Sampo (Kalevala II)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Kalevala II (F.Ohrt).jpg
Kalevala
som Folkedigtning og National-Epos

Ferdinand Ohrt



IV. De enkelte Sanges Historie

Sampo


Den der ikke tror paa, at Folkeskjaldene som digtede om Sampo, fra først af har villet fremstille en Allegori, hvor jo de enkelte Led ikke behøver at føje sig sammen til et levende, naturmæssigt Hele, han faar et haabløst Arbejde for sig, naar han ud fra den trykte Kalevala eller de russisk-karelske Opskrifter skal svare paa det Spørgsmaal: Hvad var saa Sampo? En Kværn eller tre Kværne, der blev smeddet i en Esse af det mærkværdigste Materiale og udstyret med et broget Laag og ni Favne lange Rødder, en Kværn hvis Smaastumper, selv efter at den er knust og følgelig ikke længer kan male, kommer til god Nytte og giver Landet »Pløjning og Saaning« — alt dette vil jo ikke — heller ikke efter Æventyrverdenens Love — gaa sammen til et Hele[1]. De Forskere der gik ud fra trykte Kalevala, har da oftest slaaet sig paa ett eller andet Enkelttræk og lagt det til Grund for deres Tydning eller holdt sig til Tanken om en Talisman i al Almindelighed, hvorfra Skridtet til ren Allegoriseren ikke er langt; tillige har de forskelligste Tungemaal maattet holde for til at forklare selve Ordet Sampo. Og saa er da det malende Vidunder selv bleven malet rundt gennem alle Tilværelsens Egne: Æventyrets Kværn, Agerdyrkningen, den menneskelige Kultur, Fælleslivet paa Landet (nordisk: sam-bo), Argonauternes gyldne Skind, en Morter (svensk: stamp), Bjarmernes Gudebillede (russisk: sam bog, Gud selv), et Tempel (mongolsk: sangfu), en Troldtromme (ostjakkisk: kump) — med dette og andet mere har man villet enstyde eller jævnføre Sampo. —


Kendskabet til Samposangens Udviklingshistorie har hjulpet Forskningen saa vidt at der for stedse kan slaas en Streg over disse vilkaarlige Tydninger; de russisk-karelske Sangeres Udmalinger er uoprindelige, og den indbyrdes Uoverensstemmelse har sin Aarsag i at Ordets og Tingens gamle Mening ganske var glemt. Et helt andet Spørgsmaal er om Nutidens Forskning evner med Sikkerhed positivt at fastslaa hvad Sampo da oprindelig betød.


Sangens ældste Grundform er, som vi har seet, den vestfinsk-ingriske Solsang; allerede Tyskeren Schiefner 1851 og siden Finnen Donner har indseet Ligheden mellem de to Kvad; gør man da ikke rettest i med dem at tolke Sampo om Solen? — I Sagen selv er det vist rigtigt nok, selv om Navnet aldrig er fundet i Solsangens ingriske Former; i den ilomantsiske Sangform har Sampi vel nok betegnet selve Solen, før denne ombyttedes med Kvæg eller Korn; men det kan ikke paavises at Ordet sprogligt betyder Sol, eller at det fra først af skulde have staaet i den vestfinske Solsang. — Gaar vi da ud fra den ilomantsiske Form, synes der intet i Vejen for at følge K. Krohn i hans Forklaring af Ordet:


