par, endte det med, at de måtte have min bedstefaders. Den gang de var komne for, så gik det, de kunde nok trække vognen. På den måde fik manden godt ret.

Askov højskole.


525. Lav Grete Vejrups var hjemme i Vang, skete der følgende. En søndag aften, de unge folk var ude på gaden, kom der en karl rendende hen til dem og sagde: «Gå til side, for der kommer en ligskare kjørende.» Nu står han og ser på den, og han kunde kjende bæsterne, der var for hver vogn. Men han kunde ikke kjende den karl, der kjørte den vogn, som liget var på, og det var af en vis årsag, for han havde aldrig set ham, og karlen var netop i kongens tjeneste lige i tiden. Nogle dage efter kommer han ind til en mand, hvis heste havde været i ligskaren. Så siger han til den ene hest: «Du grinede efter mig den anden aften, vilde du have bidt mig?» — «Hvad mener du med det?» siger manden. «Å, den var for ligvognen. — «Hvad, har den været for et lig?» — «Ja, a så det den anden aften.» En tid efter døer en gammel mand der, og manden i gården siger: «De to bæster skal aldrig komme for liget.» Han havde fire bæster, og så spænder de de andre to for. Men dem kunde de ikke få til at gå af stedet. Så tog de den ene for af dem, der havde været i ligskaren. Den vilde gå, men den anden vilde ikke. Så måtte de have den fra og den anden for, der grinte ad ham, den kaldte de Fynboen. Så var der ingen ting i vejen for at kjøre.

M. J., Darum.


526. I Borbjærg var der en dreng, der var så skåers. Da han var bleven konfirmeret, blev han liciteret hen, for ingen kunde snart styre ham. Så skulde han gå op til kirken for hans husbond med et brev til degnen, og på vejen går han ind i Skrave kro. Der var mange folk til stede, og hans husbond var der også. Da han nu kommer ind, siger han: «Hvad, er du her? tu a kom lige om ved dig, da du kom kjörende op ad æ kirkebakke (bakken op til degnens) med din fader, og æ hund den løb lige side æ hvide hest.» Det var husbonden led ved at høre, han troede jo, det var ene lögn og skidt. Men så døer den gamle mand, og de kommer da i tanker om, at det var ikke ene lögn. Så lånte manden et andet øghoved, han vilde have at kjøre med for ligvognen og ikke den hvide hest, drengens snak skulde jo gjøres til lögn. Men den gang de havde fået for vognene, blev det ene af bæsterne syg og rent tåbelig, og de måtte lægge den fra og alligevel have den hvide hest for. Så siger manden: «Da skal det dog blive lögn med hunden,» og han sætter den ind ad et kammer og siger til æ kvindfolk, de måtte vide, de lukkede den ikke ud. Men det glemte de, der kom én derind, og hunden løb ud, og den kom akkurat til dem i kirkebakken og løb lige side med øget, så det kom alligevel til at sæde for drengen.

P. Chr., Fabjærg.


527. En tolvårs dreng i Hoddeskov, der gik i skole, kom hjem en aften og fortalte, at det var noget sære noget, han havde set i aften; men han var ikke for at fortælle det. Der var mange vogne, og han kunde ikke gå for dem; var han ved den ene side af vejen, så var vognene der, og var han ved den anden, så var de der. Det var Iver Smeds vrinsker, der voldte det hele tiden, for den gjorde de andre bæster gale, og til sidst tykte han, den var ved hver vogn. En tid efter blev drengen sölle og døde, og så var det først, de kom ret i tanker om, hvad han havde fortalt. Det blev så bestemt, at den hest skulde ikke for til begravelsen. Men det gik sådan, at hestene blev stykkede sammen, det vil sige, at der kom én fra hvert sted, og de kunde ikke få dem til at gå sammen, som de vilde, da de ikke var vant til at gå i töj sammen. Til sidst måtte de have vrinskeren for til en anden hest, men den gjorde sig alligevel gal, da den kom til at kjøre i ligskaren, og hårdt imod folkenes vilje blev der sådan en forstyrrelse.

