Slag, plump, bulder

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

H. Dødsvarsler

19. Slag, plump, bulder


396. A hørte to bunk om natten på loftet, för vi spurgte, at Peder Tuesens enke og en gårdmandskone her i nærheden var død. A mente, det var varsel for begge disse to dødsfald.

Kristen Jensen, Hemmet.


397. Birkedommer T. og hans voksne börn, hørte en aften, de sad sammen, et dumpt slag på loftet. Birkedommeren sagde straks: «Det er bud fra F., nu døer han.» Vennen F. lå nemlig syg i sit hjem en milsvej borte. Da man så efter, var et stykke kalk eller lignende faldet ned på loftet; men dagen efter kom der bud, at F. var død om natten.

Lolland. Joh. Schrøder.


398. En forhenværende sønderjysk lærer fortæller: En aften, jeg og min kone havde lagt os til ro, da hører vi, inden vi var faldne i søvn, det give nogle dumpe slag på bordet i stuen, hvortil døren stod halvt åben. Min kone sagde: «Hvad er det?» Å, det vidste jeg ikke. Et öjeblik efter hørtes atter en tre, fire dumpe slag. Jeg var kjed af at få tale derom, og da hun mærkede det, blev den sag ikke yderligere drøftet. En tid efter fik vi bud, at min kones moder i Kolding-egnen var død, men da brevet var forsinket, og vi vilde med til begravelsen, måtte vi øjeblikkelig bryde op. Lidt töj tog vi med i en kasse med skydelåg, og for at dette ikke skulde gå af, vilde jeg slå et söm for, men kunde i den jagt ikke finde hammeren og tog da en stenkile, jeg just havde liggende på mit bord, og slog dermed nogle gange på sömmet. Da sagde min kone, som stod inde i kammeret: «Der har vi de slag, vi forleden hørte.» Jeg måtte indrømme det.

J. Madsen, Kjöbenhavn.


399. Det var et år, min egen kone lavede til barsel, og så var hun så simpel, te der var ingen, som troede, hun havde levet. En dag, hun var gået i byen med barselmad til en kone i nærheden, og jeg sidder i al stilhed og læser i en bog og er ene i huset, da stod der en træstol inde i stuen, og så var der noget som en tækkevol, der gav to slag på stolen, te den ligesom revnede fra hinanden fra ende til anden. A rejser mig op og kikker ud i forstuen, men der var ingen ting at opdage. A tykker lidt underlig om det og tænker: «Det må du tie stille med, for det er kanske et varsel.» Dagen efter bliver hun syg, og a tænker: «Nu vil det ske.» Hun skal föde, og der kommer bud efter jordemoderen, men det er for tidlig, og hun føder to börn, der lige er liv i. Den stol står på samme plads, og jordemoderen tager börnene og lægger dem på stolen, det ene efter det andet. Så troede a jo, de skrald var varsel for dem. Børnene døde jo lige straks, men konen blev rask. A fortalte til dem, der var til stede, hvad a havde hørt, og det er sikkert og vist, at det er gået sådan til.

Niels Jensen, Glenstrnp.


400. I 1864 havde de en karl i en gård i Röjrup, som var i krigen. En dag var nu konen ene hjemme, også hører hun med ét et par dunder i kakkelovnen, så det var forfærdeligt, og lige med det samme var det, som om en hund og en kat sloges under bordet. Men der var nu ingen levende sjæl der inde. Konen blev helt underlig ved det, men dagen efter fik de brev, at karlen var skudt. Så kunde hun da forstå, hvad det havde betydt.

Lars Pedersen, Birkinge, ved P. Jacobsen.


401. En morgen, da a var gået ud for at fyre og malke, kaldte min mand på mig inde fra sengen. «Hvorfor slår du sådan til side inde i kakkelovnen?» siger han, «du vil nok have den reven ned.» — «Nej, a vil så mænd ikke, min fåer, men det var nok vare for dig; for hunden var også så gal, og da a lukkede den ud, løb den omkring og hen til kjelden og gjorde sig til.» Ja, det kunde heller ikke være andet end vare, for det gjorde en skrækkelig malør. Han kom til at stå lig ude i bryggerset, og derfra blev han ført om til kjelden. Hans sön mente, at han havde hørt hans kiste blive slået til, og det havde han hørt inde i kakkelovnen (?).

