Overnaturlige væsener i havet

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Overnaturlige væsener i havet

Af
Anker Eli Petersen
© 2003

Marmennil

Havfrugv

Der findes en mærkelig figur som kaldes Marmennil. Den ligner et menneske, men er meget mindre, og så har den meget lange fingre. Marmennil lever på havbunden og driller fiskerne ved at bide madingen af fiskekrogene. Den kan også finde på at sætte krogene fast i bunden, så fiskerne bliver nødt til at rykke deres snører itu. Marmennil er så fiks på fingrene, at hvis den selv bliver fanget af en fiskekrog, kan den løse de tynde liner som sidder mellem krogen og fiskesnøren og undslippe.
   Det siges dog, at en bonde fra Elduvík på Eysturoy som var ude at fiske, fik sin krog fast i hånden på en marmennil. Med kun den ene hånd fri, kunne marmennil ikke løse linen fra snøren, og den var ikke stærk nok til at rive snøren over. Bonden drog den op i vandet, og da den var kommet op under siden af båden, slog han kors over den, ellers ville han ikke kunne have halet den indenbords.
   Bonden tog marmennil med sig hjem og gemte den i arnen, og sagnet fortæller at den nægtede at spise andet end madding. For at den ikke skulle flygte, måtte bonden hver aften slå kors over alle fire hjørner af arnen, hvor den opholdt sig.
   Bonden og hans besætning tog altid marmennil med sig når de drog ud for at fiske, og da de var kommet ombord på båden måtte de igen huske på at slå kors over den. Hver gang de sejlede over en fiskestime begyndte marmennil at le og lege i båden. Da kastede de fiskesnørerne ud og fik altid masser af fisk, især hvis marmennil også dyppede fingeren i vandet.
   Bonden beholdt marmennil i lang tid, men en gang havde han glemt at slå kors over den i båden. Da de var kommet langt fra land, smuttede marmennil derfor overbord og forsvandt i havet, og siden så de den aldrig igen.

Den lille havmand

Navnet marmennil betyder "lille havmand" (mar- som i tysk, meer: hav, og -mennil, som betyder noget i retning af: mandsling, lille mand.) Den er kendt i den norrøne folketro og bliver omtalt i forskellige norrøne tekster, især fra Island, Færøerne og Norges vestkyst.

Norges marmæle

Den norske tradition, kalder væsenet marmæle, men siger intet om dets udseende. Der sker det af og til at fiskerne får den på krogen og ifølge traditionen kan den spå om fremtiden, blandt andet fortælle fiskeren hvordan vejret kommer til at udarte sig, og den snakker i vers. Kilderne siger iøvrigt om marmælen, at den er nøgen når den bliver hevet ombord på båden, og det bedste man kan gøre er at give den klæder og slippe den fri igen.

Islændingenes lille spåmand

Marmennil er et gammelt mytologisk væsen og bliver allerede nævnt i islandske skrifter fra middelalderen. I Landnámabók (Sturlubók) findes en kort historie om Grímur Ingjaldsson, som ledte efter et sted at bosætte sig. På en fisketur fanger Grímur en marmennil og denne forudsiger Grímurs død og hans søns landnam ved Borgarfjord.
   I det hele taget optræder marmennil i ældre og nyere islandske sagaer som en slags seer, som både har indsigt i det skjulte og i fremtiden.

Havets drillepind

Den færøske marmennil derimod, har mere præg af at være et rent naturmytisk væsen. Den ligner åbenbart en lille mand, men i modsætning til sine norske og islandske kolleger, siger den ikke noget. Hvis man vil drage nytte af dens egenskaber, må man aflæse dens reaktioner, præcis som man ville gøre ved at iagttage dyrs adfærd eller vejrets skiften.
   Enhver som har prøvet at fiske med snøre og krog, kender den mærkelige fornemmelse, at der foregår ting og sager under havoverfladen, som man i sagens natur ikke har overblik eller kontrol over. Lige så opløftende det er at mærke de pludselige ryk i linen og efterfølgende hive en fisk indenbords, lige så nedslående og irriterende er det at mærke, at linen pludselig bliver slap igen. Hvis det så oven i købet viser sig at maddingen er forsvundet, eller at krogen er væk, kan den overtroiske hurtigt konkludere, at der er mere end bare fisk på spil dernede i det mørke dyb.
   Når man fisker fra båd, er man hele tiden i bevægelse, på grund af strøm og vind. Hvis fiskesnøren er for langt ude, vil krogen glide over havbunden, hvilket giver små ryk i linen, indtil den pludselig sidder fast. Dette kan give fiskeren den fornemmelse, at et eller andet dernede har fumlet rundt med krogen og sidenhen sat den fast i bunden, og hvem egner sig bedre til at kaste skylden på end Marmennil, den lille drillepind.
   Vi kan her for sjov indskyde, at der i den norske folketro findes et væsen kaldet Ankertrodle (anker trolden) som sad på havbunden og holdt på skibsankeret, når man havde problemer med at hive det op igen.