Sissonens Opfattelse af Sampi (hvoraf Sampo er Deminutivform) som et Skib er i al Fald uoprindelig; bagved denne Misforstaaelse ligger maaske Paavirkning af det fra russisk laante Ord saima, Pram ; mærk Genetiverne saiman og sammen (det sidste af sampi)[2]. Oprindelig har Navnet sin Plads kun i de Vers hvor Väinö tilskyndes til at synge, nu da han fik den gode Sampi; disse Vers forekommer ogsaa i lidt sydligere Opskrifter af Bejlerkvadet (i Brudens Mund paa Hjemfærden og mejd Ilmari for Väinö). I Ladoga, og næsten ingen andre Steder i Finland, lever der en stor og kostbar Fisk hvis Navn faktisk er Sampi; det er Støren. Sangeren ved Ladogas Strand har da ved Udtrykket »den gode Sampi«, som han maaske tog fra en nu tabt Sang eller et Mundheld, villet betegne det lykkfelig vundne »Bytte« som særlig herligt. I Bejlerkvadet (hvor Versene maaske er oprindeligere end i Solsangen) gælder de jo Bruden — Fisk synes et ligesaa rimeligt Kæleord for en ung Pige som Høne eller Gaas — i Solsangen gælder de vel fra først af selve Solen; men ligesom Solen siden glemtes og blev til »Forraad«, Korn, Kvæg, er Ordet Sampos Grundbetydning bleven glemt; allerede i Ilomantsi findes det jo misforstaaet (om Skibet); og nordligere, hvor man ikke kender noget til Støren og dens Navn, har Fantasien ganske frit Løb.


Efler nogle Forskeres Mening er imidlertid een eneste Opskrift, den fra Dalarne (S. 183) i Stand til at omstyrte denne Opfattelse baade af Tingen og af Ordet. Denne mærkelige Variant fik Gottlund 1817 hos en gammel Kone Marie Henriksdatter i Säfsen; det meste af den er Prosa, dog med Spor af oprindelig Versform. Den lyder saaledes (Kalev. tois. Nr. 233):


Gamle Väinämöinen og unge Jompainen [for: Joukahainen] drog til Pohjas Land at søge Sammas. Dær fik de Sammas fat. De drog ud paa Havet. Unge J. sagde til gamle V.: »Begynd nu paa din Sang!«

»Det er for tidligt end at kvæde, endnu glimter Stuens Ovne.« Pohjalandets Porte øjnes,

Saa fløj Sammas op i Skyen. Unge J. slog med Sværdet to Tæer bort af Sammas. Een fløj i Havet, den anden fik de i Land. Den som fløj i Havet, deraf kom Saltet i Havet; den som de fik op paa Land, deraf kom Græsset paa Landjorden. Om han havde faaet flere, saa var Kornet kommet uden Saaning.


Her er Sampo jo intet dødt Bytte, men et levende Væsen. Setälä vil da tyde Ordet Sammas (ældre Stammeform *Sambas) eller Sampo som: flyvende Drage (der vogtede Pohjas Skat eller maaske virkede dets Rigdom); han henviser til, at Sammas i Estisk bl. a. betyder »Søjle paa Himlen (skal efter Opgivende vise sig ved Ildebrand, naar et levende Væsen var brændt)« eller »Vandhvirvel«. [3] — Man maa i saa Fald tænke sig at den vestfinske Solsang etsteds har optaget dette Vidunderdyr i Solens Sted, og at den karelske Ørn, der forfølger Heltene og ved hvis Lemlæstelse Sampo falder i Vandet, er udviklet af den ældre Sampodrage; Setälä jævnfører at Arhippa lader Väinö knuse selve Sampo med Sværdet.


Det der her kunde virke overbevisende, er ikke alene Opskriftens Ælde, men særlig det at den for os er eneste nogenlunde fyldige Repræsentant for et stort Omraades Sangform. Men nu hævder K. Krohn rigtignok at det nordlige Savolaks sammen med Pielissøen og Kajana (S. 106) ellers opviser Sangformer der er Mellemled mellem Ilomantsis og Dvina Lens; og netop denne Variant forudsætter jo den finsk-karelske Udvikling: Den bibelske Søfærd ændret til de tre Heltes og derefter knyttet til Solsangen, som endelig blev til Kvadet om Sampi (> Sammas); men den ilomantsiske Sampi var ikke nogen Drage. — Krohn gør desuden opmærksom paa Dalarnevariantens Forvirrethed: Der advares mod at skraale op; hvem sov da (og vækkedes)? Sammas? Herom siges intet; det hedder derimod at man endnu var for nær Pohja (Momentet Forfølgelse kender jo allerede Solsangen). Og lod Väinö mon den dyrebare Drage ligge løs, siden den kunde flyve op? Snarest har vi en Blandingsform for os, idet den finsk-karelske Ørn og skræmmede Trane blandedes sammen med hinanden og med Byttet Sampo. [Desuden forklares Ordene »Deraf kom Saltet i Havet« dog naturligst som et Minde om Æventyrets Saltkværn.


