Snehyttens sange (KR) – Prøve paa Grundteksterne med underlagt Oversættelse

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Snehyttens sange

Prøve paa Grundteksterne
med underlagt Oversættelse

Knud Rasmussen
København,
1930

Mænds Afmagt Fil:Ajaguttaq singing a drum-song.jpg Det ældste kendte billede af trommedans og -sang. Jens Kreutzmann (ca. 1860) (se Mænds Afmagt - Side 19) im˙ᴀqa-a-u       uvne˙t Maaske, ja,       det kan være det samme udjiɳuliǥLrᴀrame fuld af Angst var han, qalaviushile       mam˙imauᴀrpäǥkame Qalaviuse ("den spilkogende"),      da han sad med sammenbidt Mund, ᴀrnän ima      akuɳ˙ane Kvinder, ja,       imellem. im˙ᴀqa-a-u       uvne˙t Maaske, ja,       det kan være det samme, udjiɳuliǥLrᴀrame fuld af Angst var han, nEruvkaishile      mam˙imauᴀrpäǥkame Neruvkâse ("Renmave-Indholdet"),      da han sad med sammenbidt Mund, e˙nuäk-ukua      ulɔrianᴀrpäk hans to Øjne - de der -       var frygtindgydende kakiväǥshän˙uatut buede som et Horn, der skal laves til Lyster im˙ᴀqa-a-u      uvne˙t Maaske, ja,       men det kan være det samme, udjiɳuliǥLrᴀrame fuld af Angst var han, ulimau-una      mam˙mauᴀrpäǥkame Ulimau ("Øksen"), han der,      da han sad med sammenbidt Mund inuitlame       ma˙ne i Ensomhed       der. ɔqᴀra      iɳiluǥshi˙nᴀrtɔq Min Tunge      synger blot en Sang, qanin˙uᴀq — una      ulɔrianᴀrpa en lille Mund er det,       kan den være farlig? tip˙iǥshän˙uatut Som en bøjet Kvist til en Kajakribbe pEqiɳauᴀrpäǥkame plejer den at krumme sig nedad. Netsit, Mand, Moskusokse-Folket.

Sult (se Sult - Side 22). udjErnᴀrmät ajajija Der var Angst over mig, iǥLuɳnile      udjiliǥujᴀrmiuɳa i mit lille Hus      turde jeg ikke at være; qa-itoumik – iɳma hvorledes værende mon (d. v. s. ødelagt af Sult) pihuatalErivuɳa gik jeg besværligt ind over Land, pa˙tläǥpalErshin˙ᴀrluɳa jeg, som bliver ved med at falde næsegrus forover. taiɔiᴀq      umiɳman˙ame      ima Søen      "den lille Moskusokse"      der var det, iɔ˙qiǥLe hulukät˙ᴀriɳmaɳa at Ørrederne havde mig til Bedste og ikke bed. pihuatalErivuɳa Besværligt gik jeg videre inuǥshuǥto˙p      miǥsha˙ne til det unge Menneske      i den Retning quɳ˙ianshaɳnik-ima i Længsel efter noget, jeg kunde fryde mig over at se paa, iniᴀrshiɔrtuǥshamik noget, der svømmede ude i en Sø (Ren eller Ørred), ihumaǥa shiäǥtiǥpalErshin˙ᴀriǥa Min Tanke løb ud i ingenting som en Line, der er løbet ud uden at bunde, nunalinEq qulᴀrilErshin˙ᴀriɳa at faa fast Grund var jeg i stor Tvivl om, qam˙ᴀrtuᴀrmiluɳa      pihuatalErivuɳa uafbrudt lokkende ad noget      gik jeg Vejen. Kingmerut, Mand, Queen Mauds Sea.

