Sagan om Didrik af Bern - Ofrid mellom Osanttrix oc Attilia

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Fornsvensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Original.gif


For at alle norrøne tegn som blir brukt i denne artikkelen skal vises korrekt må du ha fonttypen OldNordicTimes installert på din PC eller Mac. OldNordicTimes skal lagres i Fonts i Windows eller installeres i fontboken i Mac OS.


Sagan om Didrik af Bern


Ofrid mellom Osanttrix oc Attilia



Kap. 131.

Konung Thetmars död. Didrik blir konung öfver Bern. Wildefer kommer till Bern och får tjenst hos konung Didrik.

Konung Thitmar fik hælsot oc bleff død. [Strax ther[1] Didrik war hem komen, tha bleff Didrik koning offuer Bern oc offuer alt hans rike oc war mykit prisader offuer alla wærildena. En dag som konung Didrik sat offuer bord, ther kom en man jn gangande. Han war stor oc stark, ekke war han wæll redder meth harnisk eller klæde. Han hilsade konungen høffuiskaliga. Konungen bad hanum wællkomen wara. Konungen sporde: «Hwat man æstw?» Han swarade: «Jak heter Wildefer, jak ær fødder i [Humlinge land[2]. Iak will gerna tiænæ ider om ether tækkis.» Konungen swarade: «Wiltw wæll tiænæ, tha will jak haffua tin tiæniste om swa wiliæ flere myne godemen.» Widike swarade: «Tager hanum till ether, han kan wara en goder drenger.» Tha sagde han konungenom tiæniste. Konungen bad hanum sitia till bords. Han strøk sinæ armar oc skulde twa sinæ hænder, tha fingo the se a hans arm en storan gwllring. Widike sagde: «Thenne man kan wara aff godo slækte, æn tog han ær ekke wæll kledder.» Konungen fik hanum godæ clæder hæst oc wapn, oc sidan syntis han en degeligen man. Han tiænte konungen wæll, oc ælskede Wideke hanum mer [æn nokan aff konungens tiænera[3].


Kap. 132.

Herbrand Widferning blir konung Didriks man.

Konung Tidrik sporde till en man som Herbrand heter [som somma kallade Widferning, ty athan war en landfæring[4]. Han haffde warit nær manga høffdingia for nordan haffuit, oc i Greken. Han kan alla handa maall oc sider, han ær en mektug kæmpe. Han kom till Didriks oc wart hans man oc rad, ty han war en wiis man. Han førde konungens banner lenge sidan.


Kap. 133.

Ofred emellan konungarne Osantrix och Aktilius. Konung Osantrix' girighet. Om hans tre resar.

J thenna tid war mykin ofrid mellom Osanttrix konung oc Attilia konung, oc fingo ymsa siger. Konung Attila hafde mykit økt sit rike, oc alla vnte hanum got i hans land oc wildo noduga mista hanum. Osanttrix konung haffde annat sin i alderdomen æn i vngdomen. Folkit vnte hanum litit got oc mæst hans egna riddara oc swenna som læn haffdo aff hanum, ty han bar sielffuer ræntana op, oc the haffdo lænit, the førdæ oc aldrig sa manga peninga till hanum at hanum nøgde. Tha wiste ængen hwar theth bleff, hunger oc tørst haffde the nog. I hans gard tha han encte orlig haffde, tha skattade han sare sit egit land, oc lagde vndir sig oc syna frænder andra manna eghor. Theth war hans mæste idan tha han hema war. Tha han war i orløg, tha bade alla till gud athan skulde aldrig ater koma. [Two resor fuldo hanum, en het Vnulff oc annar Awidtro. Then tredia reso sende han till Ysunger konung, han het Odgeor[5]. Han la vti en skog, atgøma konung Ysungs land.


Kap. 134.

Konung Aktilius sänder bud till konung Didrik om hjelp, och drager med honom in i Wilkina land. Konung Osantrix möter dem. Konungarnes strid.

Koning Attilius sende sit bud till Osanttrix konung oc bød hanum winskap oc kerlek. Han fik bud igen at Osanttrix wilde ekke warda hans win. Sidan sænde konung Attilius sit budh till Didrik aff Bern, oc beddes hielp aff hanum. Konung Didrik swarade sa: «Jak will hanum gerna hielpa hwat iak kan,» oc giorde sig strax redo, oc red vtaff Bern meth 500 riddara oc alla hans kæmpar. Han kom till Attila konung. [Tha haffde han samuledh en her[6]. Sidan drogo the in i Wilcina land, brende oc skina slot oc stæder oc slo ther mykit folk i hæll, oc mykit rymde vndan them. Tha kom Osanttrix konung mot them meth en storan hæær, oc byriade at strida manneliga. Ther styrte mænger rasker dreng. Herbrand rider fram meth her Didriks banner, han hugger vpa bade hænder, manghen størte død for hanum. Her Didrik rider æffter hanum meth synæ kæmper, the [hugga meth mykit hugmod[7] oc røna sin swerd i hardom hielmom oc starkam brynior. Her Didrik oc hans ægna kemper, the gøra swa storan skada och rida mit i gømon hæren oc hugga men oc hæsta oc kasta hwar død vppa annan, oc ængen spesz star for them hwar the tilkomma.


Kap. 135.

Konung Osantrix' flykt. Widikes fångenskap. Konung Didrik rider hem till Bern, men Wildefer stadnar i Susa.

Tha kom mot them [hin starke rese Widwllf meth then stangen[8]. Widike war tha fræmst aff Didriks men. Resen slog till hanum meth sinne jarnstang[9] sa at han størte till jorden aff sinom hæst[10]. Theth sag Heyne de cleyne, han tog strax Widikes swerd Mimming oc skøtte Wædeke encte mer. [Osanttrix folk[11] ganga fram manneliga oc warda mykin manna skada. Her Didrik skynnade sina men fram, [oc bad them «hugga meth myklo hogmod[12], oc later Wilcina men kenna wor stora hwg.» Sidan worde hans men halffuo wredare æn før, oc bruto hwem then spesz the tilkomo. Tha flydde Osanttrix konung, oc lagh ther igen aff hans [folk] 500 dødæ men, oc aff konung Attilius men waro dødæ 300 men. Tha kom Herding[13] Osanttrix broder son tit som Widike lag. Han kende hans skioll[14], ty lot han binda hanum oc førden bort meth sik, oc flydde hwat han kunde. Tha fik Osanttrix konung osiger oc for hwar hem i sit rike. Osanttrix konung lot kasta Wideke i tornit. Didrik fulde Attilio konung till Susa, oc lag ther om nattana. [Om morgonen[15] red han tædan oc till Bern. Tha haffde han mist 60 men. Wildefer sagde till Didrik konung oc bad hanum loffua sig atbliffua ther igen nogra daga. «Jak will aldre komma till Bern igen før æn jak weet om Wædike ær liffwandis eller død.» Konung Didrik sagde: «Bliff her sa lenge tik tækkis.» Sidan dwaldis han nær Attilia konung.


Kap. 136.

Wildefer far på jagt med konung Aktilius, och dräper en björn. Ysung Lekare kommer till Susa.

