Omstændig og udførlig Relation angaaende den Grønlandske Missions Begyndelse og Fortsættelse etc.

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Hans Egede: »Relation«,
1738

Hans Egede
(1686-1758)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Udvalgte tekster fra

Omstændig og udførlig Relation
angaaende den Grønlandske Missions
Begyndelse og Fortsættelse etc.

Af Hans Egede

Kjøbenhavn
1738

En angakokseance Den 3. marts, 1722 (S. 43-44) Jeg kand derhos ikke forbigaae, at fortælle det Abespil Grønlænderne havde for sig, da jeg denne gang var hos dem; nemlig, den første Aften, efter at jeg var kommen der, og havde lagt mig til Roelighed, og var falden i Søvn, hørde jeg i Søvne en underlig Sang, Skrigen og Stojen, hvoraf jeg vaagnede. Men de havde slukt alle deres Lamper ud, saa det var gandske mørkt. Det var gandske fælt at høre, hvorledes een af deres Angekoker og Hexen-Mestere sad henne paa Gulved og spillede paa en Tromme, skreeg, og havde et græsseligt Mæle, og talde nu grovt, nu fiint, nu pibede, nu plystrede han, atter havde han et zittrende Mæle, ligesom een, der var bange eller frossen, og neppe kunde tale. Naar han holdte op, talede alle Qvindfolkene udi Huset, som lydde noget duus og frygtagtig; stundum stemmede de i at synge. Dette holdt de ved et par Timers Tid, saa de giorde mig halv bange, efterdi jeg icke vidste, hvad det betydde. Ingen af mine Folk laae der inde hos mig; thi de vare udi et andet Huus. At gaae derfra, kunde jeg icke, saasom det var mørkt, hvorfore jeg blev liggende stille, og loed, som jeg icke hørde, hvad de havde for sig. Hvad dette Abespill betydde, fik jeg lang Tid derefter at vide, da vi havde lært noget af deres Sprog, og kom i god Kundskab med eendeel af dem, som samme Tid vare nærværendes; nemlig: eftersom Grønlænderne frygtede for os, og icke kunde betænke, for hvad Aarsag vi vare komne der i Landet til dem, da maatte de saa kaldede Angekoker, som ere deres Viise og Propheter, af deres Tongarsuk, i. e. Spiritus Familiaris, fornemme, hvad vi havde i Sinde imod dem? om vi icke var komne for at hævne, hvad deres Fædre fordum havde beganget paa vore Folk, som boede der i Landet, og de havde ihielslaget? Og at de med deres Konst, og denne Tongarsuks Hielp skulle hindre os i vores Dessein, og forskaffe det saa, at vi paa een eller anden Maade maatte komme til Ulycke og Undergang, eftersom de ellers icke turde gribe os an. Saadant Giæckerie skal de allevegne og ofte have havt for sig, indtil deres Angekoker, da de fornam, at vi giorde dem intet ondt, trøstede dem dermed, og sagde, at Præsten, som var kommen, var selv en Angekok. Dette sluttede de deraf, at de saae, jeg prædikede, og underviiste Folket, og havde over dem at befale.

Om Grønlændernes superstitioner Den 3. marts, 1722 (S. 44-45) Een næsten lige saadan Historie tildrog sig derefter hos os selv paa Colonien, den 16 Martii, da der vare nogle Grønlænder hos os; Vores Styrmand mistede udaf Kammeret een stor Glas-Flaske, hvilken een af disse Grønlænder havde bortstaalet, og som man spurde efter den iblant dem, nægtede de alle, at have taget den. Her paa kommer een af dem frem, og foregiver, at han kunde giøre efter, eller vise igien, og havde nyligen forskaffed Aron, som logerede derinde hos Grønlænderne, et par Strømper igien, som for ham vare blevne borte; tilbyder sig nu der fore, ogsaa at ville sige os, hvem Flasken hade taget, dersom vi ville give ham noget derfore. For nu gierne at ville see, hvad Koglerie han vilde tage sig fore, tilsagde jeg ham en liden Foræring; Begiærede saa herpaa et Sold, som han saae hængende paa Veggen, hvilket han vilde bruge i Steden for en Tromme; satte sig ned paa Gulvet, og bød os alle som vare inde, iligemaade at sidde ned, og tie gandske stille. Strax herpaa begyndte han at mumle for sig selv, og at male paa Gulvet med Soldet, brugende pudseerlige Gebærder med at grine og see suurt, og træcke paa sine Tæer og andre Lemmer, som den der havde stoer Smerte og Pine i sine Lemmer og Ledemod; stundum talte han til sine Camerater; og der alt Dette Narrerie havde Ende, stod han op igien, visende paa alle dem der vare i Huset, og sagde, at ingen af dem havde taget Flasken, men een, som nylig tilforn var bortfaren, havde staalet den, hvilken han og nævnte ved Navn. Nu, ihvorvel han lættelig kunde vide, at den, som var bortfaren, havde staalet Flasken, og jeg derfore i den Henseende agtede hans Konst og Gienviisning af ingen Betydenhed, saa saae man dog deraf, at saadanne og andre flere Indbildninger og Superstitioner vare i Brug hos dem. Han fortalde siden, hvor besværligt Arbeide han havde, visende op til Himmelen, ligesom han der var henrykt; bad mig og, jeg skulde tage Soldet, og forsøge det samme, menende, at eftersom han havde seet; at jeg omgickes med Bøger og aandelige Ting, og havde meere Videnskab end andre, jeg og maatte kunde denne Konst.

Angakok er en helbreder Den 5. august, 1722 (S. 59-60) Det kom mig i Begyndelsen ret synderligt fore, at, saa ofte nogen Grønlænder kom til os, og var icke vel tilpas, han da forlangede sligt af mig alleene, og icke af nogen anden; men det kom deraf, at de holdte mig for en Angekok eller Prophet og viis Mand, thi deres Angekuter give sig ud for, overnaturlig Viis at kunde curere de Syge, med andet mere, hvorfore de ere i stor Anseelse hos de andre, endskiønt deres Konst er af ingen Betydende, og oftere tager feil end træffer.

