Religion (Rink)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Akvarel af Aron fra Kangeq (1822-1869)


Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871

Tillæg om Eskimoerne

IV. Religion



Det er gjennem Sagnene, under Fortællingens Form, at den Indfødte fra Barn af indsuger sine religiøse Forestillinger paa samme Maade som han lærer sit Sprog, og det er gjennem dem, at Kundskab om den gamle Tro endnu bevares hos de kristne Grønlændere. Forfatteren har søgt at uddrage de Lærdomme, der paa denne Maade findes nedlagte i Sagnene, bringe dem i indbyrdes Forbindelse og udfylde det Manglende deels ved at udspørge de Indfødte, deels ved det som findes i de ældre Skrifter. Den efterstaaende Fremstilling, i hvilken de ere ordnede efter den Inddeling, som syntes at give den tydeligste Oversigt, er saaledes bestemt til at lette deres Forstaaelse, men forøvrigt maae vi med Hensyn til mange Enkeltheder og alle tvivlsomme Spørgsmaal henvise til selve Sagnene.



1) Almindelige Forestillinger om Tilværelsen, de høiere Magter samt Godt og Ondt.


Der findes kun saare ringe Spor til Tanker om Verdens og høiere Magters eller Guders Oprindelse og ældste Historie, hvilket tyder paa at saadanne Forestillinger ogsaa hos andre Folkeslag først opstaae paa et senere Udviklingstrin. Tilværelsen tages som given, der tænkes ikke over dens oprindelige Aarsager, men vel over de skjulte Aarsager eller Kræfter, der fortsat røre sig i Naturen og Menneskelivet, altsaa de høiere Magter, som Mennesket er underkastet.


Saavel Mennesker som Dyr have Sjæl og Legeme. Sjælen staaer i en vis Forbindelse med Aandedrættet, der udgaaer fra samme; den er ganske selvstændig og kan endog midlertidig forlade Legemet og atter vende tilbage til samme. Den kan dog ikke opfattes med Menneskets almindelige Sandser, men kun ved en særegen Sands, som findes hos Mennesker i særegne Tilstande eller af særegen Begavelse. Den viser sig da at være af samme Skikkelse som det Legeme, der tilhører den, men kun af en finere og luftigere Beskaffenhed. Den menneskelige Sjæl fortsætter sit Liv efter Døden foreløbig paa lignende Maade som i levende Live. Derimod synes det at hidrøre fra en Forvexling med de efterfølgende Begreber, naar man har troet, at der ogsaa tillagdes livløse Gjenstande en Sjæl. Der spores ikke engang noget saadant med Hensyn til Planteverdenen, der i det Hele næsten ingen Plads indtager iblandt Forestillingerne om det Overnaturlige. Derimod synes der til en vis Grad at være indrømmet ogsaa Dyrenes Sjæle en selvstændig Tilværelse udenfor Legemet og efter Døden. Ligeledes sporer man hist og her Forestillinger om Sjælevandring saavel mellem afdøde og levende Mennesker, som mellem Mennesker og Dyr, men det er uvist, om disse ikke tildeels ere at forstaae billedligt. Endelig tales der om, at den menneskelige Sjæl kan beskadiges, ja vel endog ødelægges, men saa omvendt atter sættes sammen og udbedres. Sjælevandringen beskrives ogsaa endnu tildeels saaledes, at en Deel af en Sjæl, f. Ex. en Afdøds, kan gaae over i en anden og derved bevirke Lighed.


Hele den synlige Verden beherskes paa en oversandselig Maade af visse »Eiere« i høiere Betydning, eller Herskere, og hver af dem udøver sit Herredømme paa et vist Omraade, og kaldes Inua (d. e. dens eller dets inuk, som betyder Menneske, men og Eier eller Beboer). Der gives saaledes neppe nogen legemlig Gjenstand eller noget aandeligt eller usynligt Omraade, som man ikke kan tillægge sin Inua, naar de blot kunne siges at udgjøre nogenledes selvstændige Begreber. Almindeligst indskrænker Anvendelsen sig dog til Begreber, som henhører under Forestillingen om Sted eller om menneskelige Evner eller Lidenskaber, saasom et Fjelds, en Indsøes, eller og Kraftens, Madlystens o. s. v. Inua. Benævnelsen svarer altsaa ganske til hvad der betegnes ved Aander eller lavere Guddomme og under disse Former findes hos alle Folkeslag. En Eier forudsætter Forestillingen om en Person eller en Sjæl, men denne behøver neppe at have Legeme, og man tør vistnok betragte Sjælen efter Døden som det efterladte Legemes Inua, saalænge der tindes Levninger af samme.

Jorden med det af den baarene Hav hviler paa Støtter og skjuler under sig et aabent Rum med en særskilt Verden, Underverdenen, til hvilken der synes at være Adgang baade gjennem Havet og gjennem Jordens Kløfter. Over Jorden findes der en Oververden, over hvilken saa atter den blaae Himmel hvælver sig som en Skal, der er af fast Beskaffenhed og skal dreie sig om et høit Bjerg i Nord. Oververdenen er et virkeligt Land med Bjerge, Dale og Søer. De menneskelige Sjæle komme efter Døden enten til Over- eller Underverdenen. Den sidste har afgjort Fortrinet og er rig paa Varme og Næring. Sammesteds opholde sig de lyksalige Afdøde, Arsissut, d. e. de som leve i Overflod. De der komme til Oververdenen derimod lide Kulde og Mangel: de kaldes Arssartut eller Boltspillerne, fordi de spille Bolt med et Hvalroshoved, hvorved Nordlysene opstaae. Forøvrigt maa Oververdenen vel tænkes som en Fortsættelse af Jorden eller Menneskenes Verden, i Retning af Høiden, hvorvel Reisen dertil, som oftere er tilbagelagt af Mennesker eller ialtfald af deres, midlertidig fra Legemet frigjorte Sjæle, forstørstedelen foregaaer gjennem Luften. Altsaa turde Oververdenen maaskee være selve hiint Fjeld, hvorom Himmelhvælvingen dreier sig, men den naturlige Vei opad Bjergets Fod synes paa Grund af dets Afstand og Høide ikke at være overkommelig. Der gives og dem, som have forsøgt at ransage Horizontens yderste Grændser over Havet, men som synes at være standsede ved Himmelhvælvingen, som sænker sig ned der tilligemed Stjernerne. Hvad Virkning den dersteds ved sin omdreiende Bevægelse har paa Jordens Overflade, forklares ikke, men lignende Gaader vil man vel træffe paa i enhver Mythologie, naar dens Lærdomme betragtes fra det physisk-geografiske Standpunkt.


De usynlige Magthavere, som opfylde Verden, kunne neppe tænkes uden et vist Forhold af indbyrdes Afhængighed. Naar man kan tildele ethvert Omraade sin Inua, maa man ogsaa kunne samle flere saadanne under en fælleds Inua og saaledes opbygge en Verdensregjering, men hermed befatter den grønlandske Mythologi sig ikke ligefrem. Her standser den sine Forestillingers Følgerække, der findes ogsaa kun yderst ringe Spor til en Forklaring af det Skabtes Oprindelse eller Egenskaber, saasom af visse Dyrearter, Hvidfisken og Haien, af Maanen og visse Stjerner. Naar der hos de ældre Forfattere er Tale om at nogle Grønlændere troede, at de förste Mennesker vare fremstaaede af Jorden, og at den første Mand hed Kallak, og at denne skabte den første Ovinde af en Tue, saa og om Syndflods-Mythen, da tør man med Grund nære Mistanke om, at disse Fortællinger ere opstaaede ved at udspørge Grønlænderne med en forudfattet Mening om deres Sagn. Derimod kommer man vel ved at betragte de øvrige Forstillinger til den Slutning, at Troen i dens Heelhed forudsætter en Verdensregjering. Thi der gaves visse Midler, ved hvilke Mennesket ikke alene kunde træde i Samqvem med de usynlige Magthavere, men ogsaa gjøre sig dem tjenende eller underdanige. Denne overnaturlige Hjælp erhvervedes kun mere eller mindre middelbart, nemlig gjennem Mennesker af den særegne Begavelse, som betegnes ved Angakounek, Angakok-Viisdom eller -Kraft. Men disse Mennesker erholdt atter denne Begavelse gjennem en særegen Henvendelse til, eller Paakaldelse af en endnu høiere Magt, der gav dem visse af hine Magthavere til Hjelpeaander eller Tornat (Fleertal af tôrnaĸ). Hiin høieste Magthaver benævnes ved Tornarsuk, og da denne saaledes kunde byde over de andres Tjeneste og altsaa gjennem Angakut gjøre hele Naturen Menneskene underdanig, er der jo upaatvivlelig knyttet et Guddomsbegreb til ham. Det synes ogsaa afgjort, at man har tænkt sig Tornarsuk som havende sit Hjem ved de Lyksaliges Boliger under Jorden, men herved bliver det ogsaa, og stort mere vides der ikke om ham. Thi naar der fortælles hos de ældre Forfattere, at Grønlændernes Mening om ham var forskjellig, nogle sagde, at han var saa stor som en Bjørn, andre som en Finger, atter andre, at en uanstændig Lyd under Aandebesværgelsen kunde dræbe ham, da hidrøre disse Opgivelser ogsaa vistnok ligeledes kun fra Misforstaaelser og fra ufuldkommen Underretning paa Grund af en mindre heldig Maade at udspørge de Indfødte paa. Det bemærkes dog, at der ogsaa endnu som paa hines Tid er Tale om, at en Gjenstand kan have »sit Stykke Tornarsuk i« ved sig (tôrnarsugtane), altsaa vel ligesom en ved Berøringen med Tornarsuk i Gjenstanden overgaaet Kraft, men denne Forestilling er baade utydelig og sjelden.


