Orulos Selvbiografi (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Auas Kone Orulo,
ogsaa kaldet "den lille Rypekylling".

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Orulos Selvbiografi

Knud Rasmussen
København, 1926

Auas Kone hørte til dem, der helt ofrede sig for sit Hus og sine Omgivelser. Hun var aldrig ledig noget Øjeblik paa Dagen, og hun kunde overkomme det utrolige. Helst syede hun, men der skulde ogsaa uafbrudt bødes paa alt det Tøj, som blev slidt paa daglige Fangstture. Ogsaa mange andre Pligter kaldte. Hun skulde hente Sne til Smeltning og altid sørge for, at Vandspanden var fuld. Kød skulde ligge optøet paa Sidebriksen, Hundefoder skæres og holdes parat til Mændenes Hjemkomst, Spæk fryses og bankes, saa Trannen blev "selvløbende" til Lampen, der maatte passes med Kunst og aldrig ose. Blev der for varmt i Snehytten, maatte Dryp fra det smeltende Tag standses med friske, hvide Sneklumper, der "klistredes" fast til det Sted, hvorfra Draaberne kom. Og tøede Varmen Hul gennem Tag eller Vægge, maatte hun ud og skære Aabningen tilrette og sætte nye Sneblokke ind. Spæk skulde skrabes af raa Sælhuder, der skulde spiles til Tørring over Lampen, og Saaleskind, der var stive som Træ, skulde tygges bløde. Men alle disse huslige Pligter løb ind i den travle Dag under stille Nynnen af glade Visestumper, og man kunde altid være sikker paa, at kogende Gryders snadrende Boblen sluttede sig til Sangen, paa den Tid Fangerne ventedes hjem.

Saaledes løb Timerne for hende, og dog glemte hun aldrig at kigge lidt ind i de andre Huse for at afhjælpe Smaasavn, snart med en Kødbid, snart med en Stump Spæk, hvis der var Smalhans til Stede. Jeg havde ofte bedt hende om at fortælle mig om sit Liv, saadan som hun kunde huske alle de Oplevelser, der havde gjort Indtryk paa hende; men hun havde altid slaaet det hen i Spøg; der var intet at fortælle om. Men jeg lod hende ikke i Fred; det forekom mig at være en morsom Maade at faa et Stykke Eskimoliv paa. Endelig en Dag, da vi var ganske ene hjemme og de andre var ude paa Fangst, fik hun da Munden paa Gled. Hun sad paa sin vante Arbejdsplads paa Briksen bag Lampen, med de nøgne Ben over Kors, og syede et Par vandtætte Støvler, da hun uventet afbrød mig i mit Arbejde, idet hun ganske uden Indledning sprang lige ind i sine gamle Minder:

"Jeg kaldes Orulo, "den besværlige", men egentlig er mit Navn "den lille Rypekylling". Jeg er født ved Mundingen af Admiralty Inlet. Endnu medens jeg kun var et lille Barn paa Moders Ryg, rejste mine Forældre fra Baffinsland og tog Land ved Igdlulik.

Det første, jeg kan huske, er, at min Moder boede ganske alene i et lille Snehus. Jeg kunde ikke forstaa, hvorfor Fader skulde bo i et andet Hus; saa fortalte man mig, at det var, fordi Moder havde faaet et lille Barn, og saa var hun uren for Fangstdyrene i den første Tid. Jeg fik dog Lov til at besøge hende, naar jeg vilde; men naar jeg kom hen til Snehuset, kunde jeg aldrig finde Indgangen. Jeg var saa lille, at jeg ikke kunde se over den Sneblok, de andre skrævede over for at komme ind, og saa stod jeg og raabte: "Mor, Mor! Jeg vil ind, jeg vil ind!", indtil der kom nogen og løftede mig ind i Husgangen. Og naar jeg saa kom ind til Moder, syntes jeg, at den Snebriks, hun sad paa, var saa høj, saa høj, at jeg slet ikke kunde komme derop, uden at der igen var nogen, der løftede mig. Saa lille var jeg, dengang jeg begyndte at huske. —

Det næste, jeg husker, er fra Piling, en stor Fangstplads paa Baffinsland. Jeg husker, at jeg gnavede Kødet af et stort, stort Fuglelaar; man fortalte mig, at det var af en Snegaas, og jeg, som kun er vant til at spise Ryper, syntes, det maatte være en umaadelig Fugl.

