Prædiken på helligtrekongersdag
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Prædiken på helligtrekongersdag
Secundum Matheum. In epiphania
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2025
Kære brødre! Evangelisten Matthæus fortæller, at vor herre og frelser lod sig føde i den by, der hedder Betlehem, og hellere i denne by end nogen anden, fordi Betlehem betyder brødets hus. Og han lod sig føde i dette brødets hus, fordi han er det levende brød, der steg ned fra himlen[1], og han mætter os med sit hellige legemes livgivende brød og med sit helsebringende blods herlighed.
Fra Matthæusevangeliet[2]
Dengang da Kristus blev født, var Herodes konge over jøderne. Han var af palæstinensisk slægt. Han befalede at lade alle børn dræbe i jødernes land, og han mente, at han da blandt disse børn også ville få dræbt Kristus. Han lod også alle de bøger brænde, som var i templerne, og hvori der stod skrevet om det jødiske folks konger. Og det gjorde han, fordi han ville have andre til at tro, at han var konge af jødisk afstamning, og han anså det for sandt, at de var den oprindelige kongeslægt, og han ville således sammenblande sin egen slægt med deres.
Men på den tid, da Herodes var konge i jødernes land, kom nogle konger til ham i Jerusalem; de var meget fremtidskyndige og sagde: »Hvor er denne jødernes konge, som blev født for nylig? Vi så hans stjerne i øst, og derfor er vi kommet hertil for at give ham gaver og for at tilbede ham.« Men da Herodes hørte, hvad de sagde, blev han og alle de mest betydningsfulde mænd, der var hos ham, bekymrede. Han gjorde da det, at han samlede alle sine vismænd og spurgte dem om, hvor Kristus ville lade sig føde. Og de svarede ham: »Han vil lade sig føde i Betlehem, sådan som profeten sagde: ‘Du — Betlehem! — skal ikke være mindst blandt hovedstæderne i jødernes land, for i dig skal den hærfører lade sig føde, som skal frelse hele det kristne folk.’«
Men siden kaldte Herodes kongerne til sig i hemmelighed og spurgte dem grundigt ud om, på hvilken tid de havde set den stjerne, som de talte om. Derefter bød han dem at drage til Betlehem, og han sagde til dem, at de nøje skulle finde ud af, hvornår drengen var blevet født, »— og siden, når I har fundet ham, så kom tilbage hertil og fortæl mig, hvor han er, for så vil jeg også tage derhen og tilbede ham.« Men i sine tanker ringeagtede han ham.
Og efter han havde talt med dem, drog de af sted. Men den stjerne, som de før havde set, bevægede sig af sted foran dem, indtil den stod over det hus, som drengen befandt sig i. Og da de så, at stjernen stod stille, glædede de sig meget. Derefter gik de ind, og dér fandt de drengen og dennes moder, Maria, og de kastede sig for hans fødder og tilbad ham. Siden bragte de ham gaverne, som de havde haft med sig derhen: guld og røgelse og salve. Men da de siden drog derfra, viste Guds engel sig for dem, mens de sov, og sagde til dem, at de skulle tage en anden vej hjem og ikke vende tilbage til Herodes. Og de gjorde, som englen bød dem.
Homilie
Nu hørte I — gode brødre! — hvordan disse konger kom med gaver til Vorherre og tilbad ham. Og I hørte også, hvordan englen, mens de sov, bød dem at tage en anden vej hjem. Og de gjorde sådan, som englen bød dem. Lad os nu velvilligt høre, hvad disse gaver, som kongerne bragte ham, symboliserer — det vil sige deres offergaver og det, at kong Herodes ville lade Gud dræbe. Kongerne havde læst i deres bøger, at profeten Bileam sagde dette og spåede om Vorherres komme: »En klar stjerne vil stige op fra Jakobs slægt, og fra det jødiske folk vil en mand rejse sig, og alle folk vil knytte et stort håb til hans navn.«[3] Og fordi dette var blevet spået, betragtede kongerne nøje himmellegemerne og deres bevægelse. Og første julenat så disse konger en stor og lysende stjerne, som var ulig alle de andre stjerner, og den skinnede som solen. Og de forstod på grund af dens stråleglans, at det var denne stjerne, hvis komme profeten Bileam spåede og sang om. Og ledt af denne stjernes stråleglans drog de af sted og fandt jødernes konge i Betlehem[4].