En anden overnaturlig Magt var den, som afgav Kilden til Næring eller de legemlige Fornødenheder til Livets Ophold overhovedet. Da disse hentes fra Havet, tør det ikke undre os, at denne Magt boede i dets Dybder, og at det endvidere var en Qvinde, hidrører vel deels fra Tanken om det Fødende eller bestandig Foryngende i Naturen, deels fra Qvindens Betydning som Leder af Huusholdningen. Hun kaldes Arnarkuagsak (arnarĸuagssaĸ, som ogsaa betyder gammel Qvinde ialmindelighed), men den almindelige Mening, som ogsaa Forfatteren selv i den første Indledning til dette Skrift har fulgt, at hun nemlig skulde være et ondt Væsen, der var Tornarsuk modsat, er feilagtig. Hun sidder i sin Bolig ved en Lampe, under hvilken der er en Bakke, som optager den neddryppende Olie. Fra denne Bakke lader hun udgaae alle de Dyr, som tjene Menneskene til Føde, men i visse Tilfælde holder hun dem tilbage, og der opstaaer da Misfangst og Nød. Aarsagerne til at hun holdt dem tilbage vare visse Ureenligheder (agdlerutit) som hængte sig ved hendes Hoved, og det var en Angakoks vanskelige Hverv at befrie hende fra dem, formilde hende og atter skaffe Fangst. Paa Veien til hende kom han først forbi Arsissut, dernæst maatte, han over et Svælg, hvori der dreiede sig et Hjul saa glat som Iis, forbi en kogende Kjedel med Sælhunde i, derpaa kom han til Huset, foran hvilket der fandtes en frygtelig Vagt, snart af Sælhunde, snart, af en stor Hund, og endelig i Huusgangen maatte han over en Afgrund paa en Bro, der var saa smal som en Knivseg.


Der var ifølge Foranstaaende altsaa en almindelig anerkjendt Forestilling om en høiere Magt, hvilken Naturen og Mennesket vare underkastede, og om den Vei, ad hvilken Hjælp fra denne Magt kunde opnaaes. Alt hvad der stod i Overeensstemmelse hermed, nemlig deels den Hjælp eller Fordeel, som derved opnaaedes, deels Menneskets Virksomhed herved maatte betragtes som gode eller billigede af Samfundet. Derimod gaves der en anden overnaturlig Hjælp, som var den fra Tornarsuk udgaaende modsat. Den Konst at paakalde den øvedes og lærtes ved Overlevering mellem Folk, der ikke vare anerkjendte af Samfundet. Paakaldelsen skete altid i Hemmelighed, og Gjenstanden for samme var altid andre Menneskers Skade, blot til selve Paakalderens Fordeel. Denne Konst kaldtes Kusuinek eller Iliseenek (ilisîneĸ) som ganske svarer til Hexeri, og den forestiller saaledes det høieste Onde baade med Hensyn til hvad der opnaaedes ved den, og til selve Handlingen. Det var saaledes Selvkjærligheden i snævreste Betydning, da det stod i Modstrid baade med Hensynet til hele Samfundet og med den af samme anerkjendte høiere Verdensorden. Naar vi fremdeles i en videre Betydning betragte alt det som Ondt, der ikke billiges af den offentlige Mening og ikke ansaaes for beskyttet af høiere Magter, vil det snart vise sig som en stor Vildfarelse, naar man har paastaaet, at der hos de oprindelige amerikanske Folkeslag overhovedet ikke engang fandtes anden Maalestok for det Onde end physisk Smerte eller Savn. Ialmindelighed faldt vel de guddommelige og de menneskelige Love sammen, og det Gode laa i Vedtægternes Overholdelse, men man behøver heller ikke at blade langt i Sagnene for at see, at en høiere Magt antoges at beskytte den Svage mod det, som den Kristne forstaaer ved Ubarmhjertighed, og at dette altsaa ansaaes for moralsk Ondt eller stridende mod Love, der staae over de menneskelige.


Ved Iliseenek eller Hexeriet paakaldtes der jo ogsaa en usynlig Magt, som Menneskene ere underkastede, og det ligger da nærmest at betragte samme som et ondt Væsen, der er Tornarsuk modsat, skjøndt intet saadant udtrykkelig omtales. Ifølge Egede havdes der Sagn om Oprindelsen til Døden i Verden, idet den tilskrives Ord, som de første Mennesker skulle have udtalt, altsaa en Paakaldelse. En Qvinde skal have sagt: »lad dem blive dødelige, ellers faae de ikke Plads paa Jorden.« Efter Andre skulde to Mennesker have trættedes derom, idet den ene sagde: »lad Dagen skifte med Natten, Menneskene være dødelige,« den anden derimod: »lad det være Aften alene og Menneskene ikke døe.« Mere vides der dog ikke om disse dunkle Sagn, men Tanken om Hexeri stod i den nøieste Forbindelse med Tanken om Døden og dets Formaal var mere eller mindre Døden. Naar Sygdom eller Dødsfald vare paa nogen Maade uventede, udlededes de altid af Hexeri, og det er et Spørgsmaal, om samme ikke har været den oprindelige Forklaring paa Døden overhovedet. Da Hexe straffedes som Forbrydere mod Samfundet og navnlig forfulgtes af Angakut, er det vel ikke urimeligt, at deres Konst var en Levning af de allerførste religiøse Forestillinger hos en ældre Slægt og paa en Tid, da saadanne Mellemhandlere mellem Mennesket og den usynlige Verden, som Angakut vare, endnu ikke vare optraadte eller havde skaffet sig Anerkjendelse. Man maa da antage at disse have bestaaet i Troen paa visse Naturkræfter, der raadede over Sygdom og Død, og som Mennesket var istand til at paavirke ved visse Midler. Levninger af denne ældste Troe gik maaskee ogsaa over i den nyere i Form af Kjendskab til visse Arter af Lægekonst og af Amuleter, som især vare gamle Qvinders Eiendom. Grønlændernes Hexeri faaer derved i eet og alt noget Tilsvarende til de Kristnes Forestilling om Hexeri og sammes Forhold til hedensk Tro, kun at vi savne en udtrykkelig Personliggjørelse af den Herre over det Onde, som skulde svare til Djævelen. Men at der i de allerældste Forestillinger skulde findes Forsøg paa at personliggjøre den høieste Magt kan man jo ligesaalidt vente, som en tydeligere udviklet Forestilling om Tornarsuks Personlighed i den senere følgende Tro.


I Grønlændernes, ligesom i de fleste Folkesagn yttrer den guddommelige Retfærdighed sig meest i dette Liv. Ifølge de ældre Forfattere skulle Grønlænderne ogsaa have havt Forestillinger om Straf og Belønning efter Døden. Det hedder, at Hexe og onde Folk kom i Oververdenen, hvorimod de, som havde udført store Bedrifter eller døiet meget ondt her i Livet, navnlig Mænd, som omkom paa Havet, og Qvinder, som døde i Barnsnød, kom til Underverdenen. Der tales og endnu om at Maaden, hvorpaa Liget behandledes af de Efterladte ved Begravelsen, havde Indflydelse paa Sjælens Skjæbne, og dette strider heller ikke saa ganske mod hine Forestillinger, eftersom denne Behandlingsmaade jo ogsaa var afhængig af de Afdødes Virksomhed her i Livet.



2) Om de oversandselige Virksomheder, hvis Indflydelse Menneskelivet er underkastet.


Ved oversandselige Virksomheder forstaae vi her saadanne som ikke foregaae overeensstemmende med Naturens almindelige Orden, saaledes som denne med Sandserne kan iagttages, men enten kun kunne opfattes under særegne Omstændigheder, eller hvad der er det almindeligste, slet ikke ved Hjælp af almindelige Sandser, men kun af Mennesker med en særegen Begavelse eller til en vis Grad og i visse Tilfælde ogsaa af Dyr, der have en særegen Sands. En saadan Sands ialmindelighed benævnes ved Nalussaerunek, og den der har den ved Nalussaerutok, egentlig: ikke uvidende om noget, altsaa vel nærmest klartseende. De samme Virksomheder kunne vi atter dele i dem, der udøves af Naturens Inue ialmindelighed og dem der udøves gjennem Hexeriet.

________________


A. Naturens oversandselige Magthavere eller lnue have vi allerede omtalt i det Foregaaende. Forsaavidt som de bemærkes med almindelige Sandser, vise de sig gjerne som en Lysning eller Ild, og Synet af dem er i ethvert Tilfælde farligt, da det deels kan volde tatamingneĸ d. e. Ihjelskræmning, deels være et Varsel om en Slægtnings Død (nâsârneĸ). Desuden kunne visse af dem i Frastand udtage Sjælen af Legemet (tarnêrutoĸ, den som er berøvet Sjælen, eller vel og den saaledes midlertidig fra Legemet frigjorte Sjæl). Stor Sorg frembragte ofte en Sjælstilstand, som betegnes ved suilarĸineĸ og bestod i, med Flid at opsøge det Skrækkelige, for at adsprede eller overdøve Sorgen. I Sagnene er dette Ord oversat i Overeensstemmelse hermed.


Uagtet alle overnaturlige Magthavere maae kunne betragtes hver for sig som et eller andet bestemt Omraades lnua, benævnes de dog kun i enkelte Tilfælde efter dette alene, men beskrives forøvrigt som Væsener, der ogsaa føre en selvstændig Tilværelse for sig. Først kunne Menneskene selv ligeoverfor andre Mennesker, og tildeels Dyrene optræde paa en saadan overnaturlig Maade med en særlig Magtfuldkommenhed, dernæst ere flere af de reent overnaturlige Væsener opstaaede af ligeledes virkelige Mennesker og Dyr, der have været Forfædrene bekjendte i et tidligere Hjem.


