Skjaldedigtning (FJ 1907)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Finnur Jónsson
Den islandske litteraturs historie
tilligemed den oldnorske


af
Finnur Jónsson
1907


Andet tidsrum, 1100–1300

Skjaldedigtning


Som för bemærket fortsættes den egenlige digtning om fyrster hele perioden igennem for så brat at holde op på engang. Den er af selvsamme art og beskaffenhed som tidligere. Til den knytter sig digte — af samme art — om ældre personer og begivenheder, der altså ikke beror på, hvad skjaldene selv har set og oplevet. Indholdet må de da have fået fra den mundtlige tradition eller også læst sig det til i skrevne sagaer. Det er atter et oldtidsstudium. Også den gamle metriske form bliver nu genstand for et indgående studium, og det allerede tidlig, hvad Háttalykill fra för midten af det 12. årh. viser. Ikke mindre gælder dette skjaldesproget, som vi bl. a. overbevises om af navneremserne.


Ved siden af fyrstedigtene haves nu tillige en religiøs digtning, der benytter den samme form og i det hele det selvsamme skjaldesprog. Rimeligvis har denne digtning været langt mere almindelig end vi nu kan forestille os. Stor betydning har de ikke m. h. t. deres indhold, da dette er hentet fra legendehistoriske eller dogmatiske fremmede skrifter. Men de giver et indblik i datidens trosliv på flere måder.


Om elskovsvers og satire gælder det samme som for det første tidsrum; der kendes ikke meget til nogen af delene. Men i deres væsen har de været ens. — I det hele møder man her — som ellers — en konservatisme, en mangel på ævne til at finde på noget helt nyt. Ti hertil kan ikke regnes at nye versemåls-variationer eller metriske kunstlerier opfindes og benyttes, eller at nuancerede omskrivninger (nye substitutioner) dannedes, f. eks. sådanne som »oddenes messe« (messe = sang) i Krákumál og lignende.


Mulig er der en vis tilbagegang tilstede hos fyrsterne, ialfald nogle, m. h. t. deres respekt for og vurdering af den gamle fyrstedigtning. Man er sikkert begyndt på at opfatte dem som noget, der nu engang hørte til; det hele bliver vistnok, ialfald efter midten af det 12. årh., temlig vanemæssigt. Dette sidste gör sig stærkt gældende netop på det område, hvor det mindst skulde have gjort det, men hvor det dog af en indre nødvendighed måtte blive tilfældet; det var m. h. t. kenningerne. Det viste sig at være umuligt at holde det friske liv i dem længer end til et vist givet (kulminations) punkt. De måtte blive vanemæssige, d. v. s. rene og skære betegnelser for tingen (personen) og intet andet; de måtte miste den oprindelige friskhed og forhold til alt det omgivende. En 'sværd-Ty' blev ret og slet 'en mand, et menneske', ligegyldigt om han nogensinde havde haft et sværd i hånden og om der så end intet guddommeligt var ved ham. Med andre ord: de kenninger, der ikke indeholdt sammenligninger, blev farveløse, almindelige betegnelser; ved de kenninger, der indeholdt en sammenligning, tabtes denne af syne; de sank ned til at blive som de andre. Det er let at se, hvor uhyre et tab dette var. Dette er selvfølgelig ikke tilfældet hos alle skjalde i samme grad; hos flere finder man følelsen af bevidstheden om det oprindelige og man får korrekte billeder og ordvalg, og dog undgår man ikke at mærke en vis tillærthed; det er som det oprindelige friske var erstattet af stuelærdommens törhed og korrekthed. Man mærker det så at sige ydre, mekaniske. Det er muligt, at de, der digtede religiøse kvad, har nogen skyld i denne tilbagegang. De trængte, på grund af versets form, stadig til de gamle midler for at overvinde dens vanskeligheder; hos dem måtte da kenningerne tit og ofte blive rette og slette betegnelser uden indre indhold. På dette område taber da kvadene ganske betydeligt af deres tidligere værd. Også på andre områder bliver de langt mindre betydningsfulde end för.


Først og fremmest på det historiske. Kort efter 1100 begynder jo den islandske historieskrivning, der dog først efter c. 1150 bliver almindelig og det i den grad, at endogså samtidens historie bogfæstes. Det er da let at se, at skjaldekvadenes betydning som historisk kilde så at sige bliver forsvindende. Kun de, der er digtede i den første halv- eller fjærdedel af århundredet, beholder noget af den gamle betydning som historiske kvad; alligevel er der forbavsende lidt bevaret af disse kvad. Endnu mindre er der bevaret af skjaldene fra den sidste halvdel af det 12. årh. Til kong Inge Haraldsson henfører Skáldatal 4 skjalde, så godt som intet er bevaret af deres kvad; til Magnus Erlingsson 6; ikke én linje er, så vidt vides, i behold; til Sverre er sst. 13 skjalde knyttede — ikke én linje bevaret. Dette er talende nok. Når der af det 13. årh.s fyrsteskjalde, Snorre, Olaf og Sturla, så meget er bevaret, skyldes dette ganske særlige forhold, fordi de selv optog deres (og Sturla sin broders) digte i deres egne værker. Af de andre skjalde fra det 13. årh. er der så godt som intet til. Når Sturla i sin saga om Hakon d. gamle optager så meget af sine egne digte, er det ikke som kilder, men som mekanisk sagapryd og -tilbehör.


Kun i én henseende beholder de gamle kvad deres værd til en vis grad, nemlig i sproglig henseende. Ved siden af skrevne bøger og værker i prosa — der naturligvis er af overvejende betydning — beholder skjaldedigtene i denne periode den betydning, at de vejleder ved at konstatere bestemte overgange i udtale og form, og denne bliver så meget större som de islandske håndskrifter fra tiden för omkr. 1250 dog altid er temlig få og fragmentariske.


I andre henseender, f. eks. mytologisk, har disse digte en forsvindende betydning.