Og det, som Gud pålagde de østerlandske konger at udføre håndgribeligt, det befaler han os at opfylde åndeligt, såfremt vi ønsker at fejre Guds højtid på rette vis. De østerlandske konger opsøgte Gud med offergaver, så snart de så hans stjerne. På samme måde skal også vi opsøge ham med gode gerninger, så snart vi ser lyset fra den rette tro. Herodes blev bekymret, da han hørte om Kristi fødsel, for Djævelen bliver bedrøvet, når han ser Guds kraft tiltage i vores hjerter. Han bad om at få det at vide, hvis de fandt Kristus, sådan at han kunne dræbe både dem og drengen. For imellem vores gode gerninger skyder fjenden[5] forfængelige tanker ind i vores sind, for om han derved kan skille os fra Kristus eller Kristus fra os. Stjernen åbenbarede sig for de østerlandske konger og ledte dem hen til Herren, da de drog fra mødet med Herodes, for hvis vi vender os bort fra alle Djævelens gerninger og hans vilje, da vil den sande tros lys lede os til Gud. Kongerne bragte Kristus guld og røgelse og myrra, mens vi har pligt til at bringe ham vores sjæl, tanker og legeme uden synd. Røgelsen symboliserer Guds guddommelighed, guldet herrernes herre og kongernes konge, myrra hans menneskelige natur. Tre konger gav offergaver, men én rakte dem alle frem, for Gud er én i Faderen og Sønnen og Helligånden. Vi bringer Gud guld, når vi stråler af den åndelige visdoms skønhed. Vi bringer Gud røgelse, når vi brænder vores tanker i angerens ild, så vores bønner danner en velbehagelig duft for Gud. Myrra kan bevirke, at de dødes legemer ikke går i forrådnelse; og da bringer vi Kristus myrra, når vi holder vores legeme kyskt. Det blev åbenbaret for de østerlandske konger, at de ikke skulle opsøge Herodes på tilbagevejen, for det er forbudt for os, at vende tilbage til synden, efter vi har bragt Gud vores gode gerninger. Vi skal følge en anden vej tilbage til vores hjemegn, end den vi fulgte, da vi tog derfra, for vi forlod Paradisets salighed på grund af hovmod og ulydighed og på grund af begær efter synlige ting, på grund af fråseri og ubesindig glæde. Og det er nødvendigt for os at vende tilbage til vores fødeland gennem ydmyghed og lydighed og ved at forkaste det verdslige og gennem legemlig afholdenhed og ved at angre vores synder.
Tre jærtegn ligger således til grund for den trettende dag[6], hvor Vorherre Jesus Kristus blev døbt i Jordanfloden. Men den ottende dag efter den trettende dag fejres, fordi da handler messen om dåben, sådan som den på trettendedagen handler om offergaverne, for man kan ikke holde to forskellige messer på samme dag.
Da Jesus var 30 år gammel efter sin menneskelige alder, kom han til Jordanfloden. Og Johannes Døberen døbte ham, og Johannes svarede ham og sagde: »Jeg burde blive døbt af dig, men du kommer til mig.« Jesus svarede ham: »Lad du det ske, sådan som jeg ønsker, for på den måde opfyldes al retfærdighed.« Men da Jesus blev døbt, da åbnede himlen sig over ham, og Helligånden kom over ham i en dues skikkelse, og fra himlen lød en stemme, der sagde: »Dette er min søn, som jeg finder velbehag i. Ham skal I adlyde.«[7] Når Herren Jesus Kristus lod sig døbe i vand, skete det med det formål, at han med sin dåb helliggjorde alt vand til vores renselse. Det var passende, at Jesus blev døbt i vand. Vand slukker ild og vasker det bort, som er urent, og slukker tørsten og viser spejlbilleder. På samme måde slukker den hellige dåb den evige brænden og vasker syndens snavs af os og slukker den åndelige tørst med Guds ord og viser os Guds spejlbillede. Ved Herrens dåb åbenbarede den hellige treenighed sig, og himlen åbnede sig, for Himmeriges dør åbnes, når vi bliver døbt i den hellige treenigheds navn. På passende vis viste Helligånden sig i en dues skikkelse, for alle, der får del i Helligåndens gaver, bliver brødefri, på samme måde som der ikke findes noget ondt i duen. Duen skader ikke noget levende væsen, hverken med sit næb eller sine kløer, og på samme måde gør de, der har Helligånden i sig, heller ikke deres medmennesker ondt i hverken tale eller gerninger. Duen sukker i stedet for at synge, på samme måde som helgenerne påkalder Gud med inderlig smerte i deres bønner. Duen fodrer andres unger såvel som sine egne, for enhver, der har Helligånden i sig, elsker sin næste, som han elsker sig selv, og hjælper ikke bare sine frænder og venner, men også udlændinge og uskyldige og sine uvenner.
Denne højtids tredje jærtegn er, at Herren på denne dag lavede vin af vand ved en sammenkomst[8], og han viste dér både sin guddommelighed og sin menneskelighed. Menneskeligheden viste han i det, at han deltog i brylluppet, og guddommeligheden ved det, at han forvandlede noget, han havde skabt, til noget, det ikke var før. Derfor bliver denne tid med rette kaldt åbenbaringstiden, for da åbenbarede alle disse ting sig, som her blev fortalt om.
Noter:
- ↑ Se Joh 6, 33-35
- ↑ Fortællingen om Herodes og kongerne følger Matt 2, 1-12
- ↑ Se 4 Mos 24, 17
- ↑ Rettet fra forlæggets ‘Jerusalem’ (Jorsalaborg)
- ↑ ɔ: Djævelen
- ↑ 6. januar
- ↑ Se Matt 3, 13-17
- ↑ Se Joh 2, 1-10
