Romund Greipsøns Saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Titelside til Romund Greipsøns Saga
Ca. 1700.
Nordiske fornaldersagaer


Nordiske Fortidssagaer
Bind 2


Sagaen om Romund Greipsøn


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1829


1.
Over Garder i Danmark herskede en berømt Konge, ved Navn Olaf, en Søn af Gnode-Asmund. Tvende Brødre, Kaare og Ørnulf, begge store Krigere, vare hans Landværnsmænd. I det samme Land boede en anseelig Bonde, som hed Greip, og var gift med Gunlød, en Datter af Hrok hin Sorte. De havde ni Sønner, nemlig: Rolf, Hake, Gaut, Throst, Angantyr, Loge, Romund, Helge, Hrok, der alle vare haabefulde Mænd, dog overgik Romund langt sine Brødre; Frygt kjendte han ikke til; han havde deilige Øine, lyst Haar, og brede Skuldre, var stor og stærk, og slægtede i alle Dele sin Morfader Hrok meget paa. Hos Kongen vare tvende Mænd, af hvilke den ene hed Bild, den anden Vole; de vare onde og underfundige, dog meget afholdte af Kongen. Engang styrede Kong Olaf øster for Norge med sin Flaade; de seilede til Ulveskjær, hærjede og lagde til ved en Ø. Kongen bød Kaare og Ørnulf at gaae op paa Øen, og see, om de kunde opdage nogle Krigsskibe. De gik op paa Øen, og bleve da vaer sex Krigsskibe, der laae under en Klippe,iblandt hvilke der var et særdeles skjønt Drageskib. Kaare raabte ud til dem, og spurgte, hvo der styrede Flaaden. En forfærdelig Mand reiste sig da paa Dragen, og sagde, at han hed Røngvid, "og hvad er dit Navn?" spurgte han igjen. Kaare sagde ham derpaa sit og sin Broders Navne, og lagde til: "Jeg kjender ingen værre end dig, og derfor skal jeg hugge dig i smaae Stykker." Da svarede Røngvid: "Jeg har hærjet Somre og Vintre i tre og tredive Aar, og holdt tresindstyve Slag, og stedse faaet Seier; mit Sværd hedder Brynthvare, det er aldrig blevet sløvt; kom du her i Morgen, Kaare! jeg skal jage det i dit Bryst." Kaare sagde, at han ikke skulde tøve med at indfinde sig. Røngvid maatte hver Dag vælge en Mand for dette Sværds Od.


2.
Brødrene kom tilbage til Kongen, og fortalte ham denne Tidende. Kongen bød at holde til Strid. Saa blev gjort; og da de mødtes, begyndte der en heftig Kamp. Brødrene gik vel frem; Kaare fældte stedse otte eller tolv Mænd i hvert Hug. Da Røngvid saae dette, sprang han op paa Kongens Skib imod Kaare, og stak Sværdet igjennem ham. Saasnart Kaare havde faaet dette Saar, sagde han til Kongen: "Lev vel, Herre! jeg skal nu gjæste hos, Odin." Røngvid stak dernæst Ørnulf igjennem med sit Spyd, og hævede ham op paa det. Efter disse Brødres Fald raabte Røngvid, at de andre skulde overgive sig. Der kom da en Rædsel i Kongens Hær, som mærkede, at intet Jern kunde bide paa Røngvid. Nu fortælles der, at Romund Greipsøn, som var i Kongens Følge, tog en Kølle i Haanden, bandt sig et graat og sidt Gedeskæg om Hagen, og satte en sid Hat paa sit Hoved. Derpaa traadte han frem, og fandt da begge Brødrene døde; han tog Kongens Banner op, og slog med Køllen flere Blaamænd ihjel. "Hvo er denne Mand?" spurgte Røngvid, "maaskee er det en Fader til den onde Kaare!" Romund gav sit Navn tilkjende, og sagde, at han vilde hævne Brødrene "Med Kaare var jeg ikke i Slægtskab," lagde han til "men jeg skal dog dræbe dig," og i det samme gav han Røngvid saa vældigt et Hug med Køllen, at han kom til at lude med Hovedet derefter, og da sagde Røngvid: "Jeg haver været vide i Kampe, men aldrig faaet saadant et Hug" Romund gav ham dernæst det andet Hug, saa at Hovedskallen brast, og ved der tredie Hug mistede han Livet, hvorefter alle de, som vare blevne tilbage, overgave sig til Kongen, og saaledes endtes Slaget.


