Skabelse og Ordning (S.T.Thyregod)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Oldemoders Fortælling om Nordens Guder
Søren Tvermose Thyregod


Skabelse og Ordning


Mange Aarhundreder før Jorden blev skabt, var Niflhejm til, og der fra udstrømmede Kulde, men først var dog mod Syd en Verden, som kaldes Muspel, og den er saa lys og varm, at ingen andre end Muspels egne Sønner kunne leve der; thi den bestaar af brændende Luer; ved Landets Grænse sidder en Mand paa Vagt, som hedder Surt og har et Flammesværd i Haanden. Midt i Niflhejm er en Brønd, der kaldes Hvergelmer, og fra den flyde tolv Floder, som kaldes Elivager, ud i det uhyre Svælg, Ginnungegab, der er mellem Niflhejm og Muspel. Disse Floder kom imidlertid saa langt fra deres Udspring, at Kuldestoffet, der var i dem, hærdedes ligesom Metal, der har været smeltet og løber af Ilden, og da holdt de op at flyde; men den Damp og Taage, der stod op af Floderne, lagde sig derover og frøs til Rim, det ene Lag oven paa det andet, saa hele den nordlige Del af Ginnungegab fyldtes med vældige Ismasser og Rimdynger, hvorom skarpe Storme blæste med Slud fra Niflhejm; derimod var den sydlige Del af Svælget let og klar som Luft i Vindstille og varm af de Ildgnister, der fløj ud fra Muspelhejm; thi ligesom Kulden strømmede ud fra Niflhejm, saaledes bredte Muspels Varme sig og naaede omsider saa vidt, at den mødte Isen og smeltede den til Draaber; men da kom der Liv i Draabeme ved hans Kraft, som sendte Varmen der hen, og der fremstod en Menneskeskikkelse, som kaldtes Ymer. — Medens han sov, faldt han i Sved, og derved fremkom en Mand og en Kvinde under hans venstre Arm, ligesom hans ene Fod frembragte en Søn med den anden. Det er Rimthursernes Oprindelse og Grunden til, at de have saa vildt et Sind, thi baade Ymer og hans
Bergelmer.jpg
Efterkommere vare onde. Men da Isen dryppede, fremkom der ogsaa en Ko, der kaldes Ødhumle, og fra hvis Yver der flød fire Strømme af Mælk, som var Ymers Føde, men selv levede den af at slikke Rimstenene, som vare salte, og da kom der hen imod Aften, den første Dag den slikkede, en Mands Haar frem, den næste Dag Mandens Hoved, og tredje Dag fremstod der en stor og stærk Mand med et smukt Ydre; hans Søn Bør var Fader til Odin, Vile og Ve, der æres som Himlens og Jordens Styrere.


Børs Sønner dræbte nemlig Ymer og skabte Verden af ham. Hans Krop flyttede de saaledes ud i Ginnungegab og dannede Jorden af den, i det hans Ben bleve til Bjærge, og hans Tænder tillige med de sønderbrudte Ben bleve til Stene; op over Jorden rejste de hans Hjærneskal som Himmelhvælving og satte en Dværg under hvert Himmelhjørne til at bære den, de lysende Gnister, som fløj løse ud fra Muspel, fæstede de baade for oven og neden paa Himmelen, men nogle sidde dog løse som Lynstraaler i Ymers Hjærne, der spredtes i Luften som tunge, graa Skyer; Ymers Haar blev til Træer, men af hans Øjenbryn dannede de et Gærde om Midgaard, der skulde være Menneskenes Bolig. Havet, som de lagde om den kredsrunde Jord, gjorde de af Blodet, som flød af Ymers Saar, og saa meget var der af det, at alle Rimthurserne druknede deri undtagen Berggelmer, der reddede sig ved i Tide at komme op i en Baad tillige med sin Kone, og fra dem nedstamme nu alle Jætterne, hvem Guderne gave Plads langs Verdenshavets Kyster, men uden for Midgaard. — Og Guderne byggede en Bro fra Jorden til Himlen og kaldte den Bifrost, men vi kalde den Regnbuen; den har tre Farver, hvoraf det røde, vi kunne se, er Ildsluer, der forhindre Bjærgriserne Adgang, men Muspels Sønner kan Ilden ikke standse, og skjønt Bifrost er den bedste Bro i Verden, i det den er baade stærk og kunstig bygget, vil den dog briste, naar de ride over den.