En dag ther effter [for Attilia konung i skogen at weda diwr[16]. Mot afftanen for han hem igen oc hans men meth honum. Wildefer bleff i skogen allene meth two stora hunda. Han fik se en storan biorn, oc søkte strax at hanum meth sina hunda oc drap honum oc [flog hwdana aff hanum[17], oc bar lønliga skinnet hem meth sik. [Tha kom Ysung hin goda lekaræ aff Bern oc till Attilia konung. Han wilde oc gerna wita[18] om Widike war leffuandis eller død. Lekarna mwgo wæll fara mellom stora herra, æn theth ofrid ær.


Kap. 137.

Wildifer och Ysung Lekare draga in i Wilkina land, till att spörja efter Widike. Huru Wildifer låter sy björnskinnet omkring sig, och reder sig till som han vore en björn.

Wildefar sagde Ysung lekare athan wilde aldre komma till Bern, før æn han haffde Widike meth sig antigge liffuandis eller død. Ysung swarade: «Jak will hielpa tik hwat iak kan.» Wildefer sagde till Attilia konung: «Jak will fara till Wilcina land, till myna frender, oc koma strax igen.» Konungen bad hanum rada om han wilde haffua sinæ riddara meth, «tha skulo the fylgia tik.» Wildefer swarade: «Jak will haffua Ysung lekara meth mik oc ænga flere.» Sidan gingo the tædan. Tha the koma vtan fore staden, tha tog Wildefer sit biørn skin oc lot theth søma om kring sig. Ysung war en klog man, han redde hanum sa till som han haffde warit en biorn. Sidan lagde han en toring om hans halss, oc ledde hanum meth sik till thes the koma i Wilcina land. Ther møtte honum en man. Han sporde hanum om Osanttrix konung war hema. Han swarade: «Han ær wist hema oc faat folk nær hanum.» Ysung sporde: «Rosar han nogot aff then siger han fik aff Attilia konung?» «Jak hører hanum encte rosa,» sagde han, «vtan en kempe haffuer han aff Didriks men.» «Hwat heter han?» sagde Ysung, «ær han liffuandis eller død?» Mannen swarade: «Han ær liffuandis, oc heter Wideke Welandsson, tog ligger han i tornit oc stora fiætra om hans been. Iak wenter athan kommer aldre liffuandis tædan.» The skildis tha att.


Kap. 138.

Huru björnen hoppade för konung Osantrix, medan Ysung slag sin harpa.

Ysung kom till slottit oc gik in fore konungen. Konungen bad hanum wælkomen wara. Konungen talade till hanum: «Hwat kant tw at lekæ? Hwi heter tw, then besztæ lekare i wærildena[19] war.» Ysung swarade: «Jak wænter iak kan alla the lekæ som i Wilcinæ land ære, bade a harpor oc fidlor oc alskøns strengelek.» Konungen lot hænta ena harpæ. Ysung slog ther vti theth besztæ som han kunde, hans biorn hoppade sa vppa golffuit som han slog for hanum. Han kallade biornen wisa leon. Konungen oc alla hans men thakkade hanum oc kallade hanum then besztæ lekare som wara matte. Biornen stadde engen till sig ga, vtan Ysung lekare.


Kap. 139.

Konungen vill se flera lekar af Ysungs björn.

Konungen sporde: «Kan tin biorn ecke fleræ lekæ?» «Ja,» sagde Ysung, «han kan alla handa lekæ, iak sag aldre en klokare biorn.» Sidan gingo the i sæng at soffua. Annan dag bad Osanttrix konung athan mattæ se flera lekæ aff Ysungs biorn oc wilde sla sinæ [weda hunda[20] till hanum. Ysung swarade: «Illa talar tw nw herre, at tw wilt lata tina hunda bita min biorn. Iak will ekke hanum mista for alt theth tw egher. Biter han nogen aff tinæ hunda, tha warder tw wreder oc later sidan dræpa min biorn, tog wet iak athan wær sig æ mædan han kan.» Konungen swarade: «Tw mat mik ekke søniæ, hwat iak aff tig bedis oc engen aff myna men skolæ tin biorn nokot gøra.» Ysung worde gøra som konungen wilde. Tha haffde han hørt folkit tala ther om i hwart hws Wideke lag oc gaff ther wæll acht vppa.


Kap. 140.

Konungen och hans män gå ut af slottet, till att se på björnleken.

Vm morgonen æfftir, tha gik konungen wt vppa en fagher wall oc Widwlff rese i starka jernlenker. Han matte ecke løss ganga wtan han ware i stridh. Awinrod broder hans ledde hanum oc the haffdo encte harnisk vppa, oc ængen aff konungens men. Tha gik wtaff slottit hwart theth barn bade quinnor oc mæn oc skulde skoda thenne leek. Widike war sakt i tornit ther han lag, at Yswng lekara war ther, ty wænte han sig nokon hielp aff hanum.


Kap. 141.

Om björnleken. Konung Osantrix' och resarne Awinrods och Widulfs död.

Wideke brøt aff sik jarnen theth mæste han kunde. Tha løste konungen 60 stora hwnda, the lopo at biornen alla i sender. Biornen tog en hin største hund om æfftirføtarna, oc slog ther meth 12 the hwnda i hæll. Tha wreddis konungen oc drog sit swerd oc hiog biornen twert ouer ryggen, Swerdit bet ekke, ty at brynian war vnder biorn skinnet. Wildefer sprang op oc fik sit swerd aff Ysung lekare oc hiog vpa konungens halss sa at affgik huffuodit. Sidan hiog han till Awindrod rese oc gaff hanum bana saar, sidan slog han Widwlff then starkaste rese i hæll. Ther lot Osanttrix sit liiff, oc two rese meth hanum.


Kap. 142.

Widike blir lös ur sitt fängelse, och rider bort tillika med Wildifer och Ysung.

Konungens men lopo hwar sin wæg, the wore alla rædde sidan konungen fioll, oc sworo at en dyaffwll war i biornen. Wildefar løp in vppa slottit oc ropade: «Hwar estw Wædeke, myn gode wen?» Tha haffde Widike sunder slagit [torn dørernæ[21] oc kom wt till hanum. The gingo sidan om slottit oc slogo i hæll 16 men, toge ther sidan godæ hæsta oc god wapn. Tha fan Widike hwar Skimling stod. Tha wart han glad aff alt sit hierta, oc fik han alt sit harnisk igen vtan [sit swerd Mymming[22]. Theth harmade hanum aldre mest. [Tha reff Wildefer vtaff sig biorn skinnet. Tha Osanttrix men theth sago[23], athan war man oc ekke trwll, tha angrade them ath thera herre war swo[24] illa swiken. The fingo theris harnisk oc wæriæ oc wilde gerna [hempna hanum[25]. Theth sag Wideke, sidan sprang han vppa Skimling oc flydde hwat han matte. Wildefar oc Yswng folde hanum, gwll oc silff haffde the nog meth sig. The rido mer om nattena en om dagen till thes at the komo till Attilia konung. [Attilia fagnade[26] them wæll oc war [allær gladast wid Widekis komo[27], oc sporde hwre han tædan slap. Widike sagde hanum [alt, hwre [han] farit haffde[28]. Attilia sagde: «Theth ær sant, konung Tydrik ær en fultage man, oc kosteliga tiænare haffuer han oc fultage kempar, oc mag theth well kalla god stalbroder som swa hielper annan aff nød, som nw war hulpit waris gode wen Widike, oc borde tik Wildefar ther wæll god løn fore. Tw haffuer giort mik fridh for Osanttrix konung, oc fik han nw en smælugare[29] død æn han haffde fallit i strid. Jak bød hanum offta winskap, oc han ekke haffua wilde.»