De vigtigere skjalde ere følgende:


Markús Skeggjason, f. omkr. 1040, d. 1107, var i sin tid en höjt anset mand og lovsigemand i mange år (1084 til sin død). Han var af en gammel hövdingeslægt og en af Are frodes historiske hjemmelsmænd. För han blev lovsigemand, har han været på udenlandsrejser og besøgt den svenske konge Inge Steinkelsson og den danske konge, Knud den hellige (1080—86), altså rimeligvis i årene 1080-84. Derimod sættes han ikke i forbindelse med nogen norsk konge. Af de digte, han forfattede om de nævnte konger, er intet bevaret. Derimod har vi heldigvis betydelige levninger af hans arvekvad om Erik egode, Eiríksdrápa, et prægtigt kvad i hrynhent. Hvad der har bevæget Markus til at digte et sådant kvad, som han sendte til kong Niels, vides ikke, mulig et løfte. Digtet er naturligvis biografisk og handler om Erik fra og med hans ungdomsbedrifter til hans tog til Venden og hans pilgrimsrejser til Syden og Østen. Men digteren fortæller også om Eriks forhold til kirken, hans opførelse af stenkirker, og til oprettelsen af ærkebispesædet i Lund. Det er et i historisk henseende særdeles værdifuldt digt. I teknisk henseende er det fortræffeligt; der er også flugt i skjaldens ord og han bruger ofte meget stærke ord. At digtet er en efterligning af Arnórs Hrynhenda, er uomtvisteligt; helt op i rang med dette når det ikke. Men verbale lån eller genklange er der dog meget lidt af. At skjalden betoner Eriks gudsfrygt er en selvfølge. Selv var Markus uden tvivl en religiøs mand; der haves et halvvers af ham vistnok af et digt om Kristus. Et par vers af ham haves endnu; i det ene erklærer han, at han ikke vil være med til at digte nid om nogen.


Til Magnus barfod, af hvem der haves et par — tildels erotiske — vers, er 6 skjalde knyttede. Deraf har én betydning for langt senere tider og af de andre er der kun to, der har nogen videre betydning. Af de ellers ubekendte Þorkell hamarskáld og Björn krepphendi haves nogle få vers af deres draper om Magnus.


Gísl (Gils) Illugason. Om ham haves en særlig fortælling i visse bearbejdelser af Magnus's saga. Som 17 år gammel rejste han til Norge for at hævne sin fader, der var bleven dræbt 11 år för af en nordmand Gjafvaldr; denne var nu en af kongens betroede mænd. Gisl fik hævnen fuldbyrdet, blev pågrebet og skulde lide døden, men ved hans landsmænds energiske optræden lykkedes det at redde ham; han blev kongens hirdmand og skjald, opholdt sig hos ham i en række af år, og deltog i hans vesterhavstog. Efter Magnus' død er han taget tilbage til Island, hvor han levede længe som en meget anset mand. Selv hørte han til den gamle hövdingeslægt, der er opkaldt efter gården Gilsbakke; han stammede i lige linje fra Tindr Hallkelsson. Der er således intet påfaldende i at Gisl er en både digterisk begavet og tillige en modig mand. Sagaen giver overhovedet et særdeles godt billede af ham; munter var han i livsfare, rolig ved at vide at han havde gjort sin formentlige pligt. Desværre haves ikke så meget af hans digte. Foruden en god lausavísa, digtet i fængslet, kendes kun hans digt i fornyrðislag — nu kommer det versemål til hæder og værdighed — om Magnus barfod, digtet kort efter 1103. Der haves omtr. 20 vers; digtet er et oversigtskvad og handler om forskellige begivenheder fra og med 1095. Fremstillingen er ret kvik og ikke uden poetisk farve og kraft; især gælder dette beskrivelsen af sejlasen. Nogen første rangs skjald var Gisl ikke, selv om man ikke vil bedömme ham udfra beskrivelsen af hans første (tabte) digt om Magnus, Hovedløsningen, hvori der siges ikke at have været »megen poesi«.


Haldórr skvaldri må nævnes her, ikke fordi der vides noget bestemt om hans liv, og meget haves der heller ikke af ham. Men han var en af disse professionelle skjalde, der åbenbart drog fra den ene fyrste til den anden, næppe for at slutte sig til dem for længere tid. Hans tilnavn synes at antyde dette; om det betyder noget for hans skjaldeanseelse, er ikke derfor givet. Han har besunget Magnus barfod, jarlen Sone Ivarson i Götland, kong Erik emun, jarlen Karl Soneson, kong Inge Haraldsson, kong Sörkve Kolsson og dennes sön, Jon jarl. Dette tal er betegnende og vi er endda ikke færdige. Det ses tillige, at han tilhører den første halvdel af det 12. årh. overhovedet. Der haves endel vers bevarede af ham af to digte om Sigurd Jorsalfar; det ene var i fornyrðislag (næsten helt tabt), det andet i drotkvædet, Utfarardrápa, om Sigurds tog til Jorsal og kampe undervejs, 8 vers ialt. De er ret interessante, skönt fremstillingen er meget tör og prosaisk. Endelig haves rester af et kvad om Harald gille om begivenheder i årene 1134-36.


Til Sigurd Jorsalfar er særlig knyttet skjalden Þórarinn stuttfeldr, der kun kendes fra en anekdote i sagaen. Hans digt om Sigurd hedder Stuttfeldardrápa, 6 vers bevarede, om Sigurds Jorsalfærd. Det er digtet i tøglag og slutter sig således til Torarin lovtunges og Sigvats digte i samme versemål. Der er en vis flugt deri og digteren* har åbenbart godt herredömme over sprog og form. Dette ses også af hans — 3 — løse vers, digtede under opholdet hos Sigurd. De to er ironiske vers om hirdmanden Hakon, og den slette digter, nordmanden Árni fjöruskeifr, den eneste norske skjald, man møder som etslags hirdskjald.


Ívarr Ingimundarson tilhører årh.s første halvdel. Han digtede om Magnus barfod, mulig et arvekvad. Særlig er han knyttet til kong Eystein Magnússon (d. 1122). Ivarr fik en stor hjærtesorg, idet den, han elskede, giftede sig med Ivars broder vistnok ved svigefuld færd fra dennes side. Ivar tog sig dette meget nær. Det skildres på en meget smuk måde, hvorledes det lykkedes kong Eystein at trøste ham. I øvrigt vides intet om Ivar; til Island er han næppe vendt tilbage. Af hans digte om Magnus, Sigurd og Eystein er intet bevaret. Derimod haves vistnok det meste af hans Sigurðarbálkr om den ikke usympatetiske, men ulykkelige tronkræver, Sigurd slembe. Hvad der har bevæget Ivar til at digte netop om ham og efter hans død (1139) vides ikke; måske blot medlidenhed med hans ulykkelige liv og død. Digtet er naturligvis et oversigtskvad — i fornyrðislag, jfr. navnet — . Digtet har så godt som udelukkende historisk betydning. Om Ivars skjaldeævne giver det ingen höj forestilling. Der findes deri mange lån og genklange f. eks. fra Eddadigte.