3.
Romund undersøgte nu Skibene, og fandt da en mand, som lænede sig op ved Stavnen. Han spurgte denne Mand om Navn, og han svarede, at han hed Helge hin Frækne og var Røngvids Broder, og skjøttede ikke om at bede om Fred. Desuagtet lod Romund dog hans Saar helbrede, hvorefter Helge seilede til Sverrig, og blev der Landværnsmand. Siden styrede Kong Olaf med sin Flaade over til Syderøerne, hvor de gik i Land og toge Strandhug. Der i Nærheden boede en gammel Bonde, hvis Køer Kongens Mænd havde taget, og dreve dem foran sig. Bonden beklagede sig ynkelig over dette Tab. Romund kom i det samme til, og spurgte, hvo han var. Bonden sagde, at han hed Maane, og at hans Bolig var kort derfra, og lagde til, at det vilde være mere hæderligt at opbryde Høie og rane Draugers Gods[1]. Romund bad ham sige sig, om han kjendte noget til saadanne. "Det kjender jeg vist," svarede Maane: "Thrain, som bemægtigede sig Valland, og var derover Konge, en stor og stærk Bersærk og fuld af Trolddom; han blev efter sin Død sat i en Høi med sit Sværd, hele sin Rustning og meget Gods; men faa have haft Lyst til at reise did." "Hvad Vei skal man seile derhen?" spurgte Romund" Han svarede, at man skulde seile lige sønder paa i sex Dage. Romund takkede Bonden for denne Efterretning, lod ham tage sine Køer, og gav ham desuden Penge til. De seilede derpaa efter Gubbens Anviisning, og efter sex Dages Forløb saae de Høien lige foran Forstavnen.


4.
Det var til den vestlige Kyst af Valland, de vare komne. De gik strax til Høien, og begyndte at opbryde den, og efter at have arbeidet derpaa i sex Dage fik de en Glug eller Aabning paa den, og da saae de, at der paa en Stol sad en forfærdelig sort og tyk Mand, der var ganske klædt i Guld, saa at det skinnede af ham, han brølte høit, og udblæste Ild af Munden. Romund spurgte, hvo der nu vilde gaae ned i Høien, og skulde han udvælge sig tre Kostbarheder "Ingen Mand," svarede Vole, "vil vel vove sit Liv herimod; her ere nu tresindstyve Mand, men denne Trold vil vist skille dem alle ved Livet." "Kaare vilde have vovet dette," sagde Romund, "om han havde været i Live." Han vilde imidlertid selv lade sig hidse ned i et Tov, skjønt det var bedre at kæmpe mod otte andre. Romund gik da ned ved Rebet, det var om Natten, og da han kom ned, bar han meget Gods sammen, og bandt det i Enden paa Rebet. Thrain havde i gamle Dage været Konge over Valland, og havde vundet alt ved Trolddom, og bedrevet meget Ondt, og da han var saa gammel, at han ikke kunde stride længer, lod han sig sætte levende i Høien med meget Gods. Romund fik nu Øie paa Sværdet, som hang oppe paa en Stolpe; han rykkede det ned, bandt det om sin Lænd, og gik derpaa frem til Stolen, og sagde: "Jeg kommer nu til at gaae af Høien, eftersom ingen forhindrer mig; men hvordan staaer det til med dig her, du Gamle! saae du ikke, at jeg bar dit Gods sammen, men du lede Hund sidder kroget og stille; hvad er kommet dig i Øiet, at du sidder og seer paa, at jeg tager dit Sværd og din Halskjæde og mange andre dine Kostbarheder." Thrain sagde, at han ikke agtede det for noget, naar han blot vilde lade ham sidde rolig paa sin Stol; "jeg kunde før nok stride," sagde han, "men da er jeg altfor ræd, om du allene skal røve mine Rigdomme fra mig, og vil jeg forhindre dig fra at tage dem, og du maa see dig for med mig, som er død." Da sagde Romund: "Staa paa dine Been, du rædde og feige! og tag nu Sværdet tilbage fra mig, om du tør!" "Det er ingen Hæder," sagde Draugen, "at anfalde med Sværd mig, som er vaabenløs; heller vil jeg prøve Styrke med dig og brydes." Romund kastede da Sværdet i Fortrøstning til sine Kræfter, og da Thrain saae dette, tog han sin Kjedel ned, som han havde hængende oppe, og meget forbittret gav han sig til at blæse paa Ilden, da han havde lavet sig til at spise af Kjedlen; imellem hans Fødder laae store Gløder, og Kjedelen var fuld i Bugen. Han havde en Kofte paa sig, der glindsede af Guld; begge hans Hænder vare indtærede, og Næglene vare bøiede indad paa Fingerenderne. Romund tiltalte ham nu saaledes:

Stig du af Stolen,
Skalk hin arge!
Alt dit Gods berøvet.

"Ja!" svarede Draugen, "nu er det paa Tide at træde frem, allerhelst da du bebreider mig for Feighed." Dagen led nu og Aftenen indfandt sig, saa det blev mørkt i Høien. Draugen gik da frem, for at brydes med Romund, efterat have kastet sin Kjedel ned. Romund greb sig nu an af alle Kræfter, og saa haardt brødes de, at baade Gruus og Stene gik op. Da sank Draugen i det ene Knæ, og sagde: "Du støder mig haardt, og du er visselig en tapper Mand." "Stat du igjen paa Fødderne uden Stytte!" sagde Romund; "jeg mærker, at du er langt svagere, end Gubben Maane sagde." Da begyndte Thrain at forgjøre sig, og Høien opfyldtes af en hæslig Stank. Han satte derpaa sine Kløer i Romunds Nakke; og sled Kjødet af Benene ned over Ryggen, og sagde: "Klynk kun ikke, om Legen end bliver noget haard, og din Krop saares, thi nu skal jeg rive dig levende i Stykker." "Ei veed jeg," sagde Romund, "hveden saadan en Katteunge er kommen i denne Høi." "Du maa vist være født af Gunlød," sagde Draugen, "thi faa ere dine Lige." "Det vil være slemt," svarede Romund, "at lade dig kløe mig saaledes længe;" og derpaa brødes de haardt og længe, saa at alt hvad der var i Nærheden rystede deraf, indtil Romund omsider, ved behændig at slaae Fødderne under ham, fik ham fældet. Det var nu blevet meget mørkt. Da sagde Draugen: "Nu overvandt du mig med Svig, i det du tog mit Sværd fra mig; det gav Kampen et andet Udfald, jeg har længe levet i min Høi og besiddet min Skat; men det er ikke godt at sætte for megen Lid til sine kostelige Sager, om de end tykkes at være gode, og aldrig havde jeg troet, at du , Mistiltein, mit gode Sværd! vilde vorde mig til Skade." Romund blev nu løs, og fik fat paa Sværdet, og sagde: "Fortæl mig nu, hvor mange Mænd du i Holmgang overvandt med Mistiltein?" "hundrede og fire og tyve," svarede Draugen, "og fik jeg selv ikke en eneste Skramme;" Konning Seming, som var i Sverrig, og jeg prøvede vore Idrætter, og han udlod sig med, at jeg vilde seent vorde overvunden." "Længe har du," sagde Romund, "været Mennesker til stor Skade, og det vil være en Lykkes Gjerning, at lade dig døe saasnart som mueligt." Han hug da Hovedet af Draugen, og brændte ham heelt op paa et Baal og gik dernæst ud af Høien. Man spurgte ham nu, hvordan det var gaaet af imellem ham og Thrain. "Det er gaaet aldeles efter Ønske," svarede han, "thi jeg hug Hovedet af ham." Romund valgte nu for sig tre af de Kostbarheder, han fandt i Høien, nemlig en Ring, en Halskjæde og Mistiltein. Alle de andre fik ogsaa store Rigdomme. Kong Olaf seilede saa derfra og nordop til sit Rige, hvor han siden slog sig til Ro.


