Skiftinger

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

58. Skiftinger


991. De bandt sølvkors på børnene, for at de ikke skulde forbyttes, eller også skyndte de dem at få dem døbt. Der var en bytting i Lörslev i Ugilt sogn, og faderen hed Jens Lavrsen. Barnets hoved var lige så stort som både Deres og mit og ét til, og så blødt at føle på som en sypude, og så havde det lange sorte tænder. Deres mark gik lige ud til Mølgårds mark, hvor a tjente for øgdreng, og så gik a tit der ind og så drengen. Den lo ad hvert eneste menneske, der kom ind, og så viste den de lange sorte tænder. Den var tolv år og ikke uden fem kvarter höj, og hænder og arme og ben var som på et lille barn. Moderen tog til Hjørring ved markedslejligheder og slige tider at vise det frem for penge. Det kunde ikke spise nogen anden slags mad end øllebrød. Der lå en fireskilling hver morgen i konens höjre træsko, den fik hun for at have den. Det var i 1835, a så den.

Tellef Kristensen, Vedsted


992. I det allerøsterste hus i Atrup havde de et barn, der var forbyt. De beholdt det, men det blev ved at være vanvittig altid; han var vanfør på hænder og fødder og havde krampe, så det kunde formelig hugge ham over ende. Han kunde heller ingen ting sige. Han gik omkring imellem folk, og de kaldte ham den tåbelige Mikkel. Når han kom ind et sted, lagde han sig tvært over en seng på hans arme, hans hænder var jo også gale. Den gang havde folk senge med panelling for, og da de nu vidste hans skik, så lukkede de sengen op for ham, så såre han kom ind. Han havde også sådan en sær handel på at tygge hans mad. Hans tunge løb så underlig omkring, det var, ligesom når folk vil rydde deres mund med tungen.

Niels Hansen Væver, Torslev.


993. I en by sønden for Limfjorden lige over for Hals og naboby til Mov levede for en 7, 8 år siden et væsen, som af alle antoges for en skifting. Han var den gang en 24, 25 år gammel, var lille og tyk og i det hele noget uformelig dannet. Tale kunde han ikke, men udstødte nogle lyd som en slags grynten. Når han var alene, eller troede sig alene, mumlede han uafladelig og med et vist hastværk en mængde uforståeligt tøj. Inde sad han altid under bænken eller i en mørk alkove, men tit gik han omkring ude på marken. Det ejendommeligste træk hos ham var, at alt hvad der var skåret, smærtede ham. Brødet måtte således brydes til ham, da han ikke spiste eller tålte at røre ved skåret brød. Man så ham altid omhyggelig vogte sig for at gå over stubjord og komme i berørelse med korn eller græs, der var høstet.

A. C. P.


994. Vest for Himmelbjærg i skoven ligger Limbjærg, og i gården, der bar navn af bjærget, havde de for en del år siden næsten alle deres børn forbyttede. Der skal på én gang have været 6, 7 skiftinger, alle små drenge med store hoveder, i det hele taget nogle sære børn; snakke kunde de ikke, og døde alle inden konfirmationen. En kone fra Ry påstår, at det er sandhed, og folkene der på Limbjærg er lidt af hendes familie. I denne egn, hvor det er så fuldt af bjærgfolk, er det dobbelt nødvendigt at være forsigtig og bruge visse forholdsregler med børnene f. eks. hænge dem rav om halsen o. s. v.

Th. Jensen, Ry.


995. Nede i Limbjærgene i Nørreskoven over efter Svejbæk var en mand, som havde nogle dårlige børn; de var umælende og havde næsten ikke menneskelige fagter. Der var stærkt sagn om, at bjærgfolkene der nede i de store bakker havde forskift dem. Folk ræddedes for at se de børn, og når de nåede en vis alder, døde de efterhånden.

En dreng havde der nede set en kiste oven jorden, og den blev ved at sykke og blev til sidst henne, og så gav det et smæk.

Søren Hansen, Linå.


996. Nede i Limbjærg (nu kaldes det Lystgården) havde de så meget nogle dårlige børn. En var 25 år og kunde hverken gå eller stå. De sad bundne ved stolen. Ham på de 25 år måtte de tygge maden til, og arme og ben var ligesom kålstokke. De kunde ikke snakke, men sad og spillede på armene som en spillemand.

Jakob Snedker, Ry.