Kap. 143.

Widike kommer till Bern, och får spaning om sitt svärd, Memming.

Wideke, Wildefer oc Yswng togo loff oc ridu sidan till Bern till Didrik konung. [Konungen war glader wid Widekes koma[30] oc sporde hanum hwre han tædan kom. Han sagde hanum hwre farit[31] haffde. Didrik konung thakkade Wildefer oc wort han prisat ouer alla land. Et sinne sporde konungen Widike hwi han war sa oglader. Wideke sagdis aldre glader warda før han spør hwar Mimming ær bliffuen. «Ffinner jak then man som hanum bær, tha skall jak antigge lata mit liiff eller haffua hanum igen.» Konung Didrik swarade: «Wær glad, Mimming ær her i myn gard. Theth haffuer Heyne de cleyne, han tog theth tha tw wast fallen.»


Kap. 144.

Konung Ermentrik bedes hjelp af konung Didrik emot Runsten Jarl.

Tha kom konung Ermentriks bud till konung Didrik aff Bern, athan skulde komma till Rom meth all then makt han kunde aff stad koma. Konung Tydrik giorde sik redo meth 500 wapnade men vtan hans ægne kæmpe. Tha talade Widike till Heim: «Fa mik mit swerd Mimming igen!» Heim swarade: «Lena mik theth i thenna færd, tha wij hem koma tha skall theth tit wara.» Wideke nøgde ther wæll att. Konung Tidrik red till Rom, konung Erentrik møtte hanum meth 6000 raskæ men. Nw rido thesse two konunga vti en jarls land som Runsten heter. Hanum forsmadde at skattæ till konung Ermentrik[32]. The brende oc skende hans land oc slogo ther mangen man. The komo for et slot [som kalladis Gerimshem[33], oc brænde all bygden ther om kring oc slogo thera pawlun for slottit. Konung Tidrik a then ene sidæ, konung Ermentrik a then annan. Ther lago the i two manade fore oc kunde æy winna slottit.


Kap. 145.

Jarlens fall.

En dag red jarlen wtaff slottit sielff vjte oc wille se om thera hollare hwat heller the soffuo æller wakade, oc haffde till førende innan for porten wapnat sit folk oc wilde haffua stolis[34] vppa them om han haffde [set sin ram[35]. Tha han kom fram, tha møtte hanum en aff konung Didriks hollare, theth war [hin starke[36] Widike. Tha iarlen sag sin fiende rende han strax mot hanum. Sidan[37] drogo the theris swerd oc hwggo vppa Wideke. The waro 6 oc [han war en. Widike worde sik manneliga[38], oc hiog aff sin macht a jarlens hielm oc kløff huffuod oc bryst sa ati beltit stodh, sidan fiøll han død[39] till jordena. Hans thienare [rymde till slottit[40] meth onda tidende.


Kap. 146.

Widike förtäljer om jarlens dråp. Heyms smädelser.

Wideke red till her Tidriks pawlun. Konung Tidrik oc alla hans men stodo vtan fore pawlunit. Them tykte at Wideke haffde nogon manheit giort, ty han red sa dolliga[41]. The bade hanum wælkomen wæra oc sporde hanum tidende. Han swarade: «Thenne jarll ær nw død oc torffwa wij nw ey længer her liggia.» The spordo ho hanum drap. Wideke swarade: «Jak ær then sama som hanum felde død till jordena.» Heim swarade: «Ekke tor tw ther sa rosa aff. Han war sa gamall en man at en kona matte hanum wæll [i hæll slagit haffua[42], om hon haffde kunnat hwgga meth swerd.»


Kap. 147.

Widikes och Heyms träta och förlikning. Konung Ermentrik vinner slottet Gerimshem.

Tha wreddis Wideke ok sprang at Heym oc grep Mimmingx handfang oc rykte swerdit fra Heym. Nagelring kastade han for hans føter oc bød hanum strax till kamp. Heim tog Nagellring op oc sagde: «Iak ær rede at kampa meth tik.» Konung Tidrik sprang i mellom oc flere gode men, oc wilde theth æy till stædia. Wideke sagde: «Aldrey skall Mimming komma i sina skida før æn han haffuer skilt[43] hans huffuod fra hans bwk[44], ty athan hauer mik offta hwgmod giort, som han oc giorde tha iak lag om kull slagen i Wilcina land. Tha matte han mik wæll hulpit haffua, sa at iak ekke haffde grepin wordin, han lot som han myn fiende[45] war, oc røffuade mik mit swerd wtaff. Ty wet iak athan skall sin løn haffua, ther fore sa got ær nw som [annat sin[46].» Her Tidrik talade till Heim, oc straffade hanum ther fore oc bad hanum forbidia Wideke. Sidan swor Heim en ed, at [theth war hans snak, oc gaman som han till Widike talade, oc encte spot eller hat[47]. Oc ther meth bliffuo the forlikte. Konung Tidrik sporde Widike: «Wolte[48] tw jarlans død?» «Ja[49],» sagde Wideke, [«han kom mot mik[50] siellf vjte oc sidan han war slagin tha rymde the 5.» Konung Tidrik sagde: «Tw skalt haffua ther god løn fore oc myn kerleek. Tw æst en rask man oc fultage kæmpe.» Konung Tidrik sende et bud till Ermentrik konung oc lot hanum sigia[51] at iarlen war død. Tha han theth sporde, tha lot han blæsa i alla sina ludra oc wapna alt sit folk oc stormade strax till slottit, sa lenge at jarlans men gaffuo slottit, sa at the aff gingo meth harnisk oc haffuor. Konung Ermentrik annamede slottit oc satte ther till høffuisman [Wolter aff Waskensten[52], sin systerson. Sidan redo konungana bade hem i thera egit land igen.


Hyltén-Cavallius' 1854-utgave


Fornsvensk(æ).jpg er gjengitt som ꜹ, -eth.jpg er gjengitt som ʒ.



Kap. 131.

Konung Thetmars död. Didrik blir konung öfver Bern. Wildefer kommer till Bern och får tjenst hos konung Didrik.

Konung tꜧitmar fik ꜧꜹlſot . oc bleff død . [ſtrax tꜧer[53] didrik war ꜧeɱ komeŋ/ tꜧa bleff didrik koning offuer berŋ . oc offuer alt ꜧans rike oc war mẏkit priſader offuer alla wꜹrildena . Eŋ dag ſoɱ konung didrik ſat offuer bord . tꜧer koɱ eŋ maŋ jŋ gangande ꜧaŋ war ſtor oc ſtark . ekke war ꜧaŋ wꜹll redder mʒ ꜧarniſk eller klꜹde . ꜧaŋ ꜧilſade konungeŋ ꜧøffuiſkaliga . konungeŋ bad ꜧanuɱ wꜹllkomeŋ wara/ konungeŋ ſporde ꜧwat maŋ ꜹſtw . ꜧaŋ ſwarade Jak ꜧeter wildefer . jak ꜹr fødder i [ꜧumlinge land[54] . iak will gerna tiꜹnꜹ ider oɱ etꜧer tꜹkkis . konungeŋ ſwarade wiltw wꜹll tiꜹnꜹ/ tꜧa will jak ꜧaffua tiŋ tiꜹniſte oɱ ſwa wiliꜹ flere myne godemeŋ . widike ſwarade/ tager ꜧanuɱ till etꜧer/ ꜧaŋ kaŋ wara eŋ goder drenger . tꜧa ſagde ꜧaŋ konungenoɱ tiꜹniſte . konungeŋ bad ꜧanuɱ ſitia till bords . ꜧaŋ ſtrøk ſinꜹ armar oc ſkulde twa ſinꜹ ꜧꜹnder . tꜧa fingo tꜧe ſe a ꜧans arɱ eŋ ſtoraŋ gwllring . widike ſagde/ tꜧenne maŋ kaŋ wara aff godo ſlꜹkte ꜹŋ tog ꜧaŋ ꜹr ekke wꜹll kledder . konungeŋ fik ꜧanuɱ godꜹ clꜹder ꜧꜹſt oc wapŋ . oc ſidaŋ ſẏntis ꜧaŋ eŋ degeligeŋ maŋ . ꜧaŋ tiꜹnte konung wꜹll/ oc ꜹlſkede wideke ꜧanuɱ mer [ꜹŋ nokaŋ aff konungens tiꜹnera[55] . .