5.
Af denne Daad blev Romund særdeles navnkundig, og da han derhos, var meget gavmild, vandt han alles Kjærlighed. Han gav engang en Mand, som hed Hrok, en god Guldring, som veiede en Øre. Dette fik Vole at vide, og han dræbte da Hrok ved Nattetid, og tog Ringen. Da Kongen spurgte det, sagde han, at han nok engang skulde tage Hævn over Vole for hans Troløshed. Kongen havde to Søstre, den ene af dem hed Dagny, den anden Svanhvide. Denne sidste udmærkede sig i alle Henseender, og hendes Lige fandtes ikke imellem Sverrig og Halogeland. Romund Greipsøn var nu hjemme, og spøgede med Svanhvide uden at tage sig vare hverken for Vole eller Vild. I en Samtale fortalte hun engang Romund, at Vole og Vild bagtalte ham for Kongen. "Jeg frygter ikke for nogle arge Skurke," sagde han, "og saalænge du har Lyst til at tale med mig, saalænge vil jeg tale med dig." Ikke desto mindre havde dog denne Bagvaskelse den Følge, at Romund og hans Brødre saae sig nødte til at flygte fra Kongens Hof og drage hjem til deres Fader. Kort derefter talte Svanhvide til Kong Olaf, og sagde: "Nu er Romund forjagen fra Kongens Hof, han som dog meget forøgede vor Hæder, men istedenfor ham have I hos eder de to, som ikke udføre nogen hæderlig Daad." "Jeg har hørt tale om," svarede Kongen, "at han giver sig af med at forføre dig, og skal Sværdet skille eders Kjærlighed." "Kun lidet husker du nu," sagde hun, "hvorledes han ene gik i Høien, da ingen anden torde; og før skulle Vole og Vild vorde hængte," sagde hun med Stolthed, og gik idet samme bort.


6.
Noget efter kom to Konger fra Sverrig, som begge bare Navnet Halding. I Følge med dem var Røngvids Broder Helge. De udbøde Kong Olaf til Strid vester paa Vænerisen. Han vilde heller møde dem, end flye sin Odel, og sendte derfor Bud til Romund og hans Brødre, at de skulde følge ham. Romund vilde aldeles ikke drage med, men sagde, at Vilds og Voles Dygtighed jo var tilstrækkelig til at vinde Kongen Seier. Kongen begav sig da paa Reisen med sin Hær. Men Svanhvide, som frygtede for et slet Udfald af Sagen, drog hjem til Romund, der tog vel imod hende. "Agt nu min Bøn," sagde hun, "mere end min Broders Forlangende, og yd Kongen Bistand! jeg vil give dig et Skjold med det Baand, som hører til det, og skal intet skade dig, saalænge du bærer det." Romund takkede hende for denne Gave, og hun glædede sig, da hun formaaede ham til at begive sig paa Reisen med hans otte Brødre. Imidlertid kom Kongen med sin Hær til Vænerisen, hvor de Svenskes Hær forud havde indfundet sig. Saasnart det om Morgenen blev saa lyst, at man kunde see at stride, grebe de til Vaaben, og begyndte Striden paa Isen, og de Svenske gik haardt frem. Strax i Begyndelsen af Slaget blev Vild dræbt, men Vole tog sig vare for at komme der. Kong Olaf og Kong Halding mødtes, og deres Kamp fik det Udfald, at Halding blev saaret. Imidlertid havde Romund sat et lille rundt Telt paa hin Side af Søen; hans Brødre rustede sig tidlig om Morgenen. "Jeg har haft en slem Drøm i Nat," sagde Romund, "og vil alt vist ikke gaae efter Ønske, og vil jeg derfor ikke deeltage i Striden i Dag." Hans Brødre sagde, at det var en stor Skam, ikke at torde yde Kongen Bistand, og dog være kommen i det Ærende. De gik da ene til Kampen, og trængte haardt frem og hvor de kom i Haldingernes Hær, faldt den ene ovenpaa den anden. Der var da kommen en Troldkvinde ved Navn Lara, iført en Svaneham; hun gol med saadan en Trolddoms Stemme, at ingen af Olafs Mænd formaaede at værge sig. Hun fløi over Greips Sønner, og sang høit; og til samme Tid mødte Helge hin Frækne dem, og dræbte dem alle otte.


