Spøgelsehuen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Spøgelsehuen
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862
Paa et Sted, hvor der fandtes en Kirke, levede iblandt Andre en Ungersvend og en Pige. Svenden havde den Vane, at han tidt gjorde Pigen bange, men hun var bleven saa vant dertil, at hun ikke mere lod sig forskrække; thi hvad hun end saae, troede him dog altid, at det var ham, der vilde gjøre hende bange.
Engang traf det sig, at der var blevet tvættet Tøi og deriblandt en Mængde hvide Nathuer, som dengang vare almindelige. Om Kvelden bad man Pigen om at hente Tvætten ude fra Kirkegaarden. Hun løb ud og gav sig til at sanke Tvætten sammen. Da hun næsten var færdig, saae hun, at der sad et hvidt Spøgelse paa een af Gravene. Da tænkte hun ved sig selv, at nu vilde Knegten igjen gjøre hende bange. Hun løb hen og rev Huen af Spøgelset, thi hun meente, at Svenden havde taget een af Nathuerne paa, og sagde: »Det skal nu ikke lykkes Dig at gjøre mig bange dennegang.« Siden gik hun ind med Tvætten, men da var Svenden derinde.
Nu blev Tvætten fordeelt, og da var der een Hue formange, som var muldet indvendig. Da blev Pigen bange. Morgenen efter sad Spøgelset paa Graven, og man vidste ikke, hvad man skulde gribe til; thi Ingen turde bringe Huen hen til det, og man sendte derfor Bud ud i Bygden efter gode Raad. Der var en gammel Mand i Bygden, der meente, at det ikke kunde undgaaes, at denne Sag fik slemme Følger, hvis ikke Pigen selv bragte Spøgelset Huen og satte den stiltiende paa dets Hoved i mange Menneskers Paasyn. Man trængte ind paa Pigen, for at faae hende til at bringe den og give Spøgelset den paa; og hun gik da derhen med Hjertet i Halsen, satte Huen paa Hovedet af Spøgelset, og sagde, idet hun var færdig dermed: »Er Du nu fomøiet?« Men Spøgelset vendte sig om, slog hende og sagde: »Ja. Er Du nu fornøiet?« Og i det Samme kastede han sig ned i Graven. Pigen faldt ved Hugget; Folk løb til og løftede hende op, men da var hun død.
Men Svenden fik en Revselse, fordi han havde gjort hende bange; thi derved, meente man, var han egentlig bleven Skyld i hele Ulykken. Han hørte da op med at gjøre Folk bange. Og saa er denne Fortælling ude.
