Akvarel af Aron fra Kangeq (1822-1869)
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
Tillæg om Eskimoerne
V. Sagnfortælling, Videnskab, Konst
Paa samme Maade som Sagnet indeslutter i sig de religiøse Troslærdomme, saaledes indbefatter det ogsaa i Hovedsagen saa godt som alt hvad der svarer til Videnskab, navnlig Historie, og Digtekonst. Med Hensyn til Sagnenes Oprindelse gjøre Grønlænderne en temmelig skarp Forskjel paa to Slags af dem, nemlig oĸalugtuaĸ og oĸalualârut (i Flertal: -at, -utit). En Okalugtuak er en bestemt afsluttet Fortælling, der fordrer en ordret Gjengivelse efter Overleveringen fra Forfædrene; en Okalualarut derimod betyder egentlig: Middel til Samtale eller Underholdning, og herved forstaaes Fortælling om Begivenheder ifølge Beretning paa anden eller tredie Haand efter den, der har deeltaget i Begivenhederne. Vi ville fremdeles betegne denne Forskjel ved: ældre og nyere Sagn. Herved er da nu først den Særegenhed at bemærke, at der mellem de Tider paa hvilke begge disse Arter af Sagn ere opstaaede, ligger et Tidsrum af vistnok over 1000 Aar, fra hvilket saa faa Sagn synes opbevarede, at de i Modsætning til hine næsten ere for intet at regne. Alligevel har Sagndigtningen ikke ganske hvilet i denne Tid , men man maa antage, at der hos enhver Slægt og i forskjellige Egne bestandig er opstaaet nye Okalualarutit medens de ældre af samme Slags glemtes, hvorimod Okalugtuat vedligeholdtes uforandrede. Men dertil kommer, at de nyere Sagn ligesom ere sammensatte af visse Grundbestanddele fra de gamle, som idelig komme frem igjen og i hvis Afbenyttelse og Sammenstilling den nyere Sagndigtning for det meste bestaaer.
Allerede i den forrige Deel er der talt om den mærkelige Overeensstemmelse mellem visse Sagn i Labrador og over hele Grønland. For ret at vurdere dennes Betydning maa man betænke, hvor sparsomme og tilbageholdende Meddelelserne fra Labrador have været i Forhold til dem, som Forfatteren har samlet fra Vestkysten af Grønland. De Misionærer i Labrador, som i den Anledning ere blevne adspurgte, ere tildeels komne til det Resultat, at der ikke var andet til at opspore, end nogle tarvelige Brudstykker af formeentlige Sagn om Syndfloden og om Labradorernes og Grønlændernes Herkomst, alt efter den sædvanlige forfeilede Maade at udspørge de Indfødte paa. Af egentlige Sagn modtoges høist 16, og disse tildeels meget ufuldstændige, og dog kan man jo med Sikkerhed antage, at Labrador i saa Henseende er ligesaa rigt som Grønland. Naar vi derfor omtrent i Halvdelen af hine 16 Sagn tydeligt gjenkjender visse grønlandske, ja endog med næsten ordrette Ligheder, tyder dette jo stærkt paa, at begge Lande have Okalugtuat for det meste fælleds og kun afvige fra hinanden med Hensyn til Okalualarutit. Om de vestlige Eskimoers Sagn vide vi intet uden et Par Bemærkninger fra Point Barrow af Simpson. Den ene af disse vedrører Stjernerne i Orions Bælte, den anden Solen og Maanen. Begge stemme de ganske med grønlandske Sagn. Simpson anfører, at Solen sagde til Maanen: ta-man'g-ma ma-mang-man'g-ang-ma nigh'-e-ro. Dette kan han jo let være kommen til ved at høre det samme, som man i Grønland vilde sige med de Ord: tamarma mamarmat âma neriuk, som betyder: »da hele min Person smager godt, saa spiis det ogsaa.« I en Opskrift af det samme Sagn, som haves fra Nordgrønland, skrevet for over 40 Aar siden, staaer der: tamarma mamarinerparma una neriuk, hvilket betyder: »i min hele Person synes du at finde Smag, spiis det«. Disse Hentydninger berettige altsaa ogsaa til at vente, at man ved at faae Indblik i Vest-Eskimoernes Sagnkreds paa lignende Maade som i Labrador, vilde gjenfinde grønlandske Bekjendte.