Nat.jpg
Der var en Jættekvinde, som hed Nat, der var sort og mørk som sine Fædre, men da hun blev gift med Delling af Asernes Slægt, fødte hun en Søn, som blev kaldt Dag, og han var lys og smuk efter sin Faders Herkomst. Af Alfader fik Nat en Kærre, i hvilken hun hvert Døgn skulde kjøre hen over Himlen, trukken af Hesten Rimfaxe, som hver Morgen bedugger Jorden med Skum fra sit Bidsel, og naar hun er kjørt over Himlen, træder Thjodrøre frem for Dellings Dør og vækker Folket med sit Raab, der giver Aserne Kraft, Alferne Lykke og Gudernes Herre Visdom, hvorpaa Dag kjører frem, som Odin bestemte det, med sin Hest Skinfaxe, der oplyser baade Luft og Jord med sin Manke. Saaledes inddelte Guderne Tiden i Dag og Nat og gave Navn til Morgen, Middag og Aften.


Men en Mand, som hed Mundelføre havde en Søn og en Datter, der vare saa smukke, at han kaldte Datteren Sol og Sønnen Maane, herover bleve Guderne imidlertid saa fortørnede, at de toge Børnene og satte Datteren til at styre Solen og kjøre dens Heste; men Solen, som Guderne havde skabt af Gnister fra Muspel til at lyse over Verden, ejer en saadan Varme, at den vilde tænde baade Hav og Bjærge i Brand, hvis ikke Guderne havde dæmpet dens Straaler ved at fæste et runebeskrevet Skjold foran den, saa at den nu skinner mildt fra Øst paa Havets Klipper og lokker grønne Urter frem af Jorden, og de milde Guder fæstede Blæsebælge med kølende Vind under Hestenes Bove. Og Guderne satte Mundelføres Søn til at styre Maanen, saa han raader for Ny og Næ, men han tog to Børn med sig, just som de kom fra en Brønd med en Saa og en Saastang, og de følge Maanen endnu, som man kan se det fra Jorden. — Men baade Sol og Maane ile saa hurtig over Himlen, fordi de forfølges af nogle Ulve, der søge at sluge dem, og det vil ogsaa ske en Gang. — Og Guderne lode Sommer og Vinter følge hinanden, til Magterne en Gang forgaa; Sommerens Fader er livsglad og mild, medens Vinterens Forfædre ere barske med Is om Brystet; men Vinden, der farer usynlig hen over Havet, kommer fra en Jætte, der sidder ved Himmelhvælvingens Rand i Ørneham og fremkalder den med sit Vingeslag.


