Ragnarøk (Nordisk Mytologi efter Kilderne)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Nordisk Mytologi efter Kilderne

Kr. Arentzen og St. Thorsteinsson
1891


Ragnarøk.


Der kommer tre Vintre med store Slag over hele Verden: Brødre dræbe hinanden, ingen skaaner Fader eller Sön, Hor gaar i Svang, og Blodskam bedrives. Derpaa kommer Vinteren, som kaldes Fimbulvinter: Sne fyger fra alle Verdens Hjørner, det er stærk Frost og voldsomme Storme, Solen taber sin Kraft. Der kommer tre saadanne Vintre uden Somre imellem.
  Ulvene sluge nu Solen og Maanen, og Stjernerne forsvinde af Himlen. Jorden og Bjærgene skælve, saa Træerne rykkes op med Rode, og Klipperne styrte ned. Alle Lænker og Baand brydes. Fenrisulven slipper løs,og Havet vælter sig, brølende, op paa Land, thi Midgaardsormen gribes af Jætteraseri, pisker Bølgerne og søger op paa Stranden. Skibet Naglfar, der er bygget af døde Mænds Negle, kommer løs og flyder i denne Søgang: Jætten Hrym styrer det igennem det brusende Hav. Fenrisulven farer frem med gabende Mund: Overkævenberörer Himlen, og Underkæven Jorden, og den vilde gabe endnu mere, hvis der var Plads dertil; Ild luer ud af dens Öjne og Næsebor. Midgaardsormen spyr, rædselfuld, ved Ulvens Side Edder ud over hele Luften og Havet. I dette Gny kløves Himlen, og Muspels Sönner ride der fra med Surt i Spidsen: baade for og bag ham flammer Ild, og hans gode Sværd skinner klarere end Solen. Da de ride over Bifrøst, brister Broen. De rykke frem paa den uhyre Slette Vigrid og danne en skinnende Fylking. Der kommer ogsaa Fenrisulven og Midgaardsormen. Did er ogsaa Loke kommen, fulgt af alle Hels Folk, og Hrym med alle Rimthurserne.
  Medens dette foregaar, staar Hejmdal op, sætter Gjallarhornet for sin Mund, blæser höjt og vækker alle Guderne. De holde Ting. Odin rider til Mimers Brønd for at hente Raad hos Mimer. Den gamle, höje Ask Ygdrasil suser og skælver; Bjærgenes Beboere, Dværgene, stönne foran Klippedörene. - Alt ræddes i Himlen saa vel som paa Jorden. Aserne og Ejnherierne iføre sig deres Rustninger og rykke frem paa Sletten Vigrid. Fremmerst rider Odin med Guldhjælm, fager Brynje og Spydet Gungner; han gaar løs paa Fenrisulven. Thor er ved hans Side, men kan ikke staa ham bi, da han har fuldt op at göre med Midgaardsormen. Den lyse Frejr kæmper med Surt; det bliver en haard Dyst, for Frejr falder: det vorder hans Bane, at han savner det gode Sværd, som han gav Skirner. Hunden Garm, som var bunden foran Gnipahulen, det störste Uhyre, der ogsaa er sluppen løs, kæmper med Tyr; og de blive hinandens Bane. Thor fælder Midgaardsormen, men gaar kun nogle Skridt, da falder han død til Jorden af den Edder, som Ormen har udspyet paa ham. Fenrisulven sluger Odin. Men straks efter gaar Odins Sön Vidar frem, sætter sin ene Fod i Ulvens Underkæve og griber med den ene Haand fat i dens Overkæve; det bliver Uhyrets Bane [1]. Loke kæmper med Hejmdal, og de fælde hinanden. Derpaa slynger Surt Ild ud over Jorden, Flammerne knitre, Baalet hæver sig höjt imod Himlen, og Jorden synker i Havet.


Fodnoter:

Efter Völuspá gennemborer Vidar Fenrisulvens Hjerte med Sværdet.