Rasmus Nyerup biografi

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Rasmus Nyerup
Rasmus Nyerup
Biografisk oversigt

Rasmus Nyerup
(1759-1829)


Nyerup, Rasmus, 1759-1829, Litterærhistoriker, Bibliothekar, var født 12. Marts 1759 i Byen Nyrup i Ørsted Sogn i Fyn, hvor hans Fader, Christen Rasmussen, var vorned Fæstebonde under Godset Brahesholm. Moderen hed Karen Simonsdatter. Da Forældrene siden flyttede til en Gaard i Ørsted, blev denne Landsby R. N.s egentlige Barndomshjem, «hvor han i Have og Mark, i Eng og Skov nød Barndommens uskyldige Glæder, hvis Minde aldrig siden udslettedes af hans Sind». Endnu som gammel Mand glædede han sig som et Barn om Foraaret ved at plukke Markblomster paa Grøftekanten, naar han en Gang imellem kom ud af den Bogverden, i hvilken han til daglig færdedes.

Da N. tidlig lagde for Dagen, at han besad et ypperligt Nemme, og da Læsning var hans Fryd, besluttede Faderen at lade ham studere, i Haab om en Gang at se ham som Præst. Han kom derfor 1768 i Huset hos den lærde Degn Frederik Krogh i det nærliggende Skydebjærg og efter 5 Aars Forløb i Odense Skole (1773). Her boede han, ligesom senere ved Universitetet, sammen med Jørgen Lottrup Schydtz, der endte som Justitiarius i Bergen og blev ham en overordentlig trofast Ven, som han satte den største Pris paa. I det sidste Aar i Odense besøgte N. Gymnasiet, hvor han hørte Dr. N. E. Nannestads Foredrag (s. foran S. 127), der efterlode et stærkt Indtryk paa ham. «Nannestad læste over Guldbergs naturlige og aabenbarede Theologi, og da hans store Skarpsindighed kuldkastede en hel Del af de Guldbergske Læresætninger, gav det den første Anledning til, at N. siden ved Universitetet ofte betvivlede Rigtigheden af, hvad han enten læste i Balles Dogmatik eller hørte i hans Forelæsninger.» Fra den Tid af var og blev N. afgjort Rationalist, noget, der ellers ikke synes ret at have passet til hans øvrige Individualitet, men dog jævnlig fandt temmelig stærke Udslag i hans Skrifter, som naar han i sin «Kjøbenhavns Beskrivelse» (1800) ved Omtale af Universitetet betegnede Theologien som «Kundskab om den menneskelige Aands Forvildelser» og derfor mente, at den passende kunde reduceres til en Underafdeling af Historien. Endnu som Skolediscipel forlovede N. sig (hemmelig) med Elisabeth Margrethe Clausen, en Kjøbmandsdatter fra Odense, der, efter en lang Ventetid, 28. Maj 1788 blev hans Hustru og siden i 30 Aar «forsødede Livet» for ham.

Studenterexamen bestod N., ligesom hans ovennævnte Kontubernal, med Udmærkelse 1776 og hengav sig nu til et flittigt Studium med Filologi og Theologi som Hovedfag. 1779 tog han den saakaldte store filologiske Examen og Aaret efter theologisk Attestats. Den sidste Examen underkastede han sig for at glæde sin Fader, uden dog at have til Hensigt at blive Præst. Snarere stod det for ham som hans Livsmaal at blive Skolemand; men Forholdene føjede sig saaledes for ham, at han tidlig kom ind i Bibliotheksvirksomheden, og den holdt ham siden fast, saa meget mere som den gav ham en bekvem Adgang til de litterærhistoriske Studier, som mere og mere bleve Hovedsagen for ham, og i hvilke han har udrettet saa meget, at skjønt en Del af, hvad han har skrevet, nu er glemt, vil dog ingen, der sysler med dansk Litteratur, Historie og Antikviteter, lettelig kunne undgaa at komme i et Taknemmelighedsforhold til ham.

