Sigurd og Brynhild: Tredie Samtale

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Naturlyrik og romantik
N.F.S.Grundtvig4.jpg


Optrin af Norners og Asers Kamp
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Sigurd og Brynhild
Tredie Samtale


Sigurd:
Hvor hen mon denne dunkle Sti mig leder?
Den sælsomt nok sig snor i Bugt og Ring. [1]
Ej har jeg kaaret den; men Fugle flyve,
Og Grane følger dem, han faar at raade.
Thi hvor er Brynhild? hvor er Gjukes Borg,
Som Fuglene i Sangen for mig nævned?
Jeg véd det ej, og dog saa dybt
Jeg længes efter, dem at se og finde;
Thi noget maa der være, noget stort,
Som skal ved mig udrettes; før min Fødsel
I dunkle Spaadom det jo er bebudet,
Og alt jeg i mit nys begyndte Liv
Har mere underligt i Verden fristet,
End mangen Kæmpe, naar hans Liv er endt.


I mig maaske skal Volsungætten ødes;
Det mig bedrøver, harmer mig des mer,
Da det min Moder saa maa volde Kvide;
Men er det mig, som volder det og den?
Har jeg det ej i Sandhed alt befundet,
Jeg drives af en høj og mægtig[2] Haand,
Saa[3] Regin havde Ret: ej var det mig,
Som slog med Vingen, da sig Stormen rejste
I dette Bryst; — men heller ikke ham.
Ej nytter det at prale med sin Styrke;
Thi Stunden kommer, da den tæres hen,
Om ej med Blodet alt den er udrunden;
Vi stande alle under Norners Lov,
Og Kæmpen ej det sømmer sig at gruble
Paa det, som dog kan aldrig grundes ud;
Han frygter ej for Tiderne, som komme,
Men virker djærvt i hver en Livets Stund.


Hel brat er Fjældet, tung er Byrden, Grane!
Og gjærne gik jeg paa min egen Fod;
Men uden mig du vil jo ej fremgange.
Et sælsomt Frændskab er imellem os,
Og, som i Lunde Hesten ofres Aser,
Saa ofrer selv du villig dig til mig.
Hvad stander hist? En Skjoldborg sig jo løfter,
Og straaler vidt af røden Lueild,
Som trindt den blusser. Did hen løber Stien,
Og dristig, Grane! stiler du der hen.
Kan Ild du træde? jeg den gjennemride?
Sig Luen deler. Ikke fylgjeløs
Jeg kommer, dog mig selv en Gaade.


Hvem ligger der? En Kæmpe, klædt i Staal,
Saa fast, saa stille, som fra Tidens Fødsel
Han havde ligget der; den Torn, som hist
Ved Hoved stander, tykkes saare gammel,
Den skygger bredt og tjælder over ham,
Og dog er alt omkring saa friskt og nyt,
Som om han nys sig lagde til at sove.


Forunderligt! Jeg vil dog Hjælmen løse,
Og blotte Aasyn skal mig lære mer. —
Hvordan? Den fagreste af Jordens Kvinder,
Med Livets blanke Farve paa sin Kind!
Forunderligt, men herligt! Valhals Gammen
Er større ej, og ingen Odins Mø
Er mere væn og prud. O, lad mig snarlig
Den hvide Krop fra Jærnets trange Baand
Udløse! Bort, du fule Torn! du under
Mig ej den Glæde, Møen hel at skue.
Hun vaagner, se[4], hun rører Øjelaaget!


Brynhild:
O, længe, længe har jeg maattet sove,
Og Øjet knap kan aabne sig igjen.
Hvem er du, lyse, bolde, kjære Kæmpe!
Som vækked mig igjen til Lys og Liv?


Sigurd:
Mit Navn er Sigurd, Søn af Sigmund,
Af Volsungætten er jeg runden op,
Og født jeg er i en lyksalig Time,
For dig at se, og for at frelse dig
Fra sælsom Tryllemagt, ej véd jeg, hvilken;
Men det jeg véd: om med mit[5] Hjærteblod
Igjen jeg dig fra Trolde skulde frelse,
Med Gammen jeg den sidste Draabe lod.
O, rejs dig, fagre! saa jeg ser dig stande;
Og sig dit Navn! at jeg kan nævne dig.


Brynhild:
Mit Navn er haardt, men blødere min Læbe.
Den trykker jeg nu, Ungersvend! paa din,
Og kaarer dig til min for evig.
Brynhildes Bejler! huger dig mit Kaar? [6]


Sigurd:
Til din for evig! Sig mig, hulde Kvinde!
Hvi gyser det i hvert mit Ledemod,
Imens saa fast i Favnen jeg dig knuger?
Er det, fordi min Tanke ej kan naa
Til Randen af min fulde[7] Gammen?


