Sagn om Kalf Arneson
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Sagn om Kalf Arneson
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862
Man fortæller, at Kalf Arneson forskrev sig til Fanden, dengang han opholdt sig i Sorteskolen. Da han nu var vendt tilbage til Island, havde han ikke noget høiere Ønske, end at blive løst fra dette Løfte, men hvorledes han skulde bære sig ad med at opnaae dette, vidste han ikke. Endelig greb han til den Udvei, at han gjorde Sæmund den Frode et Besøg, for at bede ham om et godt Raad i denne vanskelige Sag. Sæmund gav ham det Raad, at lægge sig en Tyrekalv til og kalde den Arne; siden skulde han opføde en anden Kalv, falden efter denne Tyr, og kalde den Kalf, og »det være Kalf Arneson.«
Kalf fulgte det Raad, Sæmund havde givet ham, og nogen Tid efter kom da Fanden, for, som han sagde, at hente Kalf Arneson. Kalf sagde, at der var Intet i Veien herfor, hvorpaa han tog Kalven, som han havde opfødt, og overgav den til Fanden med disse Ord: »Der har Du nu Kalf Arneson.« Fanden kunde jo ikke indvende Noget herimod, og skjøndt det efter hans Mening var en daarlig Opfyldelse af Løftet, maatte han gjøre gode Miner til slet Spil og give Slip paa Kalf Arneson, der døde, efterat have opnaaet en hæderlig Alderdom.
En anden Gang vilde Kalf gjæste Sæmund den Frode i Odde, og fortalte sine Huusfolk, at han vilde prøve paa at komme uventet bag paa ham. Der berettes Intet om Kalfs Færd, før han ved Nattetid ankom til Odde og bankede sagte paa Døren. Sæmund hørte, at der blev banket paa, og han bød derfor een af sine Huuskarle at gaae til Døren, for at see, hvem den Kommende var. Karlen gik ud, men blev ikke noget Menneske vaer; han gik derfor ind igjen og fortalte, at der ikke stod Nogen derude. Da blev der banket anden Gang, og Sæmund bød en anden Karl at gaae til Døren. Karlen adlød, og da han ikke fik Øie paa Nogen derude, gik han rundt om hele Gaarden, men saae dog alligevel intet Menneske; han gik derfor ind med uforrettet Sag og fortalte, at han Ingen havde seet derude. Siden blev der tredie Gang banket paa Døren. Da sprang Sæmund selv op, sigende, at det nok var ham, den Kommende vilde tale med. Han gik ud og saae sin Staldbroder Kalf Arneson staae derude, og de hilsede da venskabeligt paa hinanden. Kalf bad om Huusly, og det blev ham ikke negtet, kan jeg troe. Han bad Sæmund om en Hilde til sin Hest, og Sæmund gav sig til at lede efter en saadan. Kalf sagde, at det jo rigtignok var en Skam at anmode ham om at hilde hans Hest, men han troede dog, sagde han, at han kom til at bede ham derom. Sæmund sagde, at det skulde han nok gjøre, og strax gav han sig i Færd dermed, men det gik ham en grumme lang Tid kun daarligt fra Haanden. Kalf lod, som han undrede sig over, hvor længe han var om at hilde hans Hest, og spurgte ham, om han ikke forstod sig paa at hilde en Hest. Sæmund svarede, at det troede han jo nok, han forstod, men han kunde slet ikke finde Fødderne paa Hesten. Kalf sagde, at de stak ned af Bugen paa denne, som paa enhver anden Hest. Sæmund svarede, at hvorledes det nu var eller ikke var, saa havde dog denne Hest ingen Fødder, idetmindste kunde han ikke finde dem. Der led endnu en lang Tid, i hvilken Sæmund blev ved at lede efter Hestens Been og saaledes lod han tilsidst det Stykke Arbeide fare« at man ikke veed, om han nogensinde fik hildet Hesten eller ikke. Siden bød Sæmund Kalf indenfor, og denne tog med Tak derimod. Sæmund gik foran med et Lys i Haanden og ventede paa Kalf heelt inde i Gangen. Men Kalf tøvede udenfor. Efter en lang Tids Forløb kom da Sæmunds Hustru ud og spurgte, hvo den Kommande Var. Sæmund fortalte hende det. Hun spurgte ham, om han da ikke, havde budt Gjæsten indenfor. Sæmund svarede, at det havde han allerede gjort for længe siden. Hun vilde da gaae ud, for paany at byde ham ind i Huset, men det vilde Sæmund ikke have; han kom nok snart, meente han. Der gik endnu en lang Tid hen, indtil Kalf endelig ganske forpustet kom ind og bad Sæmunds Kone om at bringe ham en rigelig Drik. »Behøver Du at drikke Meget?« spurgte Sæmund. Kalf svarede: »Det kunde let hænde sig, at Flere, end jeg, behøvede at drikke, før Kvelden er ude.«
Man førte nu Kalf ind i en Stue, satte Mad for ham og rakte ham en Kniv til at spise med. Men da han vilde skjære med Kniven, var den aldeles sløv. Sæmund spurgte, om Kniven ikke var skarp. Kalf svarede Nei. Sæmunds Kone sagde, at hun dog ikke havde havt i Sinde at vælge een af sine daarligste Knive til ham, og at denne hersens Kniv efter hendes Mening skulde være skarp. Sæmund bad om Kniven, han vilde forsøge at bryne den, sagde han. Kalf gav ham Kniven, og da Sæmund havde brynet den, rakte han den igjen til Kalf og sagde, at nu maatte han tage sig i Agt for den, thi nu troede han, at den var skarp nok. Kalf svarede, at derfor var han ikke bange, men da han skar den første Bid, skar Kniven igjennem Disk og Bord og løb heelt ind i Laaret paa ham. Sæmund sagde, at han havde bedt ham om at tage sig i Agt for at Kniven var skarp. Kalf svarede, at det Saar ikke var dødeligt, og forbandt det derpaa.