Hvad Mennesket selv angaaer, da kan det i ethvert Tilfælde efter Døden optræde som Gjenganger, men deels ere visse Mennesker farligere i saa Henseende end andre, deels gives der visse Mennesker eller visse Tilstande, hvori Mennesker, kunne indtræde og som medføre deels nogle af Gjengangerens, deels ganske særegne overnaturlige Egenskaber. Mennesker, som paa en saadan Maade eller og ved Klartsynethed udmærke sig for andre, kaldes imáinaĸ ingitsut, d. e. som ikke blot ere saaledes, nemlig som andre Mennesker (i Sagnene tildeels oversat ved Usædvanlige). Den Afdøde maa betragtes baade som sin Gravs og sine efterladte nærmeste Eiendeles Inua. Det er vel af denne Grund at en Fraværendes efterladte Eiendele ved visse Tegn kunne tilkjendegive, at han er omkommen. Sjælen synes endog at leve i Graven i de første Dage. Den lemfældigste Maade hvorpaa Gjengangeren kan vise sig, er ved at fløite, dernæst ved at lade det synge for Folks Øren (aviuiartorneĸ); han beder da om Føde, og man siger derfor i Grønland, naar det synger for Ens Øre: »tag efter Behag«, nemlig fra mit Gjemmested. Men farligere ere de Gjengangere, der vise sig ligesom i aldeles legemlig Skikkelse, navnlig de Afsindige og Angakut. De Afdøde maae og antages at kunne gjengjælde de her i Livet dem beviste Velgjerninger, thi de ere Skytsaander for deres Børn og Børnebørn, især vistnok for dem, der ere opkaldte efter dem. Men den Dræbte siges at kunne hævne sig paa Drabsmanden ved »at fare ind i ham«, med mindre denne har slugt et Stykke af hans Lever. Der er mere eller mindre Fare ved Alt, hvad der hører til eller har været i Berøring med Liig eller brugt ved Begravelser eftersom det under visse Omstændigheder kunde fornærme usynlige Magthavere, som »have Røg eller Taage« af dem, d. e. volde Uveir og Misfangst for deres Skyld.


Mennesker i særegne Tilstande vare: En Kivigtok (Kivigtoĸ) eller den, der flygtede fra Menneskene og ved at leve ene med Naturen, helst i det Indre af Landet, opnaaede uhyre Behændighed blev Nalussaerutok, lærte at forstaae Dyrenes Tale og at vide Besked med Verdensstøtternes Beskaffenhed. Anledningen til at blive Kivigtok var Forurettelse, om end kun med haarde Ord af Slægtninge eller Huusfæller, som saa for bestandig truedes med Hævn fra den Bortflygtede. En Angiak eller et Barn, som fødtes i Dølgsmaal og blev forvandlet til en ond Aand, der hævnede sig paa sine Slægtninge; hvis Moderen under Fødselen allerede var Kivigtok, blev Angiakken hængende ved hende (kinguneralik) til hun selv havde fuldbyrdet Hævnen. Beslægtede med Angiakken vare Mennesker, der enten som nyfødte Børn eller senere forvandledes til Uhyrer, der opslugte deres Huusfæller. En Angerdlartugsiak eller et Menneske, der ved opdragelsesmaaden havde erholdt den Evne, at han, naar han engang omkom i Kajak, blev gjenoplivet og ført tilbage til Landet, i hvilken Tilstand han da kaldtes Anginiartok. Drengebarnet maatte i den Anledning, medens Moderen tillige holdt streng Faste, fra spæd af vænnes til at, taale Urinlugt, samt aldrig gjøre Hundene Fortred. Endelig maatte Faderen, hvergang han satte Drengen i Kajak for at øve ham, ved Bøn anraabe sine afdøde Forældres eller Bedsteforældres Sjæle om at beskjærme ham. Naar han naaede Landet igjen, kunde visse Gjenstande skræmme ham tilbage, hvorimod Hundene tjente til at beskytte ham.


Naar Dyrene i Sagnene optræde som talende eller «i Menneskeskikkelse«, da er dette ialtfald ikke altid at forstaae som Fabel. Dyrene kunne deels antage overnaturlig Skikkelse, deels kunne de paa lignende Maade som Menneskene optræde som Gjengangere eller i dermed beslægtede Tilstande. De maae vel og betragtes som deres egen Afkoms Inue og kunne hævne sammes Ødelæggelse. De saakaldte Umiarissat (Flertal af umiariaĸ, en overnaturlig Baad eller og en Baad af Birkebark, idet Flertallet betyder: samme tilligemed dens Besætning) ere ialtfald i visse Tilfælde Sælhunde, som hævne et altfor hensynsløst Drab af deres Frænder.


Blandt de i og for sig overnaturlige eller fabelagtige Væsener fremhæves især følgende:


Ingnersuit (Flertal af ingnerssuaĸ, egentlig: stor Ild) have deres Boliger under Jorden, i Klipperne langs Strandbredden, hvor de, under sædvanlige Forhold usynlige Indgange til dem findes. Dog har man ogsaa seet dem gaae ned igjennem Græstuer. Det er ikke usandsynligt, at deres Boliger staae i en vis nærmere Forbindelse med den egentlige Underverden. De ere 2 Slags: de øvre, til hvilke Indgangen er ved Høivandsmærke, og de nedre, som bo dybere nede. De øvre (mersugkat eller Kutdlit) ere alene gode Aander, som beskytte Kajakmanden. De have Skikkelse som Mennesker, men hvid Hudfarve, ganske smaa Næser og rødlige Øine. Deres Erhverv og huuslige Indretning er ligesom Grønlændernes, men Alting er smukkere og rigere. De følge ofte med Kajakmændene samt hjælpe og beskytte dem, dog saaledes at disse selv ikke bemærke dem, eftersom de kun kunne sees i Frastand. De nedre derimod (atdlit) adskille sig fra hine derved, at de slet ingen Næser have, samt at de efterstræbe Kajakmændene, især de duelige, som de drage ned til sig i deres Boliger, hvor de holde dem i piinligt Fangenskab.


Kajariakker ere Kajakmænd af overordentlig Størrelse, som altid synes at have opholdt sig udhavs, udenfor de yderste Jagepladse. Foruden anden Trolddom forstaae de at fremkalde Storm og Uveir. Ligesom Umiarissat bruge de Aarer med eet Blad, som Indianernes. Stumper af Birkebarks-Baade fra Amerika, som undertiden drive op paa Kysten, benævnes ogsaa efter begge Slags.


Kungusutarissat, (Flertal af kungusutariaĸ), Havmænd, betegnes som Havets egentlige Inue. De ere Yndere af Rævekjød og Rævehaler, som man derfor offrer til dem for at faae heldig Fangst. Ogsaa ere de Fjender af ulydige Børn.


Inugpait ere Kæmper, som boe paa et Land hiinsides Havet, og hos hvilke alt andet ligeledes er af kæmpemæssig Størrelse. Paa et andet Sted af samme Land findes der Kæmper med kun eet Øie.


Tornit (Flertal af tuneĸ), ere de vigtigste af Indlandets Inue, og benævnes undertiden ogsaa Inorutsit (Flertal af inoruseĸ). Deres Boliger findes tildeels i Egne, som ogsaa besøges af Menneskene, men Indgangene til dem ere ligesom skjulte under Plantevæxt og Muld. De ere dobbelt eller flere Gange saa store som Menneskene, med hvilke de forøvrigt have Skikke og Levemaade tilfælleds. De gaae saaledes ogsaa paa Fangst paa Havet, men uden Kajak og kun i Taage, siddende i Vandet og »havende Taagen til Kajak«. De ere meget kloge og kunne høre Menneskenes Tanker, uden at de ere udtalte.


Igaligdlit (Flertal af igalilik), som gaae omkring med en Gryde paa Skulderen, i hvilken de koge deres Mad med det samme.


Iserkat (Flertal af isseraĸ) kaldes ogsaa »tukimut uvisorersartut«, de som blinke paalangs.


Inuarudligkat (Flertal af inuarudligaĸ) Dvergmennesker, som have et Skydevaaben, hvormed de kunne dræbe blot ved at sigte eller pege. Deres Boliger ere Mønstre paa Reenlighed ligesom Europæernes.


Erkigdlit (Flertal af erĸiliĸ) have en Overkrop som Mennesker, men Underkrop som Hundenes, ere dygtige Bueskytter og bære deres Pile i ordentlige Koggere paa Ryggen, men ere forresten fæiske og afskyelige Væsener.


Disse sidstnævnte Væsener ere alle ligeledes Indlandsboer, saavelsom og Tarrajarsuit eller Skyggerne (Flertal af tar'r'ajarssuaĸ), Narrajout eller Tykmaverne (Flertal af nâr'r'âjôk). Desuden boer og heelt særegne Uhyrer deels i Dybden af Indsøer, deels i det Indre af Fjelde og benævnes da som disse Steders inue. Saaledes er Amarsiniouk, som stjæler Mennesker og bortfører dem i sin Pelshætte, snart en Beboer af de Bjerge, som rage op af Indlandsisen, snart af et bestemt Fjeld, ud af hvis Klippevæg den farer frem paa samme Maade som Kuinasarinouk, et Uhyre med skarpe Kløer.


Amarok, som i andre eskimoiske Lande betyder Ulven, betegner i Grønland et heelt fabelagtigt Dyr af uhyre Størrelse. Den er Nalussaerutok og kan tage Sjælen ud af Mennesket.


Kilivfak (som det synes ogsaa kaldet: kûkoriaĸ, kukivfâgâĸ, atalik) er et Dyr med skarpe Kløer og efter Nogle med 6, efter andre med 10 Been. Kjødet paa det dræbte Dyrs Been kan tre Gange paany voxe ud igjen, naar man har spiist det.


Kuvdlugiak er en Orm; som kan være af uhyre Størrelse, har mange Been og er uhyre hurtig i sine Bevægelser. Med Hensyn til andre lignende Uhyrer, navnlig Kukigsouk, Aussik, Avarkiarsuk, Kæmpe ræve, Kæmpeharer, Kæmpefugle og de iisklædte Bjørne henvise vi til Sagnene.