En angakokseance Den 27. oktober, 1722 (S. 70-71) Der jeg nu kom derind, sadde de, og havde et Abespil for sig, hvilket een af de ankomne Fremmede, der gav sig ud for een Angekok og viis Mand, skulle forrette. Jeg maatte med de andre sidde ned, og see paa, hvad denne Giøglere vilde anfange. Herpaa blev da Lyset udslukt, og efter at han havde sadt sig paa Gulved, begyndte han, tillige med de andre, og Qvindfolkene, at synge, hvilket jeg icke forstod. Derefter slog han paa sin Tromme, skreeg, og rumlede iblant nogle udspilede tørre Sælhund-Skind, som de havde lagt paa Gulved hos ham, hvilket gav en pudseerlig Lyd. Undertiden talte han til de andre; jeg vidste icke hvorom. Han havde og, som jeg kunde forstaae, bestilt een uden for Huset, som skulde svare ham paa hvad han spurdte om inden fore, og det skulle være Tongarsuk. Jeg loed som jeg icke forstod dette, og spurde dem som sad hos mig, hvad det var, og skulde betyde? de sagde, det var Tongarsuk, i. e. en Aand, eller een af de Døde, af hvilken han udspurde adskilligt, dem og deres Handtering angaaende; spurdte mig og, om jeg var bange? jeg svarede ham, at jeg var icke bange for deres Giæckerie; thi det var Løgn de fore med, og jeg vidste nok, at de havde bestillet en anden uden fore, som gav Angekoken Giensvar. Nei, sagde han; men det er Tongarsuk han taler med etc. Jeg gik omsider fra dem igien; men mine Børn sagde siden, at de havde dette Giækkerie for sig mest den hele Nat igiennem. Mig kom dette Aberie for som meere liigt et Spill og Leg end Diævels Koglerie; hvorudi jeg aldrig har kundet erfare, at deres Angekuter eller Hexen-Mestere noget virkeligt har kundet præstere.

Om angakokken, myten om månen m.m. Den 26. januar, 1723 (S. 76-78) Den 26. kom nogle af Naboerne til os, og fortalte, at een af deres Angekuter eller konstige lærde Mænd var komne til dem, og skulde i denne Aften der sammestæds bevise sin Konst; vi maatte derfore og endeligen komme derhen, og see paa ham. Jeg svarede ham, at jeg havde seet det tilforne, og jeg vidste, at deres Konst var Løgn, og af ingen Værd. Een af dem svarede, jeg var Mikkekau, i. e. formaaede icke at giøre sligt; Thi der den samme næst-forleden Nat i sin Konst var henrykt, som han sagde, til Himmelen, saae han slæt ingen Spor eller Tegn der til mig; men han saae der en gammel Kiærling bar et Kablunaks Hoved i sin Haand, og en Hund laae og gnavede paa nogle Kablunakers Beem etc. og saadant Narrerie mere som han fortalte. Der jeg nu svarede, at saadant var idel Løgn og Opdigt, bad de, jeg skulde ickuns komme derhen i Aften, saa skulde jeg fornemme hans Konst. For Plaisir gik jeg med Kiøbmanden og Mesteren derhen, hvor han da, efter at Lyset var slukt, anfangede sit Abespill paa samme Maade, som tilforne er formeldt. Der det nu omsider havde Ende, sagde vi, at det var Løgn og Giæckerie alt hvad de fore med; thi vi forstoed og vidste nok, hvordan de bar sig ad. De nægtede det vel, men kunde intet reel sige der imod, saasom vi i alting overtydde dem deres giæckelige Adfærd. De fortalte os ogsaa iblant andet adskillige Fabler og Giæckerier, som de med Alvorlighed vilde maintenere, og binde os paa Ærmene; saasom, naar Maanen er borte for dem, og icke skinner, siger de, at den stiger ned i Havet og paa Jorden, og tager Sælhunde og andre Dyr med sig op til Himmelen, for at æde; thi han skal fordum have været en Kalal eller Grønlænder, som de fabulere; og ved en synderlig Occasion skeed saadan Metamorphosis paa ham. Deres Kundskab om Planeternes Gang og Virkning er ellers ickuns ringe, dog haver de adskillige Navne paa eendeel kiendelige Stierner, saasom Vognen kalder de Tugtu, i. e. et Rinsdyr; Nord- eller Aften-Stiernen Kaumarsok, i, e. een som er faren ud paa Sælhunds-Fangst, og komme hiem af Søen igien, eftersom den synes at komme frem, og stige op af Havet. Killukturfer er Syv-Stiernen, som har sit Navn deraf, at den synes ligesom at være sammenbunden, idet de staae saa nær hinanden, med fleere. Om Vejrlyset, Nord-Lyset, som altid sees i klart Vejr over den gandske Himmel, have de den Indbildning at det er de Afdødes Siæle, som løber omkring, og spiller Bold med hinanden; Hvilket er en Leeg for Ungdommen om Vinteren i Maaneskin. Og heraf sees, at de have een fast Mening og Tanke om Siælens Udødelighed enddog den er alt for kiødelig og fabelagtig; thi de sige, at de Dødes Siæle har der et got Levnet, faae Vildt og Fangst nok, og leve bedre end her etc. Det er at beklage, at saa klygtige og behændige de, efter deres Maade, ere, til at opfinde adskillige Middel til deres Næring og Livs Ophold at søge, saa stor Dumhed og Koldsindighed udvise de, alvorligen at eftertænke den guddommelige Sandhed, som jeg, efter Muelighed, har søgt dennem at inculcere. Hvilket alt kommer deraf, at de anseer vor Gudstieneste og Andagts-Øvelse ikke af mere Betydende end deres eget Giækkerie. Kortelig, om alt hvad som er, giøre de sig ingen andre Tanker end at det er saaledes af sig selv, og kiender ingen anden Hoved-Aarsag og Oprindelse; Saa de i dette Stycke udviise een ret fæisk Dumhed og Uforstand.