Maren Skade, Åsted.


402. En husmand fortalte, at han en dag i 1870, da han stod og tarsk i laden, tydelig hørte et stort skrald, som om én havde slået på ladevinduet med en kjæp. Det var lukket op, og han gik hen for at se, om der var nogen uden for, men der var ingen at se. Så tænkte han, at han vel måtte have hørt fejl, men så snart han havde begyndt at tærske, hørte han det samme igjen. Om natten døde hans fader, og han var derfor vis på, at det var hans forvarsel.

Ane Nielsen.


403. Min moster fortæller: Jeg har ikke hørt varsel mer end én gang, det var, da Hanne Marie tjente her, og hendes søster til Jakob'es; så var det en eftermiddag, at hun kom her hen med den lille Mathis, og sad og snakkede. Vi havde kyllinger, der gik i vor forstue, og de havde slået to tallerkener i stykker, de havde haft mælk i. Sådan ved lag lige för solen går ned, så gik pigen med drengen, og hun var ikke kommen længere end knap nok ned i porten, så gav det et skrald i forstuen. «Så,» udbrød Hanne Marie, «de forbandede kyllinger, nu rejste den tredje!» og så gik hun hen og lukkede døren op og så derud, men tallerkenen stod på gulvet med mælken i, og der var hverken spildt eller nogen ting. Og det skraldede endda lige så bestemt, som den var bleven hugget ned på stenene og var gået i ene smadder. Men dagen efter da døde lille Mathis, og han var endda både rask og dygtig, da han var her. Men så knude vi nok tænke, hvad skraldet havde haft at betyde.

Bjerge, Udbynedre sogn. Karen Marie Rasmussen.


404. En mand fra Store-Lime, Nörup sogn, fortæller: En aften kom jeg noget sildig hjem. Ligesom jeg var kommen i seng, hørte jeg, det begyndte at banke oppe i storstuen. Det var, ligesom når man slår söm i. Jeg kunde jo nu ikke forstå, hvad det skulde betyde. Men så en tid efter døde min fader, som fik aftægt ved os. Nu havde vi mange rotter, og vi var da rædde for, at de skulde æde i ham, og det kunde vi jo da ikke lide. Derfor tog vi fire lægtestykker, sådan omtrent halvanden alen hver, og slog fast på bjælken med et tværtræ mellem hverre to og to. Der lagde vi så en bordplade, som den gamle blev lagt på, og der kunde rotterne da ikke komme til ham. Men jeg kunde jo da nemt regne ud, hvad det havde at betyde med den banken, jeg havde hørt, for det var naturligvis wåårstavn for deher træer, vi slog op.

Som du véd, ligger vor gård tæt ved vejen, der går til Nörup kirke. I min faders tid havde vi en hund, som kunde se wåårstavn, og det var ikke alene ligskarer, men også brudeskarer og sådan noget. Når vi sad inde om aftenen, og hunden tudede stærkt, kunde vi al tid være vis på, den så noget, og det skulde da også nok sæde, at der snart skulde ske én eller anden ting.

Lærer U. N. Henneberg.


405. Rasmus Jensen i Brund fortæller: Den gang min sön var kommen hjem og lå syg i længere tid, måtte jeg af mangel på plads gå om til naboens og ligge om natten. En nat vågnede jeg ved en sær tummel uden for, eller også var det i stuen tæt ved, men det brød jeg mig ikke mere om, for jeg tænkte, at pigerne måske ikke var komne i seng endnu. Men så døde min sön, og han kom til at ligge lig omme ved naboens i den stue, hvor jeg havde ligget. Den gang de så lagde låget på kisten, hørte jeg akkurat den selvsamme lyd, som jeg hørte den nat, da jeg vågnede. Dette var mig noget sært påfaldende, men jeg kan ikke tænke mig andet, end at det var et varsel for hans død, jeg havde hørt.

Sören Hansen.


