Rejseberetning (Holm)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Gustav Frederik Holm
(1849-1940)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Konebaads-Expeditionen til Grønlands Østkyst 1883—85
Gustav Holm


I. Rejseberetning
Ankomst tii Angmagsalik. — Kong Christian IX's Land

I Følge den Instrux, som jeg modtog af Kommissionen for Grønlands Undersøgelse, var det Expeditionens Hovedformaal at undersøge grundigere den Kyststrækning, som berejstes af Capt. Graah i 1829-31 paa Grønlands Østkyst. Hvis Forholdene skulde være gunstige, vilde Kommissionen sætte Pris paa, at Undersøgelserne udvidedes noget ud over det nordligste af Graah naaede Punkt.

Da jeg paa mine Rejser i 1880 og 1881 i det sydligste af Grønland havde truffet Hedninger fra Østkysten, og af disse havde erfaret, at der i Omegnen af Cap Dan — altsaa en Snes Mil forbi det nordligste af Graah naaede Punkt — skulde findes et stort beboet Sted, som kaldtes Angmagsalik, satte jeg dette som Maal for vor Rejse.

Ligesom Graah skulde vi fra den sydligste Koloni paa Vestkysten af Grønland rejse op langs Østkysten i Konebaade ɔ: Skindbaade roede af Kvinder. Disse Baade have nemlig store Fordele fremfor Træfartøjer, idet de ere lettere at hale paa Land, laste mere og ere nemmere at reparere.

Expeditionens Medlemmer vare — foruden mig — Premierløjtnant i Marinen W. Garde, Cand. min. H. Knutsen (Normand) og Cand. phil. P. Eberlin. Foruden disse medfulgte tillige fra Kjøbenhavn to unge grønlandske Tolke, Brødrene Henrik og Johan Petersen.

Den 3dje Maj 1883 afrejste Expeditionen fra Kjøbenhavn med et af den grønlandske Handels Skibe, men først sent paa Sommeren — d. 18. Juli — kom vi til Udgangspunktet for vor Rejse, Anlæget Nanortalik paa 60° 8' n. Br. paa Vestkysten af Landet. Resten af Sommeren blev benyttet til at udlægge et stort Depot paa c. 61° n. Br. paa Østkysten — omtr. 40 Mil fra vort Udgangspunkt, — hvorefter vi opmaalte og undersøgte den sydligste Del af denne Kyst.

Vinteren 1883—84 tilbragte alle Expeditionens Medlemmer i Nanortalik, beskjæftigede med meteorologiske, magnetiske og astronomiske Iagttagelser m. m.

I 1884 brød Expeditionen op i Begyndelsen af Maj Maaned og rejste med 4 Konebaade nord paa. Foruden Expeditionens 6 evropæiske Deltagere bestod Besætningen af 31 Grønlændere, nemlig 19 Fruentimmer og 12 Mandfolk, hvoraf 7 med Kajak.

I Begyndelsen af Sommeren vare Isforholdene meget slette, idet Stor-Isen bestandig laa pakket ind paa Land. Den 21de Maj saa vi fra et Fjæld i Ikek-Sundet, at Ismasserne næppe strakte sig 1 Mil til Søs, og i det aabne Hav udenfor dampede —i 4½ Mils Afstand fra os — et tremastet Dampskib NO paa, følgende den sammenpakkede Ismasse.

Hele den paafølgende Tid saas Isen i lang Afstand udfor Kysten; undertiden liggende lige til Horizonten, men som oftest dog med Vand eller en mørk Stribe, som kunde tyde paa Vand, i Horizonten. Ofte saas store aabne Vaager og Render i Isen eller større Partier spredt Is. Paa denne Tid saas ingensinde aabent Vand nærmere end tre Mil af Kysten. Isen var gjennemgaaende flad med kun 1-3 Fods Højde over Havet. Udenfor var den i rask Bevægelse syd efter, hvilket kunde ses paa Isfjældene, som vare mellem den, men langs med Land laa Isen saa godt som stille. Kun en enkelt Dag kunde Fralandsvind sprede Isen lidt langs med Kysten. Først den 28. Juni gik Isen saa meget fra Land, at vi kunde naa vort Depot paa 61° n. Br. — Illuilek.