Amuletter Den 1. marts, 1723 (S. 84-85) At de reflecterede meget paa min Underviisning, fornam jeg og deraf at, der en liden Dreng kom frem til mig, og havde et stycke raadned Træ hængende om Halsen, og jeg spurde, hvortil dette duede, besvarede Faderen, at han bar det for, at han skulde have god Lykke; hvorpaa jeg forestillede ham, at sligt intet duede, og kunde intet giøre dertil, at han skulde blive lyckelig, men den store Gud alleene, som har skabt og ejer alle Ting, han gav dem ogsaa Næring; de skulde derfor kaste saadant fra sig, og icke sette nogen Tilliid derpaa. Desligeste ogsaa en gammel Kone, som og havde om Halsen hængende et Kiæfte-Been af en død Ræv, og en Ravne-Kloe, hvilken jeg iligemaade spurdte, hvortil hun brugte det, og sagde, det kunde intet hielpe hende imod Døden, som hun indbildte sig, hun maatte dog døe, naar Gud vilde, som havde givet hende og alle Mennesker Livet; hun skulde derfore kaste saadanne uduelige Ting fra sig, og icke bruge dem, men troe paa Gud, som efter Døden vilde give hende et evigt Liv, dersom hun troede, og vilde giøre efter min Underviisning. Baade hun og de andre loed sig min Underretning vel befalde, rev det saa kaldede Angvoak af Halsen, og kastede det fra sig. Ja samtlige Qvindfolkene, som havde Perler om Halsen og i Ørnene hængendes, spurde, om Gud icke heller vilde, at de skulde bruge sligt? Jo, sagde jeg, det tillader Gud eder nok, saasom I bær dem ickuns til Prydelse.

Tabu Den 9. marts, 1723 (S. 85) Den 9 Martii kom nogle af Naboerne til os, havende med sig adskilligt af deres Sager, og vilde arbeide og forfærdige. Jeg spurde dem, hvorfor de giorde ikke saadant hiemme hos dem selv? De svarede, eftersom der nyligen vare nogle hos dem ved Døden afgangen, maatte de ikke giøre saadant hiemme hos dem selv, paa det dem ikke nogen Vanlykke i deres Næring skulde tilslaaes. Saa heraf var at see, at endskiønt disse Folk icke have nogen Kundskab om noget Guddommeligt, saa ere de dog hengivne til mange daarlige Superstitoner.

Efter døden Den 9. marts, 1723 (S. 87-88) Jeg haver tilforne ommældet; at der af et og andet Mærke-Tegn var at slutte, at disse Folk maatte dog have nogen Mening om Siælens Udødelighed. Derom haver jeg ogsaa siden af Grønlænderne faaet nærmere Underretning foregivende, at saa snart Mennesket døer, farer Siælen, som de kalde Targnek, udaf Mennisket op til Himmelen, men Legemet bliver liggende i Jorden, og fordærves. Men der oven i Himmelen skal de Afdødes Siæle, efter deres Mening, have Jagd nok af Rinsdyr, Sælhunde, og anden Spise i Overflødighed. . . Alleene disse arme Mennesker, ihvorvel de kiender intet guddommeligt Væsen, eller haver nogen slags Guds-Dyrkelse, saa synes det dog, som de vilde giøre hine Afdødes Siæle, (Gienfærd) til Guder, i det deres saa kaldede Angekuter indbilde sig selv og andre, at de kand holde Samtale med de Døde, som før er mældt. Og, enddog deres giæckelige Adfærd icke alleene er saa kiendelig og aabenbare, saa alle og enhver baade veed og kand forstaae, hvorledes der med tilgaaer, men endog er et frugtesløs Abespill, hvorved dennem hverken nogen Giensvar værdiges, eller Nytte tilføjes, saa ere de dog saa alvorligen hengivne dertil, og øves af dem allevegne.

Angakokken er healer Den 9. marts, 1723 (S. 88) Det passerede ogsaa den 5. April, der vores Mester eller Chyrurgus (kirurg) var gaaen hen over til et af Naboernes Huse, at der og imidlertid kom en Grønlænder andenstæds fra med sin Broder, som havde en slem Gesvulst og Bylde paa sit ene Kindebeen, og begiærede af Angekokken, som boede i samme Huus, at han vilde giøre ham helbred: Han fordrede strax Betalning af ham derfor, hvilket han og erlangede. Derefter om Aftenen, der Lyset var slukt, (thi all saadan deres Giækkerie forrettes udi Mørket,) tog han Patienten for sig, og efter sædvanlig Maade længe mumlede over hannem, iblant spyttede paa ham, og bespurde sig med Tongarsuk til hvilken han selv baade giorde Spørsmaal, og gav Giensvar, med sit Maals Forandring. Foreskrev og Patienten visse Spise, som han ikke maatte æde etc. . . Men alligevel Grønlænderne ved saadan deres Cur øver saa megen Overtroe, saa betiene de sig dog ogsaa andre fornuftige dog eenfoldige naturlige Midler, i at curere og hielpe hinanden.

Helbredelse ved en heksekælling Den 12. november, 1723 (S. 123) I det Huus hvor jeg logerede, passerede og dette: Der var en Mand, som icke var vel tilpas, men hvad Udfald denne Mands Svaghed skulde faae, maatte en Hexe-Kiærling sige ham, hvilket skeede paa denne Maade: Da den Syge havde lagt sig paa Ryggen, bandt hun en Rem om hans Hoved; som var giort fast ved Enden af en liden Stok, dermed løftede hun den Syges Hoved op, og atter loed det falde ned, og ved hver gang hun løftede hans Hoved op med Stocken, spurdte hun ham om noget, hvorpaa han svarede hende et eller to Ord. Undertiden syntes det, ligesom det faldt hende tungt at løfte hans Hoved op. Allersidst begyndte Patienten at mumle og synge og skraale højt i Vejret. Dette varede snart en heel Time, og imidlertid havde de lagt alt den Syges Klæder og Tøj midt paa Gulved. Sygdommens Udfald prognosticerer de derudaf, at dersom den Syges Hoved er tungt at løfte, saa døer han, men er det læt, saa bliver han helbred. Efter at dette Aberie havde Ende, spurdte jeg dem, hvad det var, og skulle betyde? Hvortil de svarede: At det skeede for at den Syge skulle blive helbred igien. Jeg vilde vel straffe dem for deres daarlige Superstition og Indbildning, men jeg formaaede icke at give dem nogen eftertryckelig Correction; eller tydelig at vise dem noget bedre; dog saavidt jeg kunde, betydde jeg dem, at Gud alleene, som er Herre over Himmel og Jord, han raadede derfor, hvad enten Mennesken skal leve eller døe.

