Sigurd og Brynhild: Fjerde Samtale

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Naturlyrik og romantik
N.F.S.Grundtvig4.jpg


Optrin af Norners og Asers Kamp
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Sigurd og Brynhild
Fjerde Samtale


Brynhilds Bur i Hlymdalen.


Brynhild:
Hvad tykkes dig, Odrune! om mit Værk?


Odrun:
Mig tykkes, at du rører pæne Naal
Saa mageløst, som før du Spydet[1] rysted.
Hvor livlig stander ikke Kæmpen dér!
Og Ormen maa jeg gyse for, som vinder
Saa fast sig om hans Liv; og dog
Igjen man ser, at han har ej at frygte;
Thi saaret hænger Ormens Hoved ned,
Og Sværdet bæres af en kraftig Haand.


Men, sig mig, Søster! hvad har saa forvandlet
Dit Sind, at nu du sidder hjemme her
Med Kvindesyssel, rider ej til Valen?
Har i din lange Søvn du Striden glemt?
Og hvad er det, hvorefter nu du længes?
Thi længes maa en Mø; hvis ej,
Hun uden Liv nedsynke maa til Jorden.
Er det den Kæmpe, som dig vakte op,
Hvis Billede du her med Kunst udsyde?
Er han dit Hjærte nær?


Brynhild:
Saa er det, Søster!
Men tro kun ej, jeg min Natur har glemt!
Mig Sigurd fandt paa Hindarfjæld, og vi
Med stærke Eder har os sammenbundet.
Han drog til Gjukes Borg, og jeg drog hid,
At vente ham. Jeg spændte dyre Silke
I Rammen fast og svor en hellig Ed:
At vente paa ham, til[2] jeg havde virket
Med Guld hans Billed og hans store Daad.
Det er nu sket; og hvis, før Solen daler,
Han ikke ganger ind for mig i Sal,
Da klæder jeg i Morgen mig i Brynje,
Og rider gjennem Luft og Hav og Land,
Ham at oplede, eje eller dræbe.


Odrun:
Ak, haard du est, som fordum, end i Sind.
Jeg elsker Gunnar, ham, den fagre Gjukung,
Han mig har svoret Kjærlighed,
Og længe har jeg ventet ham forgjæves;
Hvis jeg ham saa' med anden Kvinde gift,
Jeg maatte sørge, ja, jeg maatte dø;
Men nænte dog den kjære ej at skade;
Thi tvende Sinde døde jeg i ham.


Brynhild:
Det Budles Mø, men ikke Odins, sømmer
At føle saa: Valkyrien kan ej
Den Kæmpe slippe, som hun én Gang kaared;
Til Valhal skal han, ej til Frejas Sal,
Om hun og did paa Spydet ham skal bære


Sigurd:
Hilsæl, I Møer paa de fagre Hynder!
Du brynjeklædte er vel Brynhild og?


Odrun:
Hans Aasyn er det, men dog ej hans Røst.


Brynhild:
Din Røst jeg kjender, men dit Aasyn ikke.
Hvad vil du Brynhild?


Sigurd:
Jeg hos Atle var
Og bejled til dig; han mig bød at ride
Igjennem Luen, som er trindt din Sal;
Det har jeg gjort, og nu dig selv jeg spørger:
Om du vil eje mig?


Brynhild:
Din Tunge vel
Og Øjekastet, som vil mig undvige; [3]
Men mere ej.


Odrun:
Ja, Brynhild, tag det brat[4]!
Det øvrige er mit til Arv og Eje.


Sigurd:
I vil mig dele, Møer! men jeg ej
Mig saa vil lade sønderrive.
Er jeg vildfaren? Er jeg kommen ind
Til Jættekvinder? Sært I sidde, Møer!


Brynhild:
Og sært du stander, underlige Kæmpe!
Til Brynhild og til Odrun kom du ind;
Men sig os: hvo est du?


Sigurd:
Mit Navn er Gunnar:


Odrun:
Dit Navn er Gunnar, Gjukes Søn?


Sigurd:
Saa er det.


Odrun:
Nu, og kjender du ej Odrun?


Sigurd:
Jeg kjender Gudrun kun, men ingen Odrun:


Odrun:
Forunderligt! Jeg drages mod dig hen,
Men stødes bort igjen af Mund og Øje.


Brynhild:
Est du ej Sigurd, Sigmunds Søn?
Hvor kom du da igjennem Luen?


Sigurd:
Paa Granes Ryg; ej nogen Hest jeg véd,
Foruden ham, som mægter Ild at træde.


Brynhild:
Og dog est du ej Sigurd? Er han død?
Og arved du hans Hest, hans Røst, hans Hjærte[5]?


Sigurd:
Du nævned mit; jeg ingen Kæmpe véd,
Som ejed det før mig.


Brynhild:
Er det dit eget?
Og kjender du da denne stærke Kæmpe,
Som jeg har virket med det røde Guld?


Sigurd:
Mig selv jeg maa vel kjende, som jeg stander
Og drages svarlig med den lede Orm.


Brynhild:
Og dog est du ej Sigurd? hvilken Koglen!
Er Fofner ej af Sigurd bleven dræbt?
Saa, [6] har du dræbt ham, maa du være Sigurd;
Og dog jeg ser, du er ham ikke hel.
Men sig mig, kjender du ej Brynhild?


Sigurd:
Naar jeg dig ser og til din Tale lytter,
Da tykkes det mig dunkelt, som en Gang
Jeg før har set dig, hørt din haarde Stemme;
Men det er for mig som den glemte Drøm,
Der svæver uden Skikkelse for Øjet;
Og stundum hændes det, at naar i Liv
Vi noget møde, der os sælsomt griber,
Da bæres det os for, som om vi alt
Det havde drømt en Gang for længe siden. —
Vil du da eje Gunnar, Gjukes Søn?


Brynhild:
Jeg vil ej have Gunnar, aldrig, aldrig!


Sigurd:
Men har du ikke svoret selv den Ed,
At den, som red paa Grane gjennem Luen
Med Fofners Guld, ham vilde du til Mand
Dig tage? Vil du ud ad Døren kige,
Da kan du Grane se. Du maa vel holde
Den Ed, du svor.


Brynhild:
Jeg vil det ej. —
Men, du har Ret, jeg maa; jeg i mig føler
En Magt, som jeg kan ikke staa imod.
I strænge Norner, som for alting raade!
Hvormed har jeg fortjent en saadan Straf?
Jeg eder lød, og lød, fordi jeg maatte;
Og nu jeg gifter mig, fordi jeg maa.
Dog nej! det er kun onde Jættemagter,
Som mig forblinde, som en anden Ham
Paa Sigurd koglede og bandt hans Tunge,
Saa ej han nævne kan sit eget Navn;
Thi Sigurd er han. — Sigurd est du, Kæmpe!
Det Sværd, hvorpaa du støtter dig, er Gram
Til dig, men ej til Gunnar, jeg mig fæster.


Sigurd:
Med disse Ord du dig til Gunnar fæster.


Brynhild:
Nej: kun til dig; og denne fagre Ring
Skal være Tegn paa ham, som jeg mig kaared.


Sigurd:
Den Ring jeg kjender; den var fordum min.
Hvor fik du den?


Brynhild:
Af dig, af Sigurd:
Kan du ej mindes det?


Sigurd:
Kun ét jeg mindes:
At denne Ring var fordum min; men ej jeg véd,
Hvor du den fik. Dog det ej ene
Er underligt; jeg meget ej begriber.


Odrun:
For Enden paa det sære Spil jeg gruer.




Gjukes Borg.


Grimhild:
Øl jeg brygged
Bedst af alle;
Tunge Drikke
Døved Minder,
Alle sove,
Som jeg vilde:
Sigurd til Brynhild
Bejler for Gunnar.


Nu ved Midnat
Modne Druer
Har jeg presset;
Det, som sover,
Skal nu vaagne:
Anden Gang Brynhild
Brat skal opvækkes.


Mos paa Stenen
Sad indgroet:
Det kan mindes
Midgaards Ungdom;
Hundehjærne
Husker trolig;
Hvad kan bedre
Vække Minder?


Det kan Sagas
Sære Runer:
De, som gjemme
Gammel Idræt.
Nid om Jætter
I har mælet;
Min er nu Magten,
Mig skal I tjene.


Gjærer, gjærer,
Friske Safter!
Alt, som døver,
Dampe hurtig!
Alt, som vækker,
Vorde bundet!
Da skal i Morgen
Minderne vaagne.


Odin! Odin!
Ene drikker
Du i Valhal
Vin den klare;
Glæd dig! glæd dig!
Grimhild skjænker
Vin for din Ætmand,
Skjænker for Sigurd.[7]




Skoven ved Borgen.


Brynhild:
Stormen hviner,
Sneen fyger,
Kolde Brynje
Køler Brystet;
Dog for inden
Ilden brænder,
Dybt[8] i Hjærtet
Højt det luer.


Ingen Kulde
Kan mig svale,
Førend Staalet
Køler[9] Hjærtet;
Ej kan Vandet
Ilden slukke,
Blod kan ene
Baalet dysse.


Skarp[10] og skummel
Skrider Natten;
Jeg maa træde
Is og Driver,
Mens i Gammen
Gudrun favner
Nordens Kæmpe,
Kongers Høvding.


Han skal bløde,
Blegne skal han;
Øjet saa', han
Sov hos Gudrun;
Det skal se ham
Dødblund sove;
Før ej Harmen
Hvile rinder.


Men hvorfor løb jeg ej med draget Sværd
Til Sengen ind og rødned hvide Lagen?
Er jeg en Kvinde som de andre dog,
Og gruer jeg for hvasse Staal at løfte?
Det end er Tid; i dybe Midnatssøvn
Han ligger tung; afsted, afsted! —
Nej, ikke sovende, men vaagen skal han dø.
O, Sol! hvi nøler du? Fra Tidens Fødsel
Til denne Stund du ej har haft et Syn,
Som det, dig undes, naar du nu opstiger.
Hans dyre Eder skal jeg ham optælle,
Fra hver han sig skal løse med et Saar,
Og jeg skal le ad al hans store Pinsel;
Og naar han blegner, naar hans Krop er Lig,
Som Iglen jeg vil suge kolde Blod
Af Hjærtet ud, til selv mig Dødens Kulde
Opfylder hel; med hidtil ukjendt Gru
Skal Mennesker mit Endeligt beskue.
Her vil jeg sidde paa den frosne Jord,
Af Sne indfyget og af Kulde knuget,
Og vente paa det aarle Morgengry;
Thi aldrig vil i Gunnars Arm jeg hvile.


