Sigurd og Brynhild: Anden Samtale

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Naturlyrik og romantik
N.F.S.Grundtvig4.jpg


Optrin af Norners og Asers Kamp
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Sigurd og Brynhild
Anden Samtale


Gnyta-Heden.


Sigurd:
Er end vi ikke nær ved Ormekulen[1]?
Ej meget véd jeg være mere fælt,
End saa at vandre paa den nøgne Hede,
Som er sin egen Grænse, hvor for Græs
Og fagre Urter ikkun tørre Stilke
Af Jorden rage frem med hæslig Lød,
Af sort og rødt en fæl og sælsom Blanding,
Som om et Hav af edret Ormeblod
Var rullet over, havde Saften tæret,
Og bredt sin Farve ud til Lyst for Hel[2];-
Vil Øjet løfte sig, en skallet Høj,
Ej mindste Træ, er, hvad det møder.


Regin:
Hvor du er bleven mod i Hu!
Ej tænkte jeg, en saadan dygtig Kæmpe
Saa kunde længes efter hvidt og grønt.
Det røde er jo dog hans egen Farve;
Det sorte, som er mænget lidt iblandt,
Kan lede ham til smukke Alvorstanker
Og minde ham om Enden paa hans Daad:
Om sorte Jord, som skal hans Hænder tørre,
Naar han har tvættet dem i røde Bad.
Ej sandt? naar Tingen saa med Kløgt udlægges,
Da kvæges Synet af den brune Lyng.


Sigurd:
Du onde Jotun! du er bange for,
At jeg skal glemme, hvor det er, jeg vanker:
At her jeg ganger mellem Blod og Død,
For dig at tjene, trods min Moders Kvide.


Regin:
Saa lød din Tale ej, da første Gang
Du løfted Gram og haarde Ambolt kløved,
Ej heller, da din Faders Banemand
Du skar som Klæde: da dig tyktes,
Du kjøbte Sværdet ej for dyrt.
Dog, dig vel tykkes end det samme,
Undtagen just, naar gamle Kærlingsagn
I Hug dig rinde; og det mig fortryder,
At jeg saa halv om halv var Skyld deri,
Fordi jeg mente med en artig Skjæmt
Dig lidt at muntre op. — Du klager over,
At her er intet Træ; men ser du hist
Det graa, som løfter sig i vide fjærne?
Det er et Træ, hvis Mage ej du fandt
I alle Sælands tykke, mørke Skove.
Ej har det Top, ej Grene og ej Rod,
Men Bullen gjemmer i sig[3] alt tilsammen.
Vel er den hul, men derfor ikke tom;
Thi inden for sin Bark hin graa og haarde
Den gjemmer Frugter, man maa lystes ved
Naar én af dem man plante vil i Jorden,
Da voxe Blomster op[4], og stolte Borge,
Og væne Møer, alt, hvad lifligt er.


Sigurd:
Det er da Fofners Borg, vi skue?


Regin:
Saa er det. Hælvden er forbi
Af store Værk; den anden Hælvde
Er let: du svinger ikkun Gram,
Og alle hine skjønne Frugter
Tilhøre os.


Sigurd:
Hvis det dig tykkes
Saa let en Id, jeg dig vil laane Gram,
Og lystes ved at se din Manddom.


Regin:
Du skjæmter; men jeg véd for godt,
Du ikke miste vil den Gammen,
At ligne Asator: at sende ned
Til sorte Hel en giftig Jotun.


Sigurd:
Det kunde jeg endda, hvordan det gik,
Og I da fulgtes ad som vakre Brødre.


Regin:
Din Skjæmt er hvas; dog, det vil intet sige;
Jeg selv er stundum og lidt spøgefuld,
Som du vel alt[5] har mærket. Men, blandt andet,
Du loved mig, for[6] jeg dig kjendte Raad,
At jeg af Fofners Arv alt, hvad mig lysted,
Og maatte tage frit. Han har et Mon,
Som mellem alle mest jeg higer efter;
Og da kanske du selv til det fik Lyst,
Jeg forud dig vil sige, hvad det er:
Det er en Ring, just ej saa meget vægtig,
Men fager dog til Syne; den jeg først
Og fremmerst mig af Byttet kaarer.