Paa samme Maade, som naar Andre begynde deres Jagt efter Sagn ved at udspørge de Indfødte om, hvorfra de ere komne og om hvorvidt de have hørt noget om Syndfloden, har Forfatteren i lang Tid anstrængt sig for at udspørge Grønlænderne angaaende Begivenheder, som vides at være foregaaede i Grønland, og som mere end nogen anden maatte antages at indpræge sig i Erindringen, saasom om det første Syn af Skibe, af Skydevaaben, om de gamle Nordboer og de første nyere Europæeres Besøg, om den store Koppe-Epidemi o. s. v. Men Udbyttet var og blev høist tarveligt; det Indtryk som Skydevaaben have gjort, spores i Forestillingerne om Inuarudligkat, og Erindringen om de gamle Nordboer har næsten ikke efterladt andet Spor end Sagnet om Ungortok, og selv i dette har man optaget Brudstykker af ældre Sagn. Alligevel kan det ikke feile, at der i sin Tid er blevet fortalt forskjellige oĸalualârutit ogsaa om de her nævnte Begivenheder, men de ere ligesom de andre Sagn af denne Art efter en vis Tid glemte og have veget Pladsen for nye. Det viser sig herved ogsaa at de nydannede Sagn have havt meget ringe Tilbøielighed til at udbrede sig videre langs Kysterne, men at hver Bygd eller Samling af nærliggende Bygder har indskrænket sig til at opbevare Begivenhederne fra deres nærmeste Omegn og deres nærmeste Forfædre, som tilfældigen have deres Fortællere. Naar dette sammenholdes med hvad vi have anført om Afstanden mellem Grønlænderne og Labradorerne, bliver en gjensidig Udvexling af Sagn imellem dem efterat de have indtaget deres nuværende Bopæle, aldeles utænkelig, og vi komme saaledes til det Resultat, at de ældre Sagn hidrøre fra en Tid, da Grønlænderne og Labradorerne stode i en næmere indbyrdes Forbindelse i et tidligere Hjem, altsaa at de ere opstaaede førend de oprindelige Eskimoer skiltes og udbredte sig over Kysterne, deels vesten deels østen for Baffins-Bugten.
Hvad dernæst Sagnenes Indhold angaaer, da have vi omtalt, at dette er deels religiøst, deels historisk, deels digterisk; alle tre Bestanddele ere i Reglen sammenblandede, men der gives dog for enhver Art af dem Sagn, som fortrinsviis eller udelukkende kunne siges at henhøre under samme.
Det religiøse Indhold, som udentvivl er det vigtigste og almindeligste, have vi afhandlet i det forrige Afsnit. Det vil forøvrigt sees, at ikke faa Sagn kunne siges at være hovedsagelig af religiøst Indhold, nemlig beregnede paa, enten at give en moralsk Lærdom eller paa at skildre Aandeverdenen, medens de navngivne Mennesker, som indføres, enten slet ikke have været til eller vilkaarlig ere anbragte, idet Sagnet er blevet lokaliseret. Blandt dette Slags Sagn ville vi især fremhæve Kagsagssuk, den Blinde, Vennerne, som bespiste hinanden ondt, Iliarsorkik og alle de forskjellige som handle om Kivigtut, Ingnersuit, Angiakker, Reiser til Maanen, Angakuts Aandebesværgelser ialmindelighed o. s. v.
