Småtræk af Kjæltringernes Liv

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Chresten Christian Larsen (1806-1891), kendt som Tordenkalven.
Folkesagn

Småtræk af Kjæltringernes Liv

af Evald Tang Kristensen
1888



I vore Dage kan man med Grund tale om et svindende Folkeliv, thi den nye Tid har for længe siden holdt sit Indtog hos os, og den Slægt, der nu er i sin Manddom, viser sig at være en helt anden i Tankesæt og Levevis end den forudgaaende. Det er altsaa kun ved at komme i levende Berøring med de gamle, at man ad mundtlig og lagttagelsens Vej kan faa ret Rede paa den gamle Tids Særpræg. Allerede nu hører de Mennesker, der kan give os ret tro og paalidelige Forestillinger herom, til de store Sjældenheder. Jeg har færdedes meget imellem saadanne Gamle, hvis hele Liv hører en svunden Tid til, og som danner ligefremme Særsyn i det moderne Liv, og af slige gamle Mænd og Kvinder har jeg faaet oprullet mangt et Fortidsbillede. Naar jeg paa de efterfølgende Blade forsøger at give et lille Billede af Kjæltringlivet, som det levedes i Jylland for et Hundrede Aar siden, vil jeg altsaa paa Forhaand udtale, at jeg alene har holdt mig til mundtlige Kilder, og dernæst finder det nødvendigt at betone den nøje Forbindelse, dette Kjæltringliv har med det lavere Bondeliv i den givne Tid, og at det ene med det andet tjener til at fuldstændiggjøre Billedet af "arme Bonde"s Liv paa den Tid.

Der findes ikke ret mange Kjæltringer endnu levende. Her i Sognet er lige nu død en gammel Mand, indtinget af Fattigvæsenet og ellers ernærende sig ved at binde Løbe og lave Solde. Han har tilbragt det meste af sit Liv i Tugthuset og er for nogle Maaneder siden atter kommen derfra, og dog var han en grumme skikkelig, gammel Mand, som jeg har meget tilovers for. Jeg mindes tidt, hvad St. Blicher skriver i Indledningen til sin Novelle "Kjæltringliv", og hvad Ordsproget siger om de store og de smaa Kjæltringer. Det passer tilfulde paa min gamle Yndling. Naar vi kaster et samlet Blik ud over Kjæltringernes Liv, kan man ej undlade at sige: Der er meget gaadefuldt i Samfundet, Folk, der er opdraget i en ordnet Stat og under gunstige Forhold, ja, har endog nydt en meget god Opdragelse, saa, de regnes med til den dannede Verden, viser sig meget tidt i Virkeligheden at være de mest udspekulerede Tyveknægte og Skurke. De teer sig meget værre end Kjæltringerne, der betragtedes som Menneskehedens Bærme og Udskud og hadedes og forfulgtes som vilde Dyr, der ikke optoges i menneskeligt Samfund og næppe levede paa menneskelig Vis. Hvad Under, at deres Retsbegreber og Samvittighed maatte sløves, men naar de grebes i en eller anden Lovovertrædelse, anvendtes mod dem Lovens yderste Strenghed.

I mange Retninger sløve fra Barnsben var deres Følelser dog ingenlunde blevne sløvede, og ret rørende var Forældrenes Kjærlighed til deres Børn. En vis Axel, der tilligemed sin Kone havde Været inddømt i Viborghuset, var kommen ud før hende. Da han saa en Dag kom ind i Strandbygaarde, sad der en gammel Smed, som spurgte ham, om han ikke havde sin Kone med. "Nej," siger han, hun vilde blive der en Maaned længer. Om Viborg Sø saa havde staaet i en gloende Lue, saa vilde a dog have gaaet igjennem Ilden, dersom a havde kunnet faa hende med ud." Dertil svarede Folkene i Gaarden: "Du gjør jo ikke saa meget ud af din Kone alligevel, din beskidte Kjæltring," og det var nu sandt nok, for de sloges tidt. "Jo," siger han, "dersom Strandby Kirke og Farsø Kirke og alle Kreaturerne, der staaer paa Marken, de var af Guld og var paa een Vægtskaal og min Kone paa en anden, saa tog a endda min Kone, saa kan I da nok vide, at a giør ud af min Kone." Og idet han sagde det, saa græd han. Da Pludder-Madses Kone var død, sagde han: "Hun var ond at have, men værre at miste. Da hun nu laa og droges med Døden, kaldte hun mig hen til sig, og saa sagde hun: Du lugter saa jordet, Mads! Men da var det hende selv, den Guds Engel."