Sigurd:
Saa? gjør du det? Mig tykkes dog, at den,
Som Fofner dræber, og maa være nærmest
Til Ring og andet, som han hos sig bær.


Regin:
Men derom meldtes fordum ved vor Pagt
Jo ej et Ord. Den Ring er kunstig;
Du véd, paa sligt jeg sætter megen Pris.
Var ikke det, jeg lod dig mer end gjærne
Den Ring beholde; thi det er just den,
Som voldte Hrejdmar Bane; vel ej heller
Den bringer anden Ejer meget Held.


Sigurd:
Hel listig mener du for mig at dølge
Det sært forborgne i den fagre Ring.
Kun én Gang hørte jeg den hidtil nævne
Af kløgtig Læbe i en bange[7] Stund.
Dens Vilkaar ej jeg hørte; men mig tykkes,
Da du, som sikkerlig med dem er kjendt,
Dog efter Ringen higer: det er vissest,
Jeg tager den.


Regin:
Ej er det Ret,
Men som man det af Asamænd kan vente.
Dog ét du mindes! dersom denne Ring
Dig Bane volder, da det var ej[8] Regin,
Som voldte den.


Sigurd:
Hvor det dig klæder godt,
At drage saadan Omhu for min Velfærd!
Men jeg dig siger, trods din Jættekløgt,
At Ringen jeg vil eje, jeg vil raade[9].




Fofners Borg.


Fofner:
Med Vaaben sanke Drotter røden Guld
I Holmgang og paa Vikingstog saa vide;
Da sidde de i Hallen, drikke Mjød
Af dybe Horn, og skifte atter Guldet
Imellem Kæmperne paa lange Bænk,
Saa atter det maa vidt paa Jord omvanke,
Før det igjen kan samles, finde hjem[10].
De galne! dem den[11] stærke Mjød beruser:
De ej forstaa at skatte ædel[12] Malm,
Og ej at nyde den; de mene daarlig,
Den ej er noget i sig selv, men kun
At tragte efter som en Medekrog,
Hvormed man fange kan alt, hvad man lyster!
Den dorske Æt, som ej begribe kan:
Det være maa det ypperste[13] paa Jorden,
For hvilket alt paa Jorden er til fals,
Saa[14] alskens Lyst er ringere end det,
Hvorfor den kjøbes! Jeg begriber,
Hvad Guldet er; og da i Faderbryst
Jeg Sværdet skjulte, ogsaa ret jeg lærte
At skjønne paa dets høje Værd.


Kun Vand jeg drikker, mager er min Kost,
Og ingen Kvinde mig i Armen sover,
Jeg føder ingen Sans, paa det at alt
Opfyldes[15] kan i Samling af det ene.
Hvor er den Kvinde vel paa Jord, hvis Kind
Er fin og glat som disse jævne Plader,
Hvis Øjne skinne som den blanke Malm,
Og af hvis Yndighed man aldrig mættes!
Kun ét jeg ej begriber: hvorfor Mad
Og Drikke jeg behøver for at leve.
Vel[16] tit jeg prøved at undvære det; men dog
Endnu, til Trods for al min Stræben, nødes
Jeg til at bryde af min Salighed
Med slig en ussel Idræt; ja, end ikke
Jeg hindre kan, at Guldet med sin Pragt
Jo glemmes, naar den tørre, hede Læbe
Til Kruset haster; selv i denne Stund,
Skjønt dybt i Guldets Herlighed nedsunket,
Uvilligt drives Øjet hen mod Skaal.
Saa skynd dig da, du fule, dumme Tunge!
Og dyp dig hastig i det lede Vand,
At Guldets Pris igjen du kan istemme!
Det er det højeste du kan; og dog
Du ej udtrykker[17], hvad jeg i mig føler.