997. I et af husene i Limbjærgene ved Himmelbjærget byttede bjærgfolkene deres børn. De havde fire, det ene efter det andet af den slags. De var lige store, og når de blev tyve år, så døde de. De gav ikke anden lyd fra sig end brøl. De havde alle sammen hugtænder og gik på fire, og havde negle, der lignede mere kløer end negle. Min fader så to af dem.

Hårup.


998. I Fiskgård i Sir har der for mange Herrens år siden boet en mand, de kaldte Ole Murer. I hans tid var der bjærgfolk under den til gården hørende have, og tit i lyse sommeraftener såes småpuslingerne at tumle sig mellem buskene. Så skete det, at Oles kone fødte et barn, og det tog bjærgfolkene og lagde så et andet sølle væsen i steden. Det var en hel ynk at se ham, da han blev ældre — stor blev han aldrig, og klog blev han heller aldrig. Nogle sagde rigtig nok, at han ikke var nogen bytting, men at bjærgmanden var hans fader, og at Oles kone hans moder. Nok er det da, så længe han var i gårde, var der velstand i Fiskgård, men da han gik bort, svandt rigdommen.

M. Møller, Sir.


999. En af min moders piger, der var fra Henne, har fortalt, at et par forældre der i nærheden havde en søn, som var stum, og som man holdt for en skifting, men som i meget var klogere end andre folk. Når hans fader t. eks. vilde så eller forrette andet markarbejde, og derfor tog seletøjet ud af stalden, slæbte den lille det ofte ind igjen, og stundom omvendt. Man var ham altid lydig, ti han vidste altid den rette tid til at begynde noget. Imidlertid var man meget bedrøvet over, at han ikke kunde tale, og henvendte sig til en klog præst derom. Han fik ham også til at tale, men "hvordan véd man ikke, og fra den stund var han ikke klogere end andre.

A. L.


1000. Ovre ved Svejbæk var der to dværge med store hoveder. Det var to kvindfolk, og de var gamle. Der var et rundt bord i stuen, og så snart de kom op, begyndte de at gå runden om det, og det blev de ved med hele dagen. Når den ene fik i sinde at vende sig, så vendte den anden sig også. De kjendte alle folk og kunde godt huske og godt snakke. Når der nævntes et menneske, sagde de: «Ham kjender a godt. Det er sådan en stor (eller lille) mand,» og det passede også.

Niels Kristiansen, Vole.


1001. I Torpet i Saltum var en kone, som havde fået et barn forbyt og fået en dværgedreng igjen. Det var en føjting eller vanskabning, der var skjæv og avet på fødderne og så meget ussel med snak. I den gård turde de ikke sætte en gryde på ilden uden at korse den. Gryn og mel og slige ting korsede de, når de satte det fra dem.

Lavst Kristensen, Jetsmark.


1002. Der var bjærgfolk i et bjærg, der var der oven til Søndergård. De forbyttede et barn derfra. Han var i en gård nør i byen og en sølle stymper alle hans dage. Han lignede også en dværg og gik i skywter (skjörter) al hans tid.

En gang var der bryllup i højen, og da kom bjærgfolkene ind til Søndergård om natten og tog et og andet.

Lars Spillemand, Gjötrup.


1003. Her inde til Jens Kristians var en bitte dværg, det var ikke tegn til, at han var et kristent menneske. Han var broder til konen i huset, skulde være da. Han var ikke større end bordet her, gik i skjörter og kunde ikke snakke.

Kristen Kjeldsen, Ullerup.


1004. De havde et voksent menneske her ude på Remme, og den havde et hoved som to andre og så bryster som store koyvere. Den lå ene i en seng, for ingen kunde være tjent med den. A så den aldrig oppe. Den sagde aldrig noget, men grinnede af ethvert menneske.

Kristen Kjeldsen, Ullerup.


1005. I Alstrup er der en dal med en höj i. Den dal kaldes Dværgehul. En gang så én, der kom forbi, at höjen var skinnende hvid af linned. Dværgene dér skiftede også et barn. Der voksede ikke andet end hovedet på det. Når de bad det om noget, sagde det: Ja, den vilde godt gjøre det, når de så vilde bære den ned til sin gamle moder i Dværgehul.

Strandby.