Der er i Kjæltringernes Ægteskabsliv en forunderlig opofrende Kjærlighed og haard Behandling. Den gamle Niels Kristian i Fredbjærg fortæller, at han en Gang kom om ved fem Rakkere ude i Heden, der var komne til at slaas. Den ene, et Mandfolk, gik ved to Krykker, og saa var der tre andre, der vilde tage hans Kone fra ham og vilde slaa ham. Kvinden vilde nok holde med sin Mand, men det var ikke nemt, da de var tre om ham. Saa raabte han: "Else Johanne, tag mig nu min Spærhage,[1] at a kan faae noget at værge mig med, a skal her miste Arme og Ben for din Satans Kvinds Skyld!" Saa fik han Spærhagen og sad ned og værgede sig godt for dem, saa længe Niels Kristian saa det, men han fortsatte jo sin Gang og veed ikke, hvad Udfaldet af Kampen blev.

Jeg sad en Aften i et Hus, der forhen har været et rigtigt Tilholdssted for Kjæltringerne. Beboerne fortalte mig da, at i den samme Stue, hvor vi nu sad, havde Sold Andreas og Pludder-Mads en Aften været ved at bytte Kone. Pludder-Madses Kone var den yngste, og derfor skulde han give en Pægl Brændevin i Bytte. Han var tyk i Mælet, men alligevel kunde han snakke Kvindfolkene for, saa han fik dem til at følge med sig, og det var ene Bønderpiger. Somme Tider byttede han med dem, og nogle af dem døde. Saa havde han jo selv Børnene og slæbte omkring med dem, til han fik en anden Kone. Naar han kom ind et Sted, svøbte han dem og gav dem Mad og kunde omgaaes dem som nogen Kone. En Dag bankede han sin Kone et bitte Stykke ovenfor Vadgaards Fort. Det fik Præstemadammen at se, og da han nu kommer derind for at tigge, sagde hun til ham: "Du faaer ikke noget i Dag, Mads, for jeg saa, du slog din Kone." Mads kunde nu ikke læse noget, for han havde ingen Ting lært, men han havde ligegodt Svar paa rede Haand og siger saa: "Herre Gud, Madam, haver De ikke lært, at Kvinden skal være Manden undergiven." Saa fik han alligevel noget for det Svars Skyld, thi Præstekonen var altid god ved den Slags Folk.

I sin Alderdom blev Pludder-Mads blind, og da havde han faaet sig en Kone, som hed Lamme-Dorret. Hun gik foran med en Krykke og en Kjæp, og han bag efter og holdt i hendes Skjørt, for han var jo blind og kunde ikke selv gaa. Hvor hun kom ind, vilde hun tigge en Dram til Mads, og naar Folkene havde skjænket den, vilde hun holde den til hans Mund - saadan skulde det forestille - men hun drak selv Drammen. Det kunde Mads jo ikke godt lide, og saa blev de uklar og kom til at skjændes og somme Tider at slaas. Naar hun paa den Maade fik for mange Dramme, blev hun svirende og faldt omkuld ude paa Marken. Saa kunde det ske, især naar han var svirende ogsaa, at han kom fra hende, og han laa da paa Agrene og skrabede efter hende, mens hun laa i en eller anden Vejgrøft og sov Rusen ud. Naar hun saa vaagnede, ja, saa hinkede hun hen til ham og fik ham til at tage i Skjørtet igen, og de drog videre.

Lire-Anders havde to Koner - noget, der for Resten hørte til de største Sjældenheder - men han havde det ikke bedre end til det med dem og havde ikke noget at sige, for de holdt sammen, men de fulgtes da ligegodt med ham. En Aften kom de ind et Sted i Fovlum, og der kom de i Trætte, men han kunde ikke staa sig, og hans Koner sagde blandt andet til ham, at Fanden sad i hans Øjne paa en trebenet Skammel.

Sold-Andreas blev slaaet ihjel paa Klostrup Mark af Anders Nøragers Søn, Hans. Hans Kone hed Sidsel Marie og holdt godt nok med Manden og hjalp ham, saa længe han kunde bjerge sig. Men saa gav Hans ham et Slag i Hovedet, og han faldt da lige om og var død. De lagde ham lige ind i en Lade i Klostrup og rømmede saa derfra, men Hans blev ligegodt overbevist om Mordet og fik sin Straf. Da han var færdig dermed og kom ud igjen, giftede Sidsel Marie sig med ham, et Træk, der tyder paa, at netop hun havde været Tvistens Æble.

Den sidste Kone, Per Lind havde at løbe med, hed Kirsten, og hende solgte han til Bitte Per Lind. "Nu har a haft 11 Koner," sagde han til hende, "men ingen af dem har a haft saadan Døve med som med dig." Sagen var, at hun vilde ikke blive ved ham, men stak somme Tider af paa egen Haand, og saa døjede han jo med at finde hende igjen. Da saa en hel Flok Kjæltringer kom til Ullits, gav de ham en Pægl Brændevin for at afstaa Kirsten, endda han vilde ikke vel have været af med hende. Bitte Per Lind og Kirsten bosatte sig senere i Ravnstrup og samlede der 800 Daler, som de siden testamenterede til en Sønnesøn, der var Snedker i Randers.

