Religionsskiftet i Norden: De nye guders komme

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Religionsskiftet i Norden

Vilhelm Grønbech


De nye guders komme


(side 5) På gården Hov ved Alptafjorden i det østlige Island boede en mand ved navn Hall, også kaldet Siduhall. Han var af stor æt, ti han stammede ned i lige linje fra Røgnvald Jarl på Møre. Det var en høst at han skulde have gilde efter sin sædvane, og han ventede mange gæster. På gården opholdt sig den sommer en god ven af husbonden, som hed Torhall; han var en klog mand og meget fremsynt. Da tiden led henimod gildet, lagde Hall mærke til at vennen blev tavs og indesluttet, som om noget tyngede ham. En dag spurgte han Torhall hvad alle de rynker i panden havde at betyde. »Jo,« sagde Torhall, »der står mig noget for ved dette gilde; hvad det er lønner det sig ikke at prøve på at sige nu, og det gør ingen forskel om jeg forsøger på det eller ikke, ti der er noget som vil frem, og vi kan hverken gøre fra eller til.« Da gæstebudsdagen kom, og folk gik til bords, sagde Torhall: »Vil I følge et godt råd? I nat skal I alle blive inden døre, hvad der end sker. Hvis I overholder det, undgår vi megen ulykke.« Husbonden lagde sin formaning til, de vidste jo nok at Torhall aldrig for med løs snak, når det gjaldt fremtiden. Aldrig så snart var folk kommet til ro, førend det bankede på døren. Ingen lod sig mærke med noget. Det (side 6) bankede anden og tredje gang — da blev det for meget for Tidrandi Hallsøn. »Det er en skam at fjæle sig i klæderne, når folk står og banker; hvem ved om det ikke er gæster som kommer,« sagde han. Vejret havde været hårdt, og mange venner var ikke nået frem til budningsdagen. Så gik han til døren og så ud, men der var ingen. Han gik helt ud i gården, og om forbi brændestablen for at få udsigt ned over ridevejen. Da hørte han ridt nordfra. Der kom ni kvinder, alle i sorte klæder, med dragne sværd. Atter lød der hestetramp, fra syd — der så han en anden skare, ni lys klædte kvinder på hvide heste. Han vendte sig for at gå ind og sige hvad han havde set, men da var allerede de mørke kvinder kommet mellem ham og huset, og han slap ikke frem til døren. Kort efter, da folk kom ud, så de Tidrandi ligge i måneskinnet med sit sværd i hånden, dødeligt såret. Han blev båret ind, og fik netop fortalt hvad der var sket med ham, førend han udåndede. Forklaringen kunde Torhall nu lægge til: Det var slægtens diser som havde hjemsøgt gården. De vidste hvad der forestod, at der ret snart vilde komme en ny sæd til landet, og med den vilde der blive brat ende på deres magt. Tomhændede vilde de ikke fly, og nu havde de taget Tidrandi, Halls ældste og folkekæreste søn, som deres del. Skade, at de bedre diser, som vilde have hjulpet ham, ikke kom til, førend det var for sent.


Det er ikke noget enestående, at en revolution der ophøjer og fornedrer guder, sætter sig varigt minde i et stort symbol. Konstantins kors, Chlodevechs sejr i Kristi navn er minder over sjælestrid; de fortæller, at mennesker nødig går til at udsæde guder som ikke længer kan hjælpe sig selv, men at troskab vil koste livet, og livet er nu en gang (side 7) mere værd end guder. Et sådant symbol er også historien om Tidrandi hvem diserne dræbte, og blandt alle monumenter over trosskifter hævder dette sig som det skønneste. Her er kamp — og den føres igennem uden nogen forhånds fusken med den ene parts våben. Her er sejr — og der følger ingen smædende hoveren efter. Fortællingen falder så objektivt, som om den skrev sig fra folk der stod uden for opgøret og så lidenskabsløst til. Men objektiviteten er kun tilsyneladende. I virkeligheden foregår kampen inden i tilskuerne, og der kæmper menneskesjæl under diserne både på den ene og den anden side. Alligevel har fortællingen stridens mandige præg. Der spores ingen smægten over de besejrede, ingen lyst til at pålyve døden en vemodig skønhed. Det er ikke sjælekampens Pyrrhussejr der besynges.