1006. De havde en skifting i Bitte-Erkestrup i Lundby sogn. A har aldrig set sådan én før, det var rigtig nok en grim skabning at se. Den sad höjt i vejret i en siddestol, der var slået fast til væggen for enden af bordet, og havde så en stang for brystet. Den sad med en kapperöl på hovedet. En gang a kom der ind, rækkede den tungen så langt ud og gjorde sig sådan til, te a rendte ud igjen og var så bange; ja, a glemmer aldrig det syn. A kom så om i nødset til pigerne, og de vilde have mig til at gå ind, til de blev færdige, men det vilde a ikke for aldrig det. De havde den i over tredive år, og de havde taget et plejebarn til dem, der skulde passe den. Den kunde hverken tygge eller nogen ting, og a véd ikke, om den havde arme eller ben, for kjolen hængte ud over det alt sammen. Snakken gik, at ligesom de var imod det barn, sådan vilde bjærgfolkene også være ved deres. Så meget er vist, at der var altid sådan rigdom i den gård, siden de fik den skabning, og de var småt ved det, før de fik den. De kunde aldrig lide, når man sagde, at det var strængt at have sådan én, de sagde: Nej, det var ingen sag. Den hed Kristiane. Plejebarnet arvede lige med de andre børn efter dem, fordi det passede den.

Hans Kristiansen, Vokslev.


1007. Det var i den tid, de brændte brændevin, da var en kone og en pige i Bitte-Erkestrup i Lundby beskjæftiget ude i bryggerset med at komme brændevinskjedelen i gang, mens manden lå inde på bænken og lå som halvvejs i en søvn. Han havde strikken til bissen i hånden og skulde bisse barnet; men så blev vuggen så tung, at han kunde snart ikke vugge den, og han troede, at konen var kommen ind og lå over vuggen og vilde give barnet patte. Men da hun lige efter kom ind, så siger hun: «Hvad, a tykte, barnet var ved at græde. » — «Var du ikke inde ved det og give det patte?» siger han. Nej, hun var ikke. «Da tykte a, vuggen blev så tung, te a kunde snart ikke trække den.» De kom jo så til at snakke om det, men der blev ikke mere ved det. Men fra den tid af var barnet så sært og underligt. De kom dog ikke i tanker om, hvordan det var, inden det var for sent at få det rettet. Barnet vokste nok, men var så slatten og kom aldrig til at gå. Det var lige så langt som et almindeligt pigebarn, og det hængte for enden af deres bord i en siddestol. Så havde de en barnepige til at passe på det en gang, forældrene var taget fra by, og da samledes de unge til der og havde spil og dands. Men det kunde barnet ikke lide, og det tog skammelen (ɔ: den løse bænk) og fik den til at rende runden om inde på stuegulvet inde imellem dem. Så blev de rædde og løb deres vej, men så blev der også ro på tøsen.

Ane Noer, Vilsted.


1008. I Pandrup var en skifting. Han kunde hverken røre arme eller ben, og hyrderne, der vogtede kvæg, gav ham mad. Hans leje om natten var en krybbe, som var opslået i det ene hjørne af stuen, og der lå han tredobbelt. Han blev tredive år, da han døde.

Nik. Christensen.


1009. Der var en mand i Haven, som havde én, der var forbyttet, og sad på ét sted. Der var et sted her nord, hvor der var én lige sådan. De sad og sugede på deres fingre, det var det eneste.

Gjøl. Nik. Christensen.


1010. Der var også en skifting i Giötrup, den var kommen ud af Gjötrup bjærg. Den kunde ikke tale, blot sige: «Bik o, bak o!» og havde sære dyriske øjne, et stort hoved og overkrop og næsten ingen ben, var sortsmudset og så i det hele rædsomt ud.

Lærer Kristensens kone, Væsløs.


1011. Der var en skifting i Næsby, den blev en fyrretyve år, inden den døde. Det var en bitte tyk én, ikke større end som et ni års barn. Den kunde sige: «Bitte Duje, bitte Duje!» ikke andet. Der var også én her nede i to gårde ved Nibe-kanten, der kaldes Eskildstrupgårdene, men den kunde ikke gå. Slævver og snat og skidt væltede ud af den, og når de satte den ved bordenden, så blev den siddende.

Niels Kr. Jensen, Fredbjærg.


1012. A har set tre ombyttinger, den ene var i IIleris, den anden i Erkestrup og den tredje i Vesterbølle. De så så uhyre grimme ud. Den i Illeris var en fyrretyve år. De stod alle tre i gangstole al deres tid, og al ting gik for dem.

Vesterbølle.