Her boede en stor Hedningefamilie, af hvem vi fik Følgeskab nord efter. De hørte hjemme ved Tingmiarmiut og havde været paa Handelsrejse til Vestkysten. Senere traf vi flere Hedninger, som alle skulde rejse nord efter, saa at vi i det hele vare 9 Konebaade og c. 20 Kajakker i Følgeskab — i alt 128 Mennesker. — Hedningerne fortalte os, at Isen var kommen til Kysten ved Nyaar, men var noget efter gaaet bort igjen. I Slutningen af April var Isen atter kommen til Land og var bleven liggende lige til nu — "uge som vi kom". — De fortalte tillige, at Isen var bleven liggende langs med Land meget længere ud paa Sommeren end sædvanligt; ellers plejede den paa denne Aarstid altid at være borte.

Den 6te Juli kom vi til den meget frygtede Bræ: Puisortok, der paa en Strækning af 3 Qml. staar ud i Havet med en lodret, meget kløftet Isvæg paa over 120 Fods Højde. Her laa Isen atter presset ind og nødte os til et længere Ophold.

Fra et 1300 Fod højt Fjæld saa vi den 20. Juli et Dampskib — dog ikke det samme som sidst — for Damp og Sejl manøvrere langs med Isranden i en Afstand af 4 á 5 Mil fra Land.

Ved samme Lejlighed saa jeg, hvad jeg saa vel tidligere som senere har bemærket flere Gange, at Isen var tæt nord efter og øst efter, medens den syd paa var meget spredt. Vi rejste altsaa med Spredningen nord efter. Dette stemmer med, hvad gamle, troværdige Hedninger, som have rejst meget paa Østkysten, have fortalt mig, nemlig, at naar der kommer Spredning i Isen, saa kommer den syd fra og udbreder sig efterhaanden nord efter.

Jeg sendte herfra to af vore Konebaadsbesætninger tilbage til Vestkysten. Flere af Folkene vare nemlig kjede af Rejsen, og da det tillige tog stærk t paa, vor Proviant, var jeg villig til at sende dem tilbage i én Baad og derefter fordele vore Besætninger paa de tre tilbageblivende Baade.

I Slutningen af Juli spredtes endelig Isen, saa at det, ved at hugge og stage os igjennem paa mange Steder, lykkedes os at naa Tingmiarmiut paa 62¾° i de sidste Dage af Juli.

Efter at have nedlagt et Depot her deltes Expeditionen i to Dele, idet Premierløjtnant Garde, Kand. Eberlin og Tolk Henrik Petersen med en Baad skulde undersøge og opmaale den tilbagelagte Strækning af Kysten og derefter atter overvintre ved Nanortalik, medens Kand. Knutsen og jeg med Tolken Johan skulde rejse nord paa med to Konebaade for at overvintre ved Angmagsalik.

Vor Besætning bestod af 2 Mand — nemlig Hanserâk og Samuel — samt 6 Fruentimmer. Hanserâk var den grønlandske Leder samt Styrer paa den Baad, hvori jeg var, medens Samuel var Kajakmand, men han maatte paa Oprejsen fungere som Styrer paa den anden Baad. Af de 3 Roersker, vi havde paa hver Baad, havde den forreste gjærne nok at tage vare med at sætte de smaa Isstykker af Vejen.

Vi vare provianterede for et Aar, dog selvfølgelig med meget smaa Rationer, idet vi maatte gjøre Regning paa Fangst. Af Brød (meat biscuit) var Rationen beregnet til ¼ Pd daglig pr. Mand, af Ærter, Gryn eller Ris 1 Pægl hveranden Dag pr. Mand, iøvrigt medførtes Pemmican, Smør til Evropæerne, Kaffe, The, Sukker, Chokolade etc.

Provianten var pakket i 28 Kasser, 20 vandtætte Sække og 17 Fustager eller Halvaukere.

Tillige medtoges 12 Kasser indeholdende Isenkram og Tøjvarer til Tuskhandel, Instrumenter, Bøger, Kemikalier, Klædningsstykker, samt Udrustningsgjenstande som Telte, Soveposer, Kogekar og Kjedler m. m.

Vi førte i alt omtrent et Hundrede større, foruden en Mængde mindre Kolli med os. Vægten af de større Kolli varierede fra 60—80 Pd., saa at den samlede Vægt af de Sager, vi førte mod os, mindst har været 6500 Pd.

Denne Last blev stuvet af Vejen i de 2 Baade, hvis Dimensioner vare: Længde 32 Fod, største Bredde i Bunden 3 Fod og 6 Tom., største Bredde for oven 5 Fod og 2 Tom., største Højde for oven 2 Fod og 6 Tom.