En angakoks barn døbes Den 24. januar, 1724 (S. 127-128) Men den 25de, om Morgenen tilig, kom der Bud til mig, fra en Mand af det næste Huus derved, at jeg vilde straxen komme til ham, saasom hans mindste Barn var meget sygt, hvilket han haabede, jeg vel kunde hielpe og helbrede. Men som samme Mand var en Angekok og Hexen-Mester, straffede jeg ham derfore, og loed ham forstaae, at Gud var vred paa ham, for hans Løgn og Bedragerie, og derfore var nu hans Barn sygt. Han bad mig, at jeg dog vilde bede Gud for hans Barn, at det maatte blive helbred, og tilstod, at hans Konst duede intet etc. Jeg svarede ham, at jeg gierne vilde bede Gud for hans Barns Helbred, men han skulde og selv troe, og paakalde Guds Søn; lærdte ham og derhos, hvad han skulle sige, hvilket han og sagde efter mig. Men efterdi Barnets Svaghed var saa stor, at der var intet Haab til Liv, sagde jeg til ham, at Guds Søn vilde ingenlunde, at hans Barn skulle leve; vilde han nu ikke, at hans Barn skulle komme til Diævelen udi Helvedes Ild, saa maatte han bede Guds Søn, at han vilde tage det til sig udi Himmelen, og lade mig døbe det; thi Guds Søn havde befaled, at døbe alle deres Børn, som troe, paa det de kunde blive salige; Troede han nu, saa vilde jeg nok døbe det? Han svarede, han troede; Bad mig iligemaade, der han saae, at jeg sad i Betænkning, om jeg skulde døbe det eller ey, at jeg vilde skynde mig, at døbe hans Barn, førend det døede; hvilket jeg da ogsaa, i deres Paasyn, med Hiertens Paakaldelse til Gud, i den Hellige Trefoldigheds Navn forrettede. Strax efter at Barnet var døbt, gav det Aanden op, hvorover Forældrene, og alle de som vare i Huset, begyndte en jammerlig Skrigen og Klagen, som næsten varede i to Timer. Derefter svøbte de det ind udi et Rinsdyr-Skind, og et Sælhunde-Skind uden omkring, og bad mig, at jeg vilde bære det ud til sin Grav-Stæd. Jeg sagde, at de selv, eller deres Naboer, kunde begrave det; men Barnets Fader svarede, og meente, saa vidt jeg kunde forstaae, at siden jeg havde døbt Barnet, kom det mig ogsaa til at begrave det, paa det at Barnet, naar de andre rørdte derved, ej igien skulle blive ureen, og giøres uværdig til at komme i Guds Rige: Jeg maatte altsaa føje dem i deres Begiæring, og gik ud med Barnet, og lagde det, efter deres Anviisning, i en liden Hytte, hvilken Forældrene siden med Skind og Steene vel tildækkede og forvarede.

En angakoks forudsigelse Den 12. marts, 1724 (S. 136-137) Jeg maa herhos fortælle Aarsagen, hvorfor fornævnte Grønlænder, paa saa skarp og tilig Aarsens Tid, med sin Familie var fløtted udaf Huset fra de andre, og havde nu sadt sig der med sit Telt, nemlig: At som en Angekok eller Hexen-Mester havde inbildt ham, at hannem af Tongarsuk (i. e. hans Spiritus familiaris) var aabenbared, at han, inden Sommeren kom, skulle døe, saa var han bekymred for, hvorledes han, førend han døde, kunde efterlade sin Kone og smaa Børn noget til Klæder og Føde, resolverede derfore, at fløtte hen til et Sted, hvor Rinsdyrene mest var at træffe, og han ogsaa forhaabendlig kunde faae nogle til sig og sines Underholdning. Dette gav denne Mand mig tilkiende, ved den Anledning han fik af det jeg sagde hannem noget om Gud, som er Himmelens Skabere, sigende, at eftersom han fornam, at jeg var en Angekok, og vidste saa meget at fortælle om himmelske Ting, om jeg da ogsaa vidste, at han inden en kort Tid skulle døe? Jeg svarede nej, jeg vidste det icke; thi saadant veed Gud alleene, og intet Menniske. Han svarede jo, een af deres Angekoker eller Propheter havde i Vinter, da han hexede, faaet det at vide, at han skulde døe inden Sommeren kom. Jeg spurdte ham, om han troede det? han sagde ja; derfor var han og hans Kone og Børn saa sorrigfulde. Jeg sagde til ham, at han ingenlunde skulde troe sligt; thi hvad saadanne Angekuter sige, er idel Løgn og Bedragerie, saasom de veed og kand slet intet mere end de andre; Men dersom han vilde troe paa Gud, som er Himmelens Skabere, og elske hannem, skulle ham intet ondt vederfares, og han skulle icke døe. Jeg kand icke sige, hvor glade og lystige de stackels Mennesker bleve, og loed sig forlyde, at efterdi Angekuterne vare saadanne store Løgnere og Bedragere, saa vilde de aldrig mere troe dem; Bad mig derhos, at naar jeg kom derhen, hvor samme Angekok var, jeg da vilde straffe ham for sin Løgn, og at han havde giort ham bedrøved.

Trusler mod en angakok Den 4., 5. og 6. maj, 1724 (S. 143) Der fandtes en stor Forsamling af Folk, over 70 Telter eller Familier. Jeg besøgte dem alle, og gik Telt for Telt, og underviiste dem om Gud; hvilket mange vel med temmelig Attention paahørdte, men nogle holdt for Giæckerie, og loe der ad; hvor iblant og een, der jeg talede om Christi Tilkommelse til Dommen, faldt mig ind i Talen, og sagde, at det var icke sandt som jeg fortaldte; thi een af deres saa kaldede Angekuter, der han i Vinter hexede, havde taled med Maanen, som sagde, at Himmelen skulde icke falde ned. Og som samme Hexen-Mester var ogsaa der i Nærværelsen, loed jeg hannem kalde, og straffede hannem, fordi han ved sin Løgn og Aberie fixerede de andre; men han vilde icke tilstaae det, befrygtende, at jeg skulle giøre ham noget ondt; thi jeg havde før trued dem, at de som gave sig ud for Angekut, og bedrog andre, dem skulde vi slaae ihiel, hvis de icke vilde afstaae fra deres Skalkhed og Bedragerie.