Oververdenen er ogsaa befolket af forskjellige Magthavere, foruden de afdøde Menneskers Sjæle. Hertil høre navnlig Eiere eller Beboere af Himmellegemer, som ere Mennesker der i levende Live bleve borttagne fra Jorden, men endnu ere knyttede til den og aflægge Besøg paa den. De ere muligen at betragte som et Slags Kivigtut, der have taget Retningen opefter. Der er bleven paastaaet, at de ere disse Himmellegemer selv, ikke deres Inue, og i Sagnene benævnes de iflæng paa begge Maader. Maanens Eier var en Mand ved Navn Aningaut og Solen hans Søster. Da. han forelskede sig i hende og efterstræbte hende, bleve de begge løftede op i Luften og anviste deres nuværende Bopæle. Solens Inua omtales som en Qvinde af et skjønt Ydre fortil, men som en Beenrad paa Ryggen. Det er dog især Maanens Eier, som indtager en vigtig Plads i Grønlændernes Forestilling. I hans Hjem er det koldt, han lader det snee over Jorden og driver sin Fangst paa samme, men kommer, som det synes, altid i Slæde og naar Havet er frosset. Det er især ham, der tager Sjælen ud af Mennesket, især af de dueligste Mænd. Han kan ogsaa høre Menneskenes Tanker, uden at de udtale dem. Qvinderne maae ogsaa vogte sig for ham, da de i Søvne kunne blive frugtsommelige ved ham. Det nærmere vil erfares af Sagnene efter deres Beretning, som have besøgt ham. Han beboer et Huus, der ligger paa Veien til de Afdødes Hjem i Oververdenen. Det er navnlig med Hensyn til ham, at Spørgsmaalet stiller sig, om man skal betragte ham som selve Maanen eller som Maanens Inua. At Maanen periodisk gaaer bort, lod sig jo vel forene med Tanken om, at han gaaer ind i sit Huus, ligesom og at hans Udseende som et Lys svarer til den Maade, hvorpaa den øvrige Aandeverden viser sig for almindelige Mennesker. Men paa den anden Side tales der om at han i Maaneskin indfinder sig paa Jorden og henter Gjæster med sig hjem derfra, som han lader beværte og opvarte af sin Søster, Solen. I Sagnet om Solens og Maanens Tilblivelse tales der om, at de hver for sig havde et Stykke brændende Mos i Haanden. Naar man tænker sig, at det er disse Brande, ved Hjælp af hvilke de endnu stadig sørge for Belysningen, altsaa at de ere disse Himmellegemers Inue, men forresten ogsaa have en uafhængig Tilværelse, er dette vel den Forklaring, ved hvilken man bedst nogenlunde kan berolige sig.


Erdlaveersissok, d. e. Indvoldsudtageren, en Qvinde som boer paa Veien til Maanens Huus og udtager Indvoldene af alle dem, som hun kan friste til Latter, er bekjendt fra Sagnene om Maanen.


Det synes som om Stjernerne ialmindelighed ere blevne betragtede som oprindelige jordiske Væsener, der ere optagne til Himlen. I vore Sagn finde vi kun omtalte de saakaldte Siagtut eller de Adspredte, nemlig de 3 Stjerner i Orions Bælte, som have været Mennesker, der forvildede sig paa Fangsten og bleve borte. Disse tilligemed Igdlokok eller Igdluinak, et Væsen af Skikkelse som Halvdelen af et paalangs kløvet almindeligt Menneske, omtales i næsten eenslydende Sagn. At de i samme Sagn omtalte Gjæster ikke turde spise af et hældende Fad, blev af Fortælleren forklaret saaledes, at de havde Saar, som ikke vare lægte, og at disse i saa Fald vilde bryde op.


Blandt de Magthavere, hvis Væsen mere eller mindre bestod i Varetagelsen af deres bestemte Omraade, uden at der forøvrigt tillagdes dem synderligt af andre Egenskaber, nævnes: Luftens Inua, Madlystens Inua og Inerterrissok eller Forbyderen, d. e. den som giver Menneskene visse Afholdenheds-Regler. Men forøvrigt er Anvendelsen af Begrebet Inua, som omtale, næsten ubegrændset.

________________


B. Hexeriets Betydning er omtalt i det Foregaaende som den oprindeligt væsentligste Aarsag til alt det Onde, som Mennesket er udsat for, nemlig Døden og hvad der mere eller mindre leder til samme, nemlig Sygdom og Mangel. Det kaldes ialmindelighed Kusuinek, og kan udøves i Form af enkelte Handlinger, men den der har opnaaet en vis Grad i at befatte sig dermed kaldes lliseetsok eller Hex, og kan være enten Mand eller Qvinde. Det synes og som om det kunde øves blandt de overnaturlige Væsener indbyrdes, ligesom blandt Menneskene. Men Hexene antoge selv for en Deel hines Egenskaber, idet de som Sjæle kunde forlade deres Legeme og nærme sig dem, som de vilde skade, uden at være synlige for andre end Nalussaerutut. For disse viste de sig tillige som aandende Ild og som sorte paa Hænder og Underarme.


Ved Hexeriets Udøvelse brugtes der en Udtalelse af visse Ord, altsaa en Paakaldelse, der forudsætter en Magthaver, som hjælper til det Ondes Iværksættelse, men det er uvist om dette altid behøvedes, saavelsom hvorvidt Ord alene kunne have været tilstrækkelige, eller endelig hvorvidt Hexen kunde udrette noget ved Berøring. Ialmindelighed udfordredes der en Anvendelse af visse andre Gjenstande til Hexeriet, navnlig følgende: 1) Dele af menneskelige Liig eller muligen og hvad der paa en eller anden Maade stod i Berøring med den Døde. Det er ligesom om der ved disse Gjenstande hæftede en Deel af den samme Kraft som havde hidført Døden. Vi see saaledes, at en Harpun bliver ubrugelig til at træffe med, derved at der lægges noget saadant inden i den, at Drikkevand gjøres fordærveligt paa samme Maade o. s. v. 2) Orme og Leddyr, navnlig Edderkopper og Vandkalve, maaskee fordi disse Dyr aarligen ligesom paany synes at fremkomme af Jorden eller den fælleds Grav for alt det Levende, eller fordi deres Natur har noget gaadefuldt og forskjelligt fra andre Dyrearter, der i Reglen ere Menneskene til Nytte. Vi have seet at en Hexemester ved Edderkopper udsendte dødelig Sygdom blandt Folk, ved Hjælp af Vandkalve kan man forhexe Vandet, saa at de, der drikke det, fortæres indvendig fra o. s. v. Som det vil sees af Sagnene deels om Tornit og Ingnersuit, deels om Angakut, er det disse samme Dyr, som kunne bruges til at udsuge Blod eller æde Kjød af Menneskenes Legeme, for derefter at lade dette fornye med foryngede Kræfter. Men det vides ikke, i hvad Forbindelse dette staaer med Hexeriet. 3) Dele af det Menneskes Fangst, som man vil skade. Det som man foretager med disse Dele har en vis Indflydelse paa Mennesket selv eller dets fremtidige Fangst. Almindeligst skeer det ved at udskjære et lille rundt Stykke fra Midten af et Skind, hvorfor det ogsaa er meget foruroligende at opdage Huller af lignende Art i sine Skind. Ved saaledes at henlægge saadanne Dele i Grave, bevirkede man fremtidigt Uheld ved Fangsten. Vi have seet at man ved at hexe over Knæskallen af et Rensdyr kan fremkalde en dødelig Sygdom i Knæet hos ham, der har fanget det o. s. v. Navnet Kusuinek betyder ogsaa at tage noget fra, formindske i almindelighed. Det er derfor vel først brugt alene for denne Maade at hexe paa.

I ethvert Tilfælde udfordrer Hexeriet ganske bestemte Fremgangsmaader, som læres ved en Overlevering, der gaaer jævnsides med Overleveringen af den religiøse Tro gjennem Sagnene, men ganske særskilt og hemmelig, ligesom og selve Handlingen maa foretages i Hemmelighed.



3) Om Maaden hvorpaa Mennesket ved høiere Hjelp kan bekæmpe det Onde og opnaae det Gode.


Der er givet Mennesket Midler til, udenfor Naturens almindelige Orden at afværge Ulykke og opnaae Lykke. Disse Midler opnaaes gjennem den Kundskab, hvis høieste Grad kaldes Angakounek (angákûneĸ, det at være, eller og Følgen af at være angákoĸ, hvilket sidste Ord dog ogsaa kan betegne foruden Personen, tillige den ham iboende Evne), Præstedømme eller Angakokviisdom, men da en Angakok deels selv umiddelbart kan skaffe Menneskene de omtalte Fordele, som de ønske at opnaae, deels staaer i et overordnet Forhold til Alt hvad der vedkommer Troen, vil denne Magtfuldkommenhed blive omtalt særskilt i det følgende Afsnit. De almindelige Midler som staae til andre Menneskers Raadighed, kunne altsaa dog ogsaa henføres til Tornarsuk og ere at betragte som gode eller rette Troesmidler. Man kan vel sige, at deres nærmeste Hovedformaal er at afværge og bekæmpe Hexeri, men at de forøvrigt gaae ud paa at formilde eller paavirke Tingenes Inue, deels for at afværge den Skade, de kunne volde, navnlig Ihjelskræmning, deels for at opnaae gjennem dem hvad man ønsker. Forøvrigt bestaae de deels af saadanne, som mere eller mindre staae til alle Menneskers Raadighed, deels i visse særlige Evner som kun opnaaes af visse Mennesker. I Sagnene har det været vanskeligt at udfinde passende Benævnelser for den overnaturlige Hjelp i det Hele. Forfatteren har i den første Samling tildeels fulgt den almindelige Skik, at kalde den Hexeri, hvilket dog i alle Tilfælde er urigtigt. Forøvrigt er der meest anvendt Benævnelser, tagne fra Begrebet Trylleri.


