 Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.
Religionsskiftet i Norden
Vilhelm Grønbech
Den nye religions karakter
(side 36) Det er altid lettere at skildre en enkeltmands kæmpen sig op mod prøvelser end et helt folks hærtog mod samme mål hen ad hverdagsvejen. Men når alt kommer til alt, kan den ensomme strider ikke sige mere end dette dæmpede brus af stemmer, der umiddelbart siger ja til alt hvad man forhen lige så instinktivt vilde have skreget et nej til. Naturligvis skal der nok være skriftlærde som vil give det udseende af at mennesker siger nej til Gud, når de stritter imod reformationer, sociale så vel som religiøse, der går på tværs af folkets tilvante forudsætninger — og det skriftlærde der tror hvad de taler. Men kan vi få disse fremtids-entusiaster til at gå til side en stund, så har vi med os et folk der fødes til kirken, bygger under kirken, og til sidst lægger sig til hvile bag dens mure.
En anden sag er det, at religionsskiftet ikke gjorde vore forfædre til Romere eller blot til Engelskmænd.
Folket tog sin årvågne virksomhedstrang med over i den nye religion. Erfaringen havde indskærpet mennesker hvor (side 37) stive de krav var tilværelsen stillede, og man vovede ikke noget afslag på et eneste af de punkter hvor en skødesløshed kunde betyde svækkelse. Først og fremmest var der dødens indhug at afværge. Kirken mældte sig med et prøvet forsvar. Den turde påtage sig ansvaret for liv og evighed. Den kunde følge menneskesjælen gennem alle porte med en arm der ikke svigtede overfor nogen rædsel. Den havde trygge hænder i beredskab hinsides. Ja, kirkens velsignelse dannede en kæde, der led for led holdt fra kirkeporten til selve Gud Krists stol. Men Nordboen var vant til selv at følge med; for ham var det en egen sag at give ansvaret fra sig og blindt stole på andres gode vilje. Endelig var den evighed som kirken garanterede, god nok, men den dækkede ikke i alle ender og kanter de behov han følte i sig. At leve i himlen var en stor og attråværdig lykke, men hans udødelighed bestod ikke mindst i at huskes på jorden og leve i sine nærmeste,. Så gjorde han villigt hvad ret var, gav gerne hvad der krævedes for at kirkens velsignelse kunde lyde fuldtonigt efter ham ind gennem døden; men han måtte også selv give sin skærv til. Frænderne vidste hvad det vilde sige for en stakkels dødning, der følte at det blev koldt om ham i verden, når der ikke længer strømmede varme mennesketanker gennem ham — da var der ikke megen glæde ved selskabet med helgener og hellige mænd. Så gav de den hedengangne hans gravøl og hans minnefester. De handlede jo ikke for ham alene, ti frænde her var frænde hisset, og livssvækkelse gik ætkredsen rundt.
Her var et punkt hvor kirken som institution fik anledning til at klappe med den ene hånd og ave med den anden. Hedningerne havde været vante til at fejre gravøllet med kraft, ikke som en vemodig amindelse af en kær ven, men (side 38) som en vældig styrkefest, der sprængte døden i den kraft der strømmede fra gudekilden gennem offerfællerne. Kristmændene fortsatte på samme måde, ganske simpelt fordi de havde samme tro til deres gud. Kirken — det vil sige den højeste, åndeligt set halvfremmede gejstlighed — led ikke ret denne usømmelighed; den formanede vel oftere med de ord vi kender fra England: Du præst, husk dit kald; når du bydes til gravøl, så deltag ikke i disse usømmelige latterskrål, istem ikke jubelskriget over den døde! I selve formaningen ligger jo at kirken aldeles ikke underkendte retten til at bære livet frelst over døden, tværtimod, den vidste hvad drikken var værd både til godt og ondt.
I byerne ser vi borgerne danne lag til erstatning for slægtssammenholdet, da det sprængtes ved at handel og håndværk spandt sine tråde på kryds og tværs mellem mennesker. Gilderne varetog medlemmernes vel for dommer og konge, for præst og Gud; i dem havde de døde brødre og søstre deres plads, lige så fuldt som frænderne havde haft om arnen i fortidens blothaller. Man sørgede for at de fik kirkens velsignelse — begik dem med messer og offer — men man glemte heller ikke at oplæse deres navne ved gildedrikken, og at hædre dem med ihukommelse i minnebægrene.
