Sagan om Didrik af Bern - Didrik rider till Britanea land

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Fornsvensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Original.gif


For at alle norrøne tegn som blir brukt i denne artikkelen skal vises korrekt må du ha fonttypen OldNordicTimes installert på din PC eller Mac. OldNordicTimes skal lagres i Fonts i Windows eller installeres i fontboken i Mac OS.


Sagan om Didrik af Bern


Didrik rider till Britanea land



Kap. 180.

Konung Didrik och hans kämpar komma till Britania skog, hvarest resen Edger låg till land-värn.

Tha gik Tidrik till sin hæst oc sprang i sadell vtan y stad. Sa giorde oc flere aff hans kæmpar. Brand rider nw for them, Tidrik konung effter hanum sielff xije. The rido offuer stora skogæ oc øknar ther konung Tidrik haffde æy førra warit. The komo till en storan skog som kallas Britanea skog. Tha wænde Brand sin hest om kring oc sagde till konungen: «A thenne skog ligger en stor rese [som Edger heter, broder Widulffs oc Asplians[1], han ligger her till landwærn a konungens wegna. Som iak[2] ether aff sakt haffuer, wij haffuom engen annan wæg æn offuer thenna skog, om tw wilt finna Yswng konung. Thenna rese ær sa stark, iak wæntar at hans maka ær æy till. Rida nw fore ho ther will, ekke will iak ridæ offuer skogen wtan wij rida alla saman.» Tha swarade Wædike Welandsson: «Konungen mag holla her quar oc i alla. Jak will rida vpa skogen oc bidia resen om loff at wij mogom fram draga. Mik ær sakt at wij ære frænder, ty kan wara athan loffuar oss fram rida. Will han ekke, tha renner iak strax mot ider igen.» Konungen sagde at theth war et got rad.


Kap. 181.

Widike rider fram i skogen till Edger rese, och öfvervinner honom. Resen följer Widike till sitt jord-hus. Resens död.

Wideke red nw fram i skogen. Han fan hwar resen lag oc soff. Han haffde tiwkka ben oc stora arma, oc en storan krop oc stort huffuod. [Mellom hans øgon wara twa alna[3], ther æffter war allan hans wext. Han bleste sa fast mædan han soff, at qwistana aff trænæ swiknada[4] for hanum. Wideke steg aff sin hæst oc bant hanum wid et træ. Sidan støtte han resen meth sin fot oc bad hanum vpatsta oc wæria sig, oc sagde: «Illa waktar tw konungens land medan tw soffuer sa fast.» Refen waknade oc sag at mannen stod nær hanum. Han reddis æy mykit for hanum, han sagde till Widike: «Jak [stundom soffuer oc stundom[5] waker oc ræds iak æy mykit for tik. Hwat man æstw? Hwi wokte tw mik? Jak rader tik at tw far tin wæg oc lad[6] tinæ stora ord. Mik tykker mykit fore at standa op oc dræpa æy mera æn en man.» [Sidan soffnade resen[7].

Tha drog Widike sit swerd Mimming oc støtte sin fot a resens sida sa at sunder brast tw riff i hanum. Resen sprang op meth mykin wrede oc slog at Wideke meth sin jarn stang. Han tog sik till wara theth beszta han kunde, han vntsprang oc stangen rakade hanum ekke, ty at hon kom diwpt i jordena mellom tw berg oc ther sat stangen fast. Konung Tydrik hørde theth stora slag. Tha sagde Brand Widferling: «Nw slog resen Wideke i hæll oc lat oss æn betida fly.» Tha skøt resen et spiwt till Widike oc rakade hanum ekke. Tha hiwg Widike et stycke aff resens laar at ængen hæst gat mera burit, oc sidan hiog han flere hwg oc [gaff resen manga saar[8]. Tha størte resen om kull, oc wilde gerna haffua fallit vpa Widike oc kunde hanum ekke raka. Tha sagde konung Tydriks men at resen haffde dræpit Widike, somme sagde at resen fioll. Widike sagde till resen: «Jak skall nw hugga tit huffuod aff.» Resen swarade: «Jak will giffua tik gwll oc silffuer theth mæsta tw willt haffua, oc kære herre, lat mik liffua!» Tha sagde Wideke: «Følg mik tit oc wiis mek hwar theth ær.» Tha stod resen op oc war fast trøtter, oc mykit aff hans blod war wtlopen. The gingo i skogen, ther lag en sten oc en stor iarn ring vti. Resen bad hanum taka op stenen. «Hær ær gwll oc silffuer vp vnder.» Wideke lyffte meth bada hænder oc gat ekke rørt stenen. Sidan bad han resen taka bort stenen sa framt at han wilde liffua. Tha tog resen nødoger thenna sten oc kastade bort meth ena sina hand. Vnder stenen war en dør, ther war et hws fult meth gwll oc silffuer. Resen bad Widike ganga nider oc taka gwllit. Widike torde ekke, han fryktade at resen skulde leggia stenen vpa holit oc sidan komæ han aldrig tædan. Widike bad resen ga nider i hwsit, oc bar op swerdit meth bade hænder oc hiog hanum huffuodit aff.


Kap. 182.

Huru Widike gäckades med sina stallbröder.

Wideke tog hans twnga oc blodgade sit harnisk oc sin hæst, oc twngona bant han i manen for iartekne skuld, ty han wilde ekke liwga. Tha steg han a sin hæst oc rende alt theth han kunde mot her Tidrik, oc hafde dragit swerd i handena[9], oc ropade som han war galen: «Flyr kære wener! Resen haffuer giort mik illa saar, sa gør han oc ider om i wilen bida!» Tha the Widekis rop hørde, tha flydde the alla saman vtan Tidrik van Berne. Han wænde sin hæst mot Wideke, oc drog sit swerd oc sagde till Widike: «Kære Wideke. Fly ekke oc myns vpa hwat wij haffua loffuat, at engen war skall fra then andra fly. Thenne rese wilia wij wæll besta om wij ære bade saman.» Sidan sagde Widike konungenom hwre ther om war. Tha low konungen at hinæ som flyt haffde. Nw sag[10] Gunnar konung oc flere hans metfylgiara som flyt haffde, at Wideke oc konung Tydrik kome ekke æffter them. Ther vpa wiste the at Wideke haffde darat them. The wænda theris hæsta. Widike talade till konung Gunnar oc flere aff them, oc bad them ekke taga till mystycke at han sa haffde giort: «Iak will theth gerna wid ider bøta meth gwll oc silffuer oc peninga huat i haffua wilia.» The swarade alla i sænder: «Wij wilia gerna giffua tik till. Gud lata oss aldre mer fly theth war mer war skull æn tin.»


Kap. 183.

Widike förer sina stallbröder till jordhuset, der resen hade sitt gull och silfver.

Sidan rido the alla vtoffuer skogen oc rido oc skoddo[11] hwar resen haffde fallit, oc sago hwar stongen hade takit i iordena. Sidan gingo the till theth hwss som resen i lag oc togo ther gwll oc silff oc kosteliga klenodia theth hørde konung Yswng till, oc somt haffde resen aff Danmark meth sig. Tidrik talade till Widike: «Mik tykker rad at wij lata thethta gull her bliffua till thess wij igen koma. Wij wilia slass meth Yswng konung oc se hwat siger wij faa. Skilias wij gode wenner att, tha will iak encte haffua aff hans gwll oc peninga.»


Kap. 184.

Kämparne rida öfver skogen, och slå sina paulun framför konung Ysungs borg. Sigord Sven förtäljer konungen tidende.

Sidan redo the vtoffuer skogen. Tha sago the hwar en borg stod, øffuer et høgt berg. Ther slogo the theris pawlun, hart vtan fore slottit. [Sigord Swen stod i wigskalen oc sag thenne tidende[12], han gik jn fore konungen oc sagde till hanum: «Iak sag en tidende som mik tykker stor wara oc ekke litin. Her ær slagit et pawlun vtan for slottit, oc haffuer iak æy tolket før set. Ther star offwan vpa en stor knap af gwll, [oc ther star et annat tiell oc ær røt oc ær oc en gull knap vppa,[13] theth tridia tiell ær grønt. Æn standa ther tw tiell oc the ære bade hwit oc gwll knappa vpa. Jak wentar at ængen haffuer seet kosteligara pawlun. Vtan for theth førsta pawlun, ther hængia 13 skiolla.»


Kap. 185.

Sigord Sven igenkänner kämparne på deras sköldar, och beder att få rida bort och spörja deras ärende.

Konungen sagde: «Kenner tw nogra aff the skiolla?» «Ja,»[14] sagde Sigord, «mik tykker[15] sa at iak them kenna skall. Ther hengde en bla skiold oc stod en hæst vti, theth fører Heim hin hogmoduge. A then andra skioll stod en forgylt høk oc twa[16] fugla flyga for hanum. Theth ær nokon aff myna frænder, iak wæntar at theth ær Hornboge iarll. A then tridia skioll stander hammar oc tong oc 3 karbunkla stena, then fører Wideke Welandsson. A then fierde skioll star oc et leon aff gwll meth kronæ, then fører Didrik van Bern. A then fempte skiold star en forgylt ørn meth kronæ, theth fører konung Gunnar. A then vje skioll star oc en ørn, theth fører [Hellit Hagen[17]. A then vije skiold stander en liwng eld, then fører Brand Widfarling. A then viije skiold star et leon vtan krona, then fører Fasholt hin stolte. A then ixe skiold star en draka brwn oc rød, then fører Sintram aff Venedi. A then xe skioll star en borg skafft som Bern, theth fører mester Hillebrand. A then xje skioll star en galt oc en biorn, then fører Wildefer. A then xije skioll star en fill[18], then fører Detzleff Danske. A then xiije skioll star en høk, then fører Gernholt Hagens broder. Oc tykker mik sa,» sagde Sigord, «som fræmande kempar ære kompne i wart land, æ huat ærinde the haffua. Lat mik rida herra oc fa at wita ho the ære som sa dierffueliga haffua slagit thera pawlun for wort slot, oc swa hogmoduge ære, oc vtan ider wilia ære kompne i wort land.» Konungen sagde: «Iak will sænda them en myndre man oc kræffuia skat oc toll som gamall sid ær, aff them sa frampt at the wilia beholla theris liiff.» Sigord sagde: [«Tit skall[19] ængen rida vtan iak.»


Kap. 186.

Sigord Sven kräfver skatt af konung Didrik.

Han tog sik wapn oc onda klæder oc en litin hæst oc red aff slottit vtan sadell som han ware [en slætter dreng[20]. Tha han kom fore pawlunit, tha steg han aff sin hæst, oc gik in føre the herra oc førstær oc sagde: «Hele sitia i gode drenge. Jak helsade ider gerna wid[21] hwars iders napn om iak wiste hwat i heta.» The swarade oc bade hanum wælkomen wara. Sigord sporde: «Wilia i nokon[22] skatt wtgøra som her ær en gamall sidwænia? [For wist will iak konunga skatt aff ider haffua[23]. Wilia i theth æy meth godo gøra, tha miste i ther offuer liiff oc gots, oc alt theth i haffua meth at fara.» Konung Tidrik swarade: «Wij komæ ekke for ty hit, at giffua tin konung skatt. Mit ærinde ær theth at iak will kampæ meth hanum oc sig tin herra sa igen. Oc før wij at skilias, tha skall han sigia at drengia hæffua hanum hema gest.» Sigord swarade: «Meth idert loff will iak spøria ider hwat idert naffn ær eller hwadan ære i kompne, [i haffua theth giort som engen torde theth før at gøra[24]: biuda myn herre kamp i hans egit land. Haffua i ekke hørt hwre mektwgen man han ær full well tor han kampa meth ider. [Æy worder han[25] hwat men i ære.» Tha swarade Widike Welandsson: «War høffuisman ær konung Tidrik vtaff Bern. Hanum fylger en konung aff Nyfflunge land som heter Gunar konung. Her ære oc flere raske drenge æn tog at iak them ekke neffner. Æn hwat tænker tw? Mon Ysung konung oc Sigord Swen tora at strida meth oss?» Sigord swarade: «Ey mon Ysung eller Sigord fly for ider i sit egit land, æn tog ati ære kompne aff Bern. Æ hwre theth ganga kan, tha giffuen io konungenom sin skat, som i hanum meth rætte plichtoge ærin, i magen theth wæll meth lika gøræ. Theth ær ider ængen skam, oc hanum ær theth en hedher.» Konung Tidrik swarade: «Mædan tw bær hans ærinde sa manneliga fram, tha skall iak wisseliga sænda hanum skatt. Han skall haffua en aff wara hæsta oc en aff wor skioll, ther om wilia wij kasta meth en tærning[26], ho theth miste skall.» The kastade meth terningana, tha tappade Amlung Hornboge søn. The toko hans hæst oc skioll oc fingo Sigord Swen. Sigord red then genaste wæg at slottit lag.


Kap. 187.

Amlinge rider efter Sigord Sven, för att få igen sin häst.