A. Almindelige Troesmidler kunne henføres til tre Slags: først bestaae de i Ord, der udtales, nemlig Bøn og Paakaldelse, dernæst ligge de i Besiddelsen og Anvendelsen af visse legemlige Gjenstande, Amuleterne, og endelig bestaae de i Handlinger, deels Overholdelsen af Leveregler, deels Offringer, deels forskjellige Handlinger, ved hvilke høiere Magthavere formildes eller Hexeriet tilintetgjøres.


I Bønnen eller Serranek (ser'r'aneĸ; serr'assoĸ, en Bedende) udtales, saavidt vides, blot det som vedkommer Ønsket, uden at Opfylderen udtrykkelig nævnes. Paakaldelsen (ĸernaineĸ) derimod indeholder blot en Opfordring til en bestemt Magthaver om at komme til Hjelp (ĸernarpâ, han paakalder ham). Det er uvist om den første eller nogen af dem kunde skee ved selvvalgte Ord. Det almindelige var ialtfald at disse vare aldeles bestemte, givne eller lærte, samt ligeledes knyttede til et bestemt Tonemaal, i hvilket de halvt syngende maatte fremsiges. En saadan Bøn kaldes Serrat, og den kunde vedkomme hvadsomhelst, saasom Sundhed, Fangst, Hjælp mod Farer og Fjender, kort sagt, saavidt de gode og for tilladelige anseete Ønsker strække sig. En Serrat antoges, ifølge sin Natur at have Kraft i og for sig, for Enhver, der blot kjendte den. Den var derfor endog Gjenstand for Eiendomsret, Kjøb og Salg. Den havde imidlertid ogsaa sin dybere Betydning, alt eftersom Benytteren i den henvendte sig til en bestemt Magt eller tænkte paa Ordenes Giver eller Hjemmel. Disse Personligheder faldt udentvivl almindeligviis sammen, og maae antages at have været Benytterens afdøde nærmeste Slægtninge. Thi deels vide vi, at Bønnerne i visse Tilfælde ligefrem vare henvendte til disse, deels erhvervedes de almindeligviis ved Arv, og vare saaledes visse Slægters Eiendom. Man kunde derfor ogsaa kalde dem Huusbønner eller Bønner til Huusguder. Paa samme Maade var Paakaldelsen ogsaa i Reglen henvendt til Bedsteforældrenes Sjæle og anvendtes navnlig mod Ihjelskræmning. Den oprindelige Erhvervelse af enhver Serrat maa antages at hidrøre fra En, som har en Grad af Angakokviisdom, ved en eller anden Aabenbaring. Man veed dog neppe noget herom, maaske fordi Erhvervelsen ogsaa af deres Eiere henlagdes til en umindelig Tid. Kun paa eet Sted see vi at en Serrat lærtes ved at lytte til en Fugls Stemme. Serranek øvedes især af gamle Mænd, som under denne Handling blottede Hovedet ved at, trække Pelshætter halvt ned, til bag Ørene. Blandt særlige Serratit kunde nævnes majorarsineĸ, eller Fremtrylning, nemlig af Fødemidler op af Jorden eller Underverdenen; saa og nogle til at bortskræmme Fjender med, idet man forstørrede sit Hoved eller trak Huden af det, og bagefter havde Ord til at bringe det i Orden igjen.


Amuleter eller Arnuat (Flertal af arnuaĸ) vare smaa Gjenstande, som man deels stadig førte med sig baarne paa Kroppen eller indsatte i Redskaber, deels erholdt til Anvendelse i givne Tilfælde. Det kommer herved først an paa selve Gjenstandens Natur, førend den blev Amulet. Man brugte dertil de meest forskjellige Gjenstande, men som det synes altid enten Dele af Menneskers eller Dyrs Legemer, eller og Ting, som antages at have været visse Menneskers eller høiere Væseners Eiendele eller staaet i Berøring med dem, eller endelig, men dog kun i sjeldnere Tilfælde Gjenstande, hvis blotte ydre Form erindrede om det som Amuleten skulde bevirke, altsaa udskaarne Billeder. Udentvivl stode disse Forestillinger i Forbindelse med Begrebet Inua, idet man antog at de usynlige Magthavere endnu vare Eiere af, eller virkede gjennem de Gjenstande, der stode i et saadant Forhold til dem. Blandt de Gjenstande, som man tillagde en høi Værdi i saa Henseende, nævnes Stykker af Remme, som paastodes at at være hentede hos Ingnersuit, saa og Stumper af Inuaridligkats Slibestene, hine til at blive en dygtig Kajakmand, disse til at blive usaarlig af. Fremdeles nævnes Avingat, som i Labrador betyder Lemminge, men i Grønland, hvor disse ikke findes, ere blevne til halvt fabelagtige Dyr, der maae opsøges paa det yderste Hav. En høist mærkelig Overeensstemmelse findes der mellem Sagnene i den Maade hvorpaa en Mand i Labrador benytter sin Væselskinds-Amulet og en Grønlænder sin Avingak til at forsvare sig mod Fjender. Det samme Slags Amuleter omtales ogsaa hos Vest-Eskimoerne. Forøvrigt stode de Dyr, som anvendtes, mere eller mindre i Forhold til det som man ved Amuleten vilde opnaae, saasom en Lax til at blive smidig, en Fugl til at blive hurtig af. Den Tro eller Dyrkelse, som ligger i denne Vurdering af Gjenstanden, er vel den samme, som Troen paa visse Lægemidler, der ikke vare egentlige Amuleter og som man i Sagnene jo gjerne seer Folk opsøge hos gamle Qvinder. Man tør vel her ligesom i Hexeriet ogsaa see en Levning af en ældre Tro, men som endnu blev taalt eller gik over i Angakuts Lærdomme. Af Billeder eller Gjenstande, som blot havde Betydning ved deres Form, nævnes en udskaaren Kajak til at sætte indvendig i en Kajak for at forhindre den fra Kæntring, men denne Art Amuleter vare i altfald sjeldne. I det Hele laa der altsaa i Gjenstanden i og for sig allerede en vis Kraft, men for at den skulde blive til en Amulet udfordredes der Anvendelsen af en Serrat paa den, og den var da brugbar for den, som den gaves til. Men hvis den var bestemt til kun at anvendes i visse givne Tilfælde, saa udfordredes der tillige en anden bestemt Serrat, som gjorde den kraftig og angav hvad den skulde udrette. Endelig naar det hændtes at Eieren i sidstnævnte Tilfælde ikke havde Amuleten hos sig, kunde han anvende Paakaldelse. Her kunde vel og anføres, at der hentydes til, at en Amulet kunde gjøre Tjeneste som pôĸ eller Ham, d. e. sætte dens Eier istand til at antage en bestemt Skikkelse f. Ex. af en Fugl eller en Fisk. Hvert Menneske eller ialtfald hver Mand havde sin eller sine Amuleter og de vare for de almindelige Mennesker det samme som Tornat for Angakut. Ordentligviis erhvervedes de nærmest fra Forældrene og i den tidligste Barndom.


Noget tvivlsomt er det, hvad Plads man skal give den Handling, som bestod i, ved Kunst at lave Dyr som udsendtes for at ødelægge Fjender. Der nævnes saaledes Bjørne og Rensdyr, men hyppigst og i høi Grad udbredt er Troen paa en Tupilek, som lavedes ved at samle Been af alle Slags Dyr, pakke dem i et Skind, lægge Pakken i en Elv og udtale en Serrat over den. Den blev da levende og kunde paa Opfordring antage Skikkelse af forskjellige Slags Dyr. Tupilekken adskilte sig fra Amuleten derved at det var Benytteren selv som ogsaa erhvervede sig den, og at Erhvervelsen maatte skee i Hemmelighed. Dette saavelsom det at Hensigten med den altid nærmest var en Andens Skade, kunde vel tyde paa, at denne Konst var Hexeri, hvilket dog modsiges af nulevende Grønlændere. Det er jo nemlig ikke den enkelte Handlings men selve Konstens Overleverings eller Udsprings Hemmelighed, der stempler Hexeriet som noget Ondt, og hvad Hensigten angaaer, da kan den jo være tilladelig, nemlig forsaavidt den er Forsvar, eller rettet mod en Fjende, der af Samfundet ansees for at have fortjent den paatænkte Straf. Hensigten kan paa den anden Side ogsaa være ond, uden derfor at helliges ved Midlet eller uden at Midlet derfor bliver slet. Baade Serratit, Arnuat og selve Angakounek kunde misbruges og en Angakok tillige være Iliiseetsok. Naar derfor Tupilekker undertiden tilskrives lliseetsut, behøve de derfor ikke at være Hexeri, hvorvel Meningen altid bliver noget tvivlsom. En Tupilek kunde vende sig mod sin Ophavsmand og fortære ham, naar han begik en Feil under Handlingen eller udsendte den mod en Fjende, som beskyttedes ved en høiere Magt; heri udtaler sig altsaa tydeligt en Straf for Misbrug.