Som fortrinsviis historiske maa man vel nævne alle de nyere Sagn, og disse ere vel de eneste reent historiske. De ere som saadanne et Billede paa Folkets Adsplittelse i smaa Samfund, der hvert for sig kun vedligeholder Mindet om hvad der er foregaaet i de Egne, det nærmest kjender, og blandt dets egne nærmeste Forfædre. Disse Fortællinger gaae i Reglen kun 100, sjeldnere 150 Aar tilbage i Tiden, men Fortællerne vide i Reglen nøie Beskeed med Genealogien for det samme Tidsrum eller for 5 til 6 Slægtled. Skjøndt Personerne og Hovedbegivenhederne i deres Liv ere virkelig historiske og stemme med hvad man fra anden Side veed derom, ere Fortællingerne forøvrigt udsmykkede med Bestanddelene af de gamle Sagn og navnlig griber Aandeverdenen ind i Begivenhederne. I og for sig have alle de nyere Sagn derfor kun en temmelig indskrænket Interesse; en stor Deel af dem, som Forfatteren har modtaget, ere derfor slet ikke optagne i Samlingen, og deres Antal gaaer forøvrigt vistnok i det, uendelige. Vigtigere derimod var det, om man kunde udfinde den historiske Kjærne, der ligger skjult i de gamle Sagn. Ogsaa blandt disse gives der nogle som man kunde kalde fortrinsviis historiske. Først og fremmest er der at bemærke om disse, at de ere i høi Grad lokaliserede, at ikke alene Natur- og Menneskeliv ere forandrede og afpassede efter Forholdene i det Land, som en større Afdeling af Stammen er henflyttet til, efterat Sagnene ere opstaaede, f. Ex. Grønland, men endog hver enkelt Fortæller henlægger Begivenhederne til Egne, der ere enten ham eller hans Tilhørere bekjendte. Denne sidste Lokalisering have vi dog saavidt muligt udeladt i denne Sagnsamling. Dernæst synes man at kunne spore, at der har været en almindelig Tilbøielighed til at sammendrage alle Fortællingerne, der handlede om Begivenheder af en vis indbyrdes Lighed, til en enkelt Fortælling. Denne Regel synes der at haves en ligefrem Erfaring for i Sagnet om Ungortok, der hører til de faa , der ligesom danne en Overgang mellem de gamle og nye Sagn. Ruinerne efter de gamle Nordboer findes som bekjendt hovedsagelig i to Egne af Sydgrønland, omkring Julianehaab og omkring Godthaab. Det kan jo ikke feile, at der i de nærmeste Aar efter deres Undergang maa være blevet fortalt mange forskjellige oĸalualârutit om dem. Men alligevel er der af disse egentlig kun to tilbage, og det betydeligste af dem, nemlig det om Ungortok, der skildrer en Krig mellem Eskimoerne og Nordboerne, fortælles eens for begge hine Egne. Af de mange Fortællinger, som saadanne Sammenstød i de forskjellige Fjorde i Nordboernes sidste Dage har hiin været den, som har gjort størst Lykke, under de mange Reiser og Omflytninger er den bleven udbredtog overalt hyppigst fordret hos Fortællerne, der saa have lokaliseret den og gjort den til Repræsentant for alle Krigsbegivenhederne af det Slags ialmindelighed. Naar man med dette Exempel for Øie gjennemgaaer hele vor Sagnsamling synes følgende formeentlig ældgamle Sagn hvert for sig at kunne være opstaaede af en Række eensartede Begivenheder:
- 1. Om et Togt til Indlandsboerne og Erhvervelse af Metalknive hos dem.
- 2. Om en Mand, som nedstammede baade fra Kystboer og Indlandsboer og hans Bedrifter blandt begge.
- 3. Om Brødrene der besøgte deres Søster, der var bleven gift blandt Menneskeæderne.
- 4. Om et Overfald, forøvet paa Kystboer, hvorved kun nogle Børn undslap, vandrede over Land og udførte store Bedrifter.
- 5. Om to Brødre, der boede ved Mundingen af en Fjord, og af hvilke den ene blev overfalden af Fjender, hvorpaa den anden hævnede ham.
- 6. Om en Qvinde, der opholdt sig afvexlende hos Kystboer og lndlandsboer, og satte Splid mellem begge.
- 7. Om en Qvinde, der flygtede til Indlandsboerne.
- 8. Om en Qvinde, der opsøgte sin Broder blandt Indlandsboerne.