O, kunde det, som i mig tænker, føler,
Min Krop forlade, selv forene sig
Med Guldet, da jeg først var ret lyksalig.
Vel hundred Gange kan om gyldne Dynge
Jeg vinde mig, og slimet Ormeham
Sig fast kan klæbe; men i hver en Fure
Ej kan jeg trænge ind[18], ej røre alt.
O, vidste jeg kun, at jeg kunde være,
Og være her, skjønt Kroppen raadned hen,
Da skulde jeg med smeltet Guld mig læske,
Og give saa min Sjæl et bedre Hus,
Der kunde staa foruden Mad og Drikke.


Dog, det er uvist, om jeg kunde være,
End mere uvist, om jeg ej til Hel
Nedstødtes, hvor man siger, vi skal sulte[19].
Og, om jeg blev her end, hvo véd,
Om ej en dødelig da kunde mægte
At rane bort min Skat, min Salighed,
Og lade mig omvanke paa den tomme Hede! —
Nej, leve vil jeg, altid vil jeg leve,
Som nu jeg er; thi nu tør ingen vove
At nærme sig: jeg ejer Ægishjælm,
Som fylder hvert et Bryst med Rædsel,
Naar Øjet ser den; jeg kan skabe mig
I Ormelignelse og Edder hvæse;
Hvor er vel den, som ejer Mod og Kraft
Til mig at møde, og som ikke falder!


Jeg véd, han er; men der er ikkun én,
Kun ét er Sværdet, mig kan Bane volde,
Og det er brudt. Hvem gjør det helt?
Min Broder kan det, — men han er en Jotun,
Og Sigurd er af Asaæt; naar saa'
Man slige to at virke Idræt sammen! —
Ja, Loke, det er sandt, han Odin hjalp,
Og dræbte Odder, han er og en Jotun, —
Men skuffed og den lede Asamand.
Det vil og Regin, men — hvad kan det nytte,
Naar først jeg myrdet er? — Dog, hvem har sagt,
At al den Snak er sand? Naar man nyfigen
Vil Ødet vide, tit man faar en Løgn
At løbe med; saa er vel ogsaa dette.


Nu, Tunge! stærkt du raaber om din Drik,
Og har den slet fortjent; saa drik da! —
Men fy! det stinker: otte Dage har
Det ogsaa standet her; jeg maa da vel,
Saa nødig end jeg vil, min Skat forlade.


Saa præg da, Øje! fast det gyldne Billed,
Saa ej det svinder paa den korte, lange Vej!
Du, fagre Ring! skal mig til Bækken følge,
Og naar du spejler dig i klare Vand,
Da skal jeg mene, jeg min Skat forøger. —
Hvi ryster saa min Finger, som om den
Var bange for den fagre, røde Lænke?
Det er den Ring, som jeg af Hrejdmars Haand
Med Møje drog, den Gang den vilde isne;
Det er den Ring, om hvilken Odin spaade,
Den skulde Hrejdmar volde[20] Banesaar.


Hvi mindes jeg alt dette nu? Hvi tykkes
Det mig her inde, som jeg halv fortrød
Den Gjerning, der mig skaffed Guldet?
Det er, fordi jeg tørster; aldrig sligt
Jeg ellers mindes. Men — om Ringen
Nu ogsaa mig til Bane blev som ham!
Ej den, det véd jeg bedst, bar[21] Skylden ene;
Og skal for den jeg ræddes, maa jeg ræddes jo
For denne hele Dynge. Nej, det vil jeg ikke.
Nu læsker jeg min Tørst, og drukner saa
De fæle Griller, som mig vil forstyrre.


Jeg først dog maa til alle Kanter se,
Om noget sig paa nøgne Hede løfter.
Nej, dér er intet, dér ej heller, dér —
Ja, dér jeg ser en Hest, som bider Lyngen.
Hvor kom den fra? hvem ejer den? —
Det gyser i mig. Hvad om nu min Time
Er kommen alt: om jeg for sidste Gang
Mit Øje mætter paa de gyldne Dynger!
Om evig det skal lukkes nu, ja, lukkes,
Og aabne sig kanske, hvor der er intet Guld,
Hvor sorte Hel, min Fader med sin Vunde,
Og tunge Edderstrøm jeg kun skal se!