Brynhild:
Det er, fordi Valkyrien dig kyste;
Thi Hildur var det, hvem du tog i Favn.
Men ræddes ej! Jeg gyldne Kalk dig rækker,
Og den er fuld af Valhals stærke Mjød;
Naar den du tømmer, Styrke og du[8] fanger
Til som Einherie at favne mig.


Sigurd:
Hav Tak, Brynhildur, for din stærke Drik!
Nu flyder Blodet let i mine Aarer,
Og Barmen højt af Mod og Kjærlighed
Nu svulmer[9]. Jeg er Asers kaarne Yndling;
Thi alt paa Jorden undes mig i Favn
Valkyrien at kryste, drikke Valhals Mjød,
Hvorefter alle Jordens Kæmper længes.


Brynhild:
Dag! jeg dig hilser
Med dine blanke,
Straalende Sønner!
Nat! jeg dig hilser
Med dine blege,
Venlige Døttre!
Her sidde sammen
Sigurd og Brynhild:
Skuer med milde
Øjne til Sædet!
Binder om begge
Baand, som ej løses!


Sigurd:
Men sig mig, Brynhild! hvad jeg dig vil spørge
Hvi rider du ej mer til Odins Ting?
Hvi ganger du i Valhal ej for Borde?


Brynhild:
Det volder Odin. Jeg i Striden gav,
Som ej jeg maatte, ungen Agnar Sejer;
Da dømte Odin mig til Dvalesøvn[10],
Og til at giftes. Ej jeg mægted
At staa imod; men jeg ved Norner svor,
At anden Mand mig aldrig skulde eje,
End den, som med al Rædsel var ukjendt,
Og[11] red med Fofners Guld igjennem Luen.


Sigurd:
Det er helt underligt. Kan Odins Mø
En Kæmpe hjælpe, som ej Odin ynder?


Brynhild:
Dig er det mørkt, og ikkun faa det vide,
Og lidet kun det sømmer sig for mig
At røbe Asers Løndom.


Sigurd:
Kan du dølge
Din Sigurd noget? Er han ikke din?
Den ene Tanke kjender jo den anden,
Og som min egen Tanke er du min.


Brynhild:
Velan! jeg vil da sige det. Jeg føler,
At først, naar alt du véd som jeg,
Jeg fuldt kan sno mig om dit Liv, og holde
Dig fast igjennem Ragnaroke selv.
Saa drives Ordet mig og frem paa Læben
Af samme Magt, som Spydet i min Haand,
Da Odins Ven paa Valen jeg nedfældte.


De høje Norner, som fra Ygdrasil
I Tidens Fødsel underlig udsprunge,
De raade over rige Guder selv,
Og styre Tiden frem til Ragnaroke.
Paa Valen staar med runedækket Skjold
Hin yngste Norne, og den Kæmpe falder,
Hvis Navn hun løfter højt for Odins Mø.


Ej, siden Strid begyndte, er det hændtes,
At andet Navn paa Skjoldet stod, end det,
Som Odin havde lydt i Valhal nævnet;
Kun denne Gang et sælsomt Spil med mig
Hun drev, og løfted begge Drotters Navne,
Som om jeg skulde ét udkaare selv.
Ej Kaar jeg havde dog; thi hver en Rune
I Hjalmguns Navn mig tyktes idel Blod.


Sigurd:
Saa er da Odin ej den ypperste af alle!
Og Nornen ikkun denne ene Gang
Ham stred imod? Hvad monne det betyde?


Brynhild:
Ej véd jeg det. Men da du alt vil kjende,
Hvad mit kan nævnes, bæres det mig for,
At Odins Slægter det som Varsel gjælder.


Sigurd:
Og mellem alle min, og mig i min.
Det er og[12] spaaet, at i mig skal ødes
Hin prude Volsungæt. — Dog ingen Ting
Mig piner, nu, jeg dig har fundet,
Og leve kan hos dig evindelig.
Men — kan du ogsaa elske mig?
Du nævned det som Del af Odins Straf:
Du giftes skulde; ser du ej i mig
Et Straffens Redskab, som du gruer for?


Brynhild:
Ej Kjærlighed jeg noget kjender til.
Man har fortalt mig, da som spæd min Moder
Jeg died, blev jeg tørstig ved at suge,
Til Blodet kom; og naar min Moder da
Sig vaanded, lo jeg højt; men ellers aldrig
Et Smil endog paa Barnekind man saa'.


Jeg voxed op, og naar de andre Møer
Ved Rammen sad, udsyde Dyr og Fugle,
Jeg beded dem, alt som de løb og fløj.
Naar Møer kvad om Kjærlighedens Gammen,
Da skar det mig i Øren, flux jeg greb
Mit Sværd og hamred paa de haarde Skjolde.
Kun naar min Søster sad for Væverstol,
Et Kvad mig randt i Hu, jeg ej det lærte,
Men kvæde maatte jeg, saa Huset skjalv,
Og alle Møer dirrede af Rædsel.
End maa jeg kvæde det en Gang:


Væver, Væver
Spydstagers Væv!
Tager til Strænge
Menneske-Tarme!
Mandehoveder
Lege imellem!
Bruger til Skede
Blodige Spyde!
Staal være Spole!
Slaar saa med Sværde
Spydstagers[13] Væv!