Den før omtalte Axel havde en Søn, Niels Axelsen, der kjøbte sin Kone for 3 Mark, et Klæde og en Pægl Brændevin. Hun havde endda været gift før og havde flere Børn med den første Mand. Det var netop Per Lind, som havde forladt hende, og et af Børnene, en Pige, blev senere gift med Lodmanden. Det Ægteskab gik godt, og de tjente mange Penge, men han havde flere Brødre, der somme Tider fik ham givet fuld, og saa stjal de Pengene fra ham.

Lodmanden kaldtes saaledes, fordi han drog omkring og loddede for Folk, han hed ellers Hans og var født i en Lade i Grynderup. Faderen, der ogsaa hed Hans, kom løbende hen til en Nabogaard, og bad Konen, om hun ikke vilde følge med, for saadan og saadan var det, og den Gang var der ingen oplærte Jordemødre. Hun vilde nok følge med og hjælpe til, men trykkede sig dog noget ved det, saa det varede en Tid, inden hun kunde faa gjort sig færdig. Saa kommer han igjen og siger: "Aa, bitte Mo'er, kom nu, for nu har hun faaet den." Saa maatte Konen jo afsted. Der var en anden Kvinde, som gjorde Barsel i Stistrup, og en halv Time efter, at hun havde faaet Barnet, var hun ude ved Kjelden efter Vand. Manden i Gaarden var derude, og saa raabte hun hen til ham: "Hørte I, a brølte?" Det gyste ordentlig i Folkene, da hun sagde de Ord.

Lodmandens Fader loddede ogsaa, men da de havde 22 Børn at kjøre omkring med, var det ham plat umuligt at faa Føden til dem uden at tigge, og saa levede de af andre Mennesker. Manden og den største Søn trak med en Vogn, fuld af Børn. Næsen gik til Jorden paa Manden, saadan trak han. Konen havde et Barn paa Ryggen i en bitte Spaanvugge med Spoler og et ved Haanden, og de store Drenge gik med nogle Poser paa Nakken og var saa krogede som Klaver af den tunge Byrde. Nogle gamle Sække og noget Halm, det var deres Sengeværk om Natten, og naar de kom ind et Sted og fik Lov til at blive der, trak Folkene Bordet ud fra Væggen, bar et Par Halmbreuger[2] ind og lod dem saa lægge sig paa dem, for Folk var jo ellers gode ved dem. Naar Konen gjorde Barsel et eller andet Sted, var hun der blot en Dag, og saa gjorde hun den samme Tur igjen uden videre.

Kjæltringkonerne gik altid med Børnene paa Ryggen, til de blev saa store, at de kunde gaa selv, og da de ikke sjelden var sygelige, kunde det godt ske, at de gik med dem, til deres Ben slæbte langs ad Jorden. Vuggen, eller hvad man skal kalde den, havde jo ikke Angler som en almindelig Vugge, men bestod af fire Stolper, og paa den nederste Ende paa hver af dem var der Kroge, hvorpaa der kunde hænges Bleer og Klude til Tørre. Saa hængte de der i Vinden og blæste, mens Kvinden gik, til det blev tørt. Nederst var fastgjort en Sæk, som var noget udstoppet, og ovenover denne anbragtes saa Barnet imellem Stolperne. Naar Moderen kom ind et Sted, stillede hun sig med Ryggen til Bordet, spændte Vuggen af sig og saa til Barnet samt gav det Patte. Men der var jo mange af Børnene, som frøs ihjel om Vinteren, fordi de havde saa simple Natteherberger og skulde ud, naar det blev Dag, saa næsten hvad Vejr, der var paa Sky.

Hvad angaar den Skik at kaste Kjæp, da brugtes den, naar der var et Par Mandfolk, som begge vilde have et Kvindfolk og ikke kunde enes om det paa anden Maade. En gammel Mand i Risgaard har set dem øve denne Idræt, mens han var en lille Dreng, derude sønden for Lovens. De kylte Kjæppen i Vejret, og den drejede sig flere Gange i Flugten. Naar den saa faldt ned, gjaldt det om, hvem den tykke eller den smalle Ende vendte imod. Den, der saa fik den rette Ende, skulde have hende.

En anden Skik, der brugtes, naar et Par skulde giftes, gik for sig inde i en Stue. Kvindfolket blev stillet an i den ene Side af Stuen og Karlfolket i den anden, og saa skulde han med tilbundne Øjne finde hende. Det var nu ikke saa nem en Sag bestemt at træffe hende, og det mislykkedes vel for det meste.