1013. Der var en skifting ved degnens i Lovns. Degnens datter var moder til den. Den stod og seglede og viste sådan lange tænd. Det var en dreng, og han blev en tredive år.

Ullits.


1014. Der var én ude ved Blåkjær-Viuf landevej, der var forbyt. Forældrene boede i et lille hus lidt derfra. Han fik mange jöwle-penge for at lade sig se.

Vilhelm Udsen, Ammidsbøl.


1015. En gammel mand på Linå mark fortæller, at i hans fødeegn ved Grenå levede en gang i en by, der hedder Laen, en lille dreng, som aldrig blev en alen höj. Folk sagde, at han var en skifting, og det var da også tænkeligt nok, for tit gik han til en höj der i nærheden, som kaldtes Espenshöj, og her kikkede han ind ad et lille hul i höjen og råbte: «Kik kik, bitte brødre.» Når man så spurgte ham, hvad det skulde betyde, svarede han, at i den høj havde han syv brødre. Men dværgen var da ellers skikkelig nok og gjorde ingen fortræd.

S. P. Jensen.


1016. Peder Husmand, der var født på Laen mark, var en skifting, og han sagde, at han havde syv brødre i Eskilds höj, der er tæt udenfor gården, hvor hans forældre boede. Han gik i hele sit liv i en lang hvid sløvkjole og var aldrig i bukser, spiste altid op, ihvor meget man satte for ham, så han vidste ingen måde, fik altid travlt om aftenen, og gik og puslede, når de andre sov. Hver aften gik han omkring ved hver dør i gården og tog hårdt i den med de ord: «Nu er den sku lukt,» gav atter et hårdt ryk og føjede til: «Og også godt lukt.» Tåbelig var han i alt, men kunde dog snakke noget, om end det var meget snøvlende og uforståeligt for fremmede, og at bande havde han også lært, for han sagde «sku» næsten til ethvert ord.

Ane Sofie Thorsdatter, Glæsborg.


1017. An Husmand fræ Låen hon haj i sæn, re wa fåblæend. Han gik neier i tårekjæred we foelken, få ræ ku han fo en mælldma å en dram, å re wild han gien ha. Så kalldt ri a ham, om han wild kom hæen å fo noue te hans undenåw. «Hwa ska I ha?» sæj han. «Wi ska ha hweergrynsgrøe,» søø min måw. «Nææj, så wel a ålde sæt men ski i ræ far.» — «Mæn wi skal ha brænndwin å duur-om ii (dyppe i).» — «Ja, så for a ha en bete skifel.» Jen da så skuld han hendt fån, å så bløw re såen ed tåren å lywen, å så bløw han ræj å han daske å mæ-ræm så lænng, te han bløw wilds å kam end i en rowwwang. Dæe faldt han, å så søø han te-rom, di sku'nt wåånes, få re wa deie ien blu, re rææ-ræm. Næ ri spuu ham æte, hwo gamel han wa, så søø han, han wa sywhunde oer, å han haa syw brøer i Æskeles höw, re wa dwærråen, han ment.

Ane Bilde, Karlby.


1018. Der var en skifting i Dagbjærg. Han var en stor lang slamper og gik i en lang sløvkjole. Det var alt det han kunde gå, han gik sådan og slingrede. De sagde alle sammen, at det var et forbyt barn. I hans tid brændte Dagbjærg by, og så blev han henne og var henne i lang tid, indtil byen var bleven bygget op igjen. Da han så kom tilbage, vilde de have at vide, hvor han havde været. Ja, han havde været i Dagbjærg Dojs ved hans fader. Så kunde de vide, hvad det var for en fyr. Det er ingen løgn, for min moder både kjendte og snakkede med karlen. Hans fingre var lige så brede, og folk var så rædde for, at han skulde få ved dem, for når han fik hans ryg til stød, så var han så stærk, at han kunde helt grotte hænderne på dem, han fik ved, og da havde han magt i hænder og arme. Han var tillige med klog nok. Da de sagde, at alting kunde fåes for penge, sagde han nej, der var én ting, som ikke kunde fåes for penge. Hvad det var? Ja, det var Guds nåde.

Ane Marie Nielsdatter, Ørum.