Jeg sov en Nat alt over Kæmpehøj,
Og vaagnede i Valhals høje Sale,
Indviet blev jeg til Valkyrie,
Og let igjennem Luft og Hav jeg red til Valen.
Jeg saa' en Gang min Fader under Hjælm,
Jeg saa' hans Navn opsat paa Norneskjoldet,
Og vied ham med eget Spyd til Fald;
Det var mig Gammen, af hans dybe Vunder
At se udrinde Blodets varme Strøm.
Mon end du spørger, om jeg dig kan elske?


Sigurd:
Ja, end jeg spørger, dog jeg vist maa grue;
Thi jeg er din, — og er du ikke min,
Med Fofners Guld jeg vanker mere fattig
End ussel Tigger med sin Stav i Haand.
Thi sig mig snarlig: kan du elske mig?
Det skader ej, om efter Hjærteblodet
Du higer, naar du føler Hjærtet slaa,
Naar du saa inderlig derefter ikkun længes,
Som ej du længes efter Sværdesang,
Naar som Valkyrie du red til Valen.


Brynhild:
O, du est bold, du vakre Ungersvend!
Ej haarde Gøndul vraged slig en Bejler.
Om jeg dig elsker, véd jeg ej;
Men ét jeg véd: at aldrig dvæled Øjet
Med slig en Gammen selv paa Odins Sal,
Som nu til[14] dig det fast sig binder.
End ét jeg véd: at saa' jeg nogen Mø
Dig hvile udi Arm, da blev jeg galen,
Og suged ud din sidste Draabe Blod,
For dig at eje. — Væn dig til min Tale!
Den er hel underlig; thi saa er min Natur;
Og Fingren leger mellem dine Lokker,
Som blodig den har mellem Spyde leget.
Men vær kun glad! og lad os Livet friste,
Og dristig nyde al dets høje Fryd!
Det spaaet er: med dig din Slægt skal ødes;
Saa er det, thi til Ragnarokes Nat
Du skal paa Jorden vandre ved min Side;
Thi ikkun jeg er din Valkyrie,
Og ikkun jeg kan dig til Valhal vie.


Sigurd:
Forunderligt! Saa er da Gaaden løst:
Den[15] strænge Norne, som min Slægt forfulgte,
Sig har forvandlet til en fager Mø.
O, Hjordis! kunde hid dit Øje naa,
Saa gjennem Taarer du mit Held beskued,
Da Nornerne du vilde højt velsigne,
Fordi de røbed[16] mig de dulgte Sagn
Og ledte mig til Sværdet under Mulde.
O, Brynhild! sad jeg saa med dig paa Bænk
I Gjukes Borg, fuldkommen var min Lykke.


Brynhild:
I Gjukes Borg? Hvordan? Hvad vil du dér?


Sigurd:
Jo, elskte Brynhild! Did endnu jeg stunder;
Men at du vide maa, hvorfor, saa hør
Det korte Sagn om min Bedrift paa Heden!


En Jotun, Fofners Broder, lærte mig
Min Faders Afgang, bød mig søge Gram,
Og jeg ham loved Fofner at nedfælde.
Til Gram mig Norner ledte, Regin mig
Til Gnytas Hede; Ormen maatte briste.
Men da til Bod hans Hjærte jeg ved Ild
Lod krympes, som hans onde Broder vilde,
Jeg Fingren brændte, stak den flux i Mund,
For dér at svales, og jeg rørte Tungen;
Da[17] Svaler fløj saa tæt om mig i Kreds,
Og halv forstod jeg deres sære Mæle:
De vared mig for Regin, og hans Blod
Udstrømmed brat paa Heden; de mig viste
Til Hindarfjeld og saa til Gjukes Borg,
Og denne Borg som Guld i Solen skinner
End for mit Øje; did jeg færdes maa.
Da kommer jeg igjen og sidder ved din Side,
Og lystelig vi friste lange Liv.


Brynhild:
Ja, kunde Idræt saa sig knuge
Til Idræt fast, som Ordet sig til Ord,
Foruden Mellemrum og uden Lænke,
Kan binde tæt, da trode jeg dig vist[18];
Men nu jeg ser imellem os at ligge
Et Rum, langt bredere end det,
Som Gjukes Borg fra Hindarfjeld adskiller.
Det er, som om vi laa i Brudeseng
Med draget Sværd imellem os, og ville
Vi sankes mer, kun over Sværdets Æg
En blodig Sti henløber. — Sigurd, Sigurd!
Jeg frygter, end er Brynhild ej det Ord,
Som løser dig dit Livs den mørke Tale.
Men saa skal vorde. Ej jeg véd,
Om selv du raader, eller stærke Magter
Dig drive frem; men ét jeg véd til fulde:
At enten skal jeg sidde dig paa Skjød,
Med glatte Haand dig Kinden stryge, eller
Den knytte fast om haarde Sværdefang
Og styre Odden ind til Hjærterødder.