Sin Bibliotheksvirksomhed begyndte N. 1778, da Professor J. H. Schlegel, der nys var bleven Bibliothekar ved det store kongl. Bibliothek, privat antog ham som sin Medhjælper mod at yde ham Kost og Bolig i sit Hus, og da Schlegel snart kom til at skjønne paa N.s Flid og Kundskaber, knyttedes herved en Forbindelse, der siden paa flere Maader kom N. til gode. I Bibliothekets Chef, Grev J. G. Moltke (XI, 424), vandt N. ogsaa en Velynder, der senere ved mange Lejligheder ydede ham en gavmild Støtte. Da den hidtilværende Amanuensis Chr. Brandt (III, 3) døde, fik N. 18. Jan. 1781 kongl. Udnævnelse som hans Efterfølger ved Bibliotheket. Lønnen, 3 Kommunitetsportioner, var vel kun ringe, men N. var vant til at nøjes med lidt, og Moltke skaffede ham en Gratifikation paa 150 Dlr. for den Tid, han havde tjent uden anden Løn end Kost og Bolig hos Schlegel. I Okt. s. A. fik N. Plads paa Borchs Kollegium, og som Disputats for samme udgav han sit første selvstændige Skrift («de Lactantio»), der siden efterfulgtes af saa lang en Række Bøger og Afhandlinger, at det er vanskeligt at overskue dem alle. Hans Magisterdisputats («Spicilegium bibliographicum», 1784) hørte til Førstegrøden af hans litterærhistoriske Studier, der siden skulde bringe saa mange andre smukke Frugter.

1785 blev N. Decanus i Kommunitetet. S. A. fik han en Sag i Anledning af et af ham udgivet Stridsskrift, hvis Indhold formentes «anstødeligt» for Politiet. Sagen indbragte vel Forfatteren nogle Ydmygelser, men endte dog uden blivende ubehagelige Følger for ham. 1786 deltog han i Oprettelsen af Selskabet for Efterslægten, hvilket gav Anledning til, at han fattede Planen til en Fremstilling af de gamle Folkebøgers Indhold, et Æmne, der fra hans Barndom havde interesseret ham. Frugten af dette Arbejde fremkom dog først senere i hans Yndlingsbog: «Almindelig Morskabslæsning i Danmark og Norge gjennem Aarhundreder» (1817). 1790 blev N. Bibliothekssekretær; s. A. overtog han Redaktionen af «Lærde Efterretninger», en paa Grund af Tidsforholdene vanskelig Opgave, saa meget mere som N. i flere Retninger nærede temmelig radikale Anskuelser, men som han (dog med Afbrydelser) forestod i 13 Aar. 1796 blev han extraordinær Professor i Litterærhistorie og s. A. adjungeret og succederende Universitetsbibliothekar, med hvilke Hverv han fra 1797 forbandt Stillingen som Regensprovst (før 1814 dog kun som Interims- eller Viceprovst). Da disse Stillinger dels vare ulønnede, dels meget slet aflagte, maatte han være glad ved i en Aarrække at kunne oppebære 200 Rdl. som Tilsynsmand ved Kommunitetets Arkiv. Pladsen ved det kongl. Bibliothek opgav han definitivt først 1804.

Da N. tidlig var kommen i Forbindelse med P. F. Suhm, hvem han gik til Haande i hans Bibliothek, gaves der ham Anledning til af dettes rige Haandskriftskat at udgive «Nye Samlinger til den danske Historie» I-IV (1792-95). Samtidig udgav han «Luxdorphiana» (1791) og «Langebekiana» (1794) og efter Suhms Død dennes «Levned og Skrifter» (1798) samt «Suhmiana» (1799), alle indeholdende Bidrag til Litterærhistorien, især det 18. Aarhundredes. Et i «Suhmiana» indført «Udkast til en ny Regeringsform» havde for øvrigt nær bragt N. i ubehagelig Berøring med Generalfiskalen; gode Venner hjalp ham dog ud af Klemmen, saa han slap med en Erklæring om at have «handlet i sit Hjærtes Enfoldighed uden at ane det mindste ondt».