Fortællingens storhed fødes netop i dens inderlighed, men inderligheden beror på realisme. Fortællingen er ikke, som vi let tror, en myte, den går ikke billedets omvej til en skildring af sjælens oplevelser. Skridt for skridt træder den i hælene på erfaringen, og giver i nøgternhedens strænge poesi det der skete, netop således som det skete. Hvis det kan lykkes os at trænge vor egen eftervurdering til side, da vil vi komme til at stå ansigt til ansigt med den virkelighed der fylder billedet ud og passer det som sjælen sin krop. For at det skal lykkes, er det ikke nok at se, kunsten er at vide hvad man skal se og hvordan det skal ses — men kunsten er i dette tilfælde ikke så vanskelig.


Først gælder det at se hvad der foregår på tunet uden for Halls gård. Det er ikke mytiske magter der mødes, der er ingen Kristus på den hvide hest, der er ingen engle, men diser, det vil sige virkelige guddomme, sådanne som havde (side 8) våget i gården fra urtiden af, stået ved mændenes side med hjælp i råd og dåd, været med midt i fællernes kreds når de blotede, gået fra fader til søn når ættens tyngdepunkt skiftede. Tidrandi var ikke den første som så dem. Da Vigfus, en mægtig bonde i Norge, døde, så hans dattersøn natten efter i drømme en stor kvinde komme gående op ad dalen til hans gård; han gik ud for at byde hende ind, og hun blev hos ham. — Fra den anden side kommer diser som endnu ingen kender. De to skarer mødes på tunet, haster frem, den ene ad en vej der fører over Halls gård ud mod den horisont der lukker for de tilintetgjorte, den anden frem mod bosættelse i landet. De ryddede sig plads, og det var deres umiskendelige hensigt at slå sig ned for bestandig om arnen og på det hellige sted, hvor man før havde hørt de gamle diser tale. Der var mørkt over de flygtende og lyst over de kommende. Guderne skiftede.


Inde bag stærke glugger og døre lå imens menneskene og tvang sig til ro. De stærke var over dem, og det var bedst ikke at blande sig i de stærkes leg. Hvad der engang var sket i åndens rige, det vilde ufejlbarlig »komme frem«, som Nordboen sagde, i dagens verden. Der vilde komme en ny sæd i landet, og den vilde de antage. Hvem kunde tænke på at stride mod noget som var afgjort? Man kunde ikke stride for guder der selv havde opgivet kampen, ti at kæmpe betød at have guder med sig. Og at lade de nye guder skøtte sig selv — den tanke kan kun opkomme i vore hjærner; verden lå aldrig herreløs hen. Man vidste fra før, at lod man sine guder i stikken, drog andre ind i deres sted; og når nu i dette tilfælde opgøret engang kom, så vilde man allerede finde de nye magter i disernes pladser. Der var dyb alvor på gården, ikke egentlig frygt for det (side 9) som gik over huset, heller ikke angst som for noget uforklarligt; snarere uhygge som overfor frembrydende vanvid. Ti det man oplevede var at de gamle diser mistede deres sande væsen — der gik ondskab i dem. Når lykken slog klik for en mand, eller en gud, saa mældte sig altid nidingskabet som det ubedragelige kendetegn på at han var åndeligt forgiftet og hjemfalden til den endelige død. Han gik over i de skadelystne dødningers tal. Disse diser var nu på vej til den død der bestod i flugt til dæmonernes opholdssted. Men uhyggen var ikke alt, til den slog sig utryghed overfor fremtiden. Hvad vidste man om de nye guddomme? Kunde de gøre hvad de gamle havde formået, vilde de give erstatning for alle de goder som de havde røvet fra mennesker ved at jage nådige magter ud?


Ikke des mindre havde alvoren et energisk præg, den var beredelse til handling. Vi siger at Nordboen altid bøjede sig for det uafvendelige; han tog skæbnen når den var bestemt, og kristendommen blev hans skæbne. Men vi tager meget fejl, når vi fortolker denne karakterejendommelighed som fatalisme eller underkastelse. I alt hvad der skete så han åbenbarelsen af en begivenhed der allerede var fuldkommet inde i livets kærne, og når han som oftest kendte sin bane allerede inden han var nået til skillevejen, så var det fordi han var i stand til at skaffe sig indsigt til det skæbneværksted hvor striden blev afgjort, før den udkæmpedes på jorden. Varslet, drømmen, åbenbarelsen var glugger ind til forudbestemmelsen. Det som Hall her oplevede var ikke andet end hvad han havde oplevet mange gange før på kritiske tidspunkter. Skæbnen var ham da ikke en blind magt, som han bøjede sig under. Han tog den ind i sig selv og fattede om den som sin vilje, og den (side 10) blev energi i ham. Hall så »omvendelsen« som noget han en gang skulde komme til at ville, ikke som noget han vilde komme til at skulle.