Paa Gjukes Borg en fin og fager Mø,
I Silke svøbt, alt ud ad Døren kiger;
Og naar du kommer, vil hun kalde dig
Med Røst, der klinger som en liflig Sang
Af Skovens Fugle; og hun har en Moder,
I Troldevid og Kunster mageløs.
Er til at staa imod du ogsaa mægtig,
Og er du villig? Ormekjød du aad,
Og saare frygter jeg, du mig vil svige.


Sigurd:
Du mig forfærder ved din Tale, Brynhild!
Men se mig, om du kan, igjennem Øjet
I Sjælen ind, og tro min dyre Ed,
Ved Odin, Freja og de høje Norner:
At aldrig vil jeg ægte anden Mø,
Var hun end hvid som Svanerne, der svømme
I Urdas Brønd, og liflig sang som de!
Hvi skulde jeg det og? Ved dig alene
Jo al min Attraa hænger fast og fuld!
Til Gjukes Borg jeg tvinges at henride;
Den fagre Mø jeg frygter ej, des mer
Jeg frygte maa for onde Trolddoms Kunster.
Thi styrk du mig alt med din store Kraft!
Og del med mig den høje Kløgt, du ejer!


Brynhild:
Du maa da ride? Sigurd! kan ej stilles?
Ulykke kun af Færden kan jeg spaa;
Dog gjærne vil jeg dig i Styrke klæde,
Og gjærne dele med dig al min Kløgt.


Øl jeg dig bærer,
Bolde Kæmpe!
Styrkeblandet,
Fuldt af Hæder,
Viet med Sange
Og med Stave,
Gode Galdre,
Glædes-Runer.


Mimers Hoved
Højt sig løfted,
Ord det mæled
Lydt om ramme
Runestave. [19]


Ristet er[20] de
Rundt paa Svalin,
Aisvins Hov
Og Arvaks Øre,
Ristet rundt om
Hjul, som ruller
Under Tors
Den prude[21] Kærre,
Paa[22] Bifrost Bro
Og Brages Tunge,
Paa[23] Fenris Baand
Og Granes Bringe,
Nogle end staa[24]
Paa Norners Negle.


Norners Runer
Nævner[25] ingen,
Mjød hin stærke
Er hos Aser,
Er hos Vaner,
Er hos Alfer,
Somme Draaber
Er hos Mænd;
I dem rørtes
Alle Runer,
Som maa røres.


Drukket har jeg
Dybt af Hornet,
Blandet Vædske
Dig til Baade;
Runer kan du,
Naar du drikker,
Vel de due,
Dog ej Norners
Imodstande.


Du Ølruner
Ret maa kunne,
At ej Hexe
Dig skal svige:
Rist dem paa Hornet
Og paa Haanden,
Navd paa Neglen!


Du skal vie[26]
Drik, som bydes,
Kaste Løg
I Løndoms[27] Bæger;
Da jeg véd,
At aldrig vorder
Mjøden blandet
Dig til Men.


Kløgt har jeg talet,
Nyd, som du nemmer[28]!
Kløgtig er Grimhild,
Strænge er Norner;
Afgrunden gaber,
Du dig forvoven
Tumler paa Randen;
Selv maa du kaare.




Gjukes Borg.


Grimhild:
Rød om Midnat
Ilden blusser,
Kjedlen syder,
Drik beredes,
Stærk og liflig.
Glæd dig, Odin!
Glæder eder,
Aser alle!


Jeg, af Jætters
Rod udsprungen,
Vaager, medens
Drotter sove,
Øl at brygge
Til din Ætmand.
Glæd dig, Odin!
Nyd din Hæder!


Ingen Kværne
Kornet maled,
Dog jeg mægter
Øl at brygge;
Kjedlen syder
Højt og skummer,
Nu skal Humle
Brat paasættes.


Stærke Humle!
Ej du grode
Langs med Gærde;
Beske Urter
Styrkefulde
Rundt i Skove
Har jeg sanket;
Vel de due.


Øl er lavet,
Det skal blandes,
Det skal styrkes:
Lyngfisk lange!
Røde Ildtang
Dig skal knibe,
Hvæs nu over
Kløgtens[29] Kjedel!


Drotter bloted
Fromt til Aser,
Denne Indvold
Dog de glemte:
Den skal ofres
Odins Ætmand.
Glæd dig, Odin!
Nyd din Hæder!


Øl er brygget[30],
Øl er blandet,
Og i Hornet
Runer skaarne.
Kom nu, Sigurd,
Mig at gjæste!
Lifligt Gilde
Her dig bier.