Det var ikke noget lille Arbejde om Morgenen at laste Baadene og om Aftenen atter at losse dem, og Landingspladserne vare ofte meget ugunstige for sligt Arbejde.

Det fremgaar af det anførte, at Expeditionen for en stor Del var henvist til at leve af Landets Produkter, nemlig Fangst af Sælhunde, foruden hvad der kunde tiltuskes hos Hedningerne. Til Vinterboligen blev kun medtaget nogle smaa Glasruder, foruden hvad der kunde benyttes af Baadenes Materiel; alt øvrigt maatte skaffes til Veje paa Overvintringsstedet. Til Varme og Belysning maatte vi ligeledes gjøre Regning paa at kunne faa Spæk ved Overvintringsstedet.

Førend vi skiltes fra den tilbagevendende Del af Expeditionen, fik Premierløjtnant Garde som Leder af denne en Instrux, i Følge hvilken han

1) i 1885 skulde rejse Hovedexpeditionen i Møde, medtagende Proviant til denne.

2) Paa flere aftalte Steder skulde han rejse Varder med kort Beretning, samt om mulig

3) udstrække sine Undersøgelser til Fjordene inden for Umanak (Griffenfeldts Ø).

4) Naar han ikke havde mødt eller hørt noget til Hovedexpeditionen, og Tiden paa Sommeren var saa langt fremrykket, at han ansaa det for nødvendigt at vende om, idet han ikke maatte risikere Overvintring paa Østkysten, skulde han nedlægge saa megen Proviant, som han kunde undvære, i Depot og derefter rejse tilbage.

Den 30te Juli forlod Hovedexpeditionen Tingmiarmiut, og uden videre Hindringer af Isen ankom vi til Igdloluarsuk ved Bernstorffsfjorden den 4de Avgust. Dette er det nordligste Sted, der er beboet af de sydligere Østlændinger. Her traf vi 3 Familier fra Angmagsalikegnen, som vare rejste hertil i 1882 for at handle. Da jeg underrettede dem om, at det var min Agt strax at rejse videre for at naa Angmagsalik, søgte de at tale mig fra det paa Grund af den sene Aarstid. Isen havde nemlig overalt langs Kysten ligget en Maaned længere end sædvanligt, fordi der om Sommeren ikke havde været stærke Fralands-Storme. For ikke at forsinkes for meget af Hedningerne, lod vi, som om vi sagtens kunde klare os selv til Angmagsalik, og rejste videre. Næste Dag bleve vi indhentede af alle Hedningerne, som havde hjemme der oppe. Følgeskabet varede imidlertid kun, indtil vi kom til Umivik (Sehestedsfjord); atter her forsikrede man os om, at det var for sent at rejse videre. Man sagde, at vi alle maatte overvintre her for næste Sommer at rejse sammen til Angmagsalik. Paa min bestemte Erklæring, at jeg i hvert Tilfælde vilde til Angmagsalik i Aar, og ved at fremvise alle de Herligheder, vi førte med os af Jærnkram og Tøjvarer, lod en gammel Mand ved Navn Ilinguaké sig lokke til at følge os med sin Konebaad, og der med var vor Rejse sikret. Uden hedensk Vejviser vilde det næppe være lykkedes mig at faa vor Besætning til at berejse den lange, øde, ubeboede Strækning.

Ikke uden Hindringer af Is og stiv Kuling med Søgang rejste vi videre og ankom til Graahs nordligste Punkt paa Dannebrogs Ø den 25. Avgust — altsaa en hel Maaued senere end Graah kom til sin nordligste Teltplads. Graahs store Varde stod aldeles urørt, ikke en Sten var falden ned af den; men den Sølvmedalje, som Graah havde nedlagt i den, fandtes ikke, skjønt enhver Sten blev fjærnet og enhver Sprække i Klippen neden under udskrabet med stor Omhu. Den eneste Maade, hvor paa Medaljens Forsvinden kan forklares, synes mig at være, at Varden først er bleven bygget og senere en Sten udtaget for at placere Medaljen i den. Paa samme Maade have Hedningerne da udtaget Medaljen uden at ødelægge Varden.