Amlung[27] angrade fast sin gode hæst. Han sagde till Widike Welandsson: «Lena mik Skimling thin hæst, iak will rida æffter hanum.» Widike swarade: «Ær theth then man iak tænker, tha far tw ekke tin hæst igen oc mag tw tapa en ther till.» Amlung swarade: «Mister iak thin hæst, tha skaltw æga alt mit rike. Theth ær 12 slot i Winland, them gaff mik myn fader oc tw skalt wara hans arffwinge oc ekke iak, oc faar tw ekke tin hæst igen. Iak skall antigge haffua myn hæst eller iak skall fa myn død.» Wideke fik hanum tha sin hæst Skimlung. Amlung stiger a hans baag oc rider fast æffter Sigord. Tha han fik hanum atsee, tha ropade han oc bad hanum at bida, oc sagde: «Iak will haffua myn hæst igen, iak haffuer lankt hem atrida.» Sigord swarade: «Hwat man æstw? Hwi talar tw sa dierffueliga till thenna hæst? Iak wæntar at thw faar hanum aldrey igen.» Amlung sagde: «Stig snart wtaff min hæst eller tw skall nw lata tit liiff.» Tha kende Sigord Amlung oc wiste at theth war hans frænde. Sigord talade tha till hanum: «Jak seer at tw wilt slaas meth mik om thenna hæst, her finnær tw well then man som tor kampa meth tik. Theth will jak tog nødig atgøra, faar tu aff mik meth winskap oc kerlek, tha skaltw bæter fa tin hæst. Slass tw meth mik: tw mister tha then tw sider vpa.» Amlung sagde: «Jak skall kampa meth tik, ganga sidan hwre theth mag.» Sigord swarade: «Ren nw manneliga till mik! Jak will nw holla qwar for tik.»


Kap. 188.

Amlinge och Sigord Sven ränna emot hvarandra. Huru Sigord Sven lät binda sig af Amlinge.

Amlung slog sin hæst meth sporana oc rende till aff alla makt, oc stak Sigord vpa hans skioll sa at hæstin bugnade wider nider i hasen oc glaffuen[28] brast sunder i tw. Sigord sagde: «Drengeliga war till ridit aff en vngan man oc kan wara at tw haffuer the frender i tina slækt som well kan meth riddarskap. Stig nw aff tin hæst oc giorde hanum fastare oc red[29] bade hanum oc tik som tw best kant. Tw torfft theth alt wid, om tw skalt ekke mista tin hæst.» Amlung giorde som han bad, tha slog Sigord sin hæst meth sporanar oc stak meth sit tiwkka spiwt mit vpa Amlungx skioll oc bar hanum lankt vtaff.

Sidan tog Sigord Skimling oc sagde till Amlung: «Ekke haffuer tw æn wunnet tin hæst oc tapat haffuer tw then hæst tw hiit red som tik haffuer kostad manga peninga. Om sa ær som mik tykker, at thethte ær Skimling Widekes hæst, oc mon tw nw faa owinskap aff hanum. Haffde tw lid[30] mit rad att, tha haffde theth ekke sa gangit.» Amlung swarade: «Her kan æn nw gott aff warda, æn tog at ilt ær till takit.» Sigord sagde: «Hwat wiltw giffua mik ther till at tw far tin hæst igen, oc then meth som tw nw tappade?» Amlung swarade: «Ther will iak giffua till alt theth iak kan, oc mik ær vtan skam oc myna frænder.» Sigord sagde[31]: «Jak sporde tig førra aatt hwat tit nampn war. [Tha wastw sa doll[32] at tw wilde ekke sigia mik theth. [Nw skaltw mik theth sigia om tw wilt haffua tin hæst igen[33].» Amlung swarade: «Haffde iak sakt tik mit nampn tha iak sat vpa min hæst meth mynæ wæria, tha haffde myna frender sakt at iak war rædder for tik. Iak køper ther [ænga hæsta[34] meth oc æy gwll æller peninga at iak skall wara fortalat i blan gode men.» Sigord swarade: «Iak will tik ther encte atspørie. Jak wet all lika well at tw æst her Hornboge søn, myn frænde. Iak uel hæller gøra tik priiss æn skam, ty will iak sigia tik mit naffn fore. Jak heter Sigord Swen.» Amlung swarade: «Mædan tw haffuer sakt mik tit nampn oc tik dreff engen nød till, tha will iak nw sigia tik mit nampn, om tw will theth swæria at iak skall ther ængen skam aff haffua.» Sigord sagde: «Tw skall ther ængen skam aff haffua.» «Tha heter iak Amlunge Hornboge søn oc ær thin frænde.» Sigord swarade: «Iak skall sa fly at thu skalt faa priiss af thenne ferd.» Tha steg Sigord af sin hæst oc sagde: «Kære frende, tag nw bada hæstana oc rid hem meth oc sig at tw want them aff mik. Thw skall nw først binda mik wid thenna lind her star, tag sidan mit spiwt meth tik oc myn skioll [oc myn hæst bort meth tigh[35].» Amlung giorde som han badh. Han band hanum wid linden meth en skioll rem oc sidan tog han hæstana oc red till sin herre igen.


Kap. 189.

Amlinge kommer hem med båda sina hästar.

Konung Tidrik stander vtan for pawlunit oc sagde: «Nw komber Amlung meth sin hæst. Haffde theth warit Sigord Swen, tha haffde han ekke wunnit hanum sa snart, vtan han haffuer sakt hanum at han war hans frende, oc Sigord haffuer sa giffuit hanum hæstana igen. Aldre tog han hæst aff Sigord Swen vtan hans wilia.» Tha steg Amlung aff hæstin. The sporde hure han fik sin hæst igen. Amlung swarade: «Jak stak hanum till iordena oc wan myn hæst aff hanum. Mit spiwt gik sunder oc theth helt war slet iak vpa hanum. Sidan bant iak hanum wid ena lind oc red iak sa fra hanum, oc star han ther æn nw bunden.» Tha swarade alla: «Tw haffuer[36] drengeliga thin hæst igen wunnet.» Wideke sagde till konung Tidrik: «Jak will rida tit som mannen ligger bunnen. Ær theth Sigord Swen, tha ær theth giort meth wilia at han lot binda sik.» Konung Tidrik bad hanum rida. [Wideke sagde[37]: «Thethta ær skam [at mannen[38] skall ther bunden liggia. Iak skall bort oc løsa hanum.» Sidan red han tit. Theth fik Sigord see at Wideke kom, tha slet han bonden sunder oc gik strax till slottit oc wilde ekke bida Widike. Tha Wideke kom till træd[39], tha lago ther banden sunder sliten oc spiwt bruten. Sidan red Wideke hem igen oc sagde konung Tidrik at «theth war sant som Amlung sagde, oc æy wiste han rættara.»


Kap. 190.

Sigord Sven framförer konung Didriks utmaning til konung Ysung.

Tha kom Sigord vp i borgena oc sagde till Yswng konung: «Jak war nær the goda herrar. Ther fan iak 13 kempar, the som kosteliga ære. Thera høffuitzman ær konung Tidrik aff Bern[40]. Wij haffua sport till them, nw faa wij wita hwre dana the ære, ty at konung Tidrik bød tik till kamp, sielff xiije som han ær oc sænde han tik en hæst. Then gaff iak min wen som mik møtte vpa wægin.» Konung Ysung swarade: «Biwder han mik till kamp, theth will iak gladeliga weta hanum, oc skall mik ther ekke [till dwælia[41]


Kap. 191.

Konungarne göra sig redo tillika med sina män.

Om morgonen æfftir stod Yswng konung op oc wapnade sig meth sinæ 11 søner. Sigord Swen war then xiije. Sigord tog konungens banner oc red for hanum. Yswng konung folde æffter oc hans søner. The haffde fagra skiolla oc hwita brynior oc blanka hielma som et glass. The haffde hwass swerd oc starka spiwt oc stora hæsta wæll wapnade. The waro oc sielffue starka oc hwar thera haffde et got hierta. Tha the komo for pawlunen, tha sagde Ysung konung [till konung Dydrik[42]: «Æstw sa fultage kæmpe som sagt ær, oc tw haffuer budit mik kamp: Tha wapna tik snart oc kom wt mot mik sielff xiije oc lat oss røna hwilkæ bætra drængia ære!» Konung Didrik swarade: «Jæffua[43]! Ther encte vti ther fore haffuer iak ridit en langan wæg, at iak wilde kampa meth tik oc forsøke om tw haffuer hwassare swerd eller hardare hielma, æn wij haffua.» Yswng oc hans søner stigo aff sina hæsta. Her Tidrik[44] wapnade sig snart oc gik mot hanum. The skikkada saman[45] two oc two, oc loffuade theth at engen skulde then andra hielpa.


Kap. 192.

Heyms envig med den yngste af konung Ysungs söner.

Heym hin grymme beginnada then førsta kamp meth then yngxta konungs søn. The kampade manneliga ena langa stwnd. Tha giordis konungens søn fast wreder. Han kastade skiollen fra sig oc tok swerdit meth bade hænder oc hog vppa Heyms[46] hielm sa athan full om kull oc konungens søn vppa hanum, oc sagde till hanum: «Wiltw liffua sa lig qwar mædan iak binder tik.» Heym wilde ekke qwar liggia oc brøs[47] fast i mot. Tha slog konungens son hanum meth sin næffua vtan vppa hielmen wid øret, sa at hielmen swignade for hanum oc bloden sprang aff hans næsa oc mwn sa at han nær danade. Tha wore bundne bade hans hænder oc hans føter. Konungens søn støtte sit spiwt skafft i iordena oc bant hanum ther wider. Sidan gik han till sin fader igen.


Kap. 193.

Herbrand Widfernings envig med den andre konunga-sonen.

Tha gik fram Brand Widfarling. Mot hanum kom then andra konungs søn. The slogos bade lenge oc manneliga, oc ekke[48] sparde the sin wapn. Tha fik Brand 5 saar oc blødde ganske fast, ty fioll han till jordena oc gaff sina wapn vp. Konungens søn bant hanum wid et spiwt skafft oc gik sidan till sin fader igen.


Kap. 194

Wildefers envig med den tredje konunga-sonen.

Tha kom[49] then tridia konungs søn. Mot hanum gik Wildefer. The slogos starkeliga oc lenge, ther matte sees stora hwg. Konungens søn fik 5 saar oc Wildefer fik 7 sar oc all stor oc bloden forløp hanum fast, ty møddis han oc full om kull. Konungens søn bant hanum oc gik till sin fader igen.


Kap. 195.

Sintrams envig med den fjerde konunga-sonen.

Tha gik fram then fierde konungs søn. Mot hanum gik Sintram aff Venedi. The huggos bade tit oc hart, hwargen wilde for annan wika. [Sintrams swerd bet sa wæll a stall som a klæde[50], ty fik konungens søn 3 sar oc alla stor. Tha hiog konungens søn till Sintram aff alla makt vppa hans hielm sa at swerdit brast funder i hieltit. Tog bar han skiollen for sik, han wilde hæller dø æn fly. Han løp till Sintram meth sin skioll sa fast at Sintram fioll om kwll, oc æy kom han op før æn [hanum worde bunnen[51] bade hænder oc føter. Konungens søn gik till sin fader igen oc rosade mykit aff thera siger.


Kap. 196.

Fasholt hin stoltes envig med den femte konunga-sonen.

Tha gik fram Fasholt hin stolte. Hanum møtte then ve konungs søn, oc byriade at kampa. The ware bade starka, hwar gaff androm mang slag. Theth kunde ængen see hwilken thera ther bæter matte, hwargen wilde wika for then andra. Tha fik hwar thera tw stor[52] saar. Tha hiog konungens søn sa stort et hug a Fasholts hielm theth han fioll om kwll oc beswimade. Konungens søn stod oc sag vpa hanum oc sagde: «Sa mykin en kæmpe som tw æft oc en høffwisk[53] riddare, hwi skal tw falla for ens mans hug? [Stad op oc wær tik[54]!» Sidan sprang Fasholt vp oc gingo till samans oc slogos ganske manneliga. Konungens søn sagde: «Thethte ær skam at en man skall sa lenge standa for mik. Iak mente allene fa siger aff alla thesse 13 kæmpar om iak wilde.» Han hiog vpa Fasholts hielm sa at han fioll vm kull, oc wort strax bunden. Ther stodo 5 spiwtskafft i jordena. Yswngx men ære nw glada, ty the haffua wunnit mykin siger.


Kap. 197.

Amlinges envig med den sjette konunga-sonen.

Tha talade Amlung: «Thethta war i en onda stund at Didrik konung hit kom mædan han sielff oc alla hans men skulæ her bunna warda. Han matte heller hema warit i Bern oc takit sit land wara.» Amlung sagde till sin fader: «Tak myn hielm oc bint vpa mit huffuod, oc myn skioll a myn winstra arm, theth hardaste ther tw kant. Jak swer theth a myna tro: Iak skall mik æy bindæ lata. Iak skall før huggen warda sa sma som en fisk, oc ey skule Ysungx men stydia thera spiwt skafft wid min ryg.» Sidan gik han fram diarffueliga. Honum møtte then vje konungs søn. The kampade aff mykit hugmod, bade hart oc lenge. Amlung tænkte: «Jak warder mit liiff bæter waga om her skall nogon priiss aff worde.» Han tog sit swerd meth bada hender oc hiog till konungens søn vpa hans hielm oc theth kunde ekke bita a then harda hielm, tog fioll konungens søn vm kwll, oc Amlung fioll vpa hanum oc bad hanum giffua sik om han wilde liffua, «oc skall iak nw binda tik wiltw oc løsa min gode wen Fasholt oc Brand Widferling, tha will iak ekke binda tik.» Konungens søn sagde sig theth gøra wilia. Sidan worde the løste oc gik hwar till syna men. Sigord Swen haffde skikkat mot Amlunge then wekaste [konungs søn[55], ty at Amlung war hans frænde.


