Religionsskiftet i Norden: Livets kærne og mål

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Religionsskiftet i Norden

Vilhelm Grønbech


Livets kærne og mål under den gamle sæd


(side 16) På den tid da bonden viede sit øl til Krist og dyrkede kirken, var man altså kommet frelst over vanskeligheden ved at give sig hen i ukendte magters vold. Men på overgangen, da det gjaldt at vælge, var der alvor i prøvelsen.


Moderne historikere har som regel været alt for optagne af det rent ideelle spørgsmål: hvad havde den nye religion at bringe, til at tænke på den anden parts behov — og det er dog i modtagerne historien fuldbyrdes.


Hvad Romerkirken var i sit inderste væsen omkring år 900 eller 1000, kan den kyndige så temmelig udrede; endnu lettere er det at beskrive hvad den egentlig skulde være i følge sine forudsætninger. Men alle slige spekulationer fører kun til et overslag over hvad for slags kristne Nordboerne passende kunde være blevet, hvis blot de selv og de andre havde været noget ganske andet end de var. For det første havde den angribende åndsmagt intet at gøre med det moderne begreb som kaldes kristendommens væsen; den var en praktisk religion af meget sammensat natur. For det andet måtte den som enhver erobrende gudshær tage form efter terrænet, — afgørelsen skulde fældes af mennesker der mødte med deres bestemte tanker om godt og ondt, liv og død, salighed og undergang, mennesker der vel, når det gjaldt; kunde bytte deres forestillinger bort mod andre, men aldrig kunde opgive de fornødenheder som lå til grund for håb og tro.


Det er godt nok med den nye sæd, sagde hedningerne, men kan den sige os hvad vi gerne vil vide? Kan den (side 17) åbne for fremtiden, betyder ordene, og vi mærker noksom at den tvivl var sidestillet med en anden, som lød sådan: kan den gøre noget for fremtiden? — Hvad var så fremtiden? Jo, den var frugtbarhed på ageren, godt år uden skadefrost, med solskin og regn; den var kvæg, den var sønner og døtre. Men fremtiden er ikke udtømt med en liste over de timelige behov; selv om vi så opregner alle jordiske lyksaligheder, finder vi ikke frem til det afgørende. Fremtiden var menneskeliv. Og liv betød først og fremmest uryggeligt sammenhold mellem dem der var fødte til at høre sammen i verden. Liv indbefattede godt omdømme i folket, vægt i venners og kyndinges rådslagning. Livet var i æren, det vil sige mandens kraftfulde selvhævdelse overfor uret, hans energiske værnen om blodet gennem hævnen, og hans ævne til at bevare sig selv for sådanne handlinger der skadede gerningsmanden indefra — nidingsværk, som de kaldtes. Og liv, det var en fremtid ud over dødens tærskel. Det var ikke nok at leve i eftermælet, heller ikke nok at leve i højen. Denne udødelighed vilde før eller senere slippe op, hvis ikke ættens vedvaren sikredes fra slægt til slægt, og gennem dens selvfornyelse også de enkelte medlemmers genfødsel fra gravens baggrundsliv til ny manddomsgerning i en efterkommer.


Kan den nye sæd give os dette liv, var spørgsmålet, men hvem var så de der spurgte? Ingen forstår den bekymring der rugede i disse mennesker, så længe han blot betragter deres omsorgsfulde virken i blot og gravøl som pligter der skal opfyldes for alle tilfældes skyld, og så lader guderne om resten. Man lod ingen rest til guderne. Vore forfædre havde ikke noget iltert ved sig; men ser man lidt ned under overfladen, vil man snart opdage at det sindige i deres (side 18) væsen beroede på årvågenhed. Det var et menneskeliv uden ro og rast, altid på vip, aldrig trygt ud over anspændelsens øjeblik. For den enkelte var livet et bestemt mål han skulde opfylde, og målet var forud givet i følge hans plads i verden. Hvad ætten havde været fra forfædrene, i magt, rigdom og ære, det skulde ætten være til sønnerne. Et lille fald var nok til at styrte den bedste hovedkulds ned ad skråplanet, og faldet behøvede ikke at være hvad vi kalder mandens egen fejl. Det kunde bestå i en synd, som fejghed eller gerrighed eller troløshed, men det kunde lige så godt komme ved en krænkelse som ikke blev hævnet. Måske kunde den ikke hævnes, på grund af modstandernes overmagt, det gør endda ingen forskel; faldet betød undergang, ti derved mistede frænderne al menneskelig lykke, så at de efter livsafslutningen gled over i de ondes skyggeverden. End ikke døden gjorde nogen forskel; så længe livet stod, blev det ved at bygge væg om væg med faren. Når manden havde løbet sin levnedsbane til ende uden at snuble og havde sat sig til ro i sit stenkammer, selv da afhang hans fremtid af om slægten mand for mand hævdede fortiden. Ti så inderligt var samfundet, at den ene trak alle med i faldet, levende så vel som døde. Der kom aldrig i evighed noget punkt hvor man kunde slå sig til ro og sige: æd, drik og vær glad! Man måtte virke for at der aldrig i ens æt skulde komme nogen som lod livslampen slukkes.