Kap. 132.

Herbrand Widferning blir konung Didriks man.

Konung tidrik ſporde till eŋ maŋ ſoɱ ꜧerbrand ꜧeter [ſoɱ ſomma kallade widferning . tẏ atꜧaŋ war eŋ landfꜹring/[56] ꜧaŋ ꜧaffde warit nꜹr manga ꜧøffdingia |[57] for nordaŋ ꜧaffuit/ oc i grekeŋ . ꜧaŋ kaŋ alla ꜧanda maall . oc ſider ꜧaŋ ꜹr eŋ mektug kꜹmpe ꜧaŋ koɱ till didriks oc wart ꜧans maŋ oc rad . tẏ ꜧaŋ war eŋ wiiſ maŋ . ꜧaŋ førde konungens banner lenge ſidaŋ .


Kap. 133.

Ofred emellan konungarne Osantrix och Aktilius. Konung Osantrix' girighet. Om hans tre resar.

J tꜧenna tid war mẏkiŋ ofrid . melloɱ oſanttrix konung oc attilia konung. oc fingo ymſa ſiger . konung attila ꜧafde mẏkit økt ſit rike/ oc alla vnte ꜧanuɱ got i ꜧans land . oc wildo noduga miſta ꜧanuɱ . Oſanttrix konung ꜧaffde annat ſiŋ i alderdomeŋ . ꜹŋ i vngdomeŋ . folkit vnte ꜧanuɱ litit got . oc mꜹſt ꜧans egna riddara oc ſwenna ſoɱ lꜹŋ ꜧaffdo aff ꜧanuɱ . tẏ ꜧaŋ bar ſielffuer rꜹntana op/ oc tꜧe ꜧaffdo lꜹnit/ tꜧe førdꜹ oc aldrig ſa manga peninga till ꜧanuɱ at ꜧanuɱ nøgde . tꜧa wiſte ꜹngeŋ ꜧwar tꜧʒ bleff/ ꜧunger oc tørſt ꜧaffde tꜧe nog . i ꜧans gard tꜧa ꜧaŋ encte orlig ꜧaffde/ tꜧa ſkattade ꜧaŋ ſare ſit egit land . oc lagde vndir ſig oc ſẏna frꜹnder andra manna egꜧor tꜧʒ war ꜧans mꜹſte idaŋ tꜧa ꜧaŋ ꜧema war/ tꜧa ꜧaŋ war i orløg . tꜧa bade alla till gud . atꜧaŋ ſkulde aldrig ater koma . [two reſor fuldo ꜧanuɱ eŋ ꜧet vnulff oc annar awidtro . tꜧeŋ tredia reſo ſende ꜧaŋ till ẏſunger konung ꜧaŋ ꜧet odgeor[58] ꜧaŋ la vti eŋ ſkog . atgøma konung yſungs land .


Kap. 134.

Konung Aktilius sänder bud till konung Didrik om hjelp, och drager med honom in i Wilkina land. Konung Osantrix möter dem. Konungarnes strid.

Koning attilius ſende ſit bud till oſanttrix konung oc bød ꜧanuɱ winſkap oc kerlek . ꜧaŋ fik bud igeŋ at oſanttrix wilde ekke warda ꜧans wiŋ Sidaŋ ſꜹnde konung attilius ſit budꜧ till didrik aff berŋ/ oc beddes ꜧielp aff ꜧanuɱ konung didrik ſwarade ſa . Jak will ꜧanuɱ gerna ꜧielpa ꜧwat iak kaŋ . oc giorde ſig ſtrax redo/ oc red vtaff berŋ mʒ vC riddara oc alla ꜧans kꜹmpar . Haŋ koɱ till attila konung . [tꜧa ꜧaffde |[59] ꜧaŋ ſamuledꜧ eŋ ꜧer/[60] Sidaŋ drogo tꜧe iŋ i wilcina land . brende oc ſkina ſlot oc ſtꜹder oc ſlo tꜧer mẏkit folk i ꜧꜹll/ oc mẏkit rẏmde vndaŋ tꜧeɱ/ tꜧa koɱ oſanttrix konung mot tꜧeɱ . mʒ eŋ ſtoraŋ ꜧꜹꜹr . oc byriade at ſtrida manneliga . tꜧer ſtẏrte mꜹnger raſker dreng . ꜧerbrand rider fraɱ mʒ ꜧer didriks banner . ꜧaŋ ꜧugger vpa bade ꜧꜹnder . mangꜧeŋ ſtørte død for ꜧanuɱ/ ꜧer didrik rider ꜹffter ꜧanuɱ mʒ ſẏnꜹ kꜹmper. tꜧe [ꜧugga mʒ mẏkit ꜧugmod[61] . oc røna ſiŋ ſwerd i ꜧardoɱ ꜧielmoɱ . oc ſtarkaɱ brẏnior./ ꜧer didrik oc ꜧans ꜹgna kemper tꜧe gøra ſwa ſtoraŋ ſkada ocꜧ rida mit i gømoŋ ꜧꜹreŋ oc ꜧugga meŋ oc ꜧꜹſta oc kaſta ꜧwar død vppa annaŋ/ oc ꜹngeŋ ſpeſʒ ſtar for tꜧeɱ ꜧwar tꜧe tilkomma .


Kap. 135.

Konung Osantrix' flykt. Widikes fångenskap. Konung Didrik rider hem till Bern, men Wildefer stadnar i Susa.