Kap. 198.

Hornboge Jarls envig med den sjunde konunga-sonen.

Tha gik fram Hornboge iarll. Mot hanum kom then viie konungs søn. The kampade wæll oc drengeliga meth mykin manhet. Ty Hornboge war gamall oc han haffde en stark kæmpe for sik, [ty matte han falla for the stora hwg han fik[56] aff konungens søn. Sidan wart han bunden oc skildis the sa att.


Kap. 199.

Hagens envig med den åttonde konunga-sonen.

[Tha gik fram Helte van Hagen[57]. Mot hanum kom then viijekonungs søn. The slogos manneliga. The huggæ hwar vppa annars hielma sa at elden fløg vtaff. Haffde theth warit mørk natt som tha war dag, tha matte man well haffua seet aff then eld som aff thera hielma gik. Hwargen wilde for then andra wika. Tha hiog konungens søn till Hagen oc giorde hanum try stor saar. Sidan fioll han oc wort bunden wid sit spiwt skafft. Konungens søn gik till sin fader oc sagde sa at flere skulde fara.


Kap. 200.

Detzleff Danskes envig med den nionde konunga-sonen.

Tha gik fram Detzleff Danske. Honum møtte then ixe konungs søn. The kampade meth mykit hugmod. The hwggo bade tit oc hart. The huggo sa tit at næpliga kunde man thera swærd see. Sa lenge slogos the at the waro bade trøtte, sidan sattis the nider oc hwiltis. Detzleff sagde till konungens søn: «Wil tw beholla tit liiff, [tha giff tik nw fangen oc iak will binda tig[58].» Konungens søn swarade: «Ey giffuer iak mik æn fongen for tik æn tog at thu est dansker. Thu skalt før fonga stor hug aff mit swerd, e hwre god kæmpe tw æst. Iak hopas at tw skalt æn warda min fanga i dag.» Sidan lopo the saman oc slogos trøsteliga, sa lenge at the waro trøtte. Tha tog till at mørkia aff nattena. Tidrik konung tog en skioll oc annan Isung oc skildo them att, oc tha war æn[59] engen thera saar oc hwargen haffde priis aff annan. Ysung konung sagde till Tidrik konung: «Natten far nw [skilia oss[60] att. Wij seem nw æy længer slass, ty wilia wij hem rida oc tina men skulæ her liggia bundne till i morgen iak her igen komber. Tha wilia wij røna oss vpa nya oc wara raske drengia. I morgen afftan skaltw liggia bunden i then sama stad tw stander nw, tha haffuer tw werffuat[61] tit ærinde i mit land.» Oc ther meth skildis the aat. Ysung konung red hem oc alla hans men ære glade. Konung Didrik gik[62] i sit pawlun. Annan dagin ther liwst war tha kom Yswng konung oc hans søner. Didrik konung møtte hanum meth sinæ men. Tha gingo saman Detzleff oc then sama konungs søn oc slogos trøsteliga sa lenge at Detzleff fik seger. Han slog konungens søn theth han lag. Tha sagde Detzleff till hanum: «Iak skall nw dræpa tik vtan tw løser Hagen min gode wen.» Konungens søn sagdis theth gerna wilia gøra. Tha wart Hagen løss. Konungens søn gik till sin fader.


Kap. 201.

Hillebrands envig med den tionde konunga-sonen.

Tha gik fram Hillebrand. Hanum møtte then xe konungs søn. The kampade manneliga. Konungens son fik 3 saar, Hillebrand hiog vpa hans hielm sa swerdit brast sunder i hieltit. Tha gik konungens søn till hanum oc tog hanum meth hænderna oc lagde hanum nider oc bant hanum. Han gik sidan till sin fader. Tha waro fast glada Britanea men for thera siger.


Kap. 202.

Konung Gunnars och Konung Ysungs envig.

Tha gik fram [konung Gunnar aff Nøfflinge land[63]. Hanum møtte konung Ysung. The two konunga stridde manneliga, engen wilde for then andra wika tog war Ysung konung mykit starkare. Tha wreddis Ysunger konung athan skulde ekke seger fa sa snart som han wilde. Han hiog a konung Gunnars hielm, han war sa hard at swerdit brast i tw stycke. Tha tog Ysung et stycke [aff et[64] spiwtskafft som Hagen haffde warit bunden meth oc slog vpa konung Gunnars hielm sa at han størte oc blod sprang hanum bada aff næsa oc mwn. Sidan bant Ysung hanum oc gik sa fra hanum oc [sagde:[65] «Thesse men haffde got ærinde hiit.»


Kap. 203.

Widikes envig med den elfte konunga-sonen.

Tha gik fram hin starke Wideke. Hanum møtte then xj. konungs son. Han war starkare æn nokor hans brøder. The striddo hardeliga, oc mykit fastare æn nogor haffde før giort oc engen sag en manneligare kamp. Tha kom Widike i hwgh hwre got et swerd Mymming war oc hwre mykin trøst han haffde aff theth nar han stridde skulde. [Han tog Mimming meth bada hender oppa konungens sons hielm oc hiog et stort stykke bort aff hielmen. Ther folde en deell aff haret oc fik[66] han tha et litit saar. Tha hiog han et annat hog a hans laar at sunder gik ben wapen oc nær laret vtaff. Wideke talade till Yswng konung: «Tw skalt nw løsa lata alla myna stalbrøder eller skall iak dræpa tin ælszte søn.» Konungen swarade: «Iak later them ekke løsa før æn min son ær offuerwunnen. Mik tykker hanum skadar æn encte.» Tha ropade konungens son till sin fader: «Gør hans wilia eller giæller theth mit liiff. Han haffuer en diæffuell i sinæ hænder. Engen kæmpæ mag for hanum standa.» Ysung swarade: «Jak will løsa en man for tik oc ekke flere.» Wideke sagde: «Løser tw æy alla myna stalbrøder, tha skall iak først hwgga huffuodit aff thin son oc sidan aff tik sielff. Æy skall Mymming komma i sina skida før æn alla wara men ære alla løsæ.» Sidan løp han till oc hiog sunder hwart theth spiwtskafft han fan oc løste alla her Tidrikx men, sidan løp han at konungens son som meth hanum haffde kampat oc wilde dræpa han. Tha løp Iswng konung oc Sigord Swen [som Didrik bad[67] i mellom them ok forlikte them, oc giorde them till wener. Tha wara alla løsa vpa bade sidor.


Kap. 204.

Konung Didriks och Sigord Svens första envig.

Cod. Pal. germ. 359, ca. 1418:
Her Tidrik hiog bade tit oc hart, i hwart hug tog han io et stykke antigge aff hielm skioll eller bryniæ.
Nw tager konung Tydrik sit swerd Ekkesax oc gik fram vpa wallen fra alla sina men. Sigord Swen gik mot hanum oc haffde sit swerd Gram i hænder. The møttis dierffueliga oc huggos aff mykin makt oc engen spar then annan. The baro theris swerd hwar thera offuer[68] annars huffuod meth mykin grimhet. Aff thera hag[69] gik sa mykin gny at theris wenner ræddes om them badan. Thethta war en grymeligen kamp, the slogos en ganszkan dag. Tha mørke tog tha Ysung konung sin skioll oc Widike annan oc gingo mellom oc skilde them att. Ysung red hem meth sinæ men. Didrik konung bleff i pawlun meth sinæ men oc ware ganske glade om afftanen.


Kap. 205.

Konung Didriks och Sigord Svens andra envig.

Om morgon arla kom Yswng igen. The byriade sin kamp aff nyæ, her Tidrik oc Sigord Swen. [The slogos meth mykit hoffmod till thess the ware bade trøtte. The hwilte sik en litin stwnd, sidan[70] gingo the samans oc slogos. The haffde sa got harnisk at engen thera wart saar. The slogos all then dag sa lenge at natten skilde them aatt. Ysung red till slottit oc Didrik bleff i pawlunit.


Kap. 206.

Konung Didrik lånar Widikes svärd, Memming.

Widike talade till Tidrik: «Hwre trøster tw tik herra? Mik tykker tw haffuer en fultage man at kampa meth, tog kan engen skøn hwilken ider som winna mag, oc engen ider ær æn saar.» Konung Tidrik swarade: «Iak wet æy hwre theth gar till, han haffuer sa hard en hud at mit swerd biter ther encte vppa. Hon ær hardare æn nogor brynia. Wiltw læna mik tit swerd Mimming? Iak mener theth biter vpa hans hud oc han redis mykit for tit swerd. Iak matte swæria hanum en ed i dag, at Mimming war ekke i myna hand.» Widike swarade: «Tw mat mik ther encte om bidia. Mymming war æn aldre fra mik, vtan[71] tha Heym tog theth fra mik oc skall theth ekke offtara skee.» Konungen swarade wredeliga: «Tw holler mik ekke bæter æn min stalswen oc aldre worde wy nw gode wenner mer.» Wideke swarade: «Haffuer iak noget illa talat, tha will iak ther meth bøta at iak will lænæ tik swerdit sa at engen wistedh vtan the two ena oc worde tig gagn att.» Sidan lagdis the nider at soffua.


Kap. 207.

Konung Didriks och Sigord Svens tredje envig.

[Om morgonen arla[72] tha kom ther Ysung konung meth sina søner. Tidrik stod meth dragit swerd oc bad Sigord komma. Sigord swarade: «Tw skall swæria mik en ed, at tw haffuer ekke Widekis swerd Mimming. Mot[73] theth swerd will iak ekke slass.» Tha swor konung Tidrik hanum en ed oc satte swerdit wid sin ryg, oc hiolt i hieltit oc støtte[74] vdden nider i iordena oc bad sik sa gud till hielp athan «icke wiste Mymmingx wd for offuan iord oc æy hans handfang i noger mans hand.» Theth behagade Sigord wæll. Sidan gingo the saman oc slogos. Her Tidrik hiog bade tit oc hart, i hwart hug tog han io et stykke antigge aff hielm skioll eller bryniæ. Tha fik Sigord 5 saar. Sidan kom hanum i hug at Tidrik haffde falskeliga sworit eden, oc kende han giorla Mymmingx æg. Tha sagde han till her Tidrik: «Jak will giffua min wapn op for tik, ty tw æst en fultage man. Jak haffuer ther ængen skam wtaff at iak tiænir tolken herre som tw æst, hellre æn iak mister mit liiff.» Tha gaff Sigord op konung Tidrik sin wapn. Tidrik giorde hanum till sin man oc tykte hanum haffua fongit en raskan man. Her Tidrik oc hans men ware nw ganske glada, oc rosade nw mykin aff sinæ færd. Yswng oc hans søner ware ganske oglade for thy at thera beszta kæmpa haffde fongit osiger som the mest trøst vpa haffde.


Kap. 208.

Amlinge får konung Ysungs dotter, Walburg. Konung Didrik och hans kämpar draga hem till Bern igen.

Didrik konung oc Yswng konung giorde en winskap sigh i mellom, gaffuo hwar androm stora gaffuor. Sigord Swen gaff Hornboge iarll stora gaffuor. Theth kom Sigord a stad, at Yswnger gaff Amlung sinæ dotter som Walburg[75] het, hon war ganske fager. Didrik konung drak brylløp før han bort foor. Theth stod i 5 daga meth pipara oc meth basunara oc alskøns leke. Sidan red konung Tydrik tædan oc Sigord Swen meth hanum. Amlung oc hans hwstrv the folde oc meth. Hon[76] haffde mykit gwll oc silff meth sik. Didrik for then samma wæg igen. Han kom till Bern meth alla sinæ men. Hanum war ther well fagnad, hans priiss woxte jo mer oc mer. Hans loff[77] stonder offuer alla werldena oc mag han nw sitia meth mak[78] i sit rike ty at engen torde hanum kamp biuda.


Hyltén-Cavallius' 1854-utgave


Fornsvensk(æ).jpg er gjengitt som ꜹ, -eth.jpg er gjengitt som ʒ.



Kap. 180.

Konung Didrik och hans kämpar komma till Britania skog, hvarest resen Edger låg till land-värn.

Tꜧa gik tidrik till ſiŋ ꜧꜹſt oc ſprang i ſadell vtaŋ ẏ ſtad . ſa giorde oc flere aff ꜧans kꜹmpar Brand rider nw for tꜧeɱ . Tidrik konung effteranuɱ ſielff xije/ tꜧe rido offuer ſtora ſkogꜹ oc øknar tꜧer konung tidrik ꜧaffde ꜹẏ førra warit . Tꜧe komo till eŋ ſtoraŋ ſkog ſoɱ kallas britanea ſkog . Tꜧa wꜹnde brand ſiŋ ꜧeſt oɱ kring . oc ſagde till konungeŋ ./ A tꜧenne ſkog ligger eŋ ſtor reſe . [ſoɱ edger ꜧeter . broder widulff[s] oc aſplians[79]/ ꜧaŋ ligger ꜧer till landwꜹrŋ . a konungens wegna ſoɱ iak[80] etꜧer aff ſakt ꜧaffuer/ wij ꜧaffuoɱ engeŋ annaŋ wꜹg . ꜹŋ offuer tꜧenna ſkog . oɱ tw wilt finna ẏſwng konung . tꜧenna reſe ꜹr ſa ſtrax [? ſtark]/ iak wꜹntar at ꜧans |[81] maka [ꜹr] ꜹẏ till . Rida nw fore ꜧo tꜧer will/ ekke will iak ridꜹ offuer ſkogeŋ wtaŋ wij rida alla ſamaŋ . Tꜧa ſwarade wꜹdike welandſſ . konungeŋ mag ꜧolla ꜧer quar oc i alla Jak will rida vpa ſkogeŋ oc bidia reſeŋ oɱ loff at wij mogoɱ fraɱ draga . mik ꜹr ſakt at wij ꜹre frꜹnder . tẏ kaŋ wara atꜧaŋ loffuar oſſ fraɱ rida . will ꜧaŋ ekke/ tꜧa renner iak ſtrax mot ider igeŋ . konungeŋ ſagde at tꜧʒ war et got rad .