Så længe de gamle slægtsfølelser stod i kraft, var ihukommelse en selvfølge, og den døende lukkede tillidsfuldt sine øjne, efter at han havde set at kredsen var hel. Da der kom vaklen i sammenholdet, og ensomheden trængte sig ind i en verden hvor mennesket tidligere kun havde existeret i kraft af frændefællig, traf manden selv sine forberedelser på det sidste. Han testamenterede en sum penge til øl, for at sognet kunde komme sammen en gang om året og drikke (side 39) tønden tom til hans minde. Således overlevede den gamle dødsfrygt sine egne forudsætninger.
Den daglige dont, på ager og i fiskerbåd, den havde sikkert fundet sit kapel i kirken. Men også under brødstræbet kunde der være ting at foretage, som bonden helst beholdt i sin egen hånd. De gamle folkefester blev stående, delvis jo helt ned til vor tid, med deres virken for godt år og frugtbarhed i Jesu navn. Og på et vigtigt punkt, nemlig ægteskabet, kom kirkens velsignelse endogså til at indtage den laveste plads i omsorgen for den fremtid der skulde sikre sønner og døtre på gården.
Og hver enkelt handling der gik ud over det hverdagslige, havde nu som fordum sin beredelsesfest. Krigerne holdt gilde før vikingetoget og drak deres udfærdsøl. I det samlede de guddomskraften op i sig, og virkningen viste sig på våbnene og modet lige så godt som i begejstringens svulmen. De smedede fremgangsviljen om til en energi, der var rettet mod et bestemt formål, derfor hørte manddomsløftet til ved minnet; og fordi løftet var en sådan selv-bejaen, der kaldte guden frem til liv i menneskesjælen, avlede det glæde i hallen. Denne jubel over at føle beredelseskraften svandt ikke hen for den nye sæd. Fortællingen om Svend Tveskægs gravøl, hvor Krist og St. Mikael kaldtes til hjælpere på Englandsfærden, går ikke på noget punkt ud over tidens muligheder, hvad enten den nu skal kaldes historie eller digt. Man behøvede ikke at være konge eller viking for at kende de følelser der rørte sig i Svend og hans Jomsvikinger, ti alle havde været med til at drikke St. Gertruds — eller en andens — minne og sige de ord der i dramaet lægges Knud Lavard i munden: »Vi drikker nu først St. Gertruds skål, så bliver vi glade.«
(side 40) Religionen i Norden er hidtil blevet beskrevet som kirkehistorie, og fra dette standpunkt fremtræder disse bønders religiøse liv som en kærne fast kristendom, omgiven af megen overtro og »tolereret« skik. Selv om nu den kirkehistoriske sondring virkelig faldt sammen med de samtidige gejstliges syn på åndslivet, så er og bliver den kun grundlag for en skildring af en lille gruppe tankers skæbne gennem århundrederne. Religion er noget andet. Det er ren vilkårlighed at drage en grænse mellem det egentlige og det uegentlige. Alt hvad der inden folkets sind og skik samlede sig for det store mål at kæde dagen til tiden, det udgjorde tilsammen religionen. Den var et hele, som strålede ud fra kirkedør og helgensted gennem hus, over mark, til havstranden hvor fiskerbåden og handelsskuden lå. Den var messe og minnedrik, gravøl og fæstensøl, hestestævne og helgenstævne. I den indgår gammelt tilvant og nyt erhvervet som uadskillelige bestanddele. Når gildebrødrene holdt deres fester, gik de samlede til kirken og lydede først på messen; derefter begav de sig til gildehuset og fejrede deres guders minne med kraft. For den norske konge og hans hird blev der sunget messe af bispen, og når gudstjenesten var endt, begav hirdmændene sig til deres vante pladser i kongshallen for at drikke Krists og Marias minne. Det faldt ingen ind at han kunde gøre sin skyldighed enten i kirken eller i gildehallen; han havde, hvis han var gildebroder, bekræftet sin kristendom ved at sværge på love der satte lige bøde for begge forsømmelser. For ham var det en selvfølge, at delagtighed i Krists minnebæger forudsatte dåbens optagelse i livet, så vel som messens fornyelse af den tryghed der var kendetegnet på at man stod inden for virkeligheden. Han vidste når de dage kom, da der holdtes (side 41) helligt til ære for Gud, til ære for denne og hin hellige mand; så lagde han sit arbejde ned, ti da var denne gud særlig nærværende, inspirerende dagen med en velsignelse som ingen mand kunde undvære. Sindet — nej ikke sindet — sjælen, legemet skulde da beredes til at lægge kraft op for dagene efter; da måtte arbejdets stykværk vige for andagtens samling. Han låste også pligtskyldigst sit sulefad inde i madskabet, når fastedagen kom med sit krav på at maven også skulde opdrages til religion; han gjorde det, skønt denne side af gudernes væsen var ham den uforståeligste og unyttigste. Skal der endelig være tale om tolereret skik, om noget der hang løst uden på religionen, må den gælde fasten; man lærte aldrig at fornæmme andre kristelige virkninger af den end god appetit.