I Forbindelse med Baggesen, Pram og J. K. Høst lagde N. 1796 Grunden til «det skandinaviske Litteraturselskab», hvis Formaal var en nærmere litterær og sproglig Forbindelse mellem de nordiske Lande, men «hvis tilsigtede Formaal døde i Fødselen, og hvis Bestræbelser Politikkens Dæmon lagde uovervindelige Hindringer i Vejen for». Selskabet kom dog ved sine udgivne Arbejder til at udbrede Lys over mange Videnskaber, og det bestod i en lang Aarrække, saa man med N. kan sige, at det gik med dette Selskab som med Manden, der vilde gjøre Guld, men i Steden derfor opfandt Porcellæn.

N.s selskabelige og vennesæle Natur har bl. a. givet sig tilkjende derved, at ikke saa faa af hans Skrifter ere udgivne ved Samarbejde med andre. Dette gjælder saaledes hans i Forening med Lahde udgivne «Samling af fortjente danske Mænds Portrætter med biografiske Efterretninger » I-III (1797-1802). « Danmarks Kjøbstæder og Slotte i Kobbere» er udgivet sammen med Sander og Lahde (1806). I Forening med K. L. Rahbek udgav N. det endnu skattede Værk: «Bidrag til den danske Digtekunsts Historie» I-IV (1800-8) og senere en Fortsættelse af Værket, «Udsigt over den danske Digtekunst under Frederik V» (1819). Med R. K. Rasks Hjælp udgav N. «Edda ell. Skandinavernes hedenske Gudelære, overs. af Islandsk» (1808). Med Abrahamson og Rahbek udgav han «Udvalgte danske Viser fra Middelalderen» I-V (1812-14) og sammen med P. Rasmussen «Udvalg af danske Viser fra Midten af 16. Aarhundrede til henimod Midten af det 18., med Melodier» I-II (1821). I Forbindelse med Nordmanden J. E. Kraft udgav N. endelig det Værk, der formodentlig vil bevare hans Navn længst: «Almind. Litteraturlexikon for Danmark, Norge og Island» (1818-20), efter at han mange Aar tidligere havde ydet J. Worm betydelige Bidrag til 3. Del af hans «Lexikon over lærde Mænd» og beriget Schlegels Udgave af Kofod Anchers Skrifter med vigtige Tillæg. At nævne alle de Tidsskrifter, N. har leveret Bidrag til, vilde være at opregne saa godt som et halvt Aarhundredes hele periodiske Litteratur her i Landet, ikke at tale om, hvad han har beriget fremmede Tidsskrifter med. En Art Tidsskrift, N. selv var Leder af, var hans «Magasin for Rejseiagttagelser» I-IV (1820-25), der indeholder gammelt og nyt og deriblandt et og andet, som endnu har Betydning, saasom «Kong Christian IV’s egenhændige Optegnelser i hans Skriv- og Rejsekalendere» (ogsaa udkommet som særligt Skrift).