Troskonfrontation – amuletter Den 14. november, 1724 (S. 156-157) Den 14de besøgte jeg Naboerne paa Øen hos os, hvilke vi sædvanligst underviiste. Udi et af Husene, der jeg havde læst for dem, passerede dette, at der jeg fik at see, hvorledes en liden Dreng bar det saa kaldede Angvoak om Halsen (hvilket de bare og bruge af en giækkelig Overtroe, at det skal bevare dem for Ulykke og Sygdom, og give dem Lykke til deres Næring etc. og er dog ikke andet end et Stykke gammelt Træ, Steen eller Been, ligesom deres Phantasie kand falde paa,) da straffede jeg dem derfore, og sagde, de vilde indbilde mig, at de troede, og dog giorde de ikke efter det som jeg lærdte dem, og at Gud ikke vilde fordrage det af dem, at de endnu vilde blive ved deres gamle Viis og Vane etc. Og som jeg sleed bemældte Angvoak af Halsen paa Drengen, og kastede det udaf Dørren, sprang Drengens Fader-Broder hen, og tog det op igien; Men jeg fik deraf Anledning, at overtyde ham, at det var Løgn hvad han og de andre sagde, at de troede, efterdi han giorde dette; og fordi han satte mere Troe til Angekuternes Løgn og Bedragerie, som vare Diævelens Tienere, end til min Underviisning, som var Sandhed, da vilde og Gud ikke heller vide af ham, men kaste ham hen til Diævelen i Helvedes Ild etc. Han svarede trodseligen her paa: Der var ingen Diævel eller Tongarsuk, som de kaldte ham, jeg skulde lade ham see ham, om han var til. Jeg loed ham forstaae, at han kunde nu ikke sees, men naar han efter Døden kom til Helvede, da skulde han nok faae ham at see. Nej, sagde han, nu vilde han see ham, ellers troede han mig ikke. Jeg spurdte ham fremdeles, om han ikke heller troede, at der var en Gud og Skabere til? Nej, sagde han, der er ikke heller nogen Gud til; thi han havde ikke seet ham. Jeg spurdte ham ydermere, hvorfra han da meente, at Himmel og Jord og alting ere og havde deres Oprindelse? Han sagde: De ere saa af sig selv. Det havde vel været fornøden, med Eftertryk og forstaaelige Ord at kunde overtyded ham hans Vantroe og Vildfarelse, men som Ufuldkommenhed udi Sproget endnu forbød mig sligt, nøddes jeg til at lade det blive derved for denne gang, og forloed dem.

Om Tongarsuk Den 23. november, 1724 (S. 158) Angaaende den næst forhen havde Disput med den ene Grønlænder, om Diævelens Existentz, da indloed jeg mig og nu i Discours med dem derom, eftersom jeg siden sidste gang havde conciperet noget, hvormed jeg agtede at igiendrive dem. De foregav, at den ommældte Tongarsuk var ikke onde, og giorde ingen ondt, men aabenbarede deres Angekuter, hvad dem skulde vederfares, og naar de forholdt sig derefter, saa vederfores dem intet ondt. Der jeg spurdte dem, hvad de meente, at denne Tongarsuk var for een? Svarede de: De vidste det ikke. Hvorfore jeg, saa godt som jeg kunde, underviiste og fortaldte dem, at han var en Aand, og i Begyndelsen med andre flere vare af Gud skabte meget herlige, og kaldtes Engler, men som nogle af dem bleve Gud ulydige, da bleve de til slemme Diævle, og Gud nedstødte dem til Helvedes Ild. . . Og saadan een er den Tongarsuk, hvilken deres Angekuter holde Samtale med.

Luften er fortørnet Den 17. devember, 1724 (S. 161-162) Den 17de, efter at i lang Tid havde været saa slemt Væjr med Storm og Sneefog, at man ikke har kundet komme fra Colonien, foer jeg igien hen til Naboerne paa Øen, og forblev om Natten med mine Folk i det sydligste Huus, og læste for dem. Derfra gik jeg om Morgenen tilig hen til det næste Huus der ved, hvorfra en stor Deel, Dagen tilforne, var henfarne til Koek-Øerne paa Besøg. Jeg læste for de Tilstæde-værende, som og alle denne gang udvisede sig lærvillige, saa nær som een, der var fortrøden over min Tale og Underviisning, og sagde: At det slemme og uroelige Væjr, som en Tidlang havde været, var at tilskrive min Læsning, hvormed jeg idelig plagede dem, og Luften fortørnedes over. Jeg svarede ham: At de selv var Aarsag dertil, efterdi de vilde ikke give Agt paa hvad jeg læste for dem, mindre leve derefter, derfore var Gud vreed paa dem, og straffede dem med dette onde Væjr, at de ikke kunde komme ud paa Søen, at søge deres Næring.

Trusler mod en angakok Den 3. januar, 1725 (S. 163) Den 3. Januarii besøgte os en stor Deel af Naboerne, hvor iblant var en Angekok eller Hexen-Mester, hvilken, endskiønt jeg ofte har formaned ham at afstaae sit Aberie, og ikke fare fort at bedrage andre dermed, saa havde han dog nyligen øved det. Jeg truede ham, at hvis han blev ved at fixere Folk, da skulde jeg lade ham binde, og føre hiem til vores Land, hvor han skarpeligen skulle blive straffed for sine Skiælmstykker. Han bad for sig, og lovede, aldrig at giøre det mere.

Konflikt med en angakok Den 6. oktober, 1725 (S. 179-180) Den 6. October kom Kiøbmanden hiem igien af Handels-Reisen, Sønden fra, og havde iligemaade giort en god Handling. Ved Hiemkomsten fortaldte han, hvorledes han nær havde kommet til Ulykke, og bleven forrasked af en Grønlænder, som var en Angekok; thi som den samme havde sanked en Hob af sine Landsmænd sammen, og stode hen paa Marken, og hexede, af Forsæt og Indbildning, at ville forgiøre vore Folk, hvis Besøg de ikke meget skiøttede om paa samme Stæd, thi de vare fremmede, og man havde tilforne ikke været saa langt om Syd, for at handle. Kiøbmanden, som forstod, hvorhen dette Abespill sigtede, overilede sig, gik hen, og slog Angekoken paa Munden; som ei heller var seent, men sprang efter sin Bue og Pile, med Forsæt, at skyde Kiøbmanden ihiel. Men som Kiøbmanden sligt formærkede, loed han een af sine Folk bringe sig en Flinte, for dermed at skrekke Angekoken, dog som den ej var ladt, kunde han intet udrette med den, uden pro forma at sigte og holde an paa Grønlændern, som nærmede sig til ham med sin Bue og Pil. Der de andre Grønlænder det saae, og befrygtede, at Flinten var ladt, og han dermed kunde døde den anden, førend han kunde kommet Kiøbmanden saar nær, at han kunde udskyde Pilen til hannem, tilskyndede de ham, at han skulde tage Flugten; hvilket han og giorde; Saa Kiøbmanden derover ogsaa ved Guds Naade blev frelst fra den Fristelse og Ulykke han var udi.