Århundredets hovedskjald var præsten Einarr Skúlason. Hvad der vides om hans liv er meget brudstykkeagtigt. I en præstefortegnelse fra 1143 regnes han til præster på vestlandet, netop i egnen nær ved Borg; der er meget, der taler for, at han har været en efterkommer af Egill. Einar må være født omkring 1090 og han har levet efter 1160. Allerede ved år 1114 træffes han hos Sigurd jorsalfar og atter 1124. Han træffes senere hos Harald gille, Magnus den blinde og Haraldssönnerne, særlig Sigurd (1148). 1153 fremsiger han sit hoveddigt Geisli for kongerne; kong Eystein gjorde ham til sin staller. Sidste gang, der høres noget om ham, er ved 1159-60; da er han hos hövdingen Gregorius Dagsson. Også i Danmark har han været og digtet om Sven grade, men Riber-Ulv hindrede, at han fik lön for digtet; i et vers klager han over dennes gnieragtighed. Uagtet der vides så lidt om Einar, savnes der dog ikke midler til at man kan danne sig en forestilling om hans person og ævner. Han minder meget om Sigvatr. Han har været personlig elskværdig og jovial mand, der, ligesom Sigvatr, kunde være med til spøg og gammen. Han har taget sig i vare for at tage parti i den indre norske politik eller optræde effektivt som partimand. Det har ikke ligget for ham. Derfor ser vi ham også færdes hos så mange fyrster og konger, der ofte var eller blev hinandens bitre fjender. At det alt har været beregning og dikteret af vindingslyst, er man ikke berettiget til at antage. Endnu mindre kan man påstå, at han har været falsk. Det var vanskelige tider i Norge i det 12. årh. s første halvdel, og det her påpegede forhold taler i höj grad for Einars intelligens og karakter. Han var snarrådig, mild og overbærende, et sundt religiøst gemyt og alt andet end fanatisk. Da gögleren Jarlmann engang havde forset sig mod kirkens forskrifter om den strænge faste (han spiste en fredag et kid, som han ovenikøbet havde stjålet), og da han skulde piskes til straf derfor, kom Einar pludselig til og udtalte sin forbavselse over den behandling; da sagde kongen, at det skulde komme an på ham, hvor mange piskeslag gögleren fik; såsnart Einar havde digtet et vers, skulde man holde op; efter 5 hug til var Einar færdig med verset. En fanatisk præst vilde næppe have handlet således. Det anførte viser tillige, hvor uhyre let Einar havde ved at digte; også i så henseende minder han stærkt om Sigvatr. Der er flere morsomme eksempler på denne hans ævne. Dertil kom at han havde et glimrende herredömme over sprog og versform; han digter i de allervanskeligste versemål, men alt falder ham lige let. Hans digte er også i henseende til regelrethed, stringent behandling af versemålene, på höjdepunktet. Einar har uden tvivl så at sige studeret sin kunst meget nöje både m. h. t. form og kenninger. Af ham haves remsevers — måske de ældste der kendes, i sin art; deri opregnes øers navne. At hans kenninger bærer præg af tidsalderens efterklassiske opfattelse, er ikke underligt, men deres væsen har han dog været på det rene med og han er oftest meget korrekt i det til dem knyttede ordvalg. Alt i alt er Einar dog næppe en stor digter med dyb originalitet; som menneske har han sikkert været större.


Det første digt, man kender af Einar, er en drape om Sigurd Jorsalfar; de bevarede vers handler alle om Jorsalfærden. Derimod er de antydede kvad om Eystein Magnusson og Magnus blinde tabte; det samme gælder digte om Sörkve Kolsson, Jon jarl og Sven grade, Eindride d. unge og vistnok endnu flere. Rester haves af følgende kvad: af to om Harald gille, det ene i tøglag; mulig et digt om Haralds sönner; to digte om Eystein Haraldsson (1142 — 57), hvem skjalden synes særlig at have følt sig knyttet til, det ene runhent; et digt om kong Inge, samt et digt om kampen i Götaelven 1159, Elfarvísur, Af alle de her nævnte digte er der et par vers eller så bevarede, altså i det hele ganske lidt. Endnu et digt har man ment at kunne konstatere på grundlag af endel (halv) vers, der anføres af Snorre og som alle handler — på en temlig ensartet måde — om en fyrstegave, en økse — en Øxarflokkr, som det kunde kaldes.


Einars berömteste kvad var imidlertid Geisli eller Óláfsdrápa, der i flere henseender frembyder meget af interesse. Det er helt bevaret, 71 vers, i Bergsbogen og i Flatøbogen (her er dog 3 vers ved uagtsomhed udeladte). Navnet Geisli, ɔ: strålen, er opstået ved, at skjalden kalder Olaf d. hellige for en »stråle fra nådens sol« (gud). Digtet er fremsagt i Kristkirken i Nidaros 1153 i en stor forsamlings nærværelse; der var alle tre konger, Eystein, Inge og Sigurd, tilstede; de tiltales i digtet, Eystein sidst. Legenden siger, at kirken fyldtes med vellugt ved fremsigelsen af digtet; det har været meget anset og er et af de ældste fyrstedigte i sin art, på engang et fyrstekvad og et helgendigt. Det handler om Olaf d. helliges jærtegn, d. v. s. hans hellighed og virksomhed efter døden, i det andet liv. Skjalden henviser til de digtere, der har behandlet Olafs jordiske liv. Han begynder med at mindes Jesu fødsel, død og opstandelse — et forbillede for Olafs, der også døde martyrdøden, og skjalden opfordrer de tilstedeværende til at høre på kvadet. Så kommer hovedæmnet, Olafs forskellige jærtegn, der frembyder adskilligt af interesse også i historisk henseende. Kilderne har vistnok været mest mundtlige beretninger, næppe på noget punkt en skreven jærtegnsliste. Til slutning gör skjalden nogle personlige bemærkninger. Indledningen består af 17 vers, slutningen 26 vers; stevbalkerne består af 9 X 3 (foruden det, der indleder disse). Digtet er jævnt prosaisk, roligt fortællende; tiltrods for æmnets art mærkes egenlig ikke nogen begejstring eller synderlig indre varme og lidenskabelighed; på nutidsmennesker gör det et temlig koldt indtryk. Der har måske været bedre sangbund derfor dengang. Dette hænger sikkert sammen med Einars hele karakter og nøgterne, lidet bevægede sind. Men digtet har haft en stor betydning for eftertiden; det er blevet et forbillede for mange af de senere religiøse kvad og har tildels direkte fremkaldt sådanne.


