Sprogvidenskab (FJ 1907)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Finnur Jónsson
Den islandske litteraturs historie
tilligemed den oldnorske


af
Finnur Jónsson
1907


Andet tidsrum, 1100–1300

Sprogvidenskab


Det er för bemærket, at der i det 11. årh. var fremmede »biskopper« på Island; så kom skolerne ved bispesæderne foruden enkelte andre lærdomssæder som Odde og fl. Det der lærtes i disse skoler var først og fremmest hvad de gejstlige behøvede til deres uddannelse, i første række latin. I øvrigt må det antages, at undervisningen indrettedes således som den var i udlandet og at der efter ævne undervistes i de samme discipliner. Der var stadig Islændere, der opholdt sig i udlandet for at studere, og man kunde således til en vis grad følge med i udviklingen; der kom også af og til fremmede lærde til landet, der underviste. Vi har i det foregående set, at en mængde fremmed (latinsk) litteratur blev indført; den gav anledning til studium. Hvad selve modersmålet angår, var dets magt i det 12. årh. overvældende, og selv om ikke direkte udtalelser kan påpeges som de der kendes fra det 14. (Eysteins i Lilja), har man dog utvivlsomt haft en bevidst sproglig sans. Her er det skjaldene, som især kommer i betragtning. De havde været nødt til at lægge nöje mærke til udtalen af de enkelte ord og lyd for at deres rim kunde være så rigtige som muligt. De får også i så henseende en ubetinget ros af en af de ældste kendte isl. forfattere (Den 1. grt. afhdl.). Nogen virkelig indsigt i sproghistoriske forhold tör derfor ikke forudsættes og var sikkert ikke tilstede.


Såsnart man skulde til at göre optegnelser i modersmålet, måtte der vise sig mange vanskeligheder. Det alfabet, der havdes, det latinske, var især ved sit vokalforråd ganske utilstrækkeligt; mest var det det for omlydenes vedkommende. Her var manglen af tegn særlig følelig. Dette har f. eks. Are uden tvivl mærket. Denne mangel førte til, at en unævnt lærd foretog sig at skrive »os Islændere« et alfabet. Denne mands første stræben var at danne tegn for omlydene (ɔ: ǫ, ę, ø, y). Endvidere konstaterer han, at lydene er lange eller korte; de første foreslår han at betegne ved en aksent; endelig hævder han, at de er alle nasalerede i visse tilfælde; nasaliteten betegnes ved et punkt over tegnet. Alle disse lyd illustrerer han klart ved velvalgte eksempler. Afsnittet om konsonanterne er af en langt mindre betydning. Forf. indfører þ og gör meget forstandige bemærkninger om x og z. Tilsidst omtales forkortelsestegn. Der er ingen tvivl om, at denne alfabet-reform har gjort nytte og er bleven fulgt, ialfald tildels; nasalitetsbetegnelsen mærkes dog aldrig, hvad der heller ikke kunde forlanges. Afhandlingen er i flere henseender overordenlig værdifuld; dens værdifuldeste bidrag til sproghistorien er måske netop forf.s omtale af nasaliteten. Han skriver særdeles forstandigt, indfører tænkte modstandere for at gendrive dem og det gör han på en gemytlig og grundig måde, men hans sprog er noget tungt på sine steder. Forf. er meget lærd; han kender fremmede alfabeter og litteratur f. eks. Catonis disticha; han er velbevandret i skjaldepoesien og anfører citater deraf og har, som bemærket, sans for dens sproglige betydning. Han omtaler som eksisterende litteratur genealogier, hellige tydninger og Ares skrifter. Andet antyder han ikke. Heri ligger en bestemt antydning af skriftets tilblivelsestid. Den kan ikke med gode grunde sættes til senere end 1150 senest; snarest er den noget ældre. Nogle vil sætte den til omkr. 1170, men da var jo allerede en hel sagalitteratur optegnet, hvis eksistens ikke synes kendt af forf. Afhandlingen, der findes i cod. Wormianus af Snorres Edda, er noget forvansket på enkelte punkter, men i sin helhed er den godt bevaret.


I samme hdskr. findes en anden afhandling også om bogstavtegnene; den findes tillige i Upsalahdskr. af Edda og her i en ældre form. I cod. Worm. er den bleven interpoleret med stykker af den første og på anden vis udvidet. Afhdl. falder i to afsnit, hver med sin tegning. Det første ordner bogstaverne efter concentriske krese, i hvilke de tilligemed tegnenes navne indtegnes i bestemte grupper; navnene er i det hele ret besynderlige. Det andet afsnit lærer stavelsers dannelse, idet der vises hvorledes vokalerne kan forbindes med konsonanterne både forved og efter, eller kun på den ene måde. Her ses bl. a. at ð er optaget; dette skete vistnok omkr. 1220. I betydning står denne afhdl. langt under den første. Det er åbenbart en skoleafhdl. Det at den findes i Ups. hdskr. af Edda har forledt nogle forskere til at antage, at den er forfattet af Snorre som en indledning til Háttatal. Men dette beror på en misforståelse.