Kap. 181.

Widike rider fram i skogen till Edger rese, och öfvervinner honom. Resen följer Widike till sitt jord-hus. Resens död.

Wideke red nw fraɱ i ſkogeŋ . ꜧaŋ faŋ ꜧwar reſeŋ lag oc ſoff . ꜧaŋ ꜧaffde tiwkka beŋ oc ſtora arma/ oc eŋ ſtoraŋ krop oc ſtort ꜧuffuod . [melloɱ ꜧans øgoŋ wara twa alna[82]/ tꜧer ꜹffter war allaŋ ꜧans wext . ꜧaŋ bleſte ſa faſt mꜹdaŋ ꜧaŋ ſoff . at qwiſtana aff trꜹnꜹ ſwiknada[83] for ꜧanuɱ . Wideke ſteg aff ſiŋ ꜧꜹſt . oc bant ꜧanuɱ wid et trꜹ Sidaŋ ſtøtte ꜧaŋ reſeŋ mʒ ſiŋ fot oc bad ꜧanuɱ vpatſta . oc wꜹria ſig/ oc ſagde/ illa waktar . tw konungens land medaŋ tw ſoffuer ſa faſt . Refeŋ waknade oc ſag at manneŋ ſtod nꜹr ꜧanuɱ . Haŋ reddis ꜹẏ mẏkit for ꜧanuɱ/ ꜧaŋ ſagde till widike . Jak [ſtundoɱ ſoffuer oc ſtundoɱ[84] waker oc rꜹds iak ꜹẏ mẏkit for tik . ꜧwat maŋ ꜹſtw . ꜧwi wokte tw mik . Jak rader tik at tw far tiŋ wꜹg . oc lad[85] tinꜹ ſtora ord . mik tẏkker mẏkit fore at ſtanda op oc drꜹpa ꜹẏ mera ꜹŋ eŋ maŋ . [Sidaŋ ſoffnade reſeŋ[86] . tꜧa drog widike ſit ſwerd mimming oc ſtøtte ſiŋ fot a reſens ſida ſa at ſunder braſt tw riff i ꜧanuɱ . Reſeŋ ſprang op mʒ mẏkiŋ wrede . oc ſlog at |[87] wideke mʒ ſiŋ jarŋ ſtang . ꜧaŋ tog ſik till wara tꜧʒ beſʒta ꜧaŋ kunde . ꜧaŋ vntſprang oc [stang] rakade ꜧanuɱ ekke . tẏ at ꜧoŋ koɱ diwpt i jordena . melloɱ tw berg . oc tꜧer ſat ſtangeŋ faſt . konung tẏdrik ꜧørde tꜧʒ ſtora ſlag . tꜧa ſagde brand widferling . nw ſlog Reſeŋ wideke i ꜧꜹll . oc lat oſſ ꜹŋ betida flẏ . tꜧa ſkøt reſeŋ et ſpiwt till widike oc rakade ꜧanuɱ ekke . tꜧa ꜧiwg widike et ſtẏcke aff reſens laar . at ꜹngeŋ ꜧꜹſt gat mera burit/ oc ſidaŋ ꜧiog ꜧaŋ flere ꜧwg . oc [gaff reſeŋ manga ſaar[88] . tꜧa ſtørte reſeŋ oɱ kull ./ oc wilde gerna ꜧaffua fallit vpa widike oc kunde ꜧanuɱ ekke raka . Tꜧa ſagde konung tẏdriks meŋ at reſeŋ ꜧaffde drꜹpit widike . ſomme ſagde at Reſeŋ fioll . widike ſagde till reſeŋ . jak ſkall nw ꜧugga tit ꜧuffuod aff . Reſeŋ ſwarade Jak will giffua tik gwll oc ſilffuer tꜧʒ mꜹſta tw willt ꜧaffua oc kꜹreerre lat mik liffua . Tꜧa ſagde wideke følg mik tit oc wiiſ mek ꜧwar tꜧʒ ꜹr/ tꜧa ſtod reſeŋ op oc war faſt trøtter/ oc mẏkit aff ꜧans blod war wtlopeŋ . tꜧe gingo i ſkogeŋ tꜧer lag eŋ ſteŋ oc eŋ ſtor iarŋ ring vti . Reſeŋ bad ꜧanuɱ taka op ſteneŋ . ꜧꜹr ꜹr gwll oc ſilffuer vp vnder . Wideke lyffte mʒ bada ꜧꜹnder oc gat ekke rørt ſteneŋ . Sidaŋ bad ꜧaŋ reſeŋ taka bort ſteneŋ ſa framt at ꜧaŋ wilde liffua . Tꜧa tog reſeŋ nødoger tꜧenna ſteŋ oc kaſtade bort mʒ ena ſina ꜧand . vnder ſteneŋ war eŋ dør . tꜧer war et ꜧws fult mʒ gwll oc ſilffuer . Reſeŋ |[89] bad widike ganga nider oc taka gwllit . widike torde ekke ꜧaŋ frẏktade at reſeŋ ſkulde leggia ſteneŋ vpa ꜧolit oc ſidaŋ komꜹ ꜧaŋ aldrig tꜹdaŋ . widike bad reſeŋ ga nider i ꜧwſit/ oc bar op ſwerdit mʒ bade ꜧꜹnder . oc ꜧiog ꜧanuɱ ꜧuffuodit aff .


Kap. 182.

Huru Widike gäckades med sina stallbröder.

Wideke tog ꜧans twnga oc blodgade ſit ꜧarniſk oc ſiŋ ꜧꜹſt/ oc twngona bant ꜧaŋ i maneŋ for iartekne ſkuld . tẏ ꜧaŋ wilde ekke liwga/ Tꜧa ſteg ꜧaŋ a ſiŋ ꜧꜹſt oc rende alt tꜧʒ ꜧaŋ kunde . mot ꜧer tidrik . oc ꜧafde dragit ſwerd i ꜧandena[90] . oc ropade ſoɱ ꜧaŋ war galen/ flẏr kꜹre wener . Reſeŋ ꜧaffuer giort mik illa ſaar/ ſa gør ꜧaŋ oc ider oɱ i wileŋ bida/ tꜧa tꜧe widekis rop ꜧørde . tꜧa flẏdde tꜧe alla ſamaŋ vtaŋ tidrik vaŋ berne/ ꜧaŋ wꜹnde ſiŋ ꜧꜹſt mot wideke/ oc drog ſit ſwerd oc ſagde till widike/ kꜹre wideke fly ekke oc mẏnſ vpa ꜧwat wij ꜧaffua loffuat . at engeŋ war ſkall fra tꜧeŋ andra flẏ . tꜧenne reſe wilia wij wꜹll beſta oɱ wij ꜹre bade ſamaŋ Sidaŋ ſagde widike konungenoɱ ꜧwre tꜧer oɱ war . tꜧa low konungeŋ at ꜧinꜹ ſoɱ flẏt ꜧaffde . Nw ſag[91] gunnar konung oc flere ꜧans metfẏlgiara ſoɱ flẏt ꜧaffde at wideke oc konung tydrik kome ekke ꜹffter tꜧeɱ . Tꜧer vpa wiſte tꜧe at wideke ꜧaffde darat tꜧeɱ . Tꜧe wꜹnda tꜧeris ꜧꜹſta/ widike talade till konung gunnar oc flere aff tꜧeɱ/ oc bad tꜧeɱ ekke taga till mẏſtẏcke at ꜧaŋ ſa ꜧaffde giort . iak will tꜧʒ gerna wid ider bøta mʒ gwll oc ſilffuer oc peninga ꜧuat i ꜧaffua wilia . Tꜧe ſwarade alla i ſꜹnder/ wij wilia gerna giffua tik till . gud lata oſſ aldre |[92] mer flẏ tꜧʒ war mer war ſkull ꜹŋ tiŋ


Kap. 183.

Widike förer sina stallbröder till jordhuset, der resen hade sitt gull och silfver.

Sidaŋ rido tꜧe alla vtoffuer ſkogeŋ oc rido oc ſkoddo[93] ꜧwar reſeŋ ꜧaffde fallit/ oc ſago ꜧwar ſtongeŋ ꜧade takit i iordena . ſidaŋ gingo tꜧe till tꜧʒ ꜧwſſ ſoɱ reſeŋ i lag oc togo tꜧer gwll oc ſilff . oc koſteliga klenodia tꜧʒ ꜧørde konung ẏſwng till/ oc ſomt ꜧaffde reſeŋ aff danmark mʒ ſig . Tidrik talade till widike mik tẏkker rad at wij lata tꜧʒta gull ꜧer bliffua till tꜧeſſ wij igeŋ koma . wij wilia ſlaſſ mʒ ẏſwng konung oc ſe ꜧwat ſiger wij faa . Skilias wij gode wenner att ./ tꜧa will iak encte ꜧaffua aff ꜧans gwll oc peninga


Kap. 184.

Kämparne rida öfver skogen, och slå sina paulun framför konung Ysungs borg. Sigord Sven förtäljer konungen tidende.

Sidaŋ redo tꜧe vtoffuer ſkogeŋ . tꜧa ſago tꜧe ꜧwar eŋ borg ſtod . øffuer et ꜧøgt berg . tꜧer ſlogo tꜧe tꜧeris pawluŋ . ꜧart vtaŋ fore ſlottit . [Sigord ſweŋ ſtod i wigſkaleŋ oc ſag tꜧenne tidende[94] ꜧaŋ gik jŋ fore konungeŋ oc ſagde till ꜧanuɱ . iak ſag eŋ tidende ſoɱ mik tẏkker ſtor wara oc ekke litiŋ/ ꜧer ꜹr ſlagit et pawluŋ vtaŋ for ſlottit . oc ꜧaffuer iak ꜹẏ tolket før ſet/ tꜧer ſtar offwaŋ vpa eŋ ſtor knap af gwll . [oc tꜧer ſtar et annat tiell oc ꜹr røt oc ꜹr oc eŋ gull knap vppa ./[95] tꜧʒ tridia tiell ꜹr grønt/ Ꜹŋ ſtanda tꜧer tw tiell oc tꜧe ꜹre bade ꜧwit oc gwll knappa vpa . Jak wentar at ꜹngeŋ ꜧaffuer ſeet koſteligara pawluŋ/ vtaŋ for tꜧʒ førſta pawluŋ . tꜧer ꜧꜹngia xiij ſkiolla .


Kap. 185.

Sigord Sven igenkänner kämparne på deras sköldar, och beder att få rida bort och spörja deras ärende.

Konung ſagde kenner tw nogra aff tꜧe ſkiolla Ja[96] ſagde ſigord . mik tẏkker[97] ſa at iak tꜧeɱ kenna ſkall . tꜧer ꜧengde eŋ bla ſkiold/ oc |[98] ſtod eŋ ꜧꜹſt vti tꜧʒ fører ꜧeiɱ ꜧiŋ ꜧogmoduge . A tꜧeŋ andra ſkioll ſtod eŋ forgẏlt ꜧøk oc twa[99] fugla flẏga for ꜧanuɱ . tꜧʒ ꜹr nokoŋ aff mẏna frꜹnder . iak wꜹntar at tꜧʒ ꜹr ꜧornboge iarll . A tꜧeŋ tridia ſkioll ſtander ꜧammar oc tong . oc iij karbunkla ſtena . tꜧeŋ fører wideke welandſſ . A tꜧeŋ fierde ſkioll ſtar oc et leoŋ . aff gwll . mʒ kronꜹ tꜧeŋ fører didrik vaŋ berŋ . A tꜧeŋ fempte ſkiold ſtar eŋ forgẏlt ørŋ mʒ kronꜹ tꜧʒ fører konung gunnar/ A tꜧeŋ vje ſkioll ſtar oc eŋ ørŋ tꜧʒ fører [ꜧellit ꜧageŋ[100] . A tꜧeŋ vije ſkiold . ſtander eŋ liwng eld . tꜧeŋ fører brand widfarling . A tꜧeŋ viije ſkiold ſtar et leoŋ vtaŋ krona . tꜧeŋ fører faſꜧolt ꜧiŋ ſtolte . A tꜧeŋ ixe ſkiold ſtar eŋ draka brwŋ oc rød . tꜧeŋ fører ſintraɱ aff venedi . A tꜧeŋ xe ſkioll ſtar eŋ borg ſkafft ſoɱ berŋ . tꜧʒ fører meſter ꜧillebrand . A tꜧeŋ xje ſkioll ſtar eŋ galt oc eŋ biorŋ tꜧeŋ fører wildefer . A tꜧeŋ xije ſkioll ſtar eŋ fill[101] tꜧeŋ fører detʒleff danſke . A tꜧeŋ xiije ſkioll ſtar eŋ ꜧøk . tꜧeŋ fører gernꜧolt ꜧagens broder . Oc tẏkker mik ſa ſagde ſigord ſoɱ frꜹmande kempar ꜹre kompne i wart land . ꜹ ꜧuat ꜹrinde tꜧe ꜧaffua . lat mik rida ꜧerra oc fa at wita ꜧo tꜧe ꜹre ſoɱ ſa dierffueliga ꜧaffua ſlagit tꜧera pawluŋ for wort ſlot . oc ſwa ꜧogmoduge ꜹre . oc vtaŋ ider wilia ꜹre kompne i wort land konungeŋ ſagde iak will ſꜹnda tꜧeɱ |[102] eŋ myndre maŋ oc krꜹffuia ſkat oc toll ſoɱ gamall ſid ꜹr . aff tꜧeɱ ſa frampt at tꜧe wilia beꜧolla tꜧeris liiff . Sigord ſagde . [tit ſkall[103] ꜹngeŋ rida vtaŋ iak/


Kap. 186.