Mest ilde farne var de gamle og affældige. Dem blev der gjort kort Proces med, og det er ret betegnende, hvad en gammel Kone i Fovlum har fortalt. Der kom en Gang nogle Kjæltringer til min Moders Forældre i Alstrup, fortæller hun, og de havde saa meget en Ældgammel Kone med dem. Et Aars Tid eller noget efter, kom de igjen, og da var hun ikke med. Saa siger min Moders Moder til dem: "Hvad, hvor har I nu gjort af den gamle Kone?" - "Aa, Mo'er," siger de, "hun kunde ikke følge Trop." - "Ja, hvad har l da gjort ved hende?" siger min Moder helt nysgerrig. "Ja, da vi kom over Fjorden, og der var Is paa, saa hug vi et Hul, og der puttede vi hende ned." - "Gud bevares," siger min Moder, "hvad er I for Folk." - "Ja-a men, hun kunde ikke følge Trop."

Man maa ikke tro, at Kjæltringerne strejfede om uden at have noget at tage vare. Tværtimod, enhver Mand havde sin Næringsvej, og havde de ikke andet at bestille, saa fiskede de i Vandløb og Søer, og da der den Gang var mange flere Fisk end nu, saa kunde de ikke sjældent komme tilbage fra deres Fiskeri med et rart Knippe Fisk.

Saaledes fortælles, at de fiskede Aal i Fandrup Bæk saa store og tykke, og dem lavede saa Kvindfolkene Suppe paa, og Bollerne lavede de af Melet, de imens havde tigget sammen. Naar de saa havde spist og ikke var sultne længer, morede de sig med, hvis der var levnet nogle Boller, at tage og smide dem omkring paa Væggene derinde i Laden, hvor de sad. Imens Maden blev lavet, forslog Mændene Tiden med et Slags Spil, hvortil brugtes store Spilleskillinger af Blik, som kastedes imod en Mur. Undertiden kunde de ogsaa komme i Slagsmaal, og der blev da en forfærdelig Hylen baade paa Mænd og Kvinder. De fleste Folk fra Byen kom saa til Stede for at se, hvad der var paa Færde.

Det var især i de senere Aar, Kjæltringerne maatte slaa sig til Tyveriet. Der var nemlig blevet for lidt for dem at fortjene. Folk var selv komne efter at flaa deres Kreaturer og feje deres Skorstene, og der lagdes dem i det Hele betydelige Hindringer i Vejen for Udøvelsen af deres Haandteringer. Men i forrige Aarhundrede var der dog adskilligt at tjene.

Per Lund var Glarmester og gjorde Blyvinduer, og han havde en stor Glaskiste at gaa med og en Blytrækker at vinde Blyet op med til Vinduessprosserne. Gjord i Vesterbølle gik omkring i hele Slet Herred og aarelod for 3 Sk. Personen. Rakker-Morten kom tidt til Vaar for at feje Skorstene. Han havde da altid nogle Krebs med og somme Tider ogsaa andre Fisk, som han vilde give Generalen. Men saa vilde han jo tigge en Ret Kartofler til Familien. Ja, han fik da gjerne en Skjeppe, og en Gang tiggede han sig et Sæt sorte Klæder. Hver Gang han siden kom igjen, sagde han: "Husbond, Husbond, a har dem endnu, a skal gjemme dem til min Dødsdag, a gaaer til Kirke i dem en Gang imellem." Men Hovednæringsvejen var dog at flaa, og hver Rakker havde sit Distrikt. Der boede en i Hule, som hed Ryyhans, og han havde Distriktet der omkring, han tog saa Krikker af og fejede Skorstene og taalte ikke, at nogen gik ind i hans Næring. En Gang. kom der et Par unge Slegier til Risgaarde og vilde gjøre det samme som Ryyhans for den halve Betaling. De faar jo ogsaa noget at bestille, for hvem vil ikke spare det, En kan. Men hvad skeer? I samme Godlag, som de er færdige med det, kommer Ryyhans til Byen og træffer dem jo et Sted. Øjeblikkelig han faar Sagens Redelighed at vide, trækker han sin Slagel i Vejret og brøler: "Flux paa Timen giv Pengene fra jer, ellers skal ogsaa Dælen gale i jer!" De maatte kjønt levere ham Pengene og siden holde sig fra hans Sager.