Tꜧa koɱ mot tꜧeɱ [ꜧiŋ ſtarke reſe widwllf mʒ tꜧeŋ ſtangeŋ[62] . widike war tꜧa frꜹmſt aff didriks meŋ . reſeŋ ſlog till ꜧanuɱ mʒ ſinne jarnſtang[63] ſa at ꜧaŋ ſtørte till jordeŋ aff ſinoɱ ꜧꜹſt[64] . tꜧʒ ſag ꜧeẏne de cleẏne ꜧaŋ tog ſtrax widikes ſwerd mimming oc ſkøtte wꜹdeke encte mer [Oſanttrix folk[65] ganga fraɱ manneliga . oc warda mẏkiŋ manna ſkada/ ꜧer didrik ſkynnade ſina meŋ fraɱ . [oc bad tꜧem ꜧugga mʒ mẏklo ꜧogmod[66] . oc later wilcina meŋ kenna wor ſtora ꜧwg . ſidaŋ worde ꜧans meŋ ꜧalffuo wredare ꜹŋ før/ oc bruto ꜧweɱ tꜧeŋ ſpeſʒ tꜧe tilkomo/ Tꜧa flẏdde oſanttrix konung . oc lagꜧ tꜧer igeŋ aff ꜧans [folk] vC dødꜹ meŋ/ oc aff konung attilius meŋ waro dødꜹ iijC meŋ . Tꜧa koɱ ꜧerding[67] oſanttrix broder ſoŋ tit ſoɱ widike lag ꜧaŋ kende ꜧans ſkioll[68]/ tẏ lot ꜧaŋ binda ꜧanuɱ oc førdeŋ bort |[69] mʒ ſik/ oc flẏdde ꜧwat ꜧaŋ kunde . tꜧa fik oſanttrix konung oſiger oc for ꜧwar ꜧeɱ i ſit rike . Oſanttrix konung lot kaſta wideke i tornit . Didrik fulde attilio konung till ſuſa/ oc lag tꜧer oɱ nattana ./ [oɱ morgoneŋ[70] red ꜧaŋ tꜹdaŋ oc till berŋ . tꜧa ꜧaffde ꜧaŋ miſt lx meŋ . wildefer ſagde till didrik konung oc bad ꜧanuɱ loffua ſig atbliffua tꜧer igeŋ nogra daga . jak will aldre komma till berŋ igeŋ før ꜹŋ jak weet oɱ wꜹdike ꜹr liffwandis eller død . konung didrik ſagde bliff ꜧer ſa lenge tik tꜹkkis . ſidaŋ dwaldis ꜧaŋ nꜹr attilia konung .


Kap. 136.

Wildefer far på jagt med konung Aktilius, och dräper en björn. Ysung Lekare kommer till Susa.

Eŋ dag tꜧer effter [for attilia konung i ſkogeŋ . at weda diwr[71] . mot afftaneŋ/ for ꜧaŋ ꜧeɱ igeŋ oc ꜧans meŋ mʒ ꜧonuɱ/ wildefer bleff i ſkogeŋ allene mʒ two ſtora ꜧunda . ꜧaŋ fik ſe eŋ ſtoraŋ biorŋ/ oc ſøkte ſtrax at ꜧanuɱ mʒ ſina ꜧunda oc drap ꜧonuɱ oc [flog ꜧwdana aff ꜧanuɱ[72] . oc bar lønliga ſkinnet ꜧeɱ mʒ ſik . [tꜧa koɱ ẏſung ꜧiŋ goda lekarꜹ aff berŋ oc till attilia konung . ꜧaŋ wilde oc gerna wita[73] oɱ widike war leffuandis eller død . lekarna mwgo wꜹll fara melloɱ ſtora ꜧerra . ꜹŋ tꜧʒ ofrid ꜹr .


Kap. 137.

Wildifer och Ysung Lekare draga in i Wilkina land, till att spörja efter Widike. Huru Wildifer låter sy björn-skinnet omkring sig, och reder sig till som han vore en björn.

Vildefar ſagde ẏſung lekare atꜧaŋ wilde aldre komma till berŋ . før ꜹŋ ꜧaŋ ꜧaffde widike mʒ ſig antigge liffuandis eller død . ẏſung ſwarade jak will ꜧielpa tik ꜧwat iak kaŋ . wildefer ſagde till attilia konung . jak will fara till wilcina land . till myna frender . oc koma ſtrax igeŋ/ konungeŋ bad ꜧanuɱ rada oɱ ꜧaŋ wilde ꜧaffua ſinꜹ riddara mʒ . tꜧa ſkulo tꜧe fẏlgia tik/ wildefer ſwarade jak will ꜧaffua ẏſung lekara mʒ mik oc ꜹnga |[74] flere . Sidaŋ gingo tꜧe tꜹdan/ tꜧa tꜧe koma vtaŋ fore ſtadeŋ . tꜧa tog wildefer ſit biørŋ ſkiŋ oc lot tꜧʒ ſøma oɱ kring ſig . ẏſung war eŋ klog maŋ . ꜧaŋ redde ꜧanuɱ ſa till ſoɱ ꜧaŋ ꜧaffde warit eŋ biorŋ . Sidaŋ lagde ꜧaŋ eŋ toring oɱ ꜧans ꜧalſſ. oc ledde ꜧanuɱ mʒ ſik till tꜧes tꜧe koma i wilcina land . tꜧer møtte ꜧonuɱ eŋ maŋ/ ꜧaŋ ſporde ꜧanuɱ oɱ Oſanttrix konung war ꜧema . ꜧaŋ ſwarade/ ꜧaŋ ꜹr wiſt ꜧema . oc faat folk nꜹr ꜧanuɱ . ẏſung ſporde roſar ꜧaŋ nogot aff tꜧeŋ ſiger ꜧaŋ fik aff attilia konung . jak ꜧører ꜧanuɱ encte roſa ſagde ꜧaŋ vtaŋ eŋ kempe ꜧaffuer ꜧaŋ aff didriks meŋ . ꜧwat ꜧeter ꜧaŋ ſagde ẏſung . ꜹr ꜧaŋ liffuandis eller død . manneŋ ſwarade ꜧaŋ ꜹr liffuandis/ oc ꜧeter wideke welandſſoŋ tog ligger ꜧaŋ i tornit oc ſtora fiꜹtra oɱ ꜧans beeŋ . iak wenter atꜧaŋ kommer aldre liffuandis tꜹdaŋ/ tꜧe ſkildis tꜧa att/


'Kap. 138.

Huru björnen hoppade för konung Osantrix, medan Ysung slag sin harpa.

ẏſung koɱ till ſlottit oc gik iŋ fore konungeŋ . konungeŋ bad ꜧanuɱ wꜹlkomeŋ wara/ konungeŋ talade till ꜧanuɱ/ ꜧwat kant tw at lekꜹ ꜧwi ꜧeter tw tꜧeŋ beſʒtꜹ lekare i wꜹrildena[75] war/ ẏſung ſwarade jak wꜹnter iak kaŋ alla tꜧe lekꜹ ſoɱ i wilcinꜹ land ꜹre bade a ꜧarpor oc fidlor oc alſkøns ſtrengelek . konungeŋ lot ꜧꜹnta ena ꜧarpꜹ . ẏſung ſlog tꜧer vti tꜧʒ beſʒtꜹ ſoɱ ꜧaŋ kunde/ ꜧans biorŋ ꜧoppade ſa vppa golffuit ſoɱ ꜧaŋ ſlog for ꜧanuɱ . ꜧaŋ kallade biorneŋ wiſa leoŋ . konungeŋ oc alla ꜧans meŋ tꜧakkade ꜧanuɱ oc kallade ꜧanuɱ tꜧeŋ beſʒtꜹ lekare ſoɱ wara matte . biorneŋ ſtadde engeŋ till ſig ga . vtaŋ ẏſung lekare .


Kap. 139.

Konungen vill se flera lekar af Ysungs björn.

