Relikter fra gamle dage (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Relikter fra gamle dage

Masker

Hos Angmagssalik-folket kendes flere typer masker, gjort af træ eller skind af sæl eller haj, hvor hudtænderne er skrabet bort. I skindmaskerne indgår endvidere som »effekter« bjørne-, hunde- og fugleskind, herunder nævnes særlig ravnehale som skæg – også i forbindelse med træmasker.

Maskerne varierer meget i størrelse. Man kan inddele dem i forskellige typer:

1. Håndmasker, af træ eller skind. Skindmaskerne formet som et hoved og udstoppet med hø. På de udskårne træmasker sidder en hals som håndtag, stundom var der et ansigt på hver side af hovedet. På træmaskerne dybtskårne furer, »tatoveringer«, på skindmaskerne er hvide skindringe omkring øjne og mund, også næsen – oftest af hvidt skind – er syet på. Undertiden ses »tatoveringer« i form af påsyede skindstrimler på skindmaskerne. Håndmaskerne blev brugt til åndemaning.

2. Ansigtsmasker, af træ eller skind, til at binde for ansigtet ved hjælp af to snore fastgjort på hver sin kant af masken. Blev brugt dels til åndemaning, dels til kultdans, »uâjêrneq«.

3. Hættemasker til at trække ned over hovedet, af skind. To typer, hvoraf den ene har »ansigt« af træ med huller langs hele kanten, hvorigennem den er syet fast til hættens kant. Den anden type er helt igennem af skind og er syet som en pose, der trækkes ned over hovedet. Påsyede øjen- og mundringe, hvorunder der kunne være gemt små amuletter som f. eks. størknet spæk, sandkorn eller andet. Påsyet trekantet skindnæse. Brug: som 2.

4. Kunstige næser af træ eller skind til at binde for hovedet ved hjælp af to remme. Camouflerede bærerens ansigt og gav ham derved maskens mystik.

5. Bånd, hvormed næsen bindes op og ansigtet modelleres, hvorefter ansigtet smøres ind i sod og tran. For 4 og 5 gælder, at håret sættes i top, samt at en 10 cm lang pind stikkes tværs i munden. 4 og 5 synes kun at være brugt under uâjêrneq.

6. Îva, »dets ejer«, »dets menneske« eller »dets hersker« (ikke at forveksle med sjæl) optræder som maske eller ansigt eller – lige så ofte – som dyrehoved som endedup på værktøj og redskaber.
Îva forlener ved sin nærværelse redskabet med en mystisk kraft til at udføre sin mission, en kraft, som mennesker tidligt må have næret ønske om at overføre til sig selv. Ud af îva frigjordes masken, mennesket tog den på og besad med ét forvandlingens forunderlige mystik.
Således blev måske maskekulturen til?
Men som det selvstændige væsen masken blev, måtte den have sin îk.
Man fortæller, at maskens îk er en kvinde, der på hver kind har et stort blad af rosenrod påklæbet.

Et fælles træk for alle masketyper er dog det, at de er blevet brugt til at skræmme støjende børn med. Og under netop denne brugsfunktion – »bussemand« – er angmagssalikmaskerne bedst kendt i nyere tid.

Dog siges det, at maskerne har forestillet åndemanernes hjælpeånder.

Typiske relikter fra en forældet kult.

Masker under »åndemaning«
Fortalt af Kúnitse

Man skelnede imellem alvorlig åndemaning, der kun kunne udøves af en virkelig åndemaner, der havde hjælpeånder til sin rådighed, og den maskerede åndemaning, der kunne foretages af hvem som helst, idet det hele »gik naturligt til« – det var kun leg.

Man gjorde ellers klar som til en rigtig åndemaning med ophængning af forhængsskind. Foran husgangen lagde man et skind, hvorpå »åndemaneren« skulle sidde, og ved siden af blev trommen lagt.

Når manden havde sat sig til rette, og han eventuelt var bagbundet – lige så ofte var han ubundet – slukkede man lamperne, og påkaldelserne begyndte. Når der rigtig var kommet liv i tromme og forhængsskind, spurgte man manden: »Ingnásalivun?« — »Skal vi fænge ild?« Og når der kort tid efter blev svaret ja, blev én eller flere lamper tændt, og der sad »hjælpeånden« klædt i en springpels eller i helpels med maske for ansigtet; som skæg havde manden halefjerene af en ravn.

Man anmodede »hjælpeånden« om at berette, og med livlige armbevægelser og fordrejet stemme fortalte den om sin herres flugt – eller slet og ret en god historie fra åndeverdenen.

Således lærte man børnene op til at respektere ånderne gennem masken.

Når manden havde fortalt en stund, spurgte man, om man nu skulle slukke. Når det var gjort, kom der igen liv i tromme og forhængsskind under »åndernes tilbagetog«.

Derefter blev der stille, og når »åndemaneren« gav besked derom, tændte man igen lamperne. Manden sad da på skindet foran indgangsåbningen, som da man begyndte. Sine remedier havde han gemt bort, mens det var mørkt.