Siden blev Kristen Hansen og Birte Ryssing Rakkere i Hule. Prisen for at tage en Kat af var 4 Sk., for en Hund 8 Sk. og 1 Mk. for en Helmis, "om end det var frøssen". Saadan sagde Folk det efter dem. Krikkerne laa jo tidt i de Tider og frøs ihjel paa Marken. Naar Kristen skulde til at tage Livet af en Krikke, fik han et Tøjer paa den, stak den i Bringen med en Kniv og lod den saa løbe rundt omkring sig i en Kreds, indtil den faldt. Havde han flere at skulle gjøre saadan ved, bandt han den ene i Skanken paa den anden og lod dem løbe sig til døde. Da vi i 1826 havde den usle Avl, kjøbte hver Mand i Himmerland 2 eller 4 Krikker oppe fra Han Herred paa Lerups Marked saadan midt i Høst og gav en ti Daler for Parret. Saa gjorde de hele Efteraarsarbejdet med dem og lod de usle Dyr gaa ude og bjerge Føden selv imens, indtil de kom med Sneen paa Ryggen. Det Aar blev der slagtet Bæster i Hundredetal, og da kan det nok være, Kræn Hansen og Birte Ryssing havde travlt. "Naar Kræsten bare vil lægge Haanden paa dem," sagde Birte, "saa skal a nok gjøre Resten, a skal regle[3] Kjødet af Benene, te det skal slæbe langt bag efter dem." Men han kunde ogsaa nok sit Haandværk. Et Sted var han kommen og skulde tage Skindet af en Krikke. Han stod ude i en Dal tæt ved Gaarden, men imens stod der en Kvinde inde i Bryggerset og var ved at tage Skindet af et Faar. Hun vilde nu prøve at kappes med ham og kigede stadig ud af et Hul, men han blev ligegodt den første til at faa sit Skind af, endskjønt hun skyndte sig, alt det hun kunde.

Birte skulde en Gang kvæle en Kat, og dermed bar hun sig saadan ad, at hun puttede den i en Sæk og trimlede den imod en Tørvestak med hendes Ryg, som hun vendte til Stakken, saa længe, til Katten var trimlet ihjel.

En af Kristen Hansens Drenge tjente i Fandrup. Hver Gang han nu spurgte om Forlov til at gaa hjem og faa hans Klæder bødt, drillede Karlen ham med at sige: "Nu skal du vel hjem og have Krikkefinker igjen." Men da Faderen en Gang kom derhen, talte han Karlen alvorlig til derfor. Det var jo en meget vandrende Bestilling i de Tider at flaa, og Folk vilde derfor nødig have Omgang med Rakkerne.

Den nederste Kirkestol i Lovens Kirke kaldtes i lang Tid Birret Ryssels Stol, og der gik ingen andre ind. Det samme var Tilfældet overalt, hvor der var Rakkere. Saaledes kaldtes ogsaa de nederste Stolestader i Skjern, Stavning og Dejbjerg Kirker for Rakkerstolene. Ved Gilder vilde ingen spise af Fad eller drikke af Glas med Rakkerne, og ret betegnende er Talemaaden: Vi drikker og sætter ved os ligesom de Hvalløse Koner. Der var nemlig Rakkere i Byen, og de maatte ikke lade noget gaa videre, men skulde sætte Glas eller Krus ved Siden af sig, for de havde deres eget at drikke af.

Men det kunde ikke altid byde sig, at Rakkeren var til Færds lige i Tiden, naar man skulde have et Dyr flaaet, heller ikke, at man kunde faa Bud til ham. Saa skulde Husbonden og hans Folk til det. Men Tjenestefolkene vilde aldrig tage fat, inden Husbond og Madmoder først gik ud og gav et Snit. Provst Møller i Breum mistede en Hest, og Folkene var ikke til at formaa til at flaa den, inden Provsten selv kom ud og tog fat paa et Ben og gav et lille Snit. Saa kunde de tage fat. Men han var slemt vred over det, og da han netop den Dag havde Konfirmander, gik det ogsaa noget ud over dem.

I Folkebevidstheden fremtræder der aabenbart, i alt Fald i den senere Tid, et Skjel imellem de bosiddende Rakkere, der havde deres faste Distrikter at virke i, saadan som Ryyhans og Kristen Hansen, og saa de omvankende Tiggere, der ikke alle hørte til Kjæltringslægten. Ret betegnende var det, hvad en ung Mand i Svingelbjerg sagde til den gamle Mand, som han skulde give Ophold, efter at han havde faaet Gaarden i Fæste: "Du kan," som han kunde bande, "nu gaa ud med Pose og Kjæp, det har min Fader gjort." I Himmerland og Salling gik Tiggerne i store Flokke, en 10, 12 ad Gangen, og mange af dem sluttede sig naturligvis til Kjæltringerne og delte Kaar med dem. Nu kommer vi altsaa til at omtale de omstrejfende Løsgængere, der ikke tog sig andet for end at tigge.