Leveregler bestode fornemmelig i Faste og Afholdenhed, men angik ogsaa Klædedragt, Ophold i fri Luft og de daglige Sysler i det Hele. De vedkom deels regelmæssige Tilstande i Menneskelivet, navnlig Qvindens, Barnets og de Sørgendes, deels særegne eller tilfældige, navnlig Sygdomme. De vare deels givne een Gang for alle, deels foreskreves de for visse Tilfælde, men de overholdtes strengt. Gjennem Leveregler synes man at have dyrket foruden selve Inerterrisok, Luftens, Maanens og andre Omraaders Inue som raadede for Veirlig og Fangst, saa og de Afdødes Sjæle. — Barselqvinden maatte ikke arbeide og ikke nyde Kjød, undtagen det var af hendes egen Mands Fangst og Indvoldene ikke vare saarede, men derimod nok Fisk. Et Par Uger efter Fødselen maatte de spise Kjød, men Benene, som de pillede af, maatte ikke bæres ud af Huset. Ved det første Barsel maatte de ikke spise Hoved og Lever. De maatte hverken spise eller drikke under aaben Himmel. De havde deres Vandspande for sig selv, og naar nogen uforvarende kom til at drikke af dem, maatte Resten hældes bort. Deres Mænd maatte heller ikke arbeide eller kjøbslaae i nogle Uger. De brugte ogsaa at trække Støvlen af det ene Been og lægge den under Skaalen, som de spiste af, for at Sønnen skulde blive en god Fanger. Saalænge Barnet var spæd, maatte der ikke tændes Ild hos dem, ei heller koges over deres Lampe m. m. Man brugte heller ikke at kjøbslaae hvor der fandtes en Syg. Strax efter Fødselen gives der Barnet et Navn, og der lagdes derved megen Vægt paa at opkalde det efter en afdød Slægtning, helst en af Bedsteforældrene. Men paa den anden Side turde man ikke nævne Navnene paa Personer som nylig vare døde, hvorfor man i Reglen til dagligt Brug benyttede et andet, og selv dette kunde af samme Grund atter skifte. Barnets Navlestræng maatte ikke skjæres over med en Kniv, men med en Muslingeskal, eller og bides af, og brugtes ofte til Amulet. En Urinbøtte holdtes over den Fødendes Hoved for at lette Forløsningen. Naar Barnet var et Aar gammelt, slikkede Moderen det fra Top til Taa for at det skulde faae Sundhed. I Tilfælde af Dødsfald bleve den Afdødes Eiendele bragte ud af Huset, for ikke at besmitte de Efterladte. Ligeledes maatte alle Huusfællerne bringe deres Sager ud, men tage dem ind igjen om Aftenen, efterat de vare udluftede. De der have baaret den Døde bort ansees en Tidlang for urene og maae ikke foretage visse Ting. Alle den Afdødes Slægtninge og Huusfæller maae i nogen Tid afholde sig fra visse Spiser og Forretninger, alt efter Angakuts Forskrift. Saalænge Sorgen varer, maae Qvinderne ikke vadske eller pynte sig eller binde Haarene op, og naar de gaae ud bære de en særegen Sørge-hætte. Naar Nogen døde i Huset, bares han ud igjennem Vinduet, og i et Telt ud under Bagsiden. Ifølge en Meddelelse fra Labrador maatte et lille Barn ikke spise Indvolde, ei heller Spæk fyldt paa Sælhundemaver, eller Kjødet paa de indre Ribbeen eller paa det øverste af Skulderbladet. Ved et Barns Fødsel tog man Hjerte, Lunge, Lever, Kallun og Mave, derefter blev Barnet slikket efter hele dets Længde, og Moderen spiste Blandingen for at skaffe Barnet Sundhed og langt Liv. Naar en Qvinde havde sit Maanedlige, turde hun ikke foretage urene Arbeider, heller ikke røre ved noget urent Dyr.


Herhen hører ogsaa forskjelligt som er at iagttage med Hensyn til Fangsten, deriblandt især Hvalfangsten, da Hvalen kan skræmmes ved forskjellig Ureenlighed eller Uorden. Om al Slags Fangst gjælder den Tro at Gavmilhed med dens Udbytte sikkrer fremtidigt Held med samme. Under Hvalfangsten maatte de Qvinder, som bleve hjemme, vadske sig, holde sig stille og lade Lamperne være slukkede. Naar en uheldig Fanger var hos en heldig sammen med en Angakok, pleiede denne at skjære et Stykke Lever ud af den Sidstes Sælhund og gav det til den første, som langsomt tyggede og spiste det.


Offringer (mingulerterrineĸ eller aitsuineĸ) havde en mere indskrænket Anvendelse. Naar undtages Rævekjød til Kungusotarissat, offredes der især til bestemte Fjeldes, Forbjerges, lisfjordes o. s. v. Inue, og helst paa Reiser for at forebygge visse Farer. Man brugte da at kaste Fødevarer og andre Brugsgjenstande ud i Havet paa Forbireisen. Sjeldnere maae Bærsamlere paa visse Steder henlægge et Offer. Desuden gives der ogsaa visse andre Opmærksomheder, som de enkelte Steders Inue forlangte særskilt hver for sig, idet nogle fortørnes naar man smiler, andre naar man peger hen imod dem o. s. v.


Endelig maae vi vel her tilføie, at hvorvel det strengt talt tilkom Angakut ligefrem at fordrive, fange eller dræbe onde eller farlige Aandvæsener i det Hele, seer man dog baade af Sagnene og endnu i vore Dage i Grønland, at der skydes efter Tupilekker og Umiarissat, saavelsom i den Retning hvori man troer at Sjælen af en Hex usyulig opholder sig for at volde Skade. Ildelugtende Ting, navnlig gammel Urin, ere fortrinlige til. at bortskræmme forskjellige overnaturlige Væsener.


B. Mennesker med særegen Begavelse.

Tarneerunek, Sjælens Udtagelse af Legemet, kan skee enten ved udvortes Aarsag eller ved visse Drømme eller lignende Sjælstilstande. Den saaledes befriede Sjæl kan, især naar det er skeet ved Drømme eller ved Maanen, bereise Verdensrummet og bringe Efterretninger derfra ligesom Angakut.


Pivdlingajak, fjollet og Pindlerortok, afsindig. Jo høiere Grad Afsindigheden naaer, eller Sandsen og Dømmekraften for alt Synligt og Nærværende taber sig, desto mere bliver Mennesket klartseende for det Skjulte og Tilkommende. Den samme Tanke ligger vel ogsaa til Grund for den Tro, at Børn i visse Tilfælde kunne være de første til at mærke Nærheden af noget Overnaturligt. En Pindlerortok tillægges der endog den Evne at kunne gaae paa Vandet, foruden den høieste Spaadomsevne. Men en saadan ansaaes dog for at være for farlig til at leve sammen med andre Mennesker. En Pivdlingajak derimod var ogsaa klartseende og ansaaes for nyttig blandt Beboerne af en Bygd.


Piarkusiak (piârĸusiaĸ) var et Barn som havde flere forudgangne Sødskende, der alle vare døde som smaa. Det ansaaes da at være fortrinsviis skikket til at modstaae dødelige Indflydelser og nærmest Hexeriet, og benyttedes til at bekæmpe dette. Man gav det Tilladelse til at gjøre og lade hvad det vilde. Endnu for et Par Aar siden saae man etsteds i Grønland en Mand bede en anden om at skyde ind i hans Kajak, da han havde seet den røre sig i stille Veir. Han troede nemlig at der sad en Hex i samme, og det viste sig at den hvis Hjelp han benyttede netop var Piarkusiak.


Atdlerutigissak, d. e. den for hvis Skyld der er iagttaget »Atdlernek«, var et Barn som ved Opfostringsmaaden havde erholdt en lignende Evne til modstaae Hexeri. Moderen maatte under dets spæde Alder, paa lignende Maade som for en Angerdlartugsiak kun spise en enkelt Bid om Dagen og kun drikke af en Muslingeskal, saa at hun blev ganske afmagret.


Kiligtisiak var den, der som Barn af en Angakok var bleven opdragen til at Nalusaerutok, fornemmelig ved at sidde paa hans Skjød under Aandebesværgelsen (Sardliak).


Kelaumassok og Nerfalassok vare Folk, som havde forsøgt paa at blive Angakut og, uden at kunne opnaae dette, dog havde faaet Evne til at opdage skjulte Ting og Aarsager. Den sidste udførte dette liggende udstrakt paa Ryggen, den første ved »Kelaunek« eller »Hovedløften«, som bestod i at binde Hovedet af et liggende Menneske, navnlig en Syg, til en Løftestang og ligesom prøve dets Tyngde, for derefter at udforske Tilstanden. Dog udøvedes nok den samme Konst ogsaa af Uindviede, navnlig Qvinder, ligesom der ogsaa synes at have været endnu andre Arter af saadanne ufuldstændige Angakut. Det er blandt andet ikke klart, om man blandt de her nævnte Tilstande ogsaa skal regne den at, være »Poulik«, d. e. begavet med »Pouk« eller Ham, som er omtalt under Amuleten.



4) Angakounek eller Præstedømme.


Om Betydningen af Angakut som de eneste Mennesker der havde modtaget umiddelbare Aabenbaringer fra Tornarsuk og af ham erholdt en Magtfuldkommenhed, hvorved de bleve til et Mellemled mellem de høiere Magter og Menneskene, saa at de deels kunde hjælpe disse umiddelbart, deels give dem Anviisning med Hensyn til alt hvad der er at iagttage af Hensyn til disse Magter, er der talt i det Foregaaende.


Ordet angákoĸ kan med Hensyn til Endelsen ikke godt paa almindelig Maade udledes af en Stamme, men det synes dog ialtfald beslægtet med angivöĸ, er stor, og endnu nærmere med angajoĸ, den ældre, angajorĸat, Forældre. I Beretninger om de vestlige og asiatiske Eskimoer hersker der en stor Forvirring med Hensyn til hvad man kalder deres »Schamaner«. Thi her kommer til den sproglige Misforstaaelse den store Ukyndighed om de Indfødtes religiøse Begreber. Det er høist mærkeligt, at i en Ordfortegnelse netop fra den Eskimostamme, som i enhver Henseende er allerfjernest fra Grønlænderne, nemlig Indlands-Eskimoerne ved Floden Kuskokwim, sees »Schaman« oversat ved: Tungalik og Analchtuk. Thi det sidste kunde vel tænkes opstaaet ved at den oprindelige Opskriver har hørt det samme Ord som Grønlændernes angákoĸ, og det første er jo ligefrem det grønlandske tôrnalik, d. e. ensom har Tornakker, hvilket jo ogsaa er Definitionen paa en Angakok. Ifølge en anden Opgivelse skulde Benævnelsen hos de samme Eskimoer være Tungak eller Tunnak, men derimod hos Tschnagmiut (skal vel være: sinamiut, Kystboer) nærmere Behringsstrædet: Tungalik, og hos en tredie Stamme paastaaes »Høvding« at hedde Angaigok, og endelig hos en fjerde i hine samme vestlige Egne: Kallaaluch, som jo næsten lyder som det grønlandske kalâleĸ, en Grønlænder i Modsætning til Europæer. Afseet fra denne sidste ret gaadefulde Opgivelse, vil det sees, at de øvrige hentyde til Ligheden baade i Sprog og Religion hos de fjernt adskilte Stammer, forsaavidt saadant overhovedet kan skee gjennem en enkelt Benævnelse.