Under Yggdrasil.jpg
Gudernes Helligdom er ved Asken Ygdrasil, og om den er meget at sige. Det er nemlig det største og bedste Træ i Verden, i det Grenene brede sig ud over hele Jorden og naa op over Himlen, og det er altid grønt. Det har tre Rødder, som hver gaar sin Vej langt ud fra Træet, og ved hver Rod er en Kilde. Saaledes gaar den ene Rod til Niflhejm, hvor Hel nu bor, og der er Brønden Hvergelmer, men den er saa fuld af Orme, at ingen Tunge kan sige, hvor mange der er, og de gnave paa Roden; dog er Nidhøg den største. Under den Rod, som gaar til Rimthurserne. og hvor Ginnungegab fordum var, findes Mimers Brønd, hvoraf man kan øse Visdom og Forstand, dens Ejer er da ogsaa vis og spaadomskyndig, thi han drikker hver Dag af Kilden; endogsaa Odin kom og bad om en Drik Vand deraf, men han maatte sætte sit Øje i Pant derfor. Under Træets tredje Rod, der naar til Aserne i Himlen, er Urds hellige Brønd, ved hvilken der findes en dejlig Sal, og der fra komme hver Dag de tre alvidende Møer Urd, Verdande og Skuld for at øse Vand og fint Dynd af Kilden ud over Træet, for at Grenene ikke skulle raadne, thi Vandet er saa helligt, at alt, hvad der kommer i Brønden, bliver saa rent og hvidt som den Hinde, der ligger inden for Æggeskallen; der lever da ogsaa to Svaner i Brønden, fra hvilke alle andre Svaner nedstamme; men de Draaber, som dryppe ned, naar Træet overøses, er Duggen, der ogsaa kaldes Honningregn, fordi man siger, at Bierne drage Næring deraf. Urd, Verdande og Skuld ere Nornerne, der bestemme hvert Menneskes Skæbne; Skuld bærer Skjold, og alle ridse de Runer paa Tavler.


I Ygdrasils Grene sidder en Ørn, som veed meget, med en Høg mellem sine Øjne, og et Egern løber altid op og ned for at bringe Bud mellem Ørnen og Nidhøg, men rundt omkring Træet springe fire Hjorte, som aibide Løvet og de fine Kviste, saa at Ygdrasil døjer meget ondt, i det Nidhøg gnaver for neden og Hjorte for oven, medens Siden raadner.


Nornerne (L.Moe).jpg
Ved Ygdrasil i Nærheden af Urds Brønd er Gudernes Thingsted, hvor hen de ride hver Dag over Bifrost undtagen Thor, der maa vade over Aaerne. Men da de nu havde dannet og ordnet Verden, samledes de i dens Midte og byggede der en By, som blev kaldt Asgaard; der har Odin sit Sæde, Lidskjalv, hvor fra han kan se ud over hele Verden, og der indsatte han tolv Dommere, som paa Idasletten midt i Asgaard skulde raadslaa om Folkenes Skæbne og styre Byen sammen med ham. Deres første Gjerning var da at bygge Borgen Gladshjem, der er den største Bygning, som er opført paa Jorden, og skinner som Guld; men Gudinderne opholde sig i Vingolf, der opførtes senere, og som ogsaa er en smuk Bygning. Derpaa lavede de sig Smedeesse, Hammer, Tang, Ambolt og alle andre Slags Redskaber, og med disse dannede de af Sten, Træ og Guld, hvad de skulde bruge, og saa meget Guld havde de, at deres Borg skinnede deraf baade ude og inde, ligesom alle deres Husredskaber og Ridetøj var smedet af dette Metal. De morede sig med at lege Tavl i Toften, og der var Glæde, thi der var nok af Guld, hvorfor den Tid ogsaa kaldes Guldalderen, men den forspildtes, da der kom tre mægtige Møer fra Jættehjem.


Nu saa Guderne, at Dværgene vare blevne levende i Mulden som Maddiker i Kjød, hvorfor de gik til deres Højsæder og raadsloge om, hvem der skulde give dem Skabning af Blodhavet og Ymers Ben; Guderne gave dem da Menneskeskikkelse og Forstand, men de bo dog under Jorden i Stene.


Og da skete det, at tre milde og venlige Aser gik ved Strandbredden og fandt der to Væsener, som hed Ask og Embla, men de kunde intet, da de hverken havde Aand eller Tanke, Blod eller Farve, og de kunde ikke røre sig, ligesom de manglede Skæbne. Aserne toge dem da op, gave dem Klæder paa og dannede Mennesker af dem, i det Odin gav dem Liv og Aande, Hæner gav dem Forstand og Bevægelse, men Loder gav dem Blod og Ansigt med friske Farver, Mæle, Hørelse og Syn, og de fik Midgaard til Bolig for sig og hele Menneskeslægten, der nedstammer fra dem.