Sigurd:
Hvor vil jeg hen? hvor drive onde Magter
Mig hen i Vinternattens fæle Mulm?
Hvad skal jeg i det vide Rum her ude!
Det i mig altid dog er lige trangt. —
O, kom, du Ulv, som højt i Skoven tuder!
Og riv mig hurtig Hjærtet ud af Liv,
At Blodet, som nu gloende sig vælter
I mine Aarer, svales kan og størkne! —
Du flygter, Ulv! min Stemme dig forfærder;
Du mener, jeg er Fenris-Ulv, af Baand
Undsluppen[11]; ja, som Fenris-Ulv af Guder
Og Mennesker jeg er forhadt. —


„Det bedre er, min Æt med mig forgaar,
Og hæderfuld igjennem mange Aldre
Med den jeg lever udi Skjaldens Kvad,
End at i mig, mens end jeg Livet frister,
Den skulde undergaa." — Ja, saa jeg mæled;
Jeg tænkte kun, at som det friske Straa
Mig Staalet skulde løs fra Jorden skære;
Ej tænkte jeg, at som det hule Træ:
Med visne Grene og dog fast i Jorden,
Jeg skulde staa en Gang, som nu jeg staar.
Min Slægt forgaar i mig, mens end jeg lever, [12]
Som Volsung Kæmpe blev i Moders Liv.


Hvad har jeg virket, som er værdt at mindes,
Som kan forherlige min svundne Slægt?
Min Fader har jeg paa sin Bane hævnet;
Men hvilken Bondesøn gjør ikke det!
Jeg Fofner dræbte; men hans Edderstrømme
Ej kunde skade mig; det ej er Daad,
Som Slægten hædrer. Regin har jeg fældet[13],
Og, sagde Fugle sandt, da var det ret;
Men hvilken Idræt, slig en Dværg at fælde[14]!
Jeg red igjennem Luen; ikkun faa
Det vove; men hvorfor da ikke?
Fordi ej nogen Grane bærer dem. —
Jeg fæsted Brynhild, og jeg fæsted Gudrun,
Mens begge levede; vanhædret er
Ved mig min stolte Slægt, ej hædret.


Hvad vil jeg? Gudrun! skal jeg dig forlade,
Som med al Styrke hænger dig ved mig?
Og kan jeg? blødte ej mit Hjærte,
Da Armene du efter mig udstrakte,
Da Angestskriget over vilde Færd
Paa Læben døde? Jo, jeg elsker dig. —
Men Brynhild! du, hvem først[15] mit Hjærte kaared,
Hvis Billed fylder Sjælen og uddriver
Hvert andet Billed, ja, min Gudruns selv!
Skal dig jeg miste? kan mit Syn udholde
Din frygtelige Skikkelse, dit Blik?
Og maa jeg ej af dig mig vente Døden?
Vil du med Grumhed ikke hævne,
At mine dyre Eder saa jeg brød!


Brynhild:
Ja, brudt dem har du, angrer det for silde.


Sigurd:
Hvem taler? Det er Brynhilds haarde Røst,
Det er den Røst, som jeg maa altid høre;
Jeg skjælver for den, som den lede Trold
For høje Tordenskrald; og Øjets Ild,
Der følger den, som Lynet følger Torden,
Som det og rammer alle Ledemod.
O, gid hun var her selv! maaske hun da
Sig over mig forbarmed, stødte Sværdet
Mig ind til Hjærterod.


Brynhild:
Hun er her.


Sigurd:
Du er her, Brynhild! kom da snart og end
Min Kval!


Brynhild:
Det havde jeg betænkt;
Men da jeg ser, at Sorg dig nager,
Ej vil jeg haste, længe vil jeg nøle;
Du leve skal og tæres hen i Kval,
Til Huden skrumpes over nøgne Knokler,
Og Benet ryster som et Æspeløv;
Thi al min Glæde[16] har du spildt, min Gammen[17]
Jeg nu maa søge kun i Harm og Hævn.


Sigurd:
Saa ful en Gammen skal dig ikke undes,
Saa sandt jeg end kan løfte hvasse Sværd.


Brynhild:
Har du forglemt, at aldrig Valhals Dør
For den oplades, som ej blev indviet
Af Odins Mø? og mindes du ej mer,
At jeg er din Valkyrie? hvad heller
Vil du til Helas mørke Vaaning fare?


Sigurd:
O, vær ej grusom! Ikke angerløs
Jeg er, men dog undskyldelig at nævne.
Du sagde selv, da du mig Runer lærte,
At ej de kunde Norners staa imod;
Saa var det og: jeg stod i Gjukes Borg,
Mig rakte Gudrun Trolddomsdrik i Hornet;
Jeg vilde Runer riste, kunde ej,
Jeg drak, jeg maatte drikke, og forsvundet
Hvert Minde var om dig og om dit Navn.
Først denne Aften, da jeg Bægret tømte,
Opvaagned glemte Minder i min Sjæl;
Da først forstod jeg, hvad det var, som rysted
Mig, da jeg stedtes ind for dig i Sal
Og bejlede til dig i Gunnars Ham.
Saa klart, saa grueligt stod alt for Øjet:
Min Moders Varsel, dine Spaadomsord,
Og Grimhilds Trolddom, og min egen Brøde,
Din grumme Hævn, og Slægtens Undergang.


Brynhild:
Du kjendte mig da ej, den Gang du bejled?


Sigurd:
Ej var det løjet, hvad jeg sagde dig:
Du var mig som en Drøm, hvorom man drømmer;
Alt, hvad jeg husked, var, at hine Fugle
Paa Gnytahede nævned mig en Mø,
Som ej var Gudrun; men naar paa det længste
Jeg havde ledt, dog ikkun Gudruns Navn
Jeg kom i Hu.


Brynhild:
Saa skal af Naade
Dig Døden undes; men jeg vil ej selv
Dig dræbe; thi os begge nu jeg grumt vil hævne[18].


Sigurd:
Men, Brynhild! Jeg med Gudrun har en Søn,
Uskyldig, spæd, han ved sin Moders Bryst
End diende og lallende sig skjuler;
I ham jo dog forplantes maa min Æt?


Brynhild:
Den Ulveunge! Edder er hans Blod,
Af Trolddom og af Mened er han avlet.
Du mig tilhører; men ej er du hel,
Saa længe Sønnen, du med mig ej avled,
Er til; saa[19] han maa dø.


Sigurd:
Saa skal min Slægt
Da undergaa!


Brynhild:
Til Hel[20] med Klagemaal!
Langt mer berømt skal Volsungslægten vorde
Just ved dens Undergang, end om den frisk
I mange Aldre blomstrede paa Jorden.
Af Gjukes hele Slægt en Bavtasten,
Med Runer, risted' af det skarpe Sværd,
Skal paa dens Gravhøj sig grundfæstet løfte;
Og naar en Skjald opfylde vil med Gru
En Kongehal og Kæmpers stærke Barm,
Da skal om os og Gjukes Slægt han kvæde.
Nu lystig, Sigurd! Vi i Valhal mødes.
Men gak nu bort! thi hist jeg Gunnar skuer,
Med Blus han søger mig i mørke Nat.
Det ej behøves; jeg skal sikkert komme.


___


Torkild:
Brus kun hult, du Storm fra Nord!
Brus kun over frosne Jord!
Jeg vil ikke grue;
Thi min Frelsers milde Røst
Dæmped Stormen i mit Bryst,
Og hans Naades Lue
Har optøet Hjærtets Is;
Derfor Tungen til hans Pris
Skal jeg stadig røre.


Vinternatten er saa mørk,
Vildsom er den øde ørk,
Dog jeg ej mon grue;
Thi et Lys opgik saa brat
I min Sjæls den mørke Nat,
Varig er dets Lue.
Gjennem Verdens Ørk saa trang
Vandrer jeg med Bøn og Sang,
Intet mig forfærder.


Ulven tuder højt i Skov,
Tuder hungrig efter Rov;
Men jeg har en Hyrde,
Som forlader ej sin Hjord,
Trofast han mod Ulven staar,
Som vil Sjælen myrde.
Derfor ganger jeg saa trygt,
Sjunger trøstig uden Frygt,
Medens Ulven tuder.


Hvad glimter hist? er det et natligt Blus,
Hvormed mig Satan tænker at forvilde?
Jeg trodser dig, du fule Aand! og gaar
Mod Blusset hen; saa dyb er ingen Mose,
At nogen Sjæl, som har sin Frelser kjær,
Ej skulde rækkes af hans Almagts Haand;
Og Legemet vel mægter sig at rejse,
Naar paa den store Dag Basunens Klang
Forkynder Timen, da hver Gravs Indbygger
Skal høre Røsten af Guds egen Søn.


Dog nej! det er jo[21] Mennesker, som vandre;
End er min Vandrings Dage ej forbi,
Og Herren sender mig et Lys til Frelse.
Hvorledes? staar ej hist en Mand,
Af Væxt en Kæmpe, ubevægelig,
Som om han var af Nattekuld forstenet?
Hvem er du? Kæmpe! kan du vise mig
En Vej, som fører fra den mørke Skov
Til aaben Mark, hvor Menneskene bygge?


Sigurd:
Vil du til Gjengjæld vise mig en Vej,
Som fører langt fra Mennesker og Guder?


Torkild:
Fortvivlet spørger du, og rolig svarer jeg:
En saadan Vej jeg sikkerlig kan vise;
Men, hvis du vil, da sig mig, hvo du est!