I Nærheden af Limfjorden, hvor Mændene tidt laa ude og fiskede, kunde det være svært nok for Kvinderne at værge sig, naar der kom saadan en Tiggertrop anstigende. Andre Steder var det ligesaa galt i Høsten og Høbjergningens Tid. Meget næsvise og fordringsfulde kunde de da være, og slemme var de i Kjæven. Der kom en Kjælling ind til en Kone i Støtrup og forlangte en Almisse. Ja, hun vilde da give hende et Stykke Brød. Nej, det vilde Kjællingen ikke have, hun vilde have Flæsk og Kjød og saadan noget. "Ja, vil I ikke have Brød," sagde Konen, "saa kan I tage det med jer, I har." - "Aa, bitte Mo'er," siger saa Rakkerkvinden, "vil I saa ikke have det, I kalder Snavs, det, vi kalder Smør, og saa putte det i jer Næse, saa faar I en god Lugt."

Den forhen omtalte Pludder-Mads var i sine Velmagtsdage heller ikke saa haardt nødt. Folk kunde formelig rædde ham ud af By med et Stykke Brød. Naar en eller anden Kone vilde komme med et Stykke til ham, sagde han: "A har Dælen gool i mæ, saa meget Brød, at a kan tække Ullits By med."

Vænø-Slegi fortalte, at han havde 18 og 20 Kirkesogne at leve af med Fur. Det er siden bleven en Talemaade efter ham, at der er 18 og 20 Kirkesogne i Salling. Paa Fur og Vænø tælles efter Snese og ikke saadan, som vi tæller, derfor var det, han sagde 18 og 20.

Lange-Grete var inde et Sted paa Mogenstrup Mark at tigge til hendes Potte til Jul. Manden hed Per Kusk, og hans Kone var meget koparret i Ansigtet. Hun vilde intet give hende, og Grete maatte da gaa uden at faa noget. Saa var hun jo gal, og da hun kom til Nabohuset, fortalte hun, hvordan den Kone havde været, og ønskede, at Fanden skulde tage hendes knabrede Sjæl i Helvede. (Det var jo en Hentydning til hendes koparrede Ansigt).

En anden Gang kom samme Grete til Breum i Følge med nogle Karle af hendes Slags. Saa skulde de til at lave Kaal til deres Nadver og sendte saa Karlene ud at tigge Tørv. De gik til Langesgaard, men Karlene der spillede dem det Puds at fylde deres Poser med Iskaver,[4] og da de saa kom tilbage, og Grete fik løst op for dem, blev hun jo gal og skjældte ud i en ulykkelig Tid. De fik da ingen Kaal lavet den Aften.

Skjelle-Simon havde sit Navn af, at han var skeløjet, og han var rigtignok ogsaa skeløjet til Gavns. Naar han kom ind et Sted, sagde han: "Goddag, kjønne Mo'er, kan I finde et bitte Æg og give Skjelle-Simon i Dag? Skal I ellers ikke have jer en Kaffekande eller en Blikpotte eller noget andet Bliktøj i Dag?" og saa rimlede han op, hvad han havde at sælge. Han kom ind et Sted i Jebjerg, hvor Manden var død og nys bleven begraven. Saa siger han jo til Konen, om hun ikke havde noget godt at give ham efter den Begravelse, "Ja, det er galt," siger hun, "for Brændevinet er sluppet op, men a har et bitte Gran Kamferbrændevin, vil du have det?" - "Ja, det er godt til en gammel Karl," sagde Simon, men idet han vilde nu til at slaa Drammen i Munden, vippede han ned af Skammelenden, som han sad paa, med samt hans Glarkiste, og det saa morsomt nok ud. Han gjorde jo nogle Grimasser af det og kravlede da op igjen. Kan du klare dig?" sagde Konen. Jo-o, det mente han nok. Hans to Sønnesønner boer endnu i Ilbjerg.

Der kom en Gang en Kjæltringkvinde ind til Niels Halds i Breum og vilde tigge, mens de andre var udenfor. Konen var gaaet til Kirke, og Manden vidste ikke, hvad han skulde give hende, eller hvordan han skulde blive skilt ved hende. Saa finder han paa at blive dem kvit ved at spørge dem ad, om de ikke vilde skære en Hanhund for ham. "Nej, nej," sagde de, "nok er vi Kjæltringer, men vi er endda ikke Rakkere." Der ligger meget i dette Svar.

Naar Tropperne saadan drog omkring paa Tiggeri, søgte Mændene naturligvis at tjene en Skilling ved et eller andet Arbejde, mens Kvinderne rendte omkring og tiggede. Hist og her havde de saa Tilholdssteder, hvor de fortærede det sammenbragte, og paa disse Steder gik det da tidt vildt til. De laa saaledes i Flokke hos en Mand i Vester-Hornum, og i en Toft udenfor Gaarden kastede de Kjæp, og der havde Børnene deres Tumleplads. Hos en Mand i Farsø, der havde lidt Udsalg af Brændevin og Sukker og saadanne Sager, havde de ogsaa Tilhold, og han vilde gjerne tjene lidt Skillinger ved dem.