Ørn og Egern.jpg
Derpaa fortælles, at en stor og hellig Gud, som kaldes Hejmdal eller Gyldentand, fordi hans Tænder ere af Guld, blev født til Verden af ni Møer, der vare Søstre, i Tidens Begyndelse ved Jordens Rand; han tog til i Væxt ved Jordens Kraft og det kolde Hav, men behøver mindre Søvn end en Fugl, og dog ser han hundrede Mile vidt og lige saa godt ved Nat som ved Dag, desuden er han saa lydhør, at han kan høre Jordens Græs gro og Faarenes Uld voxe og selvfølgelig ogsaa det, der gjør større Larm, han er derfor Gudernes Vægter og bor ved Bifrost for at vogte Broen, naar Bjærgriserne ville over den, og han har en Lur, der kaldes Gjallerhornet, hvis Lyd kan høres over hele Verden, men den ligger skjult under Ygdrasil hos Mimer, som hver Morgen drikker deraf.


Denne Gud drog paa Rejse og for frem langs Kysten under Navnet Rig, han saa gammel ud, men var rask og kraftig. — I det han gik midt ad Vejen, kom han til et Hus, hvor han gik ind, skjønt Døren var lukket. Der var Ild paa Arnen, og der sad et Par gamle, graahaarede Ægtefolk, som hed Oldefader og Oldemoder. Rig satte sig midt paa Bænken med Husfolkene paa begge Sider, og Oldemoder bar det tunge og tykke Grovbrød frem og satte et Suppefad midt paa Bordet, thi deres bedste Ret var kogt Kalvekjød. Da Rig havde undervist dem og givet dem gode Raad, lagde han sig midt paa Lejet med Husfolkene til begge Sider, og saaledes var han hos dem i tre Dage, da vandrede han videre frem ad Vejen. — Oldemoder fødte senere et Barn, som blev øst med Vand og kaldt Træl; han var sort af Hudfarve og havde rynkede Hænder med krumme Knoer, tykke Fingre og korte Negle; hans Ansigt var stygt, Ryggen bøjet og Hælene lange; men han trivedes godt, saa han voxede, i det han øvede sine Kræfter ved at binde Bast og bylte Risknipper, som han derpaa bar hjem. Da kom der en Dag en Pige gaaende med saarede Fødder, solbrændte Arme og fladtrykt Næse; hun satte sig midt paa Bænken, og Træl tog Plads ved Siden af hende, de talte med hinanden, hviskede sagte, og siden levede de sammen i tunge Dage. Fra dem nedstamme alle Trælle og Trælkvinder, hvis Bestilling det er at lave Gærder, gøde Marker, vogte Geder og grave Tørv, og som finde deres største Glæde i Svinenes Pleje.


Men Rig drog videre lige ud ad Vejen, til han naaede en Hal, hvis Dør stod paa Klem. Han gik ind og saa der et andet Ægtepar, som hed Bedstefader og Bedstemoder; der brændte Ild paa Gulvet ved Siden af en Kiste, og der sade de og arbejdede, i det Manden, der var klædt i en tætsluttende Skjorte og havde studset Skjæg og opstrøget Haar, snittede en Bom til Væven, medens Konen spandt Garn til Vadmel paa sin Ten og bar det bort, eftersom det blev færdigt; hun havde Pynt paa Hovedet, Linned over Brystet og om Halsen et Tørklæde, der var knappet over Skuldrene. Rig satte sig imellem dem midt paa Bænken og underviste dem, hvorpaa han rejste sig for at gaa til Sengs. Han lagde sig midt paa Lejet med Husfolkene til begge Sider, og saaledes gik tre Døgn; da forlod Rig dem og gik videre frem lige ud ad Vejen. — Efter nogen Tids Forløb fødte Bedstemoder et Barn, som fik Navnet Karl, da han blev øst med Vand, og Bedstemoder svøbte ham i Linned. Han var en rødmusset Dreng med spillende Øjne, og efterhaanden som han trivedes og voxede til, øvede han sig i at tæmme Heste, smede Plove, tømre Huse og Lader, gjøre Vogne og dyrke Jorden. Da kjørte de en Kvinde hjem, som hed Snar og var klædt i en Gedeskindskjortel med Nøgler hængende ved Bæltet; hende blev Karl gift med, i det de vexlede Ringe og satte Bo som Ægtefolk, og fra dem nedstamme Karlene.