Sigurd:
Ej Sind jeg har til lang, unyttig Tale,
Og hvem jeg er, vedkommer ikke dig.
Vil du til Mennesker, da skal jeg lede
Dig ud af Skoven paa den jævne Mark;
Dér kan du se en Kongeborg sig løfte,
Og dér du ej vil savne Nattely.


Torkild:
Jeg uforskammet ej mig vil indtrænge
I Hjærtets Løndom og den dulgte Sorg;
Men jeg har alt en Række Aar paa Bagen,
Og i min Barm et roligt Alvorssind;
Maaske, i Fald du sagde mig din Kummer,
Det undtes mig at lindre Sjælens Nød.
Sigurd:
Hvor har du hjemme? og hvad er dit Navn?


Torkild:
Jeg ikke mer har noget Hjem paa Jord,
Ej heller mon jeg efter saadant hige;
Thi jeg stadfæstet er udi en Tro,
Som lærer mig, vort Hjem er ej paa Jorden.
I Hunsigov henrandt min Ungdoms Aar,
Og Torkild er mit Navn.


Sigurd:
I Hunsigov!
Det er mit Fædreland og Arverige.
Saa kjender du min vidtberømte Slægt.


Torkild:
Hvordan! er du en Volsung? er du da
En Søn af Sigmund og Hjordise?


Sigurd:
Det er jeg vist, og Sigurd er mit Navn.


Torkild:
Forunderlige ere Herrens Veje!
Saa for jeg da i Nattens Mørke vild,
For ham at finde, som min Sjæl begjærte
I mange Aar at samles venlig med.
De tunge Sagn om dine gamle Frænder
Mig ængsted mangen Gang i Ungdoms Aar;
Ved dine Brødres Skæbne har jeg gruet;
Og der din Moder svanger gik med dig,
Jeg stod med hende ved din Faders Lig.
Dér skiltes vi med tunge Anelser;
Hun drog mod Nord, og jeg neddrog i Syd:
Hun vilde fra de strænge Norner flygte,
Jeg fulgte deres underlige Kald,
Og blev ej skuffet; men din bitre Smerte
Kundgjør mig Skuffelsen af hendes Haab.
Dog, hvilket Uheld er det, som har mægtet
At bøje saa det stærke Kæmpesind?


Sigurd:
Forgjæves ej de sære Hændelser,
Som mødte mig, og dem, som forestaa,
Jeg mindes vil; det gjorte ej kan ændres,
Og det tilkommende kan ej undgaas[22].
Men, da du er en Ven ad Volsungslægten,
Og som bedaget Mand ved lange Grublen klog,
Jeg dig vil sige, hvad det er, som piner
Og bøjer mig i denne bitre Stund:
Min Død er nær, derved jeg ej mon grue;
Men, at med mig forgaar min gamle Slægt,
Og at i Liv saa underlig jeg dreves
Af stærke, hemmelige[23] Magter frem,
Saa tit jeg gjorde, hvad jeg nødigst vilde,
Og[24] at ej Daad det undtes mig at virke,
Der stillede min inderlige[25] Trang
Og sikred mig et saadant Eftermæle,
Som jeg, i Følelsen af Ungdoms Kraft
Og stirrende paa de henfarne Kæmper,
Mig drømte som en Kæmpes visse Løn, —
Det piner mig nu ind til Marv og Ben.


Torkild:
Vildfarende! du staar paa Gravens Rand,
Og tænker kun paa vindigt[26] Eftermæle,
Som dog ej kan dit døve Øre naa,
Men ej paa, hvad dig selv saa nær vedkommer:
Paa, hvor du efter Døden kommer hen!
Om dig og om den hele blinde Flok,
Hvis Higen er at vinde jordisk Ære
Og leve salig i et Skjaldekvad,
Har talet sandt en hellig Oldtids-Sanger:
I saa kun Vejr og høste Hvirvelvind;
Thi som et ondt og blodigt Hagelvejr
Fordærvende I fare gjennem Lande,
Og dermed vil I vinde evig Pris,
Og dermed vil I kjøbe Valhals Gammen;
Men, hvad I høste, er en Hvirvelvind,
Som i et Afgrunds-Dyb jer selv nedmaler,
Og, naar som Rygte den fra Old til Old
Hensuser, klædt i Skjaldes Kæmpesange,
Den griber end saa mangen Ungersvend,
For i det samme Svælg ham at nedhvirvle.
Vær derfor glad, hvis Herrens Miskundhed
Dig hindred fra, dit Navn med Blod at skrive
Paa Skjaldes Tunge, dig til daarlig Pris!


Sigurd:
Forunderlig maa nævnes vist din Tale;
Thi dorsk og lumpen er dog hver en Sjæl,
Der lever kun for denne Haandfuld Dage,
Som er af strænge[27] Norner os tilmaalt.
Én slingrer bort fra Øl og Mjød til Sengen
Og sover Rusen ud i Kvindefavn;
En anden gaar i Studespor bag Ploven
Og venter gabende paa Sol og Regn,
Og naar sin Sæd han har i Laden bjærget,
Sløv tyr han til[28] den varme Askekrog
Og tygger Drøv, som Studene, hans Brødre.
En tredie omflakker trindt paa Hav,
Opdynger Guld og Sølv ved onde Rænker
Og ruger gjerrig over vundne Skat. —
Er saadant bedre, end med Manddomshjærte
At trodse alt, hvad Hoben gruer for:
At drage rundt med Herreskjold i Lande,
At straffe Niddinge og hævne Overvold?
Ja, skulde vi, som ned fra Aser stamme,
Vel skue ørkesløse til, imedens
Med Vold og List den fule Jotunflok
Fra Guder og fra os al Jorden rev?
Og hvad skal vi i Livet hige efter,
Om ikke Pris af Efterslægtens Mund,
Og efter Døden Valhals stolte Gammen?


Torkild:
Du siger sandt: at kun den dorske Sjæl
Hendøser Livet med sin Bug at fylde
Og agte kun paa Sansernes Behag;
Det og er sandt, at ikkun den har levet,
Hvis Maal er hist bag Graven i det fjærne,
Som kjæk fremstræber gjennem vildsom Ørk
Og hvasse Torne, over bratte Fjælde,
Henstirrende kun paa den fjærne Glans.
Saa vidt er din og Nordens Kæmpetro
Ulastelig, ja, hæderlig og sand.
Men tænker du, at han[29], som Sædekornet
I Jorden lægger med gudfrygtigt Haab,
At det ved Regn og Solskin fra det høje
Opvoxe skal og modnes, Folk til Gavn[30],
Er mindre værd end I, som stolte trodse
Paa egen Kraft og paa de hvasse Sværd?
Nej, salig skal ydmyge Bondemand
Fra sure Arbejd efter Døden hvile,
Naar de, som trodsede paa Kraft og Kløgt,
Med pint og sønderknuset Aand maa hyle. —
Du mener at fortjene Valhals Fryd
Ved Kamp mod Jotuner; men du maa vide,
At alle Folk, som bo paa Jordens Kreds,
Nedstamme alle fra den samme Fader,
Kan være[31] lige nær med Gud i Slægt.
Det er kun Tant[32], hvad man har sammendigtet
Om Gudeslægter og om Gudestrid,
Om Odins Valhal og hans Ragnaroke. [33]


Sigurd:
Paa Odins Magt jeg hartad selv maa tvivle,
Da ej sin Slægt han kan fra Undergang
Udfri; men at han ej er til, det tykkes
Mig sært at sige; thi hvoraf kan du
Vel vide, hvad der rører sig i Løndom[34]?


Torkild:
Du har vel hørt, der bor et Folk bag Rhin,
Som har en anden Tro end tyske Mænd.
Til dette Folk jeg med uroligt Hjærte
Hendrog, da Tvivl om vores Asatro
Mig ængsted saare; og en sanddru Tære
Jeg dér har nemmet: ikke dunkle Sagn,
Som dem, hvorpaa sig Asalæren hviler,
Det er, men Aand og Liv og Daad,
Som klarer alt, hvad Hjærtet efterhiger; [35]
Det findes klart beskrevet[36] i en Bog,
Som er paa gamle Tungemaal optegnet[37].
Og har nu gjennem mange Hundred Aar
Fra Østen som en Ledestjærne vandret.


Sigurd:
Men hvem forstaar de gamle Tungemaal?


Torkild:
De gudhengivne Mænd, som sig fra Verden
Afsondre og i hellig Andagts Ro
Paa Skriften grunde i de lange Nætter,
Tilegne sig de gamle Tungemaal;
Men paa de ny de ogsaa den udlægge,
Og jeg den har i Romersproget læst.


Sigurd:
Hvis, som du siger, Sandheds rette Lys
For vores Syn var hidindtil forborgent,
Og at saa klart det skinner for dit Blik[38],
Hel gjærne da jeg af dig vilde høre
En Hovedsum af, hvad os[39] bør at tro.


I kolde Nat en Mand, som har omvanket
Paa vildsom Sti, at standse her i Skov,
Og bede ham i Ord sig at udbrede,
Er gjæstmildt ej; men denne kolde Nat
Maaske er min den sidste; og paa Borgen
Jeg ikke er min egen mer som her.


Torkild:
O, tal ej saa! Langt heller jeg vil tale,
End du vil høre til; og Himlens Gud,
Som har mig paa min lange Vandring styrket,
Han vil og styrke mig i denne Nat,
Saa jeg hans Ord kan værdelig forkynde. —
Det sner ej længer, Stormen falder af,
Og ser du hist den lille, klare Stjærne,
Der sejerrig og glimrende fremstrider
Sig gjennem hin den tykke, sorte Sky?