Ikke så få løse vers — og det meget morsomme — samt endel ubestemmelige vers haves.


Af alle de skjalde, der kendes fra den sidste halvdel af det 12. årh., er der kun få, der fortjæner at nævnes, da der intet haves af dem. En af de få er skjalden Máni, der opholdt sig i 1184 hos Magnus Erlingsson; han var da lige kommen fra Rom og så ussel ud; kongen synes ikke at have haft stor respekt for ham. Af hans digt om kongen er intet bevaret, men der haves nogle løse vers, deriblandt to om fremmede göglere, hvem han spottede ret morsomt; han synes overhovedet at have været spottelysten. Máni, eller som han også kaldes, Skáld-Máni, levede til langt ind i det 13. årh., eftersom han digtede et vers om de prægtige gaver, som Snorre Sturluson fik tilsendt af Hakon jarl galinn 1213.


För vi går over til det 13. årh.s skjalde, skal der her göres rede for andre poetiske frembringelser i det 12. årh., dels af navngivne, dels af unavngivne digtere. Der er den orknøske jarl Rögnvaldr kali KoIsson (f. kort efter 1100, d. 1158) og i forbindelse med ham Islænderen Hallr Þorarinsson.


Rögnvald jarl var en af sin tids mere fremragende fyrster, om hvem der fortælles udførlig i Jarlasögur (jarl 1136-58). Han var en dygtig og ret kraftig mand, en mand, som altid var i godt humör og altid havde en spøg på læben selv under de farefuldeste omstændigheder. I 1151 foretog han en sikkert meget omtalt rejse tilsøs til det hellige land; med ham var et par islandske skjalde, som ellers ikke kendes, og af dem haves der nogle vers. I Jarlasögur er der opbevaret en mængde vers af Rögnvald, især fra den nævnte rejse; de er vel digtede og meget fornöjelige, ikke mindst de, der angår en fyrstinde, Ermingerd, som de undervejs besøgte. Han havde overordenlig let ved at digte; i et af sine vers opregner han sine — 9 — idrætter, deriblandt naturligvis skjaldskab. Af större digte kendes kun Háttalykill, Versartnöglen, men denne digtede han i forening med den nævnte Islænder Hallr, der opholdt sig hos ham mellem 1140 og 1150. Det hedder om dette digt, at der oprindelig blev digtet 5 vers til hvert versemål, men at man fandt, at dette var for vidtløftigt; det hele blev så forkortet, så at der kun var 2 vers til hvert — og det er i denne form, digtet er bevaret. I det 17. årh. fandtes det i en membran, som uheldigvis er gået tabt; men en afskrift var bleven tagen og det er fra denne — der er dårlig nok — at digtet kendes. Flere vers er meget mangelfulde og slutningen mangler. Der haves nu 41 verspar (af det sidste dog kun den 1. linje). Hvad formen angår, viser jo navnet, at det er digtet i forskellige versemål — for at vise disses egenskaber. Men hverken versemålenes rækkefølge er systematisk — der er overhovedet i så henseende intet system; nærbeslægtede versemål er skilt ad osv. —, og heller ikke er de enkelte linjer indenfor hvert vers ensartet byggede. Dette beror ikke på forvansket overlevering; rækkefølgens rigtighed ses af versenes faktiske indhold. I og for sig er det ikke mærkeligt, at det første forsøg i denne retning var så ufuldkomment. De fleste versemål kendes andetsteds fra. Dog findes den såkaldte núfuháttr (efter Ölvir (h)núfa?) kun her; efter hver halvdel indskydes en 5. (10.) linje, der har helrim, der igen rimer med det i 4. (og 8.) linje; indholdet er ejendommeligt. Hvad nu digtets indhold angår, er også det ret ejendommeligt. Det falder i så henseende i to dele; den første handler om sagnkonger og -helte, Sigurd og Gjukungerne, Helge, Ragnar lodbrog og hans sönner, Svipdag, Hagbard, Fridleif, Åle, Frode osv., Rolv krake og Hjalmar, hvorefter digtet nævner de historiske svenske konger Erik sejrsæl, [Ole] og Styrbjörn. Den anden del begynder med Harald hårfagre, hvorefter der fortsættes med alle de norske konger ned til (og med) Magnus barfod; dog indskydes to danske konger (Sven og Knud d. store) efter Harald gråfeld. Digtet er altså et lovkvad om gamle, historiske konger og sagnkonger. Nogen historisk karakteristik af den enkelte fyrste er ikke engang forsøgt; de omtales overhovedet i de almindeligste udtryk, mest som tapre krigere. Störst interesse har digtet, idet det viser tidens forkærlighed for og studium af det tekniske, udvortes, og det begyndte historiske studium. Hvor meget af digtet skyldes hver af de to forfattere er det umuligt at sige; men i hvert fald kan det ikke anføres som brugbart bevis for en særlig orknøsk digtning eller interesse for historisk studium, da Hallr jo kan have haft sin broderpart af fortjænesten af digtet. — Hvor langt digtet oprindelig har været, er det ikke muligt nu at afgöre. — Forfatterne røber kendskab til ældre digtning, både (og især) Eddadigte og skjaldekvad; genklange herfra er ikke sjældne.


Nærbeslægtet med indholdet af Háttalykill, især dens sidste del, er andre digte, der må henføres til det 12. årh., og som alle på det klareste vidner om den almindelige historiske interesse og studiet af ældre tider; uagtet de altså ikke handler om levende, med digterne samtidige fyrster og begivenheder, frembyder de dog et og andet af betydning for historien. Om skjaldene selv vides i reglen intet.


Þorkell Gíslason forfattede Búadrápa i runhent; ikke så få vers er bevarede i den store saga om Olaf Tryggvason. Det handler om Jomsvikingeslaget, især om Bue digre. Det er ikke uden en vis flugt, men nogen særlig originalitet viser det ikke. Indholdet synes udelukkende hæntet fra traditionen.