406. Det var en søndag eftermiddag midt i maj måned 1876, at min søster og pigen sad ene to i vor dagligstue i min fødegård i Ejstrup og syslede med deres håndarbejde. Det var så stille og roligt, så de kunde høre en nål falde til jorden; da, som de sidder allerbedst i denne stille ensomhed, bliver der en sådan trampen og træden og skrumlen i gangen, som om der var flere, og det var, ligesom de gik op i storstuen. Begge pigerne blev så forskrækkede, at de ikke kunde mæle et ord; men da et öjeblik var gået, dristede de sig til at gå hen og lukke døren op og se efter, hvad det var; men der var ingen ting at se eller høre. Ja, så måtte det være et varsel for min bedstemoder, tænkte min søster, «så døer hun nok knap,» hun lå nemlig syg i denne tid, og vi troede ikke, hun levede ret længe. Hun døde også kort tid efter den 26de maj.

Hans Kr. Hansen, Løgsted.


407. I et hus, hvor et barn lå sygt, lå manden oppe i et gjæsteværelse. En nat hørte han spektakel i storstuen, hvortil der kun var en dør inde fra gæstekammeret. Stole og borde skubbedes frem og tilbage, og der lød fodtrin. En tid på natten reves overdynen af den seng, hvori han lå. Han trak den op igjen, men atter reves den ned. Dette skete ved midnatstid. Endelig blev der ro både i storstuen og i gjæstekammeret. Kort tid efter døde barnet, og det lå lig på den seng, hvor han lå.

J. G. Pinholt.


408. En pige fra Hattens i Mejrup havde en ældre søster, som længe havde ligget syg og nu lige var død. Så havde hun også en yngre, broder, og da de nu en dag var alene hjemme, gik de ud i spisekammeret for at få noget at spise, men da de lige havde fået tappen vreden om på öltønden for at tappe öl, hører de en sær bragen inde i stuen, som om en dør blev slået op. Pigen blev angst og løb derind, men glemte at skrue tappen for, så öllet blev ved at løbe. Da de kom ind, var der ingen ting at se, og da de kom i kammeret igjen, var öllet spildt. Den dag da søsteren blev begravet, og de skulde til at bære kisten ud af stuedören, var den for snæver, og de måtte løfte døren af, men så gav den det samme brag, som de havde hørt den dag.

Jomfru Kjeldsen, Skjödstrup.


409. Hos en gårdmand på Ormitslev mark hørte man tydelig om natten, at fade, bøtter og tallerkener faldt ned på gulvet ude i kjøkkenet, og dog stod alt på sin rette plads om morgenen. Men dagen efter var der en dreng i gården, som hængte sig.

En kone har fortalt, at hun en nat hørte tallerkenerne falde ned i sit spisekammer, og dagen efter fik hun efterretning om, at én af hendes slægtninge var død.

Chr. R.


410. Konen i Villadses hus i Hyldebjærg havde været ved at vaske op og sat alle hendes tallerkener oven på hverandre. Så var hun gået ud, og da giver det sådant rabalder der ude, som om alle tallerkenerne faldt til jorden. Nu rinder det hende i tanker, at katten havde været oppe og slået dem alle ned. Men da hun kom ind at se efter det, stod alle tallerkenerne godt nok. Om søndagen efter da druknede både hendes fader og hendes søster og to til i åen, de vilde sætte over i en bitte båd, og så vælter den, og de drukner alle fire. Der kom en mængde mennesker til for at redde, men de var og blev døde. Så var de da visse på, at det var et varsel derfor, de havde hørt.

Mikkel Jensen, Grynderup.


411. Der er flere koner, der har fortalt, at de, kort tid för deres mødre er døde, har hørt så stort et rabalder i kjøkken eller sals (bryggers), som om alt faldt, men når de så har gået derud og har set efter, har alt været i orden.

Ane Nielsen, Lisbjærg-Terp.


412. Mens a tjente inde i Vole, havde de en sön der, som var syg og havde været syg grumme længe. Vi sad og vågede over ham. Så en aften gav det et skrald ude i kjøkkenet i kandebænken, hvor vi havde kjedler og gryder. Konen sagde til mig: «Det var vist en kjedel, der faldt ned, gå ud og se efter det.» A gik så, men al ting var på sin plads. Det var da sært, hvad det kunde være. Ikke meget længe efter døde sönnen. A plejede ellers at hente vand ind, förend vi fik rögtet ind, men den aften havde a glemt det. Det var den gang skikken, at den døde skulde af sengen lige straks og vaskes og gjøres i stand og lægges på strå — nu lader de dem jo ligge i sengen til dag. Så skulde der hentes koner, da han nu var død, og a måtte ud efter vand. A gik hen til kandebænken og tog en kjedel, og det var nok varsel for det, vi den aften havde hørt, det troede vi da.

