Peder Claussøn Friis biografi

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Peder Claussen Friis
Peder Claussøn Friis
Biografisk oversigt

Peder Claussøn Friis
(1545-1614)



Clausen (Claussøn), Peder, 1545-1614, Gejstlig og historisk-geografisk Forfatter. Han fødtes 1. April 1545 i Ekersund, hvor hans Fader maaske var Kapellan. Faderen, Claus eller Nicolas Thorolfsen Friis (hvilket Familienavn ogsaa Sønnen undertiden bruger), blev o. 1550 Sognepræst i Undal paa Lister, hvor Sønnen saaledes tilbragte sin Barndom. P. C. gik i Skole i Stavanger og blev ved Faderens Død hans Eftermand i Undal, kun 21 Aar gammel, og allerede samme Aar valgt til Provst over Listers Provsti. Den energiske Biskop i Stavanger Jørgen Eriksen, som paa sin første Visitats i 1572 havde lært P. C. at kjende, knyttede ham allerede 1575 til Stiftets gejstlige Styrelse ved at gjøre ham til Kannik i Stavanger og nogle Aar senere til Kapitlets Viceformand (Arkidiakon). P. C. var som sin Biskop strængt kirkelig og luthersk, virkede som denne for Udryddelsen af katholske Kirkeskikke og for Tiendens rette Ydelse. Han deltog med Biskoppen i Herredagen i Skien (Juli 1576), hvor Tienden for Stavangers Len blev reguleret, og da disse Bestemmelser vakte Misnøje og Modstand hos Bønderne i Nedenæs Fogderi, maatte P. C. paa Biskoppens og Lensherrens Vegne Sommeren 1592 rejse om til hvert Sogn i Nedenæs Fogderi og forhandle med Almuen, som han ogsaa virkelig bragte til at underkaste sig. Da senere ogsaa Bønderne i Lister viste sig uvillige, maatte P. C. gjentagne Gange gribe ind, dels selv, dels med Øvrighedens Hjælp. Som gejstlig Tilsynsmand havde han mange Vanskeligheder med de stridige og løsagtige Præster, men det lykkedes ham dog efterhaanden at reformere sit Præsteskab. Regeringens Indblanding i Almuens Præstevalg bragte ham en Gang i Strid med Regeringen, lige over for hvilken han dog maatte give efter. Ogsaa Almuen var vanskelig at komme ud af det med; han kom flere Gange i Strid med nogle af sine Sognefolk: han blev en Gang i et Gjæstebud saaret af en Bonde, og en anden Gang maatte han selv bøde for at have brugt Kniven og saaret en Bondelensmand. I øvrigt nød han stor Tillid hos Almuen og viste sig stadig hjælpsom og tjenstvillig mod sine Sognefolk; i deres Stridigheder med Øvrigheden stillede han sig ofte paa deres Side. En Gang var han derved nær ved at komme i Ulykke. Lensherren Peder Grubbe, over hvem Listerbønderne havde klaget til Herredagen i Bergen 1604, mente, at det var P. C., som ophidsede Bønderne mod ham, og hævnede sig paa denne ved ligeledes at stævne ham til Herredagen, hvor han havde samlet en Række Ankeposter over hans Embedsførsel. Men ved Herredagens Dom 9. Juli 1604 blev P. C. dels ganske frikjendt, dels slap han med en mild Bebrejdelse, medens Peder Grubbe fik en skarp Advarsel og kort efter fjærnedes fra sit Len. Da Stiftet i 1605 fik en ny Biskop, Laurids Scavenius, traadte P. C. ogsaa i nært Forhold til denne. P. C., som allerede i 1591 havde været Kapitlets Fuldmægtig ved Christian IV's Hylding i Oslo, var ligeledes tilstede ved Hertug Christians Hylding i Oslo 1610, hvortil han var valgt baade af Provstiets Præster og af Stavangers Kapitel. Han døde i sit 70. Aar paa sin Præstegaard Valle 15. Okt. 1614 (ikke 1623); hans samtidige Portræt hænger endnu i Søndre Undals Kirke. P. C. efterlod sig en Søn, Claus, som blev hans Eftermand (d. 1629, uden Sønner), samt flere Døtre, som bleve gifte med Bønder, og fra hvem mange Slægter i Undal og Nabosognene siges at stamme. Sagn om P. C., optegnede i det 18. Aarhundrede, kjende hans Lærdom og Kløgt, men skildre ham tillige som hidsig og trættekjær.

P. C. har faaet sit litterære Navn som Topograf og Sagaoversætter. Han havde ikke gjort Universitetsstudier og var aldrig kommet uden for sit Fædreland, ikke engang dets sydligste Stifter; men hans Skoledannelse synes ikke at have været daarlig, og den Stilling, han tidlig kom i, bragte ham allerede i hans Ungdom i Forbindelse med mange lærde og oplyste samtidige, som kunne have vakt hans Interesse for Fædrelandets Geografi, Historie og Oldsprog.

