Stærkodders Svanesang

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Naturlyrik og romantik

Fil:Adam Oehlenschläger (nach Riepenhausen).jpg

Adam Oehlenschläger (1779-1850)

Adam Oehlenschläger

Stærkodders Svanesang

Poetiske Skrifter, Bd. 20,
Kjöbenhavn, 1860

Saa vidt paa Jorden,

Til Syd fra Norden,

Jeg freidig drog.

Hvorhen jeg stævned,

Mit Sværd sig hevned,

Og Fjender slog.

Mig Vikar skyldte

Sit Banesaar,

Da knap jeg fyldte

Mit tolvte Aar.

Snart blev jeg Mester

Af Sember, Ester;

Thor gav mig Held.

Jeg svang hans Fane,

Blev Visins Bane

Paa Arnafield.

Han kunde dæmpe

Hver nøgen Odd;

Jeg slog den Kæmpe

Med huddækt Braad.

I Myklegarden

Tvang Danebarden

En Brydie stærk.

Saa høit det dundred,

Sig Græker undred

Ved sligt et Værk.

Et Kobderbilled

Blev sat i Leir,

Som forestilled

Stærkodders Seir.

Da mig forførte —

Jeg Loke hørte,

Paa Anglen beed;

Jeg slog i Badet

Med Sværdebladet

Min Konge ned.

Jeg bleg mig vendte

Fra Daaden fræk,

Og Angsten spændte

Mig med sin Skræk.

Jeg veg fra Nøden,

Jeg søgte Døden,

Men fandt den ei.

Som Ax jeg fældte

De tappre Helte

Paa Gothers Vei.

Til Thor jeg klynked:

„Send mig en Piil!”

Mig Guden ynked

Med haanligt Smiil.

Hil, Hil Alfader,

Som Synd forlader!

Jeg fandt min Død.

Min Helt er kronet,

Jeg har forsonet,

Hvad jeg forbrød.

Jeg meer ei bæver

For Helas Qval,

Min Aand sig hæver

Til Odins Sal.