Sjódreygil

Mens marmennil er en spøjs drillepind, som højst forvolder skade på fiskernes redskaber, så er den såkaldte "sjódreygil" desto mere frygtindgydende.
   Sjódreygil, også kaldt sjódreygur, betyder hav-spøgelse/ånd/dødning. Efter solnedgang står den ofte på klippeskærene og hyler og tuder, så man kan høre den over lange afstande. Hvis der kommer en båd forbi, kalder den på mændene og beder dem om at tage sig med. Den har egenskaber som gør at den kan fordreje menneskers syn, til tider ligner den en hund, til tider en mand. Den har en brunlig lød og hvis man ser den på land, står der ild fra den. Sjódreygil har kun et ben, eller hale, men den kan dog foretage lange spring og om vinteren har man set sporene efter den i sneen. Hvis den møder en mand på land, vil den forsøge at trænge ham ned mod havet, men hvis man har en hund med sig, gør den ingen skade.
   Det er sket, at fiskere har taget en sjódreygil med sig på båden og sat den ved årerne, og så længe det er mørkt, er den i stand til at ro for to. Den er god til at finde de rigtige fiskesteder, men efterhånden som morgenrøden breder sig over himlen, svinder den ind og bliver til intet da solen stiger fra havet. Der er nogen som har prøvet at slå kors over den, men des stærkere morgenrøden blev, desto mere desperat blev den og bad for sit liv. Der var engang nogen som ikke ville lade ham slippe, men det førte med sig, at da solen stod op, forsvandt sjódreygil og det eneste der var tilbage var et krydsben, som blev liggende på bådebænken. Man siger at sjódreygil har taget det menneskelige krydsben på sig og derfor er der kun dette der bliver tilbage når den opløses eller bliver dræbt.

Tusmørkets logik

Den menneskelige hjernes trang til logik er, så mærkeligt det kan lyde, sin egen største fjende. Ad komplicerede veje, som jeg hverken kan eller vil komme ind på her, finder udefra kommende signaler ind i vores hjerne hvor de bliver analyseret og sammenlignet med oplagrede oplysninger.
   Problemet er bare, at for at kunne foretage en korrekt analyse, må hjernen også få det korrekte indput, d.v.s. at vi må kunne se eller høre tydeligt for at genkende objektet eller lyden. Af en eller anden grund er vi instinktivt programmerede at forvente det værste, måske for at være parat hvis vi skulle blive overraskede af en eller anden form for trussel, så når hjernen ikke direkte kan identificere objektet, går den efter konturen og slår samtidig alarm. Hvis man samtidig er opvokset i et overtroisk miljø, med barske levevilkår og hvor uforklarlige ulykker forekommer med jævne mellemrum, er det ikke så mærkeligt at der opstår et så ejendommeligt fantasivæsen som sjódreygil.
   Mennesket bryder sig generelt ikke om det ukendte eller det uidentificerbare. Ethvert aftryk i sneen må have sin forklaring, så hvis man ikke kan genkende et spor, vil man automatisk prøve at relatere dem med en eller anden form for logisk forklaring, og hvis det overnaturlige er en accepteret del af ens kultur, er det da logisk at tilskrive dem til et overnaturligt væsen.
   En sæl på en sten kan i nattemørket sagtens blive til et menneskelignende væsen med kun et ben, eller hale, og dette kunne jo også være forklaringen på hvorfor sjódreygil til tider ligner en hund. Lyden fra en sæl og især skriget fra en sælhvalp kan få hårene til at rejse sig i nakken, selv i dagslys.
   Når morgengryet breder sig og sjódreygil opløses, ser man måske kun et par sæler på stedet, selvfølgelig fordi at det hele tiden var sæler man havde med at gøre.
   Dette betyder dog ikke, at vi ikke kan lade os henføre i skrækindjagende fryd, når tusmørkets logik spiller os et puds.

Havfrue

Havfruen ligner et menneske, men har kortere arme. Overkroppen er skabt som en kvindes, mens underkroppen ligner en fiskehale. Hun har langt blondt hår, som flyder omkring hende på havoverfladen.
   Hvis havfruen kommer op til overfladen og vender sig mod båden, så gælder det om at ro tilbage til land, alt hvad remmer og tøj kan holde, fordi det er et varsel om kraftigt uvejr. Hvis derimod havmanden kommer op ved hendes side, så bliver vejret godt.
   Havfruens sang er så smuk, at mænd bliver gale af at høre på den. Når hun synger, må man stikke vanterne i ørene, ellers bliver man sindsyg, og drages til at springe i havet til hende.