Det var ikke et tilfælde at vore forfædre blev en hård slægt; de havde i sig den spændkraft, som kommer naar man selv bærer hele ansvaret. Og al deres handlen bærer præget af selvtillid. Deres udødelighedshåb var udelukkende grundlagt i egen omsorg for fremtiden. Slægten skulde selv våge over sine døde. Det var ikke nok at følge dem (side 19) med alle velsignelser ind i gravriget og der bygge dem en tilværelse op som gennede dødningesvækkelsen ude, man måtte stedse sørge for at holde dem i nært samfund med frændelaget inden for husvæggen. I gravøllet grundedes den hedenfarnes lykke, i de årligt tilbagevendende offergilder toges han og hele hans skare med op til fornyelse jævnsides med de levende.


Der var ingen højere magter til at tage sig af folk som det gik tilbage for, eller af ærlige sjæle der selv havde gjort alt hvad der billigt kunde forlanges. Forundret spørger nutidsmennesker hvad guderne da tog sig for. Man, det vil sige slægten, skulde gøre alt selv, — og man kunde gøre det, fordi man havde guderne til fæller. For andre kan det se ud som om disse aser og diser var enten unyttige eller magtløse, da fremmede ikke umiddelbart forstår at guder og dødelige var afhængige af hinanden i kraft og vilje. Der var visselig hjælp at hente hos mægtige frænder, også når man selv hørte til frændekredsen og med sin egen styrke eller sin egen svaghed virkede tilbage på ættens sundhed. Ligeså står sagen med guderne; de var mægtige, men de var kun stærke gennem mennesker. Gudernes dyrkere kunde bruge dem, og de kunde øde dem. I blotet hentede man velsignelse fra guderne, gennem blotet og det liv som udsprang derfra, øgede man atter den velsignelse der skabte gudemagt. Så kom da ingen uden for det ansvar, at fremtiden skulde bæres af ham i fællig med hans synlige og usynlige brødre — ingen, end ikke de flotte, farende vikinger med deres pral af det Valhal som ventede alle våbendøde.


En mand der ved at livet kun rækker så langt som han selv væver det, han begynder ikke med at spørge en ny (side 20) religion om den har garantier for fremtiden. Han spørger om den har midler han kan bruge. Når nu pludselig den nye religion stod foran ham og med lokken eller truen forlangte en afgørelse på stedet, da følte han det som om der stilledes det krav til ham, at han skulde slippe sit tag i tilværelsen. Vi hører om folk der dukkede sig for Olavernes stormende omvendelsesiver, og tog Krist på tro og love, men så også kom til at bøde for experimentet. Næste år var der stivfrossent på steder hvor de plejede at finde sæd. Og endnu nærmere ind til de store sjæleopgør kommer vi ved enkelte antydninger fra familiedrøftelser. Der kan lyde sådanne ord til den omvendte som dette: du frændeskam! Ordet røber faren, det betyder: du som opløser vort sammenhold, du som forgifter den lykke vi har ene og alene gennem enhedslivet, du som trækker os alle og vore guder i elendighed! Ketil Flatnef, en norsk høvding som opkastede sig til fyrste på Hebriderne, lod sig døbe med alle sine børn, på een nær, Bjørn, som blev opfostret hjemme i Norge. Da han kom vestpå og fandt sin æt kristen, vendte han sig uvillig bort — han tyktes det var umandigt. Vi er tilbøjelige til at tage et sligt udtryk æstetisk, fordi vi ikke længer har den tids oplevelse af mandighed. I virkeligheden har ordet samme brod som »frændeskam«; det sigter sin mand for at have snigmyrdet kraften til at leve både her og hisset.


Dette er de mennesker i hvem opgøret foregik. Sådan var deres begreber om personlighedens kærne. Kunde denne personlighed frelses? det var det spørgsmål hedningen måtte besvare overfor sig selv, inden han gav sig ind under de nye guder.