Sælhammen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Sælhammen
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862
En Mand Østerpaa i Myrdal gik en Morgen tidlig, før Folk vare staaede op, forbi nogle Klipper ved Søen og kom til Udgangen af en Hule. Da hørte han, at der blev larmet og dandset inde i Hulen, men udenfor saae han en stor Mængde Sælhamme. Han tog een af dem op, bar den hjem med sig, og lukkede den ned i sin Kiste. Noget senere, opad Dagen, kom han tilbage til Hulens Indgang; da sad der en ung og fager Kvinde, som var ganske nøgen og græd meget. Det var Sælhunden, der eiede den Ham, Manden havde taget. Manden gav Pigen Klæder, trøstede hende og tog hende hjem med sig.
Ham var hun siden meget hengiven, men mindre stemmede hendes Sind med andre Menneskers. Ofte sad hun og saae ud paa Søen. Efter nogen Tids Forløb tog Manden hende til Hustru, de levede godt sammen og fik Børn med hinanden.
Bonden gjemte Hammen under Laas og Lukke i sin Kiste og bar Nøglen hos sig, hvor han saa gik hen. Efter mange Aars Forløb roede han en Dag ud paa Fiskefangst og glemte Nøglen hjemme under sin Hovedpude. Andre sige derimod, at Bonden drog med sine Folk til Julegudstjeneste, men at Konen var syg og ikke kunde følge med; da skal han have glemt at tage Nøglen ud af Lommen paa sine Hverdagsklæder, dengang han klædte sig om; men da han kom hjem, var Kisten aabnet, og Konen forsvunden med Hammen. Hun havde taget Nøglen og af Nysgjerrighed undersøgt Kisten og fundet Hammen. Da kunde hun ikke længer modstaae Fristelsen, hun sagde Farvel til sine Børn, foer i Hammen og kastede sig ud i Søen.
Før Konen sprang i Søen, siges hun at have talt hen for sig:
- »Jeg vil og jeg vil ei,
- Jeg har syv Børn i Sø,
- Jeg har syv Børn paa Ø.«
Der fortælles, at Manden tog sig det saare nær. Naar han siden roede ud for at fiske, svømmede Sælhunden tidt omkring hans Baad, og det var, som om der randt Taarer af dens Øine. Fra denne Tid af var han altid heldig med sit Fiskeri og Lykken søgte tidt hans Forstrand.
Ofte saae man, naar Ægtefolkenes Børn gik paa Stranden, at der svømmede en Sælhund der foran i Søen og fulgte dem, mens de gik paa Land eller paa Forstranden, og kastede brogede Fiske og smukke Skaller op til dem. Men aldrig kom deres Moder iland igjen.