Isen havde i den forløbne Del af Avgust været meget spredt, ja, undertiden havde vi store Strækninger aabent Vand for os. Kun en smal Strimmel tættere Is adskilte den aabne Rende langs Kysten fra Havet Øster ude. Skodserne vare større og fladere end dem, vi havde truffet paa sydligere. Dog var der mangt et Sted i de mere lukkede Farvande eller smallere Sund, hvor vi kunde generes meget af sammenpakkede Kalvismasser og store Ismarker, som laa helt ind til Landet, og som maatte omgaas ved at staa langt til Søs. Hedningerne sagde, at det var meget usædvanligt paa denne Aarstid at se saa store Masser Is ved Kysten. De forklarede, at Tilstedeværelsen af Isen skyldtes den Omstændighed, at Vinteren havde været lang og stræng, lige som der ikke havde raset Foraarsstorme. Skjønt en Nordvest-Føhn i Midten af Avgust ryddede godt ud paa Isen, saa at man fra et 1750 Fod højt Fjæld, Nunatak, saa godt som ingen Is saa til Søs, men kun en Strimmel spredt Is, som adskilte det aabne Vand udenfor fra det aabne Vand langs Land, traf vi inde mellem Øerne endnu i Slutningen af Avgust paa fast Vinteris. Denne sinkede os ikke saa lidt; thi Vejret blev nu blæsende, og det endog altid med Modvind, saa at vi ofte med vore svært lastede og svagt bemandede Baade bleve hindrede i at gaa uden om Øerne, hvor der stod temmelig høj Søgang.

Den Kyststrækning, vi nu havde tilbagelagt, er, som bekjendt, tidligere beskrevet af Graah i hans "Undersøgelses-Rejse til Østkysen af Grønland 1828-31". Denne rejsende har imidlertid set paa Landet gjennem for mørke Briller, hvilket er ganske naturligt, naar man erindrer, under hvilke fortvivlede Forhold han udførte Rejsen. Han var den eneste Evropæer; forstod næppe Sproget, hans Besætning talte; havde meget knap Forsyning af Proviant, saa at han ikke var langt fra at sulte ihjel, og naar saa dertil kom, at han største Delen af Tiden var syg, saa vil man kunne forstaa, at alt maatte vise sig sort for ham. Det Heltemod og den Udholdenhed, som Graah lagde for Dagen, er beundringsværdig; vor Rejse har i Sammenligning med hans kun været en Fornøjelsestur. Den sydligste Del af Østkysten indtil 61½° n. Br. og Kysten mellem 62¾° og 63½° n. Br. er meget indskaaret af store Fjorde, der ere omgivne af høje, spidse Fjælde. Mange Steder findes her forholdsvis frodige Egne. Indlandets Is træder kun faa Steder ud til Havet, men efterlader ellers et betydeligt Forland, bestaaende af 2 á 3000 Fod høje takkede Fjælde, mellem hvilke der ligger smaa lokale Bræer. Det nordligste af disse Partier er beboet af 135 Mennesker, medens det sydligste nu er ubeboet. Efter Graahs Opgivelse var Beboernes Antal i 1832 paa disse to Kyststrækninger omtr. 480 Individer. Befolkningen er altsaa aftagen betydelig i Antal; de indfødte sige selv paa Grund af Sygdom og Hunger, men en medvirkende Aarsag er naturligvis Overvandringen til Vestkysten. Efter en Afskrift, som de herrnhutiske Missionærer have været saa gode at give mig af Kirkebogen i Friedrichsthal, den sydligste Missionsstation paa Vestkysten, er der siden 1832 døbt 274 Hedninger, som ere komne fra Østkysten, altsaa gjennemsnitlig 5 á 6 Personer om Aaret. Dog har Indvandringen i de sidste 10 Aar været højst ubetydelig.

Strækningen mellem disse to frugtbarere Egne, lige som Kysten nord for 63½° n. Br., er meget øde og isdækt. Saa godt som over alt træder Land-Isen umiddelbart ud til Havet eller Fjordsiderne, hvor dens milelange Strækninger kan ligne en kæmpemæssig Isflod. Fjælde ses rigtignok for det meste inden for Isen, men omgivne paa alle Sider af Is. Selv disse golde Egne benyttes undertiden til at overvintre paa, f. Ex. Egnen ved Umivik og ved Pikiutdlek, thi Fangsten er her som oftest meget stor.

Vi kom nu til Egne, som, saa vidt vi vidste, ikke tidligere havde været besøgte af Evropæere. Paa Grund af vore tungt lastede Baade kunde vi ikke følge med Hedningerne, der dog altid ventede paa os, naar Vejret var godt, men under Modvind og Søgang maatte vi klare os selv, og flere Gange maatte vi gjøre Venderejser, naar vi havde gjort Forsøg paa at gaa inden om Øer for at undgaa Søgangen, som tiltog stærkt, saa snart Storisen gik bort fra Land, og det saa viste sig, at fast Islæg forbandt Øerne med Fastlandet, eller at Sundene spærredes af sammenpakket Is.