- 9. Om en Qvinde, som blev røvet af Indlandsboerne.
- 10. Om Mændene, som efterhaanden forsvandt ved at begive sig ind i en Fjord.
- 11. Om en Mand der tæmmede vilde Dyr til Slædedyr og ved deres Hjælp opsøgte sin røvede qvindelige Slægtning paa Akilinek.
- 12. Om forskjellige Reiser til Akilinek.
Mere usikkert er det med Hensyn til de Sagn, der handle om Kystboerne alene, deres indbyrdes Stridigheder, og berømte Mænd iblandt dem, hvorvidt man skal antage, at de beroe paa historiske Begivenheder, der ere foregaaede før eller efter Bosættelsen i Grønland. Det synes dog, at dømme efter de klimatiske Forhold og visse Arter Fangst, der især hyppig omtales, som om alt mere eller mindre tyder paa de nordlige Egne, i hvilke Grønlændernes Forfædre maae have opholdt sig førend de kunde komme til Grønland. I det følgende Afsnit om Eskimoernes Oprindelse skulle vi nærmere drøfte de Slutninger, som kunne drages at hine historiske Sagn.
At Sagnene have et digterisk Indhold følger allerede af sig selv, thi uden dette havde de ikke kunnet fængsle Opmærksomheden og nære Indbildningskraften hos Tilhørerne, eller med andre Ord omfattes med den Kjærlighed, som har bevaret dem uforandrede i over 1000 Aar. Idet de gaae ud fra det almindelige Natur- og Menneskeliv, saaledes som enhver har det for Øie, forstaae de at vække Tanker om, eller aabne Blikket for skjulte Kræfter, der ligge til Grund for samme, nemlig deels Naturkræfterne, deels de menneskelige Lidenskaber, og saaledes at hæve Betragtningen over den mere sandselige Opfattelse, som Hverdagslivet medfører. For at opnaae dette maae de først ved Overdrivelser og ved Modsætningernes passende Sammenstilling udmale alle de Egenskaber hos Menneskene og Tingene, som gjøre det største Indtryk paa Tilhørerne, og dernæst søge de, i den nøieste Forbindelse med den religiøse Tro at anskueliggjøre deels Lidenskaberne, deels Naturkræfterne ved Personliggjørelser eller billedlige Forestillinger. I den førstnævnte Henseende give Sagnene jo ret et talende Billede af Folkets Livsanskuelse, og man vil ved at gjennemlæse dem snart see, i hvad Henseende denne væsentlig afviger fra vor. At de ikke fremføre Billeder for os af det som vi finde smukt i Naturen, tør ikke undre os, thi det er jo kun paa ganske enkelte Steder at Indvaanerne paa deres Sommerreiser kunne faae et Blik af grønne Dale med lidt Kratskov. Befolkningens Hu staaer slet ikke til at opsøge saadanne Egne. Thi den modsatte Drift har jo netop ført dem til at indtage deres nuværende nordlige Bopæle, det er Havet og Vinteren med alle deres Farer, som man ved Overdrivelser søger at udmale, hvorhos paa den anden Side en rundelig Forsyning med Spæk og Kjød, opnaaet ved at trodse disse Farer, for Grønlænderne opveier alle de Fordele, som under mere smilende Himmelstrøg Solen formaaer fremlokke af Jordens Skjød. Ligesaa slaaende som Naturen afspeiler ogsaa Menneskelivet sig i Sagnene. Vi behøve ikke at blade langt for at see, at Ejendom intet har at betyde, den personlige Kraft og Duelighed derimod Alt, og da disse Egenskaber i Hovedsagen altid gaae i samme Retning, maae vi beundre den Opfindsomhed, som dog har forstaaet at bringe nogen Afvexling ind i Skildringen af det, som man paa grønlandsk forstaaer ved at være »saperfêrutoĸ« hvilket betyder »uden Vanskeligheder, som man ikke kan overvinde«, altsaa istand til at trodse alle Farer og udrette hvad det skal være. Denne Egenskab indbefatter hos Grønlænderne paa een Gang al Verdens Skatte. Men medens Nogle især udvikle deres Evner i Henseende til at kunne tumle sig i Kajakken, at vove sig saa langt udhavs, at Toppen af det høieste Fjeld viser sig som »en Sælhund, der dukker op og ned paa Havfladen", gives der atter Andre, som vække Beundring og Lyst til Efterlignelse ved den Maade, hvorpaa de trodsede Vinterens Strenghed, gik ud paa Erhverv efter at alle deres Huusfæller havde opgivet alt, og derved reddede disse fra Hungersdøden, og endelig gives der dem, som især have trodset de Vanskeligheder, som Alderdommen lægger i Veien for almindelige Mennesker, thi noget andet Formaal kan den ikke have havt for Øie, som har sammenstillet Sagnet om den uforlignelige Nivnigtak, der som Bedstefader, da hele hans Familie var nær ved at omkomme af Kulde og Hunger, var den eneste, der hentede Sælhunde til dem alle, men tilsidst blev kjed deraf og, istedetfor at gaae hjem med en Sæjhund, gav sig til at løbe længer udefter over Havisen, alene for at opsøge galante Eventyr i det gaadefulde Land Akilinek.