Saa forsvinder alle Erindringer, indtil jeg en Dag ligesom vaagner op igen, og vi havde Land ved et Sted, der hed "Bjerget". Fader var bleven syg, alle vore Bopladsfæller var rejst bort paa Renjagt, og vi var alene tilbage. Fader havde Smerter i Bryst og Lunger og blev daarligere og daarligere. Vi var ganske alene, Moder, mine to smaa Brødre og jeg, og Moder var meget ulykkelig.

En Dag kom jeg løbende ind i Teltet og raabte: "Der kommer hvide Mændl" Jeg havde set nogen, som jeg troede var hvide Mænd; men da Fader hørte det, sukkede han dybt og sagde: "Ak, jeg troede, at jeg endnu nogen Tid skulde beholde min Livsaande; men nu forstaar jeg, at jeg aldrig mere skal gaa paa Jagt."

De Mænd, jeg havde set, var Øjentrolde; dengang kom der aldrig hvide Mænd til vort Land, og Fader tog det som et Varsel for, at han snart skulde dø.

Uden at tænke over det, gjorde jeg ikke nogen Hemmelighed af det, jeg havde set. Det gjorde min lille Broder, Sequsu, og han døde kort Tid efter deraf. Man maa aldrig holde et Aandesyn hemmeligt.

Fader blev daarligere og daarligere, og da vi kunde forstaa, at han ikke havde langt igen, brød vi op og trak ham paa en Slæde til en Nabo-Boplads, hvor der boede en Mand, der hed "Spurveungen", sammen med sin Kone, "Storøen". Her døde Fader. Jeg husker, at han blev snøret ind i et Skind og slæbt bort fra Bopladsen. Her lod de ham ligge paa aaben Mark med Ansigtet vendt mod Vest. Moder forklarede mig, at det var, fordi han var en gammel Mand; de skulde altid se mod det Himmelhjørne, hvorfra Aftenens Mørke kommer; Børn skal vende mod Morgenen; unge Mennesker mod det Sted, hvor Solen staar om Middagen. Det var første Gang, jeg fik at vide, at man var angst for de Døde og derfor havde særlige Skikke. Men jeg var ikke bange for Fader, som altid havde været god imod mig. Derfor syntes jeg, det var Synd, at han skulde ligge ganske utildækket og fryse ude under aaben Himmel; men Moder forklarede, at nu skulde jeg ikke længere tænke mig Fader i hans Legeme; hans Sjæl var allerede i de Dødes Land, og der havde han ikke flere Smerter.

Efter Faders Død flyttede vi til en gammel Mand, der tog Moder til Medhustru, og saa levede vi sammen med ham. Kort Tid efter blev min Broder Sequsu syg; han fik ondt i Maven, hans Lever svulmede op, og saa døde han. Man fortalte mig, at det var, fordi han havde set Øjentroldene kort før Faders Død; de samme, som jeg havde set. Men han havde holdt sit Syn hemmeligt, og det dør man af.

Om Efteraaret, da den første Sne var faldet, besluttede "Spurveungen" at gaa ind i Landet sammen med sin Kone "Storøen" og deres Søn "Hjælpeaanden"; min Broder, "den lille Kajak", skulde følge med. Jeg kan huske, at Moder var meget ked af det, for hun troede ikke, at den gamle Mand, der kun var bevæbnet med Bue og Pil, kunde faa noget Vildt; men hun kunde ikke selv ernære os og maatte finde sig i, at han tog min Broder med.