Trommedans Den 25. april, 1726 (S. 198) Den 25de anstillede ovenmeldte Grønlænder en Leeg og Lystighed iblant dem med Syngen og Dantsen, hvor da min Collega med flere andre foer derhen, for at see paa den. Saadan Leeg bestaaer der udi, at to staaer lige for hinanden med en liden Tromme udi Haanden, paa hvilken de spiller een om den anden, og synger imod hinanden, og hvad da den ene kand have at forekaste den anden, det fremfører han i saadan en Vise. Kand Contra-Parten ikke svare ham derpaa, eller igiendrive ham, da maa han med Skamme vige af, og bliver beleet af alle dem som høre derpaa. Den ene af dem som her certerede med hinanden, var meget kiæftig; saa hans Contra-Part maatte give tabt, hvorfore der opstod en anden, at forsøge sin Konst paa ham, men han maatte ligeledes gaae bort med Skamme. Derefter loed vores Poek høre sine Viser, som han havde giort om sin Reise, og hvad synderligt han havde seet i vort Land; Hvilket de allesammen admirerede og rosede. Eftersom Grønlænderne fra disse Tider ere vel forsynede med Mad, saa giør de snart intet andet end synger og dantser hver Dag.

Solformørkelse Den 25. september, 1726 (S. 207-208) Den 25de skeede en stor Formørkelse udi Solen, af hvilken mere end den halve Part var betagen og formørked, og varede fra Klokken 1. til 2. Grønlænderne bleve herover meget forskrekkede; thi der jeg derefter kom til dem, spurdte de mig, hvad det skulde betyde? De vare saare bange, og tænkte, efter min Underviisning, at Himmelen skulde falde ned. Deres Angekuter havde af Forskrekkelse hexed for dem selv; thi udi stor Banghed og Forskrekkelse pleje de saa at giøre, menende, med slig Hexen og Mumlen at vende Skade og Ulykke fra sig.

Helbredelse ved en heksekvinde Den 27. januar, 1728 (S. 233-234) Forrige Dag blev een af Vildmands-Drengene, som var til Huus hos os, og var faren hen over at besøge sine Venner udi Koek-Øerne, der sammesteds om Natten. Ved Tilbagekomsten fortalte han os en synderlig Passage, nemlig; Een Mands Qvinde fra vores Øe, som gav sig ud for at være en viis Qvinde, var og der, og med sin Konst curerede en Person som havde ondt i sin Føed, og kunde ikke gaae, paa denne Maade: Hun satte sig ned, mumlede og hexede over hans Been, og suede derpaa saa længe, indtil hun fik Hull derpaa, og uddrog af Beenet nogle stykker Skind som Tarmer, og kom dog intet Bod eller Materie ud, men Foden var strax heel igien som tilforne, at man kunde intet see paa den. Dette, sagde han, forholdt sig saa i Sandhed; thi baade han og andre flere saae derpaa. Saadan Cuur, sagde de, deres Angekuter og Vise ofte forrettede. Paa en anden Tiid træffede bemeldte Hexe-Qvindes Mand een af vore Grønlænder ude paa Søen, og bad ham sige til mig, at jeg vilde være hannem behielpelig imod tvende Hexen-Mestere, som havde skudt Pile i hans Siæl, der de hexede, hvorover han frygtede, at han snart maatte døe. Hermed gaaer saaledes til, som de sige, at Hexe-Mesteren sidder i Mørket og hexer, og maner den Fraværendes Siel til sig, som han vil giøre ondt, som og skal komme tilstæde, og tydelig kiendes af andre paa sin Tale; hvor da Hexe-Mesteren yder efter ham med sin Læntse, rammer han da Sielen, som de sige, da skal han ikke kunde trives derefter, men maa døe inden en kort Tid, Saadanne slemme og daarlige Indbildninger ere de arme Folk meget indtagne af, hvortil de saa kaldede Angekuter allene ere Aarsage; thi de indbilde de andre megen Løgn, og drive adskillige Abespill for dem, hvorunder alt de have deres egen interesse, saasom de alleene giøre sligt, for at faae af de andre Betalning derfore. Siden jeg havde aabenbared deres Løgn og Bedragerie, og strengelig trued dem, da har de ikke saa aabenbarligen tord øved deres Narrerie som tilforne. Dertilmed saa kommer deres Konst jo meer og meer af Brug, efterdi de fleste nok forstaaer, at det er Løgn de farer med.

En heksekvinde afsløres Den 11. februar, 1728 (S. 234-235) Eftersom den Hexe-Qvinde, som skulle have forretted den næstforommeldte underlige Cuur paa den Grønlænder udi Koek-Øerne, var udi et af disse Huse, søgte jeg, at persvadere hende, at hun og vilde komme til os, og curere een af vore Folk, som og havde ondt i sit Been, paa det jeg kunde forsøge hendes Konste og faae at vide, i hvorledes hun bar sig ad, og hvad Abespill hun brugte, hvormed hun saa mesterlig kunde bedrage og fixere de andre. Hun vegrede sig i førstningen ved at komme, thi hun frygtede, at det vilde vel ikke gaae lykkelig af for hende, men at hun skulle vederfares noget ondt af mig derfor, saasom jeg tilforne havde trued haardeligen at straffe dem som brugte saadanne Konster; Men der jeg tilsagde hende god Betalning for sin Umage, loed hun sig omsider overtale, og lovede at komme. Som hun og den 17de, i Følge af hendes Mand, og flere af Naboerne, kom til os. Jeg loed derfore Patienten komme frem, hvilken hun befalede at sette sig ned paa Gulved: toeg derpaa fat paa hans Been, blæste paa det, mumlede og hexede derover, og brugte pusseerlige Geberder, lagde sig Næs-grus over Foden, og suede paa den. Men som hun tilforne, det jeg nok mærkede, havde stopped nogle Stykker Seener udi sin Mund, hvilke hun vilde indbilde os (som hun tilforne havde giort ved de andre,) at hun drog og suede det udaf Beenet, da holdt hun begge sine Hænder tilsammen over Beenet, hvor hun med sin Mund suede derpaa, paa det hun kunde skiule Seenerne, som hun havde i Munden, og vilde indbildt os, at hun trækkede og suede udaf Beenet; Men førend hun kom til Ende dermed, rev jeg hendes Hænder bort fra Beenet, hvorunder hun havde Seenerne skiult, og saaledes aabenbarede og overbeviiste hende hendes Løgn og Bedragerie, hvormed hun og hendes Lige i lang Tid havde fixered andre. Jeg truede hende, at hun maatte sige Sandhed, og for alle tilstaae, at hun lige saa havde baaret sig ad med den hun curerede udi Koek-Øerne. Den belovede Betalning fik hun paa sin Ryg, med hosføjede Trudsel og Advarsel, at hvis hun oftere øvede sligt Pus, skulde hun endda haardere blive straffed. De skammede sig alle over det, at hun blev saa aabenbared og beskiæmmed i sin Konst, og med hinanden gik hiem til deres eget igien. Man kand heraf nok see, hvad Beskaffenhed det har med Grønlændernes Hexe-Konst, nemlig. at den bestaaer i lutter bare Indbildning, uden paafølgende Frugt og Effect, og dog ere de dumme Folk saa let-troende, at de ikke i ringeste examinere deres Angekuters bedragerske Konster, og dem eftertænke, skiønt intet i Gierningen paafølger.