7.
I det samme som dette gik for sig, kom Romund til Striden. Helge hin Frækne kjendte ham, og sagde: "Nu er den Mand kommen her, som dræbte min Broder Røngvid, og maae I nu vogte eder for det Sværd, som han hentede i Høien; du var nu langt borte, da jeg dræbte dine Brødre." "Ei behøver du, Helge!" sagde Romund, "ved Bebreidelser at fremskynde mig til Kamp, thi enten jeg eller du skal nu falde!" "Mistiltein er saa tungt et Vaaben," sagde Helge, "at du ei kan føre det; jeg vil laane dig et andet Sværd, som du kan føre." "Ei tør du," svarede Romund, "at bebreide mig Mangel paa Mod; du kan dog vist huske det Hug, som jeg gav Røngvid, da hans Hjerneskal knustes." "Du Romund!" vedblev Helge, "har bundet en Møes Strømpebaand om din Haand, skil dig ved det Skjold, som du bærer! du faaer ingen Saar, saalænge du bærer dette; og er jeg vis paa, at du troer paa denne Mø." Romund kunde ikke udholde saadan Forekastelse, og kastede Skjoldet ned. Helge hin Frækne havde stedse tilforn haft Seier, og vundet den ved Trolddom, ligesom nu hans Frille Lara var tilstede i en Svaneskikkelse, for at staae ham bi paa saadan Viis. Men der traf ham nu det Uheld, at han hævede sit Sværd saa høit op over sig, at det sønderskar Svanens Been, og gik siden ned i Jorden lige til Fæstet. "Nu er min Lykke forspildt," sagde da Helge, "og det var et ondt Tilfælde, at jeg skulde miste dig." "Der paaførte du dig selv den største Skade, Helge!" sagde Romund, "i det du dræbte din egen Frille, og nu har Lykken vist forladt dig;" og i det samme faldt Lara død ned. Af det Hug, som Helge hug til Romund, saa at Sværdet løb i Jorden til Fæstet, traf Sværdsodden Romunds Underliv og ristede det ned; men da Helge bøiede sig efter Hugget, var Romund ikke seen, men hug Mistiltein i Helges Hoved, og kløvede Hjelmen og Hovedet, saa Sværdet gik i til Skuldrene, men fik derved et stort Skaar. Derefter tog Romund sin Bæltekniv, og gjorde Hul i Skindet paa begge Sider af Saaret, hvorefter han skød Isteren, som hang udenfor, ind, hæftede dernæst Maven sammen med et Baand og bandt Klæderne fast om den; kæmpede derpaa atter med Heftighed, og fældte for Fode den ene ovenpaa den anden, og stred saaledes lige til Midnat, da Haldingernes Hær flyede, hvormed Slaget endtes. Romund fik da Øie paa en Mand, som stod der paa Isen, og tænkte, at denne maatte have med Trolddom forgjort Isen paa Vandet; da han saae nærmere til, kjendte han ham, at det var Vole. Han sagde da, at det var tilbørlige at give ham Gjengjeld, og løb imod ham, hævede Mistiltein i Veiret, og vilde hugge til ham. Vole blæste Sværdet ud af hans Haand, og det traf lige for et Hul paa Isen, og sank ned til Bunden. Da lo Vole og sagde: "Nu er du Døden vis, da du tabte Mistiltein af din Haand." "Da skal du dog døe før jeg," sagde Romund, og sprang i det samme ind paa Vole, greb fat i ham, og kastede ham saa haardt ned i Isen, at Halsbenet brødes, og den skrækkelige Troldmand laae død paa Stedet; men Romund satte sig ned paa Isen, og sagde: "Jeg har ikke fulgt Møens Raad; derfor har jeg nu faaet fjorten Vunder, og desforuden mistet mine otte Brødre og mit gode Sværd Mistiltein som faldt i Søen; dette Sværds Tab faaer jeg aldrig erstattet." Siden gik han derfra og hjem til sit Telt, og tog sig nogen Hvile.