Konung ſporde kaŋ tiŋ biorŋ ecke flerꜹ lekꜹ . ja ſagde yſung . ꜧaŋ kaŋ alla ꜧanda lekꜹ iak ſag aldre eŋ klokare biorŋ/ Sidaŋ gingo tꜧe i ſꜹng . at ſoffua . Annaŋ dag bad oſanttrix konung atꜧaŋ mattꜹ ſe flera lekꜹ aff |[76] ẏſungs biorŋ oc wilde ſla ſinꜹ [weda ꜧunda[77] till ꜧanuɱ . ẏſung ſwarade . illa talar tw nw ꜧerre . at tw wilt lata tina ꜧunda bita miŋ biorŋ/ iak will ekke ꜧanuɱ miſta for alt tꜧʒ tw egꜧer/ biter ꜧaŋ nogeŋ aff tinꜹ ꜧunda tꜧa warder tw wreder oc later ſidaŋ drꜹpa miŋ biorn . tog wet iak atꜧaŋ wꜹr ſig ꜹ mꜹdaŋ ꜧaŋ kaŋ . konungeŋ ſwarade tw mat mik ekke ſøniꜹ ꜧwat iak aff tig bedis oc engeŋ aff myna meŋ ſkolꜹ tiŋ biorŋ nokot gøra ẏſung worde gøra ſoɱ konungeŋ wilde/ tꜧa ꜧaffde ꜧaŋ ꜧørt folkit tala tꜧer oɱ i ꜧwart ꜧws/ wideke lag oc gaff tꜧer wꜹll acꜧt vppa .


Kap. 140.

Konungen och hans män gå ut af slottet, till att se på björn-leken.

Vɱ morgoneŋ ꜹfftir . tꜧa gik konungeŋ wt vppa eŋ fagꜧer wall oc widwlff reſe i ſtarka jernlenker ꜧaŋ matte ecke løſſ ganga wtaŋ ꜧaŋ ware i ſtridꜧ Awinrod broder ꜧans ledde ꜧanuɱ oc tꜧe ꜧaffdo encte ꜧarniſk vppa/ oc ꜹngeŋ aff konungens meŋ . tꜧa gik wtaff ſlottit ꜧwart tꜧʒ barŋ bade quinnor oc mꜹŋ . oc ſkulde ſkoda tꜧenne leek . widike war ſakt i tornit tꜧer ꜧaŋ lag . at ẏſwng lekara war tꜧer . tẏ wꜹnte ꜧaŋ ſig nokoŋ ꜧielp aff ꜧanuɱ .


Kap. 141.

Om björn-leken. Konung Osantrix' och resarne Awinrods och Widulfs död.

Videke brøt aff ſik jarneŋ tꜧʒ mꜹſte ꜧaŋ kunde/ tꜧa løſte konungeŋ lx ſtora ꜧwnda . tꜧe lopo at biorneŋ alla i ſender . biorneŋ tog eŋ ꜧiŋ ſtørſte ꜧund . oɱ ꜹfftirføtarna/ oc ſlog tꜧer mʒ xij tꜧe ꜧwnda i ꜧꜹll . tꜧa wreddis konungeŋ oc drog ſit ſwerd . oc ꜧiog biorneŋ twert ouer rẏggeŋ/ ſwerdit bet ekke tẏ at brẏniaŋ war vnder biorŋ ſkinnet . wildefer ſprang op oc fik ſit ſwerd aff ẏſung lekare oc ꜧiog vpa konungens ꜧalſſ ſa at affgik ꜧuffuodit . ſidaŋ ꜧiog ꜧaŋ till awindrod reſe oc gaff ꜧanuɱ bana ſaar/ ſidaŋ ſlog ꜧaŋ widwlff tꜧeŋ ſtarkaſte reſe i ꜧꜹll . tꜧer lot oſanttrix ſit liiff/ oc two reſe mʒ ꜧanuɱ .


Kap. 142.

Widike blir lös ur sitt fängelse, och rider bort tillika med Wildifer och Ysung.

Konungens meŋ |[78] lopo ꜧwar ſiŋ wꜹg . tꜧe wore alla rꜹdde ſidaŋ konungeŋ fioll/ oc ſworo at eŋ dẏaffwll war i biorneŋ . wildefar løp iŋ vppa ſlottit oc ropade/ ꜧwar eſtw wꜹdeke mẏŋ gode weŋ/ tꜧa ꜧaffde widike ſunder ſlagit [torŋ dørernꜹ[79] oc koɱ wt till ꜧanuɱ tꜧe gingo ſidaŋ oɱ ſlottit oc ſlogo i ꜧꜹll xvj meŋ/ toge tꜧer ſidaŋ godꜹ ꜧꜹſta oc god wapŋ . tꜧa faŋ widike ꜧwar ſkimling ſtod . tꜧa wart ꜧaŋ glad aff alt ſit ꜧierta/ oc fik ꜧaŋ alt ſit ꜧarniſk igeŋ vtaŋ [ſit ſwerd mymming[80] ./ tꜧʒ ꜧarmade ꜧanuɱ aldre meſt . [tꜧa reff wildefer vtaff ſig biorŋ ſkinnet . tꜧa oſanttrix meŋ tꜧʒ ſago[81] . atꜧaŋ war maŋ oc ekke trwll/ tꜧa angrade tꜧeɱ atꜧ tꜧeraerre war ſwo[82] illa ſwikeŋ/ tꜧe fingo tꜧeris ꜧarniſk oc wꜹriꜹ oc wilde gerna [ꜧempna ꜧanuɱ[83] . tꜧʒ ſag wideke/ . ſidaŋ ſprang ꜧaŋ vppa ſkimling oc flẏdde ꜧwat ꜧaŋ matte/ wildefar oc ẏſwng folde ꜧanuɱ/ gwll oc ſilff ꜧaffde tꜧe nog mʒ ſig . tꜧe rido mer oɱ nattena eŋ oɱ dageŋ till tꜧes at tꜧe komo till Attilia konung. [Attilia fagnade[84] tꜧeɱ wꜹll . oc war [allꜹr gladaſt wid widekis komo[85]/ oc ſporde ꜧwre ꜧaŋ tꜹdaŋ ſlap . widike ſagde ꜧanuɱ [alt/ ꜧwre [ꜧaŋ] farit ꜧaffde[86] . Attilia ſagde tꜧʒ ꜹr ſant . konung tẏdrik ꜹr eŋ fultage maŋ oc koſteliga tiꜹnare ꜧaffuer ꜧaŋ/ oc fultage kempar oc mag tꜧʒ well kalla god ſtalbroder ſoɱ ſwa ꜧielper annaŋ aff nød . ſoɱ nw war ꜧulpit waris gode weŋ widike/ oc borde tik wildefar tꜧer wꜹll god løŋ fore/ tw ꜧaffuer giort mik fridꜧ for oſanttrix konung . oc fik ꜧaŋ nw eŋ ſmꜹlugare[87] død ꜹŋ ꜧaŋ ꜧaffde fallit i ſtrid . jak bød ꜧanuɱ offta |[88] winſkap . oc ꜧaŋ ekke ꜧaffua wilde .


Kap. 143.

Widike kommer till Bern, och får spaning om sitt svärd, Memming.