Fisk eller Drage — hvad selve Sampo nu end maatte være; Kærnen i Kvadet er i al Fald, fra Syd og længst op mod Nord, den legendariske Solsang. Og ejendommeligt er her det ændrede Præg[4] som Slutningen af denne har faaet i de nordlige Former (baade Ilomantsi, Savolaks og Dvina Len): Syd paa lykkedes jo Guds Søns Foretagende helt; Väinös Færd derimod lykkes kun delvis; det meste af Byttet synker i Havet, kun lidet kommer Landjorden til Gode. »Tanken: Landet er fattigt, Havet er rigt — siger K. Krohn — har Naturen selv lært det høje Nords Indbyggere«; og han fremdrager en Opskrift fra Jyskyjärvi, hvor Sangeren lagde til, at om Väinö havde hævdet det brogede Laag, saa var her ikke Nattefrost, ej heller Nordenvinde. »Vort Folks haarde Erfaring at fuld, hel Lykke ikke staar til at opnaa her, har trykket sit Præg paa Sampokvadet. I alle Forhold har jo Finlands Folk faaet nøjes ret som med Sampos Smuler. Men det har ogsaa lært af disse Skærver at skabe sig Mulighed for Liv. I Vuonninens Sampokvads Slutningsform tegner sig den lysere, tillidsfuldere Side af det finske Folks Verdenssyn. Väinömoinen fik bjærget for sit Folk: Jordens Grøde — ganske vist efter slidfuld Pløjning og kostbar Saaning, til at holde Livet oppe, Himmellysene til at opklare det, samt Himlens Fugle til at forsøde Livet med deres Sang.«


Talende er da hver for sig den højnordiske Samposangs og den ingriske Solsangs Udgang, hin med Haabet om Sejr over Naturen, denne med sin Sans for Retfærd i Samfundet; Lys over det mørke Nord — og Lyset for fattig som for rig, det er de to Løsener.


Efter Sampokvadets Spænding og Kamptummel følger i Kalevala den rolige Idyl med den anden Kantele; men saa trækker Skyerne atter sammen: Pohjas vrede Frue sender slemme Syger og siden en Bjørn over Väinöläfolket. Väinö læger dog de syge og fanger Bjørnen (De uoversatte Sange XLV — VI). Og saa følger den sidste Plage: Sol og Maane røves; men Pohjafruen giver dem omsider tilbage. Ingen af disse sidste Sange synges hos Folket i Sammenhæng med Sampokvadet.


Väinös Magt og Ære synes nu grundfæstet for evigt; men da viger han brat Pladsen for den mægtigere: Fra Kalevalas Sampocyclus kommer vi til Digtningens Slutningskvad.



Fodnoter

  1. Een der virkelig har gjort Alvor af Forsøget, er Neovius (Suomi III 4, s. 118 fl.): Sampo var en stor lykkebringende Morter, hulet af en paa Roden staaende Træstub, med to tenformede Stødere delvis af Lammeben, med den »malede« man Korn fint. Ret udførligt Forsøg ogsaa hos Friis Lapp. Myt. § 7.
  2. Jfr. omvendt i Kalev. tois. 230 V. 35 hyvän saiman (for sammen) saatuasi: Nu, du fik den gode Skude.
  3. Efter Wiedemann-Hurts Leksikon. — Det vil Setälä saa ikke udlede af den i Estisk kendte Betydning »Søjle« (i al Almindelighed), men af en gammel mytisk Betydning. Sammenhæng med finsk sammakko (Frø) holder han for mulig. — Tanken om Frø-dragen er for nylig videre udviklet af L. v. Schroeder, der desuden vil hævde indre, mytisk Sammenhæng mellem Sangens forskellige Trin (Drage og Kværnforestillingerne er beslægtede, hos Letterne endog nøje forenede; og Sampokværnen er — som ældre Forekere har ment — »den som Mølle opfattede Sol«). Han formoder ældgamle Berøringer paa dette Omraade mellem Finner, Germaner og Balter.
  4. Kal. run. hist. S. 188—9.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.