Skindmaske med amuletegenskab

Endvidere syede man skindmaskehætter til børn, som man ønskede at give et »åndebeskyttet« liv. Særlig skindhættemasker, hvis øjne og mund var kantet med ringe af hvidt skind, blev anset for at besidde trolddomskraft, thi under ringene kunne der være indsyet amuletter, hvis kraft ved maskens nærværelse overførtes på ejeren.

[J. R.:]
»Åndebeskyttet« liv må forstås udfra begrebet piâqusian: børn, der klædes komisk på for at vildlede de onde ånder, thi de tror, at ingen elsker et grinagtiggjort barn, og derfor interesserer de sig ikke for barnet, der – i modsætning til sine tidligere søskende — får lov til at leve.

Hånd- og ansigtsmasker under åndemaningsleg
Fortalt af Masante Aqipe

Masker bruges under åndemaningsleg. Når alt er gjort klar som til en rigtig åndemaning, begynder legen for slukkede lamper. Trommen går, og forhængsskindene blafrer, alt virker ægte. Efter at ånderne har ladet deres stemme høre, stopper åndemaneren trommen. Lamperne tændes. Manden, der før sad ved hustærskelen, er ingen steder at se. Så med ét høres en skratten bag forhængsskindet, og der høres en mystisk mumlen, tale og sang, dette varer en tid.

Store kløer skraber imod forhængsskindet; pludselig dukker et ansigt frem ved kanten af skindet, det vendes og drejes, der er mimik over ansigtet, og det taler. Med ét er det et andet ansigt, der titter frem. Maskerne behøver ikke nødvendigvis at være ansigtsstore, de kan være skåret ud med ansigter på begge sider, og »åndemaneren« kan vende og dreje dem i hånden, ligesom han også kan fremvise flere forskellige masker.

Når tilskuerne beder masken træde ind, kryber den ind, klædt enten i helpels eller i springpels, og underholder med fortællinger eller sang.

Når den maskerede igen kryber ud i husgangen, slukkes lamperne, og åndemaningslegen afsluttes med drønende tromme og blafrende forhængsskind. – Når alt bliver stille, tændes atter lamperne, og åndemaneren sidder, ligesom da han begyndte, på sit siddeskind.

Maske under uâjêrneq. – Lampeslukningsleg under åndemaning
Fortalt af Asineq
Lampeslukningsleg, qamíngâjârneq, foregik om vinteren, når der var kommet besøgende til bopladsen. Ofte var gæsterne indbudte.

Værten bød til ædegilde, og maden var storsæl, som havde ligget hengemt fra efteråret og derved fået en pikant tanke.

Når alle havde spist sig mætte, blev resterne fra ædegildet bragt ud, og man lå og gassede sig.

Den næste fase i et sådant samvær var underholdning af forskellig art, særlig uâjêrneq var et yndet led i et vintergæstebud. Uâjêrteq var frit stillet med hensyn til udklædning, men det mest brugte var, at danseren klædte sig ud som en højt frugtsommelig kvinde ved at stoppe forsiden af sin pels ud med skind og beklædningsstykker. Uâjêrteq kunne også være klædt ud som en kvinde med barn i rygposen, amâkajêrteq. Også sagnfiguren Nalíkateq kunne man illustrere. Uâjêrneq kan fortolkes som »at gøre grin med«.

Med smalle remme blev danserens ansigt bundet for at give det furer som på en maske, næsen blev bundet op til en opstoppertud, narsíngátak, håret blev sat op i top og ansigtet sværtet til med sod og tran. 

Uâjêrteq skæmtede og dansede og teede sig som en afsindig for at vække latter. Rundt i huset for grinende og hylende mennesker, og uâjêrteq lagde ikke fingrene imellem, når han med sin trommestik tampede løs på de krumme rygge og bare endeballer.

Hen på aftenen blev uâjêrneq indstillet, og værten henvendte sig til en ung mand: »Qamíngâjârtitîjásîtin« – »Du skulle lade os være under slukkede lamper«. Så blev forhængsskindene hængt for indgangsåbningen, og »åndemaneren« satte sig til rette, lamperne blev slukket. Trommen begynder at gungre, ikke stærkt, men æggende, forhængsskindene blafrer, ånderne taler, det hvisler gennem rummet. De voksne finder sammen under sovetæpperne, der fnises og der prustes, der er liv under tæpperne.

[J. R.:]
Selv om folk i Angmagssalik i det 19. århundrede ikke tillagde uâjêrneq-åndemaning i forbindelse med elskovsleg under slukkede lamper nogen større betydning, men slet og ret betragtede det som leg, må vi med vort kendskab til sagnene og den rigtige åndemaners virksomhed bedømme denne leg helt anderledes alvorligt. Den stærkt frugtsommelige kvindes symbolik er ikke til at tage fejl af, uâjêrneq har i fortiden haft den dybeste betydning som frugtbarhedsdans.
Det berettes, at åndemaneren foretager flugter til månemanden, der foruden hvaler vogter over børn. Åndemaneren må formilde månemanden til at kaste et barn ned til den barnløse kvinde, så hun kan blive frugtsommelig. At åndemaneren ved hjemkomsten beligger den kvinde, for hvem han har foretaget den farlige flugt, er forklaring nok på, at åndeflugten stundom giver det ønskede resultat. Udebliver resultatet, er det ikke åndemanerens skyld, men kvindens eller hendes nærmeste pårørende, der ikke har overholdt de forskrifter, der er givet dem af åndemaneren, f. eks. afholdenhed fra at spise bestemte ting etc.
Åndemaneren bereder ved sin kunst frugtbarhed over massen, hans »flugt« alene kan stemme månemanden til gavmildhed.