Hvad kan disse mennesker for at vi nu finder to sfærer i deres religion? Skellet ligger jo i os selv, oplærte som vi er i en kultur der er bygget på en opfyldning af concilier, reformationer og kontrareformationer, renæssancer og deismer. Alt hang sammen i en stor harmoni: »til år og fred, til al lykke her og til evig indgang i himmerigets salighed hisset«. At optages i denne harmoni betød at få liv; barnet der fandt sin grav før det fandt sin dåb, døde hedent og lagdes i uviet jord. At bæres af denne harmoni var menneskemærke; når en moder ramtes af den ulykke at føde et barn til verden der på forhånd var mærket som dæmon, ved at have ansigtet der hvor nakken skulde være, ved at have hundehoved og sælluffer, da lagdes det uden for verden, og ingen dåb trak det ind til livet. At dræbe et spædbarn før dåben var i egentligste forstand livsberøvelsen, ti den sjæl nåede jo aldrig kristen tilværelse. Tidligere kunde man sætte misdædere uden for menneskeheden ved at be- (side 42) røve dem samfundet med fæller og fordrive dem fra ager og eng ud i den vilde skov, hvor ulvene husede. Nu tog man livet fra forhærdede syndere ved at forvise dem fra kristne riger til de lande hvor hedenske mænd boede.
Denne harmoni bar livet op over det rent animalske til menneskeværdig existens, hvor sjælen satte sit mærke i form af selvrespekt og selvtugt. I den helligedes hævnen, når den førtes med berettigelse mod uæsket krænkelse. På den hvilede også retten, der var til for at enhver der så sig forfordelt og ikke havde magt til personlig hævdelse, kunde have et sted at fly hen; naturligvis havde han lige så meget krav på sin ære som på sine ejendele. På fremmeste plads i gildebrødrenes love står forpligtelsen til at støtte broder i nød, når udenforstående tilføjede ham en krænkelse, ja også støtte ham når han ved egen skyld var kommen i ulejlighed overfor ikke-broder. Alle mand skulde i våben følge deres betrængte fælle, når han stævnedes for retten, og hvis det værste skulde ske, hjælpe ham bort af landet med en båd og et øsekar. Og denne redebonhed var lige så trygt forsikret i Guds og helgeners nåde som pligten til at løse broder ud af hedensk fangenskab og hjælpe ham på benene efter ildsvåde.
Gildelovens vidnesbyrd om kristenlivet kan udfyldes med en håndfuld paragraffer fra de norske love. Til et kristenmenneskes pligter hørte at fejre de store ølfester til Krists og Marias ære, at holde søndage og messedage og at faste om fredagen, at lade børn døbe og at sky omgang med hedninger, at nøjes med een hustru og ikke søge hende blandt frænker. Den der brød disse bud måtte redde sin sjæl ved at gå til skrifte og gøre bod. I hellig jord skulde alle lægges til hvile undtagen udådsmænd, landsforrædere, mordere — (side 43) til forskel fra drabsmænd —, ordbrydere og tyve med samt de elendige der havde taget eget liv.
