Opdigtede sagaer om Islændere m. m. (FJ 1907)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Finnur Jónsson
Den islandske litteraturs historie
tilligemed den oldnorske


af
Finnur Jónsson
1907


Tredje tidsrum, 1300–1400

Opdigtede sagaer om Islændere m. m.


Til disse hører kun uegenlig Harðarsaga Grímkelssonar, da grundstokken her, som för bemærket, er historisk. Men den gamle saga er her blevet omarbejdet og i den grad udvidet med ganske uhistorisk stof, at det hele bliver på det nærmeste en sen digtning. Det er en gammel fostbrødre- og voldsmændssaga, der foregår i ind- og udland. Æmnet er tragisk nok, og ikke uden storladne enkeltheder. Sagaen er fortalt ret flydende.


Helt opdigtet er Finnboga saga ramma, uagtet der har levet en mand af det navn; hovedpersonen er et udsat barn, der findes og opfostres af et par fattige ægtefolk. Han vokser sig stor og stærk og udøver bedrifter uden- og indenlands, indtil han anerkendes af faderen. Sagaen viser, hvor ringe kendskabet var blevet til de ældre tider, idet Finnboge f. eks. skal brydes med en »blåmand« i Hakon jarls tid i Norge. Sagaen er ikke videre interessant og i det hele ret værdiløs som digtning.


Kjalnesinga saga tager sit udgangspunkt fra Helge bjóla og Ørlygr og fortæller om en Bue Andríðsson, der opfostres hos en fostermoder Esja. Det hele er fuldstændig digtning og sammenpluk af forskellige motiver fra fornaldarsagaer og andre sagaer.


En opdigtet elskovshistorie med motiver mange steder fra (f. eks. fra Máguss. og lign.) er Víglundar saga ok Ketilríðar. Gangen i den er ret simpel og det hele meget enkelt fremstillet. Der fingeres et giftermål mellem Ketilrid og en gammel mand, men denne har blot ført hende til sit hjem for at bevare hende for Viglund; de får hinanden og alt ender i idel glæde, ganske som i fornaldarsagaerne.


Bárðar s. Snæfellsáss er en landvættesaga ikke uden adskillig interesse, Krókarefssaga et meget morsomt fortalt æventyr om den kunstfærdige Krókarefr, der flygter til Grönland og kommer i konflikt med Harald hårdråde selv; han ender sit liv i Danmark efter at have ladet sig døbe. Særdeles fornöjelig er især en episode fra hans Norgesophold, hvor han dræber en hirdmand, der er for nærgående imod hans hustru. — Þórðar saga hreðu handler om en udmærket bygmester, der for at værne om sin søster har mange kampe. Den er ikke særlig interessant eller morsom.


Alle disse sagaer har det tilfælles, at de i personkarakteristik og stil står langt tilbage for de gamle slægtsagaer, som de ellers efterligner i form. De er stærkt påvirkede af tidens smag og er mere produkter af læsning i fornaldarsagaer, romantiske sagaer og lign. end af nogen synderlig digterævne. Alleslags kendte motiver, kampe, søtog, kampe med vikinger og bersærker, höjbrud og lign. findes atter og atter. Og gentagne gange blotter forfatterne sig ved deres uvidenhed m. h. t. tidsregning og fortids tilstande og tænkemåde.


Endelig kan nævnes de små sagaer eller æventyr om Erik vidförle, der vilde opsøge udødelighedslandet (i Flatøbogen) og om Yngvar vidförle, en uhistorisk fremstilling af denne historiske persons rejser og bedrifter i Rusland. Yngvar døde 1041, og han nævnes på mange svenske runestene. Men alt hvad der fortælles om ham er en fornaldarsaga.


Helgensagaer blev udarbejdede i denne periode, men de er alle mere eller mindre lærde og omfangsrige kompilationsarbejder efter forskellige kilder; jo længere de er, desto mere uudholdelige er de at læse. Her nævnes et forfatternavn, Bergr Sokkason, der 1316-17 var munk i Tingørekloster, 1325 abbed på Munketværå; han døde 1345. Han var en overmåde lærd mand, der siges at have sammensat en mængde helgensagaer; af disse kendes kun hans Nikolássaga, der grunder sig på en kendt latinsk original, men er udvidet med adskillige mindre afsnit. Sagaen er stoppet med lærdom og skrevet i meget skruet og lidet tiltalende sprog. Bergr er bleven sat i forbindelse med den store redaktion af Olaf Tryggvasons saga, men dette er ganske uhjemlet. Det er efter ham, det store hdskr. i Stockholm er blevet kaldt »Bergsbogen«, men det er aldeles usikkert, om han har haft noget med dets indhold at göre, og hdskr. selv er langt yngre. — Flere af de helgensagaer, der haves, hidrører mulig fra dette tidsrum.


