Resumé – Grønlandske sagn (WT)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Grønlandske sagn om eskimoernes fortid
William Thalbitzer
1912
Resumé
Grønlandske sagn
De fleste af Grønlændernes sagnfortællinger og æventyr blev indsamlede af den bekendte danske Grønlandsforsker H. RINK i årene 1860-70 og af opdageren af de østgrønlandske Ammassalik Eskimoer G. HOLM i 1885.
Endskønt Grønlands indre er en uhyre isbræ, hvor alt er dødt, og kun det isfri kystland er beboeligt, har Grønlænderne dog i mange af deres fortællinger den tradition, at deres lands indre er befolket med mennesker af andre nationer. De fortæller om møder og kampe med dem, og de nærer en traditionel frygt for dem. Grønlænderne kalder sig selv for Inuit ligesom det amerikanske kontinents Eskimoer, hvorimod de formodede indlandsboer kaldes med andre navne: Tornit, Erqilhlit, Inorutsit, Ingalilhlit, Inuarulhlikkat etc. De fleste af disse navne forekommer i forskellige fortællinger af historisk karakter; nogle få af fortællingerne handler om gensidigt forhold mellem to af disse fremmede stammer eller folk (f. eks. fortællingen om Inuarudligak ss. 57, 77-78, Aqissiaq 66-67, Inurudsiaq s. 63). Da Grønlands Eskimoer i oldtiden må antages at være indvandrede ved at rejse nordpå fra egnene om Hudsonsbugten over Smithssund og at have befolket de grønlandske kyster i de nærmeste århundreder efter året 1000, er det øjensynligt, at disse legendariske indlandsboer har deres oprindelse fra Eskimoernes indianske naboer i Kanada. De fortællinger, der handler om indlandsboerne, må stamme fra tiden før indvandringen og er mindst lige så gamle. En sammenligning med de af BOAS, PETITOT og andre samlede traditioner fra de centrale og vestlige egne (Baffins-øen, Hudsonsbugten, Mackenziefloden) og med Indianernes kultur i de tilgrænsende dele af kontinentet bekræfter denne teori, som først blev fremsat af RINK. Erqilikkerne, for hvis overfald Grønlænderne endnu i forrige århundrede nærede en panisk skræk, må være identiske med det folk af samme navn, som Eskimoerne langs Alaskas nordkyst har til naboer i indlandet, Tinnehindianernes nordvestligste stamme. Grønlænderne forestiller sig dem i deres traditioner som halvmennesker, skabte som hunde forneden, med et sprog som hundenes gøen og med hundehaler. Heri er måske bevaret erindringen om det træk, at disse og andre Indianerstammer havde halelignende snipper på den nederste del af deres pelsbluser. Men vi mindes også, at Eskimoerne opfatter både deres egen nation og visse andre som afkom af en kvindes forbindelse med en hund. Den samme forestilling genfinder vi hos Tinneh- og Algonkinindianerne og hos Ainoerne på Kurilerne (se ss. 11, 73-74 og 77).
Grønlændernes hovedhelt er Kaasassuk, det fattige vanrøgtede forældreløse barn, der voksede til at blive kæmpe og alle sine landsmænds overmand. På Baffinsøen kaldes han i denne stammes dialekt Kaudjakdjuk. Til trods for, at Grønlænderne både på Vest- og Østkysten lokaliserer fortællingen der, idet de viser hans hus som en gammel ruin på forskellige steder, er der ingen tvivl om at sagnet stammer fra egnene længere mod vest. Derimod er det klart, at fortællingen om Uijarteq 'omsejleren' (så kaldet fordi han rejste omkring hele øen Grønland) oprindelig knytter sig til Grønland.
En række af fortællinger handler om Akilineq 'landet på den anden side'. De mange fremmedartede træk, der her forekommer, peger mod et fremmed folk langt mod vest. Hvor langt? nu til dags træffes ialtfald det land, hvor man bruger rensdyr istedenfor hunde som forspand for slæden, ikke før end først på den asiatiske side af Beringstrædet.
Tornit er navnet på en fremmed nation eller en fremmed Eskimostamme i egnene nordøst eller nordvest for Hudsonsbugten (Baffinsland). Dette folks forhold til Alhlet folket i de samme egne, hvorom også de nordligste Grønlændere ved Smithssund veed at fortælle, er uklart, idet en sammenblandning af dem synes at have fundet sted i nogle af fortællingerne. Grønlændernes forfædre har ofte haft fjendtlige sammenstød med Tornit; men der fortælles også om forbindelser imellem dem, idet de fremmede har røvet Eskimoernes kvinder eller børn og blandinger er født.
Erqilhlit, Eskimoernes argefjender, er som nævnt en Tinneh-stamme i Nordalaska. Ingalilhlit er ifølge G. HOLMs sandsynlige hypotese en anden stamme af det samme Indianerfolk, boende i sydvest-Alaska. Inuarulhlikkat 'dværgagtige bjærgtrolde' synes at have hørt hjemme i nærheden af Erqilikkernes land (s. 78). Taawin, 'skyggerne', som stedfæstes vest for Hudsonsbugten, bærer samme navn som det, Ammassalik-Eskimoerne i Østgrønland tidligere brugte om sig selv. Endelig er der et par sagn om folk fra "den store flod" (Koopaak — Kwikpak), der synes nødvendigvis at måtte knyttes enten til Mackenziefloden eller Yukon.