Nikoline Kirstine Andersen, Letbæk mølle.


528. En murer, der hed Peder Larsen, var en aften i besøg hos min fader. Da han går hjem, skal han passere Vilstrup kirkevej, og da møder han en ligskare, og kunde kjende de folk, der sad på vognene. Han kunde tælle, hvor mange vogne der var, og navnlig kunde han kjende den forreste vogn, der tilhørte en mand i Vilstrup, som hed Peder Mortensen. Han kommer godt nok forbi ligskaren og kommer hjem, og det gjorde ham ikke noget. Men dagen efter fortæller han, hvad han har set, og påstår, at det var sådan. Folk vilde ikke rigtig tro det, og Peder Mortensen sagde, at det skulde blive lögn, at de heste skulde komme ud at kjøre — det var nogle sorte heste, der var tale om. Så en tid efter døer Peder Mortensens kone, og han gjorde nu alt for, at de sorte heste ikke skulde komme for, men det kunde nu ikke lade sig gjøre anderledes. Der var nok andre heste for, men de blev gale i porten og vilde ikke ud af gården med liget.

Lærer Hansen, Hornum.


528. Mads Lygum kunde grangivelig se varsel, hvad man ikke kan undres over, da han var født en julenat. Han fortalte en gang i Ladegård, at man skulde kjøre med et lig ad Fjellingöjet (Ladegårds skov), og vognen være forspændt med to hvide heste. Dette anså man for en urimelighed, da der ingen huse fandtes i den betegnede retning, og skoven ligger på den modsatte side af kirken. Omsider blev markerne udskiftede, og en håndværksmand flyttede først sit hus ud på sin jordlod, som han havde fået udlagt i nærheden af Fjellingöjet. Denne håndværker var en dag i arbejde hos en gårdmand i byen, der netop var ved at grave en ny brønd. De var allerede dybt nede og havde endnu ikke fundet vand, hvad der forundrede dem meget. Håndværkeren, der var kyndig i slige ting, skulde da undersøge brønden, mens arbejderne spiste deres meldmad. Men i samme öjeblik han var kommen derned, skred brønden sammen over ham, og han blev tagen op som lig. Det var nu gårdmandens pligt at kjøre liget hjem, men da han havde fire heste, et par hvide og et par sorte, vilde han ikke have hine forspændt, for at spådommen, som han godt kjendte, ikke skulde gå i opfyldelse. Han befalede da sin karl at kjøre liget hjem med de sorte. Men disse gamle og rolige dyr var nu så ustyrlige, at karlen på ingen måde kunde få dem i töjet. Omsider rendte den ene ud på marken, og da mange mennesker i flere timer forgjæves havde jaget efter den, måtte manden bekvemme sig til at tage de hvide.

Lærer Bech.


529. I min fødeegn var der en gammel kone, som kunde se forud. Så skete det, at der døde en mand der i nærheden. Konen kom til at tale med en mand derom, og hun sagde til ham: «Du skal få en hvid hest for, den dag den døde skal jordes.» Det nægtede han og sagde: «Jeg har ingen hvide heste, så det vil ikke sæde for dig.» Men konen sagde jo, og «du skal komme til at stå af din vogn udenfor mit hus, der vil din tobakspibe falde fra dig, og så vil du samle den op.» Da blev manden vred og sagde: «Det skal aldrig ske.» Men den dag liget skulde jordes, blev den ene af hans heste syg, og så var der ikke andre at få end en hvid. Nu var det første gået i opfyldelse. «Men det sidste skal jeg love for skal ikke ske,» sagde manden, og han fik en mand til at sidde på hver side af sig. Men ganske rigtig, den gang de kom ud for den gamle kones hus, så faldt piben fra ham, og han sprang ud af vognen og tog den op.

Niels Nielsen, Tapgård i Strellev.