Sigord Sven kräfver skatt af konung Didrik.

ꜧaŋ tog ſik wapŋ oc onda klꜹder oc eŋ litiŋ ꜧꜹſt oc red aff ſlottit vtaŋ ſadell ſoɱ ꜧaŋ ware [eŋ ſlꜹtter dreng[104] . tꜧa ꜧaŋ koɱ fore pawlun[it] . tꜧa ſteg ꜧaŋ aff ſiŋ ꜧꜹſt/ oc gik iŋ føre tꜧe ꜧerra . oc førſtꜹr oc ſagde ꜧele ſitia i gode drenge/ Jak ꜧelſade ider gerna wid[105] ꜧwars iders napŋ oɱ iak wiſte ꜧwat i ꜧeta . Tꜧe ſwarade oc bade ꜧanuɱ wꜹlkomeŋ wara . Sigord ſporde wilia i nokoŋ[106] ſkatt wtgøra ſoɱ ꜧer ꜹr eŋ gamall ſidwꜹnia . [for wiſt will iak konunga ſkatt aff ider ꜧaffua[107] . wilia i tꜧʒ ꜹẏ mʒ godo gøra . tꜧa miſte i tꜧer offuer liiff oc gots . oc alt tꜧʒ i ꜧaffua mʒ at fara . konung tidrik ſwarade/ wij komꜹ ekke for tẏ ꜧit . at giffua tiŋ konung ſkatt . mit ꜹrinde ꜹr tꜧʒ at iak will kampꜹ mʒ ꜧanuɱ oc ſig tiŋ ꜧerra ſa igeŋ . oc før wij at ſkilias tꜧa ſkall ꜧaŋ ſigia at drengia ꜧꜹffua ꜧanuɱ ꜧema geſt . Sigord ſwarade/ mʒ idert loff will iak ſpøria ider ꜧwat idert naffŋ ꜹr eller ꜧwadaŋ ꜹre i kompne [i ꜧaffua tꜧʒ giort ſoɱ engeŋ torde tꜧʒ før at gøra[108] . biuda myŋerre kamp i ꜧans egit land . ꜧaffua i ekke ꜧørt ꜧwre mektwgeŋ maŋ ꜧaŋ ꜹr full well tor ꜧaŋ kampa mʒ ider . [ꜹẏ worder ꜧaŋ[109] ꜧwat meŋ i ꜹre . Tꜧa ſwarade widike welandſſoŋ war ꜧøffuiſmaŋ ꜹr konung tidrik vtaff berŋ . ꜧanuɱ fẏlger eŋ konung aff nẏfflunge land ſoɱ ꜧeter gunar konung. ꜧer ꜹre oc flere raſke drenge |[110] ꜹŋ tog at iak tꜧeɱ ekke neffner/ ꜹŋ ꜧwat tꜹnker tw . moŋ ẏſung konung oc ſigord ſweŋ tora at ſtrida mʒ oſſ . Sigord ſwarade ey moŋ ẏſung eller ſigord flẏ for ider i ſit egit land/ ꜹŋ tog ati ꜹre kompne aff berŋ . ꜹ ꜧwre tꜧʒ ganga kaŋ . tꜧa giffueŋ io konungenoɱ ſiŋ ſkat . ſoɱ i ꜧanuɱ mʒ rꜹtte plicꜧtoge ꜹriŋ/ i mageŋ tꜧʒ wꜹll mʒ lika gørꜹ/ tꜧʒ ꜹr ider ꜹngeŋ ſkaɱ . oc ꜧanuɱ ꜹr tꜧʒ eŋ ꜧedꜧer/ konung tidrik ſwarade mꜹdaŋ tw bꜹr ꜧans ꜹrinde ſa manneliga fraɱ . tꜧa ſkall iak wiſſeliga ſꜹnda ꜧanuɱ ſkatt . ꜧaŋ ſkall ꜧaffua eŋ aff wara ꜧꜹſta . oc eŋ aff wor ſkioll tꜧer oɱ wilia wij kaſta mʒ eŋ tꜹrning[111] . ꜧo tꜧʒ miſte ſkall . tꜧe kaſtade mʒ terningana . tꜧa tappade Amlung ꜧornboge ſøŋ . tꜧe toko ꜧans ꜧꜹſt oc ſkioll oc fingo ſigord ſweŋ . Sigord red tꜧeŋ genaſte wꜹg at ſlottit lag .


Kap. 187.

Amlinge rider efter Sigord Sven, för att få igen sin häst.

Amlung[112] angrade faſt ſiŋ gode ꜧꜹſt . ꜧaŋ ſagde till widike welandſſ lena mik ſkimling tꜧiŋ ꜧꜹſt iak will rida ꜹffter ꜧanuɱ widike ſwarade ꜹr tꜧʒ tꜧeŋ maŋ iak tꜹnker . tꜧa far tw ekke tiŋ ꜧꜹſt igeŋ oc mag tw tapa eŋ tꜧer till . Amlung ſwarade miſter iak tꜧiŋ ꜧꜹſt tꜧa ſkaltw ꜹga alt mit rike . tꜧʒ ꜹr xij ſlot i winland . tꜧeɱ gaff mik myŋ fader oc tw ſkalt wara ꜧans arffwinge oc ekke iak oc faar tw ekke tiŋ ꜧꜹſt igeŋ . iak ſkall antigge ꜧaffua myŋ ꜧꜹſt eller iak ſkall fa myŋ død . Wideke fik ꜧanuɱ tꜧa ſiŋ ꜧꜹſt ſkimlung . Amlung ſtiger a ꜧans baag oc rider faſt ꜹffter ſigord/ tꜧa ꜧaŋ fik |[113] ꜧanuɱ atſee/ tꜧa ropade ꜧaŋ oc bad . ꜧanuɱ at bida/ oc ſagde iak will ꜧaffua myŋ ꜧꜹſt igeŋ iak ꜧaffuer lankt ꜧeɱ atrida . Sigord ſwarade . ꜧwat maŋ ꜹſtw ꜧwi talar tw ſa dierffueliga till tꜧenna ꜧꜹſt . iak wꜹntar at tꜧw faar ꜧanuɱ aldrey igeŋ . Amlung ſagde ſtig ſnart wtaff miŋ ꜧꜹſt eller tw ſkall nw lata tit liiff/ tꜧa kende ſigord . Amlung . oc wiſte at tꜧʒ war ꜧans frꜹnde . Sigord talade tꜧa till ꜧanuɱ . Jak ſeer at tw wilt ſlaaſ mʒ mik . oɱ tꜧenna ꜧꜹſt . ꜧer finnꜹr tw well tꜧeŋ maŋ ſoɱ tor kampa mʒ tik . tꜧʒ will jak tog nødig atgøra . faar tu aff mik mʒ winſkap oc kerlek tꜧa ſkaltw bꜹter fa tiŋ ꜧꜹſt ./ ſlaſſ tw mʒ mik . tw miſter tꜧa tꜧeŋ tw ſider vpa . Amlung ſagde jak ſkall kampa mʒ tik ganga ſidaŋ ꜧwre tꜧʒ mag . Sigord ſwarade reŋ nw manneliga till mik . jak will nw ꜧolla qwar for tik .


Kap. 188.

Amlinge och Sigord Sven ränna emot hvarandra. Huru Sigord Sven lät binda sig af Amlinge.

Amlung ſlog ſiŋ ꜧꜹſt mʒ ſporana . oc rende till aff alla makt . oc ſtak ſigord vpa ꜧans ſkioll ſa at ꜧꜹſtiŋ bugnade wider nider i ꜧaſeŋ oc glaffueŋ[114] braſt ſunder i tw . Sigord ſagde drengeliga war till ridit aff eŋ vngaŋ maŋ oc kaŋ wara at tw ꜧaffuer tꜧe frender i tina ſlꜹkt . ſoɱ well kaŋ mʒ riddarſkap/ ſtig nw aff tiŋ ꜧꜹſt oc giorde ꜧanuɱ faſtare oc red[115] bade ꜧanuɱ oc tik ſoɱ tw beſt kant/ tw torfft tꜧʒ alt wid/ oɱ tw ſkalt ekke miſta tiŋ ꜧꜹſt . Amlung giorde ſoɱ ꜧaŋ bad/ tꜧa |[116] ſlog ſigord ſiŋ ꜧꜹſt mʒ ſporanar oc ſtak mʒ ſit tiwkka ſpiwt mit vpa Amlungx ſkioll oc bar ꜧanuɱ lankt vtaff . Sidaŋ tog ſigord ſkimling oc ſagde till Amlung . ekke ꜧaffuer tw ꜹŋ wunnet tiŋ ꜧꜹſt . oc tapat ꜧaffuer tw tꜧeŋ ꜧꜹſt tw ꜧiit red . ſoɱ tik ꜧaffuer koſtad manga peninga . oɱ ſa ꜹr ſoɱ mik tẏkker . at tꜧʒte ꜹr ſkimling widekes ꜧꜹſt . oc moŋ tw nw faa owinſkap aff ꜧanuɱ/ ꜧaffde tw lid[117] mit rad att . tꜧa ꜧaffde tꜧʒ ekke ſa gangit . Amlung ſwarade ꜧer kaŋ ꜹŋ nw gott aff warda . ꜹŋ tog at ilt ꜹr till takit . Sigord ſagde/ ꜧwat wiltw giffua mik tꜧer till at tw far tiŋ ꜧꜹſt igeŋ/ oc tꜧeŋ mʒ ſoɱ tw nw tappade Amlung ſwarade/ tꜧer will iak giffua till alt tꜧʒ iak kaŋ/ oc mik ꜹr vtaŋ ſkaɱ oc mẏna frꜹnder . Sigord ſagde[118] jak ſporde tig førra aatt ꜧwat tit nampŋ war . [tꜧa waſtw ſa doll[119] at tw wilde ekke ſigia mik tꜧʒ/ [nw ſkaltw mik tꜧʒ ſigia oɱ tw wilt ꜧaffua tiŋ ꜧꜹſt igeŋ[120] . Amlung ſwarade ꜧaffde iak ſakt tik mit nampŋ tꜧa iak ſat vpa miŋ ꜧꜹſt metꜧ mẏnꜹ wꜹria tꜧa ꜧaffde myna frender ſakt at iak war rꜹdder for tik . iak køper tꜧer [ꜹnga ꜧꜹſta[121] mʒ oc ꜹẏ gwll ꜹller peninga at iak ſkall wara fortalat i blaŋ gode meŋ . Sigord ſwarade iak will tik tꜧer encte atſpørie . Jak wet all lika well at tw ꜹſt ꜧer ꜧornboge ſøŋ/ mẏŋ frꜹnde iak uel ꜧꜹller gøra tik priiſſ ꜹŋ ſkaɱ . tẏ will iak ſigia tik mit naffŋ fore/ Jak ꜧeter ſigord ſweŋ . Amlung ſwarade . mꜹdaŋ tw ꜧaffuer |[122] ſakt mik tit nampŋ oc tik dreff engeŋ nød till . tꜧa will iak nw ſigia tik mit nampŋ oɱ tw will tꜧʒ ſwꜹria at iak ſkall tꜧer ꜹngeŋ ſkaɱ aff ꜧaffua . Sigord ſagde tw ſkall tꜧer ꜹngeŋ ſkaɱ aff ꜧaffua . tꜧa ꜧeter iak Amlunge ꜧornboge ſøŋ oc ꜹr tꜧiŋ frꜹnde . Sigord ſwarade iak ſkall ſa flẏ at tꜧu ſkalt faa priiſſ af tꜧenne ferd . Tꜧa ſteg ſigord af ſiŋ ꜧꜹſt oc ſagde/ kꜹre frende tag nw bada ꜧꜹſtana oc rid ꜧeɱ mʒ oc ſig at tw want tꜧeɱ aff mik . tꜧw ſkall nw førſt binda mik wid tꜧenna lind ꜧer ſtar/ tag ſidaŋ mit ſpiwt mʒ tik oc mẏŋ ſkioll [oc mẏŋ ꜧꜹſt bort mʒ tigꜧ[123] . Amlung giorde ſoɱ ꜧaŋ badꜧ . ꜧaŋ band ꜧanuɱ wid lindeŋ mʒ eŋ ſkioll reɱ oc ſidaŋ tog ꜧaŋ ꜧꜹſtana oc red till ſiŋ ꜧerre igeŋ .


