Slutningsord (Nordisk Mytologi efter Kilderne)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Nordisk Mytologi efter Kilderne

Kr. Arentzen og St. Thorsteinsson
1891


Slutningsord.


Den nordiske Mytologi, vore Forfædres Gudelære, var fælles for alle Folk af den store gothisk - germaniske Stamme. Den holdt sig længst i Norden og optegnedes ogsaa her, i den fjerne nordiske Koloni Island. Hovedkilderne til den ere den ældre Edda (dvs: Oldemoder), der siges at være samlet af den lærde Gejstlige Sæmund Sigfussön paa Odda i det sydlige Island (i 11te og 12te Aarhundrede efter Kristus), og den yngre Edda, der tillægges den berömte Historieskriver Snorre Sturlessön (i det 12te og 13de Aarhundrede efter Kristus). Oplysninger om Mytologien kunne desuden hentes fra Sagaerne samt fra senere Tiders Folketro, saaledes som den fremtræder i Sagn og Viser med Minder fra Hedenold. Den ældre Edda bestaar næsten udelukkende af gamle Kvad. Det berömteste af dem er Völuspá (Valas Spaadom), der i geniale, korte, dristige, tit dunkle Træk fremstiller Gudelæren fra Tidens Begyndelse til Ragnarøk og Genfødelsen. Andre mytologiske Digte i den ere Þrymskvida eller »Hamarsheimt«, der fortæller Myten om Thors tabte og genvundne Hammer [1], Skírnisför, der omhandler Frejrs Kærlighed til Jættepigen Gerde [2]; Ægisdrekka eller Lokasenna, som skildrer Lokes Forhaanelse af Aser og Asynjer ved Ægers Gæstebud [3] o. s.v. Rigsmål fortæller, hvorledes Hejmdal, under Navnet Rig, indstifter de forskellige Stænder, Træl, Bonde, Jarl, Konge [4]; Hávamál er et gnomisk Digt, som oplyser vore oldnordiske Forfædres Tænkemaade. Den ældre Edda indeholder desuden en Mængde heroiske Kvad, saaledes Kvadet om Vølund [5] og de herlige Digte om Helgerne, hvori Valkyrierne spille en stor Rolle og fremtræde paa en ejendommelig Maade, som halvt himmelske, halvt jordiske Væsener (Kongedøtre, der ægte Heltene, føde dem Börn og følge dem i Døden [6] samt de berömte Kvad om Sigurd Fafnersbane etc. (hvis Stof genfindes i Völsunga saga, hvori Valkyrien Brynhild fremstilles paa en lignende Maade. Den ældre Edda er udgivet af den arnemagnæanske Kommission (1787-1828) samt af P. A. Munch, Lüning (Zürich, 1859, med Anmærkninger, Glossarium etc.) og flere; den er oversat paa Dansk af Finnur Magnússon. Den yngre Edda er i Prosa og citerer, som Hjemmel, Vers af den ældre. Den bestaar af Gylfaginning, hvori den mytiske svenske Kong Gylfe drager til Asgaard og faar Besked om Guderne, Skáldskaparmál om Digtekunstens Oprindelse og Udøvelse, en Slags oldnordisk Poetik, hvori der ogsaa fortælles enkelte Myter og Oldsagn, o. s. v. Den er udgivet af Egilsson; en Del af den (det mytiske) er oversat paa Dansk af Nyerup. Afzelius har oversat begge Eddaerne paa Svensk, Simroch paa Tysk. - Den nordiske Mytologi, der dog næppe er bleven opbevaret i hele sin Oprindelighed, bærer naturligvis Præget af den Natur, hvori, og den Folkestamme, hos hvem den opstod. Det strænge nordiske Klima, den ublide Himmel med de »tungsindige Skyer«, den korte Dag og Sommer, den lange Nat og Vinter o. s. v. - det nordiske Vikingeliv, hvori Kampen spillede Hovedrollen, og Døden paa Valpladsen eller Skibets Dæk hvert Øjeblik ventede Helten, maatte nødvendigvis fostre en tilsvarende Mytologi. Kampen er Midtpunktet i den, dens Guder ere væsenligt Kampguder, Kamplivet fortsættes endog i Valhal. Det dybe, gaadefulde fremtræder stærkt i den nordiske Mytologi, den dunkle Anelse søgte Lyset i den mørke Nat. Odin er en Grubler. Den nordiske Gudelære kunde ikke have den yppige Kolorit som den græske, der kom til Verden under en klarere og mildere Himmel og lykkeligere Livsbetingelser. Medens derfor det skönne er det fremherskende i den græske Mytologi, er det ophöjede Hovedkategorien i den nordiske; hin aander Livsglæde, denne Dødsforagt: Guderne falde til sidst i Ragnarøk. Medens Grækeren ikke følte Trang til at skabe sig en bedre Verden end den, han havde, følte Nordboen sig utilfredsstillet i denne Tilværelse og skabte sig en bedre og herligere, i hvilken baade han selv og hans Guder skulde genfødes. Den græske Mytologi udmærker sig mere ved henrivende Enkeltheder; den nordiske udfolder sig næsten som et Drama, fuld af Handling med den mest gribende Katastrofe. Ved Siden af meget raat og vildt i den nordiske Gudelære savnes der dog ikke blidere Træk, f. Eks, Frejrs Kærlighed, Frejas Længsel efter Od, den herlige Symbolik i Iduns Æbler. - Af Forfattere, der have indlagt sig Fortjeneste af den nordiske Mytologi, kunne nævnes Finn Magnussen (»Eddalæren og dens Oprindelse« 1824-26, o. s. v.), N. M. Petersen, (Nordisk Mythologi« 1849, o. s. v.), N. F. S. Grundtvig (»Nordisk Mythologi eller Udsigt over Eddalæren« 1808. »Nordens Mythologi eller Sindbilledsprog, historisk-poetisk udviklet og oplyst« 1832. o. s. v.), P. A. Munch (»Nordmændenes Gudelære i Hedenold, tilligemed de vigtigste Heltesagn« 1847, o. s. v.), Keyser (»Nordmændenes Religionsforfatning i Hedendommen« 1847, o. s. v.) og Grimm (»Deutsche Mythologi«, o, s. v.). Den nordiske Mytologi har afgivet Stof til flere nyere Digterværker, af hvilke Oehlenschlägers Digtcyclus »Nordens Guder« og Sörgespil »Baldur hin gode« særlig maa fremhæves.


Fodnoter:

1) Se Side 36-39.
2) Se Side 82-88.
3) Se Side 70-75.
4) Se Side 99-103.
5) Se Side 104-108.
6) Se Side 109-123.