Haukr Valdísarson digtede Íslendingadrápa, altså om æmner fra den islandske sagatid. Det findes i ét hdskr. (AM 748, 4to), men slutningen mangler. Det kaldes drape, men det har intet omkvæd. De fleste Islændere, digtet handler om, kendes fra sagaerne — mellem 20 og 30 i det hele —; men digtet, der synes øst af den mundtlige tradition, indeholder adskilligt af interesse; når det sammenholdes med sagaerne, findes enkelte afvigelser. Om nogle af de behandlede Islændere findes dog ingen skrevne sagaer. Nogen bestemt eller konsekvent rækkefølge har digteren ikke fulgt; dog gör sig den tendens gældende at stille beslægtede personer sammen eller sådanne, som ligner hinanden. Digtet er i poetisk henseende lidet fremragende. Omskrivningerne er mange og tildels temlig lange.


Steinn eller Hallar-Steinn forfattede Rekstefja om kong Olaf Tryggvason. Digtets navn beror på dets ejendommelige, spaltede stev (rekstef). I metrisk henseende er det for så vidt mærkeligt, som det helt igennem er digtet i en afart af drotkvædet; det ejendommelige derved beslår i, at de tre første stavelser i de ulige linjer er lange og betonede (istf. det normale, at der efter to lange og betonede stavelser i reglen bör følge en kort, betonet); man har syntes, at dette versemål fik noget rystende, stødende ved sig og det kaldtes derfor tvískelft Digtet består af 35 vers. Efter en opfordring til kvinderne om at høre på kvadet — det er første gang dette, så vidt vides, sker —, omtales Olafs krigstog, ankomst til Norge og hans kristning af dette samt af Island osv., og så slaget ved Svolder; derpå følger en fremstilling af Olafs halvjærtegnagtige handlinger. Digtet er meget historisk-objektivt og ikke synderlig livligt. Også her synes den mundtlige tradition at være hovedgrundlaget. Digtet er vistnok yngre end Einars Geisli og mulig forfattet med det som forbillede. — Foruden dette digt findes nogle halvvers af erotisk indhold og et par små brudstykker; her bruger Steinn omskrivningen bókarsól 'bogsol' for 'sten' (sten = farve til at illuminere med), hvilket viser, at skjalden tilhører det 12. årh.


Anonyme digte er en defekt drape om Olaf Trgggvason, som »Hallfred« siges at have digtet; men denne tilföjelse beror på en fuldstændig misforslåelse. Indholdet er af lignende art som Rekstefjas, men det er ikke nær så legendeagtigt. Det er i øvrigt lidet betydningsfuldt, men afgjort ikke ældre end fra 12. årh.


Endelig kan et digt omtales i denne forbindelse, uagtet det er forfattet til ære for en samtidig islandsk hövding. Det er Nóregs konunga tal om Jón Loptsson (d. 1197). Digtet er en efterligning af Ynglingatal og Háleygjatal og opregner — i lighed med disse — Jons forfædre. Jons moder var Tora, en uægte datter af kong Magnus barfod. Det er Toras forfædre, der opregnes, d. v. s. de norske konger fra og med Halfdan svarte og ned til Magnus Erlingssön og Sverre. Der angives, hvor mange år enhver har hersket, og enhvers begravelsessted nævnes. I poetisk henseende har digtet ingen som helst fortjæneste; det er en knastör fremstilling af det angivne æmne. Digtets betydning for historien er ikke ringe, og det bliver ikke ringere ved, at forfatteren udtrykkelig siger, at kongerækken og tidsregningen ned til Magnus d. gode beror på Sæmund frodes angivelser (»således som S. fr. sagde«); rimeligvis sigtes der til Sæmunds skrevne historiske arbejde. Af indre grunde er det temlig tydeligt, at digtet er forfattet ikke så længe efter Magnus Erlingssöns fald (1184) og næppe senere end 1190. At göre det til et ungdomsdigt af Snorre (E. Mogk), går sikkert ikke an.


Til det foregående slutter sig nærmest skjalden Bjarni Kolbeinsson, biskop over Orknøerne (d. 1222). Bjarne tilhørte den orknøske jarleslægt og var en af sin tids anseteste mænd på øerne, der ofte benyttedes til diplomatiske rejser til Norge; på en sådan døde han i Norge. Der vides i øvrigt meget lidet om ham og hans virksomhed. Han var en god ven af flere fremragende islandske hövdinger. Af ham haves Jómsvíkingadrápa, et digt i frit drotkvædet (munnvörp; halvrim i de lige, intet rim i de ulige linjer) med firlinjet stev, der optager versets 1., 4., 5. og 8. linje. Digtet haves vistnok i dets oprindelige omfang (op imod 50 vers). Digteren omtaler sig selv og sit forehavende; han begynder i en vis nonchalant tone, at han ikke bryder sig om tilhørere og antyder en sorg — åbenbart en elskovssorg —, som han har haft; det er den, der driver ham til at digte; hvad der har bevæget ham til netop at vælge æmnet: Jomsvikinger er let at se, det er den unge helt Vagn Ågesöns kærlighedsløfte vedrørende Ingibjörg Torkelsdatter; det er ham, der stilles i forgrunden, og det nævnte forhold er det, digteren særlig omtaler. Han har deri ligesom villet søge trøst og lise for sin egen strandede elskov. Der går i det hele en vemodig-elegisk tone gennem det. Digtets hovedindhold er Jomsvikingetoget, forberedelserne dertil og kampen selv. Denne er ret livlig skildret og ordvalget er i det hele ret heldigt; nogen synderlig åndsflugt er der dog ikke. Hvad kilde skjalden har haft, må sluttes af hans ord, når han siger, at han har »hørt« det og det. Det er stadig den mundtlige tradition, som ligger til grund; digtet afviger også fra sagaens redaktioner og er således af betydning. Bjarne er, m. h. t. de enkelte hövdinger og helte, meget upartisk (f. eks. overfor Sigvalde jarl). Han har troet på Torgerds troldmagt (hagelbygen) og at Bue blev til en orm på sit guld på havsens bund; i det mindste beretter han dette uden at blinke.