Sang om Rener, Moskusokser — Kvinder og Mænd, der spiller raske (se Sang om Rener etc. - Side 41). Jajai — ja jija jajai — ja jija quvianäǥLraivɔq      atErtuᴀ’rjuitLe Herligt er det,       naar de fra Skoven kommende Renhjorde pihuliǥLrᴀramiɳ begynder at vandre (mod Nord); — qaχitᴀ˙rjuitLe      qinErhuǥitLe˙m˙a — — de store Faldgruber i Sneen      spejder de ængsteligt efter — atErtuᴀ’rjuitLe      aniuvaǥshiuliǥLrᴀramiɳ. de vældige Flokke fra Skoven,       naar de spreder sig udover Sneen. quvianäǥLraivun Herlige er de! Jajai — ja jija jajai — ja jija quvianäǥLraivɔq      ha˙ǥtuᴀ’rjuitLe Herligt er det,       naar den tidlige Sommers tyndhaarede Rener pihuliǥLrᴀramiɳ begynder at vandre, han˙iɳajutLe hävkua naar de ved Háningassoq dernede kiɳ˙iᴀqun˙uaǥiɳ over Næssene qipEruᴀ˙rhuɳ˙itle      näǥLuǥshᴀrshiulEramiɳ paa Kryds og Tværs travende      søger efter et Svømmested, jajai — ja jija jajai — ja jija. quvianäǥLraivɔq      qErnErtɔ’rjuit hävkua Herligt er det      naar de store sorte dernede katEqiliǥLrᴀramiɳ begynder at samle sig i Flokke, — qiɳmErᴀ’rjuitLe       qinErhuǥitLe-ima — — de smaa Hunde      kigger de efter, javist — katEqiliǥLrᴀramiɳ naar de begynder at samle sig i Flokke, quvianäǥLraivut herlige er de! jajai — ja jija jajai — ja jija. quvianäǥLraivut       ᴀrnᴀ˙rjuitLe hävkua Herlige er de,      Kvinderne dernede, kalukiliǥLrᴀramiɳ naar de i Smaaflokke gaar paa Besøg i Husene, aɳutitLe-qa˙      hävkua og Mændene      dernede hujɔrpäǥLaǥiᴀrmata pludselig vil til at spille mandige, ᴀrnᴀ˙rjuitLe       hävkua      haǥLutiǥshᴀrshiulEramiɳ mens Kvinderne      dernede      blot søger efter en lille Løgn! jajai — ja jija jajai — ja jija. quvianäǥLraivɔq      pitiǥtaiǥᴀ˙rjuitLe Herligt er det      naar Vinterrenerne med de tykke Pelse majuatiǥiliǥLrᴀramiɳ begynder deres Vandring ind mod Skovene, — inuᴀ˙rjuitLe      qinErLuǥitLe-ima — — de smaa Mennesker spejder      de ængsteligt efter — majuatiǥiliǥLrᴀramiɳ naar de er paa Vandring ind mod Skovene, quvianäǥLraivun er de herlige! jajai — ja jija jajai — ja jija. quvianäǥLraivut      amihuᴀ˙rjuitLe Herlige er de      vældige Flokke, pihuliǥLrᴀramiɳ naar de begynder at vandre tᴀrajuǥLe-qa      ham˙a ved Havet      dernede, tiniɳ˙alEqaham˙a nede ved Ebberanden, iǥtuǥpäǥtiᴀrhuǥo      pihuliǥLrᴀramiɳ det knirkende Brus af Klove,       naar de begynder at vandre, quvianäǥLraivun aa — det er herligt! Netsit, Moskusokse-Folket.

Hymne til Luftens Aand (se Hymne til Luftens Aand - Side 83). jaɳa˙ja˙ja      jaɳa˙ja˙ja jaɳa˙ja˙ja      jaɳa˙ja˙ja ishäɳᴀ˙rnEq      atɔriǥa Med vidtudstrakte Arme      staar jeg her (ydmyg), avaɳ˙a - ima      nEqiǥshävnik fordi derovre fra      Føde til mig inuatale      nalErilErmaɳa den (Luftens Aand)       lader dale ned. quviahuǥLe      atɔriǥa Stor Glæde      er jeg midt oppe i, qilErtiliǥLE      tukiǥLroliǥtErmät fordi en højttakket Renstyr      vendte Flanken til — aǥtuᴀrale      atɔruǥLuǥo mit Jægerskjul      har jeg god Brug for! quviahuǥLe      atɔriǥa Stor Glæde      er jeg midt oppe i, hanERuitLe      e˙ǥshuɳ˙in˙avko selve Flanken      saa jeg slet ikke paa, täǥLäǥkun      tapishin˙ᴀravkit Bovene      skød jeg blot tværs igennem. quviliǥLravit Og da du saa (Ren) lod Vandet gaa nunaiɳ˙ᴀrmun ned paa den bare Jord, ᴀquǥshäǥshin˙ᴀrpe˙t du segned! ishäɳᴀ˙rnEq      atɔriǥa Med vidtudstrakte Arme      staar jeg her, avaɳ˙a - ima      nEqiǥshävnik fordi derovre fra      Føde til mig inuatale      nalErilErmaɳa den (Luftens Aand)       lader dale ned. quviahuǥLe      atɔriǥa Stor Glæde      er jeg midt oppe i, tiχaluǥjuᴀrLe      hupiLiruliǥtᴀrmät fordi en stor Hansæl      gav sig til at blæse gennem sit Aandehul inuᴀ˙rjuǥale      tak˙ajäɳaulEravko og Jeg lille Menneske      stod oprejst der og blev helt lang i Kroppen, naulᴀ˙rjuɳnik      ipErtɔrtuᴀrpit med min Harpunod      tøjrede jeg den! Igpakuhak. Mand, Viɔtoria Land.

Kilde

Fra Knud Rasmussen: Snehyttens sange, ss. 81-90. København, 1930.