8.
Derpaa drog Romund til Kongens Søstre, og Svanhvide eftersaae hans Saar, syede Underlivet sammen, og pleiede ham paa det bedste. Hun lod ham bringe til en gammel Bonde, ved Navn Hagal, hvis Kone var meget klog paa Lægedom; de toge vel imod ham, og lægede ham, til han fik sin Helsen igjen. Romund fik at mærke, at dette Ægtepar vare meget kloge Folk; thi engang, da Gubben, som han ofte pleiede, var ude at fange Fiske, drog han en Gjedde, og da han kom hjem og skar den op, fandt han Romunds Sværd Mistiltein i dens Bug, og gav ham det igjen. Romund blev glad ved Sværdet, kyste paa dets Fæste, og lønnede Bonden vel derfor. I Kong Haldings Hær var en Mand, som hed Blind hin Onde; denne Mand fortalte Kongen, at Romund var i Live, og blev hemmelig helbredet hos Bonden Hagal og hans Kone. Kongen sagde, at det var utroligt, at de torde driste sig til at skjule ham, men bød dog, at man skulde lede efter ham. Blind drog da med nogle Mænd til Hagals Huse, og spurgte, om Romund var skjult der. Kærlingen nægtede det og sagde at de kunde gjerne søge, men han vilde ikke kunne findes der. Blind søgte da nøie ude og inde, men fandt ham ikke; thi Kærlingen havde vendt sin Kjedel om, og skjult ham derunder. Blind, gik nu bort igjen med sit Følge, men da de vare komne et Stykke Vei, sagde han: "Ei har vor Færd haft et hæderlige Udfald, og skulle vi vende tilbage." De gjorde saa, og da de kom til Kærlingen, sagde Blind, at hun var underfundig, og havde skjult Romund under sin Kjedel. "Leder da, og tager ham der!" sagde hun. Og det kunde hun ogsaa godt sige, thi saasnart hun saae, at de vendte tilbage, gav hun Romund Kvindeklæder paa, og lod ham dreie Kværnen og male Korn. De ledte nu igjen omkring i Husene, og saasnart de kom, hvor Møen dreiede Kværnen, snusede de rundt omkring, men hun saae bistert til dem; og da de intet fandt, droge de igjen bort; men da de vare komne ud paa Veien, sagde Blind, at Kærlingen ganske sikkert havde forgjort deres Øine, og at han havde stærk Mistanke om, at det maatte have været Romund, som sad i Kvindeklæder og dreiede Kværnen. "Vi have, seer jeg nok, ladet os føre bag Lyset," sagde han, "men det nytter os dog ikke at have mere med hende at gjøre, thi hun er os for klog." De lode det da blive ved at ønske Ondt over hende, og droge med saa forrettet Sag tilbage til Kongen.