Saa hændte der kort Tid efter noget mærkeligt. Moder havde kogt Ribben af en Hvalros og sad og spiste, da Benet, hun gnavede paa, pludselig begyndte at give Lyd fra sig. Hun blev saa forskrækket, at hun straks holdt op med at spise og smed det fra sig. Jeg husker, at hendes Ansigt blev ganske hvidt, og det brast ud af hende: "Der er sket min Søn en Ulykke!" Og ganske rigtigt — nogen Tid efter kom "Spurveungen" en sen Aften til vor Boplads, og før han kom ind i Huset, gik han hen til Vinduet og raabte ind: "Kære "lille Tingest"! Jeg er Skyld i, at du ikke længere har nogen lille Dreng." "Lille Tingest" var et Kælenavn, "Spurveungen" havde til Moder. Og saa kom han ind og fortalte os, hvorledes det var gaaet til. De havde ingen Jagt faaet og havde i flere Dage maattet nøjes med at spise Ren-Ekskrementer; de var meget udmattede, da de endelig naaede frem til en Egn, hvor han paa en tidligere Jagt havde deponeret en Ren; men nu kunde han ikke finde Stedet. De delte sig i to Hold: Konen gik i en Retning, og "Spurveungen" med de to Smaadrenge i en anden. De søgte og søgte, men kunde ikke finde Depotet. Den første Sne var faldet, det var om Efteraaret, det blæste koldt og smaaføg, og de havde daarlige Klæder; saa lagde de sig bag et Stenly for at hvile og var alle meget forkomne. Dagen var kort, og Natten var meget lang, og de maatte vente, til det blev lyst, før de atter kunde søge. Imedens havde "Storøen" fundet Depotet, men hun vidste ikke, hvor hun skulde søge de andre, og af Bekymring for dem spiste hun kun lidt og nøjedes med at give et lille Barn, hun havde paa Ryggen, et Stykke Kød at sutte paa. Hun havde ligesom de andre lavet sig et Stenly og laa og smaaslumrede, da hun vaagnede med et Sæt og havde drømt om min Broder. Hun drømte, at hun ganske tydeligt saa ham for sig, bleg i Ansigtet og rystende af Kulde, og han talte til hende og sagde: "Faster, du vil aldrig mere se mig. Det er, fordi Jordens Lus er vrede over, at vi har spist deres Sener og deres Ekskrementer, inden der er gaaet et Aar efter Faders Død."

Jeg husker det saa tydeligt, fordi det var første Gang, jeg forstod, at der var noget, man ikke maatte gøre efter Dødsfald. Rensdyrene kalder man for Jordens Lus i Aandemanernes Sprog.

"Storøen" oplevede sin Drøm saa levende, at hun ikke sov mere Resten af Natten. Min Broder, "den lille Kajak", var hendes Yndling, og hun plejede at fremsige Trylleord over ham for at gøre ham stærk.

Næste Morgen, da det blev lyst og "Spurveungen" skulde bryde op, var min Broder saa svag, at han ikke kunde støtte paa Benene, og de to andre var for udmattede til at bære ham. Saa dækkede man ham til med et tyndhaaret Renskind og forlod ham. Senere fandt man Depotet, men til "den lille Kajak" vendte man ikke tilbage. Han frøs ihjel.

Min Stedfader havde en gammel Moder, der hed "Tøbrud"; hun var blind, og jeg husker, at jeg var meget bange for hende, fordi jeg havde hørt, at hun engang under en Hungersnød havde spist Menneskekød. En Aandemanerske havde manet over hende for at gøre hende seende, og hun var ogsaa kommen til at skimte en Smule, men saa havde hun spist Spæk, og det maa man ikke, naar man er under en Aandemaners Kur, og saa var hun bleven helt blind igen, og ingen kunde mere hjælpe hende.

