Sprog (Rink)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ![]() |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
Tillæg om Eskimoerne
II. Sprog
Det grønlandske Sprog tør maaskee siges at være bedre undersøgt baade i grammatikalsk og i lexikalsk Henseende end noget andet af de oprindelige amerikanske Sprog. Det Labradorske tør vel ogsaa siges forholdsviis at være meget godt bekjendt i begge Henseender. Hvad derimod de eskimoiske Dialekter angaaer, som tales ved Behringsstrædet, da have vi til deres Bedømmelse kun nogle sammenlignende Ordfortegnelser, forfattede af forskjellige Reisende og deels oprindelig optegnede, deels gjengivne af Russere, Englændere og Tydskere, foruden nogle grammatikalske Bemærkninger hos en enkelt Forfatter. Disse Ordfortegnelser maae af mange Grunde blive høist ufuldkomne. De ere opstaaede ved at udspørge de Indfødte, men for det første er dette skeet ved Tegnsprog eller maadelige Tolke, dernæst er Sprogets Bygning saa forskjellig fra de europæiske Sprogs, at dets enkelte Ord i Reglen ikke svare til enkelte Ord i disse, men hyppigst udtrykke mere. Endelig opfattes Svarets Bogstavlyd forskjelligt af forskjellige Øren, gjengives ufuldkomment og forskjelligt gjennem russisk, engelsk og tydsk Skrivemaade, og forvanskes dertil gjennem Afskrivninger. Der er saaledes Kilder nok til Misforstaaelser og navnlig til at formode Forskjelligheder, hvor der i Virkeligheden ingen findes. Man finder hos de omtalte Forfattere hentydet til omtrent 8 forskjellige Dialekter ved Behringsstrædet. Nogle Exempler ville dog vise, hvorledes Benævnelsernes Afvigelser deels fra hverandre indbyrdes, deels fra det Grønlandske kunne være opstaaede ved Misforstaaelser ad de omtalte Veie. Saaledes kaldes: Kone Nuliiak og Ahanak, Mand Uika og Nuhelpach, Pattebarn Mukisskok, Skuldre Tuichka og Tuik. Haand Tatlichka og Aiged, at døe tukko og tukoeeuchtuk, Kulde Ninhlichtu og Paznachtuk, Varme Matschachtuk og Uknachtuk, Ild Eknek og Kuk. I disse Benævnelser gjenkjender man let de grønlandske: Nuliaĸ, Hustru — Arnaĸ, Qvinde — Uviga, min Mand — Nukagpiaĸ, Ungkarl — Mikissoĸ, lille — Tuvíka mine Skuldre — Tuvik, Skuldrene — Tatdlíka, mine Arme — Agssait, Fingrene eller Haanden — Toĸo, Døden — Toĸussoĸ, værende død — Nigdlertoĸ, kjølig — Panertoĸ, tør — Masagtoĸ, vaad — Unartoĸ, heed — Ingneĸ, Ild. Det vil sees, at de tilsyneladende Afvigelser i disse Exempler let kunne forklares af Misforstaaelser alene, uden at betinge nogen virkelig Forskjellighed i Sprogene. Man gjenkjender paa denne Maade strax ved et flygtigt Gjennemsyn det Grønlandske i 2/3 eller 3/4 af Ordene i de nævnte Fortegnelser, og det er muligt, at en nøiere Undersøgelse vilde udvide dette Antal, og af Resten ere jo udentvivl mange opstaaede af grønlandske Ordstammer, der kun ved en Forvanskning ere gjorte ukjendelige. Naar hertil kommer, hvad man kan slutte sig til af den Maade, hvorpaa Reisende have kunnet samtale med Eskimoerne af den ene Stamme ved Hjælp af Tolk fra den anden, og at Forskjellen mellem Grønlandsk og Labradorsk er ringere end mellem Svensk og Dansk, ja vistnok ringere end mellem visse danske Dialekter indbyrdes, er man vist berettiget til at forudsætte en sproglig Eensartethed blandt alle de egentlige Eskimoer, som næsten tillader en gjensidig Forstaaelse overalt. Men paa den anden Side synes det dog at fremgaae af hine Ordfortegnelser, at Eskimoerne vesten for Mackenziefloden ogsaa i sproglig Henseende have visse Særegenheder, som de skylde Berøringen med Aleuter og Indianere.