Den første Dagsrejse paa den nyopdagede Strækning var drøj. Skilte fra Hedningerne og uden Kjendskab til Landet befandt vi os udenfor den 2½ Mil brede Isfjord Ikersuak (se Kaart I), der var opfyldt af store Masser Kalvis i alle Størrelser. Det blæste op med en frisk Fralandskuling med Snetykning og Slud, saa at vi kun kunde se et Par Baadlængder fra os og derfor havde ondt ved at manøvrere mellem Isen for at undgaa de tættere pakkede Partier. Fremfor alt maatte vi have fat paa Landet paa modsat Side for ikke at drive til Søs med den tiltagende Fralandskuling, men paa ingen Maade maatte vi komme ind i Isfjorden, hvor Isen blev tættere og tættere, og Strømmen gjorde Sejladsen farlig. Naar vi endelig fik Øje paa og naaede Land, kom det an paa at finde et Sted, hvor Baaden kunde hales op, thi fra modsat Side af Fjorden saa det ud, som om bratte Klipper over alt stode ned til Fjordsiden. Alt gik dog godt. Da Besætningen var ved at fortvivle, klarede det op, og vi fik Øje paa vore Hedningevenner; Vinden løjede af, og efter 12 Timers uafbrudt, anstrængende Roning kom vi til Land. Alle vare gjennemblødte og forfrosne; Besætningen var smækvred over, at vi ikke i Forvejen havde kunnet se, at Vejret vilde blive daarligt, men vi vare rigtig glade, thi nu, da den saa frygtede Isfjord var passeret, laa Vejen os aaben til Angmagsalik. Nu kunde der ikke være Tale om at overvintre andre Steder. Ilinguaké trøstede Besætningen med, at Vejret jo rigtignok havde været daarligt, men han havde to Gange passeret Ikersuak under større Besværligheder, da Isen nemlig havde spærret Vejen, saa at han havde været nødt til at bære Baad og Bagage længere Strækninger over de sammenfrosne Kalvismasser. Ved en Snaps og Masser af Sælhundekjød glemtes snart Besværlighederne, og alle saa med Glæde frem ad mod de forholdsvis frugtbare Egne, som vi nu havde foran os.

Den sidste Avgust kom vi til Angmagsalik. Dette Navn havde Fjorden tidligere efter de smaa Fisk: Angmagsat, som fangedes her i Massevis, men da en Mand ved Navn Angmagsat døde, og Hedningerne ikke tør nævne en Afdøds Navn, saa døbte de Smaafiskene om til Kersagkat, og Fjorden omdøbtes til Kulugsuk efter den store Ø ved Mundingen, hvor de fleste Folk bo. Beboerne, der tidligere kaldtes "Angmagsalimiut", kaldes nu "Kulugsumiut". Da Stedet imidlertid er bekjendt paa hele Østkysten og den sydligste Del af Vestkysten under Navn af Angmagsalik, og dette Navn tillige kjendes af alle der oppe, have vi bibeholdt det.

Hele 300 Aar ere nu forløbne, siden Vestgrønlænderne omkring Grodthaab traadte i Handelsforbindelse med Evropæerne, nemlig med John Davis i Aaret 1585; dog først nu skulde det lykkes Angmagsalikerne at se Evropæerne og komme til at nyde godt af Handelen med dem.

Beboerne bleve alle yderst forbavsede over at se os og høre, at vi vilde overvintre hos dem. Deres Begreber om Evropæere, som de kalde "Kavdlunakker", vare højst besynderlige. Kun en eneste Mand der oppe havde paa en Handelsrejse besøgt det sydligste Handelsanlæg paa Vestkysten, men da han var Angekok ɔ: Aandebesværger, havde han efter sine Fortællinger set mange andre mærkværdige Væsner.