1019. I Lamdrup by, Gudme herred, boede for nogle år siden en mand som hed Lars Greve. Han havde flere børn — nogle af dem levede endnu 1885 — og et af disse var en skifting. Han kunde ikke gå rigtig, men én gang indtraf det dog, at han, inden nogen vidste noget om det, var kommen ud i marken, hvor han lå under en ko. Man måtte da bære ham hjem, da han, som sagt ikke kunde gå. Der var nu det sære ved ham, at han al tid vilde lægge sig under køerne, enten det så var inde eller ude, men hvorfor han gjorde det, véd man ikke noget om.

P. Jensen, Kværndrup.


1020. I Østergård i Brovst var en bytting. Det var min farbroder. Han blev nitten år, inden han døde. Han gik og passede sig selv og kunde gå ved uskår heste, og der var ingen ting, der gjorde ham nogen skade. Han lærte aldrig at snakke.

Jens Sten, Sønder-Saltum.


1021. Der var en dreng vesten for Skibsted, hans fader kaldte de Kjååld-Jens, han kunde rende til og tage i benene af præstens bæster, og de kunde sparke ham langt hen, men han skogrede kun af det og kunde ingen skade tage. Det var, for det han var forbyt. En aften var han krøben op på en hanebjælke, og så holdt søsteren forklædet ud. han skulde have at springe ned i, men hun kunde jo ikke holde ham, og han kunde da heller ikke støde sig. Han kunde ikke snakke noget, og så gik han i en lang kjole, det så sært ud.

Sønder Kongerslev.


1022. Her oppe i Røgen er et bitte mandfolk, det kommer mig for, han skal være død nu, men hvis ikke, kan han være over halvtredsindstyve år, og han gik og var fårehyrde. Han løb ikke efter fårene, de skulde nok lystre ham alligevel. Det menneske havde ondt ved at hage (sætte hagen op på) bordet. På Lerups marked så a en gang en anden bitte mand, men han var ikke al så lille. Begge havde et stort hoved, og de vilde have til, at de folk er forbyttede.

Her nede i Vinkel kom en kone i tanker om, at hendes barn var forbyt. Hun fik ovnen ildet, og så kom bjærgkonen — men hun kunde jo ikke se hende — og sagde: «Du har ikke været mod mine, som jeg har været mod dine.»

Søby, Fjends herred.


1023. For et par menneskealdre siden fandtes der i Dagbjærg et tosset menneske, der gik under navn af Sølle-Jens, og som troede at være et bjærgmandsbarn, der var blevet forbyttet. Når man spurgte ham om, hvem hans fader var, svarede han altid med sin langtrukne stemme: «De vé a et, men mi farbro bowe i æ Døjs (Dagbjærg Dås).» Men det, der vakte forundring, var, at han vidste, hvem dette eller hint menneske var, om end skjøndt han aldrig havde set det forhen. Som han en dag sidder på en sten, der lå op til vejen uden for det hus, hvori han havde hjemme, kom der en rytter farende forbi, og da én spurgte Jens om, hvem denne var, svarede han: «De wa Jens Povlsen i Bjat.» Og ganske rigtig var det også ham, men han kunde ikke begribe, hvorledes tossen kunde kjende ham, da han aldrig havde været i byen før, og han havde aldrig været andre steder end i Dagbjærg.

Jeppe Jensen, Åkjær.


1024. Her nede i Hårup boede en mand, hvis kone havde den idé, at hun ingen hvile kunde få om middagen, inden hun kom i hendes ovnsgrav at ligge, og så faldt hun i søvn der. Hun avlede to børn, en pige og en dreng, men de blev til skiftinger, og de voksede aldrig ret meget. Landsdommeren på Silkeborg antog dem som til morskab eller zirat. Der blev en hest lavet til, sådan at når knægten kom med ridepisken og gav den et lille pik, så kunde den falde på knæ, og han kunde da stige til hest. Han var jo så lille, at han ikke kunde komme op på den ellers. Pigen hun gik ved fruen og var til hendes fornøjelse. Drengen blev ellers antagen på gården som skriver, og min fader påstod, at han var udmærket til at lære at skrive. Landsdommeren og fruen drog jo til kirke om søndagen, og så fandt skiftingerne også på at ville til kirke, men kort efter døde de. Det var, den gang de søgte kirken. Han blev 21 år, og hun blev 18 eller 19 år gammel. De erklærede, at de kunde se faderen til dem oppe på bakken lige ovenfor gården, for den ligger nede i en lavning. Det var en bitte mand med en rød lue på, han boede i de Tretorn (tre gamle fritstående torn).

Søren Hansen, Hårup.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.