 Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.
Religionsskiftet i Norden
Vilhelm Grønbech
De nye guder
(side 45) Egenartet som den nye sæd er dens gudeverden. Den højeste gud er Krist. Han har skabt verden, han har med kraft opholdt den i nød. Han er en mægtig gud, med et liv fuldt af begivenheder; en lidende gud, nok så meget en stridende, først og fremmest dog en sejrende gud.
Blandt alle de guddommelige skikkelser der flokkes om ham, blev Olav en af de vigtigste, ja for Norge blev han hovedguden, så sandt han var den mest nærværende. Og det er til ham vi skal søge, når vi vil se en guddom ikke blot lægge sin magt for dagen, men også åbenbare noget af sit væsen. Først kommer han os i møde som legendernes Olav, der lægede syge, friede fanger, dæmpede ildsvåde og bragte skjult brøde frem for lyset. Der går en strøm af lægedom gennem Norge, lige fra den dag hans nys ud- (side 46) gydte blod åbnede en blinds øjne på selve slagmarken, og fik Tore Hunds Stiklestadssår til at læges. Hans skrin stod midt i en stedse vekslende skare af halte og blinde og krøblinge. Lærde mænd havde kunnet fortælle mange exempler fra Frankrig og Italien på sådanne undere som disse, at en ildsvåde efter at have fortæret den halve by standsede med et ryk foran de salige rester af en helgen, at fire stærke mænd pludselig var blevet naglede til stedet mens de bar en hellig mands ben gennem staden, og ikke orkede et skridt videre før man havde gravet ned til den lønmyrdede stakkel der lå i uviet jord og ventede på retfærdighed. Disse og mange andre vidnesbyrd om Guds kraft kunde man nu jævnlig selv opleve i Trondhjem. Der er andre træk i Olavs guddomsnatur som nærmer sig mere til det hjemlige præg, uden dog at afvige fra andre steders erfaringer. Han var en frelser for de ulykkelige der faldt i hedensk fangenskab. Det hændte en mand, der allerede to gange var bleven løskøbt af sine frænder, at han tredje gang faldt i hænderne på de vantro. Han prøvede på egen hånd at undfly, men forsøget kostede ham blot sult og lænker. Da faldt det ham ind at love sig til Olav, og næste nat stod helgenen hos ham. Han løste fangens bånd, løsnede slåen i døren, fulgte ham ud i friheden, og slap ham ikke før han havde givet ham et skjul i skoven og ladet hedningerne og deres hunde løbe rundt og rundt om ham. Endnu højere strålede han som den mægtige hjælper i slaget og som den store dommer over ret og uret. De så ham på Lyrskovhede, og de mærkede hans nærværelse mange andre steder. Væringerne i Miklagård påkaldte ham som sejrgiver, en konge som Sverre henskød i afgørende øjeblikke sin sag til Gud og Hellig Olav. En yngling der så (side 47) sig udelukket fra sin fædrenearv, påkaldte Olav og iførte sig hans kraft, førend han gik til opgør med sine avindsmænd. Olavs jordiske nærværelse lå ikke alene forsikret i skrinet med silkesvøbet, den sad også i hans gamle sværd, Hneitir, som efter mange omskiftelser åbenbarede sin kraft for Væringerne og fik sin plads på Olavsalteret i Konstantinopel. Intet af de gamle guders velsignelse var gået tabt i den hellige konge. Han viste sig god for søfareren der lå vejrfast dag efter dag; vinden blev til bør, så snart han havde givet sin sag til Olav. Og så klinger til sidst den gamle fortrøstning igennem lovprisningskvadet over Olav, »som skaffer alle mænd år og fred fra Gud.«
Jo nærmere vi kommer ham, des mere føler vi en myndighed af helt anden art end den der udstråler fra gennemsnitshelgenen. Hans guddomsfødsel er underfuld. Han fødes jo som gud på Stiklestads slagmarker, da han faldt i kampen mod et folk, der satte hele sin kraft op mod ham som repræsentant for et kongstyranni man afskyede. Fremmest mod ham stod bondehøvdingerne, som i storkongens lyster så undergang over det gammeldags hersevælde. Bønderne sejrede, men i følge historien begynder der nogle få dage efter slaget at risle en angstfuld ærbødighed gennem Norge. Dens udgangspunkt var den kiste hvor kongens legeme gemtes hen. Det er martyrens hellighed der åbenbarer sig, siger man; bag den opbrusende bevægelse står en kirke der aldrig sov over sig, når den gode Gud satte vandene i bevægelse. Men underligt nok ser det ud som om begivenheden virkede stærkest på de hårde gemytter, og at det kan komme til at se sådan ud indeholder i sig selv et tidens tegn. Og hvorfor satte nu netop denne (side 48) begivenhed sindene i en sådan rystelse, at den gjorde dem forsvarsløse mod kristen påvirkning?