Der er endnu en litteraturgren at omtale, Æventyr. Sådanne findes i nogle hdskrr.; de er for en stor del samlede og udgivne af H. Gering. De falder hovedsagelig i to dele. Den ene er en ligefrem oversættelse efter Petrus Alfonsi: Disciplina clericalis (fra det 12. årh.); den anden del skal hidrøre fra nordmanden Jón Haldórsson, der var biskop til Skalholt 1322-39. Denne var en meget lærd mand, der havde studeret i Paris og Bologna; her var han bleven bekendt med en mængde æventyr, små historier og anekdoter af moralsk art, indeholdende noget, der burde undgås, fejl, lyder, synder af enhver art, og den straf, der var følgen. Biskoppen siges ofte at have fortalt disse i gæstebud og underholdt dermed, ja, endogså indflettet dem i sine prædikener, hvor de ofte var virkningsfulde. Jon har ikke selv samlet og nedskrevet sine æventyr og anekdoter; det har andre gjort, der hørte dem og lærte dem. De er ofte ret godt fortalte og unægtelig på sin måde underholdende og undertiden ret pikante.


Den samme Jón Haldórsson tillægges også oversættelsen af den såkaldte Klárussaga, efter en latinsk original. Denne saga er et moralsk æventyr om kongesönnen Clarus, der opfostres af den lærde Perus. Clarus bliver betagen af elskov til den franske kongedatter Serena; han bejler til hende, men hun er stolt og behandler ham hånligt. Endelig lykkes det ham at hævne sig og ydmyge hende på det føleligste. Så holder de bryllup og bliver de lykkeligste mennesker. Denne moralske fabel fik i de følgende tider en overordenlig betydning som forbillede for den yngste sagadigtning på Island.


I det 14. årh. og især i det 15. blev der digtet en mængde sagaer, der alle foregår udenfor Norden, i Frankrig, i Grækenland (Konstantinopel), i Østerland. Indholdet er kort sagt kærlighed på den ene, rejser og allehånde farer og strabaser på den anden side, alt for den førstes skyld. Der er i det hele i hver af disse sagaer en ophobning af motiver, der oftest virker altfor trættende. Sjælden er der tilløb til karakterskildringer. Alt er lige stereotypt og ensformigt, karakterer såvelsom handlinger. Det er de samme atter og atter, blot i en noget forskellig sammenhæng og sammenstilling; det er et slags kaleidoskop, hvor enhver rystelse frembringer nye figurer, men bestanddelene er de samme. Motiverne er hæntede fra fornaldarsagaer, fra de franske oversatte sagaer, og, som sagt, har den nævnte Klarussaga afgivet et forbillede, der er blevet stærkt benyttet. At disse sagaer altid ender godt, forstår sig af sig selv. Der kan ikke her være tale om at gennemgå dem. Til grund for enkelte af dem ligger muligvis reminiscenser fra fremmede sagn (tyske, franske) men næppe i noget tilfælde en fuldstændig fremmed original. Dette gælder f. eks. Mágussaga, der er en af de ejendommeligste og fornöjeligste af dem. Den haves i to bearbejdelser; i den længste er oprindelig usammenhængende stykker forbundne med hinanden; den egenlige saga om jarlen Mágus og hans svogre går tilbage til det oldfranske digt om Aimons (sagaens Amundi) 4 sönner; men sagaen afviger meget fra digtet, og kunde antages at hvile på mundtlige meddelelser om dets hovedtræk. Af særlig interesse er Mírmannssaga, Bæringssaga og Konráðs saga keisarasonar (denne nærbeslægtet med hovedmotiverne i Gönguhrolfssaga). Til grund for de to sidste ligger måske tyske sagn eller sagnminder.


Med sådanne produkter slutter den berömte isandske sagalitteratur. Det må man imidlertid ikke forbavses over. De så grundigt forandrede historiske forhold måtte føre til dette. Den originale saga kunde ikke blive ved; den var færdig ved midten af det 13. årh. Men åndelig næring og helst noget afvekslende skulde der til. Og man må snarere beundre end dadle den frodighed, den skrivelyst, den digtelyst, der så langt ned i tiden viser sig, og hvortil intet andet folk i samtiden dog har magen, lad så være, at disse sidste sagaudløbere vidner om en indskrænket horisont, lavt mål på forskellige punkter og ringe fantasi eller selvstændig opfindsomhed.