Et anonymt digt, det såkaldte Málsháttakvæði, har man villet tillægge biskop Bjarne. Det findes i samme hdskr., skrevet lige efter Jómsvik.dr. (cod. reg. af Snorra Edda) og det har lignende personlige kendemærker som den. Formelt set består digtet, der er en velformet drape, af lutter enkeltsætninger, der for aller störste delen (bortset fra enkelte subjektive indskudssætninger) af ordsprog og talemåder samt, for nogle strofers vedkommende, af hentydninger til gamle sagn, gamle minder. Det er altså en ordsprogssamling. Men det er mere. Ved nöjere eftersyn er alle ordsprogene valgte med hensyn til hvad der egenlig ligger digteren på hjærte, det er hans skuffede elskov, hans svegne kærlighed; kvinden, der har foretrukket en anden, kaldes Rannveig (rimeligvis et fingeret navn). Summen af det hele samles ligesom i omkvædet: »Det var ikke en omgangssyge i gamle dage [at blive syg af elskov]; dog formåede finnepigen [Snefrid] at göre Harald gal; han syntes hun skinnede som solen — og således går det mangen nutildags«. Derfor bör man altid tage fuldt hensyn til denne dobbelthed i digtet og derfor kunde det også kaldes et kærlighedsdigt (Svb. Egilsson). Det er meget dygtig og snildt sat sammen; at der findes gentagelser af samme tanke, er forståeligt. Der går en bitter, undertiden lidt selvironisk tone gennem kvadet Der er således meget deri, der minder om biskop Bjarne. I sproglig henseende er det at mærke, at det indeholder nogle ordformer, der fører bort fra Island, men stemmer med, hvad man finder i orknøsk dialekt (f. eks. u for o); og digtets formentlige alder passer til, at Bjarne kunde være forfatteren; (yngre end 1200 er det sikkert ikke). Dette bliver dog altid kun en formodning.


Det er i det foregående fremhævet, hvorledes det lærde studium, især af den gamle historie, trænger ind i det 12. årh.s digtning; vi har tillige set et begyndende studium af selve digtningen, især hvad dens ydre form angår. Selv om man ikke havde andre beviser for, at man også havde beskæftiget sig med studiet af det indre i den, kunde dette næsten med vished forudsættes. Det er da skjaldesproget i egenlig forstand, der kommer i betragtning. Nogle skrevne regler om dannelsen af kenninger kendes ganske vist ikke. Hvad der var nok så vigtigt var enkeltbenævnelserne; at have dem på rede hånd, var overmåde vigtigt for skjaldene, især den unge begynder. Man har tidlig følt trang til at samle sådanne; og at det da skete i versform, siger sig af sig selv; kun i den form kunde de holde sig, læres og bedst huskes. Det er allerede blevet nævnet, at Einar Skulason digtede (i drotkvædet) sådanne memorialvers. Der haves desuden rester af to remser, som de kaldes: Þórgrímsþula og Kálfsvísa. henholdsvis med heste- og oksenavne og hestenavne. Forbilleder havde man jo endda i Eddadigte (Alvíssmál).


Þorgrimr og Kálfr var vel forfatterne. I det sidstnævnte digt findes tillige gamle sagnminder, idet hestenes ejere også nævnes.


Vigtigst af alt i denne henseende er de såkaldte nafnaþulur der er optagne i forskellige håndskrifter af Snorra Edda og det i en noget forskellig form og udstrækning. Alle disse remser er i fornyrðislag. Således som de foreligger i den oprindeligste form er de systematisk ordnede. Der begyndes med søkonger, jætter og jættekvinder, Tor og guderne, asynjer, valkyrjer, kvinde, mand osv. og slutter med himlens og solens navne. Denne samling er i dens enkelte dele vistnok ældre end Snorre, men den er af mange forskellige forfattere; ikke engang de enkelte remser er af én forfatter; det samme navn kan f. eks. gentages. Denne samling er i tidens løb blevet udvidet med en anden, hvori der findes remser med kongenavne, Odinsnavne, dværgenavne og meget mere. Men der er en forskel tilstede. Således er hensigten med den første åbenbart udelukkende den, at give vejledning for skjaldene; den sidste har en mængde fremmede (latinske) navne (som dies, nox, laurus, emispærium osv.), ord som man dog ikke kunde tænke sig at nogen vilde bruge i skjaldskab. Her foreligger der således mere en almindelig ordsamling. Indretningen er naturligvis meget simpel; dog er versemålets bygning iagttaget (for det meste i alfald) og bogstavrimet overalt. Undertiden er der en indledning og slutning: »jeg vil opregne osv.«, »nu er N. N. færdige« og lign. I reglen stilles det almindelig-prosaiske ord i spidsen eller blandt de første ord. Hvorledes de første samlinger er fremkomne, er vel næppe tvivlsomt; delvis beror de på mundtlig undervisning, delvis er de samlede fra de ældre skjaldes kvad. Da disse er så mangelfuldt overleverede, er systematiske undersøgelser på dette punkt næppe mulige. At de er forfattede på Island, er der nu næppe nogen, der betvivler. Dér, og kun dér, kan betingelserne siges at have været tilstede, grundlaget for dem og den interesse, de vidner om; de passer fortræffelig ind i den lærde tids granskning og litteratur på Island. Tidligere har S. Bugge villet hævde, at de var forfattede af biskop Bjarne, men de grunde, der skulde støtte dette, er yderst svage, og Bugge har senere opgivet denne opfattelse.


Vi går så over til det 13. århs. skjalde. Man kender navnene på en mængde islandske lejlighedsskjalde, men de spiller ingen synderlig rolle. Vi kan her kun dvæle ved de betydeligste og vender os da først til fyrsteskjaldene.