9.
Om Vinteren efter havde Blind mange Drømme, og engang fortalte han Kongen sine Drømme, og sagde saaledes: "Mig tyktes en Ulv rende østenfra; den bed eder, Konning! og tilføiede eder et svært Saar." Kongen sagde, at han raadede denne Drøm saaledes: "Her vil komme en Konning nogenstedsfra; og vil Mødet blive farligt i Førstningen, men dog siden ende med Forlig." "Fremdeles" sagde Blind, "drømte jeg, at mig syntes mange Høge sidde paa et Huus, og deriblandt kiendte jeg din Falk, Herre! den var ganske fjæderløs, og Hammen var flaaet af den." "En Storm vil komme fra Skyerne og ryste vor Borg," sagde Kongen. Den tredie Drøm fortalte Blind saaledes: "Mange Svin saae jeg rende søndenfra til Kongens Hal; de rodede Jorden op med deres Tryner." Kongen sagde: "Det bebuder svær Søgang, vaadt Veir, og en Græsvæxt som vil groe ved den megen Væde og klart Solskin." Fremdeles fortalte Blind den fjerde Drøm: "Mig tyktes et forfærdeligt Uhyre komme østenfra, han bed eder et stort Saar." Kongen sagde: "Udsendinge fra nogensomhelst Konning ville komme i min Hal; de ville løfte alle deres Vaaben i Veiret, og derover vil jeg blive vred." "Den femte Drøm er denne," sagde Blind "at mig tyktes en grusom Orm ligge om Sverrige." "Her vil komme til Landet," sagde Kongen, "et skjønt Drageskib, ladet med Kostbarheder." "Sjette gang drømte jeg," sagde Blind, "at mig tyktes, der kom en sort Ørn, som havde Kløer og Vinger, og fløi bort med dig, Konning! Fremdeles drømte jeg, at der hos Gubben Hagal var en Orm, som grusomt bed Folk; den opaad baade mig og eder og alle Kongens Mænd; hvad mon det betyde?" "Hørt har jeg," sagde Kongen, "at en Bjørn har sit Leie tæt ved Hagals Hytte; jeg vil drage paa Jagt efter Bjørnen, og vil den da blive rasende bister." "Dernæst drømte jeg," sagde Blind "at en Drageham var trukken uden om Kongens Hal, og herved hang Romunds Bælte." "Du veed," sagde Kongen, "at Romund mistede Sværdet og Bæltet i Vandet, og du er nu bange for Romund." Blind drømte endnu flere Drømme, som han fortalte Kongen, men Kongen udlagde dem alle, eftersom det behagede ham, men ingen af dem saaledes, som de havde tydeligt Mærke til. Endelig sagde Blind en Drøm, der angik ham selv: "Mig tyktes," sagde han, "at en Jernring var sat om min Hals." Kongen sagde: "Denne Drøm maa udtydes saaledes, at du vil blive hængt, derhos er vi begge Døden nær.


10.
Derefter samlede Kong Olaf en Hær, og drog med den til Sverrig, og Romund fulgte ham. De kom uformodentlig til Kong Haldings Hal. Kongen laae i en Skemme eller Udbygning, og blev intet vaer, før Døren til Skemmen blev opbrudt. Halding raabte paa sine Mænd, og spurgte, hvo det var der strede saaledes ved Nattetid. Romund nævnte sig. "Du vil vel hævne dine Brødre," sagde Kongen. Romund sagde, at han skulde ikke komme til at tale meget om hans Brødres Fald: "nu skal du undgjelde det, og her miste Livet," føiede han til. Da sprang een af Kong Haldings Kæmper op, der var saa stor som en Rise. Romund dræbte ham strax. Kong Halding værgede sig i Sengen, og fik ikke noget Saar, thi hver Gang Romund hug til ham, traf Sværdets Flade paa Kongen. Da tog Romund en Kølle, og slog Kong Halding ihjel med den. Derpaa sagde han: "Her har jeg fældet Kong Halding, og jeg har aldrig kjendt berømtere Mand. Gubben Blind, som ellers hed Bavis, blev bunden og hængt, og saaledes gik hans Drøm i Opfyldelse. De toge der meget Guld og andet Gods, og droge dernæst hjem Kong Olaf giftede sin Søster Svanhvide med Romund. De elskede hinanden høit, havde Sønner og Døttre sammen, der langt overgik andre Mennesker. Fra dem nedstammer Kongeslægter og store Kæmper, og endes her Sagaen om Romund Greipsøn.




Fodnoter

  1. D. e. de Dødes.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.