Den ubehagelige budbringerske

Der er meget langt fra den søde lille Ariel i Disneys tegnefilm, til den vestnorrøne havfrue. I islandsk, færøsk og norsk kultur, som jo fra begyndelsen var den samme, forekommer havfruer oftest som varsler om ubehageligheder som stormvejr og ond og brat død.
   Havfruen er i det hele taget lidt af en gåde. Hendes eksistens kan delvis forklares ved synsbedrag, sæler, dykkende hvaler eller lignende, hvilket ville forklare det ejendommelige faktum at hun har kortere arme end almindelige kvinder.
   Et andet synsbedrag kunne også være ting som flyder på overfladen. Havet er ikke så tomt som man umiddelbart skulle tro. Der flyder alt muligt ragelse rundt omkring i havstrømmene, blandt andet udskyllede træstammer fra fastlandenes skove. Når havet begynder at blive uroligt, kan et stykke drivtømmer begynde at røre på sig i vandet og boltre rundt i bølgegangen. Der er ingen tvivl om at synet af en træstamme, med udstikkende grene eller rødder, som væltede rundt i havet, på afstand kunne gøre det ud for en havfrue eller lignende, især hvis man i forvejen er overtroisk og lever i et samfund hvor overnaturlige fænomener er en accepteret del af hverdagen. Det giver sig selv, at det nok er på tide for fiskebådene at søge sig mod land, når vejret er ved at blive så slemt, at drivtømmeret stikker enderne op af bølgerne.

Vanvid på de vide vande

En anden faktor som gør sig gældende i forbindelse med havfruesagn er, at de ganske ofte kommer ind på vanvid. Både de islandske, færøske og nordnorske kilder nævner at man kan blive vanvittig af havfruens sang, men giver ingen forklaring på hvorfor.
   I det islandske sagn Tóruhólmur får bonden Jón Sigurðarson en datter med havfruen Tóra. Datteren Tórunn skulle være mærkelig og plejede at sidde på en afsats ved havet og spinde ned i havet. Tórunns søn Bjørn havde også en ganske besynderlig adfærd og skulle efter sigende jævnligt besøge alverne (huldefolket) i deres stene og høje. Han plejede også at svømme langs bunden i floder og søer for at fange laks og ørreder og blev derfor kaldt Eyrriða-Bjørn (Ørred-Bjørn). I dette tilfælde er der ikke megen tvivl om, at det har været Tóruns og Bjørns besynderlige adfærd og dragning til vandet, som for deres medmennesker må have virket ganske vanvittig, som ligger til grund for myten om, at de skulle være efterkommere af en havfrue.
   I den samiske sagnskat findes en historie om en mand, som blev vanvittig efter at have skudt på en havfrue, og derefter havde hans slægt en sindsyg person i hver generation.
   Et andet samisk sagn fortæller at havfruen kunne finde på at komme op i fiskernes både, hvis de blev fanget på havet i stormvejr. Hun ville bede om at få overtaget roret, og hvis man gav hende lov til det, ville hun styre båden ind på roligere vande, og derved redde besætningen. Hvis man nægtede havfruen adgang til roret, ville hun hævne sig.
   Dette at blive reddet ved overnaturlig indgriben er ikke usædvanligt i den nordiske sagnverden. Mænd som er blevet overrasket på havet af stormvejr, har ofte svært ved at forklare hvordan det lykkedes dem at slippe med livet i behold. At ro for livet i timevis, i nogle tilfælde endda i dage og nætter uden mad og drikke og uden mulighed for at sove, virker jo ikke ligefrem befordrende på realitetssansen. Jeg har selv hørt en gammel kone fortælle, at hendes mand og hans bådsfæller engang blev reddet ved at en flammende søjle viste dem vej tilbage til land, så hvorfor ikke blive reddet af en havfrue.
   Efterrationalisering afholder os fra at blive vanvittige, men så må vi også slå os til tåls med at acceptere vanvittige forklaringer på usædvanlige begivenheder.

