Ordlavarsuk, som vilde efterligne Angakut (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
63. Ordlavarsuk, som vilde efterligne Angakut
Ordlavarsuk gad først ikke høre noget om Angakut, fandt heller ikke Behag i Aandemanen, og vilde ikke deeltage deri. Engang drog han paa Besøg til en fremmed Plads, og da det blev Aften, begyndte de Folk, som han besøgte, at mane Aander, og vilde have deres Angakok til at øve sin Konst. De tildækkede Vinduerne og slukkede Lamperne, hvorpaa deres Angakok begyndte, medens Pigerne istemmede høirøstede Sange. Da Ordlavarsuk først begyndte at deeltage deri, fik han Smag derpaa og syntes, at Pigernes Sang var smuk at høre, og da han skulde hjem, misundte han dem, som forstode sig derpaa, og ønskede selv at være Angakok, men vidste ikke, hvorledes han skulde bære sig ad. Endelig begav han sig engang paa en Fodvandring, for at see om han paa Angakuts Viis kunde fremmane en Tornak. Da han var kommen langt bort til et afsides Sted, raabte han med høi Røst: »en Tornak, en Tornak!« — og da han, staaende paa en Græstue, havde raabt dette, fik han endelig Svar. I sin Glæde løb han hen i den Retning, hvor Stemmen kom fra, og raabte: »hvor er du?« Stemmen svarede: »her!« — og da han vedblev at løbe, saae han omsider et Menneske af uhyre Skikkelse, og med en Hætte saa stor som Forstævnen af en Baad; i Haanden holdt han en Stav, som han stødte mod Jorden med et vældigt Drøn. Da Ordlavarsuk saae dette, blev han bange og flygtede ned mod Havet, medens Aanden forfulgte ham. Da han kom til Strandbredden, var der en lille Ø nær ved Land, som ved lavt Vande var landfast med samme, men nu ved høit Vande var adskilt ved et Løb. Da der ingen anden Udflugt var, begyndte han at vade ud i Vandet, og efterat have været nær ved at drukne, kom han omsider op paa Øen. Aanden, som ikke kunde komme over, blev staaende paa den anden Side og sagde: »Ordlavarsuk, jeg troede at det var dig, som bad om en Hjælpeaand; naar du en anden Gang anraaber en saadan, troer du saa, at du bliver hørt?« Dermed vendte han ham Ryggen og gik. Men nu begyndte Ordlavarsuk at fortryde, at han havde bortjaget den, der skulde skaffe ham Tryllemidlet; han vadede derfor tilbage, løb efter ham, og bad ham berøre ham med sin Stav. Men denne forlod ham uden at sige et Ord, og Ordlavarsuk fik aldrig i sit Liv nogen Tornak.