I de Tider var det Skik og Brug at læse en Bordpsalme før og efter Maaltidet. Medens Kalf efter endt Maaltid læste Bordpsalmen, faldt Sæmund ganske som død ned af Stolen, og Kalf bød, at man strax skulde overstænke ham med Vand. Sæmunds Hustru løb efter Vand og stænkede ham dermed, men det hjalp Intet. Da stod Kalf op og gav sig til at stænke ham. Sæmund kom til sig selv igjen, og da Kalf nu bød ham at drikke noget Vand, gjorde han det strax. Da sagde Kalf: »Vidste jeg ikke nok, at Flere behøvede at drikke i Kveld, end jeg, da jeg bad om en rigelig Drik, efter at jeg havde søgt mig træt efter Døren?« Saa hørte de da op med disse Drillerier, og snakkede med hinanden om hvo af dem der var den klogeste.
Men senere fortalte Kalf, at Sæmund havde lært Mere, end han, i Sorteskolen, og at han derfor ogsaa kunde Mere, end han.
Kalf faldt engang i en farlig og svær Sygdom. Da kom Fanden til ham, hvor han laa, og sagde, at han agtede at være tilstede, naar han døde. Kalf svarede, at han nok ikke vilde døe denne Gang, men han bad alligevel Fanden om at hente ham en Præst, der ikke var pengegridsk; det havde ikke nogen Hast, sagde han, thi hans Sygeleie vilde blive langvarigt. Fanden blev taus herved og meente, at det ikke var saa lige at løbe til, at finde en slig Mand. Kalf svarede, at kunde han ikke bringe en saadan Præst, fik han ikke ham, og da maatte Kjøbet imellem dem gaae over Styr.
Fanden drog da afsted og var længe borte; han ledte omhyggeligt, men fandt Ingen, der ikke var pengegridsk. Efter megen Møie og Leden bragte han dog en Præst til Kalf, om hvem han fortalte, at han havde fundet ham langt borte i fjerne Lande; rigtignok var han ikke saa ganske fri for Pengegridskhed; der var kun een Præst etsteds dernede i Tydskland, som ikke havde Ord for at være gjerrig, men ham havde han ikke kunnet komme nær formedelst en tindrende Ild, der hele Tiden luede omkring ham.
Kalf sagde, at han ikke vilde have Noget at gjøre med den Præst, Fanden bragte ham, siden han ikke var ganske fri for Pengegridskhed, og at Fanden derfor ikke havde nogen Ret til Betalingen.
Og saa maatte Fanden gaae sin Vei med en lang Næse.
Da Kalf havde naaet en meget høi Alderdom, blev han saare syg, og han vidste forud, at den Sygdom vilde blive hans Død. Han bød da alle Husets Folk at forlade Gaarden og aflukke det Kammer, hvori han laa, men dog at lade Nøglen staae i Laasen. Han sagde Folkene at komme tilbage til en bestemt Tid, men da skulde de ikke bryde sig om, at de maaskee fandt forskjellige Ting paa Gaarden bragte ud af Fugerne og ituslaaede; men hvis Alt i hans Sovekammer blev staaende, som det burde, da skulde de begrave ham med alle Høitideligheder; var derimod Noget derinde forstyrret eller ituslaaet, skulde de dysse ham, som ethvert andet Aadsel, paa et eller andet afsides Sted.
Kalf havde en Fostersøn, der hed Arne og var ham meget kjær; denne vilde ikke følge Husets øvrige Folk bort fra Gaarden og gjemte sig derfor ovenfor Gjærdet omkring Huset, da de Andre gik. Efter en kort Tids Forløb saae Arne Fanden komme gaaende. Først gik Fanden rundt om hele Gjærdet og dernæst ind paa Ladet, hvor han længe gik og rasede. Tilsidst gik han ind i Huset, og tumlede længe derinde og gjorde megen Støi. Efter en rum Tids Forløb sneg Arne sig ind i Huset og lukkede Døren op til Kammeret, hvor hans Fosterfader Kalf laa. Da var Kalf død, men alle Ting i hans Kammer stode ganske, som de før havde staaet, og Arne saae ikke Noget til Fanden.
Kalf Arneson blev derpaa begravet paa Kirkegaarden med alle Høitidehgheder, ligesom han selv havde forlangt.