Ane Povlsdatter, Vole.


413. Mens a var i Fårdal, havde a været ude at fodre kreaturerne midt om formiddagen og havde lukket dørene godt efter mig, og a var alene inde. Da hørte a uderdören blive slået op, og derefter overstuedören, og det gav ordentlig klang, som om de hver blev slåede mod en kiste. A gik nu ud og så efter, men de var godt nok lukkede. Så gik a endda ind i storstuen, men også der var alt på plads. Noget efter druknede to karle i en mergelgrav og kom til at ligge lig i vor storstue. Da de kom bærende med dem og slog dörene op, hørte a gjenklangen af det. Vi sad ude i nødset og malkede, men hørte lige godt klangen. Alt vort boskab var blevet flyttet i den anledning, og der var kommet til at stå kister bag ved dørene. Der var jo snæver plads, da det ene lig bares på en stige, og det andet på en vognhave, og derfor slog de dørene hårdt op, og den lyd var akkurat som den, a havde hørt.

Ane Marie Kristensd., Ørum.


414. Det var den gang, a var kommen ind til Vole at bo, da kom der en aften én og rystede i døren, ligesom den vilde ind. Min mand springer af sengen og vil lukke døren op, men der var ingen ting at fornemme. A havde ingen ro på mig nu, og så rejste vi os begge to og gik over til en gård, hvor en pige lå og var syg, og a satte mig ved hende, og så døde hun i mine arme. Så troede vi jo, det var et varsel, der havde været ved døren at kalde ad mig.

Ane Povlsdatter, Vole.


415. Nu afdøde gårdmand Lars Kristensen her af byen blev en nat vækket tillige med hans kone ved, at der kom et rammel op ad stenbroen, som om nogen kjørte med en hel del jærnskramleri på en trillebör. Da tummelen ophørte, kom der tre stærke slag på fremmersdøren, og angst spurgte konen. «Hvad var dog det, fa'r?» Han rejste sig op og gik ud for at se efter, men opdagede slet ingen ting. Konen tröstede ham med, at det var gjæssene, som trommede på døren. En 8 dages tid efter fik Lars Kristensen brev om, at hans søster, som boede i Holsten, var død, og det netop i samme minut, som de hørte lyden. Oftest lod varselet sig ikke til syne, men tilkjendegav sig enten ved slag på lofter og döre, eller ved at stryge som med en vinge hen ad vinduerne.

Dalby. A. C. P.


416. A var en aften silde om efteråret gået om til et hus, der ligger ved enden af Ry Vandsted-mose. Det var mørkt, og allerbedst, som a nu går om ved moselandet, hører a et plump i en törvegrav. A standsede, og straks så gav det en lyd, som p-h. A gik ikke længere end som til den dör der henne, så gav det et plump til, og så gav det igjen et knyst ligesom det første. Så gik a lidt længere sommet som en 3, 4 skridt, så gav det det tredje plump. så siger a: «Er det jer, An' Skrædders?» men intet svar a fik. så var det først, a blev bange, og a blev flyt fra moselandet af, kan I tro. Det første a kom hjem, fortalte a min fader det. «Der drukner én derude,» sagde han. Så varede det ikke længere end til lille-juleaften, da blev en gammel kone henne, og næste morgen savnede de hende. Så skulde de til at ud og frage, og de gjennemsøgte nu törvemosen. Da kommer de til en grav, hvor isen så ud til at være brækket. Så troede de, hun var der. Men det var hun ikke. Heller ikke i den anden törvegrav. Så kom de til den tredje, og der var lige sådan. Isen var brækket af, men der fandt de hende dog. Hun havde altså været i tre grave, var kommen op af de to, og var bleven i den tredje. Det er sket en 5, 6 år efter, at krigen i 48 brækkede ud.

Jakob Snedker, Ry


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.