Vi kunne saaledes med god Grund bruge det Grønlandske som et Mønster for det Eskimoiske ialmindelighed, og skulle her søge at give et Indblik i dette Sprogs mærkværdige Bygningsmaade. Det der omtales som mest paafaldende ved samme er som bekjendt Ordenes Længde. Heri ligger ogsaa den væsentligste Eiendommelighed, hvorved det adskiller sig fra Sprogene udenfor Amerika. Hvad man i andre Sprog bruger en heel Sætning tildeels endog med underordnede Sætninger til, det kan i Grønlandsk som oftest gjengives ved et enkelt Verbum. Som en Følge heraf har Sproglæren her ligesaa meget den Opgave at danne Ord, som at sammenstille Ord til Sætninger. Denne Orddannelse foregaaer ved Hjælp af visse uselvstændige Ord, der kun kunne anvendes ved at føies til et andet, men ved hvis Sammenstilling ogsaa et tilsvarende Antal forskjellige Begreber knyttes til dette, hvorefter Slutstenen sættes til Bygningen ved Bøiningen, især Conjugationen, der her ikke alene som i flere andre Sprog gjør et særskilt Pronomen som Subjekt, men ogsaa et lignende Objekt overflødigt, altsaa yder det, som endnu mangler for at danne en heel Sætning af Ordet. Følgende Hovedtræk, uddragne af S. Kleinschmidts grønlandske Sproglære ville give tilstrækkelig Oplysning herom:
Skrift og Udtale
Sproget skrives med de samme Bogstaver som det danske, kun saaledes at nogle ikke behøves, hvorimod følgende komme til:
ĸ, som væsentligt adskiller sig fra k derved at det dannes dybest i Munden og lyder som staaende mellem g, rk og rkr.
r’, der lyder som et dybt i Ganen udtalt tydsk ch.
ss, der lyder som det franske j.
ng og rng, der ere Næselyd.
Vokalernes Udtale paavirkes ofte af de nærmeste Consonanter. Især lyder a ofte som æ. Accenterne ´ ~ ^ som vise om de skulle udtales kort og skarpt eller langt og stumpt, ere af største Vigtighed med Hensyn til Meningen. Forøvrigt udtales Bogtaverne nogenlunde som i det Danske.
Sproget ynder simple Stavelser, sammensatte af 1 Vokal og 1 Consonant. Flere Consonanter i samme Stavelse taales aldeles ikke, naar derved opstaaer en Haardhed. Intet Ord kan ende med andre Consonnanter end ĸ, k, p og t, eller begynde med andre end disse og m, n, s. Indenfor Ordet kunne i det Hele kun 30 Sammenstillinger af Consonanter finde Sted.
Taledele
Ordene bestaae af Stammen og et Bøiningstillæg, ved hvilket Forholdet betegnes til andre Ord, og som udelukkende sættes bagefter, aldrig foran. Derved forandres Stammen ofte og kan endog forkortes indtil Roden, som er den Deel, der altid bliver.
Stammerne deles i 1) Urstammer, f. Ex. igdlo, Huus. 2) Tilhængsstammer, f. Ex. ssuaĸ, stor; lik, havende eller begavet med. De sidste kunne aldrig bruges alene, men ved enkeltviis eller flere efter hverandre at hænges til hine, altsaa: igdlorssuaĸ, et stort Huus, igdlorssualik, den som eier et stort Huus. Disse Tilhængsstammer, der maaskee oprindelig have været selvstændige Ord, ere baade talrige og fuldstændig bevægelige, saa at de kunne optages i et Ord alt eftersom Tanken udfordrer det. De os mere bekjendte Sprog savne jo ikke ganske noget tilsvarende i visse Endelser, ved hvilke man f. Ex. af Verber kan danne Substantiver og Adjektiver, saasom i det Danske: -lse, -ning, -lig, men hverken i Henseende til Antal eller Anvendelighed kunne de sammenlignes med de grønlandske, og afseet fra dem danner man jo nye Ord ved Sammenstilling af selvstændige Ord, men denne Sammenstilling er, man tør sige uden Undtagelse, aldeles utilstedelig i det Grønlandske.
Begge Arter af Stammer deles med Hensyn til Endelsen i 1) Nominalstammer, der have Betydning som Nominer, saaledes som de ere. 2) Verbalstammer, der kun undtagelsesviis som Talemaader eller med Betydning af Interjektioner kunne bruges med deres naturlige Endelse, hvorimod de forøvrigt for at blive til virkelige Verber behøve et Tillæg, som kunde kaldes Dannelsestillæg, og som tillige er det der forandres ved Bøiningen, f. Ex. ajoĸ og pisuk, ufuldstændige Ord, i hvilke der ligger en Forestilling om slet og Gang, ajorpoĸ han er slet, pisugpoĸ han gaaer. Det samme Tillæg kan ogsaa gjøre Nominalstammerne til Verber, men dog kun visse og med en ganske bestemt Betydning, navnlig den af at erhverve f. Ex. âtâĸ en Sælhund, âtârpoĸ han fangede en Sælhund.
