Sigmund Volsung: Første Samtale

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Naturlyrik og romantik
N.F.S.Grundtvig4.jpg


Optrin af Norners og Asers Kamp
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Sigmund Volsung[1]
Første Samtale


    De Talende.
    Godmund:       Hofgode.
    Torkild:     hans Fostersøn, siden ogsaa Gode.
    Sigmund:     Hunsigovs Konge.
    Borghild:     hans første Dronning.
    Hjordise:     hans anden.
    Sinfjotle:     hans Søn.
    Ejvind:     en Gote.
    Tvende Hirdmænd:     
    En Terne:     .



Første Samtale.
Godmunds bo.


Torkild:
Hvad svarer[2] Hunding? Vil han gjøre Blot
For Sejer og for Jordens Grøde?


Godmund:
Den Gudsforagter! han mig svared fræk,
At vilde Odin smedde ham hans Vaaben,
Og Tor forære ham sit Bukkespand,
At pløje med, saa vilde han betænke
Dem med en gammel Hellemis
Til Julekost.


Torkild:
Men sig mig, vise Gubbe!
Hvi taale dog de høje Guder sligt?


Godmund:
Skal de vel tage Sol og Regn fra Landet,
Fordi vankundig slig en ussel Drot
I Hallen bryster sig?


Torkild:
Ej saa jeg mente,
Men, hvi det undes ham paa Jord at leve?


Godmund:
Ugranskelige ere Norners Raad,
Det maa jeg selv bekjende: Volsungslægten,
Saa drabelig og Guderne saa kjær,
Den sveder Blod[3], og denne fejge Spotter
Han sidder uanfægtet i sin Hal;
Men snart er vel hans Time slaaet[4].


Torkild:
Du nævned Volsungslægten; jeg det véd,
Den hersked ved min Fødsel her i Landet;
Har hel den maattet friste Undergang?


Godmund:
Ej véd jeg det; men fulde femten Vintre
Henrunde, siden gamle Volsung drog
Til Gøtaland, for dér sin Maag at gjæste;
Ved Svig han faldt, og det er Folkesagn:
Hans Sønner blev i Skoven alle bundne,
En Trold i Elgelignelse dem sled.


Torkild:
Men agter du for sandt det Folkesagn?


Godmund:
Det tykkes mig at vide, at ej Hunding
Saa længe deres Odel havde raadt i Fred,
Om én af dem end fandtes over Mulde.


Torkild:
Saa Volsung slagen blev af egen Maag!
Det var jo grueligt.


Godmund:
Men underligt dog ej.
Saa har det altid været med den Æt:
Af hver en Slægt, den bandt sig til paa Jord,
Den svegen blev, og hævned Svigen blodig.
Kun det var underligt, hvis den forgik,
Og blodig Hævn ej Banemanden rammed.


Torkild:
Ej grandt forstaar jeg alle dine Ord.
Men vil du ej mig heller Sagn fortælle
Om onde Tvist, som ødte høje Slægt?
Det kan jeg nemme, og det kan jeg mindes.


Godmund:
Hel underlig oprandt den onde Tvist,
Og høje Magter sikkerlig den voldte:
Fra fjærne Land en alderstegen Drot
Kom hid, at bejle til den fagre Signe;
Fremsynet var hun, og hun tyktes se,
At ondt beredtes ved det Bryllupsgilde;
Men Volsung dreves af en lønlig Magt,
Og grædende hun gik til Brudekammer.


Sig Volsung havde bygt en Sal saa stolt,
— Du ej den mindes, thi den Hunding brændte,
Den Sal var bygget under Egetop,
Og over Tag sig tætte Grene hvælved;
I Salens Midte rejste sig med Prunk
Den tykke Stamme som en vældig Sule,
Og blanke Skjolde hang der[5] trindt omkring.


