Overvintringen ved Ingmíkêrteq (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Overvintringen ved Ingmíkêrteq

Efter hendes egen fortælling til Peter Rosing

Det blev vinter. Púngujôqs lillebror blev syg. Han blev dårligere og dårligere, og en dag fik han voldsom blodstyrtning. Da han ikke kunne få luft, løb han ud af huset. Moderen løb efter, kun iført en undertrøje af stof, købt i Sydvestgrønland. På fødderne havde hun et par praktisk talt bundløse kamikker. Idet moderen trådte ud, så hun sin søn hoppe på stedet i et desperat forsøg på at få luft. Pludselig faldt drengen om og var død.

Moderen udførte ligbehandlingen, stadig i den lette påklædning. Hun kunne ikke trække i sine eneste klæder, da de ellers efter berøring med den døde ifølge forskrifterne skulle kastes bort.

Da der ikke var andet for, hjalp Púngujôq sin mor. En mand tog sin ismejsel og gik ud på isen og slog et hul, hvori den døde dreng skulle sænkes.

Mor og datter forsøgte at slæbe den døde ud mod hullet i isen, men deres kræfter rakte næsten ikke dertil. Omsider nærmede de sig isfoden, men her slap moderens kræfter op. Hun var ved at fryse ihjel, hendes tale var efterhånden uforståelig. Da hun vinkede op mod huset, tog Púngujôq hende på nakken, men hun måtte straks give op. Derpå løb hun op til huset for at bede om hjælp. Da ingen ville hjælpe, udbød hun sine sidste glasperler til den, der ville hjælpe hende, men uden resultat. På det tidspunkt var der tre voksne og to unge mænd i huset, for hvem det ville have været en let sag at række en hjælpende hånd, men de var angst for at røre ved en døende eller død, fordi det ville medføre dødsbod.

Púngujôq gik igen ned til moderen, som nu var ude af stand til at tale. Púngujôq løb for anden gang tilbage til huset og bad om hjælp, men uden at det førte til noget. Hun tog derfor moderens soveskind, løb ned til hende og dækkede hende til med skindene. Púngujôq forsøgte derefter at trække sin brors lig ud mod hullet, men hun kunne ikke magte ham. Så lempede hun liget ned i en revne mellem isfod og havis og gik op til huset.

Dagen efter blev det fortalt, at hundene var begyndt at æde ligene.

Kort tid efter kørte Mitsivarniánga sin konebåd og sit øvrige grej på hundeslæde ud mod is-kanten for at tage til Umîvik. Før afrejsen så Púngujôq til sin mors lig. Hundene havde ædt alt kødet, kun skelettet var tilbage.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 156-157, København, 1963.

Næste kapitel ►