Paa den her omtalte Maade udkommer der altsaa af Stammerne: Nominer og Verber, men hertil indskrænke sig ogsaa næsten Sprogets Taledele, thi der findes foruden dem egentlig kun nogle Partikler eller ubøielige Ord, der dog ogsaa synes opstaaede af hine, hvorimod de øvrige Taledele mere eller mindre ligefrem kunne henføres til de to Klasser og navnlig Pronominer til Nominer.
Formlære
Bøiningen skeer ved visse Tillæg i Forbindelse med mere eller mindre Lydskifte. Den angiver først Tallet: Enkelttal, Total, Fleertal, og for Verbernes Vedkommende tillige Personer, f. Ex. igdlo et Huus, igdluk to Huse, igdlut flere Huse, takuvoĸ han seer, takuvugut vi see. Dernæst betegner Bøiningen, om den ene Gjenstand skal forholde sig til den anden deels som Eiendom, deels som Objekt. Naar Bøiningstillægene tillige omfatte dette Forhold, har man vedtaget at kalde dem Suffixer, f. Ex. igdlua, hans Huus, igdluvut vore Huse, takuvâ han seer det, takuvavut vi see dem. Dernæst have Nominer, foruden den ligefremme Form, som de beholde som Objekt og som derfor kaldes Objektiv, tillige en subjektiv Form, som de erholde deels i Egenskab af Eiere (altsaa Genitiv) deels som Subjekter i en transitiv Sætning, f. Ex. teriangniaĸ Ræven, teriangniap Rævens, teriangniaĸ takuvâ han seer Ræven, teriangniap takuvâ Ræven seer ham. For Nominers Vedkommende angiver Bøiningen fremdeles det samme, som i andre Sprog opnaaes ved at sætte Præpositioner foran dem, eller de saakaldte Casus locales, nemlig Localis, Ablativ, Vialis, Terminalis og Modalis, f. Ex. nuname paa Landet, nunavtínut til vort Land. Endelig for Verbernes Vedkommende 7 Modus eller Taleformer, nemlig Indikativ, Interrogativ, Optativ, Conjunktiv, Subjunktiv, Infinitiv, Particip.
Idet alle disse Forhold paa en beundringsværdig Maade gjennem Bøiningen kunne betegnes ved Ordets Endelse alene, savnes der paa den anden Side ganske Bøiningsformer for Kjøn og for Tider. Sammenhængen maa udvise, om Verbet staaer enten i Præsens eller Imperfektum, forøvrigt betegnes Tiden nærmere, idet man ved Tilhængsstammer føier Begreber som: begynder at—, er færdig med at—, skal o. s. v. til det oprindelige Verbum.
Hvad særlig Nominer angaaer, da ende de alle i Objektiv paa en Vokal eller paa ĸ, k eller t. Deraf dannes Subjektiv ved Tilsætning af p, Dualis ved k og Pluralis ved t. Af Suffixer gives der to Slags, svarende til »hans« og »sin«, og hvert Suffix har saa igjen sine særskilte Former for Tal, Subjektiv og Objektiv samt Casus locales. Denne Nominernes Bøining ved Endelser er imidlertid forbunden med Lydomskiftninger efter Regler, der næsten udgjøre de eneste forviklede Afsnit i den grønlandske Grammatik, men dog deels let læres af Øvelse, deels ikke altid af Grønlænderne selv ansees for aldeles nødvendige til rigtig Tale, f. Ex. igdlo Huus, igdlut Huse, men tupeĸ Telt, tovĸit Telte, eller ogsaa tupit. Afseet herfra kunne hine mange Former gjengives paa en Tabel, der kan skrives paa en Qvartside.
Hvad særligt Verberne angaaer, da deles de efter deres Endelse for Indikativs 3die Person i 5 Klasser: nemlig paa rpoĸ, gpoĸ, voĸ og aoĸ, der dog alle kunne indordnes under det samme Schema for Conjugation, der omfatter alle de omtalte Sammenstillinger af Tal, Person, Suffix og Modus, men dog er saa simpelt, at det kan skrives paa en Folioside. Benægtelse udtrykkes ved en Tilhængsstamme: ugilaĸ, som conjugeres paa en lidt afvigende Maade.
