Pouia (Holm)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Gustav Holm
1888
13. Pouia
Manden, som opholdt sig
hos Timersek'erne
fortalt af Kutuluk
En Dag da Pouia var ude i Kajak, mødte han en Timersek. Han skoddede, alt hvad han kunde, for at komme tilbage; men Indlandsboen trak ham hen til sig, stak ham tilligemed Kajaken i sin Pose og gik ind i Landet. Da Timersek'en kom hjem med Pouia, fik denne Timersek'ens to ugifte Døtre til Koner, og hans Kajak blev sat op paa en Afsats paa Væggen. Den ældste af Døtrene var ikke saa smuk som den yngste. Naar Pouia laa imellem dem og vendte Ansigtet mod den smukkeste, tog den anden ham og vendte ham rundt til sig.Da han var kjed af at ligge stille, sagde han: «Det er længe siden, at jeg var ude i Kajak; bare jeg igjen kunde gaa ud». «Hvorfor ikke?» svarede Indlandsboen. Kajaken blev nu taget ned; men den var saa tør, at den ikke kunde bruges; den blev derfor sat hen til Sidebrixen ved Vinduet for at arbejdes paa. Hans Koner betrak og syede den; men de syede ogsaa Mandhullet til. «Den maa være aaben, saa at jeg kan krybe ned i den!» sagde Pouia. Da Kajaken var færdig, og han vilde ud, sagde han: «Bare jeg kunde gaa ud paa Fuglefangst». Svigerfaderen tog ham og satte ham ud i en Sø, gik derefter ud i Vandet og raabte: «Ke! ke!» Efterat han var gaaet iland igjen, kom der en hel Mængde Fugle ud i Vandet. Pouia fangede saa mange, som han kunde have ovenpaa Kajaken, gik derpaa ind og smed dem ovenpaa en lille Ø for at fange flere. Medens han laa og fangede Fugle, saae han en Taagetunge, der kom ind til Øen, og Indlandsboens Kone gik hen over Taagen for at hente Fuglene. Da Pouia var træt af at fange, gik han hjem.
Efter at have været hjemme nogen Tid, sagde Pouia: «Bare jeg kunde gaa ud og fange Narhvaler!» «Hvorfor ikke«, svarede Svigerfaderen, satte ham i Kajaken ud i Søen og pustede i Vandet ligesom en Narhval, idet han raabte: «Ho! ho!» Derefter gik han iland igjen. Pouia satte sin Harpun i en Narhval og lændsede den alene. Efterat den var slaaet ihjel, tog han den hjem med, og hans Koner flænsede den.
Pouia blev snart igjen kjed af at være hjemme og sagde derfor til sine Koner: «Skal vi gaa ud til Havet?» De gik nu alle tre ned til Kysten heroppe ved Tasiusak, hvor de satte sig ned paa et Sted, hvor Kystbeboerne plejede at komme for at samle Tugdlerunat. Han sagde til Konerne, at de skulde lyske hans Hoved. Den ene Kone sagde: «Der kommer vistnok en Konebaad?» Pouia svarede: «Nej, det er et Stykke Is med Tang paa». Konebaaden, der nærmede sig, kom nu i Skjul ved Stranden. Man kunde høre Folkene tale i Baaden, og Pouia kjendte dem godt. Konen sagde: «Det er ligesom om der er nogen der taler!» Pouia svarede: «Lad os lytte! for dem, som aldrig have været ved Kysten, lyder Maagernes Skrig ligesom Mennesketale».
Konebaaden kom nærmere og nærmere. Folkene gik op af Baaden, og Konen sagde: «Det er ligesom om der er nogen, der taler her bagved». Folkene kom nu frem lige ved dem; men da de saae Indlandsboerne, løb de ned til Baaden igjen. «Jeg er ikke Timersek! jeg er Pouia! jeg er Pouia! det er dem, der har taget mig! tag dem igjen!» raable Pouia, og stak Armene ned i begge sine Koners Støvler for at holde paa dem, da de vilde løbe. Den smukkeste Kones Støvle sprak; thi hun syede ikke saa godt, og hun løb fra ham. Da hun kom til en stor Afgrund, stod hun stille og raabte, at Manden skulde komme op med hendes Støvle, for hun havde faaet Hul under Foden. Pouia holdt fast paa den ældste, indtil de andre toge fat paa hende og satte hende i Konebaaden. Da de derefter rejste hjem, var Konebaaden nærved at kæntre, hvergang Timersek-konen rørte sig. De sagde derfor til hende, at hun maatte forholde sig ganske rolig for ikke at kæntre Baaden.
Nogen Tid efterat de vare komne hjem til Pouia's Boplads, blev Konen frugtsommnlig. De boede paa en lille Ø; men Konen blev tit borte. Naar de saa ledte efter hende, fandt de hende ved Strandbredden staaende i Vand til Ansigtet; thi hun vilde sænke sig ned i Havet og gaa hjem der. Hun fik nu et Barn, og det blev Vinter og atter Foraar. Konen sagde til sin Mand: «Skulle vi ikke tage ind og besøge de andre?» «Jo!» svarede Manden, «men vi ville lade Barnet blive her, thi saa komme vi nok snart tilbage igjen; men hvis vi tage det med, naar mon vi saa komme ud igjen?» «Nej!» sagde Konen, «vi ville tage Barnet med, thi ellers græder det».
De rejste nu ind i Landet, tog Barnet med og kom aldrig ud igjen til Kysten.
