Grønlandshaj – Foto: (CC.) Wikimedia
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
34. Qvindens og Haifiskens Børn
Et Par meget gamle Ægtefolk havde en Datter, som de vare meget paaholdende paa og ikke vilde tillade at gifte sig, skjøndt hun selv nok vilde have en Mand. Under disse Omstændigheder var det dem paafaldende, at hun gik ud at samle Bær om Morgenen tidligt og først kom hjem om Aftenen, skjøndt hun kun havde en lille Haandkurv at samle i. Faderen fik Mistanke om at hun havde noget ondt for, listede sig derfor engang efter hende og lagde sig paa Luur, hvorved han da opdagede, at hun gik ned til Strandbredden, afklædte sig, sprang ud i Vandet og kaldte paa en Haifisk. Derpaa kom der en stor Hai tilsyne, som hun omfavnede. Faderen var nær ved at besvime ved dette Syn, og da han kom hjem fortalte han det til sin Kone. Nogen Tid derefter blev Datteren frugtsommelig, gik ned til Stranden og fødte ti Haiunger, som hun satte ud i Vandet. Deres Fader, en stor Haifisk, viste sig og passede paa dem ude fra Søen af. Efter den Tid bragte Datteren daglig en halv Sælhund til sine Forældre. Den var nemlig fra deres Svigersøn, Haifisken, som nu erhvervede for dem. Senere hen begyndte de unge ogsaa at erhverve. Den mellemste af dem hed Sujutouk, og han var den stærkeste, han var ogsaa den første som bragte en Sælhund hjem til sin Moder. Imidlertid døde hendes gamle Forældre, og hun levede nu med sine Haifiskebørn som Erhververe. Engang hørte disse, at der etsteds var fanget en Hval, og Sujutouk opmuntrede sine Brødre til at drage derhen for at hente en Ret ny Mad til Afvexling for deres Moder. Da Veien var lang, kom Sujutouk meget tidligere til Stedet end Brødrene. Hvalen laa ved Strandbredden, Halvdelen ragede op over Vandet og paa samme stod der en Mængde Mennesker og flensede. Sujutouk kom til nedefra og begyndte at bide et Stykke ud, men i det samme bemærkede en af Mændene ham og stak ham med sin store Flensekniv. Trods Smerten afbed Sujutok i Hast sit Stykke, og hjulpen af Brødrene, der toge ham blødende imellem sig, kom han hjem til Moderen, som forskrækkedes over at see ham i den Tilstand. Hun huskede da paa at der boede mange Folk paa en Plads i Nærheden mod Syd, og at der følgelig ogsaa maatte være en gammel Qvinde iblandt dem. Til dem løb hun hen, opsøgte den ældste Qvinde og bad hende om et Lægemiddel. Hun sagde: »jeg kjender ikke andet Lægemiddel end min gamle Urinbøtte hist, den kan du skjære et Stykke af.« Hun afskar da et Stykke af den gamle Skindbøtte, tog det med sig og syede det med Trevler af Hvalbard over Sujutouks Saar, som derpaa efter to Dages Forløb var ganske lægt. Da han var fuldkommen helbredet opfordrede hans Brødre ham til at hævne sig, thi han havde lagt Mærke til at Manden, som stak ham, havde en Plet imellem Øinene, hvorpaa han kunde gjenkjendes. Brødrene vedbleve at opirre ham saa længe, at han tilsidst drog afsted. Underveis gik han ind i Fjordene og samlede alle Haifiskene om sig som Hjælpere. Omsider mødte de nogle Kajakmænd, og han fandt ganske rigtig ham med Pletten i Panden, gik ind under ham og bed derpaa først Kajakken og derpaa, Manden midt over. Da de andre Kajakmænd mærkede dette, vilde de ile Manden til Hjælp, men saa var Vandet omkring ham ganske tykt af bare Haier, og de kunde ikke komme ham nær. Sujutouk var efter den Tid meget dristig til at gaae paa Erhverv, men engang da han havde vovet sig alene for langt ud i det aabne Hav, blev han overfalden af en Kaskelot, som med det første Bid tog Halen af ham, med det andet Kroppen indtil Finnerne, hvorpaa han tabte Bevidstheden. Man siger at det er fra ham, at Haifiskenes Kjød har sin Lugt, nemlig fordi de have faaet et Stykke paa sig af Skindet fra den gamle Qvindes Urinbøtte.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 74-76