En ret fremragende Plads blandt N.s Skrifter indtager hans «Historisk-statistisk Skildring af Tilstanden i Danmark og Norge i ældre og nyere Tid» I-IV (1802-6). 3. Del af dette Værk bestaar af 2 Bind, hvoraf den første vedrører Universitetets og den anden Latinskolernes Historie. Begge maa endnu raadspørges af enhver, som sysler med disse Æmner. 4. Del, der indledes med «Antikvarisk Fodrejse i Fyn 1805», handler om danske Oldsager og danner paa en Maade Indledningen til en væsentlig Side af N.s Virksomhed, nemlig hans Bestræbelser for at redde og bevare fædrelandske Oldsager og Mindesmærker, hvorved han har indlagt sig stor Fortjeneste. Efter at han allerede paa egen Haand med Universitetskonsistoriets Bifald og under Bibliothekskommissionens Opsyn havde gjort Begyndelsen til Anlæggelse af et Kabinet for Fædrelandets Oldsager i Universitetsbibliothekets Lokale paa Trinitatis Kirkes Loft, udstedte han 12. Marts 1807 en offentlig Opfordring til Ejere af nordiske Oldsager om at indsende, hvad de havde, til denne Samling. Den vandt saa god Anklang, at der strax indkom værdifulde Bidrag, og paa Fr. Münters Forslag nedsattes en kongl. Kommission for Oldsagers Bevaring, hvis Sekretær N. blev. Uagtet de for Fædrelandet ulykkelige Forhold, som snart efter indtraadte, virkede N. dog med stor Energi i denne Stilling indtil 1816 og fik gjort en god Begyndelse. Selv ansaa den beskedne Mand det dog for sin største Fortjeneste af Nationalmusæet, at han fik C. J. Thomsen udnævnt til sin Efterfølger i Sekretariatet; thi «Mage til ham til en saadan Post findes ikke i 7 Kongeriger». N.s Stilling i Oldsagskommissionen gav Anledning til, at han gjorde flere antikvariske, af ham selv beskrevne Rejser i Fædrelandet og i Sverige og Norge og til sidst ogsaa i Tyskland. I Sverige var han 1810 og 1812, i sidstnævnte Aar med Rask som Ledsager. Men da han samtidig havde det politiske Hverv at sondere Stemningen i Sverige for Frederik VI’s Kandidatur til den svenske Trone, var han nær kommen i Forlegenhed, og kun hans Anseelse som Videnskabsmand synes at have friet ham for at blive sat fast som dansk Spion, da han havde vovet sig til Ørebro, hvor den svenske Rigsdag var samlet; han slap dog med Paalæg om ufortøvet at forføje sig bort (s. «Meddel, fra Krigsark.» V).

Af N.s overordentlig frugtbare Produktion kan endnu nævnes hans Udgave af «A. S. Vedel, Om den danske Krønnike at skrive» med Oplysninger om de danske Historiografer (1787), hans «Karakteristik af Kong Christian IV» (1816) og «Efterretninger om Kong Frederik III» (1817) samt forskjellige sproglige og mythologiske Skrifter, saasom: «Symbolæ ad litteraturam Teutonicam» (1787); «Udsigt over Nordens ældste Poesi» (1798); «Det danske Sprogs Retskrivningstheorier» (1805); «Peder Syvs kjærnefulde Ordsprog, udsøgte og ordnede, med en Fortale, indeholdende Bidrag til de danske Ordsprogs Litteratur» (1807); «Wörterbuch der skandinav. Mythologie» (1816); «De litterære Bergmænd i Indien» (om Sanskritlitteratur, 1820); «Peder Laales Samling af danske og latinske Ordsprog, med Anmærkninger» (1828). I en Række Aar var N. Medarbejder i Videnskabernes Selskabs danske Ordbog.

N. har skrevet saa meget, at det fordelt paa 10 forskjellige Forfattere vilde være nok til at sikre enhver af dem, om ikke just Udødelighed, saa dog agtelsesfuld Ihukommelse; thi blandt det meget er der forholdsvis kun lidt, der kan kaldes betydningsløst, selv om det ikke alt, og navnlig ikke nu for Tiden, tilfredsstiller Faglærdommens strænge Fordringer. I det meste af, hvad der foreligger fra hans Haand, er noget vist tiltalende, gemytligt, der giver endog det mere trivielle en vis Ynde. Dette fremtræder ikke mindst i hans «Levnedsløb, beskrevet af ham selv», som efter hans Død udgaves af hans Svigersøn Præsten C. L. Strøm. Sagen er, at bag det hele aabenbarer sig en ualmindelig elskværdig Personlighed, fuld af Kjærlighed til Fædrelandet og Lyst til at fremme dets Ære. Hans levende Interesse for dansk Bogvæsen fremtræder endnu i et af hans sidste Aar i hans «Udkast til en Plan til Samfundet for den danske Litteraturs Fremme» (1827).