Det var hin anden Bryllupsaften, Ilden
Henstrakte blussende sig langs ad Gulv,
Mens[6] alle Mænd sad trindt om Drikkebordet,
Da hændtes Ting, som Jærtegn[7] vel maa nævnes
Den store Dør med Raslen sprang til Vægs[8],
Og ind i Salen tren en mægtig Kæmpe,
Enøjet, klædt i Lin som hviden Sne;
Ej hilsed han; men der han kom til Bullen,
Han drog et Sværd af Balgen, langt og prudt,
Og stak det ind i Eg til gyldne Hjalte.
Det tyktes os, som om den stærke Bul.
Der gjennem hundred Aar sig ej bevæged,
Dog maatte bugne ved det haarde Stød.
Og dønned hult det under[9] Salens Hvælving,
Det dønned hulere, da Kæmpen kvad:
Griber, Kæmper,
Gram om Hjaltet!
Hvo det rokker,
Raader Sværdet.
Til sin Ætmand
Odin sender
Stolte Vaaben.
Stræber, Drotter!
Styrken vinder.
Forsvunden var han med den sidste Lyd.
Forstummede vi sad en Stund paa Bænken.
Men da opsprang den gamle Volsung først,
Og mente snart at raade Odins Gave.
Dog fast sad Gram for Volsung og hans Maag;
Forgjæves efter Alder Kongens Sønner
Med priste Styrke vilde kjøbe Sværd:
Det lod, som før de kunde Egen løftet
Med dybe Rod, end rokket det af Sted.
Nu Raden kom til Volsungs yngste Søn,
Til Sigmund; rolig han om Hjaltet greb,
Os tyktes ej, han strammed nogen Sene,
Hel magelig uddrog af tykke Bul
Han Sværdet dog; og hver da kunde mærke,
At det af alle kun var agtet ham.


Saa meget Guld, som Sværdet kunde veje,
Ham Siggejr flux for stolte Vaaben bød;
Men kun med Spot ham Ungersvenden spurgte
Hvi ikke selv han det gad draget ud,
Da tidlig han det havde udi Hænde.
Da skifted Siggejr Lød, og næste Dag
Han Gildet spildte, for, saa faldt hans Ord,
Ej sent paa Aar at oversidde Bør.
Forhaanelsen han dybt i Sindet gjemte,
Men Volsung skuffed han med fagre Ord,
Og Kongen lovede, med sine Sønner
Ad Aare ham at gjæste, saa paa ny
Det spildte Gilde kunde ærlig holdes.


Torkild:
Hel underligt er Sagnet; mest af alt,
Hvi Odin gav til Sigmund saadant Vaaben,
Naar ej han skulde øve[10] nogen Daad.


Godmund:
Saa tykkes fler; det er og[11] sagt,
At han blev frelst paa underlige Maader,
Der Elgen sled hans Brødre udi Skov.


Torkild:
Det blev han vist; thi alt for tungt det var,
Om slig en Æt, saa herlig og saa stolt,
Saa tidlig skulde undergaa med alle.


Godmund:
Ja, tungt det var, men ej uventet dog;
Thi mange Led den ikke kunde leve.


Torkild:
Den ikke kunde? Det forstaar jeg ej.


Godmund:
Jeg véd det, Torkild! men jeg halv det glemte,
Som naar til Barnet, der ej fatter Ord,
Man stundum taler: glemmer, det maa voxe
Igjennem Aar ved Spise og ved Søvn,
Og lære selv at røre kunstig Tungen,
Før Ordets Løndom det udspejde[12] kan. —


Ejvind:
Er her ej Godmund, rige Guders Ven?


Godmund:
Hvad vil du Godmund?


Ejvind:
Jeg fra Gøtland kommer;
Mit Skib var hartad brudt paa vilden Hav;
Da Blot jeg Vaner lovede for Frelse;
Og her er Guld; thi Blotnød har jeg ej.


Godmund:
Opfyldt er Løftet, naar med ydmygt Sind
Du takker Guderne; og da dit Guld
Til værdigt Blot sig snarlig skal forvandle.


Torkild:
Fra Gøtland kommer du? Var dér ej noget Til Tidende?


Ejvind:
Da jeg slog Fæstet løs[13],
Der hørtes Tidende, som vel er Sagnet værd:
Den sidste Volsung levende i Høj
Blev gravet ned.


Torkild:
Den sidste Volsung!
Var det da Sigmund?


Ejvind:
Netop ham.
Vi tænkte, han var død for længe siden,
Dog somme sagde, han var set i Skov;
Men nu man Sandingen fik ret at vide :
I Mørkningen forleden Aften sad
Vor Konge i sin Hal, hans Sønner leged
Og trillede en Guldring hen ad Gulvet;
Den kom i Fremmerset, og Drengen løb
At hente den, da saa' han tvende Kæmper
Med side Hjælme stande der i Krog;
De flux ham dræbte, men dog hørtes Skriget,
Og Siggejr kom med sine Hirdmænd til.
Da var det Sigmund selv, og nok en anden,
Som siges være Kongens egen Søn;
Men der var ogsaa dem, som hvisked om,
At Signe, vores Dronning, med en Sejdhex
Har skiftet Ham, og avlet ham med Sigmund.
Dog, lige meget, hvem den anden var,
Saa blev der gjort en Høj med tvende Rum
Og sat en vældig Sten imellem begge;
I ét af dem blev Sigmund puttet ned,
Og i det andet Svenden, som ham fulgte.
Nu er det dog nok ret forbi med ham.