Der var noget i denne Olav, som ikke på forhånd behøvede kirkens dictum for at gøre sindene tvivlrådige. Der var en æts lykke, Harald Hårfagres guddommelige kraft. I den nordiske konge sad der en egen vælde, som beroede på at han havde en sjæl af bedre art end almuesmanden. Han kunde mere, og han måtte mere end andre. Han havde frugtbarhed og sejr i sine årer. Jo større hans virkekreds var, des mere egenartet hans sjæl, så sandt som kraft måtte svare til vilje. Der var lykke i kongens huld, han kunde sende sine mægtige sjælskræfter — sin hamingja — med mændene til hjælp på deres ensomme veje; han kunde også i personlig myndighed gribe ind fjærnt fra det sted hvor hans legeme befandt sig. Olaverne kom aldrig uden for den tryllekreds, at de repræsenterede storkongeættens lykke i dens mest strålende skikkelse. Deres mænd oplevede ofte nok kongshamingjaen i nøden. Da Tormod var ude på sit farlige hævntog til Grønland, hændte det mere end een gang, at han ikke havde anden udvej end at vende sin tanke til Olav og vente sig frelse af hans lykke; snart kom der usynlige hænder og slog øksen ud af hånden på hans modstander, snart besøgte Olav folk i drømme og sendte dem ud at hjælpe hans tro hirdmand, når han var ved at omkomme af sår og sult. Andre havde følt hans nærværelse i en pludselig opsvulmende jættekraft, i det øjeblik da deres egen styrke var på hældningen.
I dette ord: kongens hamingja, brugt om den levende fyrstes magt, ligger en bestemmelse som fjærner al fortidens menneskelid fra vor kultus af geniet. Man tilbad ikke kongen som den store personlighed, men som bærer af en (side 49) slægtsvilje. Man så gennem ham ind i en lykke, der strakte sig op i fortiden og ned i fremtiden. Han kunde ikke skilles fra den livskraft der sad tryggelig i fyrstens helligdom og fostrede mænd ud af sig, slægtled for slægtled. Man genkendte de store guddomme bag repræsentanten. »Store fylgjer går foran dig,« siges der i kristen tid om en Olav, og det betød for folket mere end en blot udvortes ledsagelse. Når derfor Olav trods alt blev den stærkeste, er det kongsstorheden, kongsgeniusen, ja når alt kommer til alt, kongsguddommen der sejrer i ham. Vi har svært ved at karakterisere bondens ærefrygt for Hellig Olav i moderne ord, fordi vi er nødte til at skille ad i analyse hvad der for ham var et hele. Når hans tanker samlede sig om helgenens herlige person, havde de en uudtalt baggrund af herlighed. Han påkaldte Olav, lovede ham gaver og ydmyghed, men det var følelsen af Olavs hamingja der bar tanken på hans person oppe.
Men derfor bliver Olav ikke en kristianiseret gentagelse af hedenguder. Som guddom fødes han op af den nye sæd. Hans byrd ligger ikke i den gamle religion, men i det der stak endnu dybere end religion, i selve kulturens forudsætninger. Det er i dybeste forstand rigtigt, at der var politik med i spillet, da han rejstes op som Norges storhelgen, men politikken sad i hjærtet. Gennem ham som legemliggørelsen af Norges lykke hævdede folkets selvstændighed sig overfor de fremmedes voldsherredømme. Erkendelsen af at Norges vel var bundet til storkongens sjæl på samme måde som bygdens vel til herredsfyrstens, brød igennem ved oplevelserne efter Stiklestadslaget, og i denne erkendelse fødtes fremtidens tanker. De nye guder sejrede gennem Olav, ti i martyrkongen smæltede jo folkets ha- (side 50) mingja sammen med kristtro. På Hakon Adelstensfostres tid kunde man endnu skille de to ad, tage kongen og lade hans egenheder i tro være; da blev det kongen som måtte bøje sig, og han lagdes i hedensk gravhøj, viet til Odin. Ikke så med Olav. Sammenstødet skabte den skikkelse som vi træk for træk har bygget op af legender og oplevelser.
Således var hans natur som helgen en ny skabelse, hvis rødder går tværs igennem den gamle religion og fæster sig i folkesjælens dybeste forudsætninger. Vi mærker religionens særart på hans hamingja. Når den nye sæd kom med rent personlige storheder, der havde lidt og stridt i kødet, faldt anerkendelsen af sig selv for vore forfædre. De havde også set deres diser gå frem fod for fod, de kendte dem, når de »fulgte« ættens mænd under deres foretagender. Siduhall blev vunden ved at høre om englen Mikael, hans magt og hans miskundhed. »Tør du indestå mig for at han vil følge mig, når jeg tager ved den nye tro,« spurgte han, med tanken på det gode følgeskab han skulde opgive ved en sådan sindsforandring. Da missionæren ikke havde nogen tvivl på det punkt, blev Mikael »følgeengel« på Tvatå.