Den Herrens Ord opmuntrende afbilder.
Saa hør da nu, hvad i den gamle Bog
Til Undervisning og til Trøst er skrevet!
Der er en Gud, og han har altid været;
Men, der han vilde, ved sit Guddoms-Ord
Almægtig alt af Skjulet[40] han fremkaldte;
Han lærte Sol og Maane deres Veje,
Grundfæsted Jorden i det øde Rum,
Og af dens Skjød han ved sit Vink opkaldte
De stærke Ege og den spæde Blomst,
Og skjænked dem den hemmelige Evne
Sig at forplante i utalte Led.
Han bød igjen: med levende opfyldtes
Da Luft og Hav og hele Jordens Kreds;
Thi samme Gud med samme Skabermagt[41]
Har Krybet[42] dybt i Jordens Indvold dannet,
Som Havets Hval i al sin stolte Kraft;
Og Ørnen, som mod Skyerne sig løfter,
Og Nattergalen med sin fagre Sang
Ej mer end Bien[43], som for Øret surrer,
Er dyrebar for alle Guders Gud. [44]


Kun Mennesket bær Prisen for hans Øje: [45]
En Mand af Støv og Kvinden af hans Side
Med Aand og Ord og Hjærte ligned Gud, [46]
Til Enhed skabt[47] i aandig Kjærlighed.


Den evige de skabte Ting beskued,
Og se! det store Alt var saare godt;
De himmelske Hærskarer sang tillige,
Alt levende istemte Frydeskrig[48],
Og Jordens Bjærge laante sig en Tunge
Til Lovsang i den høje Efterklang.
Da var ej Storm; men paa sin lette Flugt
I Buegang fremlokked Vindens Aande
En liflig Klang af slagne Bølgestræng,
Og Fløjtelyd, da over Skov den sused.
Da alt var rent og lyst[49] og vennemildt,
Da legede det spæde Lam med Ulven,
Og Barnets Haand var tryg i Øglens Hule.


I Livets Vaar[50], uskyldig, sammenknyttet
Med Jord og Himmel ved et helligt Baand,
I venlig Kreds af Dyrene omringet,
Omviftet trindt af søde Blomsterduft,
I Paradis, i Herrens egen Have,
Stod Mennesket som Jordens Drot og Pryd[51],
Gav sindrig hvert et Dyr sit eget Navn,
Og skued undrende den Almagts-Finger.
Som i de Skikkelser saa tusendfold
Omskiftende med Visdom sig afpræged,
Saa det mangfoldige dog atter selv
I ham sig til[52] et Guddomsspejl forened.


Men ak! iblandt de himmelske Hærskarer
En Morgenstjærne, klædt i Herlighed,
Og paa dens Vink en Hær af mindre Stjærner,
Fra Skaberen hovmodige affaldt,
Forsaged Livet i hans Kjærlighed
Og vilde selv paa Troner sig opsvinge. —
Nedhvirvlet blev ved Almagts stærke Haand
Den Engel Satan med sin fule Skare;
Men nu paa Jorden han sin Kongestol
Oprejse vilde, og i Slangeham
Han med sin Hvislen Mennesket bedaared
Til, sig med Tvivl at blotte for hans Brod. [53]


Et Træ var plantet midt i[54] Edens Have,
Dets Frugt for Øjet skinned hvid og rød,
Og Slangen lovede dens sære Evne
Til, Visdom lig Guds egen at forlene.
Vel Gud, den sanddru, havde talet saa:
Hvo Frugten smager, vorder Dødens Fange;
Dog Mennesket langt mer end Sandheds Ord
Da trode paa den første Løgners Tale,[55]
Som[56] vilde deres Gud til Løgner gjøre
Og stjæle til dem[57] hans forborgne Kløgt. —
De brød, de aad; og Syndens onde Gift
Indstrømmede i aabne Hjærtekammer,
Ombrusede i rene Aaregang,
Besmitted alt; og Livets klare Safter
Forvandled sig til dunkelt, levret Blod.


Forsvundne var nu Jordens gyldne Dage,
Dens Herre var i onde Magters Vold
Og skjælved svarlig for den vrede Dommer.
Ej undtes det ham nu i milde Skygge
Af Livets Træ at slumre og at bygge;
Han sukkende udgik af Paradis
Og hørte Dødens Benrad bag sig rangle;
Dens skumle Aasyn og dens Helvedsmil
Forkyndte ham, naar Livets Lys udsluktes,
I Mørkheds Dyb unævnelige Kval.
Forbandelsen, som paa hans Hoved faldt,
Forstyrrende og al hans Odel rammed,
Og Jordens Have blev en vildsom Ørk;
Thi hvislende hin gamle Slange skød
Hen over Kloden sine Edderstrømme:
Hvor tunge Ax sig fordum selv opskød,
Dér golde Tidsel nu sit Hoved løfted,
Og Blomsten selv, der end tilbage stod
Og stander end som fagert Sørgeminde
Om Paradiset og den svundne Glans,
I søde Duft indslutted giftig Aande;
Da Ulven fik sin grumme Myrdelyst,
Og Ræven sine ondskabsfulde Rænker.
Men, ret som Gud i Mennesket forened,
Hvad herligt han omspredte vidt paa Jord,
Saaledes og i Mandens aabne Hjærte
Nu Satan gød sin hele Edderstrøm,
Og spraglet den i Aarerne henskummed,
Som Stolthed, Avind, [58] Grumhed, Svig og Løgn.


Sigurd:
Forfærdeligt er dette store Sagn.
Men hvorfor lod dog Gud Uvætten[59]
Forstyrre saa sit fagre Værk paa Jord?


Torkild:
O, ti! formast dig ej mod Himlens vise Konge!
Thi ej kan Støv udgrunde hans „Hvorfor" .
Hvi spørger du ej heller Satan[60] ad,
Hvi han saa daarlig vilde selv sig gjøre
Til den, hvoraf han kun en Skygge[61] var,
Paa Trods mod Gud og mod sit eget Øje? [62]
Og glemmer du, at dybe Kildevæld,
Hvorfra al jordisk Kjærlighed udrinder,
Dog vel ej selv kan fattes Kjærlighed,
Saa lidt som han, al Visdoms gamle Fader,
Uvis kan være udi Raad og Daad!


Sin Kjærlighed og flux han aabenbared:
Selv Tordenrøsten, som forkyndte Straf,
Formilded sig til blide Faderstemme;
En Gang, saa tonede hans Løftes Ord,
Skal Kvindens Sæd dog Slangens Hoved knuse.
Husvalede, med Anger og med Længsel
Opstirred Adam og hans Viv til Gud,
Og taareblandet maatte nu nedrinde
Fra Alterstenen Offerdyrets Blod,
For Mennesket at varsle og at minde
Om Trangen til det store Offerlam,
Der sig hengav, før Verdens Grundvold lagdes,
Men dog en Gang og synlig skulde slagtes.


Dog, sligt et Liv ej Sanserne behager[63],
Og Satan vidste ved sit Gjøglespil
Sig Tjenere paa Jorden snart at vinde:
Vor Stammefader saa' sin ældste Søn
Med Broderblod den unge Jord at smitte,
Og saadant Ophav Kæmpelivet har;
Thi fra den Stund fik Jorden sælsom Tørst,
Og vilde læskes, ej med Kildens Vande
Og Himlens Regn, men med den røde Dug,
Hvis ej dens Blommer skulde brat henvisne.
Den af sin Favn udrakte haarde Staal,
Og Satan lærte Manden det at hvæsse;
Selv blev den saaret af det skarpe Jærn,
Men blev med Lig i Overflod og gødet[64];
Den af sit Skjød udkasted røde Guld,
Men kræved og det røde Blod for Gaven.
Ej karrig var den ublu Mandehaand:
I Broderblod den rygende sig tvætted
Og ofrede til Verdens[65] onde Drot.
Se, da oprandt saa stolt en Kæmpeold,
Langt stoltere end eders her i Norden:
Mod hine Kæmper er I Dværge kun,
Og eders Aar er ikkun Barnealder
Mod deres; thi hartad i tusend Aar
De rørte sig paa Jord i Kæmpevælde.
Ej manglede de heller Skjaldesang
Til Pris, og Strængeleg til lystig Gammen;
Men sørgelig de stoltes[66] Udgang blev:
Da Gud fortørnet aabned Himlens Sluser
Og Afgrunds hemmelige Kildevæld,
Da drukned alt, som kunde drage Aande,
Undtagen Noe med sin Trilling-Æt[67],
Hvem Herren lærte kunstelig at tømre
Det første Skib, der svømmet har paa Hav[68],
Og som, i Tillid til Guds Varetægt,
Med Markens Dyr og alle Luftens[69] Fugle
Omsejled trøstig paa det vilde Hav. [70]


Sigurd:
Det tykkes mig, som i det gamle Sagn
Om Jætters Drukning udi Ymers Blod
Og om Bergelmers underlige Redning
Den samme Hændelse sig halv fordølger.


Torkild:
Ja, visselig! Og er det vel et Under,
At Noes Ætmænd i et dunkelt Sagn
Bevare Mindet om hin Bjærgets Olding,
Der stranded underlig paa Bjærgetop,
Da mellem Skyerne han havde sejlet?
Et andet Sagn om Bifrøsts fagre Bro,
Som kun, naar Verden brænder, skal nedtrædes,
Os minder og om Flodens gamle Tider,
Da[71] Buen blev af Gud i Skyen spændt,
Til Trygheds Tegn for Mennesket, naar Havet
Opbruser vildt, og Skyer voldsomt[72] briste;
Thi Buen skal stadfæste[73] Herrens Ord:
Ej Vand skal tiere vor Jord fordærve.


Saa findes trindt i Verden dunkle Spor
Af Fædres Sandsagn, og hos Folk i Norden[74]
De herligste; thi selv den sande Gud
Med værdigt Navn Alfader I mon kalde.
Mer overalt har Satan ved sin List
Bortlokket Folkene fra Himlens Herre,
Dem lokket til at tjene Himlens Hær;
Og hvad han ej dem kunde helt frastjæle,
Tildækked han med tykke Fabelslør;
Selv Skjaldene, som tykkes os at være
Med Himlens Aander nærmere i Slægt,
Han daarede med falsk, løgnagtig Glimmer,
Saa Øjet vendtes fra det sande Lys.