Jeg gaar ej ud, jeg bliver her; — men Tungen,
Den brænder som en Glød. O, havde jeg
Dog ej det skidne[22] Vand udkastet!
O, havde jeg dog over Bækken hist
Mit Hus opbygget! o! da var jeg sikker.
Men gange maa jeg nu, om jeg vil leve.
Det er vist og kun Angsten, som forfærder
Mig saa. Naar jeg i Ormeham
Mig skyder sagte gjennem Lyngen,
Hvem ser mig da? — Far vel, mit Guld!
Dog nej, kun jeg vil fare vel;
Men du skal blive her; og naar jeg kommer
Igjen, da skal jeg anderledes spare,
Og selv den allersidste, seje Draabe
Skal læske mig.




Aabakken.


Fofner:
Hvem est du, lede! mens det undtes dig
At fæste Vaaben paa min glatte Hud,
Og ryste af dig skarpe Edderstrømme?


Sigurd:
Mit hæderlige Navn er Fofnersbane,
Og med min Fader døde Slægten ud,
Hvorfra jeg stammer. Kjender du mig nu?


Fofner:
Gid du var raadnet i din Moders Liv,
Du Sildefødning! saa var jeg nu fri
For her mig i mit eget Blod at vælte. —
Hvad vilde du og her? du Asahund!


Sigurd:
Mig Nornen drev, som efter Ulv paa Heden
Den snare Hund af sælsom Drift hendrives.


Fofner:
Men véd du vel, at meget usambaarne
Er Norner, og adskillig deres Æt:
Af dem er somme Dvalins falske[23] Døtre,
De skabe Mænd ej heller bedre Kaar;
Og dem det var, som drev dig ud paa Heden.
De fagre Ringe og det røde Guld
Skal vorde dig til Bane. Vil du frelses,
Da skynd dig hastelig her fra, og lad
Min Dravge rolig ruge over Guldet!
Foragt ej Raadet! bedre er mit Raad,
End du af mig fortjente.


Sigurd:
Spar din Møje!
Jeg raaded dig at fare brat[24] til Hel;
Mit Raad du lyde maa, dog lidt det huger
Dig saa at skilles fra din Ormelyst.
Men raad ej mig! For Guldet jeg vil raade.
For Skæbnen raade Norner, som de vil!


Fofner:
Ja, dø jeg maa, deri du sagde sandt,
Jeg vrider mig alt i de sidste Bugter;
Men fagre Ringe og det røde Guld
Skal vorde dig til Bane, det mig glæder,
Mig glæder, om[25] jeg glædes kan; — thi, se!
Dér stander sorte Hel, med giftig Aande
Hun kvæler mig, — og dér min Fader staar
Med nøgne Knokler! Dér, ja, dér jeg stak.
Men jeg er ogsaa stungen, gamle Jotun!
Lad vore Knokler rangle mod hinanden,
Og lad os maale vore Saar!
Mit er saa dybt — saa dybt — jeg dør.


Sigurd:
Nu er den Idræt virket da, han døde.
Vel béd du, hvasse Gram! men Blod
Af fule Orm skal ikke paa dig ruste;
I høje Lyng jeg dig skal stryge ren,
At blank igjen du straale kan i Solen,


Regin:
Til Lykke, Sigurd! med dit store Værk!
Nu først du ret kan smage Asagammen,


Sigurd:
Hvad smagte du i Lyngen, hvor du laa,
Imens jeg stred? Er Hjærtet ikke hoppet
Dig ud af Livet end? mig tyktes dog[26],
Jeg kunde høre, hvor det banked Jorden.