Som Bibliothekar, først ved det store kongl. og siden i en meget lang Aarrække ved Universitetsbibliotheket, gjorde N. sig vel fortjent. Villig gik han de studerende til Haande med sin Bogkundskab. Med egen Haand har han forfattet Katalog over en stor Del af det sidstnævnte Bibliotheks Samlinger, ligesom han har gjort sig fortjent ved flere store trykte Katalogarbejder, hvoriblandt især «Katalog over det norske Videnskabers Selskabs Samlinger» (1808) fortjener at nævnes paa Grund af de tilføjede interessante Bemærkninger om gamle og sjældne Skrifter. Endelig kan det bemærkes, at N. i en lang Aarrække holdt Forelæsninger paa Bibliotheket til Vejledning for de studerende, hvorom et Vidnesbyrd foreligger i hans Skrift «Om Bibliothekarforelæsninger paa Univ.-Bibl. med Fortegnelse over Bibliothekets Velgjørere» (1815).

I ingen af sine forskjellige Virksomhedsgrene har N. dog vundet større Paaskjønnelse og Yndest end som Regensprovst. «Hans simple, fordringsløse Adfærd, hans rene og varme Iver for Videnskabeligheds Fremme som for alt, hvad han ansaa for ret og godt, i Forening med hans utrættelige Flid, samvittighedsfulde Pligtopfyldelse og exemplariske Vandel, men endnu mere: den kjærlige Omhu, hvormed han tog sig af de studerendes Anliggender og ufortrøden gik ind i Detaillen af deres Ønsker og Fornødenheder, den vennehulde, liberale Tone, som fandt Sted i hans Omgang med dem, uden at derfor Værdigheden tilsidesattes, den faderlige Velvilje, som viste sig i enhver af hans Foranstaltninger, Raad, Advarsler, Opmuntringer, saa at det stedse var tydeligt, at det kun var deres eget bedste, han havde for Øje, – hans hele humane Tænke- og Handlemaade tillige med hans øvrige, selv i sine Abnormiteter elskværdige, Individualitet var det, som med uimodstaaelig Magt virkede paa de unge Gemytter ligesom i Almindelighed paa enhver, der kom i nærmere Berøring med ham.»

At en Mand som N. i Tidens Løb har modtaget forskjellige Beviser paa Anerkjendelse af hans Virksomhed i Litteraturens og Videnskabens Tjeneste, siger sig selv. Saaledes blev han 1793 Medlem af det danske Selskab (fra 1816 dets Viceformand) og 1823 af Videnskabernes Selskab, ikke at tale om en Række udenlandske litterære Samfund. Ved hans 50 Aars Jubilæum som Bibliothekar (15. Sept. 1828) og paa flere andre Mindedage i hans Alderdom modtog han, der i Sang pristes som «hver Fynbos Ven, hver Nordbos Fryd», talrige Beviser paa den Yndest, han nød i den studerende Verden, noget, der glædede den gamle, beskedne Mand højlig. Hans udstrakte Brevvexling (s. L. Daae, Udvalg af Breve, hovedsagelig fra bekjendte Nordmænd, til Prof. R. N., 1861) vidner ogsaa om den Agtelse og Tillid, han nød i vide Kredse.

N. døde, 70 Aar gammel, 28. Juni 1829. Hans Hustru var død 10 Aar tidligere (7. Okt. 1818). De havde 1 Søn og 3 Døtre, af hvilke den yngste, der var ugift, ved kjærlig Omhu og Pleje bevarede Faderen fra at føle sig forladt og ene i sin Alderdom. Sønnen mislykkedes – i saa Henseende havde N. samme triste Skæbne som hans Ungdomsven, den fortræffelige Rektor O. Worm i Horsens, hvis Breve til N. (s. J. Møller, Nyt theol. Bibl. XIX) give os et sjælden smukt Billede af trofast Venskab, trods væsentlige Differenser i Anskuelserne.

Erslew, Forf. Lex.
H. F. Rørdam.


Kilde: Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905)