Solen og Maanen (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
54. Solen og Maanen
Et Par gamle Ægtefolk bleve tilbage, da deres Børn droge paa Sommerreiser. Engang var Konen ene hjemme, medens Manden var ude i Kajak. Da hun hørte Nogen komme gaaende, skjulte hun sig under sit Teppe. Lidt efter, da hun kiggede frem under Teppet, saae hun at der var en Sneespurv inde i Teltet. Den sagde, idet den gik ud: »der kommer En, som vil fortælle dig noget.« Lidt efter hørte hun en stærkere Støi, og skjulte sig atter under Teppet. Atter kom der En ind, og da hun kiggede ud, var det en Kusagtak, en anden lille Landfugl, som hoppede paa Gulvet og sagde: »der kommer En, som vil fortælle dig noget.« Derpaa gik den ud, og atter kom der paa samme Maade en Ravn. Da denne var gaaet, hørte hun ligesom Fodtrin af et Menneske, men denne Gang var det en skjøn Qvinde, som kom ind. Da hun spurgte den Fremmede, hvo hun var, fortalte denne: »i fordums Dage pleiede vi i mit Hjem at samles til Lege, og naar Legen var endt om Aftenen, pleiede vi unge Piger at blive ude, og Ynglingene løb efter os og friede til os, men i Mørket kunde vi ikke kjende dem. Engang vilde jeg gjerne vide, hvo der var min Frier; derfor oversmurte jeg, før jeg gik ud, mine Hænder med Sod. Da vi nu vare færdige med at lege, kom der en Frier efter mig; jeg strøg ham med Haanden over Ryggen, slap ham igjen, og var den første, som gik ind i Huset. Da nu de andre kom ind, og trak deres Pelse af, var der intet at see, men tilsidst kom min Broder, han havde en hvid Pels paa, og da han trak den af, var den fuld af Sod paa Ryggen. Derpaa sleb jeg min Kniv og afskar mine Bryster, gav dem til min Broder og sagde: »»hvis hele mit Legeme smager dig godt, saa spiis dette!«« Endelig begyndte han at snakke usømmeligt og forfølge mig. Da vi sprang, greb han et Stykke slet Lampemos, og tændte det, men jeg tog godt Lampemos og tændte det ligeledes. Han løb ud og jeg forfulgte ham, men da mærkede jeg, at vi løftedes iveiret. Da vi kom høit op, slukkedes min Broders Lys. Han blev til Maane, men mit blev ved at brænde, jeg blev til Sol. Nu skynder jeg mig med at komme høiere op, for at varme de Forældreløse (d. e. blive Sommer).« Endelig tilføiede hun: »slaa nu dine Øine ned.« Konen rettede sine Øine mod Gulvet, men bemærkede med det samme, at hun var ved at gaae ud, og da hun løftede Øinene, saae hun, at hun var Beenrad paa Ryggen. — Da hun var borte, hørtes der Støi udenfor; det var nemlig Manden, som kom hjem.