Det følger af det foregaaende, at de personlige Pronominer i Reglen gjøres overflødige. Kun hvor Personen udtrykkelig skal fremhæves, haves saadanne Ord, og disse synes dog ogsaa opstaaede ved Suffixer, saasom: uvanga jeg, maaskee oprindelig: min Herværen. Derimod gives der 12 demonstrative Rødder, som indeholde Begreberne: her (ma), nord, syd, histoppe o. s. v. De bruges for sig alene kun som Interjektioner, men forøvrigt altid som Nominer i Lokalis, Ablativ, Vialis og Terminalis, svarende til: hvor, hvorfra, hvad Vei og hvorhen. Af disse samme Rødder dannes 3die Persons Pronominer ved Tilsætningen na og med Betydning han her (mána), han der nordpaa o. s. v.
De egentlige Talord gaae kun fra 1 til 5, d. e. Fingrene paa den ene Haand, dernæst de samme paa den anden og ligeledes paa begge Fødder, hvorefter 20 kaldes: fuldendende Mennesket, og forøvrigt tilføies der til de egentlige Talord Delingsord, som vise, paa hvilket Lem der tælles, altsaa atauseĸ 1, mardluk 2, pingasut 3, sisamat 4, tatdlimat 5, men arfineĸ pingasut 8, eller 3 paa den anden Haand; 24 udtrykkes som 4 paa det andet Menneske, og 80 som: fuldendende 4 Mennesker.
Orddannelse
Vi have allerede omtalt Betydningen af Stammerne. Disse udledes af Rødder, af hvilke en enkelt kan have afgivet flere Stammer af beslægtet Betydning, eller som ogsaa selv indbyrdes synes beslægtede, saasom: ĸôĸ Urin og kûk Elv. Men Stammernes Dannelse af deres oprindelige Bestanddele og efter ubekjendte Regler er eengang fastsat og afsluttet, de henhøre derfor til Ordbogen, Grammatiken bør derimod udvise, hvorledes man bygger videre med dem. Først saae vi, at Verbalstammer endnu behøvede en særskilt Endelse for at blive til virkelige Verber, og at ved den samme Endelse en enkelt Klasse Verber ogsaa kunne dannes af visse Nominalstammer, forøvrigt skeer al Orddannelse ved Tilhængsstammer, som man ogsaa har vedtaget at kalde Affixer. Disse deles i: 1) omdannende, hvorved Verber blive til Nominer og omvendt, 2) uddannende, som kun sættes til Stammer af deres egen Art.
Udvalg af de vigtigste Tilhængsstammer:
I. Tilhængs-Nominer1) omdannende:
- — toĸ eller ssoĸ, værende eller gjørende saaledes, altsaa et Slags Nominalparticipium; f. Ex. ajorpoĸ er slet, ajortoĸ den Slette; autdlarpoĸ drager bort, autdlartoĸ den Bortdragne.
- — taĸ ssaĸ eller gaĸ, den som der er gjort saaledes ved, altsaa et Slags passivt Particip; túniúpâ han bortgiver det, túniússaĸ det Bortgivne eller Gaven.
- — fik, Tiden eller Stedet, naar eller hvor Handlingen skeer.
- — ut eller t, Midlet eller Aarsagen til —; agdlagpoĸ han skriver, agdlaut Skrivemiddel, Pen, Blæk eller og Gjenstanden hvorom man skriver.
2) uddannende.a. adjektiviske eller neutrale, d. e. ikke væsentligt forandrende Stamordets Natur.
- — gssaĸ bestemt til eller tilkommende. pôĸ Sæk, pûgssaĸ Tøi eller Skind til en Sæk.
- — ssuaĸ stor eller i høi Grad. igdlorssuaĸ stort Huus; ajortorssuaĸ meget slet.
- — nguaĸ lille eller lidt.
- — tsiaĸ eller atsiaĸ, middelmaadig eller temmelig.
b. substantiviske, som trænge Stamordet heelt tibage.
- — lik, forsynet med.
- — mio Beboer af.
- — ussaĸ, lignende eller —agtigt. sioraĸ Sand. sioraussaĸ det Sandagtige, eller blandt andet ifølge Sprogbrug: Puddersukker.
II. Tilhængs-Verber.
1) omdannende:
- — gâ eller —râ, har til, bruger som, anseer for, erneĸ Søn, ernerâ han har ham til Søn.
- — ĸarpoĸ, har eller der gives, savik Kniv, saveĸarpoĸ han har eller der findes Kniv.
- — liorpoĸ, laver, bygger.
- — liarpoĸ reiser hen til.
- — uvoĸ er, saviuvoĸ det er en Kniv.
- — sivoĸ faaer opnaaer.
2. uddannede:a. neutrale, deels med Hjælpeverbers, deels med Adverbiers Betydning.