Men Rig gik lige frem ad Vejen der fra og kom til en Sal, hvis Dør, der vendte mod Syd, var forsynet med en Ring og stod aaben; han gik ind paa Gulvet, der var bestrøet med Halm, og saa der et Ægtepar sidde og se hinanden i Øjnene og lege med Fingrene; det var Fader og Moder. Husbonden satte Skafte paa Pile og lavede Buer, i det han snoede Strænge og bøjede Ælmetræ, medens Husfruen sad og saa paa sine Arme, strøg ned ad Lintøjet og glattede sine Ærmer; hun havde høj Hovedpynt, et Smykke paa Brystet over det blaalige Linned og langt Slæb. Brynet var klarere, Brystet lysere og Halsen hvidere end den rene Sne. Rig underviste dem, i det han sad midt paa Bænken med Husfolkene til begge Sider, men da dækkede Moder Bordet med den fine, hvide Hørdug, hvor paa hun lagde det tynde, lyse Hvedebrød; hun satte Sølvskaaler frem med Flæsk og stegte Fugle, smukke Bægre og Kander med Vin, hvoraf de drak, mens de talte sammen, til det blev Aften. Da rejste Rig sig og gik til Sengs, men Husfolkene lagde sig paa begge Sider af ham, og saaledes blev han der i tre Døgn, hvorpaa han vandrede videre frem ad Vejen. — Men da Tiden var gaaet, fødte Moder et Drengebarn, der blev svøbt i Silke og øst med Vand, i det de gave ham Navnet Jarl; han var lyshaaret og havde blege Kinder, men hans Øjne vare saa skarpe som Ormeungernes. Han voxede op hos sine Forældre og øvede sig i at sno Strænge, bøje Ælmetræ og skæfte Pile; han var dygtig til at svømme, kaste Spyd, svinge Sværd, ride Heste og hidse Hunde. Da kom Rig gaaende fra Skoven for at lære ham Runer; han kaldte ham for Søn, gav ham sit eget Navn og bød ham indtage sine Arvelande med de gamle Byer. Og Jarl red ud mellem frosne Fjælde til de mørke Skove; han svang sit Spyd, i det han sprængte afsted paa sin Hest med hævet Sværd, til han naaede en Hal, hvor han slog sine Fjender, saa Blodet farvede Valpladsen rød, og saaledes vandt han sig atten Byer at raade over, men alle sine Smykker, Ringe og gode Heste delte han ud blandt sine Mænd.


Da sendte han kjørende Budskab til Herses Borg, hvor Erna var født-, hun var lys og smækker og meget forstandig, og nu bad de hende kjøre med hjem at ægte Jarl. De boede siden sammen i Kjærlighed, og der opvoxede mange Børn i deres Hjem, som lærte at svømme og spille Brætspil; de tæmmede Heste, bøjede Skjolde, skrabte Pile og svang Spyd; men dygtigst var deres yngste Søn, der hed Kon den unge, thi han kjendte gamle, gavnlige Runer, døvede Sværde og dæmpede Bølgerne, saa de sejlende kunde bjærges; han standsede Ilden, forstod Fuglenes Tale og lindrede alle Sorger, hans Styrke var saa stor som otte Mænds, og han stod sig mod Rig Jarl i Runer saa vel som i andre Idrætter, hvorved han selv vandt sig Navnet Rig.


Rig var den første, der kaldte sig Konge, og hans Søn Dop var Fader til Dan Mykillati, som gav Danmark Navn.