I Forestillingerne om det Overnaturlige ere de digteriske eller sindbilledlige Bestanddele paa en forunderlig Maade sammenblandede med selve Troen. Ved at gjennemsee Afsnittet om Religionen og sammenholde det med hvad der er anført om Levemaade og Skikke, vil man mere eller mindre overalt opdage, at Troeslærdommene have deres sindbilledlige Betydning. Først kunne jo de Egenskaber, der tillægges Sjælen som et Væsen med en vis Selvstændighed ligeoverfor Legemet, ansees for træffende Billeder paa Tankernes Evne til at gjennemfare Verdensrummet, uafhængigt af de sandselige Hindringer, og at det især er Mennesker med en vis Begavelse, som ere istand til at foretage Aandeflugter, har jo ogsaa sin Sandhed, eftersom jo mere sandseligt et Menneske er, desto mindre bevægelige ere dets Tanker og Forestillinger, paa samme Maade som og kun de mere begavede Mennesker kunne iagttage de frigjorte Sjæle og have Samqvem med de Afdøde, thi hos dem have deres Billede dybest indpræget sig. Det Vederstyggelige ved Hexeriet finder sit Udtryk i den naturlige Afsky, som Mennesket nærer for de Midler det betjener sig af, nemlig Mørke, Eensomhed, døde Mennesker, Edderkopper og andet Kryb. Hvor slaaende et Billede ere ikke Kivigtut paa den onde Samvittighed, som aldrig lader Mennesket have Ro; vel maa man vogte sig for, ved lidenskabelige Handlinger at paådrage sig aabenbare Fjender, men det er endnu farligere, ved Forurettelser at forlede Nogen til at blive Kivigtok. Thi en saadan kan paa Grund af sin uhyre Hurtighed og Behændighed indfinde sig hvor og naar det skal være, han kan desuden ihjelskræmme blot ved at vise sig, og paa Grund af sin høie Levealder kan han blive farlig endog for Efterkommerne. Det er let at udvide denne Sammenligning ogsaa til Angiakken, der paa lignende Maade straffer Forurettelserne mod det spæde Barn eller Foster. Naar vi fremdeles betragte Angakuts Tornakker som Billeder paa de Evner, hvormed Naturen har udrustet Mennesket ialmindelighed, er det jo ret træffende at ingen Angakok kunde undvære sin Erkungassok, thi hvad hjalp det, at de øvrige kunde brydes med de onde Ingnersuit og slaae dem til Jorden, at der endog var dem, som førte glødende Vaaben, naar der ikke tillige var nogen iblandt dem, som kunde hjælpe med sin Kløgt, men en saadan var en Erkungassok, og derfor agtedes han høiest, skjøndt han gjorde sig latterlig, ja endog kom i Fare og maatte hjælpes af Angakokken selv, naar han vilde være med i Kampen mod Fjenderne. I de onde og gode Ingnersuit see vi et Billede paa de Farer, Mennesket er udsat for under