Fjørutrøll (strandtrolde/fjordtrolde)

Ud over de almindelige trolde, som plejer at holde sig på selve landjorden, findes der beretninger fra Fugloy om et par strandtrolde, fjørutrøll.
   Et barn i bygden Hattarvík på Fugloy kom en dag i skumringen springende ind og påstod at et trold var efter det. Barnet havde ikke mere end sat sig ned, før en arm kom ind gennem døråbningen og tog det. En gammel mand satte efter troldet, og lige ved den bratte klippeskrænt ud mod havet fik han fat i barnet, mens troldet sprang ud og forsvandt i bølgerne. Man var derfor enige om at dette måtte være et strandtrold.
   Nogle år senere begyndte man igen at lægge mærke til et trold som kom fra havet. Først kom det efter mørkefald, men efterhånden blev det mere pågående og kom allerede i skumringen. Folk var skrækslagne over dette frygtelige uhyre som var begyndt at hærge blandt dem, så man turde ikke længere opholde sig udendørs efter mørkets frembrud. Strandtroldet var frygteligt at se til, det var højt som et hus og fuldstændig tildækket med tang, hvori der hang store klippestykker. Det buldrede og bragede da det kom gående op mellem husene, og det lød som om det slæbte et par møllesten efter sig.
   Efter et stykke tid, blev dette for meget for en af mændene i bygden. Efter at have formanet sine husfolk at holde sig indendørs og ikke vise sig før han var kommet tilbage, gik han ud for at møde troldet. Han var længe borte, men da han kom tilbage, var han drivvåd og kunne fortælle, at han havde manet uhyret ned i en kløft tæt ved bygden.
   Siden har ingen set eller hørt noget til strandtrolde på Fugloy.

Børn der tror på trolde er bedre end...

Der er en barsk, men ganske logisk og praktisk årsag til at strandtrolde skal findes omkring Hattarvík på Fugloy. Bygden ligger ganske højt på en fjeldside og er adskilt fra havet af høje, temmelig lodrette klippeskrænter. Hvis et barn skulle komme for tæt på skrænterne og falde ud over dem, ville det blive knust mod klipperne nedenunder, eller drukne i havet. For at forhindre børnene i at gå for tæt på skrænterne har man så placeret det frygtelige fjord- eller strandtrold i havet udenfor ud fra devisen, at det er bedre at have børn der tror på trolde end børn der falder ned og slår sig ihjel.

Nykur (Nøkken)

Nykur (udtales: nikur) skiller sig lidt fra de andre væsener ved at den ikke lever i havet, men derimod i ferskvandssøer, specielt dem som ligger oppe mellem fjeldene. Beskrivelsen af Nykur varierer lidt, menden generelle opfattelse er at den ligner en hest, men ikke er større end en stor hund. Nykur kan iøvrigt både skabe sig om til menneske og hvilket som helst firefodet dyr med største præcison - den eneste detalje den ikke kan genskabe er krumningen på vædderlammets horn.
   Iøvrigt har Nykur en unaturlig lang hale, og hvis man kommer til at røre ved den, hænger man fast. Hvis den har lokket nogen til at røre ved halen, springer den afsted med vedkommende efter sig og stopper ikke før den er kommet ned på det dybeste sted på søens bund. Sagnet siger at der levede en Nykur i Leitisvatn på Vágoy (den store sø man passerer på vej til og fra lufthavnen). Denne skal angiveligt have taget flere mennesker, og det eneste der var tilbage af dens ofre var lungerne, som flød op til overfladen. Denne Nykur blev til sidst manet ind i en klippeblok af en præst, og siden har ingen set den. Klippeblokken findes endnu og kaldes Leiðisteinur.
   Det er svært at slippe levende fra Nykur, hvis man først hænger ved den, men der er dog beretninger om at mennesker er blevet reddet ved at slå kors over den. En anden metode er at sige dens navn "Nykur", så visner dens troldomskraft.
   Man fortæller også at mænd har brugt nykur til at slæbe klipper ned fra fjeldene. Den store stenbelægning i Húsavík på Sandoy siges at være slæbt på plads af en nykur, og også fra Eiði på Eysturoy er der en historie om at den har slæbt klipper for menneskene. Til dette arbejde brugte den sin lange hale, et fænomen gi kan genkende fra nordisk mytologi, hvor hingsten Svaðilfari slæbte sten til murbyggeriet omkring gudernes verden Asgård ved hjælp af sin hale.

Den brændende hale

Nykurs lange hale har også været inspirationen til forklaringen på et helt andet fænomen. I J. Chr. Svabos’ "Dictionarium Færoense" fra det 18. århundrede beskriver han et naturfænomen som kaldes Niikbrandur (nøkke-brand): "Niikbrandur, et metoron (Luftsyn) som skal see ud som en tændt Brand, og ved sin Fart igiennem Luften efterlader sig en lys Fure; Dragen". Man har altså sammenlignet de hastige stjerneskud, som farer over nattehimlen med en lang, brændende hale, med nykur.
   Der er ingen tvivl om, at nykur har nogenlunde samme funktion som fjørutrøll, nemlig at holde børnene væk fra farlige steder som indsøer og lignende.