Snorri Sturluson. Her skal han kun omtales som skjald; han vil på sit sted blive omtalt som historisk forfatter. Det hedder om ham på et temlig tidligt stadium, at »han blev en god skjald«. Det vides ikke, hvor tidlig han begyndte at digte, men hvis det i Skáldatal antydede digt om kong Sverre er digtet för dennes død (1202), er Snorre begyndt ved tyveårsalderen; han er født 1178. At han vilde se sig om i udlandet, var kun rimeligt. Efter Hakon Sverrissons pludselige død (1204) herskede Hakon jarl galinn over Norge; Snorre siges at have digtet om ham og sendt ham et kvad; han modtog derfor gode gaver (hvorom Máni digtede) samt en indbydelse til at besøge jarlen; Snorre digtede også et kvad, Andvaka (»nattevågen«?), om jarlens hustru, Kristin (senere gift med lagmanden Askel i Vester-Götland). Snorre ønskede intet hellere end at rejse, men da døde Hakon jarl (1214) og Snorre blev selv valgt til lovsigemand (1214-18). Den gang har Snorre sikkert været fuldt udrustet som skjald; han har uden tvivl allerede for længst grundigt studeret skjaldedigtningens indre og ydre egenskaber; ja han har måske været i færd med sin Edda. Endnu et tabt digt om Inge Bårdssön (d. 1217) kendes af navn. I årene 1218-20 opholdt Snorre sig for første gang i Norge; han sluttede sig her meget nær til Skule jarl, der var den egenlige styrer af landet; Hakon var endnu meget ung (14-16 år). Om Skule forfattede Snorre straks et par digte; deraf haves kun stevet af det ene; det var heri, at et mindre vellykket ord forekom, som Snorres landsmænd til hans store ærgrelse gjorde nar ad. Snorre nød megen anseelse i Norge og fik store og prægtige gaver af Skule og Hakon, foruden hæderstitler. Snorre følte sig forpligtet til at vise sin erkendtlighed, og han digtede da sit berömte Háttatal, versemålenes opregning. Det er vistnok afsluttet i vinteren 1222-23, da der ikke findes hentydninger til historiske begivenheder i Norge efter denne tid. Det er digtet både om Hakon og Skule, dog mest om den sidste; især er det det 2. og 3. hovedafsnit, der er helliget denne, men kong Hakon er, som det sig hör og bör, digtets ophav og ende. Det indeholder i sin helhed en almindelig ros over fyrsterne, deres prægtige egenskaber, gavmildhed og tapperhed, deres tog og enkelte kampe med oprørsskarer, det muntre ophold hos dem i hallen om vinteren, ligesom skjalden også omtaler sit forhold til dem og de prægtige gaver, han har fået. Dette indhold, der ved de idelige gentagelser bliver noget kedeligt, er dog ikke digtets, man kan godt sige, egenlige formål og betydning. Formålet er at give en praktisk oversigt over de benyttede eller eksisterende versemål i deres forskellige variationer og med deres egenskaber; som vi snart skal se, er her snarest tale om ideelle egenskaber. Her er for det første at bemærke, at Snorre regnede til det konstituerende ved et versemål mere end hvad godt og rigtigt er, nemlig: stavelseantal, opstået ved opløsning, rimenes stilling og antal, kenningernes art osv., som intet har med versemålet som sådant at göre. Dernæst begynder Snorre med det efter hans egen udtalelse fuldkomneste og smukkeste versemål, drotkvædet, i dettes fuldstændige, harmoniske bygning og egenskaber (rim og desl.), og slutter med de simplere, kortere versemål, Eddadigtenes versemål. Dette er i virkeligheden, historisk set, at vende op og ned på sagen. Men bortset herfra, er Snorres digt helt i gennem fuldt systematisk og fra hans standpunkt naturlig ordnet. Hvert enkelt versemål er desuden strængt systematisk og harmonisk bygget; den ene linje er som den anden osv. I bægge henseender danner Háttatal den störste modsætning til dets ældre forgænger Háttalykill. At det er Snorre selv, der så strængt har gennemført systemet, er utvivlsomt; hos de ældre skjalde finder man i det hele ikke en så gennemført harmoni. Hvorvidt Snorre har opfundet noget af sine versemål, er tvivlsomt, men der er stærk sandsynlighed for, at enkelte af dem hidrører fra ham selv, hvor han hos de ældre skjalde ikke fandt et, der kunde svare til et andet som dettes pendant. Versemålenes navne svarer ikke ganske til Háttalykils, men hvorvidt Snorre her har udøvet nogen selvstændighed, kan ikke afgöres. Digtet falder i 3 afsnit — eller digte, som de ligefrem kaldes —; I = 1-30, II = 31-67, III = 68-102. Indenfor hvert afsnit gör sig en inddeling gældende efter 3- og 9-tal. — Uagtet digtet ikke viser nogen synderlig original skjaldebegavelse m. h. t. kenninger og lign., og uagtet dets fremstilling mere vidner om lærdom og kunst end inspiration — ét aflægger det det fordelagtigste vidnesbyrd om, nemlig Snorres aldeles ubegrænsede herredömme over sproget og alle versifikationens tekniske midler; i så henseende kan han måle sig med enhver anden. Stolt kan han med rette ved digtets slutning udbryde: »ikke er den urosværdig, der således kan digte i alle versemål«. Digtet er, som det senere vil vises, den 3. del af Snorres Edda og som sådan er det blevet bevaret. En ret udførlig kommentar til de. enkelte versemål (undt. i slutningen) følger med; den er utvivlsomt af Snorre selv og af stor vigtighed.


Hvad der i øvrigt haves af Snorre er ikke meget; et par linjer af et digt, hvori en biskop (Gudmund?) opfordres til at høre derpå — samt nogle løse vers. Disse er i grunden mere betydningsfulde til bedømmelse af Snorres egenskaber end Háttatal. De viser os ham som den jævnt muntre mand, den af kvindelig skönhed let påvirkelige og endelig som den medfølende mand; en udpræget glæde over modstanderes ilde medfart finder også sit udtryk deri.


Snorre havde to brodersønner, der bægge indtager betydningsfulde pladser i den prosaiske litteratur, hver på sin måde; bægge var de desuden skjalde.


Óláfr Þórðarson hvítaskáld (c. 1210-1259). Vi vil atter komme tilbage til ham og da give et kort omrids af hans liv. Olaf sluttede sig tidlig til Snorre og det er vist ikke for meget sagt at han blev Snorres åndelige fostersön. Olaf var udmærket godt inde i alt hvad der vedrørte skjaldeteknik og kunst, som han i sin undervisning også kom til at benytte; han besad tillige et meget udstrakt kendskab til de ældre skjalde og deres kvad. Han havde selv meget let ved at digte og var meget produktiv. Måske er han den, der i det 13. årh. står höjest som digter ved en vis poetisk flugt og en ikke almindelig fantasi; hans kenninger er prægede heraf og hans skildringer er kvikke. Hertil kommer at man hos ham ikke træffer disse idelige lån og genklange som hos hans broder. Olaf digtede om Torlak d, hellige, en indenlandsk kirkehövding; selv var Olaf religiøs (han var subdegn). På sin udenlandsrejse (1237-41) besang han den svenske konge Erik, Hakon d. unge (d. 1257), jarlen Knud Hakonsson, samt Valdemar d. store i Danmark; men alle disse digte er tabte. Af et kvad om Thomas Becket, som man har ment at kunne påvise, er der mulig en lille smule bevaret. Af et digt om den sympatetiske helt Áron Hjörleifsson findes 2 vers. Men hovedsagelig kendes Olaf kun af et hrynhent digt, som Sturla anfører omtr. en halv snes vers af i Hakonarsaga; disse handler om forskellige begivenheder i Norge og om forholdet mellem Hakon og Skule. Man har været i tvivl, om hvem det egenlig var digtet. Det kan dog næppe være nogen anden end Hakon selv; det var hos ham, Olaf opholdt sig ved og efter Skules fald (der omtales i digtet). Det er virkelig kongen, der overalt træder i forgrunden; at Skule omtales på en i det hele sympatetisk måde er ikke desto mindre så at sige en selvfølge. Olaf forsøger at dele sol og vind lige. Han var en i bund og grund retsindig og rettænkende mand og human karakter.