Dernæst findes der i cod. Worm. (tildels også i andre hdskrr. af Eddaen) den 3. grammatiske afhandling. Den er forfattet af skjalden Oláfr Þórðarson hvitaskáld. Olaf (f. omkr. 1210) var subdegn af vielse; han havde altså i sin ungdom nydt gejstlig opdragelse, hvilket sikkert stemte med hans udpræget fredelige sindelag. Han har kunnet latin godt. Men i øvrigt gik han aldrig i kirkens tjæneste. Han sluttede sig til Snorre og opholdt sig hos ham i nogen tid. Hos ham har han kunnet studere skjaldekvadene. 1237 rejste han til Norge med Snorre. Her opholdt han sig dels hos Skule, dels hos kong Hakon i de følgende år. 1240 begav han sig til Danmark og var hos kong Valdemar sejr, af hvem han skal »have lært mange udmærkede kundskaber og fortrinlige fortællinger«; selv anfører Olaf i sin afhdl. en sætning af kongen med særlige bogstavsammenstillinger; Olaf kalder Valdemar »sin herre«. Når han er rejst tilbage, vides ikke, men det er vistnok sket kort efter Valdemars død. I de følgende urolige tiders stridigheder tog han liden del; lovsigemand var han to gange, men kun kort tid ad gangen. Overfor kong Hakon stod han altid mindre stejlt og han var tilböjeligere til overenskomst end hans broder Sturla. I denne sammenhæng er hans skolevirksomhed dog vigtigst. Han siges at have holdt skole (på Stafaholt), hvorom man dog ikke får nogen nærmere oplysning. Olaf døde 1259. Frugten af hans skoleundervisning og et smukt minde om den er hans retorisk-grammatiske afhandling, der med et moderne udtryk kaldes málskrúðsfræði (der egl. dog kun gælder den sidste del). Den falder i to hovedafsnit, kap. 1-9 og kap. 10-16. Det første behandler bogstaver (lydene) og stavelser og talens dele. Her findes et stykke om de gamle runer, der er ret interessant, og det er her, kong Valdemars sætning anføres. Man (B. M. Olsen) har villet heri se et stykke af en Torodd runemester Gamlason, der var bygmester og hvis kendskab til runerne berömmes. Det er dog næppe tilfældet; Torodd har efter alt at dömme kun reformeret (forøget og brugeliggjort) den gamle fuþark, men til at antage en skreven afhandling af ham er der ikke grund. Det hele er vistnok af Olaf selv. I øvrigt er det Priscians bekendte værk, der danner grundlaget for denne del. Den anden del handler om retorik, d. v. s. om hvad der i talen (skrift) er tilladt og ikke tilladt, altså om retoriske blomster og retoriske fejl. Her følges Donats bekendte lærebog; de enkelte kategorier benævnes med deres latinsk græske navne og forklares kort, hvortil der så föjes — og det er Olafs störste fortjæneste — oplysende (islandske) eksempler, hæntede fra ældre og yngre, både navngivne og anonyme skjaldekvad. Afhdl. viser tydelig Olafs og samtidens indsigt eller mangel på indsigt i sprogets historie; oprindelige former anses for at være yngre eller vilkårlige ændringer (længere former udvidede osv.). Både herved og ved de citerede vers er afhdl. af stor betydning. I øvrigt viser den også den måde, hvorpå Olaf — ret mekanisk — oversatte de latinske kunstord eller islandiserede dem. Afhdl. hidrører fra hans skolevirksomhed, men den er uden tvivl noget bearbejdet på forskellige steder.


Endelig er der den 4. grammatiske afhdl. Den er yngst og ikke ældre end fra den første fjærdedel af det 14. årh. Den er en fortsættelse af Olafs og udført efter Alexander de Villa dei's Doctrinale. Den er indrettet ganske som Olafs, med en mængde, måske tildels selvlavede vers, men forf. er en snakkesalig gejstlig.


Alle disse 4 afhandlinger indledes i cod. Worm. med en prolog, der er meget forvirret og lidet oplysende. Den hidrører mulig fra den sidste afhdl.s forfatter, der så måtte have samlet afhandlingerne i én bog.


Hertil skal föjes, at der haves et lille, men meget gammelt glossar fra 12. årh., hvor de isl. ord er skrevne over linjerne, samt et lille brudstykke af en latinsk formlære med isl. oversættelser.