sin daglige Færd og den høiere Hjælp han tør stole paa. Kajariakken, som kun færdes paa det ydre Hav og kan fremtrylle Uveir, minder jo isærdeleshed om Faren ved at vove sig for bort fra Landet. Naar det saa atter hedder, at visse overnaturlige Væsener kunne udtage Sjælen af Legemet, da er dette jo et ret træffende Billede paa Virkningen af Skræk. Men i det Hele have Tilfælde af Menneskers Forulykken og Bortebliven paa Havet eller i det store mennesketomme Land vistnok bidraget til at befolke begge med de mange fabelagtige Væsener, og forskjellige underlige Fremtoninger, Former i Steen eller Fjeldvægge, Skyer omkring Bjergtoppene, saa og Landisens Bragen o. a. have tjent til at styrke Troen paa saadanne Væseners Tilstedeværelse. Dette være nok om det Sindbilledsprog, der udtaler sig i Forestillingerne om det Overnaturlige. Sparsommere ere derimod Sagnene paa reent billedlige Udtryk, til hvilke der ikke knytter sig nogen Tro paa det Overnaturlige. Muligen kunde man hertil vel henregne nogle af de Tilfælde, i hvilke Dyr indføres som talende eller handlende, altsaa Fabler med andre Ord. En lignende Tilbøielighed til det Billedlige udtaler sig ogsaa i den Maade, hvorpaa Mennesket i dets forskjellige Tilstande af Alder og Kjøn bruges som staaende Personliggjørelse af visse almindelige menneskelige Egenskaber og Tilstande, saasom de gamle Ungkarle som Særheden, Qvinden i det Hele som Eftertanke og Forsynlighed, den fattige Enke som Barmhjertighed, et Samfund af flere end 4 Brødre eller »mange Mænd« som Raahed og Hovmod, og den mellemste af disse Brødre tillige som lav Misundelse.
Hvad det Digteriske eller Udsmykningen af Historien i de nyere Sagn angaaer, da er Stoffet dertil i alle sidst omtalte Henseender det samme som i de gamle, og Digternes Virksomhed indskrænker sig til at virke paa Tilhørernes Indbildningskraft ved at skifte med Udvalget og Sammenstillingen af hiint Stof, saaledes at især Modsætningerne tjene til at forhøie Virkningerne af de Indtryk man søger at fremkalde. Som et Mønster paa saadanne nyere Sagn eller Familiekrøniker kan anføres II, 1, om Singajuks Slægt, hvilket netop strax begynder med at skildre den høieste Grad af Svaghed hos et spæd Barn, der som Mand blev »altformaaende« baade hvad Kampen mod Naturen og hvad det Overnaturlige angaaer. Vi behøve sluttelig vel neppe engang at tilføie, at der findes enkelte Sagn, der hverken have historisk eller religiøs Betydning, men saa godt som kun ere Digtninger til Underholdning, saasom: Kasiagssak, de forskjellige Fortællinger om gamle Ungkarle o. a.