Ignarsuit – de underjordiske Den 15. marts, 1728 (S. 236-237) Den 15de kom een til os fra Koek-Øerne, og berettede, at forige Dag var en liden Dreng hos dem bleven borte, da han var faren ud for Landet at fiske, saa de vidste ikke hvor han blev af, og kunde ikke finde hverken Baad eller andet efter ham, og som det var gandske stille og godt Vær, troede de ikke, at han var bleven borte, og drukned i Søen, men sluttede, at Underjordiske, som de kalde Ignarsuit, havde taget ham ind; thi de plejede ofte at snappe Folk bort, saa man ikke veed, hvor de blive af. Der jeg bad hannem, at han vilde forklare mig, hvad de saa kaldede Ignarsuit vare for nogle, sagde han, at det var ikke den, hvilken jeg havde sagd skulle pine de Ugudelige i Helvede, men det vare nogle usynlige Folk i Jorden og Biergene, hvilke undertiden lade sig see, og kalde de dem Ignarsuit, fordi de ere at see til, som der var Ild, og allene sees i Mørket. Saaledes findes og hos disse Folk den Mening, at der gives Underjordiske. Men jeg underviiste ham, at den Mening var falsk; thi hvad som saaledes undertiden lader sig see, ere ikke særdeles Folk under Jorden, men Diævle, som søge at forskrekke dem, for hvilke de dog ikke havde at befrygte sig, dersom de ikkun troe og frygte Gud, som lader sine Engle bevogte dem som troe paa sig etc.

Dødstabu Den 3. maj, 1728 (S. 238-239) Den 3 May var jeg atter op i Nepiset-Sundet hos de fremmede Grønlænder, og underviiste dennem, af hvilke dog nu en stor Deel igien vare bortfarne derfra. Ret som jeg kom der, døde en Mands Kone efter sin Barselfærd, hvorover en stor Hylen og Graad foraarsagedes iblant Slægtningene, Efter at de havde holdt op at græde, tog Manden og svøbte hende ind udi et Rinsdyr-Skind, og maatte selv alleene tage hende paa Ryggen, og bare hende bort. Jeg sagde vel til Vennerne, at de skulde hielpe hannem at bære, men det vilde de ikke, foregivende, at de ikke maatte røre ved den Døde, uden han som hørte hende nærmest til, dog fuldte de med, og hialp ham at begrave hende, og lagde Steene paa hendes Grav.

Beskyttelsesritual Den 13. december, 1728 (S. 247) Der vi kom der til Landet, begegnede os dette: Nemlig, een af Grønlændernes Qvinder kom ned til Stranden, og omfavnede først Lieutnanten; og løb nogle gange rundt om ham, derefter mig og nogle af de andre ligesaa. Jeg kunde vel forstaae, at hun havde en synderlig Mening dermed, men vidste endda ikke, hvorfor det skeede, og der jeg spurdte hende, hvorfor hun giorde det? sagde hun, at de vare bange. . . Og som han (kvindens mand) nu, ved vores Ankomst, befrygtede, at jeg vilde taste ham an, kom hans Qvinde, som meldt, og saaledes begegnede os, menende, der med at forhexe os, at vi ikke skulle giøre dem noget ondt: Thi de have den Superstition, at naar fremmede Folk eller Skibe kommer der til Landet, da plejer de roe dennem nogle gange omkring med deres Baader, menende, dermed at betage de Fremmede Mood og Hierte at tilføje dem noget ondt.

Angakokken påfører sygdom og død Den 30. december, 1728 (S. 248-249) Saaledes endtes det gamle Aar med slet Tilstand iblant os, formedelst de mange Syge vi havde, og saae ikke anderledes ud, hvis med Sygdommen skulle continuered, end at den hele Colonie ville bleven ødelagd, helst efterdi til Sygdommen og tilsloges os stor Mangel på Brænde, saa de arme svage Mennesker, om ikke andet havde været, dog maatte af Kulde crepered. . . Over Denne store Sygdom iblant os, fornam man og at Grønlænderne giorde deres Remarque, og sagde, at Aarsagen dertil var, at vi vare forhexede af en Angekok, som boede Norden fore ved Pisubigme, og hver Aften hexede over os, og havde sagd, ved sit Hexerie at ville dræbe alle vore Folk; Hvilket een der Norden fra kommen Grønlænder berettede mig. Og da han spurdte mig hvor mange Syge og Døde vi havde? og jeg sagde ham det, svarede: Ja, I døe nok allesammen; thi den Angekok er saa stor i sin Konst, at alle de han har hexed paa, har maatt døe. Jeg loe ad ham, og bad hannem sige til den gode Angekok, at vi frygtede ikke for hans Hexerie, som ikke kunde skade os det allerringeste, men Aarsagen, at vore Folk, som ikke kunde taale at leve i saadant koldt og haardt Land, som Grønland er, men jeg haabede, at mange af dem som syge vare, næst Guds Hielp vel bleve karske igien.