Kap. 189.

Amlinge kommer hem med båda sina hästar.

Konung tidrik ſtander vtaŋ for pawlunit oc ſagde nw komber amlung mʒ ſiŋ ꜧꜹſt/ ꜧaffde tꜧʒ warit ſigord ſweŋ tꜧa ꜧaffde ꜧaŋ ekke wunnit ꜧanuɱ ſa ſnart . vtaŋ ꜧaŋ ꜧaffuer ſakt ꜧanuɱ at ꜧaŋ war ꜧans frende . oc ſigord ꜧaffuer ſa giffuit ꜧanuɱ ꜧꜹſtana igeŋ . Aldre tog ꜧaŋ ꜧꜹſt aff ſigord ſweŋ vtaŋ ꜧans wilia . tꜧa ſteg amlung aff ꜧꜹſtiŋ . tꜧe ſporde ꜧure ꜧaŋ fik ſiŋ ꜧꜹſt igeŋ . Amlung ſwarade Jak ſtak ꜧanuɱ till iordena oc waŋ myŋ ꜧꜹſt aff ꜧanuɱ . mit ſpiwt gik ſunder . oc tꜧʒ ꜧelt war ſlet iak vpa ꜧanuɱ . ſidaŋ bant iak ꜧanuɱ wid ena lind oc red iak ſa fra ꜧanuɱ/ oc ſtar ꜧaŋ tꜧer ꜹŋ nw bundeŋ . tꜧa ſwarade alla/ tw ꜧaffuer[124] drengeliga tꜧiŋ ꜧꜹſt igeŋ wunnet ./ wideke ſagde till konung tidrik . Jak will rida tit ſoɱ manneŋ ligger bunneŋ . Ꜹr tꜧʒ ſigord ſweŋ . tꜧa ꜹr tꜧʒ giort mʒ wilia at ꜧaŋ lot binda ſik ./ konung tidrik bad |[125] ꜧanuɱ rida . [wideke ſagde[126] tꜧzta ꜹr ſkaɱ . [at manneŋ[127] ſkall tꜧer bundeŋ liggia . iak ſkall bort oc løſa ꜧanuɱ . ſidaŋ red ꜧaŋ tit . tꜧʒ fik ſigord ſee at wideke koɱ . tꜧa ſlet ꜧaŋ bondeŋ ſunder oc gik ſtrax till ſlottit oc wilde ekke bida widike . tꜧa wideke koɱ till trꜹd[128] tꜧa lago tꜧer bandeŋ ſunder ſliteŋ oc ſpiwt bruteŋ . Sidaŋ red wideke ꜧeɱ igeŋ . oc ſagde konung tidrik at tꜧʒ war ſant . ſoɱ Amlung ſagde . oc ꜹẏ wiſte ꜧaŋ rꜹttara .


Kap. 190.

Sigord Sven framförer konung Didriks utmaning til konung Ysung.

Tꜧa koɱ ſigord vp i borgena oc ſagde till ẏſwng konung . Jak war nꜹr tꜧe goda ꜧerrar . tꜧer faŋ iak xiij kempar . tꜧe ſoɱ koſteliga ꜹre . Tꜧera ꜧøffuitzmaŋ ꜹr konung tidrik aff berŋ[129] . wij ꜧaffua ſport till tꜧeɱ . nw faa wij wita ꜧwre dana tꜧe ꜹre . tẏ at konung tidrik bød tik till kamp . ſielff xiije ſoɱ ꜧaŋ ꜹr/ oc ſꜹnde ꜧaŋ tik eŋ ꜧꜹſt . tꜧeŋ gaff iak miŋ weŋ . ſoɱ mik møtte vpa wꜹgiŋ/ konung ẏſung ſwarade . biwder ꜧaŋ mik till kamp . tꜧʒ will iak gladeliga weta ꜧanuɱ . oc ſkall mik tꜧer ekke [till dwꜹlia[130]


Kap. 191.

Konungarne göra sig redo tillika med sina män.

Oɱ morgoneŋ ꜹfftir ſtod ẏſwng konung op . oc wapnade ſig mʒ ſinꜹ xj ſøner . ſigord ſweŋ war tꜧeŋ xiije . Sigord tog konungens banner oc red for ꜧanuɱ . ẏſwng konung folde ꜹffter oc ꜧans ſøner . tꜧe ꜧaffde fagra ſkiolla oc ꜧwita brẏnior oc blanka ꜧielma ſoɱ et glaſſ . tꜧe ꜧaffde ꜧwaſſ ſwerd . oc ſtarka ſpiwt oc ſtora ꜧꜹſta wꜹll wapnade . Tꜧe waro oc ſielffue ſtarka oc ꜧwar tꜧera ꜧaffde et got ꜧierta/ tꜧa tꜧe komo for pawluneŋ . tꜧa ſagde ẏſung konung [till konung dydrik[131] ꜹſtw ſa fultage kꜹmpe ſoɱ ſagt ꜹr . oc tw ꜧaffuer budit mik kamp . Tꜧa wapna tik ſnart . oc koɱ wt mot mik ſielff xiije |[132] oc lat oſſ røna ꜧwilkꜹ bꜹtra drꜹngia ꜹre . konung Didrik ſwarade . Jꜹffua[133] tꜧer encte vti tꜧer fore ꜧaffuer iak ridit eŋ langaŋ wꜹg . at iak wilde kampa mʒ tik oc forſøke oɱ tw ꜧaffuer ꜧwaſſare ſwerd . eller ꜧardare ꜧielma . ꜹŋ wij ꜧaffua . ẏſwng oc ꜧans ſøner ſtigo aff ſina ꜧꜹſta . ꜧer Tidrik[134] wapnade ſig ſnart . oc gik mot ꜧanuɱ . tꜧe ſkikkada ſamaŋ[135] two oc two/ oc loffuade tꜧʒ at engeŋ ſkulde tꜧeŋ andra ꜧielpa .


Kap. 192.

Heyms envig med den yngste af konung Ysungs söner.

Heẏɱ ꜧiŋ grymme beginnada tꜧeŋ førſta kamp . mʒ tꜧeŋ yngxta konungs ſøŋ . tꜧe kampade manneliga ena langa ſtwnd . tꜧa giordis konungens ſøŋ faſt wreder . ꜧaŋ kaſtade ſkiolleŋ fra ſig . oc tok ſwerdit mʒ bade ꜧꜹnder . oc ꜧog vppa ꜧeẏms[136] ꜧielɱ ſa atꜧaŋ full oɱ kull . oc konungens ſøŋ vppa ꜧanuɱ/ oc ſagde till ꜧanuɱ wiltw liffua ſa lig qwar . mꜹdaŋ iak binder tik . ꜧeẏɱ wilde ekke qwar liggia oc brøſ[137] faſt i mot . tꜧa ſlog konungens ſoŋ ꜧanuɱ mʒ ſiŋ nꜹffua vtaŋ vppa ꜧielmeŋ wid øret ſa at ꜧielmeŋ ſwignade for ꜧanuɱ oc blodeŋ ſprang aff ꜧans nꜹſa oc mwŋ ſa at ꜧaŋ nꜹr danade . tꜧa wore bundne bade ꜧans ꜧꜹnder oc ꜧans føter . konungens ſøŋ ſtøtte ſit ſpiwt ſkafft i iordena oc bant ꜧanuɱ tꜧer wider . ſidaŋ gik ꜧaŋ till ſiŋ fader igeŋ


Kap. 193.

Herbrand Widfernings envig med den andre konunga-sonen.

Tꜧa gik fraɱ brand widfarling . mot ꜧanum koɱ tꜧeŋ andra konungs ſøŋ . tꜧe ſlogos bade lenge oc manneliga/ oc ekke[138] ſparde tꜧe ſiŋ wapŋ . tꜧa fik brand .v. ſaar. oc blødde ganſke faſt tẏ fioll ꜧaŋ till jordena oc gaff ſina wapŋ vp konungens ſøŋ bant ꜧanuɱ wid et ſpiwt ſkafft oc gik ſidaŋ till ſiŋ fader igeŋ


Kap. 194

Wildefers envig med den tredje konunga-sonen.

Tꜧa koɱ[139] tꜧeŋ tridia konungs ſøŋ . mot ꜧanuɱ gik wildefer . tꜧe ſlogos ſtarkeliga oc lenge . tꜧer matte ſees ſtora ꜧwg . konungens ſøŋ fik . .v. ſaar oc wildefer fik vij ſar oc all ſtor oc blodeŋ forløp ꜧanuɱ faſt |[140] tẏ møddis ꜧaŋ oc full oɱ kull . konungens ſøŋ bant ꜧanuɱ oc gik till ſiŋ fader igeŋ .


Kap. 195.

Sintrams envig med den fjerde konunga-sonen.

Tꜧa gik fraɱ tꜧeŋ fierde konungs ſøŋ . mot ꜧanuɱ gik ſintraɱ aff venedi/ tꜧe ꜧuggos bade tit oc ꜧart ꜧwargeŋ wilde for annaŋ wika [ſintrams ſwerd bet ſa wꜹll a ſtall ſoɱ a klꜹde[141] tẏ fik konungens ſøŋ iij ſar . oc alla ſtor . tꜧa ꜧiog konungens ſøŋ till ſintraɱ aff alla makt vppa ꜧans ꜧielɱ ſa at ſwerdit braſt funder i ꜧieltit . tog bar ꜧaŋ ſkiolleŋ for ſik ꜧaŋ wilde ꜧꜹller dø ꜹŋ flẏ ꜧaŋ løp till ſintraɱ mʒ ſiŋ ſkioll ſa faſt at ſintraɱ fioll oɱ kwll/ oc ꜹẏ koɱ ꜧaŋ op før ꜹŋ [ꜧanuɱ worde bunneŋ[142] bade ꜧꜹnder oc føter . konungens ſøŋ gik till ſiŋ fader igeŋ oc roſade mẏkit aff tꜧera ſiger .


Kap. 196.

Fasholt hin stoltes envig med den femte konunga-sonen.

Tꜧa gik fraɱ faſꜧolt ꜧiŋ ſtolte . ꜧanuɱ møtte tꜧeŋ ve konungs ſøŋ/ oc bẏriade at kampa . tꜧe ware bade ſtarka . ꜧwar gaff androɱ mang ſlag . tꜧʒ kunde ꜹngeŋ ſee ꜧwilkeŋ tꜧera tꜧer bꜹter matte . ꜧwargeŋ wilde wika for tꜧeŋ andra . tꜧa fik ꜧwar tꜧera tw ſtor[143] ſaar . tꜧa ꜧiog konungens ſøŋ ſa ſtort et ꜧug . a faſꜧolt[s] ꜧielɱ tꜧʒ ꜧaŋ fioll oɱ kwll oc beſwimade . konungens ſøŋ ſtod oc ſag vpa ꜧanuɱ oc ſagde ſa mẏkiŋ eŋ kꜹmpe ſoɱ tw ꜹft oc eŋ ꜧøffwiſk[144] riddare ꜧwi ſkal tw falla for ens mans ꜧug . [ſtad op oc wꜹr tik[145] ſidaŋ ſprang faſꜧolt vp oc gingo till ſamans oc ſlogos ganſke manneliga . konungens ſøŋ ſagde tꜧʒte ꜹr ſkaɱ at eŋ maŋ ſkall ſa lenge ſtanda for mik . iak mente allene fa ſiger aff alla tꜧeſſe xiij kꜹmpar . oɱ iak wilde/ ꜧaŋ ꜧiog vpa faſꜧolt[s] ꜧielɱ ſa at ꜧaŋ fioll vɱ kull/ oc wort ſtrax bundeŋ tꜧer ſtodo .v. ſpiwtſkafft i jordena . ẏſwngx meŋ ꜹre nw glada tẏ tꜧe ꜧaffua wunnit mẏkiŋ ſiger .


Kap. 197.

Amlinges envig med den sjette konunga-sonen.

Tꜧa talade amlung . tꜧʒta war i eŋ onda ſtund . at Didrik konung ꜧit koɱ mꜹdaŋ ꜧaŋ |[146] ſielff oc alla ꜧans meŋ ſkulꜹ ꜧer bunna warda ꜧaŋ matte ꜧeller ꜧema warit i berŋ . oc takit ſit land wara . Amlung ſagde till ſiŋ fader . tak myŋ ꜧielɱ oc bint vpa mit ꜧuffuod . oc myŋ ſkioll a myŋ winſtra arɱ . tꜧʒ ꜧardaſte tꜧer tw kant . Jak ſwer tꜧʒ a mẏna tro iak ſkall mik ꜹẏ bindꜹ lata . iak ſkall før ꜧuggeŋ warda ſa ſma . ſoɱ eŋ fiſk/ oc eẏ ſkule ẏſungx meŋ ſtẏdia tꜧera ſpiwt ſkafft wid miŋ rẏg . Sidaŋ gik ꜧaŋ fraɱ diarffueliga . ꜧonuɱ møtte tꜧeŋ vje konungs ſøŋ . tꜧe kampade aff mẏkit ꜧugmod . bade ꜧart oc lenge . Amlung tꜹnkte . Jak warder mit liiff bꜹter waga . oɱ ꜧer ſkall nogoŋ priiſſ aff worde/ ꜧaŋ tog ſit ſwerd mʒ bada ꜧender oc ꜧiog till konungens ſøŋ . vpa ꜧans ꜧielɱ oc tꜧʒ kunde ekke bita a tꜧeŋ ꜧarda ꜧielɱ tog fioll konungens ſøŋ vɱ kwll . oc amlung fioll vpa ꜧanuɱ oc bad ꜧanuɱ giffua ſik oɱ ꜧaŋ wilde liffua . oc ſkall iak nw binda tik wiltw oc løſa miŋ gode weŋ faſꜧolt oc brand widferling . tꜧa will iak ekke binda tik . konungens ſøŋ ſagde ſig tꜧʒ gøra wilia/ ſidaŋ worde tꜧe løſte . oc gik ꜧwar till ſẏna meŋ . Sigord ſweŋ ꜧaffde ſkikkat mot Amlunge . tꜧeŋ wekaſte [konungs ſøŋ [147]. tẏ at Amlung war ꜧans frꜹnde .


