Sigmund Volsung: Anden Samtale

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Naturlyrik og romantik
N.F.S.Grundtvig4.jpg


Optrin af Norners og Asers Kamp
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Sigmund Volsung
Anden Samtale



Anden Samtale.
Godmunds bo.


Torkild:
Hilsæl, min gamle Fosterfader!


Godmund:
Dig lønne Guderne din Gang og Hilsen!
Men hveden kommer du? Er noget hændt,
Da sig mig Tidende! thi nu mit Øre
Maa træde i det dumme Øjes Sted.


Torkild:
Fra Kongehallen kommer jeg.


Godmund:
Er Gammen
Endnu i Sal? Mig bæres altid for,
At der vil blive onde Tidender at spørge.


Torkild:
Alt[1] mange Vintre var dit Ord det samme,
Og tit mig tyktes, det var grumme sært;
Hvert Aar, som gik, jeg hørte ny Bedrifter
Af Sigmunds Sønner, saa', hvordan hans Æt
Formeredes[2], og mente vist, at Slægten
Var nu udfriet fra den haarde Dom,
Som hidtil syntes over den at hvile. —
Men atter maa jeg grue.


Godmund:
Hvad er hændtes?


Torkild:
Sinfjotle er hjemkommen sejerrig;
Men han i Tvekamp dræbte Borghilds Broder.
Hun tog af Sigmund Bod; men grandt jeg saa',
At Hjærtet pønsed kun paa grusom Hævn.
Selv Sigmund frygted, bød mig at udspørge
De høje Aser; halv tvetydigt var
Mig Guders Varsel, dog jeg tyktes skjønne:
Sinfjotles Liv laa i hans Faders Haand.
Ved dette Svar blev Kongen vel til Mode;
Men alt for sikkert tyktes det mig ej.


Godmund:
Jo, alt for sikkert mig det tykkes være:
Af alt for nære Frænder er han født;
Thi maa de nærmeste ham Bane volde.


Torkild:
Ja, vist det er, mig[3] aner intet godt.
I Dag skal drikkes Gravøl efter Gunnar;
Men sælsom Angest mig af Salen drev,
Jeg grued for de dybe, tomme Kjedler:
I hver jeg saa' det underlige Kar,
Som efter Blod af Volsungætten længes,
Og vorder aldrig fuldt.


Godmund:
En Gang, en Gang
Det fyldes vist; men ve den Søn af Askur,
Som i det gyder sidste fulde Skaal!
Med Brag det vælter sig da flux, og skyller
Ham ned med al sin Slægt til Hel;
Thi haardt vil Odin sine Ætmænd hævne.


Torkild:
Dit lukte Øje stirrer længer frem,
End vort det aabne. Men, du vise Gubbe!
Ved Sagn, og Lytten[4] i den stille Nat,
Jeg voxet er, som Barnet monne voxe
Ved kraftig Spise og den søde Søvn.
Nu mener jeg at kunne Kløgten løse
Af Ordets Fængsel; vil du derfor nu
Mig aabenbare, hvi paa Nornens Skjold
Saa blodige de Runer staa for Slægten?


Godmund:
Og er jeg Norne da, mens du mig byder
At sige Norners hemmelige Raad! —
Om vore Guder tør jeg dristig tale,
Thi de er fødte og forgaa som vi;
Men for Alfader, som er aldrig bleven,
Og for hans Raad, som Norner føre ud,
I Ydmyghed jeg knæler tavs, ærbødig.
Som Barnet vil I yngre altid spørge:
Hvorfor? Hovmodige I af os æske Svar,
Som om det var en dyb, forborgen Kunst,
I havde fundet: saa os at udfritte[5].
Men, tro mig! i halvfemsindstyve Aar
Jeg vandred her, og meget har jeg nemmet;
Men alt som sig forøgede min Kløgt,
Jeg flere Spørgsmaal fandt, og gjorde færre.
Vi mægte kun at sige, hvad vi se[6],
Og hvad os tykkes; stundum, men kun sjælden,
Hvoraf, og endnu sjældnere hvorfor.


Torkild:
Ej maa du vredes. Heller sig du mig,
I Fald du mægter det med Ord at sige:
Hvoraf du kjender Slægtens haarde Dom!


Godmund:
I Lunden hisset stod en gammel Eg,
Det længe var den stolteste i Skoven;
Men trende Sommere paa[7] Rad jeg saa',
At Lynet søgte den, alt mer den sprængtes;
Da gætted jeg, dens Liv var snart forbi,
Enddog, hvorfor, jeg ikke kunde vide.
Saa er det og med Slægters Liv paa Jord:
Vi se, vi gætte, — høje Norner raade.


Torkild:
Ej siger jeg imod; men sikkert har
Du end et Mærke, som dig saa forvisser.