Regin:
Og er det Rædsel: at man dølger Øjet
For Broderblod, at Hjærtet banker,
Naar Broderens maa holde op at slaa?
I Asamænd, det véd jeg vel, er stærke,
Og røres ej ved sligt; vi derimod
Er nærmere i Slægt med vore Frænder.
Derfor jeg ogsaa kræver nu til Bod
For dræbte Broder, efter Jættesæd,
At du hans Hjærte steger mig til Spise;
Thi, skiltes end i Livet Brødres Hjærter,
I Døden dog de sankes maa igjen.


Sigurd:
Fra denne Stund jeg sikkerlig maa sande,
At inderlig er Jætte-Kjærlighed;
Og Arvelysten bliver ej tilbage.
Aldeles sømmelig er slig en Bod
For den, der selv sin Broder Døden voldte.
Men véd du og til visse, om et Hjærte
Der findes i den døde Jættekrop[27]?


Regin:
Ja, spot kun du! men gjør, som[28] jeg dig beder
Og kald det længe nok min Arvepart!
Da jeg har med en saadan Helt at skifte[29],
Den øvrige maaske kun vorder tynd.


Sigurd:
Maaske! Den Anelse var ikke af de værste;
Og i det mindste skal du ej umage
Dig stort med Ringen, som jeg nok kan se,
Du skotter efter; thi den snart skal sidde,
Hvor du den lader sidde vist i Fred.
Den sidder fast, forbandet fast, den Ring! —
Vær stille, Regin! træk mig ej tilbage!
Thi, skal jeg vende mig, saa skjælv!


Regin:
Ja, vend dig kun, og hug kun dygtig til
Paa ham, der trækker! han kan taale det.


Sigurd:
Du spotter? Nu, saa mærk! nu falder Gram. —
Hvordan? her er jo ingen? Arge Jotun
Har under Jorden nu[30] du fjælet dig?


Regin:
Hvis du vil se mig, faar du vende dig
Til Siden, hvor jeg er.


Sigurd:
Hvorledes?
Du stod da lige for mig, trak mig ej?
Du kogler, Jotun! men, ved alle Guder
Og Norner med: den Ring skal være min,
Om og enhver af disse dyre Stene
Mig bragte Død og Undergang, om end
Jeg Fingrene skal kløve tusendfold.
Dog, bi! nu kommer den, nu er den løs.
Nu har jeg den. Nu, vil du skaade
Den fagre Ring, som du skal aldrig faa?


Regin:
Jeg faar ej Tid til selv at være glad,
Blot for at se din overvættes Gammen;
Thi ellers kan du tro, jeg heller ser
Den fagre Ring paa dig, end paa mig selv.


Fodnoter

  1. [1. Udg.: Ormehulen.]
  2. [1. Udg.: til Aldres Gru.]
  3. [1. Udg.: Bullen er det ogsaa.]
  4. [1. Udg.: nok.]
  5. [1. Udg.: og.]
  6. [Saal. 1. Udg.; 2. Udg.: naar.]
  7. [1. Udg.: hellig.]
  8. [1. Udg.: var det ikke.]
  9. [1. Udg. vil jeg eje, vil jeg raade.]
  10. [1.Udg.: samles udi Hal.]
  11. [1.Udg.: vist dem.]
  12. [1.Udg.: dyre.]
  13. [1. Udg.: højeste.]
  14. [1. Udg.: At.]
  15. [1. Udg.: Beruses.]
  16. [1. Udg.: Saa.]
  17. [1. Udg.: Kun slet du siger.]
  18. [1. Udg.: Jeg ej kan trykke mig.]
  19. [1. Udg.: komme.]
  20. [1. Udg.: volde Hrejdmar.]
  21. [1. Udg.: bær.]
  22. [1. Udg.: raadne.]
  23. [1. Udg.: onde.]
  24. [1. Udg.: ned.]
  25. [1. Udg.: som.]
  26. [1. Udg.: ret.]
  27. [1.Udg.: den døde Krop.]
  28. [1.Udg.: hvad.]
  29. [1.Udg. skaffe.]
  30. [1. Udg.: ej.]