Men de gamle diser og aser var guddomme så vel som guder. Højen de boede i var gennemtrængt af dem, de magtfulde våben husede dem som kampstyrke. og deres velsignelse føltes stærkest som inspiration. Trangen til at mærke guden kunde folket ikke blive af med, og på dette punkt havde den sydlandske helgenreligion jo ingen vanskelighed ved at stille længsler. I Syden var man næsten perverst følende i sin religiøsitet: alle fornam mange gange mere ved at famle på helgenben end ved at tænke på helgenen selv. Det skulde da synes let for Nordboernes rea- (side 51) lisme at smælte over i Romernes materialisme, og dog, ejendommeligt nok. Nordboerne gav sig ikke helt over. De bevarede en egen tone over deres tillid til guddomskraften. Om vi kunde bestemme hvor langt ned i det religiøse liv denne hamingjatone virker, så havde vi en nøgle til mange betydningsfulde hemmelige rum i vore folks sjæl, ja også i vort eget sjæleliv, men til så fine bestemmelser slår vort materiale vel ikke til. De religiøse udtryk i den senere middelalder er i alt for høj grad literært påtvungne udefra.
Der er endnu et træk i gudernes karakter, som sætter dybt skel mellem den gamle og den nye sæd. Fortidens guddomme havde haft højst forskelligt myndighedsområde: Somme hørte til på gården, andre i herredet, eller »folket« som det hed, atter andre rådede i »landet«; men alle havde de deres væsen i nær tilknytning til en bestemt kreds mennesker. Så længe kredsene ikke var sprængte, måtte også de nye guddomme træde i personligt samkvem med deres dyrkere og blive deres lagfæller. På dette punkt var for øvrigt gudsforholdet beslægtet med fromheden i andre lande; sydpå havde håndværker og kriger hver sin helgen, stolt eller ydmyg, krigersk eller fredelig efter lagets art, og alle helgener havde noget af den inderlighed som udtrykkes i tillægget »vor«. Men hjemfølelsen stillede endnu stærkere krav. Bonden har næppe kunnet bære at der blev et tomt rum på hans gård ved disernes bortgang, og det er sikkert blevet ham forundt at se de nye komme hvidklædte og milde, som de kvinder der red ind til Halls gård.
Højen og træet blev atter befolkede af gode vætter, der var lige rene gudsvæsener, hvad enten de bar et helgennavn eller ikke. Der er mere kristendom end man almindelig antager, i den lille nisse og hans kammerater. Med (side 52) nogen ret kan man kalde dem frafaldne kristne, ti det er nok protestantismen der har jaget dem uden for Guds rige og bragt dem både i sind og skind foruroligende nær det troldtøj der står uden for nådens verden.
Men det skal også snart mærkes, at Nordboerne fra at leve i en folketro er gået over i en verdensreligion. Fromhedens egoisme har en ny art. Selv den ringeste guddom havde en myndighed der var uafhængig af hans dyrkeres lykke. Hans magt var befæstet i Krist og hans verdensomspændende vilje. Op af den store skare vokser der således fyrstendømmer og magter, der regerer verden som en helhed fra oven.
Tidligere havde kultsamfundet været et lukket rige; så snart man kom uden for ringen, mødte man andre guder. Nu lå grænserne åbne, og når det skete at sjælen kom til at røre skellet, gled tankerne frit over. Guderne fulgte med, så langt benene den gang kunde nå — til Rom, ja videre endnu. For mange blev det kosmopolitiske en realitet — der var flere Romafarere i middelalderen end i det 18de århundrede; for andre lå det bundet som en mulighed, men muligheder er på deres vis lige så virkningsfulde elementer i kulturen som realiteter.
Man forbavses somme tider over den vide udbredelse Olavsdyrkelsen fik, når man ser kirker rejse sig til hans ære over Sverrig, Danmark lige til Hansestæderne og de engelske købstæder. I fordums tid har guder bredt deres magt lige så vidt omkring, simpelt hen fordi kultlag stødte til kultlag, og høvdingesøn ægtede høvdingemø. I Olavsdyrkelsens vækst virker der gammeldags faktorer; de gode købmænd der rejste hans alter i Lübeck, havde deres rent praktiske grunde til at gøre den norske helgen og de tyske (side 53) Bergensfarere ret fortrolige med hinanden. Men ånden er dog bleven en anden. Nu er bønhørelsen ikke længer afhængig af om bederen bliver indlemmet som fælle i det lag der havde guden i sin midte; den enkelte nødlidende bonde i Sverrig kan tillidsfuldt tage sin stav i hånd, gå med i pilgrimsskaren til Nidaros og finde helgenen beredt overfor sig.
Under den gamle tingenes orden kunde verden ikke blive i dybeste forstand nogen enhed. Tanken på en gudestat kommer først frem i selve overgangstiden og sikkert under påvirkning udefra; når den kunde skabe sig så strålende et udtryk i sangene om Odin og Asgård, så er det et vidnesbyrd blandt mange om den grøde som berøringen med fremmed tanke fremkaldte i sindene. Nu blev disse tilløb til et verdensdrama fuldkommede med kraft, og det i folket selv, ikke i digterens og åndsaristokratens hjærner. Et absolut nyt er sket: Krist har skabt verden; det var en betydningsfuld opdagelse.
|