Den lærde Lagmand paa Agdesiden Jon Simonsen (d. 1575) synes at have været hans Lærer i Oldsproget, navnlig Lovsproget; ogsaa andre Lagmænd og gejstlige synes at have hjulpet ham, bl. a. til Erhverv eller Laan af ældre Haandskrifter, navnlig af Kongesagaerne, Kongespejlet og gamle Lovhaandskrifter. Af udenlandske Forfattere have navnlig Olaus Magnus' samt Arngrim Jonssons tidligste Arbejder givet ham Impulser til historisk-geografiske Optegnelser. Hans første Skrift synes at have været en Beskrivelse over Island (1580); derefter følge korte Optegnelser om Færøerne (1592) og om Grønland (1596). I 1599 fuldførte han en vidtløftigere Fremstilling af Norges Naturhistorie i en Række mindre Skildringer: «om alle Slags Djur, som ere udi Norrig», «om Fiske», «om Fugle», «om Skove og Træ» samt «om Urter og Blomster». Samme Aar tog han efter Opfordring fra Statholderen Axel Gyldenstjerne fat paa en Oversættelse af Snorre Sturlasons Kongesagaer, som han ogsaa fuldførte; senere gjorde han en «kort Extrakt af Norriges Chronica» og fortsatte Oversættelsen af Kongesagaerne med de følgende Kongers Historie (1202-63), i det han dog for Kong Sverres Historie nøjede sig med at udskrive den ældre, bergenske Oversættelse. I de samme Aar samlede han Texter til de gamle Love og Forordninger, hvoraf han samtidig meddelte en fuldstændig Oversættelse (1600). I sine senere Aar var han foruden med Omarbejdelser og Udvidelser af ældre Skrifter navnlig beskæftiget med topografiske Arbejder, maaske efter Opfordring af Biskop L. Scavenius; først udarbejdede han en Stavangers Beskrivelse (1609), og senere samlede han alle sine Iagttagelser og Optegnelser til den smukke «Norriges Beskrivelse» (1613). Han havde ogsaa lagt Planer til andre Arbejder, saaledes til et historisk Arbejde om Dele af Syvaarskrigen, da Døden overraskede ham. Hans Smaaskrifter «Om Tienden» og den tabte «Enfoldig Forklaring over Fader vor» vise ham ogsaa virksom som gejstlig Forfatter.

Intet af P. C.s Skrifter blev trykt i hans Levetid; vistnok sørgede han for deres Udbredelse ved at lade dem omhyggelig afskrive og ved at forære Exemplarer til Velyndere, men der er intet Spor til, at han forsøgte at faa dem trykte. Dette skete derfor først længe efter hans Død. Omkring 1630 havde en følgende Stavanger-Biskop, Wegener, sendt P. C.s «Beskrivelse over Norge og omliggende Øer» til Kansleren Christian Friis, som overlod Exemplaret til Dr. O. Worm; denne besørgede da en Udgave deraf (1632, 4to; Optryk 1727). Omtrent samtidig blev ogsaa et Exemplar af Sagaoversættelsen «Norske Kongers Chronica» sendt til Kjøbenhavn, og Worm paatog sig at udgive ogsaa denne, i det han ledsagede den med en Fortale, et Supplement for Tiden 1263-1387 samt forskjellige mindre heldige Tillæg (1633, 4to; Optryk 1757). Omkring 1650 fik Worm ogsaa fat i P. C.s naturhistoriske Optegnelser, som bleve benyttede i Worms seneste Arbejder fra 1653-54; efter Worms Død blev Haandskriftet foræret til Thomas Bartholin, som tænkte paa at oversætte det paa Latin og udgive det, men dette hindredes ved Branden af hans Bibliothek (1670). En Afskrift af P. C.s Naturhistorie og topografiske Arbejder kom til Skaane til Ove Gjedde, blev senere erhvervet af W. J. Coyet (d. 1709) og efter dennes Bøgers Bortførelse (1710) indlemmet i det store kgl. Bibliothek, hvor det henlaa ubenyttet, indtil det 1876 blev opdaget af G. Storm og senere lagt til Grund for hans Udgave af P. C.s Skrifter.

P. C.s Skrifter i Worms Udgaver bleve for lange Tider Hovedskrifterne om Norges og dets Bilandes Geografi og Historie. «Beskrivelsen» blev Mønster og Forbillede for en Række lignende Arbejder, den blev oversat paa Tysk og Latin, og dens Efterretninger indgik i de geografiske Haandbøger og de hollandske Atlasser. «Norske Kongers Chronica» skabte eller i alt Fald fornyede Snorre Sturlasons Anseelse som historisk Forfatter; den gav med én Gang Norge en sammenhængende og læseværdig Fremstilling af dets Oldtids og Middelalders Historie og gav Oversætteren («Undalinus» eller «Petrus Claudii») Rang som historisk Avtoritet. Og selv efter at de originale Haandskrifter vare fremdragne af Torfæus og Peringskiöld, har P. C.s Sagaoversættelse bevaret Rang som Kildeskrift for et enkelt Tidsrum (1202-17), i det han her har gjengivet en senere tabt, fuldstændigere Original. Sagaoversættelsen, som egentlig er en noget fri Bearbejdelse, udmærker sig ved Kraft, Djærvhed og Renhed i den sproglige Behandling; som det bedste Forsøg paa Oversættelse fra Oldsproget har den haft stor Betydning for Udbredelse af Kjendskabet til dette og dets Litteratur.


_____


A. Faye, Peder Claussøn, Sognepræst til Undal, Christ. 1859. L. Daae, Norske Bygdesagn II, 110 ff. Samlede Skrifter af Peder Claussøn Friis, udg. af G. Storm, Chra. 1881. Norges gl. Love IV, 588 ff. 688 ff. Arkiv f. nord. Filologi I, 47 ff. (Norsk) Hist. Tidsskr. 3. R. I, 238 ff.

Gustav Storm.


Kilde: Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905)