Videke wildefer oc ẏſwng . togo loff oc ridu ſidaŋ till berŋ till didrik konung . [konungeŋ war glader wid widekes koma[89] . oc ſporde ꜧanuɱ ꜧwre ꜧaŋ tꜹdaŋ koɱ/ ꜧaŋ ſagde ꜧanuɱ ꜧwre farit[90] ꜧaffde . didrik konung tꜧakkade wildefer oc wort ꜧaŋ priſat ouer alla land . Et ſinne ſporde konungeŋ widike ꜧwi ꜧaŋ war ſa oglader . wideke ſagdis aldre glader warda før ꜧaŋ ſpør ꜧwar mimming ꜹr bliffueŋ . ffinner jak tꜧeŋ maŋ ſoɱ ꜧanuɱ bꜹr./ tꜧa ſkall jak antigge lata mit liiff eller ꜧaffua ꜧanuɱ igeŋ . konung didrik ſwarade wꜹr glad . mimming ꜹr ꜧer i myŋ gard . tꜧʒ ꜧaffuer ꜧeẏne de cleẏne ꜧaŋ tog tꜧʒ tꜧa tw waſt falleŋ .


'Kap. 144.

Konung Ermentrik bedes hjelp af konung Didrik emot Runsten Jarl.

Tꜧa koɱ konung Ermentriks bud . till konung didrik aff berŋ atꜧaŋ ſkulde komma till roɱ mʒ all tꜧeŋ makt ꜧaŋ kunde aff ſtad koma . konung tẏdrik giorde ſik redo mʒ vC wapnade meŋ vtaŋ ꜧans ꜹgne kꜹmpe/ tꜧa talade widike till ꜧeiɱ/ fa mik mit ſwerd mimming igeŋ/ ꜧeiɱ ſwarade/ lena mik tꜧʒ i tꜧenna fꜹrd . tꜧa wij ꜧeɱ koma tꜧa ſkall tꜧʒ tit wara . wideke nøgde tꜧer wꜹll att . konung tidrik red till roɱ . konung Erentrik møtte ꜧanuɱ mʒ vjM raſkꜹ meŋ . Nw rido tꜧeſſe two konunga vti eŋ jarls land . ſoɱ Runſteŋ ꜧeter . ꜧanuɱ forſmadde at ſkattꜹ till konung Ermentrik[91] . tꜧe brende oc ſkende ꜧans land . oc ſlogo tꜧer mangeŋ maŋ . tꜧe komo for et ſlot [ſoɱ kalladis gerimſꜧeɱ[92]/ oc brꜹnde all bẏgdeŋ tꜧer oɱ kring oc ſlogo tꜧera pawluŋ for ſlottit . konung tidrik a tꜧeŋ ene ſidꜹ/ konung Ermentrik a tꜧeŋ annaŋ . tꜧer lago tꜧe i two manade fore . oc kunde ꜹẏ winna ſlottit .


Kap. 145.

Jarlens fall.

Eŋ dag red jarleŋ wtaff ſlottit ſielff vjte oc wille ſe oɱ tꜧera ꜧollare ꜧwat ꜧeller tꜧe ſoffuo ꜹller wakade/ oc ꜧaffde till førende |[93] innaŋ for porteŋ wapnat ſit folk . oc wilde ꜧaffua ſtolis[94] vppa tꜧeɱ oɱ ꜧaŋ ꜧaffde [ſet ſiŋ raɱ[95] . tꜧa ꜧaŋ koɱ fra[ɱ] . tꜧa møtte ꜧanuɱ eŋ aff konung didriks ꜧollare tꜧʒ war [ꜧiŋ ſtarke[96] widike/ tꜧa iarleŋ ſag ſiŋ fiende rende ꜧaŋ ſtrax mot ꜧanuɱ . ſidaŋ[97] drogo tꜧe tꜧeris ſwerd . oc ꜧwggo vppa wideke/ tꜧe waro vj . oc [ꜧaŋ war eŋ widike worde ſik manneliga[98]/ oc ꜧiog aff ſiŋ macꜧt a jarlens ꜧielɱ oc kløff ꜧuffuod oc brẏſt ſa ati beltit ſtodꜧ ſidaŋ fiøll ꜧaŋ død[99] till jordena . ꜧans tꜧienare [rẏmde till ſlottit[100] mʒ onda tidende .


Kap. 146.

Widike förtäljer om jarlens dråp. Heyms smädelser.

Videke red till ꜧer tidriks pawluŋ . konung tidrik oc alla ꜧans meŋ ſtodo vtaŋ fore pawlunit/ tꜧeɱ tẏkte at wideke ꜧaffde nogoŋ manꜧeit giort . tẏ ꜧaŋ red ſa dolliga[101]/ tꜧe bade ꜧanuɱ wꜹlkomeŋ wꜹra . oc ſporde ꜧanuɱ tidende/ ꜧaŋ ſwarade/ tꜧenne jarll ꜹr nw død . oc torffwa wij nw eẏ lꜹnger ꜧer liggia . tꜧe ſpordo ꜧo ꜧanuɱ drap . wideke ſwarade/ Jak ꜹr tꜧeŋ ſama ſoɱ ꜧanuɱ felde død till jordena . ꜧeiɱ ſwarade/ ekke tor tw tꜧer ſa roſa aff/ ꜧaŋ war ſa gamall eŋ maŋ . at eŋ kona matte ꜧanuɱ wꜹll [i ꜧꜹll ſlagit ꜧaffua[102] . oɱ ꜧoŋ ꜧaffde kunnat ꜧwgga mʒ ſwerd .


Kap. 147.

Widikes och Heyms träta och förlikning. Konung Ermentrik vinner slottet Gerimshem.

Tꜧa wreddis wideke ok ſprang at ꜧeẏɱ oc grep mimmingx ꜧandfang . oc rẏkte ſwerdit fra ꜧeẏɱ/ Nagelring kaſtade ꜧaŋ for ꜧans føter . oc bød ꜧanuɱ ſtrax till kamp . ꜧeiɱ tog nagellring op . oc ſagde/ iak ꜹr rede at kampa mʒ tik . konung tidrik ſprang i melloɱ . oc flere gode meŋ . oc wilde tꜧʒ ꜹy till ſtꜹdia . wideke ſagde Aldrey ſkall mimming komma i ſina ſkida . før ꜹŋ ꜧaŋ ꜧaffuer ſkilt[103] ꜧans ꜧuffuod . fra ꜧans bwk[104]/ tẏ atꜧaŋ ꜧauer mik offta ꜧwgmod giort/ ſoɱ ꜧaŋ oc giorde tꜧa iak lag oɱ kull ſlageŋ i wilcina land . tꜧa matte ꜧaŋ mik wꜹll ꜧulpit ꜧaffua . ſa/ at iak ekke ꜧaffde grepiŋ wordiŋ/ ꜧaŋ lot ſoɱ ꜧaŋ |[105] mẏŋ fiende[106] war/ oc røffuade mik mit ſwerd wtaff/ tẏ wet iak atꜧaŋ ſkall ſiŋ løŋ ꜧaffua . tꜧer fore ſa got ꜹr nw ſoɱ [annat ſin[107] . ꜧer tidrik talade till ꜧeiɱ/ oc ſtraffade ꜧanuɱ tꜧer fore . oc bad ꜧanuɱ forbidia wideke/ ſidaŋ ſwor ꜧeiɱ eŋ ed . at [tꜧʒ war ꜧans ſnak . oc gamaŋ ſoɱ ꜧaŋ till widike talade . oc encte ſpot eller ꜧat[108] . oc tꜧer mʒ bliffuo tꜧe forlikte/ konung tidrik ſporde widike/ wolte[109] tw jarlans død . ja[110] ſagde wideke . [ꜧaŋ koɱ mot mik[111] ſiellf vjte oc ſidaŋ ꜧaŋ war ſlagiŋ tꜧa rẏmde tꜧe . v./ konung tidrik ſagde . tw ſkalt ꜧaffua tꜧer god løŋ fore . oc myŋ kerleek . tw ꜹſt eŋ raſk maŋ . oc fultage kꜹmpe/ konung tidrik ſende et bud till Ermentrik konung . oc lot ꜧanuɱ ſigia[112] at iarleŋ war død . tꜧa ꜧaŋ tꜧʒ ſporde/ tꜧa lot ꜧaŋ blꜹſa i alla ſina ludra . oc wapna alt ſit folk . oc ſtormade ſtrax till ſlottit . ſa lenge at jarlans meŋ gaffuo ſlottit . ſa at tꜧe aff gingo mʒ ꜧarniſk oc ꜧaffuor./ konung Ermentrik annamede ſlottit oc ſatte tꜧer till ꜧøffuiſmaŋ . [wolter aff waſkenſteŋ[113] . ſiŋ ſẏſterſoŋ ./ Sidaŋ redo konungana bade ꜧeɱ i tꜧera egit land igeŋ .