- — savoĸ, vil eller skal, saveĸásavoĸ han skal have eller vil faae Kniv.
- — niarpoĸ, bestræber sig for at.
- — dluarpoĸ, godt, tilgavns. ingerdlavoĸ, den bevæger sig, ingerdlavdluarpoĸ den gaaer rask eller han reiser hurtigt.
- — ngârpoĸ, i høi Grad, angivoĸ er stor, angingârpoĸ er meget stor.
- — tarpoĸ, gjentagende eller pleier at.
b. intransitive.
- — juipoĸ, aldrig.
- — gajugpoĸ, har Tilbøielighed til.
- — narpoĸ er til at, masagpoĸ er vaad, masanguarpoĸ er til at blive vaad af, fugter.
c. transitive.
- — tipâ, bringer ham til at, autdlarpoĸ drager bort, autdlartipâ han sender ham bort.
- — rkuvâ byder eller ønsker at han.
- — serpâ venter til at han. tikipoĸ han kommer, tikitserpâ han venter, til han kommer.
Det er ved flere saadanne Tilhængsstammers Tilføielse til Urstammen, at den beundringsværdige Mængde Begreber kan sammentrænges i et eneste Ord. Det er dog kun de mere opvakte Hoveder, som have nogen Styrke heri, og der anvendes sjeldent 10 Tillægsstammer eller derover. Ordenen, hvori de tilføies, retter sig efter Tankegangen, indskrænket ved visse Regler, men altid kommer først Urstammen, dernæst Tilhængsstammen og tilsidst Bøiningen. Der findes ialt henved 200 Tilhængsstammer. Til et Exempel ville vi her prøve en Sammenstilling af Stammer, som findes i det Foregaaende:igdlor—ssua—tsia—lior—fi—gssa—liar—ĸu—gamiuk.
Dette Ord bestaaer først af en Urstamme, derpaa 7 Tillægsstammer og endelig Bøiningsendelsen for tredie Person Conjunktiv med Suffixet: ham. Det betyder: Da han befalede ham at gaae hen til Stedet, hvor det middelmaadig store Huus skal bygges.
igdlu—gssar—si—ni—uti—ger—ku—vara.
Dette Ord bestaaer af en Urstamme, 6 Tilhængsstammer og Bøiningsendelsen for første Person Indikativ med Suffixet: ham eller det, og betyder: Jeg befalede at bruge det som Middel til at kjøbe (stræbe at faae) Huusmateriale (vordende Huus) for.
Syntax
Det fremgaaer af det Foregaaende, at meget af hvad der i andre Sprog hører til Syntaxen, i det grønlandske hører til Ordbygningen og Bøiningen. Der gives en meget bestemt Forskjel mellem Verberne med Hensyn til, om de ere transitive, intransitive eller begge Dele paa een Gang. De absolut transitive maae altid have et Suffix, da de ellers faae reflexiv Betydning, f. Ex. toĸúpa han dræbte ham, men toĸúpoĸ han dræbte, forudsætter altid: sig selv.
Af de 7 Modus for Verberne svare Infinitiv og Particip ikke nøiagtig til de samme i de andre Sproglærer. Infinitivet bruges særdeles meget i Talens Løb næsten som Particip eller for ved en Række af Sætninger at erstatte det, som vi udtrykke ved: medens, dernæst, da, idet at o. s. v. Participiet adskiller sig ogsaa fra andre Sprogs Participier, nemlig derved at det ikke i samme Grad har Betydning som et Nomen, hvorfor man ogsaa har kaldet det Verbalparticipium. Det kan saaledes vel ogsaa være Objekt, men ikke Subjekt i en Sætning.
Til Gjengjeld betegner Verbet ogsaa i denne Form ved sin Endelse sit eget Subjekt og Objekt. Det bruges som en Følge heraf til at gjengive underordnede Sætninger, som hos os begynde med: at, Exempler herpaa ere: takugâ ham som seer ham, takugingma dig som seer mig, takugivkit mig som seer dig; nalugavkit (af naluvâ han veed det ikke) takugingma, da jeg ikke vidste dig, dig som saae mig, d. e. da jeg ikke vidste, at du saae mig; naluvarma takugivkit du vidste ikke at jeg saae dig.
Det fremgaaer allerede tilstrækkeligt af det foregaaende, at selv om der findes særligt Subjekt og Objekt skal Verbet alligevel ved sin Endelse eller sit Suffix ligeledes udtrykke begge Dele. f. Ex. inûp igdlo takuvâ Menneske (egentlig Menneskets) han saae det Huset, d. e. Mennesket saae Huset.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 163-171