Aqartivínalik
Fortalt af Asîneq
Aqartivínalik var en åndemaner, der holdt besværgelser under sang og trommedans. Han havde i reglen kun én hjælpeånd, meget sjældent to. Hjælpeånden var oftest dværg eller timerseq.

Når Aqartivínalik begyndte sin åndemaning, stod han foran indgangsåbningen, der var forsynet med forhængsskind, og dansede og sang. Efterhånden blev dansen vildere og vildere, og til slut faldt åndemaneren bagover. Tilsyneladende kun hvilende på hæle og nakke kørte han derefter rundt i en cirkel. Med hælene hvilende på gulvet steg hoved og overkrop nu op i en cirklende bane, og manden rejste sig på benene, for straks efter at cirkle ned igen – og atter rejse sig. Når han således flere gange – i reglen tre til seks – havde cirklet rundt, hvilket var hans måde at mane sit åndedrag i jorden på, smed han trommen, der nu for alvor var blevet levende, på gulvet. Han faldt selv om kuld, og lamperne blev slukket.

Medens åndemaneren foretog sin ånderejse, holdt hjælpeånden tilhørerne i ånde ved sang.

Aqartivínalik regnedes for at være en meget stor åndemaner, thi han var ufejlbarlig til at opspore tupilak’er, som han derefter sendte sin hjælpeånd på; den var specielt trænet i at ombringe ulykkesdyr.

Mere ved jeg ikke at fortælle om Aqartivínalik, thi han var sjælden – og hører fortiden til.

Aqartivínalik ved Kangârdik
Fortalt af Târte
Atâtákâtsia bad sine døtre om at gå ud og hente sortebær til ham. Hans to døtre begav sig derpå af sted. De gik mod Ernivik for der at plukke bær, thi ved Ernivik var bærrene særlig store og velsmagende.

Mens den ældste af søstrene, en pukkelrygget pige, plukkede bær, istemte den yngste af søstrene en vedvarende sang. Mens hun fortsatte sin sang, bad hendes ældre søster hende om at holde op med sangen, thi hun var blevet så bange. »Hvad kan man være bange for, når solen er på himlen?« spurgte den yngste søster. Søsteren svarede igen: »Ti dog stille, jeg er alt for bange«. Men søsteren blev ved med at synge, og den pukkelryggede tryglede hende forgæves om at holde op dermed.

Men pludselig blev den syngende selv grebet af angst og forsøgte at flygte, og i det samme opdagede hun en tupilak i skikkelse af en stor bjørn.

Men hun besvimede, og den pukkelryggede søster forsøgte at vække hende ved at rykke hende i håret, og da søsteren var vågnet af sin besvimelse, begav de sig hjemover, for tidligere end tupilakbjørnen at nå hjem til deres boplads.

Denne tupilakbjørn havde en sort plet ud for den ene nyre.

De gik rundt Sapudinbugten og fortsatte ned mod deres boplads Kangârdik. Lige som de nåede ind i huset, faldt den yngste søster igen besvimet om for fødderne af sin fader. »Hvad er der i vejen med hende?« spurgte faderen, og den pukkelryggede søster fortalte, at de var blevet skræmt af en bjørn, som havde en sort plet på den ene nyreregion, og at det var en tupilakbjørn.

Alle blev de skræmte, og den ene åndemaner efter den anden blev tilkaldt, og de besvor deres ånder, men deres åndemaninger var ganske frugtesløse, og man begyndte derfor at spørge efter en ny åndemaner, som var i stand til at få bugt med tupilakbjørnen. De fandt da heldigvis en, der var stærk i sin trolddomskunst, nemlig en åndemaner, der kaldtes aqartivínalik, og som besvor sine ånder ved sang og dans. Efter at have besvoret længe, kom endelig åndemanerens hjælpeånd Kútik, og ved dens hjælp fik man endelig dræbt tupilakbjørnen, og det foregik på følgende måde: Hver gang den store tupilakbjørn gik til angreb, blev jorden pludselig blød under den, og den sank i, som var det dyb sne, og var derfor ude af stand til at komme videre, og hver gang dette skete, forkyndte åndemaneren aqartivínalik inde i huset: »Ârqâq – ârqâq, det smelter under den — det smelter under den«.

Jo voldsommere aqartivínalik blev i sine bevægelser og hvirvlede rundt på hælene, des livligere blev kampen mellem tupilakbjørnen og hjælpeånden Kútik uden for huset. Hjælpeånden stødte nu sin lanse i tupilak’en, og efter en langvarig kamp fik man således bugt med tupilakbjørnen.

Fodnoter

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 298-305, København, 1963.

Bogens østgrønlandske fortællere ►