Vi bleve modtagne paa det venskabeligste. Alle Mændene flokkedes omkring Landingsstedet og overrakte os Foræringer, medens Fruentimmerne stode længere oppe og stirrede forbavsede paa os, sloge Hænderne sammen af Forundring og udbrød i Velkomsthilsener som: "Er det ikke et Drømmesyn, at jeg skal se Kavdlunakker?" Befolkningen gjorde ogsaa et besynderligt Indtryk paa os, hvortil bidrog deres smaa bitte Benklæder, som næppe formaa at skjule saa meget som et Figenblad. De vare meget mere paatrængende end dem, vi tidligere havde truffet paa, saa at det var med Vanskelighed, at vi fik Lov til at spise vor Mad i Ro for disse nysgjerrige Mennesker. En gammel højrøstet Kone, der forbavsede os ved at se ud, som om hun ingen Benklæder havde paa, hvad der dog viste sig ved senere Undersøgelse, at hun havde, forlangte haardnakket af mig, at jeg skulde helbrede hendes Søn, saa at han atter kunde komme til at fange Sælhunde. Paa mit Spørgsmaal om, hvad han fejlede, fik jeg til Svar, at han tidligere havde været en god Fanger, men nu ikke mere kunde fange. Hun troede aabenbart, at jeg kunde helbrede Sønnen, naar jeg blot vilde.

Som et Lyn udbredtes naturligvis Efterretningen om vor Ankomst til hele Omegnen, og de paafølgende Dage strømmede de Indfødte i Kajakker og Konebaade til vor Teltplads for med egne Øjne at forvisse sig om, at der var kommet Kavdlunakker til deres Land.

Allerede paa Afstand hørtes de indfødtes Ankomst paa deres ejendommelige, monotone Sang, og naar de kom i Land og saa os, vinkede de ad os med Haanden, uden at sige noget, som Tegn paa Venskab. Mændene vare slet ikke bange for os, men Fruentimmerne betragtede os i Begyndelsen sky paa Afstand. De kom alle med Foræringer, snart med Bjørnekjød og Spæk, snart med tørret Sælhundekjød eller Tarme med Blod og snart med Kobberemme, Sener eller Senetraad.

De vare ikke saa forundrede over at se os, som man skulde have ventet af Folk, som aldrig havde set andre Mennesker end dem, deres eget lille Samfund bestod af. Angekokkerne fortælle nemlig saa mange usandfærdige Historier om, hvorledes de i det indre af Landet træffe Hundemennesker og Mennesker saa store som Konebaade, samt om hvorledes de daglig omgaas alle Slags vidunderlige Aander, saa at Folk ikke vare saa forbavsede over, at der nu ogsaa faldt lidt mærkværdigt af til dem at se. De indfødte have ogsaa i de senere Aar i Vandet og paa Isen fundet mange mærkværdige Ting, som kom fra Kavdlunakkerne, saa som et Fartøj med store Messingbeslag, Hager, Flasker, hvoriblandt en Halvflaske Carlsberg Export-Øl, Fiskekugler, og, hvad der næsten undrede dem mest, hele dræbte Sælhunde, af hvilke kun Skind og Spæk var aftaget. Angekokkerne havde derfor ogsaa under deres Tornakkunster forudsagt, at der vilde komme Kavdlunakker til Landet.

Vort Udseende og vor Klædedragt undrede dem ikke saa meget, thi i den Henseende lignede vi efter Angekokkernes Sigende Indlandsboerne; men det forbavsede dem, at vi ikke forstode dem, naar de talte til os, thi de havde altid været vante til, at alle talte det samme Sprog, saa at endog Kavdlunakkernes Slægtninge, Indlandsboerne, ligesom ogsaa alle de Aander, som Angekokkerne omgaas med og kunne fremkalde, efter Angekokkernes Sigende talte deres Sprog. At der kunde existere noget andet Sprog, havde de slet ikke tænkt sig. Først naar vi talte Dansk til dem, gik det op for dem, at det var nødvendigt at have vor flinke Tolk til Mellemmand i alle vigtigere Forhandlinger.

De vare yderst forbavsede over alle de mærkværdige Ting, de saa, naar de kom ind i vort Telt. Vi viste og forklarede dem nogle af Civilisationens Opfindelser, saa som: Uhr, Kompas, Gevær, Glas, Spejl, Kvægsølv, Forstørrelsesglas, Fyrstikker m. m. Ved hver ny fremvist Ting udbrød alle Tilskuerne i et enstemmigt Forbavselsesudraab. Forstørrelsesglasset gjorde mest Indtryk paa dem, thi deri kunde de se, hvor uendelig fint de Bomulds-Anorakker vare vævede, som vi havde paa, og — det interessanteste af alt — hvilke store pantserklædte Dyr, de blot ved at gribe til Hovedet kunde faa fat paa. Efter Beskuelsen af disse Dyr bleve de dog altid omhyggelig leverede tilbage til Ejermanden, som stak dem i Munden og spiste dem. Paa Forespørgsel svarede de, at Dyrene smagte rigtig godt. En Kone sagde i Spøg om sin Mand, at "hun ofte var gal i Hovedet paa ham, fordi han aldrig havde Smaadyr i sit Haar", saa hun har formodentlig faaet Part i dem, naar hun fangede dem. Naar flere Smaadyr kom sammen under Forstørrelsesglasset og opførte en Kamp, blev Jubelen naturligvis uendelig stor.