Næste Foraar brød vi op og rejste til Admiralty Inlet. Vi kom frem netop paa den Tid, hvor Folk deponerede deres Slæder og Ejendele for at tage ind i Landet paa Renjagt. Der var en Mand, som hed "den skæve"; hans Kone, Kunualuk, havde kort i Forvejen født et ufuldbaarent Barn og maatte ikke følges med Renjægere. Saa kom min Moder med i Stedet for, og jeg fulgte med. Vi blev inde i Landet hele Sommeren. Mændene havde god Jagt, og vi hjalp dem med at slæbe Renkødet sammen i Depoter, eller ogsaa skar vi det skære Kød fra Benene i tynde Skiver og lagde det ud paa Stenene for at tørre det. Det var et morsomt Liv; vi levede højt paa alle mulige Lækkerier, og Dagen gik for os som i en Leg. Saa husker jeg, at vi en Dag blev skræmt ved, at en Kvinde fra et af Teltene raabte: "Nej, kom og se! Skynd jer, kom og se!" Vi løb alle derhen og saa nu en Edderkop fire sig ned mod Jorden. Vi kunde ikke forstaa, hvorfra den kom, det saa ud, som om den firede sig lige ned fra Himlen. Vi saa det allesammen, og der blev stille mellem Teltene. For naar en Edderkop kommer ned fra Himlen, varsler den Dødsfald. Og ganske rigtigt! Da der kom Folk nede fra Kysten, fik vi at vide, at der var omkommen fire Mand i Kajak; blandt dem var min Stedfader, og saaledes var vi igen ene og hjemløse.

Det varede dog ikke længe, før min Moder blev gift igen med en ung Mand, en Mand, der var meget yngre, end hun selv. De levede sammen, indtil han tog sig en ung Medhustru paa sin egen Alder; Moder blev forskudt, og vi var atter alene. Saa blev min Moder gift med en Mand, der hed Aupila, "den røde", og vi havde igen en Forsørger. Denne Aupila vilde til Ponds Inlet for at søge efter hvide Mænd. Han havde hørt, at der plejede at komme Hvalfangere dertil om Sommeren. Saa rejste han sammen med min Moder, og jeg blev ladt alene tilbage hos "Ulven" og hans Kone "Smuds". Her blev jeg dog ikke længe, for Ulven syntes, at han havde for mange Munde at føde, og saa kom jeg til at bo hos "Ulken". Her var jeg, da "min nye Mand", som er mit Kælenavn for Aua, kom og hentede mig, og hermed slutter mine Oplevelser. Thi den, som lever lykkeligt, oplever intet, og sandelig, jeg har levet et lykkeligt Liv og faaet syv Børn."

Orulo falder i dybe Tanker; men jeg, som vil have mere at vide, griber ind og spørger:

"Fortæl mig engang om det bitreste Minde, du har."

Uden at betænke sig et Øjeblik svarer hun:

"Det bitreste, jeg har oplevet, var en Misfangst, vi havde, kort Tid efter at jeg havde faaet min ældste Søn. Hertil stødte den Ulykke, at Jærven havde ødelagt alle vore Rendepoter. I Vinterens to koldeste Maaneder sov "min nye Mand" saa godt som ikke en eneste Nat i Hus, men drev uafbrudt Sælfangst, idet han nøjedes med at smaablunde i de smaa Snely, han byggede ved Aandehullerne. Vi var nær sultet ihjel, for i al den Tid fik han kun to Sæler. At se ham frysende og sulten jage forgæves Dag efter Dag i al Slags ondt Vejr, at se ham magres hen og blive mere og mere mat — aah, det var forfærdeligt!"

"Men dit muntreste Minde da?" spørger jeg.

Ved disse Ord lyser Orulos venlige Gammelkone-Ansigt op i et stort Smil, og hun smider Sytøjet fra sig, rykker nærmere hen til mig og fortæller:

"Det var første Gang, jeg vendte tilbage igen til Baffinsland, efter at jeg var bleven gift. Jeg, som altid havde været den fattige faderløse, der havde gaaet fra Haand til Haand, opnaaede nu at blive festligt modtaget af alle mine tidligere Bopladsfæller. Min Mand kom for at udfordre en Kammerat til Sangkamp, og i den Anledning blev der holdt en Mængde Fester — Fester, som jeg kun havde hørt om, men aldrig nogensinde været med til."

