Solen og Maanen (Holm)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Gustav Holm
1888
10. Solen og Maanen
fortalt af Sanimuinak
Maanen boede i et Hus her i Landet, hvor ogsaa hans Søster, Solen, boede.[1]Naar Lamperne slukkedes om Aftenen, gik Maanen hen til sin Søster for at ligge hos hende. For at faa at vide, hvem det var, som hver Aften laa hos hende, smurte hun en Aften sine Hænder med Lampesod. Da Lamperne slukkedes, og han som sædvanlig lagde sig hos hende, strøg hun ham paa Skulderen med Hænderne. Næste Morgen da Lamperne tændtes, sagde Søsteren, at der var En, der havde Sod paa sig; men da hun opdagede, at det var hendes Broder, tog hun sin Kniv, skærpede den, skar sit ene Bryst af og kastede det hen til Broderen, idet hun sagde: «Siden Du holder saa meget af mig, saa spis mig!» Hun tog nu en Pind og stak Lampemos paa Enden af den, dyppede den i Tran og tændte den. Derefter løb hun ud, og eftersom hun løb, steg hun op i Luften. Da Maanen kom ud og saae, at hun var oppe i Luften, løb han ind og stak Lampemos paa sin sermiaut[2], tændte den og løb ud med den for at forfølge sin Søster. Men da han kom op i Luften, slukkedes Lampemosset, saa at der kun blev en Glød tilbage.
Naar Maanens Pind er ved at slukkes, puster han til den, saa at der flyver Gnister ud til Siderne, og det er disse, der blive til Stjerner[3]. Maanen lyser ikke saa godt, fordi den kun har en Glød, og den maa undertiden gaa ned til Jorden for at fange Sæler; men Solen lyser og varmer godt, thi Lampemosset brændte endnu, da den kom op i Luften.
Fodnoter