Godmund:
Et Mærke har jeg paa den samme Eg:
Jeg elsked den, én Gang jeg slukked[8] Ilden,
Som vilde den fortære; næste Vaar
Den end var grøn; men atter rammed Lynet,
Og ikkun Aske laa, hvor Egen stod.


Torkild:
Du mener, Sigmunds underlige Frelse
Maa lignes ved den slukte Brand.
Men mig ej tykkes saa; thi du forvoven
Dig satte imod Guders klare Raad.


Godmund:
Nu mærker jeg til visse, du est voxen
Og véd af Ord at løse Kløgten ud;
Men tungt det er for mig paa gamle Dage
At saa beskæmmes af min Fostersøn.
Du véd saa flux og grandt alt, hvad jeg mener
Og hvad jeg i saa mange Aar ej saa',
Det ligger lige for dit skarpe Øje.
Nu mærker jeg, at altid jeg var blind. —
Men sig mig dog alt med din store Kløgt,
Om og min Tanke faldt paa Sigmunds Frelse, [9]
Da jeg, mens han i Gøtland var, dig sagde,
At Slægten vist ej leved mange Led?
Forkynd mig og, i Fald du det kan mindes:
Hvordan blev Volsung født?


Torkild:
Du driver Spot
Med mig, min Daarskab og min Ungdom.
Det er forskyldt; men undervis mig nu,
At ej vankundig jeg skal tro mig kløgtig!


Godmund:
Den alderstegne Rerer sad paa Højen;
Han havde selv sin egen Bavtasten
Oprejst; thi Søn ham ikke Norner undte.
Han saa' paa Stenen med bedrøvet Hu,
Og vaandefuld til Guderne han bad;
Da rørtes Odin af sin Ætmands Kvide,
Sin Mø nedsendte han med sælsom Frugt,
Og det var Frø til stor Bedrift paa Jorden. [10]
Da grode Volsung udi Moders Liv[11],
I Vintre fem han grode saa; men aldrig
Det undtes ham, lig andre Mænd at fødes:
Udskaaren blev han af sin Moders Liv,
Og Volsungætten blev; men, som dens Ophav,
Saa er dens Færd og sørgelig[12] paa Jord,


Torkild:
Ak, nu forstaar jeg dig. Til Kongehallen
Jeg iler flux, at skue Norners Dom;
Thi sikkerlig i Dag den aabenbares.


___


Kongesalen.


Borghild:
Sinfjotle! Du ved Brud og Liv har skilt
Min Broder; jeg din Undergang har svoret;
Men Sigmund bød mig tage Bod for Hævn,
Og Kvinden maa sig efter Manden føje.
Thi rækker jeg dig dette fulde Horn,
Udtøm det! og jeg er med dig udsonet[13].


Sinfjotle:
Men drøjt det er at tømme, som jeg ser:
Hel grumset er den Drik, som du mig byder.


Sigmund:
Ræk hid, min Søn! jeg tømmer den for dig.


Borghild:
Kan Sigmunds Søn ej tømme selv et Horn?
Skal dette og din Fader for dig drikke?


Sinfjotle:
Stifmoder! Ondt du har i Hornet blandet;
Jeg taaler ej den stærke Sonedrik.


Sigmund:
Du tager fejl, min Søn! Den Drik er kraftig,
Men ikke ond; dog, ræk mig ogsaa den!


Borghild:
Sinfjotle! end jeg rækker dig et Horn,
Og sværger højt ved alle Valhals Guder,
At værre Vædske ej blev øst deri,
End den, Kong Sigmund uden Men har drukket.
Est du hans Søn, du drikker og som han;
Hvis ej, da est du med en Træl vist avlet.


Sigmund:
Saa vis da, Søn, du est af Volsungs Blod!


Sinfjotle:
Har jeg i Live ej det vist, da skal
Jeg vise det i Døden; jeg fornemmer,
Min Tid er omme, da min Fader selv
Mig ægger til at tømme Edderdrikken
Enddog for inden ej som han jeg er.


Borghild:
Nu, Sigmund! har jeg fanget Bod for Broder.
Men staa, Sinfjotle fast paa dine Ben!
Hvi raver du? est du saa tidlig drukken?


Torkild:
Af alt for nære Frænder var han født;
De nærmeste ham maatte Bane volde.


Fodnoter

  1. [1. Udg.: I.]
  2. [1. Udg.: Forøgedes.]
  3. [1. Udg.: jeg.]
  4. [1. Udg.: Grunden.]
  5. [1. Udg. : udspørge.]
  6. [1. Udg.: véd.]
  7. [1. Udg. Somre udi.]
  8. [1. Udg.: og slukked én Gang.]
  9. [Saal. 1. Udg. ; 2. Udg. Om og min Tanke laa i Sigmunds Lomme.]
  10. [1.Udg.: Og Rerer kjendte Odins store Naade.]
  11. [1. Udg. Moderliv.]
  12. [1. Udg.: underlig.]
  13. [1. Udg. : forsonet.]