Foruden at alle modtoge Foræringer bestaaende af: Synaale, Søm, Jærnbaandstumper, røde Stykker Baand, Mundharmonikaer m. m., trakterede vi alle vore Gjæster med Snustobak, som vi havde paa et stort Kohorn, der tidligere havde været indrettet til Krudthorn. I Begyndelsen forstode de fleste af de indfødte ikke rigtig at vurdere Nydelsen, idet kun ganske enkelte, som havde været syd paa, viste deres større Civilisation ved kraftig Anvendelse af Hornet i Næsen og ved at berømme Tobakkens fortrinlige Egenskaber; men senere bleve alle, baade Mænd og Kvinder, lige ivrige Dyrkere af den. De fortalte, at Tobakken havde saa overordenlig forfrisken de Egenskaber, at de blot behøvede at tage en Pris Tobak for at befinde sig rigtig vel, naar de vare søvnige eller sultne.

De indfødte vare skrækkelig paatrængende; de skulde stadig beføle alt, løfte paa Kasserne og vilde endelig handle med mig om de mest forskjelligartede Ting, som jeg ofte ikke brød mig om, og for hvilke de forlangte den urimeligste Betaling. Det var ofte vanskeligt at tilfredsstille Sælgeren, samtidig med at andre ikke forurettedes. En Mand kunde f. Ex. for en stor Sælhund forlange en Mundharmonika til et Par Øres Værdi eller en Synaal, samtidig med at en anden for et lille Stykke Spæk eller Skind, som vi ingen Brug havde for, forlangte en Anorak eller et større Stykke Jærnkram. Det nyttede ikke at afslaa at handle, thi i saa Tilfælde sagde Sælgeren, at han ikke vilde tage Varerne hjem med igjen. Naar jeg ikke vilde give dem, hvad de forlangte, sagde de, at jeg kunde give dem, hvad jeg vilde. At vælge mellem flere Ting var saa godt som umuligt for dem, thi da vilde de have alle Gjenstandene. De forlode os dog altid fornøjede og taknemlige over deres Kjøbmandskab.

Vi toge nu fat paa at bygge vort Hus for i det mindste at have alt det vigtigste Jordarbejde færdigt, inden Jorden frøs. Til Bolig valgte vi en gammel hedensk Hustomt, som i umindelige Tider ikke havde været beboet, fordi en sindssyg Mand, der var død her, stadig spøgede. Tomten maatte helt udgraves og Murene bygges paany. Huset laa paa en jævnt skraanende Jordstrækning, saaledes at Bagmurens Overkant gik i Flugt med Jordoverfladen, medens Formuren kom til at staa 2 Fod over Jorden, saa at der blev Plads til Vinduer.

Murene byggedes af Græstørv og Sten. Taget dannedes af et Par Stykker svært Drivtømmer, hvorimellem der lagdes spinkelt Træværk, hvoraf det meste blev taget fra den ene Konebaad. Træværket blev tildækket med store Plader Græstørv med Græsset nedefter. Her oven paa kom et Lag Jord, som igjen dækkedes med et Lag Græstørv med Græsset opefter. Træværket laa løst og holdtes kun paa Plads af Græstørvene. Den største Del af Huset var endelig dækket med Skind. Husets indvendige Længde var 28 Fod, Breden 11 Fod og Højden 5¼ Fod. Det deltes i 3 Rum, hvoraf hvert af Yderrummene var c. 10 Fod i Kvadrat (se Fig. 1). Det ene af disse beboedes af Cand. Knutsen, Tolk Johan og mig, og det andet af vore 8 Grønlændere. Langs Bagmuren var i begge Beboelsesrummene en 5 Fod bred og 1 Fod høj Brix, der var lavet af Sten og Græstørv. I Grønlænderrummet fandtes en lignende smal Brix langs Sidevæggen til Styreren. Fra Midterrummet, der benyttedes til Proviantkammer og Oplagsrum, førte en 20 Fod lang Husgang ud i det fri. Træværket i Taget over Husgangen bestod af Aarer, Hager, Mast og Ræer fra en Konebaad. Husgangen var paa det laveste kun lidt over 3 Fod høj. Midt paa Husgangen var en Udvidelse, der anvendtes til Kogested, hvorfra et Røghul gik op igjennem Taget. Hvert Beboelsesrum var forsynet med et Vindue, som var 2¼ Fod bredt og 1¼ Fod højt, og som netop naaede fra Jordoverfladen udenfor til Loftet inde i Huset. Hvert Vindue var forsynet med 6 smaa Ruder og omgivet af en fortrinlig Vindueskarm, som var lavet af Pakkasser. Vægge og Loft i vort Rum vare betrukne med Presenninger og Sække, medens Væggene i Grønlænderrummet vare betrukne med Skind. For Døraabningerne havde vi Forhæng.