Hornet skal jeg
Vist dig række:
Drik du fanger,
Som kan døve
Minder alle. [31]
Brynhild raser[32];
Asers Æt
Paa Jord skal ødes.


Gudrun:
O, Moder! Moder! jeg maa dig oplede;
Thi sære Drømme mig i denne Nat
Har ængstet og mig drevet op af Søvne.


Grimhild:
Vær rolig, Datter! Ofte drømmer man
Hel ilde, dog[33] det volder ikkun Vejret.


Gudrun:
Ej voldte Vejret denne svare Drøm,
Den voldte Aser eller onde Jætter,
Ej véd jeg, hvilke; thi jeg var saa glad,
Og blev saa sorrigfuld. Det end mig klemmer
Saa haardelig om Hjærte, og dog ej
For alt paa Jord jeg Drømmen vilde glemme.


Grimhild:
Saa sig mig skyndelig, hvad drømte du?


Gudrun:
Mig tyktes, jeg saa ensom gik i Lunden
Og havde Skjæmt af lifligt Fuglekvad
Og af saa mangen fager Blomst i Enge;
Da kom en Falk og daled paa min Haand,
Han var saa fager, o, han var saa prud;
Hans Fjedre skinned ret som Guld i Solen;
Hans Aasyn var, ej, som det er paa Fugl,
Men som paa Mand, dog ej paa Mænd jeg skued
Et saadant Øje med saa yndigt Lys;
Og Næbbet var ej Fuglenæb, men Læbe,
Med det han rørte venlig ved min Mund.
O, hvor jeg elskede min Falk! [34] Jeg klapped
De gyldne Fjedre sagtelig med Haand;
Jeg vidste ej, hvordan jeg skulde bære
Ham hjem til Huse, saa han ikke fløj;
Og dog om Hals, om Fod og fagre Vinge
Ej vovede jeg Fingrene at sno;
Jeg frygted, at den kjære skulde vredes.
O, aldrig leved jeg en saadan Stund,
Saa overfyldt af Gammen og af Angest;
Jeg skjalv ved hvert et sagte Aandepust[35],
Jeg frygted flux, at Vingen skulde løftes,
Og hvælved over Fjedrene min Haand;
Men mere sød var dog min største Angest
End al den Glæde, jeg har haft paa Jord.


Grimhild:
En saadan Drøm er let at lægge ud:
Du fager est, og voxen udi Alder;
En Kongesøn har hørt din Skjønheds Ry[36],
Og kommer snarlig, for til dig at bejle.
Men hvorfor est du vel saa sorrigfuld?


Gudrun:
Hvorfor? Ak, Moder! om jeg brast af Sorg,
Ej var det underligt; thi Drømmen endtes
Saa gruelig, saa sørgelig for mig.
Du kjender Sagnet om den underlige Mø,
Som sover brynjeklædt paa Hindarfjældet;
Mig tyktes, hun var vaagnet op af Dvale
Og mødte mig i Lunden, som jeg gik;
Saa snart hun Falken saa', med onde Styrke
Hun rev den af min Haand, og flux
Med Sværd hun Hovedet afskar, med Latter
Hun sugede hans varme Blod.
Jeg stod som Træerne omkring mig, ej
En Lyd jeg mægted at fremføre.
En Ulveunge sprang mig op i Favn;
Enddog mit Hjærte var hos Falken, maatte
Jeg kysse, kjæle for det lede Dyr;
Og før jeg vidste det, stod mine Brødre
Ved Siden, Ulveungen sprang
Og rev dem Hjærtet ud af Livet.
O, Moder! Moder! brat jeg da opvaagned,
Forfærdet sprang jeg nøgen op af Seng,
At finde dig. O, kunde du mig trøste!
O, vilde du! Jeg véd, du ejer Kløgt;
Men og jeg véd, du er mig ikke god.
O, tænk dog paa, jeg er din egen Datter!


Grimhild:
Min Datter est du ikke med min Vilje,
Saa lidt som jeg med den er Gjukes Viv.
Min Faders Gravøl var mit Bryllupsgilde,
Hans Bane tog mig med den anden Arv.
Ej du, ej heller dine store Brødre,
Kun Guttorm, er i Sind mig lig;
I ogsaa vel har noget af mig arvet,
Og det skal kjendes i den sene Tid;
Men dog min Slægt I nævne onde Jætter.
Jeg elsker eder ej.


Gudrun:
Saa er ej Trøst
Hos dig at finde! Kan du saa fornægte
Dit eget Blod? o, det er grueligt!
Kan ej min Bøn, min Graad dig ikke røre?
Er Hjærtet nu, hvorunder før jeg laa,
Saa fremmed blevet, at det ej mig kjender?


Grimhild:
Velan! jeg ynkes ved din store Vaande,
Jeg dig vil give Raad, og lyder du,
Da skal din Falk du fange udi Hænde[37].


Gudrun:
Og aldrig miste ham? ej se ham bløde?