Det har været en gammel og meget bekjendt Snak, at der skulde 24 Æg til en Rakkerpandekage. Vist er det, at de levede højt, naar de kom sammen, og det var ogsaa forfærdeligt, som de kunde æde, naar de om Aftenen var komne til Kvarter. Men til sine Tider sultede de ogsaa og havde det ondt nok.

Der føg en Gang syv Kjæltringer inde i Torup, for det var saadan et grusseligt Snefog, og de var der vist i 5 Dage. De laa om Natten paa Halmbreuger,[5] der var bredt paa Gulvet i Stuen, men om Morgenen var de tidlig oppe for at binde Halmen sammen og feje. Der var en af Konerne, som var noget doven, men hun fik ogsaa Bank hver Morgen. De var ellers meget skikkelige og læste deres Herrens Bøn, inden de rejste dem. Gaardens Børn, hvoraf den ene har fortalt dette, morede sig meget over at høre paa det Rakkertysk, de talte indbyrdes, og se, hvordan de bar dem ad. Det ene Mandfolk var gift med Per Linds Datter, han var Kobbersmed og sad om Dagen og bødede paa Kjedler.

Efter hvad de Gamle har fortalt, kan man ikke skjønne rettere, end at adskillige Kjæltringer var ret velhavende. Om den flere Gange omtalte Per Linds Børn siges, at de var ordentlig klædte. Da Familien laa over i en Gaard, fik Børnene der de fremmede Børn listet med op i Storstuen, og der fik de dem til at løse op for deres Poser og tage deres Klæder ud. Det var rigtig pæne Kjoler, de havde, udsyede paa Rakkermaner med Stads og røde Baand, og de var paa samme Mode som andre Børns, nemlig med korte Ærmer. Den ene Gaardmandsdatter kom i en Kjole for at prøve den og fandt saadant Behag deri, at hun siden bad sin Moder om at faa en ligesaa pæn Kjole som Per Linds Døtre. Men hun fik en god Del Skjænd i Steden.

At adskillige af Kjæltringerne ikke var saa fuldstændig ærlige er næsten en Selvfølge, men man faar dog Indtrykket af, at dette ikke just var Regelen. Pludder-Mads sagde om sig selv. "Mads er ærlig, men det er hans Broder Morten ikke, for han vil ikke være det, han vil stjæle." En Aften, han gik forbi et Hus med sin Kone, saa han, at der hængte en Del Sild til Tørring paa en Silderane, saadan som de forhen havde stilt an mange Steder, imens der fangedes dygtig Sild i Limfjorden, og han siger da: "Tag os nogle af Sildene, Birret!" - "Nej, det er Synd," sagde hun. - "Synd! nej, det er ingen Synd, det er blot at gjøre nogle fiffige Puds." Men Birret var vel sagt ræd for, at nogle skulde se det, ellers var hun vist ikke saa øm af sig.

Gammel-Søren i Risgaard var i Høstens Tid ude paa sin Mark, imens hans Gaard blev hjemsøgt af nogle Kjæltringer. Da han kom hjem, opdagede han, at de havde ransaget i forskjellige Ting og stjaalet 6 Rigsdaler fra ham. Han fik da et Par Mænd med sig og satte efter dem til Stistrupgaard, hvor de havde lagt sig ind. Saa kommer de da ind i Laden til dem og spørger, om de her Penge. Nej, de vilde da ikke give noget til Kjende. Saa fatter en af Mændene sin Kjæp og smører dem nogle af den. Nu laa de jo nøgne i Halmen, og det trak altsaa godt. Saa raaber han paa, at der skal "fesenteres" hos dem, og der var da ikke andet for dem at se efter. Saa kommer der en Kjæltring hen og begynder at løse for Poserne, mens Mændene holdt sig til og stod og runslede[6] hver Pjalt fra hinanden. Endelig kommer den sidste Pose frem, og da kommer de 6 Daler for en Dag. Gammel-Søren griber efter dem og siger: "Her er de!" I otte Dage efter havde de Vagt i Byen hver eneste Nat, for de var rædde, at Kjæltringerne skulde komme og gjøre en Ulykke paa Hus og Hjem for den Sags Skyld. Men der kom ingen, maaske de ogsaa havde faaet Nys om det Vagthold.