Kap. 198.

Hornboge Jarls envig med den sjunde konunga-sonen.

Tꜧa gik fraɱ ꜧornboge iarll . mot ꜧanuɱ koɱ tꜧeŋ viie konungs ſøŋ . tꜧe kampade wꜹll oc drengeliga mʒ mẏkiŋ manꜧet . tẏ ꜧornboge war gamall . oc ꜧaŋ ꜧaffde eŋ ſtark kꜹmpe for ſik . [tẏ matte ꜧaŋ falla for tꜧe ſtora ꜧwg . ꜧaŋ fik[148] aff konungens ſøŋ . ſidaŋ wart ꜧaŋ bundeŋ oc ſkildis tꜧe ſa att .


Kap. 199.

Hagens envig med den åttonde konunga-sonen.

[Tꜧa gik fraɱ ꜧelte vaŋ ꜧageŋ[149] mot ꜧanuɱ koɱ tꜧeŋ viijekonungs ſøŋ . tꜧe ſlogos manneliga . tꜧe ꜧuggꜹ |[150] ꜧwar vppa annars ꜧielma ſa at eldeŋ fløg vtaff . ꜧaffde tꜧʒ warit mørk natt . ſoɱ tꜧa war dag . tꜧa matte maŋ well ꜧaffua ſeet aff tꜧeŋ eld . ſoɱ aff tꜧera ꜧielma gik . ꜧwargeŋ wilde for tꜧeŋ andra wika . Tꜧa ꜧiog konungens ſøŋ till ꜧageŋ oc giorde ꜧanuɱ trẏ ſtor ſaar . ſidaŋ fioll ꜧaŋ oc wort bundeŋ wid ſit ſpiwt ſkafft . konungens ſøŋ gik till ſiŋ fader oc ſagde ſa at flere ſkulde fara .


Kap. 200.

Detzleff Danskes envig med den nionde konunga-sonen.

Tꜧa gik fraɱ detʒleff danſke/ ꜧonuɱ møtte tꜧeŋ ixe konungs ſøŋ . tꜧe kampade mʒ mẏkit ꜧugmod . tꜧe ꜧwggo bade tit oc ꜧart . tꜧe ꜧuggo ſa tit at nꜹpliga kunde maŋ tꜧera ſwꜹrd ſee . ſa lenge ſlogos tꜧe at tꜧe waro bade trøtte . ſidaŋ ſattis tꜧe nider oc ꜧwiltis . Detʒleff ſagde till konungens ſøŋ . wil tw beꜧolla tit liiff . [tꜧa giff tik nw fangeŋ . oc iak will binda tig[151] . konungens ſøŋ ſwarade . Eẏ giffuer iak mik ꜹŋ fongeŋ for tik ꜹŋ tog at tꜧu eſt danſker . Tꜧu ſkalt før fonga ſtor ꜧug . aff mit ſwerd . e ꜧwre god kꜹmpe tw ꜹſt . iak ꜧopas at tw ſkalt ꜹŋ warda miŋ fanga i dag . ſidaŋ lopo tꜧe ſamaŋ . oc ſlogos trøſteliga . ſa lenge at tꜧe waro trøtte . tꜧa tog till at mørkia . aff nattena . Tidrik konung tog eŋ ſkioll oc annaŋ iſung . oc ſkildo tꜧeɱ att . oc tꜧa war ꜹŋ[152] engeŋ tꜧera ſaar . oc ꜧwargeŋ ꜧaffde priiſ aff annaŋ . ẏſung konung ſagde till Tidrik konung . natteŋ far nw [ſkilia oſſ[153] att . wij ſeeɱ nw ꜹẏ lꜹnger ſlaſſ . tẏ wilia wij ꜧeɱ rida oc tina meŋ ſkulꜹ ꜧer liggia bundne till i morgeŋ iak ꜧer igeŋ komber . tꜧa wilia wij røna oſſ vpa nẏa oc wara raſke drengia i morgeŋ afftaŋ ſkaltw liggia bundeŋ i tꜧeŋ ſama ſtad tw ſtander . nw . tꜧa ꜧaffuer tw werffuat[154] tit ꜹrinde i mit land . oc tꜧer mʒ ſkildis tꜧe aat . Yſung konung |[155] red ꜧeɱ oc alla ꜧans meŋ ꜹre glade . konung Didrik gik[156] i ſit pawluŋ . Annaŋ dagiŋ tꜧer liwſt war tꜧa koɱ ẏſwng konung oc ꜧans ſøner. . didrik konung møtte ꜧanuɱ mʒ ſinꜹ meŋ . tꜧa gingo ſamaŋ detʒleff oc tꜧeŋ ſama konungs ſøŋ . oc ſlogos trøſteliga ſa lenge at detʒleff fik ſeger . ꜧaŋ ſlog konungens ſøŋ tꜧʒ ꜧaŋ lag . tꜧa ſagde detʒleff till ꜧanuɱ . iak ſkall nw drꜹpa tik vtaŋ tw løſer ꜧageŋ miŋ gode weŋ/ konungens[157] ſøŋ ſagdis tꜧʒ gerna wilia gøra . tꜧa wart ꜧageŋ løſſ . konungens ſøŋ gik till ſiŋ fader .


Kap. 201.

Hillebrands envig med den tionde konunga-sonen.

Tꜧa gik fraɱ ꜧillebrand . ꜧanuɱ møtte tꜧeŋ xe konungs ſøŋ . tꜧe kampade manneliga . konungens ſoŋ fik iij ſaar/ ꜧillebrand ꜧiog vpa ꜧans ꜧielɱ ſa ſwerdit braſt ſunder . i ꜧieltit . tꜧa gik konungens ſøŋ till ꜧanuɱ oc tog ꜧanuɱ mʒ ꜧꜹnderna oc lagde ꜧanuɱ nider oc bant ꜧanuɱ . ꜧaŋ gik ſidaŋ till ſiŋ fader . tꜧa waro faſt glada britanea meŋ for tꜧera ſiger .


Kap. 202.

Konung Gunnars och Konung Ysungs envig.

Tꜧa gik fraɱ . [konung gunnar aff nøfflinge land[158] . ꜧanuɱ møtte konung yſung . tꜧe two konunga ſtridde manneliga engeŋ wilde for tꜧeŋ andra wika . tog war ẏſung konung mẏkit ſtarkare . tꜧa wreddis ẏſunger konung atꜧaŋ ſkulde ekke ſeger fa ſa ſnart ſoɱ ꜧaŋ wilde . ꜧaŋ ꜧiog a konung gunnars ꜧielɱ ꜧaŋ war ſa ꜧard at ſwerdit braſt i tw ſtẏcke . tꜧa tog yſung et ſtẏcke [aff et[159] ſpiwtſkafft ſoɱ ꜧageŋ ꜧaffde warit bundeŋ mʒ oc ſlog vpa konung gunnars ꜧielɱ ſa at ꜧaŋ ſtørte oc blod ſprang ꜧanuɱ bada aff nꜹſa oc mwŋ . Sidaŋ bant yſung ꜧanuɱ . oc gik ſa fra ꜧanuɱ oc [ſagde/[160] tꜧeſſe meŋ ꜧaffde got ꜹrinde ꜧiit


Kap. 203.

Widikes envig med den elfte konunga-sonen.

Tꜧa gik fraɱ ꜧiŋ ſtarke wideke ꜧanuɱ møtte tꜧeŋ xj . konungs ſoŋ . ꜧaŋ war ſtarkare ꜹŋ nokor ꜧans brøder . tꜧe ſtriddo ꜧardeliga/ oc mẏkit |[161] faſtare ꜹŋ nogor ꜧaffde før giort oc engeŋ ſag eŋ manneligare kamp . tꜧa koɱ widike i ꜧwgꜧ . ꜧwre got et ſwerd mymming war . oc ꜧwre mẏkiŋ trøſt ꜧaŋ ꜧaffde aff tꜧʒ nar ꜧaŋ ſtridde [? ſtrida] ſkulde/ [ꜧaŋ tog mimming mʒ bada ꜧender oppa konungens ſons ꜧielɱ . [oc ꜧiog] Et ſtort ſtẏkke bort aff ꜧielmeŋ . tꜧer folde eŋ deell aff ꜧaret oc fik[162] [ꜧaŋ] tꜧa et litit ſaar . tꜧa ꜧiog ꜧaŋ et annat ꜧog a ꜧans laar at ſunder gik beŋ wapeŋ oc nꜹr laret vtaff . wideke talade till ẏſwng konung . tw ſkalt nw løſa lata alla mẏna ſtalbrøder eller ſkall iak drꜹpa tiŋ ꜹlſʒte ſøŋ . konungeŋ ſwarade/ iak later tꜧeɱ ekke løſa . før ꜹŋ miŋ ſoŋ ꜹr offuerwunneŋ . mik tẏkker ꜧanuɱ ſkadar ꜹŋ encte . tꜧa ropade konungens ſoŋ till ſiŋ fader . gør ꜧans wilia eller giꜹller tꜧʒ mit liiff . ꜧaŋ ꜧaffuer eŋ diꜹffuell i ſinꜹ ꜧꜹnder . Engeŋ kꜹmpꜹ mag for ꜧanuɱ ſtanda . ẏſung ſwarade . jak will løſa eŋ maŋ for tik oc ekke flere . wideke ſagde/ løſer tw ꜹẏ alla mẏna ſtalbrøder . tꜧa ſkall iak førſt ꜧwgga ꜧuffuodit aff tꜧiŋ ſoŋ . oc ſidaŋ aff tik ſielff . ꜹẏ ſkall mymming komma i ſina ſkida før ꜹŋ alla wara meŋ ꜹre alla løſꜹ/ ſidaŋ løp ꜧaŋ till oc ꜧiog ſunder ꜧwart tꜧʒ ſpiwtſkafft ꜧaŋ faŋ oc løſte alla ꜧer tidrikx meŋ ſidaŋ løp ꜧaŋ at konungens ſoŋ ſoɱ mʒ ꜧanuɱ ꜧaffde kampat . oc wilde drꜹpa ꜧaŋ . tꜧa løp iſwng konung oc ſigord ſweŋ . [ſoɱ didrik bad[163] i melloɱ tꜧeɱ ok forlikte tꜧeɱ/ oc giorde tꜧeɱ till wener . tꜧa wara alla løſa vpa bade ſidor .


Kap. 204.

Konung Didriks och Sigord Svens första envig.

Nw tager konung tẏdrik ſit ſwerd . ekkeſax oc gik fraɱ vpa walleŋ fra alla ſina meŋ . ſigord ſweŋ gik mot ꜧanuɱ . oc ꜧaffde ſit ſwerd graɱ i ꜧꜹnder . tꜧe møttis dierffueliga . oc ꜧuggos aff mẏkiŋ makt . oc engeŋ ſpar tꜧeŋ annaŋ . tꜧe baro tꜧeris ſwerd ꜧwar tꜧera offuer[164] annars ꜧuffuod . |[165] mʒ mẏkiŋ grimꜧet . aff tꜧera ꜧag[166] gik ſa mẏkiŋ gnẏ at tꜧeris wenner rꜹddes oɱ tꜧeɱ badaŋ . tꜧʒta war eŋ grẏmeligeŋ kamp . tꜧe ſlogos eŋ ganſʒkaŋ dag . tꜧa mørke tog tꜧa ẏſung konung ſiŋ ſkioll/ oc widike annaŋ . oc gingo melloɱ oc ſkilde tꜧeɱ att . ẏſung red ꜧeɱ mʒ ſinꜹ meŋ . Didrik konung bleff i pawluŋ . mʒ ſinꜹ meŋ . oc ware ganſke glade oɱ afftaneŋ .


Kap. 205.

Konung Didriks och Sigord Svens andra envig.

Oɱ morgoŋ arla koɱ ẏſwng igeŋ . Tꜧe bẏriade ſiŋ kamp aff nẏꜹ . ꜧer tidrik oc ſigord ſweŋ . [tꜧe ſlogos mʒ mẏkit ꜧoffmod . till tꜧeſſ tꜧe ware bade trøtte . tꜧe ꜧwilte ſik eŋ litiŋ ſtwnd . ſidaŋ[167] gingo tꜧe ſamans oc ſlogos . tꜧe ꜧaffde ſa got ꜧarniſk . at engeŋ tꜧera wart ſaar . tꜧe ſlogos all tꜧeŋ dag ſa lenge . at natteŋ ſkilde tꜧeɱ aatt . ẏſung red till ſlottit . oc Didrik bleff i pawlunit .


