Sønderfærds-Asmund

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

Sønderfærds-Asmund
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864


Asmund hed en Mand. Hans Æt var fra Skagefjorden; en rask Mand var han og dygtig til al Gjerning, og paa denne Fortællings Tid var han omtrent tyve Aar gammel. Hver Vinter drog Asmund sydpaa til Fiskefangst, og som oftest havde han de samme Mænd i Følge med sig. Heraf blev han kaldet Sønderfærds-Asmund. En Vinter drog Asmund sydpaa, som han pleiede, og hans Fæller fulgte ham. De tilbragte Natten paa Melar i Hrutafjorden, hvorfra de den næste Morgen agtede at drage op paa Heden. Men om Natten faldt Asmund i en haard Sygdom, og hans Fæller ventede denne Dag paa ham. Asmund sagde, at de skulde reise afsted, han vilde da komme bagefter. Saa droge de da afsted, medens Asmund blev tilbage.


Den følgende Dag var Asmund bleven fuldkommen frisk igjen. og han brød derfor op. Det var smukt Veir, men da han kom sydpaa og var midt paa Heden, reiste der sig et stærkt Sneeveir, og Asmund saae ikke, hvor han gik. Han foer da vild, og da han mærkede det, tog han Bylterne af sine Heste og gravede sig ind i en Sneedrive, og benyttede sine Bylter som Dør for Sneehuset. Hestene bandt han sammen. Derpaa gik han ind i Sneehuset, paa hvilket han havde anbragt et Hul i Læ af Vinden, forat han kunde kige ud efter Veiret. Derpaa tog han sin Reisekost frem og gav sig til at spise. Men lige som han var begyndt sit Maaltid, kom en tørvebruun Hund hen til Hullet paa Sneehuset og rev sig igjennem. Hunden saae grumme bidsk og arrig ud, men blev dog værre og værre ved hver Bid Mad, som Asmund fik ned. Asmund begynder at tykkes ilde om Hunden, og han tager et Laarbeen af et meget stort Faar frem og giver den det. Hunden tager imod Benet og løber øieblikkelig ud med det. Men efter en kort Tids Forløb kommer en høivoxen, gammelagtig Mand hen til Døren paa Sneehuset. Han tiltaler Asmund og takker ham for sin Hvalp. »Eller er Du ikke Sønderfærds-Asmund?« spørger den fremmede Mand. »Saa siger man« , svarer Asmund. »Nu giver jeg Dig Valget imellem to Ting«, siger Manden, »enten at følge med mig, eller at Uveiret ikke lægger sig, før Du er død. Thi det skal Du vide, at det er mig, som har fremkaldt dette Uveir, og det er min Skyld, at Du blev syg; thi jeg vilde tale med Dig, fordi jeg ikke kjender nogen raskere og modigere Mand i Bygden.« Asmund blev hed om Ørene og saae, at her var kun een Ting at gjøre, enten det saa var ham med eller imod. Han sagde da, at han heller vilde drage med ham end lade sit Liv der i Sneedriven. »Kom da med«, siger Manden. Asmund brød nu op med ham; Sneeveiret var hørt op og det var blevet smukt Veir. Manden gaaer i Forveien, men Asmund følger bagefter med Hestene. Hvad Vei han gik, vidste han ikke, saa vildledt var han bleven. Da de havde vandret en lang Tid fremad, kom de til en liden Dal. En Aa randt midt igjennem Dalen, og Asmund undrede sig over, at paa den ene Side af Aaen var Jorden rød, medens paa den anden Side hver Plet var hvid af Snee. Han saae en Gaard paa hver Side af Aaen. De gik hjem til den Gaard, som laa paa den tilsneede Side. Den Gamle tog Hestene, trak dem ind i Stalden og fodrede dem. Siden førte han Asmund ind i Huset til Badstuen. Der saae Asmund en gammel Kjælling og en ung, ret kjøn Pige, men Flere saae han ikke. Efter at han havde hilset paa dem, viste den Gamle ham til Sæde. Men efter at en liden Stund var gaaet, gik de ud, den Gamle og Pigen, og Asmund og Kjællingen bleve alene tilbage. Kjællingen sad hele Tiden og smaamumlede med sig selv: »Det er ret en Ynk, at være uden Tobak.« Asmund tog en Bid Tobak op af sin Taske og kastede den til Kjællingen. Hun tog imod den og blev glad over Gaven. Nu komme de ind, den Gamle og Pigen, og hun bringer Asmund Mad. Asmund spiste, og den Gamle stod hele Tiden hos ham saalænge og var saare munter. Da Asmund havde spiist, gik Pigen atter ud, fulgt af den gamle Mand. Nu tænkte Asmund, at de vel vare ilav med at lægge Raad op om hvorledes de skulde dræbe ham. Snart kommer den Gamle tilbage og beder Asmund at gaae til Hvile. Det vilde han gjerne, og den Gamle fører ham da ud i et Kammer, hvor der staaer en opredt Seng. Den Gamle ønsker ham Godnat og gaaer sin Vei, men Pigen trækker de vaade Klæder af Asmund. Idet hun tager hans Sokker og Sko forat gaae bort med dem, beder han hende om ikke at gjøre det, thi han frygtede for, at der skjultes Svig derunder. Pigen siger, at der ingen Fare var forbunden dermed, thi her vilde Ingen tilføie ham noget Ondt. Derpaa gaaer hun og byder Asmund Godnat med et Kys. Asmund tyktes underligt om den Behandling, han fik i Udliggermandens Huus, og han var ikke saa ganske fri for at finde et vist sært Behag i Pigens Kys. Han faldt snart i Søvn og vaagnede igjen op ved at den Gamle stod hos ham. Da var det høilys Dag. Den Gamle ønsker ham Godmorgen og siger, at nu vil han strax bede ham om den Ting, som han har hentet ham hid for at udføre. »Det er, seer Du, Sagen«, siger den Gamle, »at for tyve Aar siden boede jeg i Bygden, da fik jeg et Barn med min Søster, hvorfor jeg maatte flygte bort og drage hid. Den gamle Kvinde, som Du saae iaftes, er min Søster, men Barnet, vi fik sammen, er den unge Pige, som var Dig behjelpelig ved din Afklædning, da Du gik tilsengs. Da jeg kom hid, vare her allerede Udliggermænd, som boede i det Huus, som Du igaar Kveld har seet i Dalen paa den anden Side af Aaen. Det var de samme to Mænd, som boe endnu der paa Gaarden. De viste mig altid Fjendskab, men stedse har jeg dog kunnet værge mig imod dem lige til nu. Nu kan jeg det ikke mere og nu maa jeg bukke under for deres Overmagt, idet de lade al den Snee, som kommer i Dalen, falde paa min Side af Aaen. Det har været min Vane, at lade mit Faarekvæg græsse paa deres Land hinsides Aaen, men nu er jeg ikke længer Mand for at gjøre det. Jeg vil derfor bede Dig om strax idag at gaae over Aaen med mine Faar og bevogte dem der. Jeg veed, at Du er en modig Mand, men det kan Du ogsaa have nødig at være, thi begge mine Fjender ville komme, i den Formening, at jeg er med Kvæget. Du skal have min tørvebrune Hund med Dig, og den vil være Dig til god Hjelp.« 


