Prædiken på Kristi himmelfartsdag
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Prædiken på Kristi himmelfartsdag
In ascensione domini nostri Jesu Cristi sermo ualde necessaria
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2025
Letatus sum in his, que dicta sunt mihi: in domum domini ibimus. Da den hellige mand efter Helligåndens påmindelse ønskede at berømme denne dag, skrev han dette vers om den: »Jeg glæder mig over det, jeg har fået at vide: at vi skal drage af sted og flytte til Guds hus.«[1] Hvad var det for et budskab, der gjorde denne berømte konge så glad? Og hvem havde overbragt ham dette glædesbudskab? Og hvad var det for et hus, han længtes sådan efter, når han i sit land havde herlige haller og andre huse? Det er indlysende, at Helligånden og Guds profeter havde åbenbaret for ham, at vejen til det himmelske Jerusalem ville stå klar til ham og alle Guds venner ved Vorherres opstigning til den himmelske by i himlene. Han havde sådanne hjemmelsmænd, som fortalte sande tidender, og som har stævnet os til dette hus og denne by, som David digtede om et andet sted: Gloriosa dicta sunt de te, ciuitas dei: »Herlige ting fortælles om dig, Guds by.«[2] Som jeg nævnte før.[3] Måtte Vorherre således på denne dag berede os vejen til dette hus — det vil sige den himmelske bolig — med sin opstigning og med hellig forkyndelse og med sang af engle bebudende hans andet komme, sådan som de tidligere havde bebudet det første. Dette omtales også et andet sted: Eleuata est magnificentia tua super celos, magnificentia tua id est filius tuus deus homo eleuatus est de terrena humilitate super celos, sedens ibi ad dexteram dei patris.[4] Vorherre fór op til Himlen i det kød og legeme, han havde fået af jomfru Maria, og han bestemmer og styrer alt, som han selv siger: »Mig er givet al magt både i Himlen og på jorden[5], selv om jeg for syndige folk forekom at være et menneske og ikke Gud.«
Og hvad der skete, da Vorherre fór op til Himlen, det forklarer evangeliet for os på denne måde[6]: Han viste sig for sine apostle og andre disciple, mens de sad ved måltidet, og han klandrede dem, fordi nogle af dem — sådan som Thomas og andre — tvivlede på hans genopstandelse, og han bød dem, at de siden skulle prædike den rette tro for menneskene, og gav dem magt til at udvirke mirakler. Derefter spiste han sammen med dem og tog med dem til Betania, og steg op i luften og derpå til himmels for øjnene af dem, men forinden gav han dem sin velsignelse. 120 mennesker bevidnede hans opstigning, og hans moder, den hellige Maria, var til stede. Og mens de stod dér og kiggede op i himlen efter ham — noget uglade og bekymrede, fordi deres herre forlod dem — da så de to hvidklædte engle, som fortalte dem, at han ville vende tilbage i samme menneskeskikkelse, som han havde haft før, for på dommens dag at dømme hele verden. Siden drog de alle sammen til Jerusalem, og tilbragte tiden dér med bøn, indtil Gud sendte dem Helligånden fra Himlen på pinsedag.
Nu var det sket, som Salomo fortalte om i den bog, der hedder Cantica Canticorum: Ecce iste uenit saliens in montibus transiliens colles: »I kan se, at han kommer løbende på fjeldene, springende over bakkerne.«[7] Denne vise mand vidste, hvor stort et spring, han måtte foretage. Og det, han talte om, var, at Vorherre selv foretog store spring: fra den højeste himmel til jomfruens liv og derfra til korset — derimellem gik der 33 år — og fra korset til graven, fra graven til Helvede og derfra til denne verden, og fra denne verden tilbage til Himlen på denne dag. Om dette siges det også: Egressus eius a patre, regressus eius ad patrem, excursus usque ad inferos, recursus ad sedem dei.[8] Derfor har denne dag en sådan herlighed. Salig være den, som havde sine tanker vendt derhen, hvor han er; salig være den, som stræbte efter at kunne følge den vej, som han gik, og som alle, der vil fuldbyrde hans vilje, kan følge — først med sjælen, men siden med både legemet og sjælen.
Nu skal der desuden fortælles om den fugl, der symboliserer Vorherres opstigning og den herlighed, han viser os. Det fremgår af bøger, at ørnen flyver højest af alle fugle. Den ser også lige imod solen uden at blinke med øjnene. Og når dens unger bliver flyvefærdige, svæver den hen over dem, mens de lærer at flyve, og breder sine vinger ud over dem, sådan at andre fugle ikke kan gøre dem ondt. Om denne natur, ørnen har, siger Moses: Sicut aquila prouocat ad uolandum pullos suos et super eos uolitat: »Sådan som ørnen tilskynder sine unger og flyver over dem.«[9] Disse ting kan tolkes nærmere i henseende til Vorherre. På samme måde som ørnen flyver højere end andre fugle, sådan gjorde Vorherre, dum deus pater eum pre omnibus sanctis et angelis in celis exaltauit: »da Gud Fader ærede sin søn over alle helgener og engle i det høje og i Himmerige.«[10] Fordi han besidder en mere ophøjet herlighed end englene og helgenerne. Og med det, at ørnen ser lige imod solen, menes quoniam plenitudo diuinitatis et scientie habitat in Cristo.[11] Og det, at ørnen sådan beskytter sine unger, symboliserer den mildhed og barmhjertighed, Vorherre viser os, når han breder alas crucis — korstegnet[12] — ud over os til værn mod Djævelens svig og ondskab.
Nu har Vorherre stævnet os derhen, hvor han selv fór, og han er rede til at åbne Himlen for os og til at sende sine engle ud for at tage imod os, sådan som hans fader gjorde ved ham. Måtte Vorherre hjælpe os, sådan at vi er i stand til at fejre denne hans højtid og tilsvarende alle de andre, der kommer. Og lad os vente på ham og se på ham med hjertets øjne, inter escas et pocula, inter pausationes et sompnia[13], sådan at han sender sin Helligånd til os — på samme måde som han sendte den til sine apostle — for at beskytte os på både sjæl og legeme, så længe vi opholder os i denne verden, og at han siden — når vi skal skilles fra den — leder os til den evige herlighed sammen med Gud Fader og Helligånden, som lever og regerer per omnia secula seculorum[14]. Amen.
Noter:
- ↑ Se Sl 122, 1
- ↑ Se Sl 87, 3
- ↑ Noget af teksten må være faldet ud.
- ↑ »Din herlighed er ophøjet over himlene.« (Se Sl 8, 2) »Din herlighed — det vil sige din søn, Gud-mennesket — blev ophøjet over himlene fra jordisk ringhed siddende ved Gud Faders højre hånd.«
- ↑ Se Matt 28, 18
- ↑ Se fx Luk 24, 36 ff
- ↑ Se Højs 2, 8
- ↑ Fra hymnen Veni, redemptor gentium (‘Kom, du folkeslags forløser!’) af Sankt Ambrosius af Milano (d. 397). »Han er udgået fra Faderen, han vender tilbage til Faderen, farer lige til Helvede, vender tilbage til Guds trone.«
- ↑ Se 5 Mos 32, 11
- ↑ Ikke et bibelcitat, men fra prædikens latinske forlæg.
- ↑ »For i Kristus bor guddommelighedens og kundskabens fylde.« Se Kol 2, 3 og 2, 9
- ↑ Egentlig ‘korsets vinger’
- ↑ »Mens vi spiser og drikker, under hvile og søvn.«
- ↑ ≈ i al evighed