Grimhild:
Evindeligt er intet her paa Jord;
Men nys du sagde jo, enddog at Drømmen
Saa sørgelig en Ende tog til sidst,
Du vilde ej, den ikke skulde været. —
En Kongesøn, den ypperste af Æt,
Den vældigste og prudeste blandt Kæmper,
Han kommer her i Dag; om ham din Drøm
Jeg maa udlægge; har du Mod i Brystet,
Da skal han vorde din.


Gudrun:
Men Brynhild? Moder!


Grimhild:
Ja, vaagnet er hun, Sigurd vil hun eje,
(Saa hedder Falken, du i Drømme saa');
Men, vil du bære ham den stærke Drik,
Da skal han vorde din.


Gudrun:
Men Brynhild!


Grimhild:
Est du saa ræd, at ej din Haand du tør
Udrække, byde kjære Falk et Sæde,
Fordi dig Brynhild vil din Fangst misunde,
Da er dig Falken ej saa kjær i Sind,
Som du har sagt, da kan du ikke hjælpes.


Gudrun:
Ak! det vil tage vist en grusom Ende;
Men er den Kæmpe kun i[38] Verden til,
Hvis Aasyn jeg i Drømme saa', da vilde
Alligevel jeg eje ham, om og
Ikkun saa kort min Gammen skulde vare,
Som medens Bryn sig over Øjesten
Opløfter; thi, naar jeg kun véd til visse,
At Øjet, jeg i Drømme saa', er vaagent
Og vil beskue mig med Kjærlighed,
Da vil jeg gjærne dø. O, vilde Brynhild
Og Ulven slide mig, ej mine Brødre,
Og ikke ham, den høje, asaprude,
Da var jeg glad.


Grimhild:
Slaa dig til Ro!
Maaske ej Brynhild mægter dig at skade,
Og megen Gammen du skal[39] nyde først.
Gak nu i Bure, svøb dig hel i Silke!
Naar Sigurd kommer, gak da ind i Sal,
Og hils ham flux med høviske Gebærder,
Og ræk ham Hornet, som jeg rækker dig!
Og, mens han drikker, se ham stift i Øjet!
Det agte du hel vel! thi ellers ej
Han vorder din.


Gudrun:
Men, Moder! Moder! er ej denne Drik
Til Men for Kæmpen, farlig for den bolde?


Grimhild:
Din Kjærlighed til fule Asaæt
Mig harme maa, og jeg dig burde pine,
Og sige dig, du bar en Edderdrik,
Som knugede hans Hjærte helt i sønder;
Dog ej jeg vil, og du kan dristig tro,
At ej den skader ham paa Liv og Lemmer:
Den driver ham kun Brynhild ud af Sind,
Og dig der ind; kan du end mer begjære?


Gudrun:
Begjære kunde jeg, at ingen Mø
Ham var i Sind, at selv jeg kunde
Mig i hans Hjærte snige ind,
Ej komme der ved onde Kunster.
Hvad saa begynder, kan ej ende vel,
Det ser jeg grandt; men Kaar mig ikke undes,
Og eje maa jeg ham, om end han var
Selv Frejas Bejler, og Gudindens Taarer
Ej skulde røre mig; ja, ved hans Arm
Jeg vilde le, naar hun gik over Hede.


Grimhild:
Du est min Datter dog, fra denne Stund
Jeg elsker dig langt mer end nogen Sinde.


___


Herman:
Ad Vejen rider mod vor Borg en Drot,
Hvad heller en af Guderne; storværdig[40]
Og sælsom[41] nævnes maa den Kæmpes Færd:
Af Guld han skinner, mer end tvende Alen
Han tykkes højne sig fra Hesteryg,
Og Hesten er den vildeste, man skued,
Den glimrer, som sin Rytter, hel af Guld,
Og flytter Fod saa skyndelig, at ingen
Kan fæste Øje paa.


Grimhild:
Lyksalig Dag,
Paa hvilken Nords hin bedste Kæmpe stævner
Hid til vor Borg! thi, skuffer mig ej Hu, [42]
Da er det Sigurd, Fofners priste Bane.
Opspringer, Sønner! skyndelig fra Bænk,
Og ganger ud, at byde ham i Salen,
Til Drik og Sæde og til venlig Skjæmt!


Gudrune! gak, og bred i Øndveg Hyndet!
Og hent saa frem det dybe, prude Horn,
At du til Velkomst skjænke kan for Kæmpen!
Du, Gjuke! rejs dig fra dit høje Sæde,
Og stand paa Gulv, at række Kæmpen Haand!
Han vel fortjener, vi ham storlig hædre;
Thi han er vældig; og en saadan Maag
Med Fofners Guld og egen Styrke kunde
Dit Rige løfte og din Magt befæste,
Saa ej du længer stolten Budlung veg.
Jeg selv vil stande her ved Dør og skue
Den stærke, før jeg ses af ham; thi stor
Er Magten, som sig Øjet kan tilegne.