Afvikande läs-arter:

  1. [Taa B.
  2. [Humblinge landh B.
  3. [en naagen annan aaff kongens mæn B.
  4. [som kallade honum Vidffærdung thi ath han var en laang ffærdung B.
  5. [Tuaa reser ffulde honum, en heth Vidolf och anner Auntro. Then tridie resen sænde han til Isung konung, han heth Edgior B.
  6. [Taa haffde han sambleth en hær B.
  7. [huge aff mIkin huffuodh B.
  8. [hin starke reisen Vidolff meth en iernstaang B.
  9. oppa hans hiælm tillagdt B.
  10. och besuimade tillagdt B.
  11. [Osantrix konung och hans ffolk B.
  12. [och badh tIm hugge aff huffuodh, och mykle hogmodh B.
  13. Hærduidh B.
  14. och vapn tillagdt B.
  15. [Om maargenin B.
  16. [ffor konung Actilius i skogen ath bete diur B.
  17. [slog hundana ffraa honum B.
  18. [Taa kom Isung hin gode lekarin af Bærn och Actilius konung vilde gierne vete B.
  19. landith B.
  20. [wedhunde B.
  21. [torn dIren B.
  22. [hans suærdh Myming B.
  23. [Taa ref vildefær snarth biIrnskinith af seg. Taa Osantrix mæn ffinge theth athsee B.
  24. i hæl flagin och tillagdt framför B.
  25. [hæmps theres hæris dIdh B.
  26. [Han ffægnade B.
  27. [gladh aath Videkis komma B.
  28. [alth hur varith haffde, B.
  29. smælig B.
  30. [Han var glad aath Videkes komme B.
  31. varith B.
  32. Ærmentrig B.
  33. som kalles Greminsten B.
  34. stulitz B.
  35. [seth sith raam B.
  36. [utelemnadt B.
  37. Videke rænde och moth honum tillagdt framför B.
  38. [han var alene. Videka hug mannelige B.
  39. utelemnadt B.
  40. [rende hem B.
  41. dolelige B.
  42. [væl slagit i hæl B.
  43. slitidh B.
  44. bak B.
  45. ffende B.
  46. [paa en annan tidh, B.
  47. [ath theth var hans snak och icke hans alffuare som han till videke talade B.
  48. Vlte B.
  49. Taa B.
  50. [han mItte meg B.
  51. ffIrstaa B.
  52. [Vollter van Vaskinsten B.
  53. [taa B.
  54. [ꜧumblinge landꜧ B.
  55. [eŋ naageŋ annaŋ aaff kongens mꜹŋ B.
  56. [ſoɱ kallade ꜧonuɱ vidffꜹrdung tꜧi atꜧ ꜧaŋ var eŋ laang ffꜹrdung B.
  57. Bl. 73.
  58. [tuaa reſer ffulde ꜧonuɱ eŋ ꜧetꜧ vidolf ocꜧ anner auntro tꜧeŋ tridie reſeŋ ſꜹnde ꜧaŋ til iſung konung ꜧaŋ ꜧetꜧ edgior B.
  59. Bl. 73. Verso.
  60. [taa ꜧaffde ꜧaŋ ſambletꜧ eŋ ꜧꜹr B.
  61. [ꜧuge aff mIkiŋ ꜧuffuodꜧ B.
  62. [ꜧiŋ ſtarke reiſeŋ vidolff mʒ eŋ iernſtaang B.
  63. oppa ꜧans ꜧiꜹlɱ tillagdt B.
  64. ocꜧ beſuimade tillagdt B.
  65. [oſantrix konung ocꜧ ꜧans ffolk B.
  66. [ocꜧ badꜧ tIɱ ꜧugge aff ꜧuffuodꜧ/ ocꜧ mẏkle ꜧogmodꜧ B.
  67. ꜧꜹrduidꜧ B.
  68. ocꜧ vapŋ tillagdt B.
  69. Bl. 74.
  70. [oɱ maargeniŋ B.
  71. [ffor konung actilius i ſkogeŋ atꜧ bete diur B.
  72. [ſlog ꜧundana ffraa ꜧonuɱ B.
  73. [taa koɱ iſung ꜧiŋ gode lekariŋ af bꜹrŋ ocꜧ actilius konung vilde gierne vete B.
  74. Bl. 74. Verso.
  75. landitꜧ B.
  76. Bl. 75.
  77. [wedꜧunde B.
  78. Bl. 75. Verso.
  79. [torŋ dIreŋ B.
  80. [ꜧans ſuꜹrdꜧ mẏming B.
  81. [taa ref vildefꜹr ſnartꜧ biIrnſkinitꜧ af ſeg taa oſantrix mꜹŋ ffinge tꜧʒ atꜧſee B.
  82. i ꜧꜹl flagiŋ ocꜧ tillagdt framför B.
  83. [ꜧꜹmps tꜧeres ꜧꜹris dIdꜧ B.
  84. [ꜧaŋ ffꜹgnade B.
  85. [gladꜧ aatꜧ videkis komma B.
  86. [altꜧ ꜧur varitꜧ ꜧaffde/ B.
  87. ſmꜹlig B.
  88. Bl. 76.
  89. [ꜧaŋ var glad aatꜧ videkes komme B.
  90. varitꜧ B.
  91. ꜹrmentrig B.
  92. ſoɱ kalles greminſteŋ B.
  93. Bl. 76. Verso.
  94. ſtulitʒ B.
  95. [ſetꜧ ſitꜧ raaɱ B.
  96. [utelemnadt B.
  97. videke rꜹnde ocꜧ motꜧ ꜧonuɱ tillagdt framför B.
  98. [ꜧaŋ var alene/ videka ꜧug mannelige B.
  99. utelemnadt B.
  100. [rende ꜧeɱ B.
  101. dolelige B.
  102. [vꜹl ſlagit i ꜧꜹl B.
  103. ſlitidꜧ B.
  104. bak B.
  105. Bl. 77.
  106. ffende B.
  107. [paa eŋ annaŋ tidꜧ/ B.
  108. [atꜧ tꜧʒ var ꜧans ſnak ocꜧ icke ꜧans alffuare ſoɱ ꜧaŋ till videke talade B.
  109. vlte B.
  110. taa B.
  111. [ꜧaŋ mItte meg B.
  112. ffIrſtaa B.
  113. [vollter vaŋ vaſkinſteŋ B.