Dog, medens Kundskab om den sande Gud
Formørkedes alt mer og mer paa Kloden,
Udkaared Gud en Mand, hvis Lydighed
Og rene Hjærte ham den store Ære
Forhvervet har: at kaldes Herrens Ven,
Til Stammefader for et talrigt Folk,
Der skulde Himlens Gud alene dyrke,
Til Stammefader for den Kvindens Sæd,
Som skulde Slangens Hoved sønderknuse.
Den Mand hed Abraham, og Folket Israel.


Aarhundreder forgik, det lod for Verdens Øjne,
Som Herren havde Folket rent forglemt;
Thi hist i Serkland under Blaamænds Aag
Hensukkede de mangt et Trælleaar.
Men Herrens Time slog": med Helten Moses[75]
Han i Ægypti Land sit Folk besøgte,
Med vældig Arm han bøjed Kongens Trods,
Forgjæves Satan sine Trolddomskunster
Mod[76] Herrens Finger træde lod i Kamp,
Og villig lod sig Israel uddrive.
Dog, snart det standsed for den brede Strøm,
Og tyktes vist til Undergang indviet;
Thi bag dem stod Ægyptens Kongehær.
Med Havets Brusen og det høje Bulder
Af Vognenes de staalbelagte Hjul
Og Hestens Vrinsken, Fjendens stolte Raab:
„Vor Harm skal køles, og vort Sværd sig varme
I Isra'liters Blod," sig blanded til saa hult
Et Rædselskvad. Den bange Folkeskare[77].
Som Himmel-Gudens[78] store Underkraft
Mangfoldelig med Studsen havde skuet,
Nu bævede for jordisk Kongemagt
Og knurrede mod Himlens Sendebud.


Men ej forgjæves bar som Nilens Vandblomst
Den alderstegne Helt sit Moses-Navn: [79]
Et Minde var det om hans egen Frelse,
Da spæd han svømmede i Nilens Flod;
Men Folkets Redning af de store Vande
Forkyndte det som herligt Varselstegn;
Sin Stav han løfted, og de høje Bølger
Den Konges Septer kjendte flux igjen,
Som med sit Ord afmaalte deres Grænser:
Ærbødig de bortveg[80] og taarned sig
Som stille Mure; og med tørre Fod
Igjennem Jordens underlige Kilder
Henvandred Folket, som var Herren kjært.
Forundrede Ægyptens Drotter skued
De dybe Spor af Herrens Almagts-Finger;
Men Hjærterne sig[81] dog forhærded saa.
At end de mente Israel at rive
Af denne Herres Haand: betraadte frækt
Den Vej, han kun for sine havde banet.
Dog, dyr dem blev formastelige Id:
Som Vandets Gud de Krokodilen dyrked,
Og som en saadan slugte Vandet dem:
Mens Isra'literne paa Bredden hist
Istemmede med Fryd[82] en Takkesang
Til ham, hvis Magt sig ej i Dybet taber.
Som Rytteren og Hesten lod til Bunds
Lig Blyet og den tunge Sten nedsynke.


En vildsom Ørk for Øjet sig nu bredte;
Men han, som ej i Ørken farer vild,
Og mægter Brød som Støv og Sten[83] at skabe,
Sit Banner løfted i en dalet Sky,
Og lod til Spise Mannaduggen dryppe.
Fra Sinai, det høje Herrens Bjærg,
Den hellige sin høje Lov forkyndte, [84]
Og selv stadfæsted han med Tordenrøst,


Hvad selv han Moses havde lagt paa Tunge.
Saa vandred Folket fyrretyve Aar,
Til Straf for trodsigt og afgudisk Sind;
Thi ej[85] den gamle Slægt holdt op at knurre,
Før[86] Munden lukket var af Ørkens Sand;
Men Herren da[87] med Kraftens højre Haand
En trøsket Stamme i et Hedningland[88]
Omhuggede, og planted dér igjen
Sin unge Ranke hist ved Vendel-Sø[89],
Paa Libanon sit smækre Cedertræ;
Han gav sit Folk det Land med Mælk og Honning,
Som fordum alt han loved Abraham.


For kort blev Natten og hin længste Dag,
Om jeg den lange Rad af Underværker,
Som har forherliget det største[90] Navn,
Opregne skulde her[91] Sammenhæng;
Men til det ypperste jeg nu vil haste,
Hvis Forbud kun de andre Jærtegn var:
Gud valgte Israel, ej for det ene
Beskinnes skulde af hans Naadesol;
Men for at den fra Templets høje Tinde
Bestraale kunde hele Jordens Kreds.


Klarøjet Moses alt i[92] Aanden skued
Sin Overmand i fjærne Alder staa;
Og alt som nærmere kom Tidens Fylde,
Opstode Mænd, hvis øje Herren rørte,
Saa dybt det stirrede i Fremtid ind:
I høje Kvad de spaaende afbilded,
Hvad bag Aarhundreder forborgent laa:
Den helliges de haarde Straffedomme,
Som maatte tugte et afgudisk Folk;
Men efter Trængsler og en Frelsens Fyrste,
Hvis Herrespir sig over Jorderig
Udstrække skulde, og hvis Kongestol
Paa Evighedens Piller skulde hvile;
Han[93] til Forsoning for al Verdens Synd
Sig skulde selv med frit Forsæt[94] opofre,
Og med sit Blod aftvætte Jordens Skyld,
Som Dyreblodet havde kun beskrevet.


Den kom, den Jordens store Højtidsdag,
Som Fædrene saa længselsfulde vented,
Og Guds enbaarne Søn nedsteg til Jord,
Alt som et Barn: i Silkesvøb ej bundet,
Og ej opfødt i gyldne Kongehal,
Men født i Stalden lagdes han i Krybben; [95]
Dog havde han, trods nogen Kongesøn,
Herolder, som hans Fødselsstund forkyndte,
Ej for de vældige, men for en Hyrdeflok,
Som dyrked Gud i from Enfoldighed:
Af Himlens Aander var det en Hærskare,
Som jublende istemte Takkesang
Til Ærens Gud, der bygger i det høje,
Og lyste over Jorderig Guds[96] Fred.
Lykønsket blev og denne Kongers Konge[97]
Af fjærne Drotter, som paa Himlen saa'
Hans Fødselsstjærne gjennem Skyen glimte[98];
Som deres egne Sendebud de kom,
I Stodderhytten[99] saa' man Konger knæle,
Og Røgelsen, som hidtil ikkun brændte
I Tempelhaller og i[100] Kongeborg,
Som det vel sømmed sig, nu dufted
For Kongers Konge i sin Tjenerdragt. [101]
Han voxte op, og fra hans rene[102] Læber
Ulignelig og hellig Visdom flød,
Og gjennem Armods Klædning i hans Daad
En Guddomsfylde[103] legemlig udstraaled;
Thi med et Ord han gav de blinde Syn
Og stumme Mæle, ja, de onde Aander
Han kraftelig udjog, og kaldte døde
Fra Gravens Mørke op til Lys og Liv.
Dermed han gav et sanddru Vidnesbyrd,
At han var ét med altings høje Skaber[104],
Og visselig udgangen af hans Skjød;
Men og derved hel klarlig han betegned,
Hvorfor han steg til dybe[105] Dale ned:
Den blinde Slægt han atter vilde lære
At stirre gjennem Mørkets tykke Sky
Til Lyset op, hvorfra den var udsprungen,
At aabne Øret for de glemte Toner,
Og Læben til Alfaders høje Pris.
Han Døden vilde og sin Brod fratage,
Og hellige os til et evigt liv;
Men Djævelen han maatte først betvinge,
Thi han var bleven denne Verdens Gud,
Og Adams Synd han maatte først udsone,
Thi Satans Trone hvilede paa den.
Han, Jesus Kristus er vor Frelsers Navn,
Af Kjærlighed til Faderen og os,
For Adams og for hele Verdens Synder
Med Legems Lidelse og Sjælekval
Har fyldestgjort; og da som en Misdæder
Uskyldig han til Korset naglet blev,
Med blodig Haand den Lov, som os fordømte,
Han nagled fast med sig til Korsets Træ.
Han døde, og i Sorgens Klædebon
Den klare Sol sit Straalelegem svøbte,
Og Klipper revned, Jordens Grundvold skjalv.
Men styrtet var den onde Djævels Trone,
Hjemsøgt nu blev han i[106] sin mørke Borg
Af Livs og Døds den sejerrige Herre,
Som vristed Spiret af den ondes Haand
Og gav ham Lænker for sin Kongekrone.


Sigurd:
Men hvem har set den underlige Kamp?
Hvem bragte Tidende fra Mørkets Verden[107]?


Torkild:
Den stærke Kæmpe blev sit eget Bud;
Thi Død og Grav ej kunde ham indspærre;
I Guddomsglans af Graven han opstod,
Og vidned sanddru om den vundne Sejer.
Dernæst, forklaret ved Gud Faders Kraft,
Han sig opsvang paa Himlens Kongetrone,
Og deler nu sin Faders Herlighed
Med al hans Magt paa Jorden og i Himlen.
Da vandred de, som her ham havde fulgt,
I Landene omkring, med store Kræfter
Til Visdoms Tale og til Undertegn,
Som Gud dem ved sin Hellig-Aand forlened;
De trodsed alt, hvad Mennesker kan lide,
Og ginge villig til en pinlig Død;
Men Tusender med Daabens Ord[108] de vied,
I Navn Gud Faders, Søns og Hellig-Aands,
I Jesu Kristi Tro til Salighed. [109]


Sigurd:
Er det da nok til Salighed: at tro,
At Jesus Kristus har vor Synd udslettet,
Og at vi har i ham et evigt Liv? [110]


Torkild:
Ja, denne Tro er Hovedhjørnestenen;
Hvo den foragter, knuses af den vist;
Men Bygningen, som er paa den grundfæstet,
Er Kjærlighed: i Gud, [111] som elsked os
Saa inderlig, vi skal os nu indelske[112],
Og Næsten skal vi elske som os selv.


Sigurd:
Ja, visselig er det et Undersagn;
Og er det Sanding, som det tykkes være,
Hel ynkelig[113] er al vor Kæmpeid,
Og angestfuldt maa Hj ærtet vist henty
Til ham, som kan os med vor Gud forsone.