Asmund staaer op af Sengen og gaaer afsted med Faarene, men den Gamle giver ham sin Kappe, til at svøbe sig ind i, og en Øxe, til at værge sig med. Som Asmund er kommen over Aaen, løbe begge Udliggermændene imod ham og sige: »Nu er han dødsens«; for de troede, at den Gamle var med sine Faar. Men idet de nærme sig Asmund, sige de: »Det er en Anden end vi tænkte«, hvorpaa de springe ind paa Asmund og angribe ham. Asmund hidser den Brune paa den Ene af dem, men angriber selv den Anden. Den Brune river sin Modstander i Stykker og løber siden imod den Anden, og nu beseire de ham i Forening, Asmund og Hunden. Asmund bliver ved Faarene til om Kvelden, da gaaer han hjem og træffer den Gamle. Denne tager vel imod Asmund og takker ham inderlig for hans Dagværk. Han havde seet paa ham, da han var ifærd med at dræbe Udliggermændene, fortalte han.


Den følgende Dag gaaer Asmund og den Gamle over Aaen til den anden Gaard, hvor der var en god og rummelig Plads til Beboelse. Intet Menneske traf de der, men en Mængde Kvæg. De undersøgte nu hele Huset. Da traf de paa en Dør, som de ikke formaaede at lukke op. Asmund løber da ind paa den og sprænger den. Det viste sig at være et lidet Sidekammer, hvori de forefandt en yndig og fager Kvinde. Hun var ved Haaret bunden fast til en Stolpe og var bleven meget bleg og mager. Asmund løser hende og spørger hende, hvorfra hun er. Hun fortæller, at hun er en Bondedatter fra Øfjorden og at hun er bleven røvet af Udliggermændene. De havde villet tvinge hende til at ægte een af dem, sagde hun. Men da hun nu ikke vilde det, havde de bundet hende her og meent, at paa den Maade skulde de nok faae hende til at tage een af dem. Asmund fortæller hende da, hvorledes Sagerne nu staae, og at hun er i gode Menneskers Hænder; men glad blev hun over at vide sig sluppen ud af al Fare.


De flytte nu Alt bort fra den Gamles Hytte over til denne Gaard og blive her om Vinteren. Asmund syntes godt om den Gamle og Pigerne, især dog om den Gamles Datter. Hun lærte forskjellige Kunster af Pigen fra Øfjord. Om Vaaren sagde den Gamle til Asmund, at nu skulde han drage til sit Hjem; men om Høsten skal han vende tilbage til denne Dal, thi da vil han være død, siger han. Da vil han bede ham at tage sig af hans Datter og hans Søster, hvis hun er ilive, og af Pigen fra Øfjorden. Det skal være hans Medgift, siger han, hvad han kan finde her af Penges Værd. Siden drager Asmund afsted nordpaa til Skagefjorden. Folk saae paa ham, som var han opstanden fra de Døde, men hvor han havde tilbragt Vinteren, fortalte han ikke til Nogen.


Om Høsten drog han igjen afsted og kom til Pigerne i Dalen. De bleve meget glade over hans Komme, thi da vare begge de Gamle hensovede, og Pigerne havde dysset dem i en Høi der i Lien. Asmund blev hos dem om Vinteren, Men om Vaaren brød han op og drog med alt Løsøret fra Hytten Nord til Skagefjorden. Der fæstede han Bo og ægtede den Gamles Datter, men Øfjordspigen giftede han med en Mand der i Bygden. Og her ender Fortællingen om Sønderfærds-Asmund.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.