Bohavet bestod naturligvis af Kasser, Vandtønde og grønlandsk Lampe, hvortil i vort Rum end videre kom: en Instrument-Reol, Boghylde og Spisekammerhylde, alt lavet af Pakkasser.

Smukt var Huset ikke, da det var temmeligt vindskævt, fordi vi vilde benytte saa meget af de gamle Mure som muligt. Det blev nødvendigt at anbringe Stivere og Støtter flere Steder inde i Huset, for at ikke Højden skulde formindskes for meget. Men Hovedsagen var, at Huset var bekvemt, lunt og hyggeligt, og, selv om der rasede en orkanagtig Storm udenfor, hørte man det næppe inde i Huset. Æren for Husets gode og snilde Bygning, samt indre, fortrinlige Indretning tilkommer vor Styrer Hanserâk.

Efter at det vigtigste Jordarbejde ved Huset var færdigt, rejste vi videre N.O. paa. Vort nordligst naaede Putikt var i Bunden af Angmagsalikfjorden, 66° 8' n. B. Vort østligste Punkt kaldtes Erik den Rødes Ø, idet jeg antager, at det er denne Egn af Grønland, som Erik den Røde først har faaet i Sigte. I lige Linje havde vi fra Nanortalik og til hvert af disse Steder roet omtrent 140 danske Mil. Paa Erik den Rødes Ø hejstes Dannebrog, Landet toges i Besiddelse i Hans Majestæt Kongen af Danmarks Navn og kaldtes "Kong Christian IX's Land". Beretning herom nedlagdes i en stor Varde, paa Fodstykket af hvilken indhuggedes Hs. Maj.s Navnetræk, G. G. U. — Grønlands geografiske Undersøgelse — og Aarstal.

Den østlige Del af den nyberejste Strækning er gjennemskaaret af store Fjorde. De 3 Hovedfjorde ere: den 5 Mil dybe Sermiligak, den 9 Mil dybe Angmagsalik og den 15 Mil dybe Sermilik. Disse ere forbundne ved flere Sunde, som afskære til Dels store Øer, paa hvilke flere Sunde, som afskære til Dels store Øer, paa hvilke over 2000 Fod høje Fjælde gaa lige ud til Havet. Ind mod Bunden af Fjordene stiger Fjældenes Højde til over 6000 Fod. I Bunden of Sermiligak og Serniilik udmunde store Bræer, blandt hvilke i Særdeleshed den, der findes i den vestlige Arm af Sermilik, udsender store Mængder af Isfjælde og Kaivis.

Der findes forholdsvis faa Sletter og større Dalstrøg; kun kortere Kyststrækninger eller lavere Øer og Næs ere skikkede til Beboelse.

Seer man fra et højt Fjæld ind over Landet, har man et Kaos af høje, til Dels snedækte Fjældtoppe og skarpe takkede Spidser for sig saa vel fjærn som nær. Mange større og mindre Bræer findes mellem Fjældene, men ingen større isdækte Partier træffes førend vest for Sermilik. Her hæver Indlandsisen sig til betydelig Højde og efterlader kun et smalt Forland eller Øpartier.

Den vestligste Del af den nyberejste Kyststrækning, nemlig lige øst for Dannebrogs Ø, optages af en meget bred og produktiv Isfjord, som hedder Ikersuak.

Paa hele Strækningen fra Kjøge Bugt, Pikiutdlek, til Sermilik, ses ingen Fjælde oppe i Indlandsisen.

Fodnoter

Kilde

Geografisk Tidsskrift, Bind 8, 1885, ss. 79-85.