"Fortæl mig nogle af dem!"

"Ja, der var Tivajûk, den store Glædes Fest eller Konebytningsleg. Et stort Dansehus bygges op af Sne uden Briks; midt paa Gulvet rejses to Sneblokke, den ene, i halv Mandshøjde, kaldes Springblokken, den anden, omtrent i Mandshøjde, kaldes Lampeblokken. To Mænd, der skal være Glædens Tjenere, klæder sig ud, den ene som Mand, den anden som Kvinde; begge med Masker for Ansigtet. Dragterne skal være alt for smaa til dem og sammensnøres paa alle de Steder, der ellers er vide og rummelige, hvilket giver dem et lattervækkende Udseende. Thi det er en af deres Opgaver at faa alle til at le.

Inde i Dansehuset samles derefter alle Kvinder og Mænd ved Bopladsen og venter paa, at de to Maskedansere skal komme. Disse kommer da pludselig springende ind, Manden med en Hundesvøbe, Kvinden med en Bankestok i Haanden, og idet de sætter over Springblokken i et vældigt Spring, skal de prygle alle Mændene ud af Snehuset, saa kun Kvinderne bliver tilbage. Maskedanserne skal være stumme, tale i Tegnsprog med store Fagter og kun nu og da udstøde et Pust af deres Lungers fulde Kraft, ganske som om de blæser noget ud. De skal springe let og behændigt omkring Kvinderne og undersøge, om ingen af Mændene har gemt sig, hvorefter de skynder sig ud til Mændene, der nu staar samlet udenfor. Her træder en af Mændene hen til dem og hvisker smilende Navnet paa den Kvinde, hvis Gunst han ønsker. Øjeblikkelig springer de to Maskedansere ind i Dansehuset og berører med deres Hundesvøbe og Bankestok den Kvinde, hvis Navn er nævnt, under Fodsaalen. Der skal da blive stor Glæde mellem de øvrige Kvinder over, at en af dem er bleven udvalgt af en Mand. Hver Gang Maskedanserne gaar ud og ind af Snehytten, skal de hoppe over Springblokken i lange, latterlige Sæt. Nu føres den udkaarne Kvinde ud og kommer straks efter tilbage med den Mand, der har valgt hende; hun maa aldrig vide, hvem det er, naar hun gaar ud til ham. De skal begge se meget alvorlige ud, idet de træder ind, og lade, som om de slet ikke lægger Mærke til de andres Lystighed. Ler de med, betyder det et kort Liv. Alle skal uafbrudt raabe: "Ununu-nu-nu-nu-nu!" i forskellige Betoninger for at faa det til at lyde morsomt. Manden fører derefter den Kvinde, han har udvalgt, to Gange rundt om Lampeblokken, medens alle i Huset synger:

Maskedanser,

drilske, sprælske Maskedanser,

vrid din Krop og nyd kun Dansen!

Giv ham Gaver,

tørret Mos til Lampevæger!

Maskedanser,

drilske, sprælske Maskedanser!

Under denne Sang skal de to Maskedansere Gang paa Gang paa en pudsig Maade omfavne hinanden, saa at alle maa briste i Latter derover.

Denne Leg fortsættes, indtil hver Mand har valgt sig en Kvinde, og derefter gaar man hjem.

En anden Fest, der kun afholdes, naar der er mange Mennesker, kaldes Qulungertut. Den begynder med, at to Mænd udfordrer hinanden til al Slags Kappestrid under aaben Himmel, og ender siden i Festhuset.

De to Modstandere, der begge skal bære Kniv, omfavner og kysser hinanden, idet de mødes; derpaa deler man Kvinderne i to Hold. Det ene Hold skal synge en Sang, som de bliver ved med at gentage — en lang, lang Sang; imedens skal det andet Hold staa med løftede Arme og svinge med Maagevinger, og det gælder om at se, hvem der kan holde længst ud. Her er en Stump af Sangen, der bliver sunget:

Se, de kommer,

festligt klædt i nye Pelse,

Kvinder, Kvinder, unge Kvinder.