Troværdigt tykkes mig det høje Sagn;
Thi, hvad hos os i Taage er indhyllet,
I det fremstraaler i saa klart et Lys,
Og hvad forgjæves tit jeg grubled over:
Det stridige hos[114] mig og overalt,
Jeg ser i Sandheds Liv og Lys forklaret. [115]
Dog, hvis du kunde sige mig et Tegn
Paa Talens[116] Sandhed, som det alt beretter,
Da styrkedes min endnu svage Tro,
Og tillidsfuld for Kristus jeg nedknæle.


Torkild:
Vel mangt et Tegn, som i de svundne Tider
Kundgjorde klarlig Bogens Sanddruhed,
Jeg kunde nævne[117], og dig end paaminde,
At Sagen[118] er sit eget Vidnesbyrd,
Da hver en Spaadom fra de gamle Tider
I hvert et[119] Ord paa Kristus blev opfyldt;
Jeg kunde om det store Jærtegn melde:
At Kristendommen som et ringe Frø
Umærket blev i dunkle Krog udsaaet,
Og stander nu opvoxet til et Træ,
Hvis Grene skygge over brede Strømme,
Og i hvis Læ saa mangt et Folkefærd
Med Lov og Tak til Himlens Gud sig hviler;
Og det er sket, skjønt ingen verdslig Arm[120]
Beskjærmed Planten i den unge Alder,
Men[121] Øxen, svungen udi Kejserhaand,
Hel mangen Gang sig i den unge Stamme
Saa dybt indbed, at det for Mandeblik
Vel syntes klart, den maatte brat henvisne;
Men fra dens Rod hel underfulde Skud
I stakket[122] Frist end højere sig løfted,
Og Romaborgs den stolte Drot til sidst
Indflygte maatte under Kirkens[123] Hvælving,
Og rejse dér omfaldne Kejserstol.


Hvem gav vel Ordet, ikkun Ord alene,
En saadan Kraft til Kamp mod Verdens Magt, [124]
En saadan Kraft, at Tusender forlod
De gyldne Sale og de bløde Klæder,
Henvandred glade paa den trange Sti,
Hvis hede Damp og stærke Purpurfarve
Kun minded om udrundet Kristenblod!


Dog heller vil jeg om en Spaadom melde,
Som tit gjentages i den gamle Bog,
Og som den Dag i Dag endnu opfyldes:
Det spaaet var, at efter Kristi Tid
Det Folk, som Gud beskjærmede saa længe,
Men som haardnakket vendte sig fra ham,
Foragted hans enbaarne og vanvittigt
Udæsked Himlens høje Gud til Strid,
Ved Kristi Blod at ønske paa sit Hoved, —
At dette Folk adsplittes skulde vidt
Blandt Jordens mange Folkefærd;
Men overalt sig selv dog ligne. [125]
Det er nu sket: i fire Hundred Aar
Omflakker Israel, ustadig og landflygtig,
Men vogter end, som før, paa Mose Lov,
Forjættelsen[126] og alle gamle Skikke;
Ja, Skikkelse og hele Aasyn selv
Saa uforandret er[127] endnu de samme,
At her ved Rhin og hist bag Verdens Hav
Blandt Tusende man Isra'liten kjender.
Det er et Vidnesbyrd, som Trods kun kan modsige,
Det er, hvad selv jeg paa min Vandring saa',
Og som skal ses af end ufødte Slægter,
Til Vidnesbyrd for alle, som vil tro,
Til Dom for dem, som Hjærterne forhærde,
Indtil en Gang den store Dag frembryder,
Som ogsaa er i Bogen vist forkyndt,
Da Levningen, [128] forløst, skal vende hjem
Og Kristi Pris med Jubellyd istemme.


Sigurd:
Jeg tror, og nu jeg[129] længes efter Daab,
At ren og let jeg med aftvættet Brøde
Kan dø, om saa det er af Gud bestemt.


Torkild:
Ja, visselig din Længsel skal opfyldes;
Og inderlig jeg takker Himlens Gud,
At han dig valgte som den første Grøde
Af Ordets Sæd i stærke Kæmpejord.
Det Glædesvarsel skal mit Mod oplive
Til ufortrøden Sæden at udstrø,
Skjønt vel jeg véd, at i saa mangt et Hjærte
Den tørres hen paa haarde Klippegrund,
At tit den vil af Torn og Tidsel kvæles,
Og tit bortstjæles af den fule Aand,
Som over hvert et vantro Bryst regerer. —
Nu lader os til Borgen haste hjem!
Og, om du vil, jeg dér dig flux skal døbe.


Sigurd:
Nej, ikke saa! du her mig døbe flux!


Torkild:
Men Isen nu har bundet alle Vande.


Sigurd:
Nej, hisset er saa klart et Kildevæld,
Som aldrig stivner i den haarde Vinter.


Torkild:
Velan! det skal os tvende Ting afbilde:
Den sande Tro, som aldrig isne kan,
End ej i Dødens lange Vinternat,
Og Kristendommens klare, varme Kilde,
Som skal fremsprudle midt i kolde Nord.
Dér klarere end mellem Sydens Blomster,
Som skæmme den med fremmed Farveglans,
Den rinde skal imellem Nordens Fjælde,
Og svulme højt af Bjærgets rene Sne,
Naar smeltet den i Kildens Skjød sig gyder.




Borgen.


Gunnar:
O, Brynhild! Brynhild! lad dig dog bevæge!
Jeg elsker dig saa fuldt og inderlig;
Alt, hvad dig lyster, du af mig begjære!
Med Gammen vil jeg lyde hvert dit Ord.


Brynhild:
Jeg kun den vældigste paa Jord vil eje,
Og ingen anden tage udi Favn. —
Ej er du vældig, medens Sigurd lever,
Og med hans Blod du kjøbe maa min Gunst.


Gunnar:
Hans Blod er mit; jeg svor ham Broderskab.


Brynhild:
Det svor han ogsaa dig; men ej des mindre
I Brudeseng han glemte Ed og dig.


Gunnar:
Hvad? Har han sveget mig? Troløse Nidding!
Hans Død er vis. — Men siger du og sandt?


Brynhild:
Jeg siger, at han favned mig hel kjærlig,
Enddog til dig han ikkun fæsted mig.


Gunnar:
Hvor er mit Sværd?


Hogne:
Hvad fattes dig[130]?
Du som i Vanvid farer jo omkring.


Gunnar:
Mig fattes ikkun Sigurds Hjærteblod.


Hogne:
Du raser. Vil du øve[131] Niddingsid?


Gunnar:
Nej, Sigurd er en Nidding: han i Favn
Har Brynhild taget mod sit dyre Løfte.


Hogne:
Det lyver Brynhild; grum hun er i Sind
Og vil vor Slægt fordærve; jeg har svoret,
At den, som dræber Sigurd, skal af mig
Og vorde dræbt, om jeg det ellers mægter;
Og Eden vil jeg holde som en Mand,
Om ogsaa Gunnar blev sin Svogers Morder.


Grimhild:
Hvi trættes saa I? mine vakre Sønner!
Du, Gunnar, vil, at Sigurd dræbes skal,
Og det er vel forskyldt. Imens han lever,
Er han jer Høvding; men naar han er død,
I raade Landet og hans Guld tillige.
Det er en Fordom, at den Draabe Blod,
Hvormed man blander sit, skal gjøre
Det andet Blod, som er i Kroppen, helligt.
Det Blod, som I har blandet jeres med,
Det maa I ej udgyde; men det andet
I frit kan lade sprudle ud.


Hogne:
Fostbrodernavn af alle agtes helligt;
Vort eget Folk os myrded eller drev
Dog ud af Land, om vi den Idræt øved. [132]


Grimhild:
Nu vel! en Fordom maa man ogsaa stundum
Ej overse; men jeg har nok en Søn,
Som ikke Blod med Sigurd end har blandet,
Og dog det lovet har; nu Timen er.
I dette Horn jeg kraftig Drik vil blande;
Og naar I række Guttorm den, hans Arm
Skal Styrke faa, og Sindet Dristighed,
Til sig i Lag med eders Maag at give.


Gunnar:
Det er det samme Horn, min Moder!
Hvori vi blandede med Sigurd Blod.


Grimhild:
Hvad siger det, om ogsaa Hornet lugter
En lille Smule efter Volsungblod!
Det som en Forsmag Tørsten kan forøge.


Hogne:
Hvad jeg har svoret, skal jeg ærlig holde.




Borgsalen. (I Dagningen.)


Gunnar:
O, hvilket fælt og rædsomt Angestskrig!
Det Gudrun er, min Søster, som sig vaander.
Saa er da Sigurd dræbt. — Du, Brynhild! ler.
Men ikkun vild og rædsom er din Latter;
I Hjærtet ej du ler: dit Aasyn blegner. —
Hvad har jeg kjøbt med Sigurds Blod?


Brynhild:
Min Hævn og min Forbandelse, du Nidding!


Grlmhild.
Til Lykke, Søn, med fagre Viv og Guld!
Thi, hørte ej jeg[133] fejl, den stolte Kæmpe
Til Guld og Gammen al sin Lyst har tabt.


Hogne:
Det er forbi. Med grusomt Ulvegrin[134]
Stak Guttorm Sværdet i den spæde Sigmund,
Og viede det saa til Sigurds Mord[135];
Fra Sengen dog han én Gang vendte om,
Ham Sigurds hvasse Øjne slog med Rædsel;
Han kom igjen, og da var Øjet lukket,
Han stødte Sværdet gjennem nøgne Bryst;
Men Sigurd vaagned, eller, som det tyktes,
Han blunded kun, for ej at undgaa Død;
Thi nu, saa snart han følte Staal ved Hjærte,
Med Gram han Guttorm kløved[136] flux i to;
Og Gudrun ligger bleg paa trende Lig.


Brynhild:
Velkommen nu, du Hævnens søde Time!
Du mig erstatte skal min lange Kval.
Edbrydere I Gjukunger skal nævnes,
Saa længe man paa Jorden mindes jer,
Og ikkun sent jert Navn skal gaa af Minde.