Torkild:
Var det ej muligt, end han kunde frelses?


Ejvind:
Ja, som man siger, har han gode Tænder:
Han sled med dem jo Elgens Tunge ud,
Som vilde slidt ham; men de store Stene
Dem, tænker jeg, dog han la'r staa.


Torkild:
Saa han blev[14] frelst kun for at sveltes
Saa jammerlig til Døde! Nej, umuligt! —


En Kæmpe:
Est du ej Godmund, ypperste blandt Goder?


Godmund:
Jeg Godmund er.


Kæmpen:
Mig skikked Sigmund hid,
At byde dig til Hallen: han vil blote
Til høje Goder, takke dem, som gav
Ham Held til Faderhævn og tabte Odeisrige.


Godmund:
Er det om Sigmund, Volsungs Søn, du taler?


Kæmpen:
Om hvem vel ellers? Til den tætte Lund
Ej Vaabengnyet rækker, kan jeg mærke.
Véd du da ej, at Tyr holdt Ting i Nat,
Og dømte Hunding til at landsforvises?


Godmund:
Ej var det underligt, om Valhals Guder
Saa skifted Sejer. Men er det og vist?
Er Sigmund ogsaa virkelig i live?


Kæmpen:
Hvor du kan snakke! Havde du i Nat
lians Hug fornummet, der han løfted Gram,
Ej vilde du da ment, det var hans Dravge.


Ejvind:
Men hvordan er han sluppen ud af Højen?
Torkild:
O, ja! fortæl os det! hvordan?


Kæmpen:
Hvordan? ja, hvordan slap han løs fra Elgen?
Jeg tænker, Odin har vel Magt endnu,
At frelse sine Ætmænd, naar det kniber.
I véd kanske, — men om I véd det ej,
Saa véd den gamle det, — at Odin
Ham gav en Gang et Sværd; det kasted Signe
Nu ned i Højen til sin Søn;
Med det de saved Jord og Sten som Klæde,
Og gjæsted Siggejr uden Hjembud flux.


Ejvind:
Saa er vel Siggejr dræbt!


Kæmpen:
Ja, han er Aske.


Godmund:
Men Signe?


Kæmpen:
Hun er[15] Aske med som han.


Godmund:
Hvordan! Har Sigmund brændt sin egen Søster?


Kæmpen:
Nej, Ilden brændte hende, og hun selv
Det voldte. Hun uskadt kom[16] ud af Huset;
Men da hun havde kysset Sigmund og sin Søn,
Hun sagde: Nu er Volsung-Blodet[17] hævnet,
Vor[18] Æt er frelst, nu har jeg endt mit Værk,
Og gjærne vil jeg med den Nidding dø,
Med hvem jeg ej en Stund gad levet. —
Det var et Syn for Kæmper, kan du tro:
Med Smil paa Kind hun vandred ind i Luen. —
Det for saa underlig igjennem os;
Men alle skjønned, hun var Volsungs Datter.


Godmund:
Det skjønner ogsaa jeg; forunderlig
Den Slægt paa Jorden færdes.


Torkild:
Men dog herlig.
O, takket være Guderne, som frelste
Den bolde Sigmund! — Fosterfader! il
At takke dem med værdigt Blot i Lunden!


Fodnoter

  1. [1. Udg.: Sigmund.]
  2. [1. Udg. : svared.]
  3. [1. Udg. : Den undergaar].
  4. [1. Udg. : Men sikkerlig vil Timen én Gang komme.]
  5. [1. Udg. : hængte.]
  6. [1. Udg.: Men.]
  7. [1. Udg.: Under.]
  8. [1. Udg.: mod Væg.]
  9. [1. Udg.: Saa hult det dønned udi.]
  10. [1. Udg.: virke.]
  11. [1. Udg.: og er.]
  12. [1. Udg.: begribe.]
  13. [1. Udg.: Den Gang jeg løste Skib.]
  14. [1. Udg.: Saa blev han.]
  15. [Hun er, fattes i 1. Udg.]
  16. [1. Udg. : kom uskadt.]
  17. [1. Udg. : Volsung bleven.]
  18. [1. Udg.: Hans.]