Se, med Vanterne paa Hænder,

bær' de Maagevinger løftet,

og de lange Skøders Snipper

vifter under Gangens Gyngen.

Det er Kvinder, unge Kvinder!

Let de kendes, naar de skrider

frem mod Mænd, der venter

Sejrens Løn i Holmgangsstævnet.

Det tabende Parti Kvinder skulde saa "skride" over til de andre, der indesluttede dem i en Rundkreds, hvor Mændene skulde forsøge paa at kysse dem.

Efter denne Leg holdtes Bueskydning. Et Maal blev fastgjort paa en lang Stang, og de, som først ramte Maalet ti Gange, ansaas for Sejrherrer. Derefter kom Boldspil og hidsige Boksekampe, indtil Dagen afsluttedes med en Sangfest, der varede hele Natten. Her er et Par af Auas Sange:

Hvalrosjagt

Jeg kunde ikke sove,

for Havet laa saa blankt

ved min Boplads.

Saa roede jeg ud,

og en Hvalros kom op,

klods op ved Kajakens Side.

Den var for nær til et Kast,

og jeg stak den Harpunen i Siden.

Og Fangstblæren hoppede hen over Søen.

Men straks var den oppe igen

og satte Lufferne arrigt

som Albuer oven i Vandskorpens Flade,

medens den søgte at flænge Blæren i Stykker.

Udmattet blev den til ingen Nytte;

thi Skind af ufødt Lemming

var indsyet som Skyts-Amulet,

og da den pustende ondt samled' Kræfter,

roede jeg til

og endte dens Dødskamp.

Og saa hør da, I Mænd fra de fremmede Fjorde,

der altid parat trak Vejret i Selvros!

Fyld nu kun Lungerne op

med Sang om en fremmed Mands dristige Jagter.

Bjørnejagt

Jeg saa en Bjørn

paa den drivende Is;

den var som en ufarlig Hund,

der kom løbende logrende mod mig.

Saa gerne vilde den æde mig straks,

at den snurrede ærgerligt rundt,

da jeg hurtigt sprang ud af dens Kurs.

Og nu løb vi Tagfat

fra Morgen til sent hen paa Dagen.

Men saa blev den saa træt,

at den ikke gad mer',

og jeg løb den min Lænser i Siden.

Renjagt

Jeg kom krybende lydløst hen over Sumpen

med Bue og Pil i min Mund.

Mosen var bred og Vandet isnende koldt,

og ingen Dækning at øjne.

Langsomt vred jeg mig,

drivende vaad, men uset kravlende

frem til Skudhold.

Renerne spiste, sorgløst nappende saftigt Mos,

indtil min Pil stod dirrende dybt

i Bringen paa Tyren.

Da slog Rædsel de intetanende Slettebeboere.

Flokken spredte sig hastigt,

og i skarpeste Trav blev de borte

bag skærmende Fjælde.

I dyb Alvor havde Orulo fortalt mig om sit Liv, og jeg havde, efterhaanden som hun talte sig op, kunnet mærke, hvorledes Minderne trængte sig paa og ganske beherskede hende. Da hun var færdig med sin Beretning, brast hun i Graad, ganske som om hun var Bytte for en stor Sorg. Jeg spurgte hende om Grunden til hendes Bevægelse, og hun svarede: "Jeg har i Dag været Barn igen. Idet jeg fortalte dig om mit Liv, levede jeg det om igen. Og jeg saa det og følte alt paa samme Maade, som dengang jeg virkelig oplevede det. Der er saa mange Ting, vi ikke tænker paa, før Minderne kommer over os. Og nu kender du en gammel Kones Liv lige fra Begyndelsen og til den Dag i Dag. Og jeg maatte græde af Glæde over, at jeg havde været saa lykkelig. . ."

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 1, ss. 366-379. København, 1926.