Baade Qvinder og Mænd kunde blive Angakok og der synes at have været to eller muligen endog flere Grader af denne Stilling. I de ældre Skrifter betegnes den høiere Grad aldeles skarpt ved angákoĸ pûlik, men dette synes ialtfald ikke almindeligt at antages af de nuværende Grønlændere, hvorimod der omtales andre Kjendemærker paa de forskjellige Grader. Derimod synes selve Angakok-Graden at have været mere skarpt begrændset. Uddannelsen til samme begyndte som oftest fra Barndommen af, idet en Angakok først opdrog Barnet som Kiligtisiak. Det overvandt derved Skrækken for Aandeverdenen, og dets Blik aabnedes for samme. Men senere udfordredes der Selvvirksomhed, nemlig Fasten og Paakaldelse af Tornarsuk under Ophold paa eensomme Steder. Sjælen opnaaede derved en vis Frigjørelse fra Legemet og Omverdenen, Tornarsuk viste sig omsider og gav Lærlingen en Tornak (tôrnaĸ), d. e. en hjælpende Aand, som han senere ved visse Midler kunde hidkalde naar det behøvedes. Medens dette foregik, tabte Lærlingen sin Bevidsthed (efter Nogle i tre Dage) og naar han vaagnede igjen, vendte han tilbage til Menneskene. Angaaende den nærmere Maade hvorpaa alt dette skete, fortælles der forskjelligt saavel i Skrifter som af de nuværende Grønlændere. Det er en gjennemgaaende Forestilling i flere Sagn, at der til den forudgaaede uddannelse som Kiligtisiak hørte Overvindelse af Frygt for Graven og Opnaaelse af Evne til at kunne see disses Inue. Endvidere tales der endnu paa mange Steder om angákusarfit, d. e. Klippehuler, i hvilke der fandtes en Steenflade, og paa samme en mindre Steen, med hvilken den vordende Angakok maatte gnide paa hiin, indtil Tornarsuk lod en Stemme høre fra Jordens Dyb. Efter Nogle var det kun de mindre Angakut som opstode paa denne Maade, hvorimod de større lode deres Blod udsuge af Orme og Kryb i en indtørret Indsø, hvorved den omtalte Besvimelse indtraadte. Undertiden sættes begge Maader i Forbindelse. Efterat være vaagnet til Bevidsthed befinder den nye Angakok sig i nøgen Tilstand, hvorpaa hans Klæder komme flyvende gjennem Luften og bedække ham af sig selv.


Naar Nogen efter dette hemmelige Samqvem med Tornarsuk atter kom tilbage til Menneskene, udfordredes der endnu, at han skulde aabenbare sig (sarkúmerneĸ), eller første Gang kalde sin Tornak til sig og benytte den. I Mellemtiden siges der at man kunde kjende hans Tilstand derpaa, at han ved at gaae sank med Fødderne ned i Klippegrund ligesom i Snee, og desuden, efter Nogle, at han maatte døe, hvis han ikke aabenbarede sig inden en vis Frist, alt vel ifølge Forestillingen om en ham iboende Magt. Angakut kunde af de Klartseende kjendes derpaa, at de ligesom Iliseetsut aandede Ild, men deres Arme vare ikke sorte som disses. Naar den vordende Angakok høist 10 Gange forgjæves have prøvet paa at aabenbare sig, nemlig uden at kunne kalde en Tornak til sig, maatte han opgive det, men vedblev saa dog at være Menneske med særegen Begavelse.


En Angakok havde ikke een, men flere Tornat, og hertil kunde saavidt bekjendt, Størstedelen af de, i det andet Afsnit nævnte, Landets og Havets Inue vare tjenlige. Blandt dem der aldrig nævnes som saadanne vare: Amarsiniouk, de nedre Ingnersuit, samt vel og Oververdenens og de mere ulegemlige Inue og i det Hele saadanne som kun vare ene af deres Slags. Derimod fandtes der blandt Tornat ogsaa menneskelige Sjæle, nemlig deels Kivigtuts og, mærkeligt nok, fraværende Europæeres Sjæle, deels Afdødes Sjæle, og forskjellige Dyrs eller dyriske Levningers Sjæle eller Inue. Med Hensyn til den forskjellige Tjeneste, de skulde yde, vare et Slags Tornat blot raadgivende, andre vare Hjælpere i Fare, og atter andre brugtes til Hævn og Ødelæggelse. Det første Slags kaldtes Erkungasut (Flertal af erĸungassoĸ) og skal, efter Nogles Forklaring have boet i visse Havdyrs Skaller. Enhver Angakok havde sin Erkungasok. Han skildres som uundværlig paa Grund af sin Kløgt, men forøvrigt uden Kraft. Alligevel vil han selv ogsaa gjerne gjælde for den stærke, han er ved Paakaldelserne den første til at indfinde sig, og vil være med ved hver Leilighed, selv hvor det gjælder om Kamp mod Fjender. Han kommer da gjerne galt afsted, saa at Angakokken selv maa hjælpe ham, men alligevel roser han sig til Slutningen af hvad han har udrettet. Til det andet Slags synes navnlig de øvre Ingnersuit, Tornit og Inorusit at maatte regnes, og til de sidste de saakaldte Tougdlit (Flertal af tûliĸ, bevæbnet med Stødvaaben), der henføres blandt Indlandets Kæmpefugle, men viste sig med glødende Vaaben; desuden Kuvdlugiak o. a. Nogle hjalp ogsaa blot ved Ihjelskræmning og som saadanne vare ingen kraftigere end Indlandsboernes Fjollede, som tillige kunde afhude sig. Ifølge nogle synes ogsaa Hammene, som vi have omtalt under Amuleter, at have været betragtede som Tornat, og en Angakok, der havde dem, vilde da være pûliĸ. Men for øvrigt siges en Angakok jo at blive Poulik paa den Maade, at han ved sædvanlig Aandemaning hidkalder en Bjørn og en Hvalros. Bjørnen griber ham og kaster ham ud i Havet, Hvalrossen opsluger dem begge, hvorpaa den kaster hans Been op paa Strandbredden igjen og han gjenfødes af disse.


Angakut vare anerkjendte Lærere og Dommere i alle Spørgsmaal, Troen vedkommende. Da nu denne paa saa mange Maader greb ind i Vedtægterne og Samfundslivet, vare Angakut ogsaa at betragte som et Slags verdslige Overhoveder, forsaavidt Folket i det Hele anerkjendte saadanne. Endelig bestode deres Forretninger ogsaa i, selv ligefrem at yde den Hjælp, som de saaledes skulde give Raad og Anviisning for.


Med Hensyn til Maaden, hvorpaa Forretningerne udøvedes, er der at bemærke, at dette skete deels paa almindelig Maade, ved Benyttelsen af de samme Midler, men ogsaa staae til andre Menneskers Raadighed, deels paa den for Angakut særegne Maade, ved Benyttelsen af deres Tornat. I første Tilfælde vare deres Handlinger at henføre til de under forrige Afsnit omtalte Midler og Evner, kun udmærkede ved Graden af det Vidunderlige og Virksomme. Selvfølgelig udartede Forretningen som oftest herved til den blotte Konst at blende Tilskuerne, og den blotte Hensigt at vinde Fordeel og Anseelse, eller at rette sig efter Folks Smag og Fordom. Blandt saadanne Konster nævnes angmaineĸ, som bestod i at aabne Maven paa en Syg, udtage og rense Tarmene og bringe dem i Orden igjen, saa og Sjælens Udbedring samt tar'r'artorneĸ, eller at spaae i Vand om borteblevne Personer og Sager. I det andet Tilfælde derimod betegnes Forretningerne ved Aandemanen (tôrnineĸ) , hvorved enten en Tornak hidkaldtes og adspurgtes, eller Angakokken selv begav sig paa Aandeflugt (ilimarneĸ) for at undersøge eller udrette det, som Spørgsmaalet var om, eller endelig derved at han stævnede de onde Aander, navnlig Hexene for sig, bekæmpede og tilintetgjorde den. Til Torninek udfordredes ordentligviis, at det skete for en Kreds af Tilhørere i et Huus, og at dette gjordes fuldkommen mørkt, efterat Angakokken havde ladet sig binde med Hænderne paa Ryggen og Hovedet mellem Benene, samt hensætte paa Gulvet ved Siden af en Tromme og et ophængt Saaleskind, hvis Raslen skulde ledsage Trommens Lyd. Derpaa istemmede Tilhørerne en Sang, og naar denne var forbi, begyndte Angakokken sin Paakaldelse, ledsagende sin Stemme med Trommen og Rasleskindet. Ankomsten af en Tornak bemærkedes af Tilhørerne deels ved en særegen Lyd, deels som en Lysning eller Ild. Hvis det nu kun var Oplysning og Raad som forlangtes, hørte man Angakokken spørge, og derpaa en Stemme ligesom udenfra svare, og der siges at denne Stemme i enkelte Tilfælde kom fra Tornarsuk selv, men ellers fra en Tornak, samt at den i Reglen var uklar og da maatte tydes nærmere, deels af denne, deels af Angakokken. Begav denne sig derimod paa Aandeflugt, da skete dette gjennem Aabninger, som dannede sig i Huset, navnlig paa bestemte Steder under Taget, alt efter Angakokkens Grad. Tilhørerne meente da at kunne bemærke Lysning og Luftning udefra. Derpaa syntes han at være forsvunden, indtil han endnu samme Nat lod sig høre som tilbagevendende, og gav Beretning om hvad han havde seet. Hans Flugt kunde skee gjennem Luften, saavelsom under Havet og Jorden, og ligesom han selv efterlod sig Spor, der kunde sees af andre Angakut, saaledes kunde han ogsaa see Kjølvandet af bortdragende Baade længe bagefter. Efter Sagnene skulde man jo troe, at Angakokken virkelig tænktes legemlig at flyve bort; det har dog udentvivl ogsaa været tilladt at troe, at han udførte det som midlertidig frigjort Sjæl. Var det endelig en ond Aand som skulde bekæmpes, og da foruden Hexe navnlig Angiakker, da hidkaldtes samme ligesom Tornakken, blev adspurgt angaaende egne og andres Forbrydelser og derpaa dræbt eller forjaget ved særegne Fremgangsmaader. Først efter fuldendt Torninek turde Huset atter oplyses, og Angakokken viste sig løst fra sine Baand. Her turde derpaa i de første Dage intet Arbeide foretages i Huset. Undtagelsesviis bekæmpedes vel og onde Aander under aaben Himmel ved høi lys Dag. Ogsaa kunde Angakut til deres egen Hjælp hidkalde deres Tornak paa hvilkensomhelst Tid.