Sturla Þórðarson (1214-84) vil også senere blive nærmere omtalt i forbindelse med hans historiske forfatterskab. Han rejste først 1263 — og det mod sin vilje — til Norge, og da først kom han i berøring med den norske konge, ikke, som han havde trot, med Hakon d. gamle, men dennes sön Magnus lagaböter, hvilket sikkert var meget heldigt for ham. Fra tiden för kendes to digte af ham: Þverárvísur, om en kamp, som Torgils skarde havde i 1255, og Þorgilsdrápa, et arvekvad om denne unge Sturlung (d. 1258), som Sturla følte sig så stærkt knyttet til; men kun lidt er bevaret af disse digte. Der haves intet af hans »mange kvad« om kong Magnus og intet af hans to kvad om Birger jarl. Af løse vers haves 4, alle för 1263, tildels om Gizur jarl og dennes underfundige færd. Hvad der hovedsagelig haves af Sturla er meget betydelige rester af hans 4 digte om Hakon d. gamle. Han havde væntet at mødes med ham i Norge og havde forberedt sig dertil bl. a. ved at digte en drape om kongen: Hrynhenda (21 vers) om kong Hakons liv fra 1247 til 1262, hans magt og anseelse. Det er et overmåde prægtigt kvad og elegant i formen; Sturla bruger meget stærke udtryk om kongen, beskriver hans flåde med strålende farver, ordene kappes i pragt med kongens herlighed. Også Hakons nyerhværvede magt over Island hentydes der til. Sturla viser sig her som tekniker i besiddelse af alle færdigheder, aldrig bristende herredömme over sprog og form og en veltalenhed uden lige. Og dette gælder i grunden alle hans digte, skönt intet af dem når dette kvad, vistnok tildels på grund af formen. Men — man finder atter og atter lån og genklange fra ældre skjaldes kvad, først og fremmest fra Arnors Hrynhenda, der har været Sturlas mest direkte forbillede, dernæst Markus' Eiríksdrápa og endogså Snorres Háttatal. Dette forringer Sturlas fortjæneste ikke så lidt. Vi vilde beundre ham meget mere, hvis ikke disse genklange kom så tit. — De øvrige digte skal vistnok på forskellig vis tjæne til at supplere Hrynhenda. Fortsættelsen deraf findes i Hrafnsmál (20 vers bevarede), digtet med legende lethed i det meget vanskelige haðarlag; det handler om Hakons vesterhavstog 1263 og hans kampe og færd dér. — Hákonarkviða (42 vers), i kviðuháttr; det handler om Hakons liv fra fødslen af og, så vidt man kan se, til henimod 1249, har altså måske sluttet omtrent der, hvor Hrynhenda begynder. Digtet er jævnt og holdt i en langt roligere tone; det har ret könne vers ikke blot om Hakon, men også om Skule jarl og hans ulykke. — Det sidste digt Hákonarflokkr (11 vers bevarede), i drotkvædet, synes at have været et biografisk, Hakons hele liv omfattende digt; der findes dér begivenheder omtalte lige fra 1221 til Hakons død og begravelse 1284.


Dommen over Sturla som skjald bliver en noget lignende som over Snorre; det er ingen særlig original digterbegavelse, man møder, men glimrende versifikatorisk talent og en udpræget veltalenhed, for ikke at tale om et udstrakt kendskab til den ældre digtning, som Sturla, bevidst eller ubevidst, er kommen til at låne fra.


En del andre skjalde især fra 13. årh. kendes og da så at sige udelukkende fra Sturlungasaga, men der er ingen grund til her at opregne dem. I reglen er kun ganske få vers bevarede af hver. Fra Skáldatal kendes 5 skjalde knyttede til Eiríkr Magnússon; de er for det meste ganske ukendte og deres kvad er helt tabte. De udgör den sidste gruppe i den 4 til 5 hundred år gamle hirdskjaldedigtnings historie. Fra Sturlungasaga kendes også andre slags vers, nemlig spottevers, især fra det kendte bryllup på Reykjaholar 1119, hvor hövdingen Tord i Vatsfjorden bliver gjort til genstand for en ikke helt godmodig spot; følgen var, at han i vrede forlod gæstebudet. Omtr. 100 år senere får man atter efterretninger om en spottedigtning og der nævnes en mand Danza-Bergr, der skal have givet sig af med at digte spottevers i form af »danse«, det er vers, til hvilke man dansede; man mindes derved, hvad der har været skik på Færøerne, at Færingernes dansekvad ofte er af personlig art. De opbevarede vers er i reglen temlig grove og lidet smagfulde.


Der findes også i Sturlungasaga en hel del drömmevers, især i anledning af Örlygstadslaget (1238); de er af en vis interesse og giver et bidrag til tidens kulturhistoriske karakteristik. Drömmekvad og -vers findes også i mindre þættir, særlig i den ikke uinteressante Stjörnu-Oddadraumr. Disse vers er ikke så unge og formentlig fra denne periode. Om Stjörnu-Odde vil der senere blive talt.


Fra Norge kendes et ejendommeligt digt, en versificeret remse, kunde det kaldes; det er det såkaldte runedigt. Det består af 16 tolinjede vers; den første linje begynder med runens navn (den 16-runers futark ligger naturligvis til grund), hvortil en forklaring föjes. Den anden linje står i reglen for sig og indeholder en eller anden almindelig erfaringssætning eller, og sjældnere, hentydninger til gamle myter og sagn, uden at der i reglen findes nogen tankeforbindelse mellem de to linjer. Kun en enkelt gang udtaler forfatteren sig om sig selv. At digtet er norsk, viser sprogformen på det klareste. Sikkert tilhører det det 13. årh., men om til dettes første eller sidste del er omtvisteligt. Det synes ikke at have nogen synderlig tilknytning til litterære bestræbelser i Norge, men er vistnok et tilfældigt arbejde; i alfald er det et interessant vidnesbyrd om en beskæftigelse med runerne; men den kendes også ad andre veje. Digtets betydning er således mere kulturhistorisk end litterær.