Naar saadanne Jarler eller andre store Mænd dø paa Valpladsen, komme de op til Odin, hvorimod Trællene tilhøre Thor. Odin er nemlig den største og ældste af alle Guderne, og saa vel Aser som Mennesker skylde ham Livet, hvorfor han kaldes Alfader og hersker over hele Verden. Derfor kan han fra sit Højsæde Lidskjalv se ud over Jordens Grænser, ligesom han paa sine Skuldre har to Ravne, Hugin og Munin, der have lært at tale, og som siden flyve ud i Verden hver Morgen, men vende hjem ved Middag og hviske ham i Øret, hvad de saa; ved Odins Fødder ligge to Ulve, Gere og Freke, hvem han giver den Mad, der kommer paa hans Bord, thi selv lever han kun af Vin; han har to Heste, hvoraf dog særlig Slejpner er mærkelig, i det den har otte runebeskrevne Ben og løber lige godt gjennem Luft og over Hav. Odin er enøjet, siden han satte sit Øje i Pant hos Mimer, og han er i Reglen kjendelig paa en sid Hat og lang Kappe saa vel som Spydet Gungner og Ringen Drøpner.


I sin Borg Valhal samler han de døde Krigere, og derfor udsender han ved hvert Slag de ridende Møer, som kaldes Valkyrjerne, for at de skulle bestemme Stridens Gang og raade for Sejr, ligesom de mærke de Mænd, der skulle falde, med deres Spyd. Disse døde Helte leve imidlertid op igjen i Valhal og bære der Navnet Ejnherjer; der er mange, eftersom de ere samlede lige fra Verdens Skabelse, hvorfor Odins Borg maa være rummelig, og det giver et Begreb om dens Størrelse, at der er 540 Døre, hvoraf hver er saa bred, at 800 Mænd kunne gaa jævnsides gjennem den; Borgen er let kjendelig, thi udenfor er Skoven Glaser, hvis Løv er skinnende Guld, og desuden veed man, at dens Sparrer ere skarpe Spyd, hvor over blanke Skjolde danne Taget, ligesom en Ulv, der hænger vest for Døren med en Ørn svævende over sig, er et sikkert Kjendemærke.


Paa Valhals Tag staar et navnkundigt Træ, hvis Løv nærer Hjorten Ejkthyrner og Geden Hejdrun; begge disse Dyr ere mærkelige, thi fra Hjortens Horn drypper saa meget Vand ned i Hvergelmer, at det fylder alle de tolv Floder, som flyde ud der fra, og fra Gedens Yver rinder saa megen Mjød ned i de store Drikkekar, at alle Ejnherjer og Aser faa nok, naar Valkyrjerne, som passe Bægrene, skjænke deraf. Føden i Valhal bestaar af Galten Særimners Flæsk, i det den bliver kogt hver Dag, men lever dog om Aftenen lige hel igjen.


Ejnherjernes Liv gaar ud paa at forberede sig til den store Strid, der vil staa, før Verden forgaar, i det de hver Morgen, naar de ere klædte paa, ruste sig og gaa ud i Gaarden, hvor de kæmpe og fælde hverandre til Spisetid; da ride de atter gjenopstandne og forligte hjem og sætte sig ved Drikkebordet.


Vi vide da ogsaa en Mand, som af Guderne fik Lov til, mens han levede, at prøve den Rejse, han skulde gjøre efter sin Død, i det der fortælles, at den danske Kong Hadding en Vinter var Gjæst i Norge, da han en Aften saa en Kvinde stikke Hovedet op ved Arnen; hun bar friske Blomster i Haanden, saa alle spurgte, hvor der vel var saa grønt paa denne Aarstid, og Hadding havde Lyst til at undersøge det, hvorfor Kvinden tog ham under sin Kjortel, og de sank i Jorden.