Du, Hogne! blændedes af Guldets Glans,
Og vilde snedig saa din Ed udlægge,
Som det var nok, naar du kun Sigurd hævned,
Enddog du saa' uvirksom paa hans Mord.
Men tænk kun ej, at Guderne du skuffer!
Fordi ved Guldet saa dit Hjærte hængte,
I Hjærtekamret man det og en Gang
Skal smaalig søge, og naar ej det findes,
Dog tage Hjærtet med, i sikkert Haab,
At det ved Kunst til Guld sig kan forvandle.


Du, Gunnar! mente daarlig mig at kjøbe
Med Sigurds Blod; jeg skuffed dig, som du
Og skuffed mig, da jeg din Ham troloved.
Du tænker nok, at Sigurd dig bedrog;
Men vid, han drog sit Sværd i trende Nætter,
Og delte saa vor kyske Brudeseng!
Han dig var tro, men ham har du nu sveget,
Og Fofners Bane er i Valhal end
En Ormehøvding: skal en Orm[137] udsende,
Hvis hvasse Brod skal naa din Hjærterod.


Uddød er Volsungætten; men nu Raden
Til Gjukunger skal komme brat!
Hist ligger Gudrun over røde Lig;
Hun skal opstaa, ej Døden hende undes,
Hun lære skal igjennem blodigt Liv,
Hvad det betyder, fræk som hun at stride
Med Odins Mø om Kæmpen, hun sig kaared.
End bær hun under Hjærtet fager[138] Mø,
Som hun med Sigurd avled; men ej Gammen
Skal hende fødes med den Datter fin:
Naar Mand og Sønner hun har Bane voldet,
Naar Hestene, de hvide med de sorte,
Har søndertraadt i Jormunrekurs Gaard
Den fagre Svanhild, og naar Kampestene
Er farvede i hendes Sønners Blod,
Da hylende, fortvivlet skal hun stande;
For hende er ej Død i Sværdeod,
Ej Undergang i Flodens dybe Vande.


Nu, kommer, Terner, som mig fulgte hid!
Jeg mellem jer mit Arvegods vil skifte[139].
O, knuger ej det arme Øjelaag!
Lad det i Vejret sig kun frit opløfte,
Saa Øjet efter Lyst kan spille hen
Paa Lin og Maard og paa de gyldne[140] Ringe
O, strammer ej omsonst de arme Sener!
Forgjæves vil I tvinge Taarer frem;
Jeg véd det jo, I har mig aldrig elsket,
Men jeg har heller aldrig elsket jer;
Og tænker ej, det er af kjærlig Hu,
At disse prude Mon jeg saa udskifter!
Nej, Tvedragts Sæd jeg ikkun vil udstrø,
Og Gjukunger skal Arven jer misunde.


Nu, kives I kun om den røde Malm!
Jeg, klogere, den blaa mig har udkaaret.
Jeg rammed godt, og vel jeg er til Mode;
Nu, hører, Gjukunger, min sidste Bøn!
I skal opfylde den: jeg véd, I maa! —
Naar jeg er død, da lader brat paa Sletten
Af mine og af Sigurds røde Lagen
En Tjælding højt sig løfte over Jord!
Opstabler til et Baal det skaarne Ved,
Og lægger der jævnsides vore Lig,
Med Gram imellem, at det end kan dele
Til Gunnars Skjændsel vores Brudeseng,
Og hærdes atter i de hede Emmer
Til blodig Idræt gjennem mange Aldre!
Ej Valhals Dør skal slaa mod Sigurds Hæl.
Jeg følger ham, og evig skal vi glædes!


Torkild:
Forundres maa jeg her i Kongesal,
Forundres og forfærdes vist tillige:
Paa Gulvet ligger spredt det røde Guld,
Paa Sengen svømmer i det røde Blod
En smykket Kvinde! — Skal jeg tro mit Øje,
Formastelig hun har med egen Haand
Det skarpe Sværd indboret i sit Hjærte.
De blege Drotter og den bange Skare,
Den gamle med det lede Helvedsmil, —
Ja, alt forkynder mig en sælsom Rad
Af Hændelser, et Efterspil, som knytter
Sig selv til, hvad jeg i min Ungdom saa'
I Sigmunds Hal og Sagnets Tryllespejl. —
O, siger mig, I Drotter! hvad det var,
Og hvad det er, som denne Jammer voldte?


Gunnar:
Ej grandt som du jeg kjender svare Domme,
Som ere gangne over Volsungs Æt
I fordum Tid; men dog jeg vel tør mene,
At Forspil kun de var for, hvad som nu
I korte Timer haver sig tildraget. —
Dér ligger Brynhild, Budles stolte Datter,
Min Viv hun var, men havde Sigurd kjær;
Og Sigurd, Fofners vidtberømte Bane,
I næste Kammer svømmer i sit Blod,
Ja, i sin Søns og i vor Broders med.
Os Brynhild lokkede til ham at svige,
Vor svorne Broder, ved vor Broders Haand;
Og Sigurd selv har taget blodig Hævn.
Behøves mere, for i Gru at stivne?
Og end dog ej vor Jammerskaal er fuld:
Vor egen Søster, Gudrun, Sigurds Enke,
Os tavs forbander ved sin Herres Lig;
Og leende os Brynhild nys forkyndte
En pinlig Død. og Slægten Undergang!


Torkild:
Saa var min Anelse da alt for sand:
Saa var det Sigurd, Angestskriget gjaldt!
Saa er da Karret fuldt af Volsungblodet!
Og jer det var, som daarlig gød deri
De sidste store, tunge Draaber! Ja,
Nu sikkerlig det brat sig monne vælte,
Og knap I stande mod den stride Strøm. —
Dog vist der er en Gud, som jer kan frelse,
Og end kan Brynhilds Spaadom vorde Løgn.


Brynhild:
Hvorledes? hvad? min Spaadom vorde Løgn!
Fra Valhals Dør jeg vende maa tilbage,
For den at se, som vover saa at mæle.
Hvem er vel du? du med det side Skjæg,
Og med det sære Hammerstegn paa Issen!
Véd du det ej, om hvem det var, du talte?
Ej om en Kvinde, men om Odins Mø,
Det var, du talte de forvovne Ord;
Mon du tør mene, hendes Spaadom svigter?


Torkild:
Ej om en Kvinde, deri har du Ret;
Jeg bedre end du selv kanske dig kjender.
Du stirrer vildt paa det forborgne Tegn,
Som smykker Issen: du maaske det kjender;
Thi du er deres, som med Skjælven tro.
Omkring din Vugge sad Uvætters Flok
Og vied dig til deres Tjenerinde;
O, tænk kun ikke, at et Kvindebryst,
Som aander Harm[141] og efter Hævn kun længes,
Kan være med det himmelske i Slægt! —
Din Spaadom lettelig kan vorde sand;
Men bryst dig ikke af din Spaadomsgave!
Thi hvis den er, du snarlig mærke skal,
Og mine Ord i evig Pine sande.
Du er forloren, far til dine Frænder!
Dig brænde evig dér den onde Ild,
Som her har blusset vild i dine Aarer!
Og jeg til Himlens Herre har det Haab,
At Sigurd ej du skal i Pinen møde.


Brynhild:
Forbandede, forhadte Plageaand!
Hvem gav dig Magt til mig i Sind at ængste,
At ængste mig, som aldrig kjendte Frygt?
Hvad? skal til Kval jeg virkelig hen vandre,
Til Kval og ej til Odins stolte Borg,
Og ej til ham, som jeg til Mand mig kaared?
Saa gid det dog maa undes mig at se
Jer alle vaandes i den samme Pine,
Og undes mig jer Pine at forøge!
Afsted jeg maa. — Hvor hen? — Til evig Kval!


Torkild:
O, saa' I, Drotter! hvor hun som en Orm
Sig vred i Dødens Stund? O, hørte I
Fortvivlelsens den rædselsfulde Tale?
Og kan I mindes hendes Spaadomsord?
O, mærker det dog alt, og hører mig!
En Vej til Frelse jeg jer vil forkynde:
De Guder, som I dyrke, er ej til,
Og ej det nytter jer, paa dem at stole.
Men han, hvis Navn i eders gamle Sagn
Saa trøstefuldt og sanddru monne klinge:
Alfader, han er til; han har udspændt
Med Almagts Haand den hvalvte Himmeltelt,
Og Jordens Ring foruden Hjælp afrundet;
Af ham fik Mennesket og Liv og Aand.
Men onde Magter er der ogsaa til,
I eders Sagn Hrimturser de mon kaldes,
Men Djævle er dog deres rette Navn:
De har bortlokket Mennesket fra Gud,
Og herske nu som denne Verdens Drotter
Med Grumhed over hver en Mand paa Jord,
Der ej nedknæler for sin rette Fader
Og vender hjem som en forloren Søn
Med Bøn om Syndsforladelse og Naade.


Gunnar:
Du taler snildt; og sandt det er at sige,
At vi paa Aser ej kan stole trygt,
Og bedst for os paa Jord det maatte nævnes,
Om disse Guder havde ingen Magt;
Thi ikkun Straf og Hævn vi os kan vente.
Men sig os nu, hvad skal vi tro og gjøre,
For at erhverve os Alfaders Gunst?


Torkild:
Først tro paa ham, som er alene Gud,
Paa Faderen og paa hans Søn tillige:
Paa Jesus Kristus; thi med Kval og Død
Har han udfriet os af Dødens[142] Rige;
Dertil og paa Gud Faders Hellig-Aand.
Dernæst I og skal Vold og Mord forsage,
Kun til betrængtes Forsvar løfte Sværd.
Hvad Møl kan æde eller Rust fortære,
Hvad falde kan i Tyvs og Røvers Haand,
Paa saadan Skat I aldrig her maa sanke;
Men hellere med eders Sølv og Guld
Neddæmpe Suk og Armods Graad aftørre;
Da sanke højt i[143] Himlen I en Skat,
Hvorved I skal evindelig jer glæde[144],
Naar, døende, fra Jord I flytte did.