Kap. 206.

Konung Didrik lånar Widikes svärd, Memming.

Widike talade till Tidrik . ꜧwre trøſter tw tik ꜧerra mik tẏkker tw ꜧaffuer eŋ fultage maŋ at kampa mʒ tog kaŋ engeŋ ſkøŋ ꜧwilkeŋ ider ſoɱ winna mag/ oc engeŋ ider ꜹr ꜹŋ ſaar/ konung Tidrik ſwarade iak wet ꜹẏ ꜧwre tꜧʒ gar till ꜧaŋ ꜧaffuer ſa ꜧard eŋ ꜧud . at mit ſwerd biter tꜧer encte vppa . ꜧoŋ ꜹr ꜧardare ꜹŋ nogor brẏnia . wiltw lꜹna mik tit ſwerd mimming . iak mener tꜧʒ biter vpa ꜧans ꜧud . oc ꜧaŋ redis mẏkit for tit ſwerd . iak matte ſwꜹria ꜧanuɱ eŋ ed i dag . at mimming war ekke i mẏna ꜧand . widike ſwarade/ tw mat mik tꜧer encte oɱ bidia . Mymming war ꜹŋ aldre fra mik/ vtaŋ[168] tꜧa ꜧeẏɱ tog tꜧʒ fra mik . oc ſkall tꜧʒ ekke offtara ſkee . konungeŋ ſwarade wredeliga . tw ꜧoller mik ekke bꜹter ꜹŋ miŋ ſtalſweŋ oc aldre worde wẏ nw gode wenner mer . wideke ſwarade ꜧaffuer |[169] iak noget illa talat . tꜧa will iak tꜧer mʒ bøta . at iak will lꜹnꜹ tik ſwerdit . ſa at engeŋ wiſtedꜧ vtaŋ tꜧe two ena oc worde tig gagŋ att . Sidaŋ lagdis tꜧe nider at ſoffua .


Kap. 207.

Konung Didriks och Sigord Svens tredje envig.

[Oɱ morgoneŋ arla[170] tꜧa koɱ tꜧer ẏſung konung mʒ ſina ſøner . Tidrik ſtod mʒ dragit ſwerd . oc bad ſigord komma . Sigord ſwarade tw ſkall ſwꜹria mik eŋ ed . at tw ꜧaffuer ekke widekis ſwerd mimming mot[171] tꜧʒ ſwerd will iak ekke ſlaſſ Tꜧa ſwor konung tidrikanuɱ eŋ ed . oc ſatte ſwerdit wid ſiŋ rẏg/ oc ꜧiolt i ꜧieltit oc ſtøtte[172] vddeŋ nider i iordena oc bad ſik ſa gud till ꜧielp atꜧaŋ icke wiſte mymmingx wd for offuaŋ iord oc ꜹẏ ꜧans ꜧandfang i noger mans ꜧand . tꜧʒ beꜧagade ſigord wꜹll . Sidaŋ gingo tꜧe ſamaŋ oc ſlogos ./ ꜧer tidrik ꜧiog bade tit oc ꜧart . i ꜧwart ꜧug tog ꜧaŋ io et ſtẏkke . antigge aff ꜧielɱ ſkioll eller brẏniꜹ . Tꜧa fik ſigord .v. ſaar . Sidaŋ koɱ ꜧanuɱ i ꜧug . at Tidrik ꜧaffde falſkeliga ſworit edeŋ/ oc kende ꜧaŋ giorla mymmingx ꜹg . tꜧa ſagde ꜧaŋ till ꜧer Tidrik . Jak will giffua miŋ wapŋ op for tik tẏ tw ꜹſt eŋ fultage maŋ . Jak ꜧaffuer tꜧer ꜹngeŋ ſkaɱ wtaff at iak tiꜹnir tolkeŋ ꜧerre ſoɱ tw ꜹſt . ꜧellre ꜹŋ iak miſter mit liiff . tꜧa gaff ſigord op konung Tidrik ſiŋ wapŋ . Tidrik giorde ꜧanuɱ till ſiŋ maŋ . oc tẏkte ꜧanuɱ ꜧaffua fongit eŋ raſkaŋ maŋ . ꜧer Tidrik oc ꜧans meŋ ware nw ganſke glada ./ oc roſade nw mẏkiŋ aff ſinꜹ fꜹrd . ẏſwng oc ꜧans ſøner ware ganſke oglade for tꜧẏ at tꜧera beſʒta kꜹmpa ꜧaffde fongit oſiger ſoɱ tꜧe meſt trøſt vpa ꜧaffde .


Kap. 208.

Amlinge får konung Ysungs dotter, Walburg. Konung Didrik och hans kämpar draga hem till Bern igen.

Didrik konung oc ẏſwng konung giorde eŋ |[173] winſkap ſigꜧ i melloɱ . gaffuo ꜧwar androɱ ſtora gaffuor . Sigord ſweŋ gaff ꜧornboge iarll ſtora gaffuor . tꜧʒ koɱ Sigord a ſtad/ at ẏſwnger . gaff amlung . ſinꜹ dotter ſoɱ walburg[174] ꜧet . ꜧoŋ war ganſke fager . Didrik konung drak brẏlløp før ꜧaŋ bort foor . tꜧʒ ſtod i v daga mʒ pipara oc mʒ baſunara . oc alſkøns leke . Sidaŋ red konung tydrik tꜹdaŋ oc ſigord ſweŋ mʒ ꜧanuɱ . Amlung oc ꜧans ꜧwſtrv tꜧe folde oc metꜧ . ꜧoŋ[175] ꜧaffde mẏkit gwll oc ſilff mʒ ſik . Didrik for tꜧeŋ ſamma wꜹg igeŋ . Haŋ koɱ till berŋ mʒ alla ſinꜹ meŋ . ꜧanuɱ war tꜧer well fagnad . ꜧans priiſſ woxte jo mer oc mer . ꜧans loff[176] ſtonder offuer alla werldena . oc mag ꜧaŋ nw ſitia mʒ mak[177] i ſit rike tẏ at engeŋ torde ꜧanuɱ kamp biuda .




Afvikande läs-arter:

  1. [som Ædger heter, Vidolsz broder och Aspkans B.
  2. ok B.
  3. [Mællan hans Igen i aln B.
  4. suignade B.
  5. [utelemnadt B.
  6. uteglömdt B.
  7. [Siden resnade resen B.
  8. [gaf resen maang hug saar B.
  9. hænderne B.
  10. sagde B.
  11. skude B.
  12. [Sigordh Suen stodh vigskaaren och saag then tigende B.
  13. [uteglömdt B.
  14. Iag B.
  15. uteglömdt B.
  16. utelemnadt B.
  17. [Helit Hagen B.
  18. syll B.
  19. [tilskæl B.
  20. [en stalldreng B.
  21. vider B.
  22. maagen B.
  23. [FfIr visth vill iu konungen skath aff eder haffua B.
  24. [i haffuen theth giorth theth ingen haffuer ffIre ath giorth B.
  25. [Ey vaarder han B.
  26. tærningen B.
  27. Amblung B.
  28. glaffuenith B.
  29. rædde B.
  30. lydit B.
  31. suarade B.
  32. [Taa vasth tu saa daall B.
  33. [Om tu vill haffue tin hesth igen taa skall tu nu siga meg B.
  34. [ingen hesth B.
  35. [och min parth meth teg B.
  36. uteglömdt B.
  37. [Videke suarade B.
  38. [uteglömdt B.
  39. trædth B.
  40. uteglömdt B.
  41. [tuile B.
  42. [utelemnadt B.
  43. tuiffle B.
  44. uteglömdt B.
  45. utelemnadt B.
  46. hans B.
  47. brItz B.
  48. uteglömdt B.
  49. gik B.
  50. [Sintramss suerdh beth saa væll aaff staall som aaklæde B.
  51. [han varth bundin B.
  52. utelemnadt B.
  53. henisk B.
  54. [Stath op och værteg B.
  55. [utelemnadt B.
  56. [uteglömdt B.
  57. [Thaa gick ffram Hellte van Haghen B.
  58. [uteglömdt B.
  59. ey B.
  60. [skeliass B.
  61. varffuedh B.
  62. uteglömdt B.
  63. [konung Gunnar aff Nafflinge landh B.
  64. [taaff en B.
  65. [uteglömdt B.
  66. [Han tog Miming meth baade hender oppaa konungens sonens hielm eth storth stycke borth aff hielmen. Ther ffIlde en dell aff haarith och ffik B.
  67. [och Didrik baadh B.
  68. uteglömdt B.
  69. hug B.
  70. [uteglömdt B.
  71. uteglömdt B.
  72. [om maargenin arle B.
  73. Meth B.
  74. satte B.
  75. Valborg B.
  76. Han B.
  77. laaff B.
  78. mik B.
  79. [ſoɱ ꜹdger ꜧeter vidolſʒ broder och aſpkanſ B.
  80. ok B.
  81. Bl. 87.
  82. [mꜹllaŋ ꜧanſ Igeŋ i alŋ B.
  83. ſuignade B.
  84. [utelemnadt B.
  85. uteglömdt B.
  86. [ſideŋ reſnade reſeŋ B.
  87. Bl. 87. Verso.
  88. [gaf reſeŋ maang ꜧug ſaar B.
  89. Bl. 88.
  90. ꜧꜹnderne B.
  91. ſagde B.
  92. Bl. 88. Verso.
  93. ſkude B.
  94. [Sigordꜧ ſueŋ ſtodꜧ vigſkaareŋ och ſaag tꜧeŋ tigende B.
  95. [uteglömdt B.
  96. iag B.
  97. uteglömdt B.
  98. Bl. 89.
  99. utelemnadt B.
  100. [ꜧelit ꜧageŋ B.
  101. ſẏll B.
  102. Bl. 89. Verso.
  103. [tilſkꜹl B.
  104. [eŋ ſtalldreng B.
  105. vider B.
  106. maageŋ B.
  107. [ffIr viſtꜧ vill iu konungeŋ ſkatꜧ aff eder ꜧaffua B.
  108. [i ꜧaffueŋ tꜧʒ giortꜧ tꜧʒ ingeŋ ꜧaffuer ffIre atꜧ giortꜧ B.
  109. [eẏ vaarder ꜧaŋ B.
  110. Bl. 90.
  111. tꜹrningeŋ B.
  112. amblung B.
  113. Bl. 90. Verso.
  114. glaffuenitꜧ B.
  115. rꜹdde B.
  116. Bl. 91.
  117. lẏdit B.
  118. ſuarade B.
  119. [taa vaſtꜧ tu ſaa daall B.
  120. [oɱ tu vill ꜧaffue tiŋ ꜧeſtꜧ igeŋ taa ſkall tu nu ſiga meg B.
  121. [ingeŋ ꜧeſtꜧ B.
  122. Bl. 91. Verso.
  123. [ocꜧ miŋ partꜧ mʒ teg B.
  124. uteglömdt B.
  125. Bl. 92.
  126. [videke ſuarade B.
  127. [uteglömdt B.
  128. trꜹdtꜧ B.
  129. uteglömdt B.
  130. [tuile B.
  131. [utelemnadt B.
  132. Bl. 92. Verso.
  133. tuiffle B.
  134. uteglömdt B.
  135. utelemnadt B.
  136. ꜧanſ B.
  137. brIB.
  138. uteglömdt B.
  139. gik B.
  140. Bl. 93.
  141. [ſintramſſ ſuerdꜧ betꜧ ſaa vꜹll aaff ſtaall ſoɱ aaklꜹde B.
  142. [ꜧaŋ vartꜧ bundiŋ B.
  143. utelemnadt B.
  144. ꜧeniſk B.
  145. [ſtatꜧ op och vꜹrteg B.
  146. Bl. 93. Verso.
  147. [utelemnadt B.
  148. [uteglömdt B.
  149. [tꜧaa gick ffraɱ ꜧellte vaŋ ꜧagꜧeŋ B.
  150. Bl. 94.
  151. [uteglömdt B.
  152. eẏ B.
  153. [ſkeliaſſ B.
  154. varffuedꜧ B.
  155. Bl. 94. Verso.
  156. uteglömdt B.
  157. rettet fra konnungens i teksten.
  158. [konung gunnar aff nafflinge landꜧ B.
  159. [taaff eŋ B.
  160. [uteglömdt B.
  161. Bl. 95.
  162. [ꜧaŋ tog miming mʒ baade ꜧender oppaa konungenſ ſonens ꜧielɱ etꜧ ſtortꜧ ſtẏcke bortꜧ aff ꜧielmeŋ tꜧer ffIlde eŋ dell aff ꜧaaritꜧ och ffik B.
  163. [ocꜧ didrik baadꜧ B.
  164. uteglömdt B.
  165. Bl. 95. Verso.
  166. ꜧug B.
  167. [uteglömdt B.
  168. uteglömdt B.
  169. Bl. 96.
  170. [oɱ maargeniŋ arle B.
  171. B.
  172. ſatte B.
  173. Bl. 96. Verso.
  174. valborg B.
  175. ꜧaŋ B.
  176. laaff B.
  177. mik B.