Først gik de gjennem en tyk Taage og kom derpaa ad en meget nedtraadt Sti til en Mængde prægtig klædte Kongebørn; da de vare gaaede forbi dem, saa de først Solens Lys igjen, og der voxede den Slags Blomster, Kvinden havde med sig. Men de gik videre og kom til en Aa, hvis sorteblaa Vand flød stridt og var opfyldt af alle Slags Vaaben, som Strømmen førte hurtig med sig; der var imidlertid en Bro der over, ad hvilken de kom til et Sted, hvor to Krigshære kæmpede.


»Hvad er dog dette?« spurgte Hadding.


»Det er Kæmper, der faldt i Slag, og som nu vise hver Dag, hvorledes de sloges, medens de levede.« 


De gik derefter forbi Hærene og kom til en Mur, der var saa høj og tæt, at Kvinden hverken kunde springe over eller krybe igjennem, men for at vise, hvorledes der var paa den anden Side, dræbte hun en Hane, som hun derpaa kastede over Muren, men strax efter hørte de den gale der inde, hvor den altsaa var bleven levende igjen.


Der er flere Aser, men Asynjerne ere lige saa hellige. — Den øverste af disse er Odins Hustru Frig, som sidder hos ham i Lidskjalv og kjender alles Skæbne. — Fylla, der er Mø og gaar med Guldbaand om det udslagne Haar, passer hendes Æske og Fodtøj og kjender alle hendes Hemmeligheder. — Thor, der er Søn af Odin og Jord, er den stærkeste af Guder og Mennesker og hersker med sin Hustru Sif over Thrudvang, hvor han ejer en Borg med 540 Sale. — Tyr er den djærve og tapre As, som Krigere paakalde, fordi han giver Sejr, desuagtet er hans Fader Jætte; han har kun en Haand, i det hans højre Arm er bidt af paa det Sted, som siden kaldes Ulveleddet. — Den vise og veltalende Brage er den bedste Skjald, hvorfor al Digtekunst har Navn efter ham; han er gift med Idun, som gjemmer nogle Æbler i en Æske, hvoraf Guderne spise, naar de begynde at ældes, og da blive de strax unge igjen, hvilket vil gjentage sig lige til Verdens Ende. — Høder var blind, men overmaade stærk, dog ønskede Guderne gjærne at kunne glemme, hvad han har udøvet, men det er af en saadan Beskaffenhed, at han længe vil mindes, skjønt hans Broder, den stærke Vale, dræbte ham derfor. — Vidar, den tavse As, er Søn af Jættekvinden Grid og hersker over Riget Vide, der er overgroet med Græs og tætte Buske; der rider han paa sin Hest. — Den bedste af Odins Sønner er imidlertid Balder, som bor paa Brejdablik med sin Hustru Nanna, deres Søn Forsete bor paa Borgen Glitner, som er bygget af Guld og tækket med Sølv. — Endnu er der dog en, som regnes med blandt Aserne, skjønt somme kalde ham Gudernes Bagvasker og en Skjændsel for Guder og Mennesker; det er Loke, som egentlig er af Jætteæt, men optoges blandt Aserne i Tidernes Begyndelse; hans Hustru er Sigyn. — Af Asynjer er der end videre Saga, hvem Odin hver Dag gjæster, i det de da drikke Vin af gyldne Horn, og Gefion, der er ugift; hende tilhøre alle de Kvinder, der dø som Jomfruer, og hun kjender alles Skæbne.


Om Gefion fortælles ogsaa, at Odin sendte hende ud fra Odense paa Fyen for at opsøge Lande, og hun kom da som en rejsende Kvinde til Kong Gylfe, der regerede over de Lande, som nu kaldes Sverrig; hos ham var hun en Tid og fik derpaa til Løn for sin Morskab saa meget Land af hans Rige, som fire Øxne kunde pløje op i et Døgn. Hun hentede da fire Øxne fra Jættehjem, som vare Sønner af hende og en Jætte, dem spændte hun for Ploven, og da gik denne saa haardt og dybt, at Landet reves op, og Øxnerne droge det mod Vest ud i Havet, hvor det fik Plads i et Sund, og Gefion gav det Navnet Sølund; men der, hvor Landet var taget fra, kom der Vand, som dannede den Sø i Sverrig, der nu kaldes Løgrin, og Vigene i Søen ligge ligesom Næssene paa Sølund. Der er ogsaa dem, der fortælle, at Gefion bosatte sig paa Øen, i det hun blev gift med Kong Skjold og boede med ham i Lejre.


