Sanimuinak's Fortælling om hvorledes han blev Angekok (Holm)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kaassassuk – af Jakob Danielsen

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Gustav Holm
1888

46. Sanimuinak's Fortælling
om hvorledes han blev Angekok

Dengang jeg var lille, lavede jeg engang en lille Slæde, hvorfor jeg fik Prygl af min Moder af Slædeopstanderen. Jeg besluttede mig da til at blive Angekok.

Vi boede dengang ved Umivik og havde tidligere boet ved Norsit. Jeg gik da ud til Norsit til en Revne i Fjeldet, der vender mod Solopgang, lagde en stor Sten over Revnen og en anden ovenpaa denne. Jeg begyndte nu at gnide den øverste Sten rundt imod den underste i Retning «med Solen» og vedblev dermed, indtil jeg næsten var lam i Armene. Jeg hørte da en Stemme nede fra Revnen tale til mig; men jeg forstod ikke Ordene, stivnede af Skræk, og Indvoldene gik op i Halsen paa mig. Da Stemmen forsvandt, gik Indvoldene ned fra Halsen, men jeg havde ingen Kræfter paa Hjemvejen. Jeg spiste nu ikke mere Indvolde, Hjerte eller Lever af Sæler, heller ikke arbejdede jeg med Jern.

Næste Dag gik jeg igjen ud til Revnen og malede Stenene imod hinanden ligesom den foregaaende Dag. Jeg hørte atter Stemmen fra Revnen; Indvolde og Hjerte kom mig op i Halsen under de skrækkeligste Smerter. Den paafølgende Dag gjentog det samme sig, men jeg hørte nu Stemmen sige: «Skal jeg komme op?» Jeg stivnede af Rædsel men sagde: «Kom kun op!» Stenene løftede sig og et «Havdyr, der var forsynet med Klosaxe», kom op og saae mod Solopgang. Det var meget større end dem, der findes i Havet. Kort efter forsvandt Dyret, og jeg rejste hjem. Dette blev min første Aand (Tartok). Vinteren gik tilende, og da det blev Foraar igjen, gik jeg atter hen til samme Sted og gned Stenene; men da jeg blev træt og ikke kunde gnide længere, vedblev Stenene af sig selv at bevæge sig rundt «med Solen». Der kom en lille Mand op af Jorden; han saae imod Solopgang. Han var halv saa lang som et Menneske, var iført hvid Pels og havde sorte Arme. Hans Haar var krøllet, og i Haanden bar han et Redskab af Træ, med hvilket han fangede Lax. Jeg tabte Bevidstheden, og da jeg kom til mig selv igjen, var Manden borte. Han blev min anden Aand.

Næste Aar gik jeg hen til et Sted, hvor en Bæk flød fra en lille Indsø. En lille Mand med spidst Hoved, som var skaldet, kom op af Elven. Han skreg ligesom et lille Barn: «unga! unga!» Dette blev min tredie Aand.

Næste Aar gik jeg ind til Tasiusak. Jeg kastede her Sten ud i Vandet, og der opstod derved en saa voldsom Søgang, som ellers kun opstaaer ved Havet. Idet Bølgerne sloge sammen, blev Toppen af disse flad ovenpaa, og da de aabnede sig, kom en stor Bjørn frem. Den havde en meget stor, sort Snude og svømmede ind til Land, lagde Hagen paa Land, og da den derefter lagde den ene Pote paa Strandbredden, gav Landet efter for dens Vægt. Den gik op paa Land og gik rundt omkring mig, bed mig i Lænderne og spiste mig dernæst. I Begyndelsen gjorde det ondt, men senere ophørte Følelsen; dog saalænge Hjertet ikke var spist, var jeg ved Besindelse. Da den saa bed i Hjertet, tabte jeg Bevidstheden og var død.

Da jeg kom til Besindelse igjen, var Bjørnen borte, og jeg laa ganske mat og fuldstændig nøgen paa samme Sted ved Søen. Jeg gik ned mod Havet, og da jeg havde gaaet noget, hørte jeg, at der var nogen, som kom løbende efter mig. Det var mine Benklæder og Støvler, der kom løbende, og da de vare komne forbi mig, faldt de ned paa Jorden, og jeg trak dem paa. Jeg hørte atter noget løbe. Det var min Pels, og da den var kommen forbi mig, faldt den ned, og jeg trak ogsaa den paa. Ved at kige ned i Elven, saae jeg tre smaa Folk, saa lange som en Haand. Den ene havde Amaut paa, hvori der sad et lille Barn. Baade Bjørnen og de tre smaa Folk bleve mine Aander.

Da jeg engang stod ved Stranden ved Umivik, saae jeg tre Kajaker komme ind, slæbende paa en Narhval. Da de kom ind til Stranden, fløj Kajakerne tilvejrs som tre Tejster, og Narhvalen sank som en Ovak (Torsk).

Ved Pikiutdlek fik jeg to Aander, hvoraf den ene hed Kuitek og skreg: «unga! unga!» ligesom et nyfødt Barn. Den anden hed Amortortok, og skreg: «amo! amo!» Det var to Tarajuatjak'er (tarajuadat ɔ: Skygger). Amortortok er sydfra og taler det samme Sprog som Kavdlunak'erne. Ogsaa ved Tasiusak traf jeg en Aand med spidst Hoved og uden Haar.

Jeg har engang seet Tornarsuk. Han sad foroverbøjet med Ryggen mod mig, holdende med begge Hænder paa sine Skamdele. Jeg sprang op paa Ryggen af ham og tabte dernæst Bevidstheden. Da jeg kom til mig selv igjen, laa jeg paa en stor Sten.

Fodnoter