Gjuke:
Hvi skal jeg staa mig træt paa gamle Ben,
For denne Ungersvend at hædre?
Du kalder ham vor Maag; mig tykkes,
Det bedre sømmed sig, han bejled først;
Vi skal dog ej vor Datter byde fal?


Grimhild:
Vi skulde bie, til han dræbte dig
Og hende røved, for at Datter ikke
En bedre Lod end Moder skulde nyde?


Men hist er Kæmpen alt, jeg har ham set;
Der kommer han, hvor mandelig han ganger!
Hvor løfter han sig ikke højt fra Jord,
Og skygger over dine Sønner, Gjuke!
Hel hvast er øjet, længe ej derpaa
Jeg stirre kan; det er, som Ild gik ud
Derfra, hver Jotun at fortære.
Men det skal lukkes, lukkes haardt i Laas,
Udslukkes skal den onde Ild i Højen.
Og dette Øje er Gudrunes Lyst!
Jeg sprak af Harme vist, om ej jeg mægted
At hævne mig; men skjul dig, Harme, nu
I Krogen, som er inderst i mit Hjærte!
Og spiller paa min Læbe, søde Ord!
At jeg ham dysse kan og daare.


Velkommen fra det fjærne, Ungersvend!
Navnkundig mer end hundredaarig Kæmpe!
Man ser, at du est groet op i Nord,
Iblandt de høje, klippestærke Ege;
Og ingen vist, som er dig lig i Alder.,
Dig sprang forbi i Styrke og i Væxt;
Du stander her imellem mine Sønner,
Som mellem Buske staar den ranke Ask,
Og skyldigt er det, at de dig bør tjene.
Men vilde du af Højmod Brodernavn
Dem skjænke, glæded du en Moders Sind.
Da turde jeg og nævne mig din Moder,
Og mens fra hende, den lyksalige, som dig
Har avlet, vidt adskilt du vanker,
Du kunde kvæges ved den kjære Lyd,
Som kaldte frem de svundne Dages Minder.


Sigurd:
Fra Læben strømme liflig dine Ord;
Og hvis den Bæk, som flyder, er udsprungen
Af Hjærterod, jeg er velkommen Gjæst.
Men ej jeg svare kan, som du mig beder;
Thi Modernavn er mig en hellig Lyd,
Og ej med den jeg kan en fremmed hilse.
Ej har jeg Brødre, men jeg havde to;
Enddog jeg aldrig saa' dem her i Live,
Jeg hørte deres Pris, og Brodernavn
Ej til ukjendte maa jeg derfor give.
Du tro og ej, at mens jeg vanker vidt
Om Lande, alt mig fattes, som kan kvæge!
En Mø jeg har mig, baade prud og væn:
Brynhilde er som Moder mig og Broder,
Og mer end det, hun er min Fæstemø.


Grimhild:
Jeg priser[43] det du est en kjærlig Søn,
En trofast Broder og en trofast Bejler.
Jeg vilde prøve, om dit store Rygte
Og havde mælet sandt i alle Maader;
Det har stadfæstet sig i første Øjeblik,
Og stolt jeg er af dig at kunne huse.
Nedlad dig nu paa Bænk, gak ind og ud,
Som i din egen Borg! og hvad dig lyster,
Det gjøre[44] du!


Gjuke:
Velkommen, Ungersvend!


Sigurd:
Ak, stander dér du gamle Drot saa længe,
At hilse mig! hvi blev du ej paa Hyndet?
Jeg takker rørt, men og jeg skammer mig,
At Oldingen har biet paa min Hilsen.


Grimhild:
Gudrune! gak og skjænk den brune Mjød,
Saa højt til Velkomst den i Hornet skummer!


Gudrun:
Jeg, bolde Kæmpe! skulde og dig hilse,
Og byde dig velkommen i vor Sal;
Men ung jeg er og ikke snild i Tunge,
Jeg ej forstaar at stille mine Ord.
I brune Mjød, jeg hørte, Skjaldskab svømmer;
Og ét jeg véd: at Skjalden ej med Kløgt
Kan føje sine Ord til mere liflig Klang,
End jeg min Hilsen gav, om jeg det mægted.
Thi rækker jeg det fulde Horn med Bøn,
At det for mig maa tale. Hvis du tømmer,
Hvad jeg iskjænker dig af venlig Hu,
Da, mener jeg, dig tækkedes min Hilsen.


Sigurd:
Det tomme Horn jeg giver dig i Haand;
Men ej de Ord, som dine Øjne mælte,
Jeg giver dig igjen: dem gjemmer jeg
I Hjærtet dybt; thi de til Hjærtet talte.
Vil, fagre Mø! du sidde ned paa Bænk
Og tale Gammensord i Aftenstunden?
Vil du mig sige skyndelig dit Navn?