Om man nu skal kalde denne religion for katolicisme eller kristendom eller noget andet, er et spørgsmål der altid kan finde sin afgørelse. Den første fornødenhed er at se den som en egenartet form for gudstro. Det »ukristelige« i vore fædres fromhed kan ikke simpelt hen skydes til side som svagheder man må bære over med hos et barbarisk folkefærd. Det kan ikke pilles bort, uden at væven sønderrives fra øverst til nederst. Hvert lille led bærer helhedens præg. Kristdyrkere signede deres bæger på fædrenes vis, og frembar det med et ceremoniel der kom fuldt udformet til dem fra urtiden. Og dog er jo minnedrikningen så vidt forskellig fra blot som Krist, himlens skaber, fra Odin, visdomsdrikkens stolte raner. En betydningsfuld forandring ligger allerede deri at drikken nu ikke længer står i selve midtpunktet af gudsdyrkelsen, men har sin betydning ved sammenspillet med messe og altergang. Her som overalt hvor det gælder opgør med menneskesjæle, er det ikke harmoniens enkeltheder, men dens art der er bestemmende. En tanke har lige så lidt som en ceremoni sin værdi fra indholdet — hvilken er dens plads, spørges der, sidder den som en sol i centrum og udøver verdenstiltrækning, så hele sjælen roterer om den, eller suser den selv rundt i periferien, eller er den et underordnet midtpunkt, der både har sole over sig og satelliter under sig?
Men bevarede folket nu alligevel ikke særheder, der egentlig stred mod den nye sæd? Vi hører jo da at kirken havde møje med vankundigheden og stedse måtte luge i Vorherres have. Det er ikke nogen ukendt erfaring, at de skriftkloge og folket let går vild af hinanden på lidt ulæn- (side 44) dig mark. Profeten går ud fra at han ser vederstyggelighed stå for sine øjne, og alvoren i hans tonefald beviser klart som dagen, at han ikke prædiker andet end ting han er fuldt overbevist om. Menigmand bliver trøstig ved med sit, ikke fordi samme menigmand er en hård hals, men fordi han netop mener at han gør hvad fromhed kræver af ham. Ja, sandheden er vel som oftest den, at han slet ikke opfatter disse tordenrøster som bud til ham. Sådan også her i Norden. Præstens eller — da præsten som oftest hørte til folkekredsen — bedre prælaten var ofte af en anden mening end folket, når det gjaldt ret eller uret gudsdyrkelse, og han taler naturligvis som om dommen er fældet til bedste for ham på allerhøjeste sted. Men det var nu ikke sikkert, at han altid havde absolut ret og folket absolut uret. Menigmand for undertiden vild, det er sandt; når faren ved at løbe ud til høj og hørg kunde blive så lumsk, beroede det ikke mindst på at ikke alle høje var falsk grund. Blev det ene sted helligt ved en gudsmands nærværelse, mens naboens bakke lukkedes ude i vanhelg, skabtes der muligheder for tvistemål. Folket kan have grebet fejl og dyrket Gud hvor han slet ikke var; men sandsynligheden er for at folket i mange tilfælde vidste bedre end bispen om der var guddom i højen, og med fuld ret holdt fast ved det sted hvor man havde mærket velsignelse. Historien er fuld af exempler på at kirken til sidst har givet menigmand æren og »anerkendt« hans opdagelser af helgener og helligsteder.
At der var et bredt bælte hvor forskydninger var i gænge fra første færd af, det behøver vi ikke at formode, ti det siger historien. Hævn blev ikke ved at være selvhævdelsens art. Den gamle solidaritetsfølelse tabte sin nødvendig- (side 45) hed, efterhånden som samfundet satte mennesket nye mål og erstattede sammenholdet med tryghed af anden art. Udødelighed i eftermælet blev sagtelig opslugt af salighedens forvisning. Alt dette er først og fremmest kulturelle forskydninger, de foregår ikke mod religionen, men inden i den og sammen med den.
Den nye sæd hørte ikke til de helstøbte religioner, af den grund at den ved sin tilblivelse skabtes på vigende kulturgrund. Dens styrke var at den sluttede om de rådende forhold, dens livskraft viser sig i at den omskiftedes sammen med folkelivet.
|