Saavel Hexeri som og visse andre overnaturlige Paavirkninger, saasom af Pujortut og Angiakker, kunde gjøre Angakokkens Handlinger frugtesløse eller vel endog fordærvelige for ham selv eller Tilhørerne, eller og berøve ham hans Angakok-Evne.


Med Hensyn til Øiemedet vare Forretningerne i Hovedsagen følgende:

– At give Rettesnoren for Alt hvad der vedkom Troesmidlerne.
– At udfinde Aarsagen til forefaldende Ulykker, hvilket tillige indbefattede en vis Dommermyndighed, idet bestemte Personer kunde udpeges som saadanne Aarsager, enten formedelst Vedtægternes Overtrædelse, Forbrydelser eller Hexeri.
– Isærdeleshed at opdage borteblevne Menneskers Skjæbne og Opholdssted og at efterspore og bekæmpe deels almindelige Fjender, deels saadanne som kun kunde sees og fanges af Angakut, navnlig Angiakker (ángiarsorneĸ).
– At give Veiledning for alt hvad der var at iagttage ved Reiser, Fangst og Erhverv i det Hele, af Hensyn til det Oversandselige.
– At skaffe godt Veir (silagigsaineĸ).
– At skaffe Fangst i angussorsaineĸ eller pilersaineĸ), deels ved at drage til Arnakuagsak og befrie hende for Agdlerutit, deels ved at paakalde en Tornak, som kaldes Kivingak og viser sig som et med Sælhunde bedækket Isfjeld.


Naar en Angakok kaldtes til en Syg af nogen Anseelse, og han saae, at der ikke var Haab mere for denne, pleiede han, om muligt med flere i Forening at trøste ham paa høitidelig Maade, idet han under dæmpet Sang og Trommespil skildrede Lyksaligheden hiinsides Graven.


Angakut brugte under deres Forretninger et særegent Sprog, dannet meest ved billedlige Udtryk og Ordbytninger af det almindelige grønlandske.


Ved en Angakoks Død forefaldt der i Reglen Særsyn. Det var som om hans Sjæl havde en særegen Vanskelighed ved at forlade Legemet, han kunde henligge som halvdød og leve op igjen gjentagne Gange. Efterat Døden var paafulgt og 5 Dage forløbne, viste han sig let som Gjenganger.



5) Troen i dens Anvendelse paa Livet, Sæder og Skikke.


Under Stammens store Adspredelse udgjorde Sagnet og sammes Hovedindhold, den religiøse Tro, det eneste fælleds Baand ligesom atter Troens Bærere, Angakut, afgave den nærmere Sammenknytning for de enkelte mindre Samfund. Troen var derfor mere, end hos Folkefærd af et høiere Udviklingstrin, Rettesnoren for alle Vedtægter lige ned til det daglige Erhverv med de til samme hørende Redskaber og deres Afbenyttelse, og herpaa grunder sig selvfølgelig den ringe Tilbøjelighed til Forandring i nogen Retning. Først og fremmest er her at bemærke, at den eneste Øvrighed som fandtes tillige var den præstelige Myndighed. Det er en Selvfølge, at Angakut, som selv hidledede hele deres Magt og Myndighed fra et nærmere Forhold til en høiere Aandeverden, i al deres Virken maatte lade sig lede af Troen paa denne. De maatte fremfor alt vaage over Vedtægternes Overholdelse eller over Alt hvad der har været at iagttage for ikke at fornærme Naturens usynlige Magthavere. Men forøvrigt grundede deres Indflydelse sig selvfølgelig ogsaa derpaa, at de vare de meest fremragende iblandt deres Landsmænd i Henseende til Indsigt og Forstand. Naar de saaledes antoges at kunne gribe ind i Naturens sædvanlige Gang til Fordeel for deres Tilhængere, naar de fik Isen til at vige fra Land og Sødyrene til at indfinde sig, helbrede Sygdomme blot ved Ord eller ved deres Aande o. s. v., og naar Troen paa denne deres Magt ikke blev rokket i Tidernes Løb, finder dette vel sin Forklaring deri, at de havde en dybere Indsigt i Naturens Love, saa at de i Gjennemsnit bedre kunde forudsee hvad der vilde skee; i deres egen levende Indbildningskraft og i Følelsen af deres Magt har en saadan Indsigt hos dem selv fremstillet sig som en høiere Indskydelse eller Hjælp, saa at de selv i Hovedsagen kunde troe paa samme, om de end mere eller mindre maatte indsee, at en Deel deraf var Blendværk, men nødvendigt, fordi Verden jo vil have det saa. Forøvrigt have vi jo i det Foregaaende tilstrækkeligt antydet den Magt, som de maatte have over deres Tilhængere i alle tvivlsomme Livstilfælde, da de kunde udlede Aarsagen til Ulykker fra usynlige Aander, og foreskrive hvad der maatte iagttages for at forsone disse. Men denne deres Magt havde sit Høidepunkt i Hexeprocessen, som vi og have antydet, fordi Hexeriet tillige var et Slags politisk Forbrydelse eller Indgreb i Angakuts Herredømme.


Naar vi sammenligne Troen med det, som der er udviklet angaaende Eiendom, Stand samt Lov og Ret, vil Forbindelsen mellem begge snart være indlysende. Først og fremmest maatte Forestillingen om de Afdødes Sjæle som Skytsaander for deres Efterkommere og med deres som Pant efterladte Huusbønner og Amuleter nødvendigviis hellige de Vedtægter, der bestemte, i hvilken Grad Nogen kunde optages i det nærmere Eiendomsfælledsskab med, eller vente at blive deelagtig i en Andens borgerlige Anseelse. Da ingen Opsparing af Formue var tænkelig, var foruden den personlige Duelighed Slægtskabet med den, som var i Besiddelse af samme, den eneste Vei til at opnaae borgerlig Anseelse og det som skulde erstatte Formuen, nemlig Hjælpen til Underhold. Men Slægtskabet med anseete Mænd var efter Sigende ogsaa i ethvert Tilfælde tilstrækkeligt til at sikkre Nogen en god Modtagelse overalt. Dernæst udgjøre jo de samme Forestillinger om de Afdødes Sjæle Drivfjeren i den eneste Vedtægt, hvorved der sattes en endelig Skranke for Lidenskabernes yderligste Udartelse i raae Voldsgjerninger, nemlig Blodhævnen.


Til at sikkre den indbyrdes Forstaaelse og hindre Forurettelse af den Svage, alt indenfor det Spillerum af Vilkaarlighed, som Vedtægterne og de naturlige Forhold lode staae aabent, maatte blandt andet Forestillingen om Hævnen ved Gjengangere, Kivigtut, Angiakker, Serratit, Arnuat, og Tupilekker være virksomme, saameget mere som Sagnet især lægger disse Midler i Hænderne paa de af Naturen Svage.


Naar Barnet strax efter Fødselen opkaldtes efter en Afdød, lagdes der heri en dyb Betydning. Man meente derved at skaffe den Afdøde Ro i Graven og troede paa et Slags Sjæleslægtskab mellem Navnerne, saa at den Afdødes Egenskaber, ja endog Særheder gik over paa den Levende. Det var dennes Pligt at hævde hiins Ære, og navnlig at trodse de Indflydelser som havde voldet hans Død (akissartorneĸ). Var han saaledes omkommen paa Havet, maatte Navnen saameget desto mere lægge Vind paa at kunne trodse dette i sin Kajak.


Ved Børneopdragelsen anvendtes der, som det synes, aldeles ingen Straffe, men vel Trudsler med straffende Aander, navnlig Kungusutarisat. Forøvrigt gik Opdragelsen for Drengens Vedkommende vel kun ud paa at danne ham til Erhverver. Den øvrige Opdragelse overlodes til Omgivelserne og for Qvindens Vedkommende til den, senere hendes Mand tilkommende Tugtelsesret.


Det tør vel ikke betvivles, at de mange Arter af Afholdenhedsregler ogsaa havde deres Betydning ligefrem med Hensyn til Sundhedsforholdene.


Det er bemærket, at man synes at have antaget, at Begravelsesmaaden havde Indflydelse paa Sjælens Tilstand efter Døden. Dette synes dog kun at have fundet sit Udtryk deels deri, at man lagde den Døde ned paa Gulvet i Huset for at betegne, at man ønskede ham at komme til Underverdenen, og at man paa den anden Side sønderlemmede Ligene af Forbryderne og adsplittede de forskjellige Dele. Thi forøvrigt var jo Begravelsesmaaden i saa høi Grad forskjellig, at de Døde hos Asiaterne brændtes, hos Østgrønlænderne sænkedes i Havet, men forøvrigt og altsaa rigtignok for den langt større Deel begravedes under Steen eller i et Slags Steenkamre, efterat være indsyede i Skind i en sammenbukket Stilling.



Kilde


Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 180-206