Gudrun:
Vist vil jeg gjærne sidde dig ved Side
I Aftenstund, og mens jeg drager Aande.
Mit Navn er Gudrun; kan det tækkes dig?
Hvis ej, da sig, hvordan du mig vil nævne!


Sigurd:
Du hedder Gudrun? hvilket fagert Navn!
Saa prudt og dog saa elskeligt det klinger.
En Guderune est du, som har Magt
Til alt paa Jord at kunne undertvinge;
Men mild er Magten, som dit Navn er mildnet,
Og brat det virker, som dit korte Navn.


Gunnar:
Vel tykkes det kun lidet sømmeligt
At byde Søster til en fremmed Kæmpe;
Men saa navnkundig, som du est paa Jord,
Ej bedre Maag os Guderne kan unde.
Hel gjærne maa du raade Gjukes Arv;
Vi ville tælles mellem dine Jarler.


Sigurd:
Hav Tak, du gjæve! for dit store Bud!
Jeg Gudrun tager, Riget skal I raade,
Og vi os sværge i Fostbroderlag.
Kom, Hogne! flux vi vores Blod vil blande
I dette Horn; da kan ved hver en Drik
Vi mindes, at vi ere[45] svorne Brødre.
Du, Guttorm! halvopvoxne Svend!
Du tegner til at vorde dygtig Kæmpe;
Vil du ej med?


Grimhild:
Nej, end han er for ung;
Men naar han voxer, skal han ogsaa blande
Sit Blod med dit. Ej sandt, min Guttorm!


Guttorm:
Vist skal jeg, Moder! naar jeg Sværd kan løfte,
Og dølge Odden dybt i Kæmpebryst.


Sigurd:
Saa sværge vi ved høje Norners Stol[46],
At, som vort Blod sig her i[47] Hornet blander,
Saa vil vi blande vores Sind og Daad,
Og staa hinanden bi til sidste Draabe;
Men vorder en af os med Vaaben dræbt,
Skal Blodet ej i Aaren finde Ro
Hos den, som lever, før hans Død er hævnet.


Gunnar og Hogne:
Det sværge vi ved høje Norners Stol[48]!


Grimhild:
Tænder de røde,
Lysende Blus!
Leder til Kamret
Sigurd og Gudrun!
Sigurd er vorden
Gjukungers Broder,
Gjukungers Maag;
Stor er vor Gammen.


Ud est du gangen,
Ætmand af Odin!
Gudernes Runer
Højlig du priste;
Jotuners Runer
Mægte og noget.
Skjælv, naar du vaagner!
Vaagen er Brynhild.


Fodnoter

  1. [1. Udg.: Den ganger sælsomt over Bjærg og Dal.]
  2. [1. Udg.: en saare mægtig.]
  3. [1. Udg.: Og.]
  4. [1. Udg.: o.]
  5. [1. Udg.: at om med.]
  6. [Denne Linje fattes i 1. Udg.]
  7. [1. Udg.: store.]
  8. [1. Udg.: og du Styrke.]
  9. [1. Udg.: Opsvulmer.]
  10. [1. Udg.: lange Søvn.]
  11. [1. Udg.: Som.]
  12. [1. Udg.: Det og er.]
  13. [1. Udg.: Blodige.]
  14. [1. Udg.: paa.]
  15. [1. Udg.: Og.]
  16. [1. Udg.: lærte.]
  17. [1. Udg.: De.]
  18. [1. Udg.: da troede jeg dig.]
  19. [For de tre sidste Linjer har 1. Udg. to: Da det sande Stave lærte.]
  20. [1. Udg.: var.]
  21. [1. Udg.: stærke.]
  22. [Paa fattes i 1. Udg.]
  23. [Paa fattes i 1. Udg.]
  24. [1. Udg.: Nogle stod.]
  25. [1. Udg.: Rører.]
  26. [1. Udg.: Vie skal du.]
  27. [1. Udg.: fulde.]
  28. [1. Udg.: nemmed.]
  29. [1. Udg.: Fulde.]
  30. [1. Udg.: lavet.]
  31. [1. Udg.: Alle Minder.]
  32. [1. Udg. vaager.]
  33. [1. Udg.: men.]
  34. [1. Udg.: Fugl.]
  35. [1. Udg.: Vindepust.]
  36. [1. Udg.: dit store Ry.]
  37. [1. Udg.: Hænder.]
  38. [1. Udg.: udi.]
  39. [1. Udg.: skal du.]
  40. [1. Udg.: thi storlig.]
  41. [1. Udg.: sjælden.]
  42. [1. Udg. Sindet.]
  43. [1. Udg.: lover.]
  44. [1. Udg.: virke.]
  45. [Saal. i. Udg.; 2. Udg. har: Vi mindes, vi er.]
  46. [1. Udg. ved høje Norner selv.]
  47. [1. Udg.: sig udi.]
  48. [1. Udg. ved høje Norner selv.]