Grimhild:
O, nøler ikke saa, I vakre Kæmper!
Til Ambolt og til Blæsebælg I flux
Jer skynde maa, for eders Sværd og Skjolde
Og Brynjer graa[145] at hamre ud ved Ild
Til Plovjærn[146] og til Brændeøxer;
Og naar til Bønder I har delt dem ud, [147]
Stavkarle trindt fra Land I maa hidstævne,
At Sigurds Arv, at alt det Sølv og Guld,
Som I har kjøbt for eders Svogers Blod,
I mellem dem kan rundelig udskifte! —
Hvad skader det, om og en fremmed Drot
Jer nøgne da af Kongeborg uddriver!
I kan jo gaa til Himlen, hvor en Skat,
Der aldrig tømmes, I har sammensanket. —
Den Vej, kanske I synes, er lidt lang;
Men, naar I tigge smukt, det ej kan fejle,
At Stodderne, som I gav eders Guld,
Til Gjengjæld Kjæppen og den tomme Pose
Da skjænke jer, og i al Stilhed kan
I magelig til Grav og Himmel vandre.


Torkild:
O, ti, du onde Aanders Tjenerinde!
Dig rammer ogsaa Herrens Arm en Gang;
Da skal du vist med Graad og Tænders Gnidsel
Fornemme, hvad det er, at stande ham imod.
I stande tavse, Gjukunger! Jert Sind
Er bundet til det gyldne Jordens Støv,
Og ej I vil med Himlens Ædelstene:
Med Hjærtets Ro og Salighed, det bytte.
Jeg kan ej tvinge jer; til Tro og Kjærlighed
Ej Tvang kan føre; men min Varselsstemme
I Hallen højt skal runge, før jeg gaar:
Hvis ej I vil til Herren jer omvende,
Da skal opfyldes Brynhilds Spaadom vist,
Og, medens Orme eders Knokler gnave,
Skal Sjælen gnaves af en værre Orm,
Som aldrig dør og aldrig den fortærer.


Fodnoter

  1. [1. Udg.: Spyde.]
  2. [1. Udg.: At vente ham, indtil.]
  3. [1. Udg.: Og Øjets hvasse, som sig vil fordølge.]
  4. [1. Udg.: snart.]
  5. [1. Udg.: hans Blik, hans Tunge.]
  6. [1. Udg.: Jo.]
  7. [De to Linjer i 1. Udg.: Vinen i Bæger, Bærer for Sigurd.]
  8. [1. Udg.: Og.]
  9. [1. Udg.: Sondrer.]
  10. [1. Udg.: Hvas.]
  11. [1. Udg.: Udsluppen.]
  12. [1. Udg.: Min Slægt forgik i mig, mens end jeg leved.]
  13. [1. Udg.: myrdet.]
  14. [1. Udg.: myrde.]
  15. [1. Udg.: og.]
  16. [1. Udg.: Gammen.]
  17. [1. Udg.: Glæde.]
  18. [1. Udg.: thi min Hævn skal med din Død begynde.]
  19. [1. Udg.: og.]
  20. [1. Udg.: O, bort.]
  21. [1. Udg.: vist.]
  22. [1. Udg.: undgaaes ej.]
  23. [1.Udg.: underfulde.]
  24. [1.Udg. Saa.]
  25. [1. Udg.: underlige.]
  26. [1. Udg.: daarligt.]
  27. [1. Udg.: vise.]
  28. [1. Udg.: Han tyer til.]
  29. [1. Udg.: den.]
  30. [1. Udg.: til hans Gavn.]
  31. [1. Udg.: Og ere.]
  32. [1. Udg.: Løgn.]
  33. [1. Udg.: Om Odin, Valhal og om Ragnaroke.]
  34. [1. Udg.: Himlen.]
  35. [De to Linjer i 1. Udg.: Det er, men sand Forkyndelse af alt. Hvad det er værdt for Mennesker at vide.]
  36. [1. Udg.: optegnet.]
  37. [1. Udg.: opskreven.]
  38. [1. Udg.: i den Bog.]
  39. [1. Udg.: vi.]
  40. [1. Udg.: af intet.]
  41. [1. Udg.: Velbehag.]
  42. [1. Udg.: Ormen.]
  43. [1. Udg.: Myggen.]
  44. [For denne ene Linje har 1. Udg. de to: Og Uglen med sit hæse Natteskrig Er dyrebar for altings milde Fader.]
  45. [1. Udg.: Til sidst af Støv et Menneske blev skabt.]
  46. [1. Udg.: Et dobbelt Billed af den ene Gud.]
  47. [1. Udg.: Men begge ét.]
  48. [1. Udg.: Fryderaab.]
  49. [ 1. Udg.: klart.]
  50. [1. Udg.: Udødelig.]
  51. [1. Udg.: Jordens fødte Herre.]
  52. [1. Udg.: Sig til saa klart]
  53. [1. Udg.: Til sig at blotte for hans onde Brod.]
  54. [1.Udg.: udi.]
  55. [De to Linjer i 1.Udg.: Dog Mennesket den første Løgners Tale Langt mere troede end Sandheds Ord.]
  56. [1. Udg.: De.]
  57. [1. Udg.: Og stjæle fra ham.]
  58. [1. Udg.: Som Utugt, Had og.]
  59. [1. Udg.: den onde Engel.]
  60. [1. Udg.: Adam.]
  61. [1.Udg.: et Billed.]
  62. [1. Udg.: Til Trods for Gud og for sit eget Øje.]
  63. [1. Udg.: behaged.]
  64. [1. Udg.: mæsket.]
  65. [1. Udg.: Jordens.]
  66. [1. Udg. den sammes.]
  67. [1. Udg.: liden Æt.]
  68. [1. Udg.: Sø.]
  69. [1. Udg.: alle Haande.]
  70. [1. Udg. paa den vaade Kugle.]
  71. [1. Udg.: Thi.]
  72. [1. Udg.: monne.]
  73. [1. Udg.: Den Bue skal gjentage.]
  74. [Af Fædres sande Sagn, og her i Norden.]
  75. [1. Udg.: Men Herrens Time kom: med kraftig Trøst.]
  76. [1. Udg.: Med.]
  77. [1. Udg.: bange, vantro Skare.]
  78. [1. Udg.: Jéhovas den.]
  79. [De to Linjer i 1. Udg.: Men ej forgjæves bar den Guds udkaarne Sin Understav, dertil sit Moses-Navn.]
  80. [1. Udg.: Ærbødigen de veg.]
  81. [1. Udg. de.]
  82. [1. Udg. saa fro.]
  83. [1. Udg.: Brød af Stenene.]
  84. [1. Udg.: Lod Jéhova sin høje Lov forkynde.]
  85. [1. Udg.: Men nu.]
  86. [1. Udg.: Thi.]
  87. [1. Udg.: Og Jéhova.]
  88. [1. Udg.: En raadden Stamme udi Hedninglandet.]
  89. [1. Udg.: mellem Basans Høje.]
  90. [1. Udg.: Jéhovas.]
  91. [1. Udg.: Optælle skulde udi.]
  92. [1. Udg.: Selv Moses klarlig udi.]
  93. [1. Udg.: Som.]
  94. [1. Udg.: frivilligen.]
  95. [1. Udg.: Men svøbt i Klude udi Armods Hytte.]
  96. [1. Udg.: hans.]
  97. [1. Udg.: Jordens liden Konge.]
  98. [1. Udg.: straale.]
  99. [1. Udg.: Kongehytten.]
  100. [1. Udg.: Paa Alteret og udi.]
  101. [1. Udg.: og for Altrets med.]
  102. [1. Udg.: høje.]
  103. [1. Udg.: Al Guddoms Fylde.]
  104. [1. Udg.: Fader.]
  105. [1. Udg.: Jordens.]
  106. [1. Udg.: Han gjæstet blev udi.]
  107. [1. Udg,: mørke Vaaning.]
  108. [1. Udg.: ved Daabens Vand.]
  109. [1. Udg.: Til Tro paa Gud og evig Salighed.]
  110. [De to Linjer i 1. Udg.: At Kristus har vor Syndeskyld udslettet, Og at af Naade kun vi frelses kan.]
  111. [1.Udg.: den Gud.]
  112. [1. Udg.: vi over alt maa elske.]
  113. [1. Udg.: skammelig.]
  114. [1.Udg.: Det dobbelte i.]
  115. [1.Udg.: jeg ser til Enhed sig at sammensmelte.]
  116. [1. Udg.: Bogens.]
  117. [1. Udg.: sige.]
  118. [1. Udg.: Bogen.]
  119. [1. Udg.: sit.]
  120. [1. Udg.: skjønt aldrig noget Sværd.]
  121. [1. Udg.: Skjønt.]
  122. [1. Udg.: korte.]
  123. [1. Udg.: høje.]
  124. [Denne Linje fattes — er vel udfalden — i 2. Udg.]
  125. [1. Udg.: Men dog sig ej med dennem sammenblande.]
  126. [1. Udg.: Paa Fædresprog.]
  127. [1. Udg.: Er uforandret saa.]
  128. [1. Udg.: Israel.]
  129. [1. Udg.: Nu troer jeg og.]
  130. [1. Udg.: Hvad fattes Gunnar.]
  131. [1. Udg.: virke.]
  132. [1. Udg.: virked.]
  133. [1. Udg.: jeg ej.]
  134. [1. Udg.: grusom Myrdelyst.]
  135. [1. Udg. Drab.]
  136. [1. Udg.: delte.]
  137. [1. Udg.: han skal én.]
  138. [1. Udg.: fagre.]
  139. [1. Udg.: dele.]
  140. [1. Udg.: rede.]
  141. [1. Udg.: Had.]
  142. [1. Udg.: Djævles.]
  143. [1. Udg.: udi.]
  144. [1. Udg.: evindeligen glædes.]
  145. [1. Udg.: Og Brynjerne.]
  146. [1. Udg.: Pløjejærn.]
  147. [1. Udg.: Naar dem I dele da til Bønder ud.]