Men Gylfe var en klog og kundskabsrig Mand, der ogsaa havde hørt meget om Asernes Storværker, hvorfor han besluttede at undersøge, hvori deres Magt bestod. Han drog da paa Rejse i en gammel Mands Skikkelse for at naa Asgaard, men Aserne vidste vel, hvem han var, skjønt han kaldte sig Gangler, og de modtoge ham derfor med Gjøglesyner. Da han saaledes kom ind i Staden, fik han Øje paa en Borg, der var saa høj, at han knap kunde se over den; den var tækket med forgyldte Skjolde, der laa som Tagspaan, og Bjælkerne glimtede af Guld. I Døren sad en Mand og legede saa snildt med Sværd, at det saa ud, som om der var syv i Luften paa en Gang; han spurgte Gylfe om hans Navn, hvortil denne svarede, at han hed Gangler og var kommen langvejs fra, hvorfor han bad om Nattely og spurgte, hvem der var Slottets Ejer. Manden svarede, at Kongen ejede det, og hvis Gangler vilde følge med til ham, kunde han spørge ham selv om hans Navn. De gik derpaa ind i Borgen, hvis Dør smækkede i efter dem, og de kom da igjennem en Mængde Værelser, i hvilke der sad store Flokke af Mennesker, som dels legede eller kæmpede og dels drak. Pludselig stod de foran tre Højsæder, det ene over det andet, og der sad en Mand i hvert; den, der sad i det nederste, kaldte sig Hår og spurgte den fremmede om hans Ærende, efter at han først havde budt ham den Mad, som alle faa, der komme til Valhal; Gangler svarede, at han søgte en klog Mand, der kunde svare ham, og da Hår lovede at ville svare, begyndte Gangler at spørge og fik derved Besked om det meste, vi vide om Guderne og deres Liv. — Men da han havde faaet alt at vide, hørte han en stor Larm omkring sig, og da han derpaa saa sig om, stod han paa en vid Slette, i det Borgen var helt forsvunden. Han drog derefter hjem til sit Rige og fortalte, hvad han havde oplevet, og efter ham fortælles disse Sagn senere.


Men i Himlen er ogsaa et Sted, hvor Lysalferne bo; disse Væsener ere lysere end Solen, hvorimod Mørkalferne, der bo i Jorden, ere sortere end Beg; Lysalfernes Land, der ligger i den tredje Himmel, hedder Alfehjem, og det fik Frej som Vuggegave i Tidernes Begyndelse af Guderne.


I Vanehjem bo nemlig de vise og kløgtige Vaner; der fra stammer Hejmdal, og Njord blev sendt til Asgaard tillige med sine Børn Frej og Freja, — Njord fik Borgen Noatun, der knejser mod Skyerne, og hvor fra han styrer Vind og Hav og Ild; han paakaldes især af Fiskere og søfarende, hvem han skjænker Overflod af sin Rigdom; ved ham blev Skade optagen blandt Aserne, ligesom Gerd, der blev Frejs Hustru, ogsaa lever blandt dem, skjønt hun er af Jætteslægt. — Frej raader for Regn og Solskin og Jordens Afgrøde, saa han uddeler ogsaa Rigdom, og ham anraabe Folk om Fred og gode Tider. — Freja er den herligste af Asynjerne og fornemst næst efter Frig; hun bor paa Folkvang, hvor hun samler Halvdelen af de døde Krigere, den anden Halvdel ejer Odin.


Om Guderne fortælles nu følgende Hændelser.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.