Der blev ikke sjelden af Øvrigheden gjort jagt paa Kjæltringerne, og man behandlede dem da værre end en Flok Kreaturer. Sognefogderne var kjede deraf, men maatte lystre deres Overordnede, Herresfogder og Amtmænd, der at dømme efter deres Indberetninger om disse Folk havde meget løse Forestillinger om dem. Da Krykke-Hans en Dag kom ind til Sognefogden i Ullits, sagde denne: "Du skal holde dig herfra, vil du se, du pakker dig ud af min Gaard, og det straks!" Han vilde jo ikke have Ulejlighed med at anholde ham. Men Hans vidste ikke, at det var Sognefogden, og hvorfor han saadan talte ham til, han blev vred, vendte sig om i Gaardsrummet og sagde: "Ja, vent du, til det bliver mørkt, saa skal a nok besøge dig igjenl" Men det var jo blot en Trusel, han kom ikke. Ved en anden Lejlighed - det var i 1835, da den store Jagt holdtes - blev en hel Flok Kjæltringer ført frem for den samme Sognefoged. Han spurgte dem til om et og andet, og en gammel Kjælling, der havde saa mange Ting ved sig, svarede blot, naar han spurgte, hvor hun havde faaet det og det: "I Balling i Salling." Det var al den Besked, han fik af hende. Saa skulde de føres til Hobro, og Folk drev med dem som en Flok Høveder. En gammel Kjælling stilte sig saa ringe an paa Vejen og kunde da paa ingen Maade følge med, hvorfor hun bad saa mindelig om, at de vilde lade hende blive tilbage. Ja, det fik hun saa. Men saa snart de var komne et Stykke hen, smed hun Kjæppen og løb saa stærkt som nogen Knægt. De laa i en Gaards Lade om Natten og var naturligvis af alle Klæderne. De Folk, der var med og skulde passe paa dem, tog saa deres Klæder og forvarede dem for at være sikre paa, at de blev der. Men saa var der en Kjæltring, de kaldte Kristen Lund, han laa og frøs og bævrede og var helt sølle ved det. Da han nu frøs sig saa forskrækkelig og bad om at faa lidt Klæder at hylle paa sig, smed de hans Klæder til ham og et Kvindeskjørt. Men de gav nu ikke Agt paa, at han nede i Halmen tog Klæderne paa. Endelig tog han Skjørtet over Hovedet og sprang med ét op og værgeløs ud af Døren. De greb nok i Skjørtet, men det lod han dem beholde, og væk var han.

Da der var bleven gjort jagt paa Kjæltringerne, kom de fleste i Tugthuset, jeg turde næsten sige uden Grund. Nu fik hver sin Forsørgelseskommune, men vi kjender alle, hvordan saadanne Gjæster bliver modtagne. Ethvert Sogn saa skjævt til dem og søgte at fri sig for Byrden. To kom til at høre Lovens Sogn til, den ene var 40 Aar, og den anden 19. De skulde da til at gaa i Skole som andre Børn for at blive konfirmerede. Men det syntes de jo ikke om. Pigen paa de 19 Aar havde et lille Barn, og da det kort efter døde, rømte hun derfra, og ingen har hørt noget fra hende siden. Mandfolket paa de 40 Aar døde ogsaa snart efter, og saadan kom de Lovens Folk fra det, og glade var de.

Pludder-Mads var født i Skive Landsogn, og derfor blev han konfirmeret i Skive Kirke. Han var en gammel Karl den Gang. Da han nu gik til Præsten, skulde han en Dag læse om Bespisningen af de 5000 Mænd. Saa falder det saadan ind, at Provsten spørger ham om, hvor meget der var blevet tilovers. "De wed a't," siger Mads. - "Skulde du ikke kunde huske det?" siger Provsten atter, "der var jo tolv Kurve fulde." - "Jamen, saa kommer det ogsaa an paa, Faaer, hvor store Kurve det var."

Jeg slutter med at gjøre F. Dyrlunds Ord til mine, naar han i sin Bog: Tatere og Natmandsfolk i Danmark, S. 279, siger: "Kunde de virkelig føle det som en fortjent Straf, at Øvrigheden en Gang i Ny og en Gang i Næ standsede dem i den saa godt som eneste Næringsmaade og Levevis, der var ladt dem aaben? Vor Tids naturlige Følelse vil snarere oprøres over at se f. Eks. en 60 aarig Kvinde indsat i Tugthuset paa 4 Aar for Løsgængeri."


Kilde: Evald Tang Kristensen i tidsskriftet Husvennen, 1888. Aarg. 16. Genoptrykt i Evald Tang Kristensen 1843-1943: En samling Artikler og en Biografi, 1943.


Noter:

  1. Spærhage: Den lille Ambolt med to Horn.
  2. Halmbreuge: Knippe tærsket Halm.
  3. regle: skære i Strimler.
  4. Iskaver: Isflager.
  5. Halmbreuge: Knippe tærsket Halm.
  6. runslede: rode op i.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.