Af det som vi allerede have anført angaaende Sange eller Ivngerutit, vil det fremgaae, at de foruden Digtekonst tillige ved at foredrages komme til at indbefatte baade Musik og Skuespilkonst. Vi kunne her tilføie, at det vel endog fortrinsviis er denne Maade at foredrages paa, som giver dem deres Værdi; de Exempler paa Ivngerutit som vi have tilføiet efter Sagnsamlingen, ville vise, at Ordene ere ialtfald for os temmelig indholdsløse: vel kan det være, at disse Prøver paa Sange just ikke ere de heldigste Udvalg, men noget, som skulde være betydelig forskjelligt fra de bedre iblandt dem, kan man dog under ingen Omstændigheder antage at der skulde have været, frembragt. Foredraget har været Hovedsagen, de afbrudte Ord og Sætninger synes ogsaa ligesom ganske at være afpassede efter Tilhørere, der blot behøve en Hentydning for at fatte Meningen. Saaledes foredragne under de Omgivelser hvor de høre hen, kunne de have havt stor Virkning, men opskrevne i Oversættelse og læste i et fremmed Land kunde de let give Anledning til en Misforstaaelse, om man ikke udtrykkelig henledede Opmærksomheden herpaa. Forøvrigt vil det af de meddeelte Prøver sees, at de Sange, der ikke gik ud paa Syngestrid, handlede deels om Naturen, deels om Fangsten, især Jagten paa Landjorden og Sommerens Glæder, i hvilken Henseende de afvige noget fra Sagnenes fremherskende Æmner. Ogsaa Kjærligheden omhandles, men i Reglen paa en for vore Øren prosaisk, tildeels ogsaa høist upassende Maade i nogle, som af den Grund ogsaa forstørstedelen ere udeladte. Sangeren siges i høi Grad at have kunnet give sit Foredrag Udtryk ved Hjælp af Trommen samt Minespillet og Bevægelserne med det indtil Beenklæderne nøgne Legeme. Forfatteren har en enkelt Gang havt Leilighed til at høre en Efterligning af denne gamle Sangkonst, saaledes som den endnu paa enkelte Steder øves i Grønland. Melodien i denne Sang var høist eensformig og slæbende. Derimod synge Qvinderne ved Julianehaab, naar de roe paa Baadereiser, forskjellige Sange, hvoriblandt Smædeviser ganske efter den gamle Form; Melodierne til disse Sange ere mere eiendommelige og tildeels udtryksfulde og smukke samt, saavidt man kan skjønne, virkelig opstaaede hos Folket selv, hvorimod Grønlænderne nu forøvrigt ogsaa have Tilbøieliglied til at optage fremmede Melodier og omforme dem mere eller mindre, saa at det undertiden er vanskeligt at opdage hvorledes de ere opstaaede, og om de ogsaa virkelig ere udførte.
Naar man undersøger, hvorvidt Eskimoerne udenfor Sagndigtningen have havt noget som kunde forestille Videnskab, falder Udbyttet meget tarveligt ud. Man maatte hertil vel regne nogle Spor af Lægekonst samt Stjernekundskab og Tidsregning. Medens nogle Himmellegemer have Navn efter den mythiske Oprindelse, man tillagde dem, synes andres Benævnelser at være opstaaede ganske som vore Stjernebilleders, saasom tugto (Rensdyret), den store Bjørn, ĸelugtûssat (ligesom gjøende, d. e. Hunde), Syvstjernen o. s. v. Det er næsten mod Sprogbrugen at betegne et Tidsrum med bestemte Tal, hvorimod man indskrænker sig til Udtryk som: i gamle Dage, forleden Aar, for et Par Dage siden o. s. v. Derimod havde Grønlænderne en nogenledes sikker Inddeling af Aaret efter Maaneskifter og de Naturbegivenheder eller de Sysler, som Aarstiderne føre med sig. Solhvervstiden om Vinteren bestemtes efter Solens Høide eller Skin paa Bjergtoppene, hvor den ikke er for langt under Horizonten, med en Nøiagtighed af 2 til 8 Dage. Inddelingen i Vinter, Foraar, Sommer og Efteraar var noget forskjellig efter Erhvervet og Dyrenes Vandringer i de forskjellige Egne. Hos de vestlige Eskimoer synes der istedetfor Foraar og Sommer at være »vordende Foraar« og Foraar, eller som den engelske Forfatter skriver, Openraksak og Openrak, hvilket svarer til det grønlandske upernagssaĸ og uperuâĸ.
Sluttelig bemærkes, at skjøndt de nuværende Grønlændere lægge særdeles gode Gaver til Tegning og Skrivning for Dagen, synes der hos de oprindelige neppe at have været Spor til nogen tegnende eller formende Konst, naar maaskee undtages nogle smaa Billeder, udskårne i Been og Træ, som af og til ere fundne i Grave, og som nærmest synes at have været Legetøi for Børn. Derimod forefandt man hos Vest-Eskinoerne en meget udviklet Konstfærdighed i at udskjære Billeder i Been og navnlig i at pryde deres Redskaber med saadanne.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 206-215.