En heksekvinde eksekveres Den 30. januar, 1732 (S. 324-325) Den 30de kom min Søn hiem igien fra Grønlænderne. Jeg maa herhos anføre en mærkværdig og skarp Execution, som Grønlænderne, ved Pisubigme boende, efter deres Beretning som han nu var hos, havde øved paa en Hexe-Kiærling der sammestæds, fordi at hun, efter deres Indbildning, og egen Tilstaaelse, skulde have forgiort og med sit Hexerie dræbt nogle, som vare døde, nemlig, de bar sig saaledes ad med hende: Efter at de havde stukket hende ihiel, skar de hende op, tog Hiertet af Livet paa hende, og kaste det udi Søen, og derefter parterede Legemet Leed for Leed, og kaste det og udi Søen. Saadant havde og de nær ved Colonien boende for faa Aar siden giordt med en Hexe-Kiærling, som de og havde mistænkt, at skulle have dræbt og forhexed en ung Person; men vare fornøjede med, alleene at skille hende ved Livet. Og der jeg taldte dem til, og straffede dem for saadan slem Gierning, gave de til Giensvar, at det var ret, at rødde dem af Vejen, som tilføjede andre Ondt og Skade: Havde jeg dog selv sagd, at vi giorde ligesaa med Misdædere udi vores Land. Jeg svarede dem, at det var ikkun en blot og falsk Indbildning med saadanne Hexe-Kiærlinges Konst; thi de formaaede slet intet, og med blotte Ord aldrig kunde skade nogen, endskiønt de berømmede sig deraf; Havde deres Hexen-Mestere og Hexe-Qvinder formaaed at giøre noget, da havde de længe siden forgiordt og dræbt os, efterdi de, efter deres egen Tilstaaelse i Begyndelsen hexede ideligen paa os, at vi skulle døe og forkomme. Ja, svarede de, du alene er visere end alle de andre, derfor haver de ikke heller kundet giordt dig noget ondt, men vi, sagde de om sig selv, kan ikke beskytte os for deres dræbende Tunger. Jeg loed dem forstaae, at dersom de troede paa Gud, og elskede og frygtede ham, da kunde hverken Diævelen eller onde Mennesker skade dem. Ja, det troer vi vel, sagde de, thi Gud er stærkere end Diævelen, som du siger etc.

Frafald Den 13. marts, 1735 (S. S. 380-381) Udi næst-afvigde Dage passerede dette udi nærmeste Grønlænders Huse, at en Grønlænder, om hvilken jeg havde en god Tanke, at han frem for mange andre havde taget sig vor Underviisning til Hierte, loed sig af de andre forføre til at lade en Angekok eller Hexe-Mestere mumle over sig, eftersom han var meget syg, og de indbildte ham, ikke at kunde blive helbred, uden det skeede. Dette fik vi hemmelig Kundskab om, hvorfore, der han siden var bleven tilpas, kom til os, taldte vi hannem til derfore, og straffede ham. Han kunde vel ikke nægte det, eftersom han fornam, at vi saa omstændeligen havde faaet alting at vide, men undskyldte sig, og sagde: at det skeede imod hans Villie, men de andre som vare i Huus med ham, havde ladet det giøre for ham. . . Denne Passage gik mig saare til Hierte, og gav mig slet Haab om Grønlændernes alvorlig Omvendelse; thi eftersom sligt begikkes af een som længst havde været undervist af os, og ogsaa efter Anseende været rørt, og af den guddommelige Sandhed overbeviist, hvad kunde da af Resten være at vente, som man ikke havde fundet saa meget godt hos.

Månens hunde sloges med torden Den 4. maj, 1735 (S. 383) Den 4de May besøgte os nogle fremmede Grønlænder, med Qvinder og Børn. Een iblant dem, der jeg underviiste dem noget af Guds Ord, kom frem med en Løgn-Historie, som han sagde sig at have hørdt af en anden, der tilforne havde været hos os, at jeg skulde have fortaldt ham og flere, hvorledes Maanens Hunde havde slaaes og strided med Torden, og overvundet den; siden den Tid, sagde han havde de og ikke heller hørdt, at det tordnede. Jeg svarede ham, at den Beretning var falsk; men jeg havde vel sagd, at Guds Søn har strided med Diævelen, og overvundet hannem, saa han ikke mere kand skade dem som holde sig til Gud, og troer paa ham. Disse syntes med stor Lyst og Attention at høre paa det jeg sagde dem, eftersom de fleste af dem havde ikke tilforne hørdt sligt.

Angakokken hjælper en kvinde til at blive gravid Den 6. august, 1735 (S. 387) Den 6 dito besøgte os nogle Grønlænder, som vare komne Norden fra Disco-Bugt, hvor de havde opholdt sig udi næst-afvigde Vinter, hvilke kunde fortælle os, at alle vore der paa Colonien værende Folk levede vel. Iblant disse Norden fra ankomne Grønlænder var en Qvinde, som sagde sig at være besvangred af een af vore Folk ved den Nordre Colonie, og havde og giordt Barsel, og kaldet Drengen, som hun havde faaet med ham, efter sin Fader. Der jeg sagde til hende, at han var galne, som havde giordt det, og hun ligesaa, svarede hun, nej! men han var klog, thi hun havde ingen Børn tilforne kunde faaet med sin Mand. Manden som var nærværendes, stadfæstede det samme, og meente, at den Person, som havde besvangred hans Kone, havde giordt ham en stor Tieneste, hvorfore han holdte af ham. Grønlænderne holde det for en Roes-værdig Gierning, og en stor Velgierning, om nogen kand skaffe deres Koner Børn, naar de ikke selv kand faae nogen med dem. Allermest holder de det for en Ære, om det skeer af deres saakaldede Angekoker eller Vise, og tænker, at saadant et Barn, som avles ved en Angekok, skal blive saa meget hurtigere og lykkeligere end andre. Eftersom de stakkels Qvinder, som ingen Børn kand faae, staaer i Fare, at blive forskudt og bortjaged af deres Mænd, tager de gierne til Hielp hvem de kand faae. Ja de ere ofte komne til mig, og viist mig deres bare Liv, og bedet mig blæse paa dem, meenende, som de og holdte mig for en Angekok; at de alleene ved det at jeg blæste paa dem, skulle giøres beqvem til at føde Børn.

Samlivsproblemer Den 6. februar, 1736 (S. 395) (En mand har forladt sin kone og begrunder det således:) Han svarede, at han kunde ikke længere overbære med hendes Arrighed, dertilmed saa var hun en Foragtere af Guds Ord, og meget hengiven til deres vanlige Superstitioner; har og vildet ladet sig beligge af en Hexe-Mester, og bedet ham, han igien skulle ligge hos Hexe-Mesterens Kone, for at faae Lykke til gode og duelige Børn; Hvori alt han ikke hadde vildet samtykke.